RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

15. oktober 2014

Sag F-23/11 RENV

AY

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Retten efter ophævelse – forfremmelse – forfremmelsesåret 2010 – sammenligning af fortjenester – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder AY har nedlagt påstand om annullation af Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse om ikke at forfremme ham til lønklasse AST 9 i forfremmelsesåret 2010, og om erstatning for det tab, han angiveligt har lidt.

Udfald:      Rådet for Den Europæiske Union frifindes. AY bærer sine egne omkostninger i henholdsvis sag F-23/11, sag T-167/12 og sag F-23/11 RENV og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger i sag F-23/11. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger i sag T-167/12 P og sag F-23/11 RENV.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til anciennitet i lønklassen – subsidiær karakter – hensyntagen til den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Ansættelsesmyndigheden råder i forbindelse med en beslutning om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvad der er i tjenestens interesse, samt ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester, og Unionens retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.

En fejl er åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved afgørelser om forfremmelse, idet der samtidig skal tages hensyn til vigtigheden af at bevare den effektive virkning af det skøn, som ansættelsesmyndigheden udøver.

Ansættelsesmyndigheden råder efter vedtægten over en beføjelse til at foretage den sammenligning af fortjenester, der er omhandlet i vedtægtens artikel 45, på grundlag af den procedure eller metode, som den finder bedst egnet.

(jf. præmis 38-40)

Henvisning til:

Domstolen: dom Bouteiller mod Kommissionen, 324/85, EU:C:1987:59, præmis 6

Den Europæiske Unions Ret: dom Kommissionen mod Dittert, T-51/08 P, EU:T:2011:702, præmis 54

Personaleretten: dom Canga Fano mod Rådet, F-104/09, EU:F:2011:29, præmis 35

2.      Selv om at der ikke af vedtægtens artikel 45 kan udledes et princip om, at en tjenestemand skal forfremmes, når han ikke har gjort sig uværdig hertil, eller et princip om regelmæssig karrierefremgang, som forpligter administrationen til automatisk at forfremme en tjenestemand alene af den grund, at han har en vis anciennitet i lønklassen, udelukker denne bestemmelse imidlertid ikke, at der ved en forfremmelse tages hensyn til tjenestemændenes fortjenester i hele den periode, de har været i lønklassen.

Kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne udgør ikke et kriterium, der er forskelligt fra de tre kriterier, som udtrykkeligt er opregnet i vedtægtens artikel 45, stk. 1, og som der principalt skal tages hensyn til med henblik på sammenligningen af fortjenester, men henhører direkte under det første kriterium, baseret på de udtalelser, som tjenestemændene er genstand for. Mere specifikt muliggør dette bedømmelseselement en bedre hensyntagen til alle de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, målt på grundlag af dette første kriterium.

I øvrigt indikerer brugen af flertal i formuleringen »udtalelserne om tjenestemændene« i vedtægtens artikel 45, stk. 1, at ansættelsesmyndigheden principielt er forpligtet til at tage hensyn til alle de udtalelser, som tjenestemændene har været genstand for siden deres indtræden i lønklassen, hvilket nødvendigvis indebærer en hensyntagen til et kriterium som kriteriet om den regelmæssige karakter over tid af fortjenesterne.

(jf. præmis 50, 58 og 59)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom Stols mod Rådet, T-95/12, EU:T:2014:3, præmis 41 og 42

Personaleretten: domme Barbin mod Parlamentet, F-68/09, EU:F:2011:11, præmis 90 og Canga Fano mod Rådet, EU:F:2011:29, præmis 68