Sag T-768/16
BNP Paribas
mod
Den Europæiske Centralbank
»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 4, stk. 1, litra d), og artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1024/2013 – beregning af gearingsgraden – ECB’s afslag på at give sagsøgeren tilladelse til at udeholde eksponeringer, der opfylder visse betingelser, fra beregningen af gearingsgraden – artikel 429, stk. 14, i forordning (EU) nr. 575/2013 – ECB’s skønsbeføjelse – retlige fejl – åbenbart urigtigt skøn«
Sammendrag – Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 13. juli 2018
1. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – den fælles tilsynsmekanisme – Den Europæiske Centralbanks beføjelser – de nationale myndigheders decentraliserede gennemførelse – vurdering af, om en enhed er signifikant – Centralbankens enekompetence
[Rådets forordning nr. 1024/2013, art. 4, stk. 1, litra d), og art. 6, stk. 4]
2. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – likviditetskrav – gearingsgrad – beregning – mulighed for at udeholde visse eksponeringer mod offentlige enheder – afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om afslag på anmodning om at blive omfattet af undtagelsen – domstolsprøvelse – grænser
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, som ændret ved forordning 2015/62, art. 429, stk. 14)
3. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – likviditetskrav – gearingsgrad – beregning – mulighed for at udeholde visse eksponeringer mod offentlige enheder – afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om afslag på anmodning om at blive omfattet af undtagelsen – afslag på grundlag af betragtninger, der er et iboende element i de eksponeringer, som er omhandlet i undtagelsen, og en situation med betalingsmisligholdelse fra den pågældende stats side, uden at sandsynligheden for risikoen er undersøgt – ikke tilladt
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, som ændret ved forordning 2015/62, art. 429, stk. 14)
4. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – likviditetskrav – gearingsgrad – beregning – mulighed for at udeholde visse eksponeringer mod offentlige enheder – de kompetente myndigheders skønsbeføjelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, som ændret ved forordning 2015/62, art. 429, stk. 14)
5. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – likviditetskrav – gearingsgrad – relevansen af tidsrummet mellem justeringen af kreditinstituttets og en offentlig finansiel institutions positioner – grænser
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, som ændret ved forordning 2015/62, 90. betragtning og art. 4, stk. 1, nr. 94), og art. 412, stk. 1; Rådets forordning nr. 1024/2013, art. 4, stk. 1, litra d); Kommissionens forordning 2015/61, art. 26]
6. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – likviditetskrav – gearingsgrad – beregning – mulighed for at udeholde visse eksponeringer mod offentlige enheder – afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om afslag på anmodning om at blive omfattet af undtagelsen – afslag på grundlag af den risiko, som udgøres af tidsrummet mellem justeringen af kreditinstituttets og en offentlig finansiel institutions positioner – undersøgelse af den lovpligtige opsparings karakteristika ikke foretaget – ikke tilladt
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013, som ændret ved forordning 2015/62, art. 4, stk. 1, nr. 94), art. 412, stk. 1, og art. 429, stk. 14]
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 19)
2. For så vidt som Den Europæiske Centralbank råder over et skøn og følgelig en vid skønsbeføjelse, når den skal vælge at give et kreditinstitut tilladelse til at være omfattet af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som ændret ved forordning 2015/62, eller ikke, må den prøvelse, som Unionens retsinstanser skal foretage af, hvorvidt en afgørelse om afslag på tilladelse til at være omfattet af denne bestemmelse var tilstrækkeligt begrundet, ikke føre til, at de sætter deres eget skøn i stedet for Centralbankens, men den har til formål at kontrollere, at den anfægtede afgørelse ikke hviler på materielt urigtige omstændigheder, og at den hverken er behæftet med en retlig fejl, et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning.
(jf. præmis 30)
3. Selv om Den Europæiske Centralbank som led i udøvelsen af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som ændret ved forordning 2015/62, frit kan beslutte at indrømme den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse eller ikke, skal denne frihed udøves med forbehold af, at de formål, der forfølges med denne undtagelse, ikke tilsidesættes, og at den ikke fratages sin effektive virkning. Heraf må det nødvendigvis konkluderes, at Centralbanken ikke kan lægge omstændigheder til grund, der i praksis gør det næsten umuligt at anvende muligheden i artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013, uden at fratage denne bestemmelse dens effektive virkning og tilsidesætte de mål, der lå til grund for dens indførelse.
Den Europæiske Centralbank må følgelig ikke udelukke, at et kreditinstituts eksponeringer mod en offentlig finansiel institution kan omfattes af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013, på grundlag af betragtninger, der er et iboende element i de i denne bestemmelse omhandlede eksponeringer. Dette er tilfældet hvad angår en betragtning vedrørende den omstændighed, at dette kreditinstituts eksponeringer mod den finansielle institution er opført på balancen som aktiver. For så vidt som de eksponeringer, som nævnte bestemmelse giver mulighed for at udeholde fra beregningen af et kreditinstituts gearingsgrad, på grund af deres art skal opføres på dette instituts balance som aktiver, kan den betragtning, at eksponeringerne mod en offentlig finansiel institution er opført som aktiver på et kreditinstituts balance, nemlig ikke udgøre en gyldig begrundelse for afvisningen af anmodningen om at være omfattet af undtagelsen. Det samme gør sig – af tilsvarende grunde – gældende vedrørende en betragtning om, at de pågældende eksponeringer udgør en del af de beløb, som er indskudt hos dette kreditinstitut inden for den lovpligtige opsparing, der fortsat er opført som passiver på balancen.
Eftersom artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 kun vedrører eksponeringer mod offentlige enheder, der er statsgaranterede, vil en afvisning begrundet i den principielle betragtning, at en stat kan komme i en situation med betalingsmisligholdelse, uden at sandsynligheden for, at den pågældende stat kommer i en sådan situation, er undersøgt, ligeledes gøre den i nævnte bestemmelse fastsatte mulighed næsten umulig at anvende i praksis. For så vidt som Den Europæiske Centralbank ikke undersøger sandsynligheden for en betalingsmisligholdelse, kan en fremhævelse i afgørelsen om afslag på tilladelse til at være omfattet af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 af størrelsen af et kreditinstituts eksponeringer mod en offentlig finansiel institution følgelig heller ikke i sig selv begrunde et krav om, at disse eksponeringer skal medtages i beregningen af gearingsgraden. Eksponeringernes størrelse kan nemlig kun være relevant, såfremt kreditinstituttet på grund af den pågældende stats betalingsmisligholdelse ikke kan tilvejebringe de beløb, der er overført til denne finansielle institution inden for den lovpligtige opsparing, og må ty til tvangssalg af aktiver.
(jf. præmis 39, 52-54, 56, 57, 61 og 63)
4. Ved undtagelsen i henhold til artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som ændret ved forordning 2015/62, gav Kommissionen, i overensstemmelse med det af lovgiver vedtagne, mulighed for, at et kreditinstituts eksponeringer mod offentlige enheder, som på grund af en statsgaranti indebærer det samme lave risikoniveau som eksponeringer mod denne stat, og som ikke udgør et investeringsmæssigt valg fra kreditinstituttets side – idet det er pålagt en forpligtelse til at overføre de pågældende beløb – ikke anses for relevante for beregningen af gearingsgraden og derfor kan udeholdes herfra. De eneste eksponeringer, der er omfattet af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013, er derfor eksponeringer, som ved anvendelsen af standardmetoden til beregning af minimumskapitalkrav har en risikovægt på 0%.
Anvendelsen af nævnte forordnings artikel 429, stk. 14, kræver følgelig, at to formål forenes: For det første skal der være overensstemmelse med tankegangen bag gearingsgraden, hvorefter beregningen heraf omfatter målet for et kreditinstituts samlede eksponering uden risikovægtning, og for det andet skal der tages hensyn til Kommissionens mål, vedtaget af lovgiver, hvorefter visse eksponeringer, der har en særlig lav risikoprofil og ikke følger af kreditinstituttets investeringsmæssige valg, alt efter omstændighederne, ikke er relevante for beregningen af gearingsgraden og kan udeholdes herfra. I denne henseende giver den omstændighed, at de kompetente myndigheder indrømmes en skønsbeføjelse i forbindelse med anvendelsen af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013, dem mulighed for at foretage en afvejning af disse to formål på baggrund af de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.
(jf. præmis 48-51)
5. Det følger af definitionen af risiko for overdreven gearing i artikel 4, stk. 1, nr. 94), i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som ændret ved forordning 2015/62, at risiciene i forbindelse med overdreven gearing realiseres i situationer med utilstrækkelig likviditet. For at skaffe likviditet kan et kreditinstitut således blive foranlediget til at træffe foranstaltninger, som ikke indgår i forretningsplanen, herunder nødsalg af aktiver, med de konsekvenser til følge, som der er redegjort for i nævnte bestemmelse, jf. også 90. betragtning til forordning nr. 575/2013.
Eftersom de negative følger af overdreven gearing realiseres i tilfælde af mangel på likviditet, medfører den omstændighed, at forsinkelsen med hensyn til justeringen af kreditinstituttets positioner i forhold til en offentlig finansiel institutions positioner vedrører likviditetsrisikoen, ikke, at denne forsinkelse ikke er relevant i forbindelse med vurderingen af risikoen i tilknytning til dets gearingsgrad. Denne forsinkelse mellem justeringerne er dog ikke årsag til en likviditetsrisiko i forbindelse med vurderingen af likviditetsdækningskravene i artikel 412 i forordning nr. 575/2013 og i forordning 2015/61 om supplerende regler til forordning nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter. Den omstændighed, at Den Europæiske Centralbank kan give tilladelse til at anvende artikel 26 i forordning 2015/61 – som giver de kompetente myndigheder, og følgelig Centralbanken, mulighed for at udligne indbyrdes afhængige ind- og udgående pengestrømme, hvis den på grund af en garanti, der er stillet af centralregeringen i en medlemsstat, og det korte tidsrum mellem disse strømme vurderer, at dette tidsrum ikke giver anledning til likviditetsrisiko – på indgående og udgående pengestrømme i forbindelse med eksponeringer mod en finansiel institution, betyder nemlig, at Centralbanken anerkender, at et eventuelt tidsrum mellem disse ikke giver anledning til likviditetsrisiko.
(jf. præmis 70-73, 76 og 77)
6. Forsinkelsen med hensyn til justeringen af kreditinstituttets positioner i forhold til en offentlig finansiel institutions positioner kan kun være relevant for gearingsrisikoen som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 94), i forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som ændret ved forordning 2015/62, mens den ikke er relevant i forbindelse med likviditetsrisikoen, såfremt hævninger af indskud inden for den lovpligtige opsparing er af en sådan størrelse, at de overstiger de »alvorlige stresssituationer«, der er omtalt i forbindelse med beregningen af likviditetsgraden i henhold til artikel 412, stk. 1, i forordning nr. 575/2013.
Den Europæiske Centralbank kan i denne forbindelse ikke tage hensyn til denne mulighed med henblik på at afvise et kreditinstituts anmodning om tilladelse til at være omfattet af nævnte forordnings artikel 429, stk. 14, uden at have foretaget en grundig undersøgelse af den lovpligtige opsparings karakteristika. Centralbanken bør i denne forbindelse bl.a. undersøge, hvorvidt det, henset til opsparingens karakteristika – og navnlig den statsgaranti, der er knyttet til den lovpligtige opsparing – er sandsynligt, at hævninger af den lovpligtige opsparing er af en sådan størrelse og pludselighed, at det pågældende kreditinstitut foranlediges til at gøre brug af de i artikel 4, stk. 1, nr. 94), i forordning nr. 575/2013 omhandlede foranstaltninger uden at kunne afvente overførslen af midler fra den offentlige finansielle institution i forbindelse med justeringen af de tilsvarende positioner. Den Europæiske Centralbank skal nemlig ved anvendelsen af nævnte forordnings artikel 429, stk. 14, henset til de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, foretage en afvejning mellem formålene med gearingsgraden og muligheden for, at visse eksponeringer, der opfylder betingelserne i denne bestemmelse, kan udeholdes fra beregningen af gearingsgraden.
Såfremt Den Europæiske Centralbank under disse omstændigheder ikke foretager en grundig undersøgelse af den lovpligtige opsparings særlige karakteristika, men blot på abstrakt vis gør opmærksom på de risici, der følger af forsinkelsen mellem justeringen af henholdsvis det pågældende kreditinstituts og den offentlige finansielle institutions positioner, tilsidesætter den sin forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de for sagen relevante forhold.
(jf. præmis 80-84)