DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
22. juni 2022 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – karteller – artikel 101 TEUF – direktiv 2014/104/EU – artikel 10, 17 og 22 – erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af Den Europæiske Unions konkurrenceret – forældelsesfrist – afkræftelig formodning om skade – opgørelse af det lidte tab – for sen gennemførelse af direktivet – tidsmæssig anvendelse – materielle og processuelle bestemmelser«
I sag C-267/20,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Audiencia Provincial de León (den regionale domstol i León, Spanien) ved afgørelse af 12. juni 2020, indgået til Domstolen den 15. juni 2020, i sagen
Volvo AB (publ.),
DAF Trucks NV
mod
RM,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev (refererende dommer), og dommerne I. Ziemele, T. von Danwitz, P.G. Xuereb og A. Kumin,
generaladvokat: A. Rantos,
justitssekretær: A. Calot Escobar
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Volvo AB (publ.) ved abogados N. Gómez Bernardo og R. Murillo Tapia,
– DAF Trucks NV ved abogado C. Gual Grau, advocaten M. de Monchy og J.K. de Pree samt abogados D. Sarmiento Ramírez-Escudero og P. Vidal Martínez,
– RM ved procuradora M. Picón González og abogado I. San Primitivo Arias,
– den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz og S. Centeno Huerta, som befuldmægtigede,
– den estiske regering ved A. Kalbus, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved S. Baches Opi, M. Farley og G. Meessen, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. oktober 2021,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101 TEUF, af artikel 10, 17 og artikel 22, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1) og af ækvivalensprincippet.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Volvo AB (publ.) og DAF Trucks NV på den ene side og RM på den anden side vedrørende et erstatningssøgsmål, som RM har anlagt med henblik på at opnå erstatning for en skade, der skyldes en overtrædelse af artikel 101 TEUF, som Europa-Kommissionen har fastslået, og som er begået af flere lastbilproducenter, herunder Volvo og DAF Trucks.
Retsforskrifter
EU-retten
3 47. betragtning til direktiv 2014/104 lyder således:
»Til afhjælpning af informationsasymmetri og nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med opgørelsen af skader i konkurrenceretlige sager, og for at sikre effektiviteten af erstatningskrav er det rimeligt at formode, at kartelovertrædelser forvolder skade, især gennem en prisvirkning. Afhængigt af sagens faktiske omstændigheder betyder dette, at karteller resulterer i en prisstigning eller hindrer en prisnedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var begået en overtrædelse af kartelreglerne. Denne formodning bør ikke omfatte det konkrete omfang af skaden. Overtrædere bør have mulighed for at afkræfte denne formodning. Denne afkræftelige formodning bør begrænses til karteller som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger informationsasymmetrien og gør det vanskeligere for sagsøgere at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise skaden.«
4 Dette direktivs artikel 10 med overskriften »Forældelsesfrist« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne fastsætter i overensstemmelse med denne artikel regler om forældelsesfrister for anlæggelse af erstatningssøgsmål. Disse regler skal bestemme, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, dens længde, og under hvilke omstændigheder den afbrydes eller suspenderes.
2. Forældelsesfristen begynder ikke at løbe, før overtrædelsen af konkurrenceretten ophører, og sagsøger har eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til:
a) adfærden og at den udgør en overtrædelse af konkurrenceretten
b) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt sagsøgeren skade, og
c) identiteten af overtræderen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for indbringelse af erstatningssøgsmål er mindst fem år.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forældelsesfrist suspenderes eller, afhængigt af national ret, afbrydes, hvis en konkurrencemyndighed tager skridt til at undersøge eller forfølge den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. Suspensionen ophører tidligst ét år, efter at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet.«
5 Det nævnte direktivs artikel 17 med overskriften »Tabsopgørelse« fastsætter:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabsopgørelsen, gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter får beføjelse til efter nationale procedurer at ansætte skadens størrelse, hvis det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.
2. Det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade. Overtræderen skal have ret til at afkræfte denne formodning.
3. Medlemsstaterne sikrer, at en national konkurrencemyndighed i forbindelse med et erstatningssøgsmål efter anmodning fra en national ret kan bistå denne nationale ret med hensyn til at opgøre skaden, hvis den nationale konkurrencemyndighed finder det hensigtsmæssigt.«
6 Samme direktivs artikel 21, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 27. december 2016. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
7 Artikel 22 i direktiv 2014/104 med overskriften »Tidsmæssig anvendelse« fastsætter:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft.
2. Medlemsstaterne sikrer, at alle nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21, ud over de i stk. 1 omhandlede, ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der indbringes for en national ret før den 26. december 2014.«
8 Artikel 25, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) fastsætter:
»Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.«
9 Denne forordnings artikel 30 med overskriften »Offentliggørelse af beslutninger« har følgende ordlyd:
»1. Kommissionen offentliggør de beslutninger, den træffer i henhold til artikel 7-10, 23 og 24.
2. Ved offentliggørelsen angives parternes navne og beslutningens hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner. Der skal ved offentliggørelsen tages hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres.«
Spansk ret
10 Artikel 74, stk. 1, i Ley 15/2007 de Defensa de la Competencia (lov nr. 15/2007 om beskyttelse af konkurrencen) af 3. juli 2007 (BOE nr. 159 af 4.7.2007, s. 28848), som ændret ved Real Decreto-ley 9/2017, por el que se transponen Directivas de la Unión Europtivas en los ámbitos financiero, mercantil y sanitario, y sobre el desplazamiento de trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 9/2017 om gennemførelse af Den Europæiske Unions direktiver på finans-, handels- og sundhedsområdet og om udstationering af arbejdstagere) af 26. maj 2017 (BOE nr. 126 af 27.5.2017, s. 42820) (herefter »lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017«), har følgende ordlyd:
»Forældelsesfristen for indbringelse af søgsmål om erstatning for skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten er på fem år.«
11 Artikel 76, stk. 2 og 3, i lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017, fastsætter:
»2. Hvis det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser, har retterne beføjelse til at ansætte skadeserstatningens størrelse.
3. Det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade, indtil det modsatte er bevist.«
12 Den første overgangsbestemmelse i kongeligt lovdekret nr. 9/2017, der gennemfører direktiv 2014/104 i spansk ret, med overskriften »Overgangsordning for erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret« bestemmer:
»1. Bestemmelserne i dette lovdekrets artikel 3 har ikke tilbagevirkende kraft.
2. Bestemmelserne i dette lovdekrets artikel 4 finder kun anvendelse på sager, der anlægges efter dets ikrafttræden.«
13 Artikel 1902 i Código Civil (den civile lovbog) lyder således:
»Den, der ved en handling eller undladelse forsætligt eller uagtsomt forvolder en anden skade, er forpligtet til at afhjælpe den skade, der er sket.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
14 I 2006 og 2007 erhvervede RM tre lastbiler, som Volvo og DAF Trucks havde produceret.
15 Kommissionen vedtog den 19. juli 2016 afgørelse C(2016) 4673 final om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag AT.39824 – Lastbiler) og udsendte en pressemeddelelse herom. Den 6. april 2017 offentliggjorde denne institution i overensstemmelse med artikel 30 i forordning nr. 1/2003 et resumé af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
16 I den nævnte afgørelse konstaterede Kommissionen, at en række lastbilproducenter, heriblandt Volvo og DAF Trucks, havde tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3), idet de havde indgået aftaler dels om prissætning og forhøjelser af bruttopriser på lastbiler på mellem 6 og 16 ton, dvs. mellemtunge lastbiler, og lastbiler på over 16 ton, dvs. tunge lastbiler, i EØS, dels om tidspunktet for og overvæltningen af omkostninger i forbindelse med indførelsen af teknologi for emissionskontrol i overensstemmelse med EURO 3- til 6-standarderne. For Volvos og DAF Trucks’ vedkommende varede overtrædelsen fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011.
17 Den 27. maj 2017, dvs. fem måneder efter udløbet af fristen for gennemførelsen af direktiv 2014/104, trådte kongeligt lovdekret nr. 9/2017 til gennemførelse af dette direktiv i spansk ret i kraft.
18 Den 1. april 2018 anlagde RM et søgsmål mod Volvo og DAF Trucks ved Juzgado de lo Mercantil de León (handelsretten i León, Spanien). Der blev i dette søgsmål nedlagt påstand om erstatning for den skade, som RM havde lidt som følge af konkurrencebegrænsende adfærd fra disse to selskabers side. Det nævnte søgsmål var principalt støttet på de relevante bestemmelser i lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017, og subsidiært støttet på den almindelige ordning vedrørende civilretligt ansvar uden for kontraktforhold, bl.a. den civile lovbogs artikel 1902. Det pågældende søgsmål udgjorde et erstatningssøgsmål anlagt i forlængelse af den endelige afgørelse, hvorved Kommissionen fastslog en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53.
19 Volvo og DAF Trucks gjorde indsigelse mod dette søgsmål, idet de navnlig gjorde gældende, at det var forældet, og at RM ikke havde bevist, at der var årsagsforbindelse mellem den overtrædelse, der blev konstateret i Kommissionens afgørelse C(2016) 4673 final, og prisstigningen for lastbilerne.
20 Retten i første instans, Juzgado de lo Mercantil de León (handelsretten i León), gav ved dom af 15. oktober 2019 RM delvist medhold i søgsmålet og pålagde Volvo og DAF Trucks at betale RM en kompensation svarende til 15% af lastbilernes anskaffelsespris med tillæg af lovbestemte renter, men pålagde ikke disse selskaber at betale sagsomkostningerne. Denne ret forkastede den af Volvo og DAF Trucks påberåbte formalitetsindsigelse, navnlig med den begrundelse, at den femårige forældelsesfrist, som er fastsat i artikel 74 i lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017, som gennemfører artikel 10, stk. 3, i direktiv 2014/104, var gældende på tidspunktet for sagsanlægget og derfor fandt anvendelse i den foreliggende sag. Idet den nævnte ret fandt, at denne lovs artikel 76, stk. 2 og 3, som gennemfører dette direktivs artikel 17, stk. 1 og 2, er en processuel bestemmelse, støttede den sig for det første på den formodning om tab, der er fastsat i artikel 76, stk. 3, i lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017, med henblik på at fastslå, at RM har lidt et tab, og for det andet på denne lovs artikel 76, stk. 2, med henblik på at opgøre tabets størrelse.
21 Volvo og DAF Trucks har iværksat appel af denne dom ved Audiencia Provincial de León (den regionale domstol i León, Spanien). Disse to virksomheder har gjort gældende, at direktiv 2014/104 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, fordi det ikke var trådt i kraft på det tidspunkt, hvor den pågældende overtrædelse blev begået, idet sidstnævnte overtrædelse ophørte den 18. januar 2011. Ifølge de nævnte virksomheder er det det tidspunkt, hvor denne overtrædelse blev begået, der er relevant for fastlæggelsen af, hvilken ordning der skal finde anvendelse på RM’s erstatningssøgsmål.
22 Volvo og DAF Trucks har følgelig fastholdt, at RM’s erstatningssøgsmål er forældet. DAF Trucks har i denne forbindelse gjort gældende, at det ikke er den femårige forældelsesfrist, som er fastsat i artikel 10 i direktiv 2014/104, som gennemført ved artikel 74, stk. 1, i lov nr. 15/2007, som ændret ved kongeligt lovdekret nr. 9/2017, der finder anvendelse, men den etårige frist, der er fastsat i den civile lovbogs artikel 1968. Endvidere begyndte denne etårige forældelsesfrist at løbe den dag, hvor Kommissionens pressemeddelelse vedrørende afgørelse C(2016) 4673 final blev offentliggjort. Selskabet har af denne grund gjort gældende, at den nævnte forældelsesfrist var udløbet på det tidspunkt, hvor RM’s erstatningssøgsmål blev anlagt, dvs. den 1. april 2018.
23 Volvo og DAF Trucks har tilføjet, at eftersom dette direktiv ikke finder anvendelse, skal der i det foreliggende tilfælde bevises både eksistensen af et tab og størrelsen heraf, idet virksomhederne i modsat fald bør frifindes.
24 Den forelæggende ret er i denne sammenhæng i tvivl om det tidsmæssige anvendelsesområde for artikel 10 og for artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/104. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dette anvendelsesområde er præciseret i dette direktivs artikel 22.
25 Med henblik på at afgøre, om det nævnte direktivs artikel 10 og artikel 17, stk. 1 og 2, som fastsætter regler for henholdsvis forældelsesfristen, eksistensen af en skade, som skyldes et kartel, og opgørelsen af denne skade, finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om disse bestemmelser er af materiel eller af processuel karakter.
26 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilket tidspunkt der er relevant for undersøgelsen af den tidsmæssige anvendelse af de nævnte bestemmelser med henblik på at afgøre, om de finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.
27 Audiencia Provincial de León (den regionale domstol i León) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 101 TEUF og effektivitetsprincippet fortolkes således, at de er til hinder for en fortolkning af en national bestemmelse, hvorefter søgsmålsfristen på [fem] år, der er fastsat i artikel 10 i [direktiv 2014/104], samt [dette direktivs] artikel 17 om retslig vurdering af tabet, ikke finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, idet den fastsætter skæringstidspunktet for den tilbagevirkende kraft på tidspunktet for sanktionen og ikke på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet?
2) Skal artikel 22, stk. 2, i [direktiv 2014/104] og udtrykket »tilbagevirkende kraft« fortolkes således, at direktivets artikel 10 finder anvendelse på et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, der – selv om det er anlagt efter ikrafttrædelsen af direktivet og gennemførelsesbestemmelserne – ikke desto mindre vedrører tidligere faktiske omstændigheder eller sanktioner?
3) Når der anvendes en bestemmelse som den i artikel 76 i [lov nr. 15/2007], skal artikel 17 i [direktiv 2014/104] om retslig vurdering af tabet da fortolkes således, at der er tale om en processuel bestemmelse, der finder anvendelse i hovedsagen, hvor søgsmålet er anlagt efter ikrafttrædelsen af den nationale gennemførelsesbestemmelse?«
Om de præjudicielle spørgsmål
28 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
29 I det foreliggende tilfælde er det, henset til samtlige de oplysninger, som den forelæggende ret har afgivet, nødvendigt at omformulere de præjudicielle spørgsmål med henblik på at give denne ret en hensigtsmæssig besvarelse.
30 Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende rets tre spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt vedrører den tidsmæssige anvendelse af artikel 10 og af artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/104 i overensstemmelse med direktivets artikel 22 på et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af dette direktiv – er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret.
Indledende bemærkninger
31 Det skal bemærkes, at til forskel fra proceduremæssige regler, der almindeligvis antages at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt (dom af 3.6.2021, Jumbocarry Trading, C-39/20, EU:C:2021:435, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), skal EU-rettens materielle regler, for at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen, såfremt det af reglernes ordlyd, formål eller opbygning klart fremgår, at de skal have en sådan virkning (dom af 21.12.2021, Skarb Państwa (Motorkøretøjsforsikringens dækning), C-428/20, EU:C:2021:1043, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
32 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at en ny retsregel principielt finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den retsakt, hvori den er indeholdt, træder i kraft. Selv om den ikke finder anvendelse på retlige situationer, som er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere lov var gældende, skal den anvendes på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende, og på nye retlige situationer. Noget andet gælder kun – og med forbehold af princippet om forbud mod retsakters tilbagevirkende kraft – såfremt den nye retsregel er ledsaget af særbestemmelser, som specielt regulerer dens tidsmæssige anvendelse (dom af 21.12.2021, Skarb Państwa (Motorkøretøjsforsikringens dækning), C-428/20, EU:C:2021:1043, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
33 Hvad nærmere bestemt angår direktiver er det generelt kun retlige situationer, som ligger efter fristen for gennemførelse af et direktiv, der kan falde ind under det tidsmæssige anvendelsesområde for dette direktiv (kendelse af 16.5.2019, Luminor Bank, C-8/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:429, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
34 Dette gælder så meget desto mere for de retlige situationer, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende, og som fortsat har virkning efter ikrafttrædelsen af nationale retsakter, der er vedtaget til gennemførelse af et direktiv efter udløbet af fristen for gennemførelsen af direktivet.
35 Hvad angår anvendelsen ratione temporis af direktiv 2014/104 bemærkes, at dette direktiv indeholder en særlig bestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter betingelserne for den tidsmæssige anvendelse af direktivets processuelle og materielle bestemmelser (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 25).
36 Navnlig skal medlemsstaterne for det første i henhold til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2014/104 sikre, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 26).
37 For det andet skal medlemsstaterne i henhold til artikel 22, stk. 2, i direktiv 2014/104 sikre, at ingen nationale love og bestemmelser, der vedtages for at overholde dette direktivs ikke-materielle bestemmelser, finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der blev indbragt for en national ret før den 26. december 2014 (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 27).
38 Med henblik på at fastlægge den tidsmæssige anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2014/104 skal det derfor i første række afgøres, om den pågældende bestemmelse udgør en materiel bestemmelse.
39 Det skal i denne henseende præciseres, at spørgsmålet om, hvilke af bestemmelserne i dette direktiv der er materielle, og hvilke der ikke er det, idet der ikke i artikel 22 i direktiv 2014/104 henvises til national ret, skal bedømmes ud fra EU-retten og ikke ud fra kravene i den gældende nationale ret.
40 Selv om det ikke i denne artikel for hver bestemmelse præciseres, om den er materiel eller ej, fremgår det endvidere utvetydigt af ordlyden af denne artikel, hvis stk. 1 henviser til »dette direktivs materielle bestemmelser«, at det er bestemmelserne i dette direktiv og ikke de nationale foranstaltninger, der er vedtaget for at efterkomme det, som der er henvist til som enten materielle eller ikke-materielle.
41 I øvrigt vil det kunne skade den effektive, sammenhængende og ensartede anvendelse af disse bestemmelser på Unionens område, hvis medlemsstaterne indrømmes en skønsmargen for så vidt angår afgørelsen af, om bestemmelserne i direktiv 2014/104 er materielle eller ej.
42 Når det er afgjort, om den pågældende bestemmelse er materiel eller ej, skal det derefter undersøges, om den omhandlede situation, for så vidt som den ikke kan kvalificeres som ny, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor dette direktiv er blevet gennemført for sent, er opstået før udløbet af fristen for gennemførelse af det nævnte direktiv, eller om den fortsat har virkning efter udløbet af denne frist.
Den tidsmæssige anvendelse af artikel 10 i direktiv 2014/104
43 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 10 i direktiv 2014/104 er materiel eller ej, bemærkes, at denne artikel i henhold til artiklens stk. 1 fastsætter regler om forældelsesfrister for erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrenceretten. Den nævnte artikels stk. 2 og 4 fastlægger navnlig det tidspunkt, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, og de omstændigheder, hvorunder den kan afbrydes eller suspenderes.
44 Dette direktivs artikel 10, stk. 3, præciserer forældelsesfristens minimumslængde. Ifølge denne bestemmelse sikrer medlemsstaterne, at forældelsesfrister for anlæggelse af erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrenceretten er på mindst fem år.
45 Den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 10, stk. 3, i direktiv 2014/104, har bl.a. til formål på den ene side at sikre beskyttelsen af skadelidtes rettigheder, idet skadelidte skal have tilstrækkelig tid til at indsamle de fornødne oplysninger til brug for et eventuelt søgsmål, på den anden side at hindre, at skadelidte kan trække udøvelsen af sin ret til at søge erstatning ud i det uendelige. Følgelig beskytter denne frist, når alt kommer til alt, både skadelidte og skadevolder (jf. analogt dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 53).
46 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at til forskel fra procesfristerne relaterer forældelsesfristen, der bevirker fortabelse af adgangen til søgsmål, sig til materielle retsregler, eftersom den påvirker udøvelsen af en subjektiv ret, som den berørte person ikke længere kan påberåbe sig ved sagsanlæg (jf. analogt dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 52).
47 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 66 og 67 i forslaget til afgørelse, skal det derfor fastslås, at artikel 10 i direktiv 2014/104 er en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1.
48 For det andet forholder det sig således, at eftersom det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at direktiv 2014/104 blev gennemført i spansk ret fem måneder efter udløbet af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i direktivets artikel 21, idet det kongelige lovdekret nr. 9/2017 til gennemførelse af dette direktiv trådte i kraft den 27. maj 2017, skal det med henblik på at fastlægge den tidsmæssige anvendelse af det nævnte direktivs artikel 10 undersøges, om den i hovedsagen omhandlede situation var opstået før udløbet af fristen for gennemførelse af samme direktiv, eller om den fortsat havde virkninger efter udløbet af denne frist.
49 Henset til de særlige kendetegn ved forældelsesreglerne samt deres karakter og funktion, bl.a. inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, der er anlagt i forlængelse af en endelig afgørelse, der fastslår en overtrædelse af EU-konkurrenceretten, skal det med henblik herpå efterprøves, om den forældelsesfrist, der finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation, var udløbet på datoen for udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104, dvs. den 27. december 2016, hvilket indebærer en fastlæggelse af det tidspunkt, på hvilket denne forældelsesfrist begyndte at løbe.
50 Hvad angår det tidspunkt, fra hvilket den nævnte forældelsesfrist begyndte at løbe, skal det bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at når ingen EU-retlige bestemmelser på området finder tidsmæssig anvendelse, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin retsorden at fastsætte reglerne om udøvelsen af retten til at kræve erstatning for skade som følge af en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, herunder regler om forældelsesfrister, for så vidt som ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes, idet sidstnævnte princip kræver, at de regler, der finder anvendelse på søgsmål, der skal sikre beskyttelse af de rettigheder, borgerne har i henhold til EU-rettens direkte virkning, ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 42 og 43).
51 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrenceretten før gennemførelsen af det nævnte direktiv i spansk ret var reguleret af den almindelige ordning vedrørende civilretligt ansvar uden for kontraktforhold, og at denne etårige forældelsesfrist i henhold til den civile lovbogs artikel 1968, stk. 2, først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor den pågældende sagsøger fik kendskab til de omstændigheder, der udløser ansvar. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af forelæggelsesafgørelsen, hvilke omstændigheder der efter spansk ret udløser ansvaret, og bevirker, at forældelsesfristen begynder at løbe, synes det at fremgå af de sagsakter, som Domstolen råder over, at disse omstændigheder indebærer kendskab til de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge et erstatningssøgsmål. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre dette.
52 Det forholder sig ikke desto mindre således, at når en national ret skal afgøre en tvist mellem private, påhviler det i givet fald denne ret i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af EU-retten, og nærmere bestemt ordlyden af og formålet med artikel 101 TEUF, men uden at foretage en fortolkning contra legem af disse nationale bestemmelser (jf. i denne retning dom af 21.1.2021, Whiteland Import Export, C-308/19, EU:C:2021:47, præmis 60-62).
53 På denne baggrund bemærkes, at nationale bestemmelser, der fastsætter den dato, hvorfra forældelsesfristen begynder at løbe, længden og reglerne for suspension eller afbrydelse af fristen, skal være tilpasset konkurrencerettens særlige karakter og formålet om, at de berørte personer gennemfører de konkurrenceretlige regler, således at den fulde virkning af artikel 101 TEUF og 102 TEUF ikke undermineres (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 47).
54 Det kræver nemlig principielt en kompleks faktuel og økonomisk analyse at anlægge erstatningssager for overtrædelser af konkurrenceretten (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 46).
55 Der skal ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at tvister vedrørende overtrædelser af EU-konkurrenceretten og national konkurrenceret principielt er kendetegnet ved en informationsasymmetri på bekostning af skadelidte, således som det er anført i 47. betragtning til direktiv 2014/104, hvilket gør det vanskeligere for denne at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge et erstatningssøgsmål, end for konkurrencemyndighederne at indhente de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udøve deres beføjelser til at anvende konkurrenceretten.
56 I denne forbindelse skal det fastslås, at til forskel fra den regel, der finder anvendelse på Kommissionen, og som er indeholdt i artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, hvorefter forældelsesfristen for pålæggelse af sanktioner regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået, eller – ved vedvarende eller gentagne overtrædelser – fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt, kan forældelsesfrister for erstatningssøgsmål for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret ikke begynde at løbe, før overtrædelsen er ophørt, og skadelidte har fået eller med rimelighed kan antages at have fået kendskab til de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge erstatningssøgsmålet.
57 I modsat fald ville udøvelsen af retten til at kræve erstatning i praksis blive gjort praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt.
58 For så vidt angår de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge et erstatningssøgsmål, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at enhver har ret til at kræve erstatning for den påførte skade, når der er årsagsforbindelse mellem den nævnte skade og en overtrædelse af EU-konkurrenceretten (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 40).
59 Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at for at den skadelidte person kan anlægge et erstatningssøgsmål, er det påkrævet, at vedkommende ved, hvem der er ansvarlig for overtrædelsen af konkurrenceretten (dom af 28.3.2019, Cogeco Communications, C-637/17, EU:C:2019:263, præmis 50).
60 Det følger heraf, at overtrædelsen af konkurrenceretten, skaden, årsagsforbindelsen mellem denne skade og denne overtrædelse samt identiteten af overtræderen udgør en del af de nødvendige oplysninger, som skadelidte skal råde over med henblik på at anlægge et erstatningssøgsmål.
61 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at forældelsesfrister for erstatningssøgsmål for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret ikke kan begynde at løbe, før overtrædelsen er ophørt, og skadelidte har fået eller med rimelighed kan antages at have fået kendskab til den omstændighed, at vedkommende havde lidt et tab som følge af denne overtrædelse, og til identiteten af overtræderen.
62 I det foreliggende tilfælde ophørte overtrædelsen den 18. januar 2011. Hvad angår det tidspunkt, hvor det med rimelighed kan antages, at RM fik kendskab til de nødvendige oplysninger, der gjorde det muligt for selskabet at anlægge et erstatningssøgsmål, er Volvo og DAF Trucks af den opfattelse, at det relevante tidspunkt er datoen for offentliggørelsen af pressemeddelelsen vedrørende afgørelse C(2016) 4673 final, dvs. den 19. juli 2016, og at forældelsesfristen i den civile lovbogs artikel 1968 følgelig begyndte at løbe den dag, hvor denne pressemeddelelse blev offentliggjort.
63 RM, den spanske regering og Kommissionen har derimod gjort gældende, at datoen for offentliggørelsen af resuméet af afgørelse C(2016) 4673 final i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 6. april 2017, skal lægges til grund som det relevante tidspunkt.
64 Selv om det ikke er udelukket, at skadelidte kan få kendskab til de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge erstatningssøgsmålet, længe inden offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af resuméet af en afgørelse fra Kommissionen, eller endog før offentliggørelsen af pressemeddelelsen vedrørende denne afgørelse, selv i en kartelsag, fremgår det ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at dette er tilfældet i den foreliggende sag.
65 Det skal derfor bestemmes, hvilken af disse to offentliggørelser der giver rimelig grund til at antage, at RM har fået kendskab til de oplysninger, der er nødvendige for, at selskabet kan anlægge et erstatningssøgsmål.
66 Med henblik herpå skal der tages hensyn til formålet med og karakteren af pressemeddelelserne vedrørende Kommissionens afgørelser og resumeerne af disse afgørelser, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
67 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 125-127 i forslaget til afgørelse, indeholder pressemeddelelserne for det første principielt mindre detaljerede oplysninger om omstændighederne i den pågældende sag og om grundene til, at en konkurrencebegrænsende adfærd kan kvalificeres som en overtrædelse, end de sammendrag af Kommissionens afgørelser, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, og som ifølge artikel 30 i forordning nr. 1/2003 angiver de berørte parters navne og den pågældende afgørelses hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner.
68 Pressemeddelelserne har dernæst ikke til formål at have retsvirkning over for tredjemand, bl.a. de skadelidte. De udgør derimod korte dokumenter, der principielt er bestemt til pressen og medierne. Det kan derfor ikke antages, at personer, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrencereglerne, er underlagt en generel pligt til at udvise omhu, som kræver, at de følger med i offentliggørelsen af sådanne pressemeddelelser.
69 Endelig offentliggøres pressemeddelelserne ikke nødvendigvis på alle Unionens officielle sprog i modsætning til resumeerne af Kommissionens afgørelser, som ifølge punkt 148 i Kommissionens meddelelse om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 TEUF og 102 TEUF offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende kort tid efter vedtagelsen af den omhandlede afgørelse på alle Unionens officielle sprog.
70 I det foreliggende tilfælde synes pressemeddelelsen, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 129-131 i forslaget til afgørelse, ikke med samme grad af præcision som resuméet af afgørelse C(2016) 4673 final at angive identiteten af gerningsmændene til den pågældende lovovertrædelse, dens præcise varighed og de produkter, som denne overtrædelse vedrører.
71 Under disse omstændigheder kan det ikke med rimelighed antages, at RM i det foreliggende tilfælde fik kendskab til de nødvendige oplysninger, der gjorde det muligt for selskabet at anlægge erstatningssøgsmålet, på tidspunktet for offentliggørelsen af pressemeddelelsen vedrørende afgørelse C(2016) 4673 final, dvs. den 19. juli 2016. Det kan derimod med rimelighed antages, at RM fik et sådant kendskab på tidspunktet for offentliggørelsen af resuméet af afgørelse C(2016) 4673 final i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 6. april 2017.
72 Den fulde virkning af artikel 101 TEUF kræver følgelig, at det i det foreliggende tilfælde fastslås, at forældelsesfristen begyndte at løbe den dag, hvor dette resumé blev offentliggjort.
73 For så vidt som forældelsesfristen begyndte at løbe efter datoen for udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104, dvs. efter den 27. december 2016, og fortsatte med at løbe selv efter ikrafttrædelsesdatoen for kongeligt lovdekret nr. 9/2017, der blev vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, dvs. efter den 27. maj 2017, udløb denne frist således nødvendigvis efter disse to datoer.
74 Det fremgår således, at den i hovedsagen omhandlede situation fortsat havde virkninger efter datoen for udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104, eller endog efter ikrafttrædelsesdatoen for kongeligt lovdekret nr. 9/2017 til gennemførelse heraf.
75 For så vidt som dette måtte være tilfældet i tvisten i hovedsagen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, finder det nævnte direktivs artikel 10 anvendelse ratione temporis i det foreliggende tilfælde.
76 Det skal i denne forbindelse erindres, at et direktiv ifølge fast retspraksis ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og derfor ikke som sådant kan påberåbes over for sådanne. En udvidelse af muligheden for at påberåbe sig en bestemmelse i et ikke-gennemført eller ukorrekt gennemført direktiv, således at de også kommer til at omfatte retsforhold mellem private, ville være ensbetydende med, at der tillægges Den Europæiske Union beføjelser til at udstede regler, der direkte skaber forpligtelser for private, selv om en kompetence hertil kun tilkommer Unionen med dens kompetence til at udstede forordninger (dom af 7.8.2018, Smith, C‑122/17, EU:C:2018:631, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
77 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at den nationale ret inden for rammerne af en tvist mellem privatpersoner som den i hovedsagen omhandlede i givet fald har pligt til, fra udløbet af fristen for at gennemføre et ikke-implementeret direktiv, at fortolke den nationale ret på en sådan måde, at den pågældende situation umiddelbart er forenelig med bestemmelserne i dette direktiv, uden dog at foretage en fortolkning contra legem af national ret (jf. i denne retning dom af 17.10.2018, Klohn, C-167/17, EU:C:2018:833, præmis 45 og 65).
78 Henset til den omstændighed, at der gik mindre end 12 måneder mellem tidspunktet for offentliggørelsen af resuméet af afgørelse C(2016) 4673 final i Den Europæiske Unions Tidende og anlæggelsen af RM’s erstatningssøgsmål, synes dette søgsmål under alle omstændigheder ikke, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, at være forældet på tidspunktet for sagsanlægget.
79 På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at artikel 10 i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne artikel udgør en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1, og at et erstatningssøgsmål for en overtrædelse af konkurrenceretten, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde, for så vidt som den forældelsesfrist, der finder anvendelse på dette søgsmål i henhold til de tidligere regler, ikke er udløbet før udløbet af fristen for gennemførelsen af det samme direktiv.
Den tidsmæssige anvendelse af artikel 17, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/104
80 Hvad for det første angår den tidsmæssige anvendelse af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 i det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at medlemsstaterne sikrer, at hverken den bevisbyrde eller det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabsopgørelsen, gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gøre retten til erstatning gældende. Medlemsstaterne sikrer, at nationale retter får beføjelse til efter nationale procedurer at ansætte skade forvoldt ved en overtrædelse af konkurrenceretten, hvis det er fastslået, at en sagsøger har lidt skade, men det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre skaden på grundlag af de foreliggende beviser.
81 Den nævnte bestemmelse har således til formål at sikre effektiviteten af erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrenceretten, navnlig i særlige situationer, hvor det er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt nøjagtigt at opgøre det præcise beløb for det lidte tab.
82 Den samme bestemmelse har nemlig til formål at lempe det krav til bevisstyrke, der gælder med henblik på udarbejdelse af tabsopgørelsen, og afhjælpe den eksisterende informationssymmetri på bekostning af sagsøgeren samt de vanskeligheder, der følger af den omstændighed, at det for at kunne opgøre den lidte skade er nødvendigt at vurdere, hvorledes det berørte marked ville have udviklet sig, hvis der ikke havde været en overtrædelse.
83 Som generaladvokaten har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, pålægger artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 ikke nogen nye materielle forpligtelser, der påhviler begge parter i den pågældende tvist. Denne bestemmelse, og nærmere bestemt bestemmelsens andet punktum, har derimod til formål i overensstemmelse med de »nationale procedurer«, hvortil den henviser, at give de nationale retter en særlig mulighed i forbindelse med tvister vedrørende erstatningssøgsmål for overtrædelser af konkurrenceretten.
84 I denne sammenhæng skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at reglerne om bevisbyrde og kravene til bevisernes styrke skal kvalificeres som processuelle regler (jf. i denne retning dom af 21.1.2016, Eturas m.fl., C-74/14, EU:C:2016:42, præmis 30-32).
85 Det skal derfor fastslås, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 udgør en processuel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 2.
86 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31, antages proceduremæssige regler almindeligvis at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt.
87 Det skal ligeledes bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 22, stk. 2, i direktiv 2014/104 skal sikre, at ingen nationale love og bestemmelser, der vedtages for at overholde dette direktivs ikke-materielle bestemmelser, finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der blev indbragt for en national ret før den 26. december 2014.
88 I det foreliggende tilfælde blev erstatningssøgsmålet anlagt den 1. april 2018, dvs. efter den 26. december 2014 og efter tidspunktet for gennemførelsen af direktiv 2014/104 i spansk ret. Med forbehold af det i denne doms præmis 76 og 77 anførte, finder dette direktivs artikel 17, stk. 1, følgelig anvendelse ratione temporis på et sådant søgsmål.
89 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en processuel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 2, og at et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter den 26. december 2014 og efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.
90 Hvad for det andet angår den tidsmæssige anvendelse af artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 bemærkes indledningsvis, at det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at det formodes, at kartelovertrædelser forvolder skade. Overtræderen skal imidlertid have ret til at afkræfte denne formodning.
91 Det fremgår af den nævnte bestemmelses ordlyd, at den opstiller en afkræftelig formodning om, at der foreligger en skade, som skyldes et kartel. Således som det fremgår af 47. betragtning til direktiv 2014/104, har EU-lovgiver begrænset denne afkræftelige formodning til karteller som følge af deres hemmelige karakter, hvilket øger informationsasymmetrien og gør det vanskeligere for de skadelidte at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise skaden.
92 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 78, 79 og 81 i forslaget til afgørelse, tjener artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104, selv om denne bestemmelse nødvendigvis regulerer fordelingen af bevisbyrden, eftersom den opstiller en formodning, ikke et rent bevismæssigt formål.
93 Som det fremgår af denne doms præmis 58-60, udgør eksistensen af en skade, årsagsforbindelsen mellem denne skade og denne overtrædelse samt identiteten af overtræderen en del af de nødvendige oplysninger, som skadelidte skal råde over med henblik på at anlægge et erstatningssøgsmål.
94 Eftersom artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 fastsætter, at det ikke er nødvendigt for personer, der har lidt skade som følge af et kartel, der er forbudt i henhold til artikel 101 TEUF, at bevise en skade som følge af en sådan overtrædelse og/eller årsagsforbindelse mellem den nævnte skade og dette kartel, skal det desuden fastslås, at denne bestemmelse vedrører betingelserne for statuering af civilretligt ansvar uden for kontraktforhold.
95 Ved at antage, at der foreligger en skade som følge af et kartel, er den i den nævnte bestemmelse fastsatte afkræftelige formodning direkte knyttet til den omstændighed, at overtræderen pålægges civilretligt ansvar uden for kontraktforhold, og den har som følge heraf direkte betydning for dennes retlige situation.
96 Det skal derfor fastslås, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 er en regel, som er snævert forbundet med opståelsen, pålæggelsen og omfanget af det ansvar uden for kontraktforhold, der påhviler virksomheder, som har tilsidesat artikel 101 TEUF ved at deltage i et kartel.
97 Som generaladvokaten har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse, kan en sådan regel således kvalificeres som en materiel regel.
98 Det skal derfor fastslås, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 er af materiel karakter som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1.
99 Som det fremgår af denne doms præmis 42, skal det med henblik på at fastlægge den tidsmæssige anvendelighed af artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 i det foreliggende tilfælde efterprøves, om den i hovedsagen omhandlede situation er opstået før udløbet af fristen for gennemførelse af dette direktiv, eller om den fortsat har virkning efter udløbet af denne frist.
100 Der skal med henblik herpå tages hensyn til karakteren af og funktionsmekanismen for artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104.
101 Denne bestemmelse opstiller en afkræftelig formodning om, at der – forudsat at der er tale om et kartel – automatisk antages at foreligge en skade som følge af dette kartel.
102 Eftersom det forhold, som EU-lovgiver har identificeret som en omstændighed, der skaber en formodning for, at der foreligger en skade, er, at der foreligger et kartel, skal det undersøges, om det tidspunkt, hvor det pågældende kartel ophørte, ligger forud for datoen for udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104, idet sidstnævnte direktiv ikke blev gennemført i spansk ret inden for denne frist.
103 I det foreliggende tilfælde varede kartellet fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011. Denne overtrædelse ophørte således før datoen for udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2014/104.
104 Under disse omstændigheder skal det, henset til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2014/104, fastslås, at den i dette direktivs artikel 17, stk. 2, fastsatte afkræftelige formodning ikke kan finde anvendelse ratione temporis på et erstatningssøgsmål, som ganske vist blev anlagt, efter at de nationale gennemførelsesbestemmelser, som gennemførte det nævnte direktiv for sent, var trådt i kraft, men som vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, der er ophørt før udløbet af fristen for gennemførelsen af dette direktiv.
105 På baggrund af ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares således:
– Artikel 10 i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne artikel udgør en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1, og at et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde, for så vidt som den forældelsesfrist, der finder anvendelse på dette søgsmål i henhold til de tidligere regler, ikke er udløbet før udløbet af fristen for gennemførelsen af det samme direktiv.
– Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en processuel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 2, og at et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter den 26. december 2014 og efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.
– Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1, og at et erstatningssøgsmål, som ganske vist blev anlagt, efter at de nationale gennemførelsesbestemmelser, som gennemførte det nævnte direktiv for sent, var trådt i kraft, men som vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, der er ophørt før udløbet af fristen for gennemførelsen af dette direktiv, ikke er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.
Sagsomkostninger
106 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret skal fortolkes således, at denne artikel udgør en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1, og at et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde, for så vidt som den forældelsesfrist, der finder anvendelse på dette søgsmål i henhold til de tidligere regler, ikke er udløbet før udløbet af fristen for gennemførelsen af det samme direktiv.
Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en processuel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 2, og at et erstatningssøgsmål, der – selv om det vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, som er ophørt inden ikrafttrædelsen af det nævnte direktiv – er blevet anlagt efter den 26. december 2014 og efter ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.
Artikel 17, stk. 2, i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse udgør en materiel bestemmelse som omhandlet i dette direktivs artikel 22, stk. 1, og at et erstatningssøgsmål, som ganske vist blev anlagt, efter at de nationale gennemførelsesbestemmelser, som gennemførte det nævnte direktiv for sent, var trådt i kraft, men som vedrører en overtrædelse af konkurrenceretten, der er ophørt før udløbet af fristen for gennemførelsen af dette direktiv, ikke er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.
Underskrifter