Language of document :

Appel iværksat den 13. april 2021 af Évariste Boshab til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 3. februar 2021 i sag T-111/19, Evariste Boshab mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-242/21 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Évariste Boshab (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, T. Payan og A. Guillerme)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 3. februar 2021, Evariste Boshab mod Rådet for Den Europæiske Union (T-111/19), forkyndt den 3. februar 2021, ophæves

Sagens realitet prøves og Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den opretholder appellanten som nr. 8 i bilaget til afgørelse 2010/788/FUSP, og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den opretholder appellanten som nr. 8 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005 1

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved appelstævningen har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 3. februar 2021, Evariste Boshab mod Rådet for Den Europæiske Union, i sag T-111/19 og til støtte herfor påberåbt sig to anbringender vedrørende henholdsvis tilsidesættelse af retten til forsvar og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

Hvad angår det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte retten til forsvar og navnlig appellantens ret til at blive hørt, idet

Retten fandt, at den for sene meddelelse fra Rådet for Den Europæiske Union, uden at appellanten kunne fremkomme med sine bemærkninger før forlængelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, ikke udgjorde en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, eftersom meddelelsen ikke udgjorde et nyt element, og idet

Retten ikke drog de nødvendige konklusioner som følge af, at Rådet i det foreliggende tilfælde ikke udøvede nogen form for kontrol.

Hvad angår det andet anbringende har appellanten anført, at Retten anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet:

Retten ikke tog hensyn til, at restriktive foranstaltninger er præventive og pr. definition midlertidige, idet deres gyldighed altid forudsætter, at de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for deres vedtagelse, fortsat eksisterer, og at det er nødvendigt at opretholde dem for at realisere målet med dem,

Retten ikke fastslog, at de elementer, som Rådet anførte, på ingen måde kunne begrunde nogen form for adfærd henhørende under kriteriet for at blive opført på de omtvistede lister, dvs. handlinger, som udgør alvorlige tilsidesættelser af menneskerettighederne, og idet

Retten ikke udtalte kritik af den omstændighed, at Rådet ikke undersøgte de elementer, som appellanten havde fremsendt i forbindelse med den fornyede prøvelse, og ikke udøvede sin egen kontrol på dette grundlag.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 af 18.7.2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2005, L 193, s. 1).