Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 30. maj 2024 (1)
Sag C-677/22
Przedsiębiorstwo Produkcyjno - Handlowo - Usługowe A.
mod
P. S.A.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy Katowice – Wschód w Katowicach (retten i første instans Katowice-øst i Katowice, Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2011/7/EU – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – artikel 3 – transaktioner mellem virksomheder – artikel 3, stk. 5 – medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at den i kontrakten fastsatte betalingsfrist ikke overskrider 60 kalenderdage, »medmindre dette udtrykkeligt er aftalt i kontrakten« – kontrakter indgået efter auktion eller via udbud – kontraktvilkår om en betalingsfrist på 120 kalenderdage fastsat ensidigt af den ene af aftaleparterne«
I. Indledning
1. Direktiv 2011/7/EU (2), der har til formål at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner, bestemmer i artikel 3, stk. 5, at medlemsstaterne sikrer, at den betalingsfrist, der er fastsat i kontrakten, ikke overskrider 60 kalenderdage, medmindre andet »udtrykkeligt er aftalt« i kontrakten, og forudsat, at det ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf. direktivets artikel 7.
2. Kan en betalingsfrist, der overskrider 60 kalenderdage at regne fra datoen for debitorens modtagelse af fakturaen, og som ensidigt er fastsat af den ene af aftaleparterne i forbindelse med kontrakter mellem virksomheder, anses for at være »udtrykkeligt aftalt« som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7? Dette er nærmere bestemt det spørgsmål, som Sąd Rejonowy Katowice – Wschód w Katowicach (retten i første instans Katowice-øst i Katowice, Polen) har forelagt.
3. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Przedsiębiorstwo Produkcyjno – Handlowo – Usługowe A., der er et anpartsselskab inden for produktion af mineudstyr (herefter »A.« eller »sagsøgeren«) og P. S.A., der er et aktieselskab inden for udvinding og salg af kul (herefter »P.« eller »den sagsøgte«), angående et krav om betaling af morarenter af fakturaer i tilknytning til kontrakter indgået mellem disse selskaber, som P. ikke havde betalt på forfaldsdatoen, og nærmere bestemt gyldigheden af en betalingsfrist på 120 dage aftalt i et aftalevilkår, som P. på forhånd havde fastsat.
4. Den foreliggende sag vil foranledige Domstolen til for første gang at tage stilling til fortolkningen af undtagelsen i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7. Med henblik på en besvarelse af spørgsmålet skal det afgøres, om begrebet »udtrykkeligt aftalt« i forbindelse med bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner som omhandlet i denne bestemmelse omfatter accept af en betalingsfrist, der følger af anvendelsen af dokumenter, der udelukkende er affattet af den ene af aftaleparterne som f.eks. standardaftaler eller »adhæsionsaftaler«, der som almindelige aftalevilkår fastsætter betalingsfrister, der overskrider 60 kalenderdage.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. 12., 13. og 28. betragtning til direktiv 2011/7 har følgende ordlyd:
»(12) Forsinket betaling udgør et kontraktbrud, som er blevet finansielt tiltrækkende for skyldnere i de fleste medlemsstater som følge af lave morarenter eller ingen opkrævning af morarenter og/eller langsomme inddrivelsesprocedurer. En afgørende ændring i retning af en kultur med hurtig betaling, herunder at udelukkelse af retten til morarenter altid bør betragtes som et klart urimeligt kontraktvilkår eller en klart urimelig handelspraksis, er nødvendig for at vende denne tendens og modvirke forsinket betaling. En sådan ændring bør desuden omfatte indførelsen af særlige bestemmelser om betalingsfrister og om kompensation til kreditorer for påløbne omkostninger, samt bl.a. at udelukkelse af retten til kompensation for inddrivelsesomkostninger bør betragtes som klart urimelig.
(13) Der bør derfor være en bestemmelse om, at betalingsfristerne for kontrakter mellem virksomheder som hovedregel bør begrænses til 60 kalenderdage. Der kan imidlertid være omstændigheder, hvorunder virksomheder har brug for længere betalingsfrister, f.eks. når de ønsker at give deres kunder handelskredit. Det bør derfor fortsat være muligt for parterne udtrykkeligt at enes om betalingsfrister på mere end 60 kalenderdage, dog forudsat at en sådan forlængelse ikke er klart urimelig for kreditor.
[...]
(28) Direktivet bør forebygge misbrug af aftalefriheden til skade for kreditor. Som følge heraf kan et kontraktvilkår eller en handelspraksis vedrørende betalingsdagen eller betalingsfristen, morarentesatsen eller kompensation for inddrivelsesomkostningerne, som ikke er rimelig(t) i forhold til de vilkår, der gælder for skyldneren, eller hvis hovedformålet er at skaffe skyldneren yderligere likviditet på kreditors bekostning, betragtes som et sådant misbrug. [...]«
6. Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« er affattet således:
»1. Formålet med dette direktiv er at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders [SMV], konkurrenceevne.
2. Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.
[...]«
7. Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »handelstransaktioner« forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag
2) »offentlig myndighed«: enhver ordregivende myndighed som defineret i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/17/EF[ (3)] og i artikel 1, stk. 9, i direktiv 2004/18/EF[ (4)], uanset kontraktens genstand eller værdi
3) »virksomhed«: enhver enhed bortset fra en offentlig myndighed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om aktiviteten kun udøves af en enkelt person
4) »forsinket betaling«: betaling, der ikke foretages inden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist, og hvor betingelserne i artikel 3, stk. 1, eller artikel 4, stk. 1, er opfyldt
5) »morarenter«: lovbestemt rente for forsinket betaling eller rente, hvis sats er forhandlet og aftalt mellem virksomheder i henhold til artikel 7
6) »lovbestemt rente for forsinket betaling«: simpel rente i tilfælde af forsinket betaling ved en sats, der udgør summen af referencesatsen og mindst otte procentpoint
[...]«
8. Direktivets artikel 3 med overskriften »Transaktioner mellem virksomheder« bestemmer i stk. 1, 3 og 5:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditor i handelstransaktioner mellem virksomheder er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, uden at det er nødvendigt at fremsende en rykkerskrivelse, forudsat at
a) kreditor har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og
b) kreditor ikke har modtaget det skyldige beløb rettidigt, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen.
[...]
3. Såfremt betingelserne i stk. 1 er opfyldt, sikrer medlemsstaterne følgende:
a) at kreditor har ret til morarenter fra dagen efter sidste rettidige betalingsdag eller efter udløbet af betalingsfristen som fastsat i aftalen
[...]
5. Medlemsstaterne sikrer, at den betalingsfrist, der er fastsat i kontrakten, ikke overskrider 60 kalenderdage, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt deri, og forudsat, at det ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf. artikel 7.«
9. I direktivets artikel 7 med overskriften »Urimelige kontraktvilkår og handelspraksisser« er stk. 1 affattet således:
»1. Medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at et kontraktvilkår eller en handelspraksis vedrørende [...] morarentesatsen [...] enten ikke er bindende eller giver grundlag for krav om skadeserstatning, hvis vilkåret er klart urimeligt over for kreditor.
Ved afgørelsen af, om et kontraktvilkår eller en handelspraksis er klart urimelig(t) over for kreditor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i første afsnit, tages der hensyn til alle sagens omstændigheder, herunder:
[...]
c) om skyldneren har en objektiv grund til at fravige den lovbestemte rente for forsinket betaling, betalingsfristen i artikel 3, stk. 5 [...]«
B. Polsk ret
10. Ustawa o przeciwdziałaniu nadmiernym opóźnieniom w transakcjach handlowych (lov om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner) af 8. marts 2013 (5), hvormed direktiv 2011/7 blev gennemført i polsk ret, i den version, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov af 8. marts 2013«), bestemmer i artikel 5:
»Når parterne i en handelstransaktion, med undtagelse af offentlige enheder inden for sundhedssektoren [...], i en aftale har fastsat en betalingsfrist, der overskrider 30 dage, kan kreditoren kræve lovbestemte renter efter udløbet af en frist på 30 dage at regne fra datoen for leveringen af ydelsen og overgivelse af en faktura eller en leveringsbekræftelse på en vare eller tjenesteydelse til debitoren frem til betalingsdatoen, men ikke efter betalingens forfaldsdato.«
11. Artikel 7 i lov af 8. marts 2013 har følgende ordlyd:
»1. I handelstransaktioner bortset fra dem, hvori debitor er en offentlig enhed, er kreditor uden at fremsætte et betalingspåkrav berettiget til de lovbestemte morarenter vedrørende handelstransaktioner – medmindre parterne har aftalt højere renter – for perioden fra den dato, hvor betalingen for ydelsen forfalder, og frem til betalingsdatoen, såfremt følgende betingelser alle er opfyldt:
1) Kreditor har leveret sin ydelse.
2) Kreditor har ikke modtaget betalingen inden for den i kontrakten fastsatte frist.
2. Den i aftalen fastsatte betalingsfrist kan ikke overstige 60 dage at regne fra datoen for overgivelse af fakturaen eller bekræftelse af leveringen af varen eller tjenesteydelsen til debitoren, medmindre parterne udtrykkeligt har bestemt andet i aftalen, og bestemmelsen ikke er klart urimelig over for kreditor.
3. Når den i aftalen fastsatte betalingsfrist overstiger 60 dage at regne fra overgivelse af fakturaen eller bekræftelsen af levering af varen eller tjenesteydelsen til debitoren, og den i stk. 2 nævnte betingelse ikke er opfyldt, har en kreditor, der har leveret sin ydelse, efter udløbet af fristen på 60 dage ret til de i stk. 1 nævnte renter.«
12. Lovens artikel 11b er affattet således:
»Ved fastsættelse af de lovbestemte morarenters størrelse i handelstransaktioner anvendes den polske nationalbanks gældende referencesats:
1) pr. 1. januar – for skyldige renter for perioden fra den 1. januar til den 30. juni
2) pr. 1. juli – for skyldige renter for perioden fra den 1. juli til den 31. december.«
III. Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
13. Hovedsagen vedrører en tvist mellem selskabet A., et polsk anpartsselskab, som driver økonomisk virksomhed inden for bl.a. fremstilling af elektronisk mineudstyr, og selskabet P, et polsk aktieselskab – et af de største mineselskaber i Europa, hvis økonomiske virksomhed navnlig består i udvinding og salg af kul.
14. I løbet af 2018 og 2019 indgik P. flere aftaler om levering af mineudstyr med A. (herefter »de omhandlede aftaler«). Nogle af disse aftaler blev indgået efter auktioner (i form af spotauktioner) på et websted forvaltet af P., hvor der blev offentliggjort oplysninger om den specifikke ordre og de nærmere betingelser for ordrens udførelse. Deltagelsen i auktionerne, der foregik elektronisk, indebar accept af disse nærmere betingelser. Andre aftaler blev indgået efter offentlige eller begrænsede udbud i henhold til betingelser, der var ensidigt fastsat i udbudsbetingelserne udarbejdet af P. Dette dokument er udelukkende udarbejdet af P., uden at A. har haft nogen som helst indflydelse på dets indhold. A. havde mulighed for at anlægge et søgsmål (6) med henblik på at anfægte disse betingelser, hvilket selskabet dog ikke gjorde i dette tilfælde.
15. P. havde både ved auktionerne og i udbuddene fastsat en betalingsfrist på 120 dage at regne fra datoen for selskabets modtagelse af fakturaen, uden at modparten havde nogen mulighed for at ændre denne betalingsfrist. De omhandlede aftaler kunne først indgås, efter at A. havde accepteret de af P. opstillede betingelser, herunder denne betalingsfrist på 120 dage at regne fra datoen for P.’s modtagelse af fakturaen (7).
16. Under disse omstændigheder har de to parter indgået en række aftaler, som A. har opfyldt, og for hvilke selskabet har fremsendt delfakturaer til P., der har betalt 354 fakturaer udstedt af A. inden for en frist på 120-122 dage at regne fra datoen for modtagelse af fakturaerne. Eftersom betalingen var sket efter udløbet af den frist på 120 dage, der er fastsat i de omhandlede aftaler, tilsendte A. efterfølgende P. en sammenfattende regnskabsnota, hvori der ud over selve fordringen var anført de skyldige morarenter samt kompensation for forsinket betaling (i dette tilfælde 40 EUR pr. faktura).
17. Den 31. december 2021 anlagde A. et søgsmål ved Sąd Rejonowy Katowice – Wschód w Katowicach (retten i første instans Katowice-øst i Katowice), der er den forelæggende ret, med påstand om P.’s betaling af et beløb på 13 702,99 PLN (ca. 2 985 EUR), forhøjet med lovbestemte morarenter for perioden mellem indgivelse af stævningen og betalingsdatoen samt inddrivelsesomkostninger svarende til et beløb på 4 473,04 PLN (ca. 975 EUR). For perioden fra den 31. til den 60. dag at regne fra fakturadatoen har sagsøgeren beregnet morarenter efter den nedsatte sats i henhold til artikel 5 i lov af 8. marts 2013. For perioden fra den 61. dag og frem til betalingsdatoen har sagsøgeren derimod beregnet disse renter efter en højere sats i henhold til lovens artikel 7.
18. A. har til støtte for sit krav på renter baseret på nævnte lovs artikel 7 gjort gældende, at selskabet havde ret til at beregne renter på denne måde, eftersom betalingsfristen på 120 dage ikke var blevet forhandlet af parterne, men ensidigt pålagt af P. i en standardkontrakt, der fandtes som bilag til de offentliggjorte udbudsbetingelser (8).
19. Den 26. januar 2022 udstedte den forelæggende rets referendarz sądowy (justitssekretær, Polen) et betalingspåbud og tog således A.’s påstand til følge i det hele.
20. P. iværksatte delvis appel af dette påbud, hvori selskabet bl.a. anfægtede den del af renterne, der var beregnet i henhold til artikel 7 i lov af 8. marts 2013. Til støtte for sin appel har P. bestridt, at betalingsfristen i forbindelse med fakturaerne burde være 60 dage, og gjort gældende, at fakturaerne var blevet betalt ved forfald uden forsinkelse, således at sagsøgeren ikke har noget krav på kompensation i form af inddrivelsesomkostninger. Ifølge P. havde A. således accepteret betalingsfristen på 120 dage, som også fremgik af de udstedte fakturaer. Henset til den omstændighed, at A. var bekendt med udbudsbetingelserne og i forbindelse med udbudsproceduren havde afgivet bud med en betalingsfrist på 120 dage, og at A. efter at være blevet valgt havde indgået flere aftaler, hvori selskabet bekræftede denne frist uden at så tvivl om betingelserne i denne henseende, må parterne anses for at have aftalt en forlænget betalingsfrist. P. bekræftede også, at selskabet havde indgået flere kontrakter med samme finansielle betingelser i perioden 2018-2020, således at den fastsatte betalingsfrist ikke kan anses for at være urimelig over for kreditoren, idet sagsøgeren var sikker på at sælge sine tjenester, opnå indtægter og bevare sin likviditet (9).
21. Under disse omstændigheder har den forelæggende ret fundet det nødvendigt at afgøre, om den betalingsfrist i de pågældende aftaler, der overskrider 60 dage at regne fra den dato, hvor debitoren modtager fakturaen, er blevet fastsat i overensstemmelse med betingelserne i artikel 7, stk. 2, i lov af 8. marts 2013, hvormed artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 gennemføres i polsk ret.
22. I denne henseende er den forelæggende ret navnlig af den opfattelse, at de aftaler, hvis vilkår udelukkende er fastsat af den ene af parterne, hverken opfylder den første betingelse i denne bestemmelse, nemlig en betalingsfrist på mere end 60 dage, der »udtrykkeligt er aftalt« i aftalen (10), eller den anden betingelse, i henhold til hvilken en betalingsfrist i aftalen på mere end 60 dage ikke må være klart urimelig over for kreditor (11).
23. Under disse omstændigheder har Sąd Rejonowy Katowice – Wschód w Katowicach (retten i første instans Katowice-øst i Katowice) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 3, stk. 5, i direktiv [2011/7] fortolkes således, at en udtrykkeligt fastsat betalingsfrist, der overskrider 60 dage, og som er vedtaget mellem erhvervsdrivende, kun må fastsættes i aftaler, hvis vilkår ikke er udformet udelukkende af den ene aftalepart?«
24. P., den polske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
IV. Bedømmelse
A. Formaliteten vedrørende det præjudicielle spørgsmål
25. Inden jeg går over til at bedømme den forelæggende rets eneste præjudicielle spørgsmål, skal der tages stilling til dets formalitet.
26. Den tyske regering har nemlig i sine skriftlige indlæg anført, at det præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at den ønskede fortolkning af EU-retten ikke er relevant for udfaldet af hovedsagen, eftersom den afgørelse, der vil blive truffet af den forelæggende ret, også vil afhænge af et andet spørgsmål, der ikke er genstand for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, og som den forelæggende ret endnu ikke har taget stilling til, nemlig om den betalingsfrist, der er fastsat i de berørte aftaler, og som er længere end den almindelige frist på 60 dage, »er klart urimelig over for kreditor«.
27. Det skal i denne henseende anføres, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som om relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Domstolen kan således kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (12).
28. I den foreliggende sag opfylder det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål klart et objektivt behov i forbindelse med en effektiv løsning af tvisten i hovedsagen. Spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, der begrænser aftaleparternes mulighed for udtrykkeligt at aftale betalingsfrister på mere end 60 dage, når der er tale om aftaler, hvis vilkår ikke er fastsat af den ene af aftaleparterne, er nødvendigt for, at den forelæggende ret kan afgøre tvisten i hovedsagen. Den omstændighed, at denne ret med henblik på den afgørelse, den træffer, eventuelt skal afgøre andre spørgsmål, som den ikke har behandlet i forelæggelsesafgørelsen, betyder ikke, at det præjudicielle spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af hovedsagen.
29. Det er derfor min opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
B. Realiteten
30. Med sit eneste præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at accept af en betalingsfrist, der følger af anvendelsen af dokumenter, der er udarbejdet ensidigt af debitoren, i forbindelse med indgåelse af en aftale mellem erhvervsdrivende kan betegnes som »udtrykkeligt aftalt«, eller om denne bestemmelse skal fortolkes således, at dette begreb kun vedrører aftaler, der er forhandlet individuelt mellem aftaleparterne, idet en betalingsfrist, der overskrider 60 dage, kun kan aftales i denne form for kontrakter.
1. Relevante bestemmelser
31. Inden jeg går over til den juridiske bedømmelse af det eneste præjudicielle spørgsmål forelagt af den forelæggende ret, finder jeg det hensigtsmæssigt at fremkomme med nogle indledende præciseringer vedrørende fastsættelsen af bestemmelserne i direktiv 2011/7, der finder anvendelse i den foreliggende sag.
32. I denne henseende skal det anføres, dels at direktiv 2011/7 i henhold til dets artikel 1, stk. 2, finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for »handelstransaktioner«, dels at dette begreb er defineret meget bredt i direktivets artikel 2, nr. 1), som »forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«. Denne bestemmelse indeholder således to kumulative betingelser for, at en transaktion kan kvalificeres som en »handelstransaktion«. Transaktionen skal for det første gennemføres enten mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, og for det andet skal den føre til levering af varer eller tjenester mod vederlag (13).
33. I den foreliggende sag er det ubestridt, at den anden betingelse er opfyldt. A. har således ubestrideligt leveret varer til P. (dvs. »automatiserings- og kontroludstyr til de maskiner, som P. anvender, med henblik på at sikre mineanlæggets fortsatte drift og maskinernes fortsatte funktion«) som modydelse for en bestemt betaling.
34. Hvad derimod angår den første betingelse kan det ikke umiddelbart udelukkes, at nogle af de berørte aftaler, navnlig de aftaler, der er indgået efter en offentlig udbudsprocedure, ikke kan betegnes som transaktioner mellem en »virksomhed« (dvs. A.) og en »offentlig myndighed« (dvs. P.). Som Kommissionen således har anført i sine skriftlige indlæg, er den polske stat dels den eneste aktionær i P., dels er P.’s økonomiske virksomhed mineudvinding, en virksomhed, der kan sidestilles med en virksomhed, der består i »efterforskning efter eller udvinding af kul eller andet fast brændsel« som omhandlet i artikel 14, litra b), i direktiv 2014/25/EU (14).
35. En sådan juridisk kvalifikation af disse transaktioner er imidlertid afgørende for så vidt angår direktivets relevante bestemmelser, idet transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder ikke er underlagt betingelserne i artikel 3 (med overskriften »Transaktioner mellem virksomheder«), men betingelserne i artikel 4 (med overskriften »Transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder«), der indeholder strengere betingelser med hensyn til overholdelse af betalingsfrister (15) end muligheden for udtrykkeligt at fastsætte længere betalingsfrister (16) i aftalen, et spørgsmål, der er centralt i den foreliggende sag.
36. Under disse omstændigheder har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 101, stk. 1, anmodet den forelæggende ret om uddybende oplysninger med henblik på at få klarlagt P.’s juridiske status.
37. Den forelæggende ret har i sit svar, der indgik til Domstolen den 4. oktober 2023, på grundlag af de beviser, som den var i besiddelse af, bekræftet, at P. skulle betragtes som en »virksomhed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, nr. 3), i direktiv 2011/7, og ikke som en »offentlig myndighed« som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 2). Ifølge den forelæggende ret blev P., selv om den polske stat er den eneste aktionær i denne virksomhed, primært oprettet med henblik på udnyttelse af dets mineralforekomster og ikke med henblik på opfyldelse af almenhedens behov, der ikke har en industriel eller kommerciel karakter.
38. På baggrund af den forelæggende rets præciseringer, hvis faktuelle rigtighed Domstolen under ingen omstændigheder kan anfægte (17), foreslår jeg, at en eventuel omformulering af det præjudicielle spørgsmål med henblik på heri også at inddrage artikel 4 i direktiv 2011/7 undlades, og at der foretages en bedømmelse af det præjudicielle spørgsmål, således som denne ret har formuleret det.
2. Det præjudicielle spørgsmål
39. Indledningsvis skal det konstateres, at artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 ikke indeholder en definition eller nærmere præciseringer af udtrykket »udtrykkeligt aftalt« i kontrakten, ligesom der heller ikke henvises til medlemsstaternes nationale ret med henblik på bestemmelse af dets betydning og rækkevidde. Under disse omstændigheder skal et sådant udtryk i hele Den Europæiske Union undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, henset til kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten i tilknytning til lighedsprincippet. En tilsvarende fortolkning skal søges under hensyntagen til den pågældende bestemmelses ordlyd, den kontekst, den indgår i, og de målsætninger, den forfølger, samt eventuelt dens tilblivelseshistorie (18).
a) Ordlydsfortolkning
40. Hvad angår for det første ordlyden af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7, således som den forelæggende ret har beskrevet det (19), gør denne bestemmelse gyldigheden af en aftalt betalingsfrist, der overskrider 60 kalenderdage, betinget af, at to kumulative betingelser er opfyldt: et formkrav (denne frist skal være »udtrykkeligt [...] aftalt« i kontrakten) og en materiel betingelse (den må ikke være »klart urimeligt over for kreditor, jf. artikel 7«).
41. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at denne ikke direkte berører spørgsmålet om, hvorvidt en »udtrykkelig aftale« kan optræde i aftaler, hvis indhold er ensidigt udarbejdet af den ene af parterne. Formalitetsbetingelsen vedrørende en »udtrykkelig aftale« (som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7) eller endog en »udtrykkelig enighed« (som omhandlet i 13. betragtning til dette direktiv) (20) henviser ikke til den måde, hvorpå aftalen er indgået (21), men snarere til kravet om, at aftalen skal indeholde en »udtrykkelig« bestemmelse om betalingsfristen, dvs. på en tilstrækkelig klar og utvetydig måde, for at sikre, at aftaleparterne er fuldt oplyst, uden at de skal udlede en eventuel forlængelse af betalingsfristen af de andre kontraktvilkår eller af aftaleparternes faktiske adfærd (22).
42. I modsætning til det, der fremgår af den forelæggende rets bedømmelse, er det så meget desto mere ikke muligt at udlede af ordlyden af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7, at der udelukkende er tale om en »udtrykkelig aftale«, når denne bestemmelse har været genstand for en individuel forhandling. Denne artikels ordlyd er således til hinder for en sådan fortolkning, eftersom EU-lovgiver med formuleringen »udtrykkeligt [...] aftalt« ikke har præciseret, hvilken kontraherende part der har indsat vilkåret om betalingsfristen i aftalen, og ikke foretager nogen sondring afhængigt af, om vilkåret har været genstand for en individuel forhandling. Der sondres heller ikke mellem en »individuel aftale« og en »adhæsionskontrakt«. Som den tyske regering med rette har anført, ville EU-lovgiver, såfremt denne havde ønsket at foretage en sådan sondring med henblik på at tage hensyn til den omstændighed, at et aftalevilkår har været genstand for en individuel forhandling, have valgt en anden formulering, der indeholdt et krav om en sådan forhandling (23).
43. Det fremgår af ordlyden af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7, at aftaleparterne i deres aftaleforhold kan forlænge den lovbestemte frist på 60 dage, forudsat at indholdet af et aftalevilkår om en sådan forlængelse er tilstrækkeligt klart og utvetydigt for den kontraherende part, der betragtes som den svageste part.
44. Det argument, som bl.a. Kommissionen har fremført, i henhold til hvilket udtrykket »udtrykkeligt er aftalt« (artikel 3, stk. 5) eller »udtrykkeligt enes om« (13. betragtning) nødvendigvis henviser til kreditorens aktive deltagelse i forbindelse indgåelsen af aftalen, således at denne har en reel indflydelse på indholdet af denne, kan efter min opfattelse ikke så tvivl om denne konklusion. Den omstændighed, at det fortsat bør være muligt for aftaleparterne at »enes udtrykkeligt om« betalingsfrister, der overskrider 60 dage, kan ikke fortolkes som et krav om, at alle aftaleparterne skal have deltaget i udarbejdelsen af aftalevilkåret. Den omstændighed, at kontraktbetingelserne udelukkende er udarbejdet af den ene af aftaleparterne, kan således ikke, medmindre de er urimelige (24), sidestilles med fravær af en aftale, eller endog en gyldig »overenskomst« mellem aftaleparterne. At hævde det modsatte ville resultere i den paradoksale konklusion, at der findes en formodning for, at standardkontrakter, såsom adhæsionskontrakter, ikke afspejler aftaleparternes fælles vilje, medmindre samtlige vilkår heri har været genstand for en individuel forhandling (25).
b) Kontekstuel fortolkning
45. Hvad angår for det andet den kontekst, hvori denne bestemmelse indgår, understøtter en kontekstuel fortolkning ovenstående ordlydsfortolkning.
46. Som anført i punkt 40 i dette forslag til afgørelse, kræver den materielle betingelse ud over formkravet om medtagelse af en »udtrykkelig aftale«, at dette aftalevilkår »ikke er klart urimeligt over for kreditor, jf. artikel 7 [i direktiv 2011/7]«. Denne sidstnævnte bestemmelse, der indeholder de oplysninger, der skal tages i betragtning, bl.a. ved bestemmelse af, om et aftalevilkår er klart urimeligt over for kreditor, kan ikke fortolkes således, at det er begrænset til de aftalevilkår, der har været genstand for en »individuel forhandling«. Det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, at der ved afgørelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, »tages [...] hensyn til alle sagens omstændigheder«, herunder »om skyldneren har en objektiv grund til at fravige den lovbestemte rente for forsinket betaling i [direktivets] artikel 3, stk. 5, [...]«. Det følger heraf, at den omstændighed, at et aftalevilkår om betalingsfristen er blevet fastsat af den ene af aftaleparterne, kan udgøre en af de oplysninger i den foreliggende sag, som der skal tages hensyn til. Forbuddet mod, at et aftalevilkår er klart urimeligt over for kreditoren, sikrer således en overordnet beskyttelse, uanset om betalingsfristerne har været genstand for en individuel forhandling, eller om de er blevet fastsat af den ene af parterne. Derfor synes det at være overensstemmende, at de to typer vilkår kan betragtes som værende »udtrykkeligt aftalt«.
c) Formålsfortolkning
47. Hvad angår for det tredje det formål, der forfølges med direktiv 2011/7, synes dette også at støtte denne fortolkning.
48. Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 indgår, som det fremgår af 12. betragtning til direktivet, i den mere generelle målsætning om at sikre »[e]n afgørende ændring i retning af en kultur med hurtig betaling [...]. En sådan ændring bør desuden omfatte indførelsen af særlige bestemmelser om betalingsfrister [...]« (26). I henhold til 13. betragtning til direktivet tilsigter denne bestemmelse dermed at gennemføre EU-lovgivers ønske om, at »betalingsfristerne for kontrakter mellem virksomheder som hovedregel bør begrænses til 60 kalenderdage«. Imidlertid accepterer EU-lovgiver, at »[d]er kan [...] være omstændigheder, hvorunder virksomheder har brug for længere betalingsfrister, f.eks. når de ønsker at give deres kunder handelskredit. Det bør derfor fortsat være muligt for parterne udtrykkeligt at enes om betalingsfrister på mere end 60 kalenderdage, dog forudsat at en sådan forlængelse ikke er klart urimelig for kreditor«. Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 kodificerer dermed de af EU-lovgiver ønskede rammer for muligheden for at tillade en sådan aftalemæssig forlængelse af den lovbestemte frist på 60 dage (27).
49. Efter min opfattelse kan den omstændighed, at den ene af aftaleparterne alene fastsætter et vilkår med en betalingsfrist på mere end 60 dage, f.eks. gennem anvendelse af på forhånd fastsatte almindelige betingelser, ikke så tvivl om dette formål. Valg af en sådan type vilkår fritager ikke aftaleparterne fra at overholde alle betingelserne i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7. En betalingsfrist, der udelukkende fastsættes af en ene af aftaleparterne, og som overstiger grænsen på 60 dage, skal også følge »udtrykkeligt«, dvs. tilstrækkelig klart af aftaledokumenterne, og må ikke være klart urimelig over for kreditor. I den forbindelse vil jeg fremhæve, at de i direktivets artikel 7 fastsatte sanktionsmekanismer, i henhold til hvilke medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at et kontraktvilkår ikke er bindende, eller giver grundlag for krav om skadeserstatning, også finder anvendelse på disse situationer.
50. Kravet om en »udtrykkelig aftale« skal gøre det muligt for den part, der anses for at være den svageste part (i princippet kreditoren), tilstrækkelig klart at afgøre, dvs. inden kontraktindgåelsen, om denne accepterer en betingelse, der kan skade vedkommendes interesser som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7. Den såkaldt »svageste« part har behov for denne beskyttelse, uanset om det vilkår, der er urimeligt over for denne part, findes i en aftale, der har været genstand for en individuel forhandling, eller i kontraktvilkår, der er fastsat på forhånd.
51. Endelig afkræftes denne konstatering ikke af bl.a. den forelæggende rets argument om, at denne bestemmelse har til formål at beskytte kreditoren mod for lange frister. Beskyttelsen af kreditoren kan således ikke begrunde, at de aftalte betalingsfrister, der udelukkende er fastsat af debitoren, automatisk erklæres ulovlige. En sådan fortolkning ville gå videre end det mål, der forfølges med direktiv 2011/7. Direktivets artikel 7, stk. 1, bestemmer således ikke, at betalingsfrister på mere end 60 dage, der udelukkende er fastsat af den ene af aftaleparterne, i sig selv er »klart urimelige«, men fastsætter derimod snarere de oplysninger, der skal tages hensyn til, idet de vigtigste vurderingskriterier er opstillet (28). Det er dermed ikke umiddelbart udelukket, at en betalingsfrist på mere end 60 dage, der er fastsat af den ene af aftaleparterne, også opfylder kriterierne for en tilladt undtagelse.
52. Selv om den logik, hvori artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 indgår, går ud på at begrænse anvendelsen af betalingsfrister på mere end 60 dage til særlige omstændigheder, hvorunder virksomheder har »brug for længere betalingsfrister«, betyder dette heller ikke, at den omstændighed, at en virksomhed ensidigt fastsætter et vilkår om en forlænget betalingsfrist, i sig selv er udtryk for, at den ikke har »brug for længere betalingsfrister«. Under alle omstændigheder kan en kreditor, når denne mener, at der ikke findes et sådant »behov«, eller at det ikke er begrundet, altid anfægte gyldigheden af det pågældende vilkår og gøre gældende, at dette vilkår enten som følge af den lange frist eller som følge af en manglende begrundelse ikke opfylder den anden betingelse i direktivets artikel 3, stk. 5, eftersom det er »klart urimeligt« over for vedkommende. Det er således efter min opfattelse denne anden materielle betingelse, der er relevant, og som sikrer, at der udelukkende anvendes forlængede frister, når dette er begrundet, bl.a. når den »udtrykkelige aftale« pålægges økonomisk svagere stillede virksomheder såsom SMV’er (29). Desuden bestemmer artikel 7, stk. 4 og 5, i nævnte direktiv, at medlemsstaterne sikrer, at der findes »egnede og effektive midler« til at bringe anvendelsen af klart urimelige kontraktvilkår til ophør. I modsætning til det af Kommissionen anførte i dens skriftlige indlæg er det dermed ikke min opfattelse, at der findes en reel risiko for en kraftig stigning i anvendelsen af formularer, der indfører betalingsfrister på mere end 60 dage, såfremt det accepteres, at et kontraktvilkår, der udelukkende er fastsat af den ene af aftaleparterne, kan opfylde kriteriet om, at det »udtrykkeligt er aftalt« som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 5 (30).
d) Direktiv 2011/7’s tilblivelseshistorie
53. Hvad angår for det fjerde og sidste direktiv 2011/7’s tilblivelseshistorie skal det anføres, at denne gør det muligt at nå frem til den samme konklusion. Kommissionens oprindelige forslag indeholdt således ingen særlige krav til kontraktbestemmelserne om betalingsfrister, der overstiger visse tærskler, men udelukkende en generel betingelse om, at den aftalte betalingsfrist ikke må være klart urimelig over for kreditor (31). Selv om Europa-Parlamentet krævede en ændring, der gik ud på, at bestemmelser om betalingsfrister på mere end 60 dage skulle være underlagt bestemte betingelser, fremgår det ikke, at denne institution ønskede at forbyde fastsættelse af frister på mere end 60 dage i standardvilkår, der er udarbejdet på forhånd (32).
54. På baggrund af alle de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at den forelæggende rets eneste præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3, stk. 5, i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at virksomhedernes »udtrykkelige aftale« om en betalingsfrist på mere end 60 dage også er tilladt i aftaler mellem virksomheder, hvis vilkår udelukkende er fastsat af den ene af aftaleparterne, forudsat at det pågældende aftalevilkår fremgår tilstrækkeligt klart og utvetydigt af aftaledokumenterne, således at de kontraherende parter har fået fuldt kendskab til en eventuel forlængelse af betalingsfristen, idet denne bestemmelse ikke blot kan udledes af en fortolkning af de øvrige aftalevilkår eller af aftaleparternes faktiske adfærd.
V. Forslag til afgørelse
55. På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at det af Sąd Rejonowy Katowice – Wschód w Katowicach (retten i første instans Katowice-øst i Katowice, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål besvares således:
»Artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner
skal fortolkes således, at
virksomhedernes »udtrykkelige aftale« om en betalingsfrist på mere end 60 dage også er tilladt i aftaler mellem virksomheder, hvis vilkår udelukkende er fastsat af den ene af aftaleparterne, forudsat at det pågældende aftalevilkår fremgår tilstrækkeligt klart og utvetydigt af aftaledokumenterne, således at de kontraherende parter har fået fuldt kendskab til en eventuel forlængelse af betalingsfristen, idet denne bestemmelse ikke blot kan udledes af en fortolkning af de øvrige aftalevilkår eller af aftaleparternes faktiske adfærd.«