Appel iværksat den 3. december 2020 af Lico Leasing, S.A.U og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 23. september 2020 i forenede sager T-515/13 RENV og T-718/13 RENV, Kongeriget Spanien m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-658/20 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellanter: Lico Leasing S.A.U og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, S.A. (ved abogados J.M. Rodríguez Cárcamo og M.A. Sánchez)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Bankia, SA m.fl. og Aluminios Cortizo, S.A

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom afsagt den 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), ophæves i sin helhed.

Kommissionens afgørelse 2014/200/EU af 17. juli 2013 om Spaniens støtteordning SA.21233 c/11 (ex NN/11, ex CP 137/06) — Skatteordning for finansielle leasingaftaler, også kendt som den spanske leasingbeskatningsordning, (EUT 2014, L 114, s. 1) annulleres, eller, subsidiært, annulleres påbuddet om tilbagesøgning af støtten.

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne afholdt af Lico Leasing, S.A.U., Establecimiento Financiero de Crédito, (herefter »LICO«) og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, S.A. (herefter »PYMAR«) som led i nærværende appel samt de af LICO og PYMAR afholdte omkostninger som led i den hjemviste sag (sag T-719/13 RENV), appelsagen (sag C-128/16 P) og den oprindelige sag i første instans (sag T-719/13).

Anbringender og væsentligste argumenter

DET FØRSTE APPELANBRINGENDE: FORMELLE FEJL, FEJL VED FASTLÆGGELSEN AF DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER OG EN BEGRUNDELSESFEJL VED ANVENDELSEN AF ARTIKEL 107, STK. 1, TEUF

LICO og PYMAR har gjort gældende, at Retten begik følgende retlige fejl, såvel formelle fejl, fejl ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder som begrundelsesfejl, ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF:

(i) Retlig fejl ved efterprøvelsen af referenceordningen, eftersom Kommissionen hverken i afgørelsen eller for Retten identificerede referenceordningen for SLB-ordningen – hverken samlet eller i forhold til hver enkelt af de individuelle foranstaltninger, som den udgjordes af.

(ii) Retlige fejl ved den retlige kvalificering af den administrative tilladelse til indledende afskrivning: (a) fejl ved at finde, at eksistensen af en tilladelsesprocedure nødvendigvis indebærer, at foranstaltningen er selektiv, uden at det er fornødent at gennemføre den undersøgelse i tre etaper, som kræves i Rettens praksis, (b) fejl ved at kvalificere tilladelsen til indledende afskrivning som en skønsbeføjelse, der gør det muligt at nå andre formål end skatteordningens formål, og (c) fejl ved bedømmelsen, hvorefter det forhold, at en enkelt af de foranstaltninger, som gav mulighed for at være begunstiget af SLB-ordningen samlet set (tilladelsen til indledende afskrivning), var selektiv, gør det muligt at finde, at ordningen samlet set er selektiv.

(iii) Begrundelsesmangel hvad angår sammenligningen af faktuelle og retlige situationer for virksomheder, som er påvirket af den undersøgte foranstaltning.

DET ANDET APPELANBRINGENDE: URIGTIG GENGIVELSE AF OG FEJL VED FASTLÆGGELSEN AF DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER HVAD ANGÅR SKRIVELSEN FRA DEN ANSVARLIGE KOMMISSÆR FOR GD »KONKURRENCE« I FORHOLD TIL PRINCIPPET OM BESKYTTELSE AF DEN BERETTIGEDE FORVENTNING

LICO og PYMAR har gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af indholdet af skrivelsen fra den ansvarlige kommissær for GD »Konkurrence« og kvalificerede skrivelsens indhold urigtigt, således at den ikke gav nogen præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der kunne give anledning til en berettiget forventning.

DET TREDJE APPELANBRINGENDE: URIGTIG FASTLÆGGELSE AF DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER VED ANVENDELSEN OG FORTOLKNINGEN AF RETSSIKKERHEDSPRINCIPPET

LICO og PYMAR har gjort gældende, at selv om Retten ikke måtte have foretaget en urigtig gengivelse af indholdet af skrivelsen fra den ansvarlige kommissær for GD »Konkurrence« med henblik på anvendelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, foretog den en urigtig kvalificering af såvel denne omstændighed som af beslutningen om de franske skattemæssige ØIG’er som led i undersøgelsen af anbringendet om retssikkerhedsprincippet, hvilket medførte en urigtig fortolkning og anvendelse af nævnte princip. 

DET FJERDE APPELANBRINGENDE: RETLIG FEJL HVAD ANGÅR DE GÆLDENDE PRINCIPPER FOR TILBAGESØGNING AF STØTTE

LICO og PYMAR har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl hvad angår de gældende principper for tilbagesøgning af støtte, (i) eftersom den omstændighed, at rederierne ikke blev anset for at være begunstigede af støtte, ikke gør det muligt at fastslå, at ØIG'erne og investorerne faktisk modtog hele støtten, når det er godtgjort, at det ikke forholdt sig således, og (ii) eftersom der, hvis der for at fastslå, at der foreligger statsstøtte, ikke skal tages hensyn til den anvendte teknik, men derimod til foranstaltningens virkninger, på området for tilbagesøgning på samme måde skal tages hensyn til virkningerne og ikke til den anvendte teknik, hvorfor det ikke er rimeligt, at der i den franske sag blev fraregnet beløb, som var blevet overført til brugerne, mens disse beløb ikke blev fraregnet i den spanske sag, selv om de praktiske virkninger er identiske i begge sager.

____________