Language of document :

Sag anlagt den 24. november 2009 - JSK International Architekten und Ingenieure mod ECB

(Sag T-468/09)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: JSK International Architekten und Ingenieure GmbH (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved Rechtsanwälte J. Steiff og K. Heuvels)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

Den Europæiske Centralbanks (ECB) tildelingsafgørelse af 6. august 2009 og klageafgørelsen af 14. september 2009 truffet af ECB's klageinstans annulleres.

Det fastslås, at sagsøgeren efter annullation af tildelingsafgørelsen tildeles kontrakten, subsidiært, at tildelingsproceduren genoptages fra tidspunktet for opfordringen til at afgive bud, denne gang med inddragelse af JSK, og mere subsidiært, at der begyndes helt forfra med proceduren.

Mest subsidiært - kun for det ikke forventede tilfælde, at påstand 1 og 2 forkastes - tilkendes sagsøgeren erstatning svarende til den positive interesse (fortabt fortjeneste), der foreløbig beløber sig til 900 000 EUR, eller, alternativt, svarende til den negative interesse (omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af buddet), der foreløbig beløber sig til 80 000 EUR.

ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger og de nødvendige udenretlige udgifter afholdt af sagsøgeren i forbindelse med sagen (advokatsalær og udlæg).

Sagsøgeren gives fuld aktindsigt, hvilket til dato er blevet nægtet.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det fremgår af sagsøgerens påstande, at selskabet dels vender sig mod ECB's bedømmelsesudvalgs afgørelse af 6. august 2009 om ikke at antage sagsøgerens bud i forbindelse med udbudsproceduren vedrørende koordinerings- og byggepladstilsynsopgaver på ECB's nybyggeri i Frankfurt am Main (T109 byggepladsleder), og dels mod afgørelsen af 14. september 2009 truffet af ECB's klageinstans om ikke at give sagsøgeren medhold i dennes klage over den førnævnte afgørelse. Subsidiært påstår sagsøgeren erstatning for det tab, selskabet har lidt.

Sagsøgeren gør for det første gældende, at tildelingsafgørelsen på grund af en interessekonflikt er behæftet med fejl. I den henseende anføres det, at princippet om god forvaltningsskik som forankret i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er tilsidesat.

Sagsøgeren gør for det andet gældende, at det forhold, at sagsøgerens bud ikke blev vurderet, er behæftet med retlige mangler, og anfægter det faktum, at buddet ikke blev antaget på grund af utilstrækkelighed og ringe kvalitet.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at der er sket proceduremæssige forsømmelser med hensyn til transparens og retsbeskyttelse, herunder tilsidesættelse af retten til aktindsigt.

____________