Language of document :

Appel iværksat den 13. juni 2022 af Martinair Holland NV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 30. marts 2022 i sag T-323/17, Martinair Holland mod Kommissionen

(Sag C-386/22 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Martinair Holland NV (ved advocaten R. Wesseling og F. Brouwer)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som det heri fastslås, at Kommissionen havde kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 på indgående luftfragttjenester på ruterne mellem EØS og tredjelande.

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (sag AT.39258 – Luftfragt) (herefter »afgørelsen«) annulleres som helhed.

Subsidiært annulleres afgørelsen delvist, for så vidt som det heri blev konstateret, at appellanten havde overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 med hensyn til indgående luftfragttjenester på ruterne mellem EØS og tredjelande.

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, som appellant har afholdt for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringende.

Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten ved at fastslå, at de indgående fragtydelser er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53.

Det første led: Retten tilsidesatte begrundelsespligten, begik en retlig fejl og tilsidesatte artikel 101 TEUF ved at fastslå, at indgående fragtydelser havde relevante virkninger i EØS.

Det andet led: Retten tilsidesatte begrundelsespligten, begik en retlig fejl og tilsidesatte artikel 101 TEUF ved at fastslå, at indgående fragtydelser havde sandsynlige virkninger i EØS.

Det tredje led: Retten begik en retlig fejl ved at støtte sig på argumenter og beviser, som Kommissionen ikke havde fremført.

Det fjerde led: Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte artikel 101 TEUF ved at fastslå, at den samlede og vedvarende overtrædelse kan udvide Kommissionens kompetence til adfærd udvist uden for EØS.

____________