Language of document : ECLI:EU:F:2015:26

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

26. marts 2015

Sag F-32/14

DO

mod

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA)

»Personalesag – ESMA’s ansatte – midlertidigt ansat – ikke forlængelse af en kontrakt – bedømmelsesrapport – for sen udarbejdelse af bedømmelsesrapporten – ingen sammenhæng mellem de generelle og de specifikke vurderinger«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder DO har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 13. august 2013 truffet af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat, med udløb den 15. februar 2014, samt af hans bedømmelsesrapporter for 2011 og 2012, dels om, at ESMA tilpligtes at betale erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

Udfald:      Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed frifindes. DO bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af ESMA.

Sammendrag

Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser, bortset fra tilfælde af faktiske fejl, åbenbart urigtige skøn eller magtfordrejning, at kontrollere rigtigheden af administrationens bedømmelse af en tjenestemands faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.

Det tilkommer navnlig ikke Personaleretten at sætte sin vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, der har til opgave at vurdere den bedømte persons arbejde, idet administrationen råder over et vidt skøn ved bedømmelsen af dens tjenestemænds arbejde.

(jf. præmis 64)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Cwik mod Kommissionen, T-96/04, EU:T:2005:376, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom Nastvogel mod Rådet, F-4/10, EU:F:2011:134, præmis 32