Language of document : ECLI:EU:T:2011:269

Sag T-68/10

Sphere Time

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver et ur, som er fastgjort til en nøglesnor – ældre design – offentliggørelse af det ældre design – individuel karakter – magtfordrejning – artikel 4, 6, 7 og 61-63 i forordning (EF) nr. 6/2002«

Sammendrag af dom

1.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – offentliggørelse foretaget af designeren eller af den, til hvem dennes ret er overgået

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 7, stk. 2)

2.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – informeret bruger – begreb

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

3.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, som det ældre design giver

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

4.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, som det ældre design giver – helhedsvurdering af alle det ældre designs bestanddele

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1)

1.      Formålet med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 om EF-design er at give designeren eller den, til hvem dennes ret er overgået, mulighed for at præsentere et design på markedet i en periode på 12 måneder, før han skal iagttage formaliteterne med hensyn til ansøgningen.

I denne periode kan designeren eller den, til hvem dennes ret er overgået, sikre sig det pågældende designs forretningsmæssige succes, inden han påtager sig udgifterne til registreringen, uden at frygte, at den offentliggørelse, der finder sted ved denne lejlighed, kan gøres gældende med succes i forbindelse med en ugyldighedssag, der er anlagt efter den eventuelle registrering af det pågældende design.

For at den nævnte artikel kan finde anvendelse inden for rammerne af en ugyldighedssag, skal indehaveren af det design, der begæres ugyldigt, derfor godtgøre, at han enten er designeren af det design, der er påberåbt til støtte for den nævnte begæring, eller den, til hvem designerens ret er overgået.

(jf. præmis 24-26)

2.      Det at have egenskab af »bruger«, som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 om EF-design, indebærer, at den pågældende person benytter sig af det produkt, som designet indgår i, i overensstemmelse med formålet med produktet. Derudover indebærer benævnelsen »informeret«, at brugeren, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med de forskellige design i den omhandlede sektor, i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter.

Hvad angår reklameartikler omfatter begrebet informeret bruger dels erhvervsdrivende, der erhverver artiklerne med henblik på at uddele dem til slutbrugerne, dels disse slutbrugere selv. Det forhold, at den ene af de to grupper af informerede brugere opfatter de omhandlede design således, at de giver det samme helhedsindtryk, er tilstrækkeligt til, at det må konstateres, at det omtvistede design mangler individuel karakter.

(jf. præmis 51, 53 og 56)

3.      Et design, der gengiver en nøglesnor, hvis ender samles i den ene ende, derefter overlapper hinanden og former en bue i den anden ende, med et rundt ur fastgjort til nøglesnoren på det sted, hvor nøglesnorens to ender fjerner sig fra hinanden, og med to koncentriske ringe, der er placeret rundt om urets kant, idet den yderste ring har et indsnit foroven, og hvori der er placeret en knap til tidsindstilling, mangler individuel karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002 om EF-design.

Det nævnte design og SYMBICORT-modellen, der ligeledes gengiver en nøglesnor med overvejende samme proportioner, hvorpå der på det samme sted er fastgjort et rundt analogt ur, hvis kant er omgivet af to koncentriske ringe, hvoraf den yderste ring er afbrudt af et indhak på samme side, hvori der er anbragt en knap til tidsindstilling, giver den informerede bruger det samme helhedsindtryk.

Der kan nemlig ikke fastslås nogen væsentlig forskel for så vidt angår de omhandlede designs nøglesnores længde og bredde.

Endvidere er den omstændighed, at nøglesnoren på SYMBICORT-modellen er gengivet i sort, ikke væsentlig, idet der ikke er blevet ansøgt om nogen farve for det omtvistede design. Eftersom sidstnævnte design udgør en reklameartikel, er det ligeledes berettiget at antage, at det i forbindelse med brug vil blive påført et varemærke. Følgelig udgør tilstedeværelsen af varemærket SYMBICORT på SYMBICORT-modellen heller ikke en væsentlig forskel.

Endelig er detaljerne ved udformningen af urkasserne på de to design og deres urskiver ikke tilstrækkeligt markante til at påvirke det helhedsindtryk, de nævnte design giver. Dette gør sig så meget desto mere gældende, som urets visere og den rektangulære bestanddel, der er anbragt på urskiven, ikke indgår blandt de bestanddele, der er beskyttet af det omtvistede design.

(jf. præmis 70, 79 og 81-84)

4.      I forbindelse med vurderingen af ældre design i en ugyldighedssag er der ingen anledning til isoleret og udelukkende at undersøge disses grafiske gengivelse, men snarere til at foretage en helhedsvurdering af alle de fremlagte bestanddele, som gør det muligt at fastlægge det helhedsindtryk, som det omhandlede design giver, tilstrækkeligt præcist og sikkert. Hvad især angår de design, der er blevet anvendt direkte i handel uden at være blevet registreret, kan det nemlig ikke udelukkes, at der ikke eksisterer nogen grafisk gengivelse, der viser alle de relevante detaljer, som kan sammenlignes med gengivelsen i en ansøgning om registrering. Under sådanne omstændigheder ville det være uforholdsmæssigt at kræve af indgiveren af ugyldighedsbegæringen, at en sådan gengivelse skal fremlægges i alle tilfælde.

(jf. præmis 73 og 74)