Sag T-766/16
Hércules Club de Fútbol, SAD
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 20. marts 2019
»Statsstøtte – støtte ydet af Spanien til visse professionelle fodboldklubber – garanti – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked – fordel – begrundelsespligt«
1. Retslig procedure – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – krav om fremlæggelse af dokumenter – Unionens retsinstansers skønsbeføjelse – den anmodendes forpligtelser – afslag på begæring, idet det ikke er godtgjort, at der foreligger en interesse – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke
[Rettens procesreglement, art. 88, stk. 1, og art. 89, stk. 3, litra d)]
(jf. præmis 27-34)
2. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – retningslinjer, der vedtages af Kommissionen og accepteres af medlemsstaterne – bindende virkning – grænser – rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder
[Art. 107 TEUF og 108 TEUF; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02, punkt 10, litra a), og punkt 11]
(jf. præmis 40 og 41)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – redningsstøtte til en kriseramt virksomhed – rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder – kriseramt virksomhed – begreb
[Art. 107, stk. 3, litra c), TEUF; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02, punkt 9]
(jf. præmis 45-52)
4. Statsstøtte – kommissionsafgørelse, hvorved det fastslås, at en støtte er uforenelig med det indre marked – begrundelsespligt – rækkevidde – identificering af en fordel – statsgaranti for et banklån –meddelelse om statsstøtte i form af garantier – Kommissionens analyse af indvirkningen af en modgaranti på konstateringen af, der foreligger statsstøtte – foreligger ikke – tilsidesættelse af begrundelsespligten
[Art. 107 TEUF, 108 TEUF og 296 TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 155/02, punkt 3.2, litra d), og punkt 4.2]
(jf. præmis 61-77)
Resumé
Ved dommen i sagen Hércules Club de Fútbol mod Kommissionen (sag T-766/16), der blev afsagt den 20. marts 2019, annullerer Rettens Fjerde Afdeling som følge af en begrundelsesmangel den afgørelse (1), hvorved Kommissionen for det første fastslog, at en støtte, der var blevet ydet af Kongeriget Spanien til tre professionelle fodboldklubber, herunder sagsøgeren, var ulovlig og uforenelig med det indre marked, og for det andet pålagde den pågældende medlemsstat at tilbagesøge støtten hos sagsøgeren.
Sagsøgeren, Hércules Club de Fútbol, er en spansk professionel fodboldklub. Fundación Hércules er en organisation, der drives uden vinding for øje, som er knyttet til denne fodboldklubs aktiviteter, og som den 26. juli 2010 af Instituto Valenciano de finanzas (herefter »IVF«), finansinstituttet i Generalitat Valenciana, blev indrømmet en garanti for et banklån på 18 mio. EUR, der var blevet ydet af Caja de Ahorros del Mediterráneo med henblik på at erhverve nogle aktier, som var blevet udstedt af sagsøgeren inden for rammerne af en kapitalforhøjelse. IVF skulle som modgaranti modtage et pant i Fundación Hércules’ aktier i sagsøgeren og som foreløbig modgaranti, indtil pantsætningen af aktierne, en garanti fra ejeren af José Rico Pérez stadion, Aligestión Integral SA (herefter »Aligestión«), og pant i de aktier i sagsøgeren, som Aligestión ejede.
Kommissionen har i den anfægtede afgørelse fastslået, at den garanti, der blev ydet af IVF til Fundación Hércules, omfattede statsmidler og kunne tilregnes Kongeriget Spanien, at støttemodtageren var sagsøgeren, idet Fundación Hércules kun handlede som kreditformidler, og at sagsøgerens økonomiske situation på tidspunktet for ydelsen af den omhandlede foranstaltning udgjorde situationen for en kriseramt virksomhed som omhandlet i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (2). Den har på baggrund af de kriterier, der er fastsat i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF på statsstøtte i form af garantier (3), og henset til sagsøgerens økonomiske situation samt betingelserne for den statsgaranti, som var blevet ydet sagsøgeren, konkluderet, at der foreligger en statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.
For det første efter at have fremhævet, at Kommissionen er bundet af de rammebestemmelser eller meddelelser, som den vedtager, såfremt disse ikke afviger fra traktaten, og de er blevet accepteret af medlemsstaterne, og at disse tekster ikke kan fortolkes på en måde, der begrænser anvendelsesområdet for artikel 107 TEUF og 108 TEUF, eller som er i strid med formålene heri, forkaster Retten sagsøgerens anbringende om den fejl, som Kommissionen begik ved at kvalificere den som en kriseramt virksomhed. Den anfører i denne forbindelse bl.a., at et enkeltstående tilfælde af adfærd, der strider mod markedslogik, ikke er tilstrækkeligt til at rejse tvivl om den økonomiske karakter af den pågældende virksomhed, som allerede er blevet anerkendt i retspraksis for så vidt angår professionelle klubbers fodboldvirksomhed (4), og at begrebet kriseramt virksomhed således som defineret i rammebestemmelserne for støtte til redning og omstrukturering er et objektivt begreb, som udelukkende skal bedømmes på grundlag af konkrete holdepunkter for den omhandlede virksomheds finansielle og økonomiske situation, hvilket udelukker, at det hviler på en sammenligning af sagsøgerens finansielle situation med gennemsnittet af øvrige spanske og europæiske klubber.
For det andet konstaterer Retten, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen analyse af indvirkningen af den modgaranti, som Aligéstion ydede IVF, og at det følgelig påhviler Retten ex officio at undersøge denne begrundelsesmangel, der udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Retten konstaterer i denne forbindelse, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er begrænset til en konstatering af, at den modgaranti, der blev ydet af Aligéstion, er midlertidig og skulle gælde indtil Fundación Hércules’ pantsætning af aktierne i sagsøgeren, uden at præcisere, om denne omstændighed i sig selv begrunder, at der ikke tages hensyn til den pågældende modgaranti med henblik på at fastslå, om der foreligger støtte, og den redegør heller ikke for, hvorfor det skulle være tilfældet. Det fremgår imidlertid af garantimeddelelsen, at den sikkerhed, der stilles i forbindelse med vedtagelsen af garantien eller gennemførelsen af det underliggende lån, udgør en relevant faktor ved vurderingen af, om der foreligger statsstøtte. Retten konkluderer deraf, at på baggrund af retsregler, som gælder på statsstøtteområdet, kunne både de berørte parter og retsinstansen med føje forvente, at den anfægtede afgørelse henviste til Kommissionens argumentation vedrørende indvirkningen af den modgaranti, som Aligestión ydede, på konstateringen af, at der forelå en støtte, og i givet fald på støttebeløbet. Retten tilføjer, at dette begrundelseselement har en afgørende betydning for den anfægtede afgørelse, henset til Kommissionens konstateringer vedrørende værdien af den eneste sikkerhed, der blev undersøgt, samt sagsøgerens økonomiske situation. Retten annullerer som en konsekvens deraf den anfægtede afgørelse som følge af en begrundelsesmangel.