Sag C‑114/12

Europa-Kommissionen

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – Den Europæiske Unions optræden udadtil – internationale aftaler – beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder – forhandlinger om en konvention fra Europarådet – afgørelse vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om bemyndigelse til Unionens og medlemsstaternes fælles deltagelse i forhandlingerne – artikel 3, stk. 2, TEUF – Unionens eksterne enekompetence«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 4. september 2014

1.        Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – retsakter udstedt af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet – omfattet

(Art. 218, stk. 3 og 4, TEUF og 263 TEUF)

2.        Internationale aftaler – indgåelse – Unionens kompetence – konvention fra Europarådet om beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder – enekompetence – grundlag – påvirkningen af de EU-retlige regler, der følger af direktiv 93/83, 2001/29, 2004/48, 2006/115 og 2006/116

(Art. 3, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, 2004/48, 2006/115 og 2006/116)

3.        Internationale aftaler – indgåelse – Unionens kompetence – enekompetence – bedømmelseskriterier – fælles EU-regler inden for et bestemt område, som findes spredt i forskellige retlige instrumenter – ingen betydning

(Art. 3, stk. 2, TEUF)

1.        En afgørelse vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om bemyndigelse til Unionens og medlemsstaternes fælles deltagelse i forhandlingerne om en international aftale omfatter bemyndigelse til at forhandle for såvel Kommissionen på den ene side som medlemsstaterne og Rådets formandskab på den anden side. Det følger nødvendigvis heraf, at Rådet deltog i udstedelsen af begge disse bemyndigelser. Selv om søgsmålet delvis er rettet mod en afgørelse, der er vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaterne i deres egenskab af repræsentanter for deres regeringer, og ikke som medlemmer af Rådet, kan sagen antages til realitetsbehandling for så vidt angår den anfægtede afgørelse i sin helhed.

(jf. præmis 38 og 41)

2.        Der er en risiko for, at de fælles EU-regler tilsidesættes som følge af internationale forpligtelser, eller at de fælles reglers rækkevidde ændres, hvilket begrunder Unionens eksterne enekompetence, når disse internationale forpligtelser ligger inden for et område, som allerede er reguleret af sådanne regler, eller i det mindste et område, der allerede i vid udstrækning er reguleret af sådanne regler.

Indholdet af forhandlingerne med henblik på en konvention fra Europarådet om beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder, således som den er beskrevet i henstillingen af 2002, memorandummet af 2008 og rapporten af 2010, vedrører et område, der i vid udstrækning er omfattet af de fælles EU-regler. Som det således fremgår af direktiv 93/83 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, direktiv 2006/115 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og direktiv 2006/116 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder, er de nævnte rettigheder genstand for en harmoniseret EU-lovgivning, som bl.a. har til formål at sikre et velfungerende indre marked, og som har indført en ensartet og høj beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenderne i forbindelse med deres udsendelser.

Disse forhandlinger kan således berøre de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde. Disse forhandlinger er derfor omfattet af Unionens enekompetence.

(jf. præmis 68, 70, 79 og 102)

3.        Unionens eksterne enekompetence skal finde sin begrundelse i en konkret analyse af forholdet mellem den påtænkte internationale aftale og gældende EU-ret, som viser, at indgåelsen af en sådan aftale kan påvirke de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde.

I denne henseende kan den omstændighed, at den harmoniserede lovgivning på det pågældende EU-retlige område er blevet indført ved hjælp af forskellige retlige instrumenter, ikke skabe tvivl om rigtigheden af denne løsning. Vurderingen af, om der foreligger en risiko for, at de fælles EU-regler tilsidesættes, eller for, at rækkevidden heraf ændres som følge af internationale forpligtelser, kan nemlig ikke afhænge af en kunstig sondring, alt efter om sådanne regler er indarbejdet i én og samme EU-retsakt eller ej.

(jf. præmis 74, 81 og 82)