Sag T-347/21
(offentliggørelse i uddrag)
Hypo Vorarlberg Bank AG
mod
Den Fælles Afviklingsinstans
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 24. januar 2024
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse fra Afviklingsinstansen om beregningen af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – ret til at blive hørt – retssikkerhedsprincippet – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – ulovlighedsindsigelse – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – klar og præcis fremstilling af de påberåbte anbringender – tilsvarende krav for klagepunkter, der anføres til støtte for et anbringende – upræcis formulering af et klagepunkt – afvisning
[Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]
(jf. præmis 27-36)
2. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-retlige bestemmelser – krav om klarhed og præcision – grænser
(jf. præmis 68-71)
3. EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – kontradiktionsprincippet – undtagelser – det almindelige princip om beskyttelse af forretningshemmeligheder – afvejning – lovlighed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59)
(jf. præmis 114-128)
4. EU-institutioner – udøvelse af beføjelser – Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – beføjelse til at ændre en lovgivningsmæssig retsakt – sondring i forhold til beføjelsen til at supplere en sådan retsakt
(Art. 290, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 134-136)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – ophavsmandens forklaringer vedrørende retsaktens begrundelse fremkommet under sagen for Unionens retsinstanser – betingelser – ingen modsigelser og pligt til sammenhæng mellem redegørelsen og den nævnte begrundelse
(Art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 148, 149, 187 og 188)
6. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – ikke nødvendigt i begrundelsen for denne afgørelse at lade samtlige de forhold, der gør det muligt at kontrollere rigtigheden af bidragsberegningen, fremgå – afvejning mellem begrundelsespligten og det almindelige princip om beskyttelse af de berørte institutters forretningshemmeligheder – lovligheden af bestemmelserne i delegeret forordning 2015/63 om metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden – princippet om iagttagelse af forretningshemmeligheden – Afviklingsinstansens forpligtelse til i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre og videregive oplysninger om institutterne med henblik på beregningen af ex ante-bidrag
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59)
(jf. præmis 150-159)
7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens forpligtelse til at oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af bidragene og om metoden til fastsættelse af det årlige målniveau
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014; Rådets forordning nr. 2015/81, art. 4; Kommissionens forordning 2015/63, art. 4-7 og 9 samt bilag I; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59)
(jf. præmis 190-192)
8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) om fastsættelsen af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – begrundelse, der udelukkende er baseret på andre retsakter, såsom mellemkommende afgørelser, der præciserer og supplerer visse aspekter af fastsættelsen af de nævnte bidrag – manglende offentliggørelse af eller meddelelse til institutterne om disse andre retsakter – ulovlighed
(Art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 203 og 208)
9. EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til at blive hørt – rækkevidde – onlineformular, hvorved institutterne kan meddele deres synspunkter om beregning af ex ante-bidragene, som skal betales til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – lovlighed – tilsidesættelse af retten til at blive hørt – foreligger ikke
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 292, 293, 299, 305 og 306)
Resumé
Under et annullationssøgsmål, som Retten realitetsbehandlede, forkastede den ulovlighedsindsigelserne mod forordning nr. 806/2014 (1), direktiv 2014/59 (2) og delegeret forordning 2015/63 (3) og kom derefter med væsentlige præciseringer om rækkevidden af den begrundelsespligt, der påhvilede Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) med hensyn til fastlæggelsen af det årlige målniveau.
Hypo Vorarlberg Bank AG (herefter »sagsøgeren«) er et kreditinstitut med hjemsted i Østrig.
Den 14. april 2021 vedtog Afviklingsinstansen en afgørelse, hvorved den fastsatte (4) ex ante-bidragene for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »Afviklingsfonden«) fra kreditinstitutter og visse investeringsselskaber, herunder sagsøgeren (herefter »den anfægtede afgørelse«) (5).
Rettens bemærkninger
Hvad angår anbringendet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten med hensyn til fastsættelsen af det årlige målniveau bemærkede Retten indledningsvis, at i overensstemmelse med den gældende lovgivning skulle de finansielle midler, der var til rådighed ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«), nå det endelige målniveau, som svarede til mindst 1% af de dækkede indskud for alle institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område. Dernæst skulle ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så ensartet som muligt over tid, indtil det endelige målniveau blev nået. Desuden måtte de bidrag, der skulle betales af alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år ikke overstige 12,5% af det endelige målniveau. Med hensyn til metoden for beregning af ex ante-bidrag fastsatte Afviklingsinstansen desuden størrelsen på grundlag af det årlige målniveau under hensyntagen til det endelige målniveau og på grundlag af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der var meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område. Endelig beregnede Afviklingsinstansen ex ante-bidraget for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skulle fastsættes i forhold til det endelige målniveau, og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.
I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af den anfægtede afgørelse, beløbet for det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11 287 677 212,56 EUR. Afviklingsinstansen forklarede i afgørelsen i det væsentlige, at det årlige målniveau skulle fastlægges på grundlag af en analyse af udviklingen i dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation og en analyse af indikatorer vedrørende konjunkturfasen og de virkninger, som procykliske bidrag ville kunne have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen fandt det hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient, der var baseret på denne analyse og på de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden (»koefficienten«), og anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 for at nå frem til det årlige målniveau. Derefter redegjorde den for den fremgangsmåde, der var blevet fulgt ved fastsættelsen af koefficienten. Henset til disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen størrelsen af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte.
Selv om Afviklingsinstansen i denne henseende var forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skulle disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen gav under den retslige procedure, og som vedrørte den metode, der reelt var blevet anvendt. Dette var imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.
Afviklingsinstansen anførte således i retsmødet, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 ved at følge en metode i fire trin, hvoraf de to sidste bestod i at trække de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau med henblik på at beregne det resterende beløb, der fortsat skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre.
Retten bemærkede imidlertid, at de to sidste trin i denne beregning ikke kom til udtryk i den matematiske formel, der i den anfægtede afgørelse var angivet som grundlaget for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau.
Denne konstatering kunne i øvrigt ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens angivelse af, at den i maj 2021 offentliggjorde et beskrivende faktablad, som indeholdt et interval, der angav eventuelle beløb for det endelige målniveau, og på sit websted offentliggjorde størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var disse beløb nemlig ikke i sig selv af en sådan art, at de gjorde det muligt for denne at forstå, at det faktisk var de sidste trin i beregningen, som Afviklingsinstansen havde anvendt, idet det desuden blev præciseres, at den matematiske formel end ikke nævnte dem.
Lignende uoverensstemmelser påvirkede ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35% blev fastsat, selv om den spillede en fremtrædende rolle i denne matematiske formel. Det fremgik således af Afviklingsinstansens forklaringer i retsmødet, at denne koefficient blev fastsat på en sådan måde, at den kunne retfærdiggøre resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, og det vil sige efter, at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin i den faktisk anvendte metode. Denne fremgangsmåde fremgik imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.
Desuden var det interval, inden for hvilket størrelsen af det anslåede endelige målniveau ifølge faktabladet befandt sig, ikke i overensstemmelse med det interval for vækstraten for dækkede indskud på mellem 4% og 7%, der fremgik af den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen anførte nemlig i retsmødet, at den med henblik på fastlæggelsen af det årlige målniveau havde taget hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som var den laveste sats i det andet interval – og at den således nåede frem til det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR – hvilket var den højeste værdi i det første interval. Det fremgik således, at der var en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at afgøre, hvordan Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet vedrørende ændringsraten for disse indskud for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.
Hvad angik fastlæggelsen af det årlige målniveau var Retten af den opfattelse, at den metode, som Afviklingsinstansen faktisk havde anvendt, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke var i overensstemmelse med den metode, der var beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at den reelle begrundelse for fastsættelsen af dette målniveau hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse. Den anfægtede afgørelse var således behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.
Henset til de ulovlighedsindsigelser, som den anfægtede afgørelse var behæftet med, annullerede Retten den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.
Efter omstændighederne i den foreliggende sag besluttede Retten imidlertid at opretholde virkningerne af den nævnte afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren, indtil en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af sagsøgerens ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for bidragsperioden 2021 trådte i kraft inden for en rimelig frist, der ikke kunne overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelsen af Rettens dom.