RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

25. oktober 2012

Sag F-8/12

BY

mod

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)

»EASA’s personale – midlertidigt ansat – forudgående administrativ procedure – overensstemmelse mellem klage og søgsmål – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dennes artikel 106a, hvorunder BY har nedlagt påstand om erstatning for skade lidt som følge af direktøren for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs (herefter »EASA« eller »agenturets«) afgørelse af 10. juni 2011 om afskedigelse af sagsøgeren med virkning fra den. 15. december og for den psykiske chikane, som han har været udsat for i forbindelse med sin ansættelse hos agenturet.

Udfald: BY’s søgsmål afvises med undtagelse af påstanden om, at EASA betaler erstatning for den økonomiske skade lidt som følge af afskedigelsen, og kun for så vidt påstanden angår klagepunktet om tilsidesættelse af omsorgspligten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – retsakt i form af en afgørelse, der indeholder et klagepunkt – mulighed for erstatningssøgsmål uden påstand om annullation af retsakten – betingelser for antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – søgsmål som følge af administrationens pligt til at erstatte en skade, som en tjenestemand forvoldes af tredjemand – antagelse til realitetsbehandling – betingelse – udtømning af nationale retsmidler – undtagelse – ingen effektive klagemuligheder

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 2)

1.      Når der foreligger en bebyrdende afgørelse, der indeholder et klagepunkt i vedtægtens artikel 90, stk. 2’s forstand, skal den indledende procedure begynde med, at der indgives en klage over denne afgørelse, i hvilken forbindelse intet er til hinder for, at den berørte part allerede på dette stadium beslutter udelukkende at kræve erstatning for den skade, som afgørelsen har forvoldt ham, uden at kræve ophævelsen af denne.

For at søgsmålet skal kunne antages til realitetsbehandling kræves, at hverken klagens årsag eller genstand ændres. Dog drejer det sig her først og fremmest om erstatningskrav fremsat henholdsvis i klagen og i søgsmålet, i hvilken forbindelse forskellen på størrelsen af den erstatning, der kræves, ikke gør, at sagens genstand ændres, idet der i begge tilfælde er tale om krav på erstatning for skade forvoldt som følge af den anfægtede afgørelse. Desuden kan der både nedlægges påstand om erstatning i klagen eller for første gang i søgsmålet i forbindelse med, at en retsakt i form af en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, anfægtes. Så meget desto mere kan en krænket tjenestemand eller anden ansat ændre det i klagen krævede erstatningsbeløb under søgsmålet.

Med hensyn til årsagen til henholdsvis klagen og søgsmålet vil der for det andet normalt kun kunne være tale om ændringer af tvistens årsag og dermed tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse, såfremt den berørte part, idet han i klagen kun anfægter den formelle gyldighed af den for ham bebyrdende retsakt, herunder de proceduremæssige aspekter, i stævningen fremsætter materielle anbringender, eller i den modsatte situation, hvor den berørte part efter kun i sin klage at have bestridt det materielle indhold af den for ham bebyrdende retsakt indgiver en stævning, der indeholder anbringender vedrørende aktens formelle gyldighed, herunder de proceduremæssige aspekter.

(jf. præmis 41, 43, 45 og 46)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. maj 2005, sag T-284/02, Dionyssopoulou mod Rådet, præmis 61-63

Personaleretten: 21. februar 2008, sag F-4/07, Skoulidi mod Kommissionen, præmis 60-67; 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 109 og 120 og den deri nævnte retspraksis

2.      Formålet med vedtægtens artikel 24, stk. 2, er at erstatte tjenestemanden eller en anden ansat det tab, som han har lidt som følge af sådanne handlinger fra en tredjemands eller anden tjenestemands side, som er omhandlet i samme artikels stk. 1, såfremt han ikke kan opnå erstatning fra skadevolderen. Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand eller en anden ansat i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 24, stk. 2, kan kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab.

(jf. præmis 50)

Henvisning til:

Domstolen: 5. oktober 2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown, præmis 78

Retten i Første Instans: 9. marts 2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, præmis 148

Retten: 12. juli 2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q, præmis 67