Language of document : ECLI:EU:F:2014:40

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

20. marts 2014

Sag F-44/13

Françoise Michel

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – løn – tjeneste i et tredjeland – godtgørelse for levevilkårene – beregning af godtgørelsen – fejlagtig hensyntagen til skat af en efterladtepension – ansættelsesmyndighedens fejl – påstand om erstatning af det lidte tab – lønsedlernes endelige karakter – forældelsesfrist, som kan gøres gældende over for tjenestemanden – vedtægtens artikel 85 – finder ikke anvendelse – procesreglementets artikel 76 – åbenbart, at sagen skal afvises«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Françoise Michel i det væsentligste har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 25. janvier 2013 truffet af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed, hvorved denne myndighed kun delvis gav hende medhold i hendes klage, ved med en begrundelse om, at ansøgningen var fremsat for sent, at afslå at betale hende fuld erstatning for et tab i forbindelse med en forkert beregning, som havde strakt sig over næsten ti år, af det beløb, som hun skulle have udbetalt i godtgørelse for levevilkårene.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Françoise Michel bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – anbringender – en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ikke anfægtet som ulovlig inden for fristerne – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemandssager – erstatningskrav fremsendt til en institution – påberåbelse af vanskeligheder ved forståelsen af de regler, der gælder for hans løn med henblik på at begrunde, at kravet er for sent indgivet – ikke tilladt – administrationens frivillige udbetaling af en godtgørelse ved anvendelse af den af sagsøgeren krævede beregning – anvendelighed af fristen vedrørende krav om fejlagtigt udbetalte beløb – udelukket

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85, stk. 2, og art. 90, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – løn – ret til morarenter – betingelser

1.      En tjenestemand eller anden ansat, der har undladt at anfægte retsakter, der indeholder et klagepunkt, ved i rette tid at indgive en klage og senere anlægge et annullationssøgsmål, kan ikke råde bod på denne undladelse og på den måde opnå nye søgsmålsfrister gennem en erstatningspåstand, som indgives efterfølgende, og hvis formål klart er at opnå et økonomisk resultat, der er identisk med det, som ville have været resultatet af et søgsmål anlagt i rette tid med påstand om annullation af disse akter.

(jf. præmis 45)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. juli 1993, sag T-20/92, Moat mod Kommissionen, præmis 46

Personaleretten: 28. september 2011, sag F-12/11, Hecq mod Kommissionen, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis

2.      Klage- og søgsmålsfristerne, som er præceptive, og som hverken parterne eller EU’s retsinstanser kan råde over, har til formål i Unionens institutioner at værne om retssikkerheden, som er nødvendig for, at disse kan fungere hensigtsmæssigt, således at det undgås, at Unionens retsakter, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i ubegrænset tid, og således at enhver form for forskelsbehandling eller vilkårlig behandling i retsplejen undgås. Muligheden for at indgive en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, gør det således ikke muligt for tjenestemanden at tilsidesætte klage- og søgsmålsfristerne efter vedtægtens artikel 90 og 91 ved at udnytte en sådan efterfølgende ansøgning til indirekte at anfægte en tidligere beslutning, som ikke var blevet anfægtet inden for den gældende frist.

I denne forbindelse gælder, at den omstændighed, at en institution accepterer at realitetsbehandle en klage, som er delvis for sent indbragt og således ikke kan antages til realitetsbehandling som følge af nævnte fristers ufravigelige karakter, ikke kan bevirke, at ordningen med præceptive frister fraviges.

(jf. præmis 46 og 68)

Henvisning til:

Domstolen: 13. november 1986, sag 232/85, Becker mod Kommissionen, præmis 8

Retten i Første Instans: 29. januar 1997, sag T-7/94, Adriansens m.fl. mod Kommissionen, præmis 27 og 33 og den deri nævnte retspraksis; 24. marts 1998, sag T-181/7, Meyer m.fl. mod Domstolen, præmis 31; 5. marts 2008, sag T-414/06 P, Combescot mod Kommissionen, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis

3.      En tjenestemand kan ikke begrunde den omstændighed, at hans erstatningskrav hvad angår beskatningsgrundlaget for hans løn er for sent indgivet, ved at påberåbe sig, at det var vanskeligt for ham at identificere og forstå de nærmere regler for beregningen. Enhver tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, formodes nemlig at kende vedtægten og nærmere bestemt de bestemmelser, der vedrører hans løn.

I øvrigt gælder, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden rent frivilligt besluttede med tilbagevirkende kraft at foretage en korrekt beregning af en godtgørelse til den pågældende, som han opfyldte betingelserne for at modtage, og som tidligere var blevet beregnet under hensyn til det omtvistede beskatningsgrundlag, kan ikke gøre det muligt for ham mutatis mutandis at påberåbe sig den frist på fem år, der er fastsat i vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum. Under alle omstændigheder begår en institution ingen tjenstlig fejl ved ikke at henlede tjenestemandens opmærksomhed på de nærmere regler for beregningen af en ydelse. Den situation, som en administration, der har ansvaret for at sikre udbetalingen af tusinder af lønudbetalinger og diverse tillæg til sine tjenestemænd og øvrige ansatte, befinder sig i, kan ikke sammenlignes med situationen for tjenestemanden, som har en personlig interesse i at kontrollere de månedlige udbetalinger, som han modtager.

(jf. præmis 52-54 og 69-73)

Henvisning til:

Domstolen: 18. marts 1975, forenede sager 44/74, 46/74 og 49/74, Acton m.fl. mod Kommissionen, præmis 29; 27. oktober 1987, forenede sager 176/86 og 177/86, Houyoux og Guery mod Kommissionen, præmis 9 og 14-16

Retten i Første Instans: 10. februar 1994, sag T-107/92, White mod Kommissionen, præmis 47; 5. november 2002, sag T-205/01, Ronsse mod Kommissionen, præmis 52; 16. maj 2007, sag T-324/04, F mod Kommissionen, præmis 144 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 12. marts 2014, sag F-128/12, CR mod Parlamentet, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis

4.      Når en fejl begået af administrationen ved anvendelsen af en vedtægtsbestemmelse ikke overstiger grænserne for de almindelige fejl og berigtigelser, der kan forekomme ved beregningen af de månedlige lønninger, begået enten til fordel for den pågældende tjenestemand eller modsat til skade for denne, er det normalt, at der, når disse fejl korrigeres, så snart de opdages, ikke kræves morarenter af hverken tjenestemanden eller administrationen, idet det forudsættes, at de berigtigelser, der foretages efter en klage eller et søgsmål, ikke, medmindre der er tale om exceptionelle tilfælde, som afslører, at ansættelsesmyndigheden har begået en alvorlig fejl, adskiller sig fra de almindelige berigtigelser.

I øvrigt og under alle omstændigheder kan tildeling af morarenter af et beløb, som institutionen tilsigter at tilbagebetale frivilligt, kun komme på tale, dels når størrelsen af hovedkravet ligger fast eller i det mindste kan fastsættes på grundlag af objektive oplysninger, der er godtgjorte, dels når den pågældende udbetaling efterfølgende er blevet uberettiget forsinket af administrationen.

(jf. præmis 80 og 82)

Henvisning til:

Domstolen: 13. oktober 1977, sag 106/76, Gelders-Deboeck mod Kommissionen, præmis 26-29

Retten i Første Instans: 12 marts 1996, sag T-361/94, Weir mod Kommissionen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis