RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

19. maj 2010 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Myanmar – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – hjemmel i artikel 60 EF og 301 EF i forening – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsprøvelse – ejendomsret – proportionalitet«

I sag T-181/08,

Pye Phyo Tay Za, Yangon (Myanmar), ved D. Anderson, QC, barrister M. Lester og solicitor G. Martin,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og E. Finnegan, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtiget, derefter ved I. Rao, som befuldmægtiget, bistået af barrister D. Beard,

og af

Europa-Kommissionen ved A. Bordes, P. Aalto og S. Boelaert, som befuldmægtigede,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 194/2008 af 25. februar 2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og ophævelse af forordning (EF) nr. 817/2006 (EUT L 66, s. 1), i det omfang sagsøgerens navn er opført på listen over personer, enheder og organer, som denne forordning finder anvendelse på,

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, E. Martins Ribeiro, og dommerne N. Wahl og A. Dittrich (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig C. Kantza,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. juli 2009,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 28. oktober 1996 blev en række restriktive foranstaltninger iværksat over for Unionen Myanmar i fælles holdning 96/635/FUSP fastlagt af Rådet i henhold til artikel [12 EU] vedrørende Burma/Myanmar (EFT L 287, s. 1), som efterfølgende blev forlænget og ændret, senest ved fælles holdning 2000/346/FUSP af 26. april 2000 (EFT L 122, s. 1), og som endelig blev ophævet og erstattet af fælles holdning 2003/297/FUSP af 28. april 2003 vedrørende Burma/Myanmar (EUT L 106, s. 36), der fandt anvendelse indtil den 29. april 2004. De restriktive foranstaltninger, der blev truffet ved fælles holdning 2003/297, blev opretholdt af Rådet for Den Europæiske Union i fælles holdning 2004/423/FUSP af 26. april 2004 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 125, s. 61), styrket ved Rådets fælles holdning 2004/730/FUSP af 25. oktober 2004 om yderligere restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og om ændring af fælles holdning 2004/423 (EUT L 323, s. 17), som ændret ved fælles holdning 2005/149/FUSP af 21. februar 2005 om ændring af fælles holdning 2004/423 (EUT L 49, s. 37), og forlænget og ændret ved Rådets fælles holdning 2005/340/FUSP af 25. april 2005 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og om ændring af fælles holdning 2004/423 (EUT L 108, s. 88).

2        Rådet fandt i betragtning af den politiske situation i Myanmar, at det var begrundet at opretholde de restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar, og vedtog fælles holdning 2006/318/FUSP af 27. april 2006 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 116, s. 77). Rådet forbød navnlig salg og levering af våben samt levering af teknisk bistand, af direkte eller indirekte levering af finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med militæraktiviteter og eksport af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse i landet. Rådet pålagde endvidere indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, der tilhører medlemmer af regeringen i Unionen Myanmar og enhver fysisk eller juridisk person, enhver enhed eller organ, som var knyttet til den, hvorved disse medlemmer af regeringen og fysiske personer ligeledes blev undergivet et forbud mod at rejse til medlemsstaterne, ligesom det blev forbudt at yde lån eller kreditter til virksomheder, der ejes af staten Unionen Myanmar, samt at købe eller forhøje aktiebeholdninger i sådanne virksomheder.

3        I betragtning af, at menneskeretssituationen i Myanmar ikke var blevet forbedret, og at der ikke var sket væsentlige fremskridt i retning af en demokratiseringsproces, blev de restriktive foranstaltninger, som blev fastsat i fælles holdning 2006/318, forlænget til den 30. april 2008 ved Rådets fælles holdning 2007/248/FUSP af 23. april 2007 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 107, s. 8), som ligeledes ændrede listen over personer, enheder og organer, der rammes af de nævnte restriktive foranstaltninger.

4        I betragtning af den alvorlige situation i Myanmar anså Rådet det for nødvendig at øge presset på militærregimet og vedtog Rådets fælles holdning 2007/750/FUSP af 19. november 2007 om ændring af fælles holdning 2006/318 (EUT L 308, s. 1). Rådet vedtog særligt nye restriktive foranstaltninger, der er særligt rettet mod aktiviteter inden for skovhugst, træindustrien og udvinding af metaller og mineraler samt ædel‑ og halvædelstene.

5        Samtlige disse restriktive foranstaltninger blev forlænget til den 30. april 2009 ved Rådets fælles holdning 2008/349/FUSP af 29. april 2008 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 116, s. 57), som ligeledes ændrede listen over personer, enheder og organer, der rammes af de nævnte restriktive foranstaltninger.

6        Artikel 5 i fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750, omhandler indefrysning af midler og økonomiske ressourcer. Artikel 5, stk. 1-3, bestemmer:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de enkelte medlemmer af […] Myanmars regering, og som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilag II, indefryses.

2.      Ingen midler eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller kunne være til gavn for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag II.

3.      Den kompetente myndighed kan på sådanne vilkår, som den skønner hensigtsmæssige, tillade frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller stille visse pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer:

a)      er nødvendige for at dække de basale behov hos de personer, der er opført på listen i bilag II, og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt over for, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)      alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)      alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig opbevaring eller forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer

d)      er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, såfremt den kompetente myndighed har meddelt, hvorfor den skønner, at der bør gives særlig tilladelse, til de andre kompetente myndigheder og Kommissionen mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen.«

7        Under afsnit J, »Personer, der drager fordel af regeringens økonomiske politik og andre personer med tilknytning til regimet«, i bilag II til fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2008/349, figurerer sagsøgerens navn, Pye Phyo Tay Za, bl.a. med identifikationsoplysningerne »søn af Tay Za« (J1c), navnet på sagsøgerens far, Tay Ya, bl.a. med identifikationsoplysningerne »administrerende direktør for Htoo Trading Co; Htoo Construction Co« (J1a), samt navnet på hans fars hustru (J1b) og navnet på hans farmor (J1e).

8        Fælles holdning 2006/318 overvåges i medfør af holdningens artikel 9, første punktum, løbende.

9        Med henblik på at sikre, at de erhvervsdrivende i alle medlemsstater anvender de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i de fælles holdninger, som falder inden for EF-traktatens anvendelsesområde, på samme måde, har Rådet vedtaget retsakter for gennemførelsen af restriktionerne for så vidt angår Det Europæiske Fællesskab.

10      Således gennemførte Rådets forordning (EF) nr. 194/2008 af 25. februar 2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og ophævelse af forordning (EF) nr. 817/2006 (EUT L 66, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«) visse af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i fælles holdning 2006/318 og 2007/750. Denne forordning, som er vedtaget med hjemmel i artikel 60 EF og 301 EF, trådte i overensstemmelse med forordningens artikel 23 i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. den 10. marts 2008. Bilagene til den omtvistede forordning, der indeholder listerne over de personer, enheder og organer, som rammes af de restriktive foranstaltninger, blev ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 385/2008 af 29. april 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 194/2008 (EUT L 116, s. 5).

11      Den omtvistede forordnings artikel 11-14 omhandler indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer.

12      Den omtvistede forordnings artikel 11 bestemmer:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de enkelte medlemmer af […] Myanmars regering og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag VI, indefryses.

2.      Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag VI.

[…]«

13      De kompetente myndigheder i medlemsstaterne kan i medfør af den omtvistede forordnings artikel 13, stk. 1, på de vilkår, som de finder passende, tillade, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives eller stilles til rådighed, efter at de har konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer er:

»a)      nødvendige for at dække de basale behov hos de personer, der er opført på listen i bilag VI, og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt over for, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)      bestemt udelukkende til betaling af rimelige honorarer og godtgørelser af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)      bestemt udelukkende til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller

d)      nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, forudsat at den berørte medlemsstat mindst to uger før tilladelsen har meddelt de andre medlemsstater og Kommissionen, hvorfor den skønner, at der bør udstedes en særlig tilladelse«.

14      Bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 385/2008, har overskriften »Liste over medlemmerne af […] Myanmars regering og de personer, enheder og organer, der er knyttet til dem, jf. artikel 11«.

15      Under afsnit J, »Personer, der drager fordel af regeringens økonomiske politik«, i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 385/2008, er sagsøgerens navn opført bl.a. med identifikationsoplysningerne »søn af Tay Za« (J1c), navnet på sagsøgerens far, Tay Ya, bl.a. med identifikationsoplysningerne »administrerende direktør for Htoo Trading Co; Htoo Construction Co« (J1a), samt navnet på hans fars hustru (J1b) og navnet på hans farmor (J1e).

16      Den omtvistede forordnings artikel 18, stk. 2, bestemmer, at der skal offentliggøres en meddelelse om, hvordan der skal indgives oplysninger vedrørende bilag VI til den omtvistede forordning.

17      Den 11. marts 2008 blev der offentliggjort en meddelelse til de personer og enheder, som er opført på de lister, der er omhandlet i artikel 7, 11 og 15 i forordning nr. 194/2008 (EUT C 65, s. 12).

18      Rådet oplyste i denne meddelelse bl.a., at de personer og enheder, som er opført i bilag VI til den omtvistede forordning, er:

»a)      enkelte medlemmer af […] Myanmars regering eller

b)      fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er knyttet til dem«.

19      Rådet anførte endvidere bl.a., at den omtvistede forordning fastsætter »indefrysning af alle pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, som tilhører de personer og enheder, der er opført i bilag VI, og bestemmelser om, at ingen pengemidler, andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer hverken direkte eller indirekte må stilles til rådighed for dem«.

20      Rådet henledte endvidere de berørte personers og enheders opmærksomhed på muligheden for at indgive en ansøgning til de kompetente myndigheder i den relevante medlemsstat med henblik på at opnå tilladelse til anvendelse af indfrosne midler i forbindelse med basale behov eller specifikke betalinger i overensstemmelse med den omtvistede forordnings artikel 13.

21      Rådet mindede endvidere de berørte personer og enheder om, at de til enhver tid kan rette en anmodning til Rådet sammen med den fornødne dokumentation om, at beslutningen om at optage og bibeholde deres navne på de omhandlede lister tages op til fornyet overvejelse, og om, at disse anmodninger vil blive behandlet, når de modtages.

22      Rådet præciserede endvidere, at det løbende overvåger listerne i overensstemmelse med artikel 9 i fælles holdning 2006/318.

23      Rådet gjorde endelig opmærksom på muligheden for at indbringe Rådets beslutning for Retten.

24      Sagsøgeren blev første gang ramt af de restriktive foranstaltninger, som Rådet indførte ved afgørelse 2003/907/FUSP af 22. december 2003 om gennemførelse af fælles holdning 2003/297 (EUT L 340, s. 81) og ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2297/2003 af 23. december 2003 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2000 om forbud mod salg, levering og eksport til Burma/Myanmar af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse eller terrorisme, og om indefrysning af midler tilhørende visse personer, der har tilknytning til vigtige regeringsfunktioner i nævnte land (EUT L 340, s. 37). Afgørelse 2003/907 har i medfør af afgørelsens artikel 2 virkning fra datoen for vedtagelsen. Forordning nr. 2297/2003 trådte i kraft i december 2003.

25      Sagsøgeren har siden disse datoer konstant været genstand for restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar.

26      Sagsøgeren anmodede ved skrivelse af 15. maj 2008 Rådet om bl.a. at oplyse ham om de faktiske omstændigheder, som lå til grund for, at hans navn var opført på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, og om at slette hans navn fra listen. Rådet besvarede henvendelsen ved skrivelse af 26. juni 2008.

 Proceduren og parternes påstande

27      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. maj 2008 anlagde sagsøgeren denne sag.

28      Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 11. og den 20. august 2008 anmodede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande. Disse begæringer er efter høring af parterne blevet imødekommet ved kendelser afsagt af formanden for Ottende Afdeling den 5. november 2008.

29      Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har indgivet interventionsindlæg henholdsvis den 18. og 19. december 2008. Ved indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 2009 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands interventionsindlæg.

30      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 64 i Rettens procesreglement, anmodet Rådet om at fremlægge sin skrivelse af 26. juni 2008. Rådet har efterkommet denne anmodning den 25. maj 2009.

31      Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten under retsmødet den 8. juli 2009.

32      Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:

–        Den omtvistede forordning annulleres i sin helhed eller i det omfang, den berører ham.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33      Sagsøgeren har under retsmødet fremsat begæring om at måtte tilpasse sin første påstand vedrørende vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 353/2009 af 28. april 2009 om ændring af forordning nr. 194/2008 (EUT L 108, s. 20), for så vidt som den erstatter bilag VI til den omtvistede forordning, der berører sagsøgeren, og for så vidt som de øvrige parter ikke modsætter sig denne anmodning. Sagsøgeren har i øvrigt som svar på et spørgsmål fra Retten tilkendegivet, at han ikke længere nedlægger påstand om annullation af den omtvistede forordning i sin helhed, således som han havde nedlagt påstand om i stævningen, men kun om annullation af forordningen, for så vidt som den berører ham. Sagsøgerens anmodning, de øvrige parters indforståelse hermed og erklæringen er taget til efterretning i retsprotokollen.

34      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

35      Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.

36      Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes, og at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

1.     De processuelle følger af ændringen af bilag VI til den omtvistede forordning ved forordning nr. 353/2009

37      Efter at Rådet den 27. april 2009 vedtog fælles holdning 2009/351/FUSP om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 108, s. 54), hvorved bilag II til fælles holdning 2008/318 blev ændret, blev bilag VI til den omtvistede forordning ændret ved forordning nr. 353/2009 efter anlæggelsen af det foreliggende søgsmål. Sagsøgeren har under retsmødet anmodet om at måtte tilpasse sit første anbringende i betragtning af vedtagelsen af forordning nr. 353/2009, for så vidt som den erstatter bilag VI til den omtvistede forordning, der berører sagsøgeren.

38      I den forbindelse bemærkes, at denne anmodning fra sagsøgeren ikke ændrer dennes påstande om annullation af den omtvistede forordning, for så vidt som den berører sagsøgeren, som det fremgår af stævningen. Den foreliggende sag skal holdes adskilt fra den sag, der gav anledning til Rettens dom af 23. oktober 2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet (sag T-256/07, Sml. II, s. 3019, præmis 45-48), som sagsøgeren har henvist til under retsmødet. I den sag var den oprindeligt anfægtede afgørelse nemlig under sagen blevet ophævet og erstattet af en anden afgørelse. I den foreliggende sag er den omtvistede forordning, som sagsøgeren oprindeligt anfægtede, ikke blevet ophævet efter anlæggelsen af søgsmålet. Det er alene bilag VI til den omtvistede forordning, der er ændret, uden at angivelserne vedrørende sagsøgeren er ændret. De oplysninger, som vedrører sagsøgeren, og som var opført i bilag VI til den omtvistede forordning før ændringen af bilaget ved forordning nr. 353/2009, blev optaget uændret i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret. Det er således fortsat den samme retsakt, der er genstand for søgsmålet.

39      Eftersom Kommissionens vedtagelse af forordning nr. 353/2009 under sagen udgør en faktisk omstændighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne, kunne sagsøgeren i medfør af procesreglementets artikel 48, stk. 2, med rette støtte de anbringender, som han påberåber sig, på denne omstændighed.

40      Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at selv om den omtvistede forordning under retsforhandlingerne var blevet erstattet med en forordning, der havde det samme formål, hvilket ikke er tilfældet, ville sagsøgeren have været berettiget til at tilpasse sine anbringender og påstande (jf. i denne retning dommen i sagen People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 38, præmis 45-48 og den deri nævnte retspraksis).

41      I det foreliggende tilfælde skal annullationspåstanden således anses for at sigte mod annullation af den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, for så vidt som den berører sagsøgeren.

2.     Realiteten

42      Sagsøgeren har til støtte for sin første påstand for det første gjort gældende, at den omtvistede forordning savner retsgrundlag. Sagsøgeren finder endvidere ikke, at Rådet har overholdt sin begrundelsespligt hvad angår den omtvistede forordning. Sagsøgeren har yderligere anført, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet. Sagsøgeren har i replikken desuden påberåbt sig, at der foreligger en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, herunder særligt uskyldsformodningen, samt en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

 Anbringendet om, at den omtvistede forordning savner retsgrundlag

 Parternes argumenter

43      Sagsøgeren har gjort gældende, at Fællesskabet og dets institutioner kun kan handle inden for deres kompetence, således som den følger af EF-traktaten. Artikel 60 EF og 301 EF udgør ifølge sagsøgeren ikke et tilstrækkeligt retsgrundlag for den omtvistede forordning, for så vidt som den finder anvendelse på sagsøgeren.

44      Fællesskabet har ifølge sagsøgeren ikke udtrykkelig kompetence til at pålægge restriktioner på kapitalbevægelser og ‑betalinger. Artikel 60 EF og 301 EF er særlige bestemmelser, for så vidt som de udtrykkeligt omhandler situationer, hvor det kan godtgøres, at det er nødvendigt, at Fællesskabet handler for at sikre gennemførelsen af en fælles udenrigs‑ og sikkerhedspolitik.

45      Sagsøgeren har tilføjet, at artikel 60 EF og 301 EF tildeler Fællesskabet kompetence til at vedtage restriktive foranstaltninger over for personer og enheder, der har tilknytning til personer og enheder, der reelt kontrollerer regeringsapparatet i et tredjeland, og som yder disse økonomisk støtte. Derimod giver disse bestemmelser ikke bemyndigelse til at pålægge restriktive foranstaltninger, når der ikke er en tilstrækkelig forbindelse mellem den berørte person eller enhed og et tredjelands område eller styre. En nær forbindelse mellem den omhandlede person og regeringen i denne stat er nødvendig.

46      Sagsøgeren har gjort gældende, at han hverken er medlem af regeringen i Myanmar eller er en person med tilknytning til regeringen. Sagsøgeren har anført, at han ikke drager nogen fordele af den nævnte regerings administration, og at han ikke modarbejder den nationale forsoning, respekten for menneskerettighederne og demokratiet i Myanmar. Sagsøgeren har tilføjet, at han ikke har en tilstrækkelig nær tilknytning til Myanmars militærregime. Han har præciseret, at han er studerende, og at han på intet tidspunkt på nogen måde har været involveret i eller tilknyttet det nævnte militærregime.

47      I dom af 3. september 2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Sml. I, s. 6351, herefter »Kadi-dommen«), udtalte Domstolen, at artikel 60 EF og 301 EF ikke giver institutionerne kompetence til at indefryse midler tilhørende personer, når der ikke findes nogen form for forbindelse til et tredjelands styre. Pålæggelsen af restriktive foranstaltninger over for personer i et tredjeland er kun tilladt, når disse personer er ledere i disse stater, har tilknytning til disse ledere eller er kontrolleret af dem. Det er desuden ikke tilstrækkeligt, at de omhandlede restriktive foranstaltninger er rettet mod personer eller enheder, der befinder sig i eller på anden måde har tilknytning til et tredjeland.

48      Den omstændighed, at sagsøgeren er søn af en person, som Rådet anser for at have draget fordel af militærregimet i Myanmar, indebærer ikke, at den krævede forbindelse til dette regime er til stede. Endvidere godtgør den omstændighed, at han var aktionær i en periode på to år i to af sin fars selskaber i Singapore, ikke, at han haft nogen som helst del i de fordele, som hans fars selskaber har modtaget fra militærregimet i Myanmar. Hverken sagsøgeren eller hans far har draget fordel af det nævnte regime.

49      Sagsøgeren har ligeledes bestridt, at de restriktive foranstaltninger, der er pålagt i medfør af artikel 60 EF og 301 EF, er nødvendige og hastende. Sagsøgeren har anført, at restriktive foranstaltninger, der finder anvendelse over for en person med den ene begrundelse, at denne direkte eller indirekte kan have haft gavn af de fordele, som selskaber tilhørende hans far formodes at have modtaget, ikke kan anses for »nødvendige hasteforanstaltninger« som omhandlet i disse bestemmelser. For at pålægge økonomiske sanktioner kræves det ifølge sagsøgeren, at sanktionerne er nødvendige, ikke kun i forhold til den generelle situation i et land, men også efter en undersøgelse af den særlige situation for den person, der rammes af de omhandlede restriktive foranstaltninger (Rettens dom af 31.1.2007, sag T-362/04, Minin mod Kommissionen, Sml. II, s. 2003, præmis 72-74).

50      Endelig skal artikel 60 EF og 301 EF ifølge sagsøgeren ikke fortolkes bredt, medmindre adskillelsen mellem EU-traktatens første og anden søjle anfægtes, og retsreglen, hvorefter supranationale organisationers beføjelse til at pålægge personer sanktioner skal fortolkes strengt, tilsidesættes.

51      Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, bestridt sagsøgerens argumentation.

 Rettens bemærkninger

52      Sagsøgeren har som led i det første anbringende bestridt, at artikel 60 EF og 301 EF udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for at vedtage den omtvistede forordning. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at disse bestemmelser skal fortolkes strengt, således at de ikke kan anvendes ved vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, der finder anvendelse på personer, der ikke har forbindelse til militærregimet i Myanmar. Ifølge sagsøgeren kan den omstændighed alene, at han er sin fars søn, ikke udgøre den nødvendige forbindelse til dette regime i overensstemmelse med artikel 60 EF og 301 EF. Hertil kommer, at indefrysningen af hans aktiver ikke udgør en »nødvendig hasteforanstaltning« som omhandlet i disse artikler.

53      Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at en institutions valg af hjemmel for en retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol (jf. Domstolens dom af 23.10.2007, sag C-440/05, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 9097, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

54      Det bemærkes ligeledes, at Rådet på grundlag af artikel 60, stk. 1, EF og efter fremgangsmåden i artikel 301 EF kan træffe de nødvendige hasteforanstaltninger med hensyn til kapitalbevægelser og betalinger over for de berørte tredjelande. Artikel 301 EF fastsætter udtrykkeligt muligheden for en handling fra Fællesskabets side for helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske forbindelser med et eller flere tredjelande.

55      Dermed skal de nødvendige hasteforanstaltninger, som vedtages på grundlag af de nævnte bestemmelser, iværksættes over for et tredjeland, således som det fremgår af ordlyden af artikel 60 EF og 301 EF.

56      Det skal således først undersøges, om den foranstaltning, der består i indefrysning af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer på grundlag af den omtvistede forordning, udgør en foranstaltning, der er iværksat over for et tredjeland.

57      For det første må det konstateres, at formålet med den omtvistede forordning er at forlænge og styrke de restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar. Det fremgår nemlig af sjette betragtning til den omtvistede forordning, at Rådet og det internationale samfund i en periode på over ti år gentagne gange bl.a. har fordømt militærregimet i Myanmars begrænsninger af de grundlæggende rettigheder, og at de af Rådet trufne restriktive foranstaltninger – på baggrund af regimets vedvarende og fortsatte alvorlige krænkelser af de grundlæggende rettigheder – havde til formål at fremme respekten for de grundlæggende rettigheder og derved tjene til at beskytte den offentlige moral.

58      Dermed er den omtvistede forordning generelt klart rettet mod et tredjeland, nemlig Unionen Myanmar.

59      I den forbindelse bemærkes, at den foreliggende sag skal holdes adskilt fra den sag, der gav anledning til Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47. De restriktive foranstaltninger, der var fastsat i den forordning, der var genstand for Kadi-sagen, dvs. Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførsel af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbuddet og om udvidelse af indefrysningen af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan (EFT L 139, s. 9), som var rettet direkte mod Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen samt personer med tilknytning hertil, og som følgelig blev truffet uden enhver tilknytning til et tredjelands styre, henhører nemlig ikke under anvendelsesområdet for artikel 60 EF og 301 EF (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 167).

60      For det andet bemærkes, at for at opfylde kravene i artikel 60 EF og 301 EF skal de restriktive foranstaltninger, der konkret rammer sagsøgeren, nemlig indefrysningen af hans midler og økonomiske ressourcer, udgøre restriktive foranstaltninger over for et tredjeland.

61      I den forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at begrebet tredjeland som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF kan omfatte lederne af et sådant land samt enkeltpersoner og enheder, som har tilknytning til disse ledere eller kontrolleres direkte eller indirekte af dem (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 166). For at kunne kvalificeres som en person med tilknytning til lederne i et tredjeland skal der være en tilstrækkelig forbindelse mellem den berørte enkeltperson og det omhandlede regime.

62      Sagsøgeren er optaget på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, der indeholder navnene på medlemmer af Myanmars regering og personer, enheder og organer med tilknytning til dem. Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren ikke er medlem af Myanmars regering. Han er således af Rådet opført på den nævnte liste som en person med tilknytning til denne regering.

63      Det skal herefter på baggrund af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 61, undersøges, om der findes en tilstrækkelig forbindelse mellem sagsøgeren og Myanmars ledere.

64      I det foreliggende tilfælde figurerer sagsøgerens navn under afsnit J i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, blandt de personer, der drager fordel af Myanmars regerings økonomiske politik, og de øvrige personer med tilknytning til regimet i dette land. Sagsøgeren angives som søn af Tay Za, hvis navn ligeledes figurerer under dette afsnit, og som er beskrevet som administrerende direktør for virksomhederne Htoo Trading Co. og Htoo Construction Co.

65      Det bemærkes, at Rådet i begrundelsen for den omtvistede forordning ikke har lagt til grund, at sagsøgeren har en direkte forbindelse til Myanmars regering. Rådet har påpeget, at sagsøgeren har en tilknytning til dette regime, da der er en indirekte forbindelse mellem ham og regimet. Det fremgår af den omtvistede forordning, at denne forbindelse mellem sagsøgeren og det omhandlede regime er skabt via den stilling, som hans far indtager som administrerende direktør for virksomhederne Htoo Trading Co. og Htoo Construction Co., hvilken stilling sagsøgeren antages at drage fordel af.

66      De må ligeledes konstateres, at Rådet med rette har fundet, at lederne af de største virksomheder i militærregimet i Myanmar, såsom sagsøgerens far i sin egenskab af administrerende direktør for virksomhederne Htoo Trading Co. og Htoo Construction Co., kunne kvalificeres som personer med tilknytning til dette regime. De nævnte virksomheders erhvervsmæssige aktiviteter kan nemlig ikke gennemføres i Myanmar uden opbakning fra regimet. Ledere af disse virksomheder drager i kraft af deres stilling fordel af landets økonomiske politik. Dermed er der en nær forbindelse mellem lederne af disse virksomheder og militærregimet.

67      Hvad angår disse lederes familiemedlemmer må det antages, at de drager fordel af ledernes stilling, således at der ikke er noget til hinder for at konkludere, at de ligeledes drager fordel af regeringens økonomiske politik.

68      Formodningen for, at familiemedlemmerne til ledere af et tredjelands store virksomheder ligeledes drager fordel af den økonomiske politik, som regeringen i dette land fører, kan imidlertid afkræftes, hvis en sagsøger er i stand til at påvise, at der ikke er en nær forbindelse til den leder, som sagsøgeren er i familie med.

69      Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han havde distanceret sig fra sin far således, at det ikke længere var muligt for ham via sin fars stilling som leder af en stor virksomhed at drage fordel af den økonomiske politik, som regeringen i Myanmar førte. Sagsøgeren har ganske vist oplyst under retsmødet, at han havde boet i Singapore med sin mor, siden han var 13 år, at han aldrig havde arbejdet for sin far, og at han ikke ejer aktier i Myanmars virksomheder. Han har imidlertid ikke redegjort for, hvor de midler, som gjorde det muligt for ham at være aktionær i to af sin fars selskaber i Singapore mellem 2005 og 2007, stammede fra.

70      Desuden kan en handling fra Fællesskabets side i medfør af artikel 301 EF udstrækkes til helt at afbryde de økonomiske forbindelser til et tredjeland. Rådet vil herefter i overensstemmelse med artikel 60 EF kunne træffe de nødvendige hasteforanstaltninger med hensyn til kapitalbevægelser og betalinger for at gennemføre en sådan handling. En generel handelsembargo over for et tredjeland ville berøre alle personer i Myanmar og ikke blot dem, der drager fordel af den økonomiske politik, som militærregimet i Myanmar fører, som følge af deres personlige situation i landet. I det foreliggende tilfælde må det så meget desto mere lægges til grund, at de restriktive foranstaltninger på grundlag af målrettede og selektive sanktioner, der rammer visse grupper af personer, som Rådet anser for tilknyttet det omhandlede regime, herunder familiemedlemmer til ledere af store virksomheder i det berørte tredjeland, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 60 EF og 301 EF.

71      En sådan fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med de humanitære betænkninger, der er forbundet med en generel handelsembargo. Indførelsen af målrettede sanktioner mod personer med tilknytning til det omhandlede regime, i stedet for en generel handelsembargo, vil nemlig kunne begrænse lidelserne for civilbefolkningen i det berørte land.

72      Det bemærkes ligeledes, at effektivitetshensyn begrunder, at familiemedlemmer inkluderes i de kategorier af personer, der rammes af de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar. Artikel 60 EF og 301 EF er således, for så vidt som de fastsætter en kompetence for Fællesskabet til at foreskrive restriktive foranstaltninger af økonomisk art med henblik på at gennemføre handlinger, som er besluttet inden for rammerne af den fælles udenrigs‑ og sikkerhedspolitik, udtryk for et implicit og underliggende formål, nemlig formålet om at muliggøre vedtagelsen af sådanne foranstaltninger ved en effektiv anvendelse af et fællesskabsinstrument (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 226). Inkluderingen af familiemedlemmer til ledere af store virksomheder forhindrer, at de omhandlede restriktive foranstaltninger omgås ved, at disse lederes aktiver overføres til medlemmer af deres familie.

73      I betragtning af det ovenstående må det i den foreliggende sag konkluderes, at der foreligger en tilstrækkelig forbindelse, som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF, mellem sagsøgeren og militærregimet i Myanmar. De restriktive foranstaltninger, der rammer sagsøgeren konkret, kan således anses for truffet over for et tredjeland.

74      Hvad dernæst angår sagsøgerens argument om, at indefrysningen af hans midler og økonomiske ressourcer ikke udgør en »nødvendig hasteforanstaltning« som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF, har sagsøgeren henvist til dommen i sagen Minin mod Kommissionen, nævnt ovenfor i 49 (præmis 72-74), om restriktive foranstaltninger, der er truffet med hensyn til Liberia, og som konkret rammer Charles Taylor og hans forbundsfæller. For at pålægge økonomiske sanktioner kræves det ifølge sagsøgeren, at sanktionerne er nødvendige ikke kun i forhold til den generelle situation i et land, men også efter en undersøgelse af den særlige situation for den person, der rammes af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

75      I dommen i sagen Minin mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 49, tog Retten imidlertid ikke stilling til begrebet nødvendige hasteforanstaltninger som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF. Retten efterprøvede blot, om de pålagte sanktioner havde en tilstrækkelig tilknytning til det berørte lands område eller dette lands styre, ved at undersøge, om disse sanktioner, der rammer en af Charles Taylors forbundsfæller, selv om Charles Taylor allerede var afsat fra præsidentembedet i Liberia på tidspunktet for vedtagelsen af den i denne sag omhandlede forordning, reelt havde til formål helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske forbindelser med et tredjeland.

76      Under alle omstændigheder bemærkes vedrørende spørgsmålet, om de restriktive foranstaltninger er nødvendige og hastende, at den omtvistede forordning blev vedtaget af Rådet med henblik på at gennemføre fælles holdning 2007/750 og fælles holdning 2006/318.

77      Endvidere er der ifølge retspraksis etableret en forbindelse mellem Fællesskabets handlinger i form af økonomiske sanktioner i henhold til artikel 60 EF og 301 EF og EU-traktatens mål på området for forbindelserne udadtil, herunder den fælles udenrigs‑ og sikkerhedspolitik (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 197). Artikel 60 EF og 301 EF er nemlig bestemmelser, som udtrykkeligt tager højde for, at en handling fra Fællesskabets side kan vise sig nødvendig for at virkeliggøre et af de mål, der specifikt er tillagt Den Europæiske Union i artikel 2 EU, nemlig iværksættelsen af en fælles udenrigs‑ og sikkerhedspolitik.

78      Hvad angår spørgsmålet, om de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar, og som konkret rammer sagsøgeren, er nødvendige, skal det således undersøges, om de i den omtvistede forordning fastsatte restriktive foranstaltninger går videre end, hvad der er nødvendigt for at gennemføre fælles holdning 2006/318 og fælles holdning 2007/750.

79      Det må konstateres, at de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar, og som konkret rammer sagsøgeren, udgør en del af gennemførelsen af disse fælles holdninger.

80      Den omtvistede forordnings artikel 11 gennemfører nemlig artikel 5 i fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750, hvad angår indefrysning af midler og økonomiske ressourcer. Sagsøgerens navn er opført i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, og til hvilket bilag den omtvistede forordnings artikel 11 henviser (jf. ovenfor i præmis 12, 14 og 15). Denne henvisning er i overensstemmelse med bilag II til fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2009/351, og med artikel 5 i fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750 (jf. ovenfor i præmis 6 og 7).

81      Hvad angår spørgsmålet, om de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar, og som konkret rammer sagsøgeren, er hastende, har sagsøgeren ikke fremført noget argument, der kan rejse tvivl herom.

82      På baggrund af det ovenstående må det konkluderes, at de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar, og som konkret rammer sagsøgeren, kan anses for nødvendige hasteforanstaltninger som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF.

83      Dette anbringende må følgelig forkastes.

 Anbringendet om manglende overholdelse af begrundelsespligten

 Parternes argumenter

84      Sagsøgeren har anført, at Rådet i tilfælde af indefrysning af aktiver er forpligtet til i sin oprindelige afgørelse at henvise til hver enkelt oplysning og hvert enkelt dokument, herunder nye dokumenter, der førte til vedtagelsen af afgørelsen, til de faktiske og retlige omstændigheder, som afgørelsen er baseret på, og til den egentlige og specifikke begrundelse for, at Rådet finder, at denne foranstaltning skal finde anvendelse på den berørte part.

85      Rådet vil endvidere i sine efterfølgende afgørelser om at opretholde indefrysningen af aktiver skulle inkludere de faktorer, der begrunder denne indefrysning i forhold til den omhandlede person, og angive den specifikke begrundelse for, at Rådet – efter en fornyet overvejelse – finder, at indefrysningen af aktiver fortsat er begrundet i forhold til denne person.

86      I det tilfælde, at den berørte part ikke har haft mulighed for at blive hørt før vedtagelsen af den oprindelige afgørelse om indefrysning af midler, er begrundelsespligten desuden så meget desto vigtigere, eftersom den udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af afgørelsen.

87      Endelig skal begrundelsen meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse vil ikke kunne afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer begrundelsen for retsakten under sagen for Retten, idet sagsøgeren da kun ville have lejlighed til i replikken at anføre sine anbringender mod denne begrundelse, hvilket ville være i strid med retten til en retfærdig rettergang og princippet om parternes ligestilling for Unionens retsinstanser.

88      I den foreliggende sag finder sagsøgeren ikke, at Rådet i den omtvistede forordning har angivet begrundelsen for, at hans navn er opført i bilag VI til den nævnte forordning, eller grunden til, at han enten er medlem af Myanmars regering eller en person med tilknytning hertil. Identifikationsoplysningerne »søn af Tay Za« yder ikke noget bidrag. Disse oplysninger angiver blot, at sagsøgeren er identificeret ved, at han har en far ved navn Tay Za. Hertil kommer, at Rådet ikke har præciseret, på hvilken måde sagsøgeren eller hans far har draget fordel af denne regerings økonomiske politik.

89      Sagsøgeren finder, at han i betragtning af sammenhængen burde være meddelt en særligt klar og tvingende begrundelse, da den omhandlede foranstaltning var meget drastisk og udgjorde et alvorligt indgreb i hans grundlæggende rettigheder. Der er endvidere ikke grundlag for at konkludere, at sagsøgeren har begået en fejl eller har udvist kulpøs adfærd, og den omhandlede foranstaltning kan ikke begrundes med hensyn, der er forbundet med den nationale sikkerhed eller terrorisme. Sagsøgeren har desuden anført, at han ikke har haft mulighed for at blive hørt, før Rådet vedtog den omhandlede foranstaltning, således at Rådets meddelelse af begrundelsen var hans eneste middel for at gøre brug af sine retsmidler.

90      Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke blev meddelt en begrundelse, da han første gang blev ramt af de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar. Sagsøgeren har heller ikke for de efterfølgende foranstaltninger modtaget nogen begrundelse for, at Rådet finder, at det fortsat er begrundet at have hans navn opført på listen over personer i bilag VI til den omtvistede forordning.

91      Sagsøgeren har bemærket, at han er ubekendt med hele den procedure, der førte til, at hans navn blev opført på listen over personer i bilag VI til den omtvistede forordning, og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne procedure.

92      Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, bestridt sagsøgerens argumentation.

 Rettens bemærkninger

93      Det bemærkes, at begrundelsespligten i henhold til fast retspraksis udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt, og som skal opfylde de krav, der er fastsat i retspraksis.

94      Forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, som er fastsat i artikel 253 EF, har for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for retsinstanserne, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende retsakt. Manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer grundene til retsakten under sagen for retsinstanserne. Det bemærkes, at for så vidt som den pågældende ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en oprindelige afgørelse om indefrysning af midler, er det endnu mere magtpåliggende, at begrundelsespligten overholdes, eftersom den udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter vedtagelsen af denne afgørelse kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af afgørelsen (jf. Rettens dom af 12.12.2006, sag T-228/02, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, Sml. II, s. 4665, herefter »OMPI-dommen«, præmis 138-140 og den deri nævnte retspraksis).

95      Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).

96      Ifølge denne retspraksis er Rådet – medmindre tvingende hensyn, der er forbundet med Fællesskabets og medlemsstaternes sikkerhed og varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor – forpligtet til at angive de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for den retlige begrundelse for dets foranstaltning, samt de betragtninger, der har ført til foranstaltningen. Begrundelsen for en sådan foranstaltning skal således angive de særlige og konkrete grunde til, at Rådet antager, at den relevante bestemmelse finder anvendelse på den berørte part (jf. OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 143 og 148 og den deri nævnte retspraksis).

97      Ved at vedtage den omtvistede forordning forlængede og styrkede Rådet i den foreliggende sag de restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar. I medfør af den nævnte forordnings artikel 11, stk. 1, indefryses alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af de enkelte medlemmer af Myanmars regering og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag VI. Det følger endvidere af forordningens artikel 11, stk. 2, at ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer hverken direkte eller indirekte må stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag VI.

98      På baggrund af det ovenstående var Rådet for at overholde begrundelsespligten således forpligtet til at angive grundene til, at det finder, at de restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar i almindelighed, og de foranstaltninger, der konkret rammer sagsøgeren i særdeleshed, er eller forbliver begrundede.

99      Hvad for det første angår de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, har Rådet i første betragtning til den omtvistede forordning generelt givet udtryk for sin bekymring over de manglende fremskridt hen imod demokratisering og over de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne i Myanmar i betragtning af den politiske situation i Myanmar, som var fortsat efter, at Rådet første gang indførte restriktive foranstaltninger over for dette land.

100    I anden betragtning til den omtvistede forordning har Rådet mindet om, at fælles holdning 2006/318 derfor fastsatte, at de restriktive foranstaltninger over for militærregimet i Myanmar og de personer, der nyder godt af regimet, eller som aktivt modarbejder national forsoning, respekt for menneskerettighederne og demokrati, skulle opretholdes. Rådet har ligeledes tilføjet, at de restriktive foranstaltninger i denne fælles holdning bl.a. omfattede indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende medlemmer af Myanmars regering og alle fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som var knyttet til den.

101    Rådet har i sjette betragtning til den omtvistede forordning påpeget, at det i over ti år gentagne gange havde fordømt militærregimet i Myanmars metoder. Rådet har tilføjet, at de restriktive foranstaltninger i den omtvistede forordning skulle bidrage til at fremme respekten for de grundæggende rettigheder og derved tjene til at beskytte den offentlige moral.

102    Det må herefter fastslås, at Rådet har angivet grundene til, at det traf og opretholdt restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar, og at Rådet har begrundet den omtvistede forordning tilstrækkeligt på dette punkt.

103    Hvad for det andet angår de restriktive foranstaltninger, der konkret rammer sagsøgeren, skal det bemærkes, at sagsøgeren var bekendt med den sammenhæng, som disse foranstaltninger indgik i. Den omtvistede forordning gennemfører nemlig fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750. Tredje og fjerde betragtning til fælles holdning 2006/318 redegør klart for Rådets overvejelser, der består i under hensyn til den politiske situation i landet at vedtage og opretholde restriktive foranstaltninger, der konkret rammer personer, som drager fordel af den politik, som Myanmars regering fører, samt disses familier.

104    I den forbindelse bemærkes ligeledes, at sagsøgeren første gang blev ramt af de restriktive foranstaltninger, der var truffet over for Unionen Myanmar, ved forordning nr. 2297/2003, som trådte i kraft i december 2003. Sagsøgeren har siden denne dato konstant været genstand for de omhandlede restriktive foranstaltninger. Rådets overvejelser, der bestod i at udvide de omhandlede restriktive foranstaltningers anvendelsesområde til personer, der drager fordel af den politik, som styret i Unionen Myanmar fører, samt disses familier, blev allerede angivet i tredje betragtning til fælles holdning 2003/297/FUSP, som blev gennemført ved den nævnte forordning.

105    Den omtvistede forordning havde således alene til formål at opretholde de nævnte restriktive foranstaltninger, der konkret rammer sagsøgeren. I mangel af væsentlige ændringer i de faktiske og retlige omstændigheder, der begrundede, at sagsøgerens navn blev opført blandt de personer, der drager fordel af den økonomiske politik, som regeringen i Myanmar fører, og andre personer med tilknytning til den, var Rådet ikke forpligtet til eksplicit at gentage grundene til, at visse restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, konkret rammer sagsøgeren.

106    Under alle omstændigheder bemærkes, at sagsøgeren ikke var ubekendt med grundene til, at sådanne restriktive foranstaltninger rammer ham direkte, eftersom han i stævningens punkt 37 har anført, at der kan være en risiko for, at hans far vil omgå indefrysningen af aktiver ved en eventuel overdragelse af midler til andre medlemmer af hans familie.

107    Hvad angår sagsøgerens argument om, at Rådet ikke har præciseret, på hvilken måde sagsøgeren eller hans far har draget fordel af den økonomiske politik, som Myanmars regering fører, skal det bemærkes, at navnet på sagsøgerens far, Tay Za, er opført på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, i sin egenskab af administrerende direktør for virksomhederne Htoo Trading Co. og Htoo Construction Co. Rådet har således i den omtvistede forordning godtgjort en forbindelse mellem sagsøgerens far og dennes stilling som administrerende direktør. Rådet har med hensyn til denne forbindelse i tilstrækkeligt omfang præciseret den måde, hvorpå sagsøgerens far har draget fordel af den nævnte regerings økonomiske politik. Denne fordel følger nemlig af hans stilling som administrerende direktør.

108    Det følger heraf, at Rådet har anført grundene til, at visse restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, konkret rammer sagsøgeren, samt begrundet den omtvistede forordning tilstrækkeligt på dette punkt.

109    Med hensyn til sagsøgerens argument om, at han ikke er bekendt med hele den procedure, der førte til, at hans navn blev optaget på listen over personer i bilag VI til den omtvistede forordning, bemærkes, at det fremgår af denne forordning, at Rådet har anvendt fremgangsmåden i artikel 301 EF.

110    I betragtning af det ovenstående har Rådet følgelig ikke tilsidesat begrundelsespligten, der følger af artikel 253 EF.

111    Dette anbringende må derfor forkastes.

 Anbringenderne om tilsidesættelse af visse grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet

112    Sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af ejendomsretten, en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang og en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolskontrol.

113    Retten anser det for hensigtsmæssigt at undersøge anbringenderne vedrørende en tilsidesættelse af processuelle rettigheder før anbringendet om en tilsidesættelse af ejendomsretten og anbringendet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

 Anbringendet om en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang

–       Parternes argumenter

114    Sagsøgeren har gjort gældende, at retten til forsvar under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt, er et grundlæggende retsprincip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat retsregler for proceduren. Princippet indebærer, at de adressater for en beslutning, hvis interesser i væsentlig grad berøres deraf, skal have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende.

115    En person, der er berørt af sanktioner, skal ifølge sagsøgeren informeres om de beviser og belastende faktorer, som påberåbes for at begrunde de foreslåede sanktioner, enten samtidig med den oprindelige afgørelse om indefrysning af aktiver eller så hurtigt som muligt efter vedtagelsen af denne afgørelse. Endvidere skal denne person gives en reel mulighed for at udtale sig om disse beviser og faktorer, herunder om de specifikke oplysninger, der har begrundet indefrysningen af aktiver og opretholdelsen af denne indefrysning. Sagsøgeren har tilføjet, at han skal have mulighed for at anmode om en øjeblikkelig revurdering af den oprindelige foranstaltning, og at der skal foretages en ny høring og underretning om beviselementer forud for de efterfølgende afgørelser.

116    Sagsøgeren finder ikke, at disse principper er respekteret i denne sag. Det forholder sig på samme måde med hensyn til det forbud mod at indrejse i eller transitere gennem en EU-medlemsstats område, der er fastsat i fælles holdning 2006/318.

117    Sagsøgeren har i sin replik tilføjet, at de sagsøgte i tilfælde af strafforfølgning skal underrettes hurtigt og fyldestgørende om anklagens karakter, de faktiske omstændigheder, som anklagen bygger på, og de handlinger, der lægges de sagsøgte til last, med henblik på at kunne udøve deres ret til forsvar.

118    Sagsøgeren har anført, at hans ret til forsvar i det foreliggende tilfælde er blevet tilsidesat. Sagsøgeren har tilføjet, at den omtvistede forordning ikke fastsætter nogen procedure for underretning om faktorer, der begrunder inkluderingen af de berørtes navne, og at den ikke indeholder nogen præcise faktuelle oplysninger, der begrunder afgørelsen om indefrysning af sagsøgerens aktiver og opretholdelse af denne foranstaltning.

119    Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, bestridt sagsøgerens argumentation.

–       Rettens bemærkninger

120    Med dette anbringende har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af hans ret til forsvar og navnlig en tilsidesættelse af retten til at blive gjort bekendt med de retlige og faktiske omstændigheder, der begrunder de restriktive foranstaltninger, på den ene side, og retten til effektivt at kunne fremsætte sine synspunkter til disse faktorer på den anden side.

121    I den forbindelse skal det bemærkes, at den foreliggende sag skal holdes adskilt fra den sag, der gav anledning til OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94. Sidstnævnte sag drejede sig nemlig om restriktive foranstaltninger truffet mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme. Disse foranstaltninger berørte de personer, der var optaget på de lister, som var medtaget som bilag til de omtvistede bestemmelser, umiddelbart og individuelt (OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 98) uden fastsættelse af restriktive foranstaltninger over for et tredjeland. Disse personer var således genstand for de omhandlede restriktive foranstaltninger, da de som sådan formodedes at være involveret i terror.

122    I den foreliggende sag rammes personer og enheder derimod konkret af de restriktive foranstaltninger, som Rådet har truffet over for et tredjeland, nemlig Unionen Myanmar, under hensyn til den politiske situation i landet. Disse restriktive begrænsninger vedrører dermed militærregimet i Myanmar. Rådet har, i stedet for at indføre en generel embargo over for dette land, fastsat målrettede og selektive sanktioner i den omtvistede forordning med individualisering af de kategorier af personer og enheder, der konkret rammes af de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for Unionen Myanmar. I det foreliggende tilfælde er det således ikke de berørte personer og enheders aktiviteter, der begrunder de omhandlede restriktive foranstaltninger, som Rådet har truffet, men deres tilhørsforhold til en bestemt generel kategori af personer og enheder, der har en funktion eller en stilling i den stat, der er genstand for sanktionerne. Sagsøgeren falder ind under denne sanktionsordning, da han er omfattet af kategorien familiemedlemmer til ledere af store virksomheder i Myanmar.

123    I tilfælde af, at sanktioner, der er indført over for et tredjeland, konkret rammer en person, drejer det sig således ikke om en procedure, der indledes over for denne person som omhandlet i OMPI-dommnen, nævnt ovenfor i præmis 94 (præmis 91). Den proces, der fører til vedtagelse af sanktioner over for en stat, som rammer visse kategorier af dens statsborgere, udgør ikke en procedure for disse kategorier af personer, inden for rammerne af hvilken de som individer kan pålægges sanktioner som omhandlet i den ovenfor i præmis 94 nævnte OMPI-doms præmis 91. En forordning, der indeholder sanktioner over for et tredjeland, som rammer visse kategorier af dette lands statsborgere, har karakter af en generel retsakt, selv om de berørte personer er identificeret ved navn. Det er korrekt, at en sådan forordning bebyrder dem direkte og individuelt og kan gøres til genstand for et søgsmål fra deres side. I en lovgivningsprocedure, der fører til vedtagelse af sanktioner over for et tredjeland, som rammer visse kategorier af dets statsborgere, finder retten til forsvar imidlertid ikke anvendelse på de pågældende. Disse personer har ikke ret til at deltage i udfærdigelsen af en sådan forordning, selv om de i sidste ende berøres individuelt heraf.

124    En specifik underretning om de retlige og faktiske omstændigheder, der begrunder de omhandlede restriktive foranstaltninger, var under alle omstændigheder ikke påkrævet før vedtagelsen af den omtvistede forordning i betragtning af, at forordningen har til formål at opretholde allerede trufne restriktive foranstaltninger. Det bemærkes i den forbindelse, at den omtvistede forordning gennemfører fælles holdning 2006/318 og 2007/750, der blev offentliggjort i Tidende, og som angiver alle de retlige og faktiske omstændigheder, der begrunder vedtagelsen og opretholdelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

125    Rådets overvejelser, der består i, under hensyn til den politiske situation i landet, at vedtage og opretholde restriktive foranstaltninger, der konkret rammer personer, som drager fordel af den politik, som Myanmars regering fører, samt disses familier, fremgår klart af tredje og fjerde betragtning til fælles holdning 2006/318. I den forbindelse skal det endvidere bemærkes, at sagsøgerens navn og navnet på sagsøgerens far figurerer i bilag II til fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2009/351, og at disse henvisninger ud fra et indholdsmæssigt synspunkt svarer til bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009 (jf. præmis 80 ovenfor). Det bemærkes dernæst, sagsøgeren har været bekendt med Rådets argumentation for at udstrække anvendelsesområdet for de omhandlede restriktive foranstaltninger til personer, der drager fordel af den politik, som styret i Unionen Myanmar fører, samt disses familier, siden han første gang blev ramt af de foranstaltninger, der blev fastsat i forordning 2297/2003, der trådte i kraft i december 2003 (jf. præmis 24 og 25 ovenfor). Rådet har nemlig angivet denne argumentation i tredje betragtning til fælles holdning 2003/297, der blev gennemført ved den nævnte forordning.

126    Det må således konstateres, at sagsøgeren i denne sag var bekendt med de relevante retlige og faktiske faktorer før Rådets vedtagelse af den omtvistede forordning.

127    Sagsøgeren har hvad angår sit argument om, at en høring før vedtagelsen af den omtvistede forordning var nødvendig, under retsmødet præciseret, at Rådet burde have opfordret ham til at fremsætte sine synspunkter før vedtagelsen af den nævnte forordning.

128    Den må hertil fastslås, at der ikke var noget til hinder for, at sagsøgeren kunne fremsætte sine synspunkter over for Rådet i rette tid før vedtagelsen af den omtvistede forordning.

129    Sagsøgerens aktiver og økonomiske ressourcer blev nemlig indefrosset første gang i medfør af de restriktive foranstaltninger, der blev fastsat i forordning nr. 2297/2003, der trådte i kraft i december 2003. Den indefrysning bestod indtil vedtagelsen af den omtvistede forordning, der gennemfører fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750, herunder bilag II, hvori sagsøgerens navn er nævnt.

130    De fælles holdninger, der lå til grund for de fællesskabsbestemmelser, som gennemfører de omhandlede restriktive foranstaltninger, var tidsmæssigt begrænsede. Navnlig fælles holdning 2006/318 finder i medfør af holdningens artikel 10, stk. 2, anvendelse i en periode på 12 måneder fra den 30. april 2006. Denne fælles holdning blev jævnligt forlænget for perioder på kun et år (jf. præmis 3 og 5 ovenfor). Endvidere fremgår det af artikel 9 i fælles holdning 2006/318, at denne holdning overvåges og forlænges eller ændres, alt efter tilfældet. I betragtning af de overvejelser, der begrunder de restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar i fælles holdning 2006/318 og 2007/750, som konkret rammer sagsøgeren, og som han havde kendskab til (jf. præmis 124 og 125 ovenfor), og den politiske situation i Myanmar, kunne sagsøgeren ikke forvente, at hans navn blev slettet af listen i bilag II til fælles holdning 2006/318 i forbindelse med de regelmæssige forlængelser og ændringer af den nævnte fælles holdning. Han måtte derimod gå ud fra, at hans navn ligeledes ville være opført i bilag II til denne fælles holdning efter disse forlængelser og ændringer, hvilket også var tilfældet.

131    Under disse omstændigheder ville Rådet reelt kunne have taget en udtrykkelig intervention fra sagsøgerens side i betragtning og medtaget sagsøgerens synspunkt ved den regelmæssige revurdering af spørgsmålet om at bibeholde navne i bilag II til fælles holdning 2006/318. Eftersom den omtvistede forordning bl.a. gennemfører fælles holdning 2006/318, som ændret ved fælles holdning 2007/750, skulle bilag VI til den omtvistede forordning, for så vidt angår sagsøgeren, svare til bilag II til fælles holdning 2006/318 (jf. præmis 76-80 ovenfor). I betragtning af det ovenstående kunne sagsøgeren have gjort Rådet bekendt med sine synspunkter i rette tid inden vedtagelsen af den omtvistede forordning.

132    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at en eventuel manglende forudgående høring er uden relevans for aktens lovlighed, da en sådan høring ikke ville have ført til et andet resultat (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-310/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 31, og af 8.7.1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4235, præmis 80-82). Hverken sagsøgerens bemærkninger i skrivelsen af 15. maj 2008 til Rådet eller de retlige eller faktiske synspunkter, som er fremlagt under den foreliggende retssag, indeholder vigtige, supplerende oplysninger, der kan føre til, at Rådet anlægger en anden vurdering af den politiske situation i Myanmar eller af sagsøgerens særlige situation. Sagsøgeren har nemlig hverken bestridt den fremstilling af den politiske situation i Myanmar, der fremgår af den omtvistede forordning, eller sin fars arbejdsmæssige stilling eller sin familiemæssige relation til sin far, som anført i bilag VI til den nævnte forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009. Det er heller ikke godtgjort, at han havde distanceret sig fra sin far, således at dennes stilling som leder af en stor virksomhed ikke længere er relevant for ham (jf. præmis 69 ovenfor).

133    Hertil kommer, at der skal tages hensyn til, at Rådet i meddelelse af 11. marts 2008, selv om denne endnu ikke var offentliggjort på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning, nævnte muligheden for, at de berørte personer og enheder til enhver tid kan sende Rådet en anmodning, vedlagt den fornødne dokumentation, om en fornyet overvejelse af beslutningen om at tilføje og bibeholde deres navne på de omhandlede lister. I den foreliggende sag anmodede sagsøgeren ved skrivelse af 15. maj 2008 Rådet om at oplyse ham om de faktiske omstændigheder, som lå til grund for, at hans navn var opført på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, og om at slette hans navn fra listen. Rådet besvarede denne henvendelse ved skrivelse af 26. juni 2008, hvori det forklarede baggrunden for, at sagsøgerens navn var bibeholdt på denne liste.

134    Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at hans ret til forsvar ikke er respekteret i denne sag, med hensyn til det forbud mod at indrejse i eller transitere gennem en EU-medlemsstats område, der er fastsat i fælles holdning 2006/318, er det tilstrækkeligt at bemærke, at sådanne foranstaltninger ikke er indeholdt i den omtvistede forordning. Som det fremgår af artikel 4, stk. 1, i den nævnte fælles holdning, skal disse foranstaltninger gennemføres af medlemsstaterne og ikke af Fællesskabet. Retten er ikke kompetent til at tage stilling til en fælles holdning, der er vedtaget med hjemmel i artikel 15 EU.

135    Dette anbringende må derfor forkastes.

 Anbringendet om en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolskontrol

–       Parternes argumenter

136    Sagsøgeren har gjort gældende, at retten til en effektiv domstolskontrol af lovligheden af en afgørelse om indefrysning af aktiver skal udstrække sig til at omfatte en vurdering af de forhold og omstændigheder, der er påberåbt som begrundelse herfor, og til de beviser og oplysninger, som denne vurdering er baseret på.

137    Den omtvistede forordning fastsætter efter sagsøgerens opfattelse ingen af disse grundlæggende rettigheder. Der findes ingen bestemmelse om adgangen til at indbringe forordningen for en domstol. Muligheden for at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten udgør ikke en effektiv søgsmålsadgang i denne forstand. Sagsøgeren finder, at det er nødvendigt at foretage en kontrol og en undersøgelse af indholdet i de grunde, der har begrundet, at han er optaget på listen. Retten skal være i stand til at kontrollere f.eks., om formforskrifterne og reglerne om begrundelse har været overholdt, om de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt rigtige, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, og om der er begået magtfordrejning.

138    Sagsøgeren har tilføjet, at den omstændighed, at retten til effektiv domstolskontrol er tilsidesat, skærpes yderligere af de vanskeligheder, som sagsøgeren er stødt på i sine bestræbelser på at anfægte det forbud mod indrejse i og transit gennem EU-medlemsstaternes områder, der er fastsat i fælles holdning 2006/318.

139    Sagsøgeren har anført, at det er umuligt for ham at forsvare sine rettigheder under tilfredsstillende betingelser for Unionens retsinstanser for så vidt angår det bevismateriale, som er brugt imod ham. Retten er følgelig ikke i stand til at kontrollere, om den omtvistede forordning er lovlig i forhold til sagsøgeren. Denne forordning fastsætter ifølge sagsøgeren ingen procedure, der gør det muligt for ham at gøre sine argumenter gældende for så vidt angår det bevismateriale, som er brugt imod ham.

140    Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, bestridt sagsøgerens argumentation.

–       Rettens bemærkninger

141    Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at borgerne skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af fællesskabsretten, idet retten til en sådan beskyttelse hører til de almindelige retsgrundsætninger, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som tillige er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) og bekræftet ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1) (jf. Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 335, og OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

142    I modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, er garantien for retten til en effektiv domstolsbeskyttelse effektivt sikret ved de berørte parters ret til at anfægte afgørelsen om indefrysning af deres midler ved et annullationssøgsmål ved Retten (jf. i denne retning OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 152 og den deri nævnte retspraksis).

143    Det bemærkes i den forbindelse, at Rådet ikke udtrykkeligt skal nævne denne søgsmålsmulighed i den omtvistede forordning. Eftersom annullationssøgsmålet er en del af det almindelige søgsmålssystem i EF-traktaten, ligger det fast, at sagsøgeren under de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, ligeledes havde adgang til domstolsprøvelse. Det må under alle omstændigheder fastslås, at Rådet i meddelelse af 11. marts 2008 udtrykkeligt henledte de berørte personer og enheders opmærksomhed på muligheden for at indbringe Rådets afgørelse for Retten.

144    Hvad angår omfanget af den kontrol, som Retten udøver, skal det medgives, at Rådet råder over en vid skønsbeføjelse med hensyn til de forhold, der i overensstemmelse med en fælles holdning, vedtaget i henhold til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan tages i betragtning med henblik på at vedtage foranstaltninger i form af økonomiske sanktioner i medfør af artikel 60 EF og 301 EF. Navnlig må retsinstanserne ikke sætte deres bedømmelse af de beviser, faktiske forhold og omstændigheder, der begrunder vedtagelse af sådanne foranstaltninger, i stedet for den af Rådet foretagne bedømmelse, eftersom Rettens prøvelse af lovligheden af afgørelserne om indefrysning af midler skal begrænse sig til en kontrol af, om formforskrifterne og reglerne om begrundelse har været overholdt, om de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt rigtige, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. OMPI-dommen, nævnt ovenfor i præmis 94, præmis 159 og den deri nævnte retspraksis).

145    For at en sådan kontrol kan være effektiv, er den omhandlede institution forpligtet til at overholde begrundelsespligten (jf. præmis 95 ovenfor). Som det imidlertid fremgår af gennemgangen af anbringendet vedrørende begrundelsespligten, har Rådet i denne sag begrundet indførelsen af restriktive foranstaltninger i tilstrækkeligt omfang (jf. præmis 93-111 ovenfor).

146    Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at den omstændighed, at retten til effektiv domstolskontrol er tilsidesat, yderligere skærpes af de vanskeligheder, som sagsøgeren er stødt på i sine bestræbelser på at anfægte det forbud mod indrejse i og transit gennem EU-medlemsstaternes områder, der er fastsat i fælles holdning 2006/318, bemærkes, at selv om det lægges til grund, at medlemsstaterne har gennemført en sådan foranstaltning, hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort i den foreliggende sag, har Retten ikke kompetence til at tage stilling til et sådant forbud (jf. præmis 134 ovenfor).

147    Det følger heraf, at dette anbringende må forkastes.

 Anbringenderne om, at ejendomsretten og proportionalitetsprincippet er tilsidesat

148    I betragtning af sammenhængen mellem sagsøgerens argumenter til støtte for henholdsvis en tilsidesættelse af ejendomsretten og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet er det hensigtsmæssigt at bedømme disse anbringender samlet.

–       Parternes argumenter

149    Sagsøgeren har gjort gældende, at opførelsen af hans navn i den omtvistede forordning udgør et uforholdsmæssigt indgreb i hans ejendomsret.

150    En tidsubestemt indefrysning af en persons aktiver udgør ifølge sagsøgeren et »vidtgående indgreb i den fredelige udnyttelse af ejendom«. Denne restriktion er ikke begrundet i det foreliggende tilfælde, eftersom sagsøgeren ikke har en tilknytning til styret, og hans far ikke har forsøgt at omgå indefrysningen af sine egne aktiver ved at overføre midler til andre medlemmer af sin familie.

151    Sagsøgeren har anført, at dette indgreb endvidere er uforholdsmæssigt, eftersom konsekvenserne af indefrysningen af hans aktiver er »omfattende« og »alvorlige«. Den omtvistede forordninger anordner ifølge sagsøgeren indefrysning af samtlige hans midler og samtlige de midler og økonomiske ressourcer, han har til rådighed.

152    Virkningerne af den omtvistede forordning er endda mere omfattende i kombination med det forbud mod at indrejse i eller rejse gennem medlemsstaternes områder, der er fastsat i fælles holdning 2006/318.

153    Sagsøgeren har i replikken anført, at med henblik på at bedømme, om de omhandlede restriktive foranstaltninger er forholdsmæssige, skal de procedurer, der finder anvendelse, betragtes ud fra et generelt synspunkt. Til trods for, at der findes en mekanisme for regelmæssig overvågning af de omhandlede restriktive foranstaltninger, og til trods for, at der findes en bestemmelse, der gør det muligt at frigive midler for at dække de basale behov, udgør den omhandlede foranstaltning en uforholdsmæssig begrænsning af ejendomsretten.

154    Hvad angår den regelmæssige overvågning af hans situation har sagsøgeren anført, at denne overvågning aldrig kan føre til ophævelsen af de restriktive foranstaltninger, der finder anvendelse over for ham, da han ikke kan ændre den omstændighed, at »han er sin fars søn«.

155    Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, bestridt sagsøgerens argumentation.

–       Rettens bemærkninger

156    Ifølge Domstolens faste praksis hører ejendomsretten, der bl.a. er knæsat i artikel 6, stk. 2, EU samt i artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK og bekræftet i artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til fællesskabsrettens almindelige grundsætninger. Den er dog ikke en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Ejendomsretten kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, som Fællesskabet forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve den beskyttede rettigheds kerne (jf. Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 355 og 356 og den deri nævnte retspraksis).

157    Det bemærkes, at selv om indefrysningen af sagsøgerens aktiver, som er en retsbevarende foranstaltning, ikke tilsigter at fratage sagsøgeren hans ejendom, indeholder denne foranstaltning en begrænsning i sagsøgerens udøvelse af sin ejendomsret. Denne begrænsning skal kvalificeres som omfattende med hensyn til den generelle rækkevidde af foranstaltningen om indefrysning og i betragtning af, at foranstaltningen i medfør af forordning nr. 2297/2003 har fundet anvendelse siden december 2003 (jf. præmis 24 ovenfor).

158    Herefter opstår spørgsmålet om, hvorvidt denne begrænsning af sagsøgerens udøvelse af sin ejendomsret er begrundet.

159    I denne henseende skal der ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis være rimelig forholdsmæssig sammenhæng mellem de anvendte midler og det mål, der søges opnået. Det skal således undersøges, om balancen mellem hensynet til almenvellet og hensynet til den eller de berørte enkeltpersoner er opretholdt. Herved skal lovgiver indrømmes en betydelig skønsmargin med hensyn til såvel at vælge de nærmere gennemførelsesbestemmelser som at afgøre, om konsekvenserne heraf er begrundede – i almenvellets interesse – i hensynet til at opnå formålet med den omhandlede lovgivning (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 360; jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30.8.2007, J.A. Pye (Oxford) Ltd og J.A. Pye (Oxford) Land Ltd mod Det Forenede Kongerige, endnu ikke trykt i Reports of Judgments and Decisions, §§ 55 og 75).

160    Det bemærkes endvidere, at betydningen af de formål, som forfølges med en forordning, der fastsætter sanktioner, kan begrunde selv betydelige negative følger for visse berørte personer, herunder personer, der ikke har noget ansvar for den situation, der har ført til vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger, men som bl.a. påvirkes i udøvelsen af deres ejendomsret (jf. i denne retning Domstolens dom af 30.7.1996, sag C-84/95, Bosphorus, Sml. I, s. 3953, præmis 22 og 23, og Rettens dom af 12.7.2006, sag T-49/04, Hassan mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 52*, summarisk offentliggørelse, præmis 99 og 100; jf. ligeledes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30.6.2005, Bosphorus Hava Yolları Turizm ve Ticaret Anonim Şirketi mod Irland, Reports of Judgments and Decisions, 2005-VI, §§ 166 og 167).

161    I den foreliggende sag fremgår det af sjette betragtning til den omtvistede forordning, at forordningen på baggrund af militærregimet i Myanmars vedvarende og fortsatte alvorlige krænkelser af de grundlæggende rettigheder har til formål gennem forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, at bidrage til at fremme respekten for de grundlæggende rettigheder og derved tjene til at beskytte den offentlige moral.

162    Rådet har med rette fundet, at det formål af almen interesse, som den omtvistede forordning forfølger, er grundlæggende for det internationale samfund. Som Rådet har fremhævet i svarskriftet, bemærkes, at Den Europæiske Union, tredjestater, internationale organer og ikke-statslige organisationer igennem adskillige år har bestræbt sig på at udøve pres på forskellige måder på militærregimet i Myanmar og personer med tilknytning til styret med henblik på at forbedre den politiske situation i landet.

163    I betragtning af betydningen af et sådant formål af almen interesse kan indefrysningen af samtlige midler og økonomiske ressourcer, der tilhører medlemmer af Myanmars regering og personer med tilknytning hertil, ikke i sig selv anses for uegnet eller uforholdsmæssig (jf. i denne retning Bosphorus-dommen, nævnt ovenfor i præmis 160, præmis 26, samt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bosphorus Hava Yolları Turizm ve Ticaret Anonim Şirketi mod Irland, nævnt ovenfor i præmis 160, § 167).

164    Det skal ligeledes bemærkes, at balancen mellem hensynet til almenvellet og hensynet til sagsøgerens interesser er opretholdt i den omtvistede forordning.

165    De kompetente myndigheder i medlemsstaterne kan nemlig i medfør af den omtvistede forordnings artikel 13, stk. 1, tillade, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives eller stilles til rådighed. Denne undtagelse vedrører pengemidler eller økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at dække basale behov, og som er bestemt til betaling af honorarer og godtgørelser af udgifter i forbindelse med juridisk bistand, samt til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, eller som er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter.

166    Det bemærkes endvidere, at det følger af artikel 9 i fælles holdning 2006/318, at de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, løbende overvåges af Rådet. En sådan overvågning omfatter ligeledes spørgsmålet om bibeholdelse af personer, hvis navne er opført på listerne i bilag II til denne fælles holdning. Rådet anførte nemlig i meddelelse af 11. marts 2008, at de berørte personer og enheder til enhver tid kunne sende det en anmodning, vedlagt den fornødne dokumentation, om en fornyet overvejelse af beslutningen om at tilføje og bibeholde deres navne på disse lister.

167    Hvad angår sagsøgerens argument om, at en sådan individuel overvågning ikke kan føre til en ophævelse af de restriktive foranstaltninger, der finder anvendelse over for ham, da han ikke kan ændre den omstændighed, at »han er sin fars søn«, skal der henvises til, at en overvågning ikke nødvendigvis skal føre til en ophævelse af de restriktive foranstaltninger efter hver eneste anmodning herom. Denne individuelle overvågning har overvejende til formål at undgå, at en person, der ikke tilhører de kategorier af personer, der rammes af de restriktive foranstaltninger, bliver berørt, f.eks. en person, der ikke er leder af en stor virksomhed eller medlem af en sådan persons familie. Overvågningen er endvidere nødvendig for bedømmelsen af, om familiemedlemmerne til en leder af en stor virksomhed har distanceret sig fra denne leder. Der kan ikke generelt rejses tvivl om de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for et tredjeland. Det følger heraf i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, at den omstændighed, at han er søn af en leder af en stor virksomhed, ikke indebærer, at hans navn automatisk skal bibeholdes på listen over de personer, hvis aktiver skal indefryses, efter Rådets individuelle overvågning af afgørelsen om at tilføje eller bibeholde sagsøgerens navn på denne liste, eftersom sagsøgeren til enhver tid kan godtgøre, at han har distanceret sig fra sin far og ikke længere drager fordel af et tredjelands økonomiske politik.

168    Hvad angår de restriktioner vedrørende indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes områder vedrørende sagsøgeren, der er fastsat i artikel 4 i fælles holdning 2006/318, bemærkes, at selv om det lægges til grund, at medlemsstaterne har indført en sådan foranstaltning, hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort i den foreliggende sag, har Retten ikke kompetence til at tage stilling til en sådan foranstaltning (jf. ovenfor i præmis 134).

169    Endelig fremgår det af retspraksis, at de procedurer, der finder anvendelse, skal give den berørte person tilstrækkelig lejlighed til at tale sin sag over for de kompetente myndigheder. For at sikre overholdelsen af denne betingelse, som udgør et krav, der er uløseligt forbundet med artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK, skal de procedurer, der finder anvendelse, endvidere betragtes ud fra et generelt synspunkt (Kadi-dommen, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 368; jf. ligeledes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 20.7.2004, Bäck mod Finland, Reports of Judgments and Decisions, 2004-VII, § 56 og den deri nævnte retspraksis).

170    I den foreliggende sag har en gennemgang af de procedurer, der finder anvendelse, ikke givet belæg for en konklusion om, at sagsøgeren ikke har haft tilstrækkelig lejlighed til at tale sin sag over for de kompetente myndigheder (jf. ovenfor i præmis 120-135 og 141-147).

171    På baggrund af det ovenstående må det således konkluderes, at de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, og som konkret rammer sagsøgeren, er begrundede restriktioner, som respekterer proportionalitetsprincippet.

172    Anbringenderne vedrørende henholdsvis en tilsidesættelse af ejendomsretten og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet kan dermed ikke tiltrædes.

 Anbringenderne vedrørende en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, og en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

 Parternes argumenter

173    Sagsøgeren har i sin replik anført, at Rådets forklaringer i svarskriftet om baggrunden for, at hans navn er opført på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009, svarer til en strafferetlig sanktion over for ham.

174    Der blev ifølge sagsøgeren ikke rejst en anklage imod ham. Der blev endvidere hverken fremlagt noget bevis for en retsstridig handling eller for, at sagsøgeren drager fordel af den økonomiske politik, som Myanmars regering fører.

175    Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet har gjort sig skyldig i en inkonsekvent anvendelse af formodningen for, at han har draget fordel af den økonomiske politik, som Myanmars regering fører, i kraft af sin relation til sin far, idet Rådet ikke har indefrosset aktiver tilhørende børn af ledere af store virksomheder, hvis disse børn er mindreårige. Sagsøgerens aktiver blev således indefrosset for første gang, da han var 16 år gammel.

176    Dermed har Rådet ifølge sagsøgeren tilsidesat uskyldsformodningen og retssikkerhedsprincippet ved at indfryse aktiver tilhørende familiemedlemmer til ledere af store virksomheder på ubestemt tid.

177    Sagsøgeren har derudover anført, at Rådet har tilsidesat princippet om, at strafferetlige sanktioner skal være konkret rettet mod den berørte person. En person kan kun straffes for handlinger, der kan henføres til den pågældende personligt, og personen kan ikke straffes uden at have begået en retsstridig handling.

178    Rådet har, støttet af Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, repliceret, at sagsøgeren i replikken har rejst nye anbringender, som skal afvises i overensstemmelse med procesreglementets artikel 48, stk. 2. I øvrigt har Rådet bestridt sagsøgerens argumentation.

 Rettens bemærkninger

179    Sagsøgeren har i replikken påberåbt sig, at der foreligger en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, herunder særligt uskyldsformodningen, samt en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

180    Hvad angår anbringendet om en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, skal det indledningsvis bemærkes, at nye anbringender i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

181    Rådets overvejelser fremgår imidlertid klart og utvetydigt af den omtvistede forordning og gav sagsøgeren mulighed for at gøre sig bekendt med begrundelserne for de foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar (jf. ovenfor i præmis 93-111). Det må konstateres, at ifølge disse overvejelser udgør den foranstaltning, der består i at opføre sagsøgeren på listen i det omhandlede bilag, ikke en strafferetlig sanktion. I modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, har Rådet ikke suppleret denne begrundelse i svarskriftet ved at fremføre retlige eller faktiske omstændigheder vedrørende kvalifikationen af afgørelsen om at opføre sagsøgerens navn på listen over personer, der konkret rammes af disse foranstaltninger.

182    Anbringendet om en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, og særligt uskyldsformodningen, udgør således et nyt anbringende, der må afvises.

183    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke har karakter af straf. Eftersom de berørtes aktiver ikke beslaglægges som formuegoder forbundet med en kriminel handling, men indefryses som en retsbevarende foranstaltning, udgør disse foranstaltninger ikke en strafferetlig sanktion, og de indebærer i øvrigt ikke nogen anklage af denne art (Rettens dom af 11.7.2007, sag T-47/03, Sison mod Rådet, Sml. II, s. 73*, summarisk offentliggørelse, præmis 101).

184    For så vidt angår sagsøgerens argument om, at der ikke er fremlagt noget bevis for, at han har begået en retsstridig handling, skal det bemærkes, at artikel 60 EF og 301 EF ikke kræver, at sagsøgeren skal have begået sådanne handlinger, for at de restriktive foranstaltninger finder anvendelse over for ham.

185    Hvad angår sagsøgerens argument om, at der ikke er fremlagt noget bevis for, at han drager fordel af den økonomiske politik, som Myanmars regering fører, skal det bemærkes, at når visse restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, konkret rammer sagsøgeren, skyldes dette formodningen for, at familiemedlemmerne til ledere af et tredjelands store virksomheder ligeledes drager fordel af den økonomiske politik, som regeringen i dette land fører, hvilken formodning kan afkræftes, hvis en sagsøger er i stand til at påvise, at der ikke er en nær forbindelse til den leder, som sagsøgeren er i familie med, således at han ikke drager nogen fordel af denne økonomiske politik. Det tilkommer således ikke Rådet at føre bevis for, at sagsøgeren drager fordel af den økonomiske politik, som regeringen i Myanmar fører.

186    Hvad dernæst angår anbringendet om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet kritiserer sagsøgeren Rådet for at have indefrosset hans aktiver på ubestemt tid.

187    Det må konstateres, at der ikke er tale om et nyt anbringende som omhandlet i procesreglementets artikel 48, stk. 2, men om en tilføjelse til et anbringende, som tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som bør admitteres (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 435 og den deri nævnte retspraksis). Dette anbringende blev således påberåbt i forbindelse med anbringenderne om henholdsvis en tilsidesættelse af ejendomsretten og proportionalitetsprincippet (jf. ovenfor i præmis 140-151). Sagsøgerens anbringende om, at hans aktiver er indefrosset på ubestemt tid, blev forkastet i forbindelse med bedømmelsen af disse anbringender (jf. ovenfor i præmis 167). Det skal her tilføjes, at de fælles holdninger, som Rådet har vedtaget med henblik på at indføre og opretholde de omhandlede restriktive foranstaltninger, er tidsmæssigt begrænsede (jf. ovenfor i præmis 3 og 5).

188    Sagsøgeren har endelig hævdet, at Rådet har gjort sig skyldig i en inkonsekvent anvendelse af formodningen for, at han har draget fordel af den økonomiske politik, som Myanmars regering fører, i kraft af sin relation til sin far, idet Rådet ikke har indefrosset aktiver tilhørende børn af ledere af store virksomheder, hvis disse børn er mindreårige. Sagsøgerens aktiver blev nemlig indefrosset første gang, da han var 16 år. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at en begrænsning af sanktionerne i form af at undtage mindreårige fra den kreds af personer, der konkret rammes af de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Unionen Myanmar, ikke kan føre til, at sagsøgerens navn er opført retsstridigt på listen i bilag VI til den omtvistede forordning, som ændret ved forordning nr. 353/2009. Desuden bemærkes, at Rådet i sjette betragtning til fælles holdning 2006/340/FUSP og sjette betragtning til fælles holdning 2006/318 har forklaret sin politik, hvorefter de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke bør være rettet mod børn under 18 år.

189    Det følger heraf, at anbringenderne om, at der foreligger en tilsidesættelse af dels de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, dels af retssikkerhedsprincippet, må forkastes.

190    På baggrund af det ovenstående frifindes Rådet i det hele.

 Sagens omkostninger

191    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Desuden bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4.

192    Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges ham at bære sine egne omkostninger og betale Rådets omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Pye Phyo Tay Za bærer sine egne omkostninger og betaler Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.

3)      Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

Martins Ribeiro Wahl Dittrich

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. maj 2010.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Proceduren og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  De processuelle følger af ændringen af bilag VI til den omtvistede forordning ved forordning nr. 353/2009

2.  Realiteten

Anbringendet om, at den omtvistede forordning savner retsgrundlag

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Anbringendet om manglende overholdelse af begrundelsespligten

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Anbringenderne om tilsidesættelse af visse grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet

Anbringendet om en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Anbringendet om en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolskontrol

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Anbringenderne om, at ejendomsretten og proportionalitetsprincippet er tilsidesat

–  Parternes argumenter

–  Rettens bemærkninger

Anbringenderne vedrørende en tilsidesættelse af de retsprincipper, der følger af den karakter af straf, der er forbundet med indefrysningen af aktiver, og en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.