RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

3. maj 2012

Sag F-44/05 RENV

Guido Strack

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – påstand om erstatning på grund af uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid – Personalerettens manglende kompetence – henvisning til Den Europæiske Unions Ret«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Guido Strack i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om at afslå hans ansøgning til stillingen som kontorchef for afdelingen »Udbud og Kontrakter« i Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer og af afgørelsen om at udnævne A til nævnte stilling, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt.

Udfald: Påstanden om erstatning på grund af uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid, som sagsøgeren har fremsat i punkt 78-85 i de skriftlige bemærkninger indgivet den 21. februar 2011, og som fremgår af punkt A.4 i nævnte indlægs konklusion, henvises til Den Europæiske Unions Ret. Afgørelsen om omkostningerne i forbindelse med denne påstand udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – udspring – ansættelsesforhold – hjemmel

(Art. 270 TEUF)

2.      Retspleje – kompetencefordelingen mellem Unionens forskellige retsinstanser – påstand om erstatning på grund af uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid – Personalerettens manglende kompetence – henvisning til Retten

(Art. 256, stk. 1, første afsnit. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 73)

1.      En tvist mellem en tjenestemand og hans nuværende eller tidligere institution, der drejer sig om skadeserstatning, er kun omfattet af artikel 270 TEUF, hvis denne skade udspringer af et ansættelsesforhold, som knytter eller knyttede den pågældende til en institution.

(jf. præmis 8)

Henvisning til:

Personaleretten: 12. maj 2011, sag F-50/09, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-401/11 P

2.      Det er åbenbart, at Personaleretten savner kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en påstand om erstatning, der er indgivet af en tidligere tjenestemand på grund af uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid, for så vidt som denne påstand vedrører den retslige procedure, uden at dette i øvrigt berører de øvrige fremsatte erstatningspåstande. Den påståede skade udspringer nemlig ikke af det ansættelsesforhold, som knytter sagsøgeren til hans institution, men af den omstændighed, at der ikke blev truffet afgørelse på et tidligere tidspunkt, hvilket angiveligt må tilskrives Unionens retsinstanser og udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til adgang til effektive retsmidler.

I denne forbindelse bestemmer artikel 73 i Personalerettens procesreglement, at en sag, der er omfattet af Domstolens eller Rettens kompetence, skal henvises til sidstnævnte, eftersom en stævning kun er grundlaget for en række påstande, således at hver påstand er selvstændig og kan behandles som en sag som omhandlet i nævnte artikel 73. Desuden følger det af artikel 256, stk. 1, første afsnit, TEUF og af artikel 51, første afsnit, i statutten for Domstolen, at Retten har kompetence til som første instans at træffe afgørelse vedrørende erstatningssøgsmål indbragt af borgere, når disse søgsmål ikke udspringer af et ansættelsesforhold, som knytter eller knyttede den pågældende til en institution.

(jf. præmis 9 og 10)