Language of document : ECLI:EU:T:2022:603

RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

5. oktober 2022 (*)

»Personalesag – midlertidigt ansatte – sygeorlov – ubegrundede fravær – opsigelse af kontrakten uden varsel – ansættelsesvilkårenes artikel 16 – ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b) – ansvar«

I sag T-618/21,

WV ved advokaterne L. Levi og A. Champetier,

sagsøger,

mod

Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions organer (CdT) ved M. Garnier, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur,

sagsøgt,

har

RETTEN (Syvende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne L. Truchot (refererende dommer) og M. Sampol Pucurull,

justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,

på grundlag af den skriftlige forhandling

efter retsmødet den 7. juli 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF har sagsøgeren, WV, nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af direktøren for Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) den 26. november 2020, hvorved hans tidsubegrænsede ansættelsesforhold blev bragt til ophør uden varsel (herefter »den anfægtede afgørelse«), samt, om fornødent, af afgørelsen af 17. juni 2021 om afslag på hans klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«), dels om erstatning for det tab, som han angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.

 Sagens baggrund

2        Sagsøgeren blev ansat af CdT den 1. november 1997. Den 16. december 2004 underskrev han en tidsubegrænset kontrakt. Fra den 23. juli 2019 til den 15. november 2019 havde sagsøgeren sygeorlov med løn. CdT anså sagsøgerens fravær fra den 18. november 2019 til den 7. februar 2020 for uberettiget. Hans fravær fra den 8. februar til den 10. april 2020 og fra den 29. april til den 4. maj 2020 blev anerkendt af CdT som berettiget. Fra den 5. maj 2020 blev sagsøgerens fravær anset for uberettiget.

3        Efter en telekonsultation, der blev afholdt den 4. maj 2020 mellem sagsøgeren og Europa-Kommissionens lægetjeneste, på vegne af CdT, konkluderede denne lægetjeneste, at sagsøgeren var i stand til at genoptage sit arbejde på halv tid i en måned fra den 5. maj 2020. Nævnte lægetjeneste meddelte sagsøgeren, at han kunne indgive en anmodning om en undersøgelse foretaget af en opmand. Den følgende dag indgav sidstnævnte den nævnte anmodning i medfør af artikel 59, stk. 1, femte afsnit, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

4        Den uafhængige læge konstaterede, at sagsøgeren ikke var mødt op til de forskellige samtaler, der blev afholdt med henblik på opmandsproceduren, og stadfæstede Kommissionens lægetjenestes afgørelse. CdT fandt følgelig, at sagsøgerens fravær i den periode, der begyndte den 5. maj 2020, var uberettiget. Sagsøgeren blev underrettet herom ved skrivelse af 31. juli 2020 fra CdT’s direktør.

5        Ved skrivelse af 10. august 2020 anmodede sagsøgerens advokat om, at sagsøgeren fik tilkendt invaliditetsydelse. Advokaten anførte, at en tilbagevenden til en normal situation i nær fremtid ikke kunne påregnes, henset til sagsøgerens helbredstilstand.

6        Ved skrivelse af 14. september 2020 afslog CdT’s direktør sagsøgerens ansøgning om overgang til invaliditetsydelse. Sagsøgeren blev ligeledes oplyst om, at CdT, bl.a. henset til hans uberettigede fravær siden den 5. maj 2020, til hans erklæring om, at han ikke var i stand til at genoptage arbejdet, til den manglende besvarelse af tre skrivelser fra CdT, der blev fremsendt mellem den 7. maj og den 7. august 2020, og til tjenestens interesse, påtænkte at anvende artikel 48, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) med henblik på at bringe hans ansættelsesforhold til ophør. CdT opfordrede ham til at fremsætte sine bemærkninger.

7        Ved skrivelse af 14. oktober 2020 fremsendte sagsøgerens advokat, med henvisning til skrivelsen af 14. september 2020 fra CdT’s direktør, sagsøgerens bemærkninger til den eventuelle anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), til CdT.

8        Den 26. november 2020 blev den anfægtede afgørelse, hvorved sagsøgerens ansættelsesforhold blev bragt til ophør uden varsel fra den 31. december 2020, vedtaget på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b).

9        Den 26. februar 2021 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse.

10      Den 17. juni 2021 afslog CdT’s direktør klagen.

 Parternes påstande

11      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Om fornødent annulleres afgørelsen om afslag på klagen.

–        CdT tilpligtes at betale erstatning for det lidte økonomiske tab og at betale et beløb på 15 000 EUR i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade.

–        CdT tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

12      CdT har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

13      Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation og om erstatning.

 Annullationspåstanden

14      Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og, om fornødent, af afgørelsen om afslag på klagen.

15      Hvad angår sagsøgerens påstand om, at afgørelsen om afslag på klagen om fornødent annulleres, bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

16      Eftersom afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde blot bekræfter den anfægtede afgørelse, hvorved sagsøgerens ansættelsesforhold blev bragt til ophør uden varsel, er påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen uden selvstændigt indhold. Det er derfor ufornødent at tage særskilt stilling til denne påstand, selv om der ved undersøgelsen af den anfægtede afgørelses lovlighed skal tages hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal være sammenfaldende med begrundelsen i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

17      Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat tre anbringender om, for det første, at afgørelsen om at bringe det omtvistede ansættelsesforhold til ophør hviler på et urigtigt retsgrundlag, for det andet, at CdT ikke indbragte anmodningen for Invaliditetsudvalget, at CdT opsagde det omtvistede ansættelsesforhold uden at foretage en afvejning af alle relevante forhold og omstændigheder og sagsøgerens interesser, samt at der foreligger en selvmodsigende begrundelse, og for det tredje, at retten til at blive hørt er tilsidesat.

18      Sagsøgeren har i forbindelse med det første anbringende gjort gældende, at ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), ikke kan danne grundlag for afgørelsen om at bringe hans ansættelsesforhold til ophør, for så vidt som han på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke havde sygeorlov med løn, men ifølge CdT var uberettiget fraværende, således at han på tidspunktet for opsigelsen af hans ansættelsesforhold ikke befandt sig ved udløbet af den sygeorlov med løn, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 16, hvortil der henvises i ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b).

19      Hvis det desuden antages, at sagsøgeren på det tidspunkt, hvor hans ansættelsesforhold blev bragt til ophør, havde sygeorlov med løn som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 16, ville de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse og i ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), ikke være opfyldt. Eftersom sagsøgeren havde arbejdet i CdT i 22 år, skulle varigheden af hans sygeorlov med løn nemlig have svaret til varigheden af hans tjeneste, uden at hans ansættelsesforhold, i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), kunne bringes til ophør før udløbet af denne frist.

20      Endelig har sagsøgeren tilføjet, at såfremt CdT ønskede at straffe ham, burde centret have indledt en disciplinær forfølgning af ham i stedet for at anvende ansættelsesvilkårenes artikel 16 og artikel 48, litra b).

21      CdT har anført, at centret var af den opfattelse, at sagsøgerens fravær siden den 5. maj 2020 var uberettiget, og at sagsøgeren vedvarende gjorde gældende, at hans helbredstilstand ikke gjorde det muligt for ham at genoptage arbejdet.

22      Ifølge CdT havde sagsøgeren opbrugt sin ret til sygeorlov som følge af, at det, som det fremgår af vedtægtens artikel 59, hvortil der henvises i ansættelsesvilkårenes artikel 16, kun er de berettigede fraværsperioder, der kan give ret til denne orlov. Sagsøgeren befandt sig således ved udløbet af den frist, der var fastsat for sygeorlov med løn.

23      Til trods for de frister for ophør af retten til sygeorlov, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 16, har sagsøgeren nemlig ved sin egen adfærd opbrugt sine rettigheder i henhold til denne bestemmelse, eftersom han ikke længere befandt sig i en situation med berettiget fravær. Følgelig kan sagsøgeren ikke hævde, at ophøret af hans ret burde have være sket ved udløbet af den periode på 22 år, der svarede til varigheden af hans tjeneste, selv om hans fravær ikke længere gav ret til sygeorlov.

24      CdT har ligeledes gjort gældende, at for så vidt som sagsøgeren befandt sig ved udløbet af en sygeorlov med løn, hvilket afspejler en betingelse om ophør af retten, kunne anvendelsen af ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), ikke udelukkes som følge af den omstændighed, at sagsøgeren på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke havde en sådan orlov. Endvidere er den lange periode, der forløb mellem begyndelsen af sagsøgerens uberettigede fravær den 5. maj 2020 og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, begrundet i de forskellige etaper i opmandsproceduren og i CdT’s ønske om at give sagsøgeren mere tid til at fremsætte sine bemærkninger.

25      Endelig har CdT anført, at centret i medfør af omsorgspligten gentagne gange meddelte sagsøgeren, at administrationen ønskede at indføre foranstaltninger, der både var forenelige med hans velbefindende og med tjenestens interesse. CdT’s tiltag blev imidlertid ikke besvaret af sagsøgeren, som således ikke opfyldte sin pligt til at samarbejde med CdT.

26      I forbindelse med nærværende anbringende skal det afgøres, om CdT under de foreliggende omstændigheder kunne basere den anfægtede afgørelse på ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), med henblik på at bringe sagsøgerens ansættelsesforhold til ophør.

27      I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), kan »[a]nsættelsesforholdet, hvad enten det er på bestemt eller ubestemt tid, […] uden varsel bringes til ophør af institutionen: […] hvis den ansatte ikke kan genoptage sit arbejde efter udløbet af en sygeorlov med løn i henhold til [ansættelsesvilkårenes] artikel 16«.

28      Ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, bestemmer, at »sygeorlov med løn i henhold til vedtægtens artikel 59 er […] begrænset til tre måneder eller til varigheden af det af den ansatte udførte arbejde, når denne er længere[; d]en pågældende orlov kan ikke gå ud over ansættelseskontraktens gyldighedsperiode«.

29      Det fremgår således af ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, og artikel 48, litra b), at en ansats kontraktmæssige ansættelse kan bringes til ophør, når to betingelser er opfyldt, nemlig overskridelse af den frist, der er fastsat for sygeorlov med løn, og den ansattes manglende mulighed for at genoptage sit arbejde ved udløbet af den nævnte frist (dom af 11.6.2019, TO mod EEA, T-462/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:397, præmis 56).

30      Hvad angår den første betingelse, om overskridelse af den frist, der er fastsat for sygeorlov med løn, bemærkes, at den sygeorlov med løn, der er nævnt i ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), efter udløbet af hvilken den ansattes mulighed for at genoptage sit arbejde, idet ansættelsesforholdet i modsat fald kan bringes til ophør uden varsel, skal vurderes, er den, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2.

31      Det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), sammenholdt med ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, at en ansats ansættelsesforhold kan bringes til ophør uden varsel ved udløbet af vedkommendes sygeorlov med løn, såfremt denne orlov enten overstiger en periode på tre måneder eller varigheden af det af den pågældende ansatte udførte arbejde, når denne er længere.

32      For at bringe sagsøgerens ansættelsesforhold til ophør på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), var CdT herefter forpligtet til at kontrollere, at denne betingelse var opfyldt.

33      I den anfægtede afgørelse, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen, konstaterede CdT imidlertid, efter at have anført, at sagsøgeren ikke havde været i stand til at genoptage sit arbejde ved udløbet af sin sygeorlov med løn, at sagsøgeren havde opbrugt sin ret til sygeorlov med løn i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 16 som følge af den omstændighed, at kun berettigede fraværsperioder kan give ret til en sådan orlov, således som det fremgår af vedtægtens artikel 59, hvortil ansættelsesvilkårenes artikel 16 henviser, idet han ikke længere befandt sig i en situation med berettiget fravær. CdT udledte heraf, at sagsøgeren ved sin adfærd havde fremkaldt »et retsophør a fortiori«. Centret tilføjede, at sagsøgeren under disse omstændigheder ikke kunne gøre gældende, at udløbet af retten burde have fundet sted ved udløbet af den periode, der svarede til varigheden af hans udførte arbejde, dvs. en periode på 22 år, selv om hans fravær ikke længere gav ret til sygeorlov.

34      Det fremgår af den anfægtede afgørelse, læst i lyset af de supplerende præciseringer, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klagen, at CdT var af den opfattelse, at den manglende begrundelse for sagsøgerens fravær på tidspunktet for afgørelsen om at bringe hans ansættelsesforhold til ophør gav centret ret til at iværksætte denne opsigelse med den begrundelse, at disse uberettigede fravær, ved at have opbrugt sagsøgerens ret til sygeorlov med løn, havde medført, at disse rettigheder ophørte. Det fremgår således, at CdT var af den opfattelse, at sagsøgerens uberettigede fravær, ved at bringe hans ret til sygeorlov med løn til ophør, fritog centret fra at efterprøve, om betingelsen om overskridelse af den frist, der var fastsat for den sygeorlov med løn, der var tildelt sagsøgeren, var opfyldt.

35      Det bemærkes, at ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), som den anfægtede afgørelse er baseret på, henviser til bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, som fastsætter denne sidstnævnte betingelse, og det konstateres, at ingen af disse bestemmelser fastsætter, at der ville kunne vedtages en afgørelse om opsigelse uden varsel uden foretagelse af en forudgående undersøgelse af overskridelsen af den frist, der er fastsat for den sygeorlov med løn, der er tildelt den pågældende ansatte i henhold til de nærmere regler, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2. Det følger desuden ikke af nogen af disse bestemmelser, eller af vedtægtens artikel 59, som bl.a. fastsætter den retlige ordning for sygeorlov og uberettiget fravær, at efterprøvelsen af betingelsen om overskridelse af den frist, der er fastsat for sygeorlov med løn i ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, i tilfælde af uberettiget fravær på datoen for den omtvistede opsigelse samt før denne dato ville kunne erstattes af konstateringen af disse fravær. Det følger heraf, at CdT ved den anfægtede afgørelse anvendte en betingelse om uberettiget fravær, som ikke er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), og artikel 16, stk. 2.

36      Det følger heraf, at CdT bragte sagsøgerens tidsubegrænsede ansættelsesforhold til ophør uden at have undersøgt, om den første betingelse, der er fastsat i disse bestemmelser, var opfyldt.

37      Hvad angår den anden betingelse vedrørende den ansattes manglende mulighed for at genoptage sit arbejde efter udløbet af den frist, der er fastsat for sygeorlov med løn, konstateres, at det i skrivelsen af 10. august 2020 fra sagsøgerens advokat til CdT præciseres, at »de praktiserende læger, som [sagsøgeren] har konsulteret – både hans behandlende læge og hans psykiater – ikke i nær fremtid påregne[de] en tilbagevenden til en normal situation«. I samme skrivelse anmodede sagsøgerens advokat ligeledes om, at sidstnævnte fik tilkendt invaliditetsydelse.

38      Det skal tilføjes, at det i skrivelsen af 14. oktober 2020 fra sagsøgerens advokat til CdT er anført, at den af sagsøgeren konsulterede speciallæge »ligeledes ved flere attester bekræftede, at [sagsøgerens] helbredstilstand ikke gjorde det muligt for ham at genoptage sit arbejde«.

39      Det fremgår af disse skrivelser, at sagsøgeren har erkendt, at han var ude af stand til at genoptage sit arbejde, hvilket CdT tog hensyn til i den anfægtede afgørelse ved at gengive indholdet af de nævnte skrivelser.

40      Da den dato, hvorpå denne umulighed skulle konstateres, ifølge ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), ligger efter den frist, der var fastsat for sygeorlov med løn, hvilken frist, således som det tidligere er bemærket i præmis 36 ovenfor, ikke blev vurderet af CdT, kan den anden betingelse imidlertid ikke anses for at være opfyldt.

41      Det må derfor konkluderes, at CdT med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b), og artikel 16, stk. 2.

42      Det følger af det ovenstående, at det første anbringende skal tages til følge. Følgelig skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge det andet og det tredje anbringende.

 Erstatningspåstanden

43      Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning dels for det økonomiske tab, dels for den ikke-økonomiske skade, han har lidt.

44      Det bemærkes, at Den Europæiske Union inden for tjenestemandsretten er forpligtet til at erstatte skader forvoldt af dens institutioner, organer, kontorer og agenturer eller af deres ansatte under udøvelsen af deres hverv. Ifølge fast retspraksis er Unionens ansvar på dette område betinget af, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som institutionen, organet, kontoret eller agenturet hævdes at have udvist, er retsstridig, at der foreligger et faktisk tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab. Disse tre betingelser er kumulative, således at Unionen ikke kan ifalde ansvar, når en af disse betingelser ikke er opfyldt (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

45      Hvad angår betingelsen om den ulovlige adfærd, som administrationen foreholdes, bemærkes, at det følger af retspraksis, at Unionen, når den handler som arbejdsgiver, er underlagt et skærpet ansvar, der kommer til udtryk ved en forpligtelse til at erstatte de skader, som forvoldes de ansatte som følge af de ulovligheder, Unionen har begået i sin egenskab af arbejdsgiver (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

46      Hvad angår betingelsen om, at der foreligger en skade, kan Unionen kun ifalde ansvar, såfremt sagsøgeren rent faktisk har lidt et faktisk og reelt tab. Det påhviler sagsøgeren at føre bevis ved Unionens retsinstanser for et sådant tabs indtræden og omfang (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

47      Hvad angår betingelsen om årsagsforbindelse, der kræves for, at Unionen ifalder ansvar, er det nødvendigt, at det godtgøres, at der er en direkte og sikker årsagsforbindelse mellem den ulovlighed, der er begået af Unionens institution, og det påberåbte tab. Den anfægtede adfærd skal således være den afgørende årsag til det påståede tab (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

48      Det er i lyset af disse betragtninger, at sagsøgerens klagepunkter til støtte for erstatningspåstanden skal undersøges.

 Det økonomiske tab

49      Sagsøgeren har til støtte for sin erstatningspåstand nedlagt påstand om betaling af hans løn fra det tidspunkt, hvor opsigelsen af hans ansættelsesforhold fik virkning, den 31. december 2020, og indtil den dato, hvor den anfægtede afgørelse annulleres.

50      Han har tilføjet, at han ikke har nedlagt påstand om genoptagelse af sit arbejde, henset til hans helbredstilstand, men om, at der indledes en invaliditetsprocedure.

51      CdT har gjort gældende dels at betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar, ikke er opfyldt, dels at påstanden om indledning af en invaliditetsprocedure svarer til at anmode Retten om at udstede et påbud til CdT, hvilket sidstnævnte ikke kan gøre.

52      Hvad angår betingelsen om, at der skal være lidt et tab, skal det afgøres, om CdT ved retsstridigt at bringe sagsøgerens ansættelsesforhold til ophør til skade for sagsøgeren har forvoldt et indtægtstab svarende til størrelsen af den løn, som sagsøgeren blev frataget fra den 31. december 2020, som er den dato, hvor opsigelsen af hans ansættelsesforhold fik virkning.

53      Det skal i denne forbindelse konstateres, at sagsøgeren siden den 5. maj 2020 var uberettiget fraværende, hvilket han ikke har bestridt. Fra denne dato oppebar han således ikke løn. Det følger heraf, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren har lidt et faktisk tab.

54      Følgelig skal påstanden om erstatning for det økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt siden den 31. december 2020, som er den dato, hvor opsigelsen af hans ansættelsesforhold fik virkning, henset til hans uberettigede fravær, der medførte, at han mistede sin løn fra den 5. maj 2020, ikke tages til følge.

55      Hvad angår påstanden om indledning af en invaliditetsprocedure konstateres, at sagsøgerens påstand svarer til at anmode Retten om at rette et påbud til CdT. Ifølge fast retspraksis har Retten, hvad angår legalitetskontrol, ikke kompetence til at rette påbud til administrationen (jf. dom af 2.2.2022, LU mod EIB, T-536/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:40, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

56      Denne påstand skal derfor forkastes.

 Den ikke-økonomiske skade

57      Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af, at hans ansættelsesforhold blev bragt til ophør ved den anfægtede afgørelse uden indledning af en invaliditetsprocedure, og som han har opgjort til 15 000 EUR. Han har gjort gældende, at CdT, som var bekendt med hans helbredstilstand, med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse forværrede hans depression og angst.

58      CdT har bestridt denne argumentation.

59      Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, der ikke fuldt ud kan erstattes ved denne annullation (jf. dom af 14.7.2021, AQ mod eu-LISA, T-164/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:456, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).

60      I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke godtgjort, at den påståede ikke-økonomiske skade ikke fuldt ud kan erstattes ved en annullation af den anfægtede afgørelse, hvorved skaden er forvoldt. Det må derfor antages, at den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved den anfægtede afgørelse, er erstattet på passende vis ved en annullation heraf.

61      Påstanden om erstatning for den påberåbte ikke-økonomiske skade skal derfor forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge årsagsforbindelsen mellem ulovligheden og den nævnte skade.

62      Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør den anfægtede afgørelse annulleres, og CdT bør i øvrigt frifindes.

 Sagsomkostninger

63      Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

64      Da CdT har tabt sagen, bør det pålægges CdT at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):

1)      Afgørelsen af 26. november 2020, hvorved Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions organer (CdT) bragte WV’s ansættelsesforhold som midlertidigt ansat til ophør, annulleres.

2)      I øvrigt frifindes CdT.

3)      CdT betaler sagsomkostningerne.

da Silva Passos

Truchot

Sampol Pucurull

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. oktober 2022.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.