RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

10. juli 2014 (*)

»Personalesag – ansatte ved EIB – psykisk chikane – undersøgelsesprocedure – formandens afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af en klage – undersøgelsesudvalgets udtalelse – urigtig definition af psykisk chikane – adfærdens forsætlige karakter – konstateringen af, at der foreligger adfærd, der udgør psykisk chikane, og symptomer herpå – forsøg på at fastlægge årsagsforbindelse – foreligger ikke – usammenhængende udtalelse fra undersøgelsesudvalget – åbenbart urigtigt skøn – tjenstlige fejl – fortrolighedspligt – beskyttelse af personoplysninger – erstatningssøgsmål«

I sag F-103/11,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF,

CG, ansat ved Den Europæiske Investeringsbank, Sandweiler (Luxembourg), først ved advokat N. Thieltgen, derefter ved advokaterne J.-N. Louis og D. de Abreu Caldas,

sagsøger,

støttet af:

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS), først ved I. Chatelier og H. Kranenborg, derefter ved I. Chatelier og A. Buchta, som befuldmægtigede,

intervenient,

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved G. Nuvoli og T. Gilliams, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol (refererende dommer), og dommerne K. Bradley og J. Svenningsen,

justitssekretær: fuldmægtig J. Tomac,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. marts 2014,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 11. oktober 2011 har CG i det væsentlige nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som formanden for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) traf den 27. juli 2011 om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af hendes klage over psykisk chikane, og påstand om, at Banken tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som hun hævder at have lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, som følge af den psykiske chikane, hun hævder at være blevet udsat for, og som følge af de tjenstlige fejl, der kan tilskrives Banken.

 Retsforskrifter

2        I henhold til artikel 308 TEUF indeholdes Bankens vedtægter i en protokol, der knyttes som bilag til EUF-traktaten og til EU-traktaten, som den udgør en integrerende del af.

3        Ifølge artikel 7, stk. 3, litra h), i protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Banken skal styrelsesrådet godkende Bankens forretningsorden. Denne forretningsorden blev godkendt den 4. december 1958 og er siden blevet ændret flere gange. Det fremgår af forretningsordenen, at ordningerne for Bankens ansatte fastsættes af bestyrelsen.

4        Bestyrelsen vedtog Bankens personalevedtægt den 20. april 1960. Personalevedtægtens artikel 14 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, sondrer mellem tre kategorier af ansatte, afhængigt af hvilken stilling der varetages. Den første kategori omfatter ansatte, der varetager ledelsesopgaver, og er opdelt i to funktioner, nemlig funktionen »øverste ledelse« og »[f]unktion C«. Den anden kategori omfatter ansatte, der varetager konciperingsopgaver, og er opdelt i tre funktioner, nemlig »[f]unktion D«, »[f]unktion E« og »[f]unktion F«. Den tredje kategori omfatter ansatte, der varetager operationelle opgaver, og er opdelt i fire funktioner.

5        Personalevedtægtens artikel 41 bestemmer:

»Alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte afgøres af [Den Europæisk Unions] Domstol.

[…]«

6        Artikel 3.6 med overskriften »Værdighed på arbejdspladsen« i Bankens adfærdskodeks, der blev vedtaget den 1. august 2006 af Bankens bestyrelse (herefter »adfærdskodeksen«), bestemmer:

»Enhver form for chikane og intimidering er uacceptabel. Enhver, der har været offer for chikane eller intimidering, kan i henhold til Bankens politik for værdighed på arbejdspladsen rette henvendelse til direktøren for [Afdelingen for Menneskelig Ressourcer], uden at en sådan henvendelse kan give anledning til kritik af den pågældende. Banken er forpligtet til at udvise omsorg over for den berørte person og tilbyde den pågældende støtte.

3.6.1 Psykisk chikane

Ved psykisk chikane forstås fjendtlige eller upassende ord, adfærd eller handlinger, som en eller flere ansatte over en længere periode systematisk tilkendegiver eller udviser over for en anden ansat. Uhøflige bemærkninger eller uvenlige ord, der kommer til udtryk i forbindelse med et ophidset skænderi, udgør ikke psykisk chikane. Gentagne raseriudbrud, mobning, uhøflige bemærkninger eller sårende antydninger, der gentages regelmæssigt over en periode på flere uger eller måneder, udgør imidlertid utvivlsomt chikane på arbejdspladsen.

[…]«

7        I 2003 vedtog Banken den politik for værdighed på arbejdspladsen, der er nævnt i adfærdskodeksens artikel 3.6 (herefter »politikken«). Politikkens artikel 2.1 med overskriften »Definitionen af intimidering og chikane – hvad drejer det sig om?« bestemmer:

»[Adfærdskodeksens] punkt 3.6 bestemmer, at chikane ikke er acceptabel og indeholder en række definitioner på chikane. Der findes ikke en entydig definition af begrebet chikane, idet chikane og intimidering kan antage mange forskellige former. Chikane kan antage fysisk eller mundtlig karakter og udøves ofte over en periode, men kan også forekomme i form af alvorlige punktuelle begivenheder. Det er ikke relevant, om den omhandlede adfærd er forsætlig eller ej. Det afgørende er, om chikanen eller intimideringen udgør en uønsket og uacceptabel adfærd, der skader selvværdet eller selvtilliden hos den person, der udsættes for chikanen eller intimideringen.

[…]«

8        Den nævnte politik indfører to interne procedurer, der har til formål at behandle sager vedrørende intimidering og chikane, nemlig dels en uformel procedure, hvorved den berørte ansatte kan søge at opnå en mindelig løsning på problemet, dels en formel undersøgelsesprocedure, hvorved den ansatte formelt kan indgive en klage, der behandles af et undersøgelsesudvalg bestående af tre personer. Dette undersøgelsesudvalg har til opgave at gennemføre en objektiv og uafhængig undersøgelse samt at afgive en udtalelse med en begrundet henstilling til Bankens formand, der træffer den endelige beslutning, om de foranstaltninger, der skal iværksættes.

9        Hvad angår undersøgelsesproceduren bestemmer politikken følgende:

»Den ansatte forelægger mundtligt eller skriftligt sagen for [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer]. Såfremt direktøren finder, at der ikke foreligger et klart tilfælde, der kan give anledning til at pålægge disciplinære sanktioner, men at der under hensyn til sagens omstændigheder må antages at foreligge chikane, kan den berørte ansatte indlede undersøgelsesproceduren på følgende måde:

1.      Den ansatte anmoder skriftligt [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] om at indlede en undersøgelsesprocedure med angivelse af, hvad klagen vedrører, og navnene på den eller de personer, der påstås at have udvist chikanen.

2.      Efter aftale med personalerepræsentanterne fremsætter [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] over for [Bankens] formand forslag om sammensætning af et udvalg og fastsætter en dato for påbegyndelsen af undersøgelsen, der skal ligge senest 30 kalenderdage efter modtagelsen af klagen.

3.      [Direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] bekræfter straks modtagelsen af den berørte ansattes skrivelse og giver [samtidig] [den pågældende] meddelelse om, at der indledes en undersøgelsesprocedure. [Direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] foretager endvidere følgende:

a)      anmoder den berørte ansatte om at redegøre for klagen i et notat […]

[…]

c)      giver oplysning om, at når det nævnte notat er modtaget, vil den påståede chikanør blive underrettet om klagens indhold og modtage de relevante oplysninger i denne henseende, dog vil den pågældende ikke få en kopi af notatet

[…]

e)      underretter [klageren] om, at den påståede chikanør vil blive gjort opmærksom på, at vedkommende ikke på noget tidspunkt må opsøge [klageren], og at både [klageren] og den påståede chikanør skal behandle klagen skal strengt fortroligt (notatet dateres og sendes retur til [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer], der skriftligt bekræfter modtagelsen)

[…]

4.      Efter modtagelsen af [klagerens] notat foretager [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer] følgende:

a)      fremsender hurtigst muligt en skrivelse til den påståede chikanør med en beskrivelse af klagens genstand og samtlige relevante oplysninger og anmoder den pågældende om inden [ti] dage ved anbefalet brev at fremsende et skriftligt svar vedlagt dokumentation eller beviser, såfremt den pågældende måtte ønske dette

[…]

c)      underretter den påståede chikanør om, at vedkommende ikke på noget tidspunkt må opsøge klageren, og at både klageren og den påståede chikanør skal behandle klagen strengt fortroligt (notatet dateres og sendes retur til [direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer], der skriftligt bekræfter modtagelsen).

[…]«

10      Hvad angår høringen har politikken følgende ordlyd:

»Formålet med høringen er nøjagtigt at fastlægge, hvad der er sket, og undersøge de faktiske omstændigheder, således at det er muligt at udfærdige en begrundet henstilling […].

[…] Udvalget kan vælge den fremgangsmåde, som det finder passende. Høringen gennemføres normalt i form af en række separate samtaler, der afholdes i følgende rækkefølge:

–        først [klageren]

–        de eventuelle vidner, som [klageren] har udpeget

–        den påståede chikanør

–        de eventuelle vidner, som den påståede chikanør har udpeget

[…]«

11      Hvad angår undersøgelsens resultat bestemmer politikken følgende:

»Når samtlige parter er blevet hørt, og når samtlige relevante undersøgelser er blevet gennemført, foretager udvalget en vurdering af sagen og fremsætter forslag om en begrundet henstilling. Udvalget kan ikke træffe afgørelser.

Udvalget kan tilkendegive forskellige henstillinger, der kan omfatte

[…]

–        indledning af en disciplinærsag mod [den påståede chikanør].

[…]«

12      Hvad angår den endelige afgørelse, som træffes af Bankens formand, bestemmer politikken følgende:

»Den afgørelse, som [Bankens] formand træffer, skal indeholde en angivelse af de foranstaltninger, der i givet fald skal iværksættes, samt en angivelse af, inden for hvilke tidsrammer dette skal ske. Der kan f.eks. være tale om:

–        indledning af en disciplinærsag [mod den påståede chikanør]

[…]«

13      Det fremgår af bilag 1 til politikken, at politikken skal sammenholdes med adfærdskodeksen og personalevedtægten for Banken.

 Sagens faktiske omstændigheder

14      Sagsøgeren blev den 16. juli 1998 ansat ved Banken i funktion E i kategorien af ansatte, der varetager konciperingsopgaver.

15      Den 1. april 2001 blev sagsøgeren forfremmet til funktion D, løntrin 1, i kategorien af ansatte, der varetager konciperingsopgaver.

16      I perioden fra den 1. juli 2001 til den 1. januar 2008 refererede sagsøgeren til Y, først i forbindelse med et projekt og efterfølgende i Generaldirektoratet (GD) for Risikostyring (herefter »GD for »Risikostyring««), hvor hun varetog stillingen som chef for enheden »Valutarisiko« under Afdelingen for Finansiel Risiko, hvor Y var direktør. Inden for rammerne af disse funktioner arbejdede hun tæt sammen med X, der var direktør for Afdelingen for Kreditrisiko i GD for »Risikostyring«.

17      Den 1. januar 2008 blev sagsøgeren udnævnt til chef for Afdelingen »Koordinering« (herefter »Afdelingen for Koordinering«) i GD for »Risikostyring« og blev forfremmet til funktion C i kategorien af ansatte, der varetager ledelsesopgaver. På dette tidspunkt refererede X som direktør for Afdelingen for kreditrisiko, Y som direktør for Afdelingen for Finansiel Risiko samt sagsøgeren direkte til generaldirektøren for GD for »Risikostyring«. Sagsøgeren varetog fortsat denne stilling på tidspunktet for denne sags anlæggelse.

18      Sagsøgeren var sygemeldt i perioden fra den 23. januar til den 8. marts 2008 og på barselsorlov i perioden fra den 9. marts 2008 til den 28. juli 2008. Sagsøgeren afholdt derefter ferie indtil den 12. september 2008.

19      Det fremgår af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2008, at bedømmeren fandt, at hendes indsats havde levet op til det forventede, og at hun blev tildelt et tillæg.

20      Det fremgår af sagsøgerens bedømmelsesrapport for det første halvår af 2009, at bedømmeren fandt, at sagsøgerens indsats havde været meget god. Sagsøgeren fik en lønforhøjelse på tre mini-løntrin og tillæg.

21      Den 1. maj 2010 blev generaldirektøren for GD for »Risikostyring« udnævnt til en anden stilling inden for Banken. X blev udnævnt til fungerende generaldirektør for GD for »Risikostyring« for den resterende del af 2010 og indtil den 30. marts 2011. I denne periode blev X’ tidligere stilling som direktør for Afdelingen for Kreditrisiko varetaget midlertidigt af Z.

22      Sagsøgeren, X og Y ansøgte om stillingen som generaldirektør for GD for »Risikostyring«, og sagsøgeren ansøgte tillige om stillingen som direktør for Afdelingen for Kreditrisiko. Hverken X’, Y’s eller sagsøgerens ansøgninger blev imødekommet.

23      Sagsøgeren blev fra den 4. maj 2010 sygemeldt i en længere periode. Visse af hendes opgaver som chef for Afdelingen for Koordinering blev i hendes fravær omfordelt til bl.a. X, Y og Z.

24      Den 28. juni 2010 udtalte den læge, der behandlede sagsøgeren, på sagsøgerens anmodning, at hendes helbredstilstand krævede, at hun hvilede sig i liggende stilling, men at hun var i stand til at udføre sit arbejde på sin bopæl, såfremt arbejdet blev udført fra en liggende eller halvt siddende stilling, og at dette på tidspunkt for udstedelsen af lægeerklæringen gjaldt for en ubestemt periode. Sagsøgeren anmodede på grundlag af denne erklæring om tilladelse til at arbejde hjemme under ordningen for telearbejde. Banken imødekom anmodningen om telearbejde med bemærkning om, at sagsøgeren fortsat var stillet, som om hun var på sygeorlov.

25      I begyndelsen af september 2010 anmodede sagsøgeren Bankens embedslæge om tilladelse til at arbejde en halv dag om ugen i Bankens lokaler og derudover fortsat arbejde under ordningen for telearbejde. Denne anmodning blev imødekommet.

26      Den 15. december 2010 blev der udnævnt en ny generaldirektør for GD for »Risikostyring«, som tiltrådte tjenesten den 1. april 2011.

27      Sagsøgeren fik for perioden fra den 8. februar til den 3. april 2011 tilladelse til at arbejde på halv tid af lægelige grunde.

28      Den 18. februar 2011 indgav sagsøgeren i henhold til politikken en anmodning om at indlede en undersøgelsesprocedure mod X og Y, efter at hun gjort brug af den uformelle procedure. Sagsøgeren anførte i denne anmodning, at X siden juni 2010 og Y siden september 2008 havde udsat hende for intimiderende handlinger og chikane, der hovedsageligt kom til udtryk for det første i form af misinformation og tilbageholdelse af oplysninger, der havde til formål at svække kvaliteten af hendes arbejde, for det andet i form af, at hun blev »holdt udenfor«, idet hendes rolle og ansvarsområder blev udvandet og/eller mindsket, for det tredje i form af nedværdigende omtale offentligt samt ydmygende behandling i offentlige og/eller private sammenhænge og for det fjerde i form af, at hun blev udelukket fra sammenholdet med sine kolleger, idet hun ikke modtog de oplysninger, der blev udvekslet vedrørende arbejdet.

29      Ved skrivelse af 22. februar 2011 besvarede Banken sagsøgerens skrivelse af 18. februar 2011.

30      Direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer underrettede ved skrivelse af 28. februar 2011 sagsøgeren om, at der var indledt en undersøgelsesprocedure, og opfordrede sagsøgeren til at redegøre for klagen i et notat. Det fremgik af den nævnte skrivelse, at efter modtagelsen af notatet, ville de påståede chikanører blive underrettet om klagens indhold, at de ville modtage en kopi af notatet for at sikre overholdelsen af retten til forsvar, og at sagsøgeren ud fra et gensidighedshensyn og i medfør af samme princip ville modtage kopi af de to påståede chikanørers svar. Det fremgik endvidere af skrivelsen, at de påståede chikanører ikke på noget tidspunkt måtte opsøge sagsøgeren, og at både sagsøgeren og de påståede chikanører skulle behandle klagen strengt fortroligt.

31      Ved notat af 14. marts 2011 redegjorde sagsøgeren for den chikane og intimidering, som hun hævdede, at de to påståede chikanører havde udsat hende for. Sagsøgeren havde vedlagt en række dokumenter som bilag til notatet med henblik at godtgøre klagens berettigelse. Flere af disse bilag omhandlede oplysninger om sagsøgerens helbredstilstand, herunder lægeerklæringer vedrørende sagsøgerens uarbejdsdygtighed og e-mail korrespondance.

32      Ved skrivelse af 16. marts 2011 bekræftede direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer modtagelsen af notatet af 14. marts 2011 og underrettede sagsøgeren om, at notatet samme dag var blevet videresendt til X og Y. Det er ubestridt mellem parterne, at de bilag, som sagsøgeren havde vedlagt notatet af 14. marts 2011, også blev videresendt.

33      Ved notater af 28. marts 2011 indgav henholdsvis X og Y deres bemærkninger til sagsøgerens notat. Sagsøgeren modtog en kopi af disse notater.

34      I perioden fra den 4. april til den 8. juli 2011 var sagsøgeren fraværende på grund af sygeorlov. Hun genoptog derefter sit arbejde i form af et arbejdstilvænningsforløb på halv tid og genoptog sin stilling på fuld tid den 1. september 2011.

35      Ved skrivelse af 6. april 2011 til direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer anfægtede sagsøgeren, at hendes notat af 14. marts 2011 og de vedlagte bilag var blevet videresendt til de to påståede chikanører i deres helhed, idet bilagene indeholdt en række personlige, fortrolige oplysninger vedrørende bl.a. hendes helbred.

36      Ved skrivelse af 11. april 2011 svarede direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer og anførte bl.a., at politikkens bestemmelser vedrørende undersøgelsesproceduren var under revision for så vidt angik videresendelse af dokumentation mellem parterne med henblik på at sikre retten til forsvar og bringe de nævnte bestemmelser i overensstemmelse med de nye retningslinjer fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS).

37      Ved e-mails af 28. april 2011 gjorde Afdelingen for Menneskelige Ressourcer de to chikanører opmærksomme på, at der blandt de dokumenter, der var fremsendt den 16. marts 2011, fandtes lægeerklæringer, som sagsøgeren havde indgivet i forbindelse med undersøgelsesproceduren, og anmodede dem om at behandle disse lægelige oplysninger med den strengeste fortrolighed.

38      Den 2. maj 2011 foretog det af Bankens formand nedsatte undersøgelsesudvalg en høring af sagsøgeren, X og Y.

39      Samtlige de vidner, som sagsøgeren havde ønsket indkaldt til afhøring hos undersøgelsesudvalget, afslog med undtagelse af en person at give møde for udvalget. Efter at have hørt de vidner, som X havde udpeget, samt de personer, som undersøgelsesudvalget af egen drift ønskede at høre, besluttede udvalget ikke at kræve, at de af sagsøgeren udpegede vidner blev hørt.

40      Den 11. juli 2011 afgav undersøgelsesudvalget sin udtalelse (herefter »undersøgelsesudvalgets udtalelse«). Hvad angår X konkluderede undersøgelsesudvalget, at det ikke havde været muligt at fastslå, at »X har udvist en forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som kan kvalificeres som chikane«, og hvad angår Y undlod undersøgelsesudvalget efter at have konstateret, at visse af de af sagsøgeren påtalte handlinger var fastslået, at tage stilling til, om disse handlinger udgjorde psykisk chikane. I den nævnte udtalelse fremsatte undersøgelsesudvalget en række henstillinger til Banken.

41      Ved skrivelse af 27. juli 2011 underrettede Bankens formand sagsøgeren om, at han på baggrund af undersøgelsesudvalgets udtalelse havde besluttet ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af hendes klage (herefter »afgørelsen af 27. juli 2011«). Bankens formand anførte i den nævnte skrivelse endvidere, at direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer var villig til at drøfte muligheden for eventuelt at overflytte sagsøgeren til at gøre tjeneste under Bankens finansinspektør.

42      I august 2011 på et ikke nærmere angivet tidspunkt indgav sagsøgeren en klage til EDPS over den måde, hvorpå Bankens tjenestegrene havde behandlet hendes personlige oplysninger i forbindelse med undersøgelsesproceduren. EDPS indledte derefter en undersøgelse, som blev udsat den 2. februar 2012 i afventning af, at Unionens retsinstanser skulle træffe en endelig afgørelse i den foreliggende sag.

43      Ved skrivelse af 25. august 2011 indgav sagsøgeren en ansøgning til Banken om erstatning for den skade, som hun havde lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, samt den ansvarspådragende adfærd, som hun havde været udsat for siden september 2008, og som udgjorde tjenstlige fejl.

44      Ved skrivelse af 1. september 2011 afslog Bankens formand ansøgningen om erstatning (herefter »afgørelsen af 1. september 2011«).

45      Ved skrivelse af 21. december 2011 anmodede Bankens formand den tidligere generaldirektør for GD for »Risikostyring« om at undersøge muligheden for at overflytte sagsøgeren til et andet direktorat.

46      Ved skrivelse af 2. februar 2012 til EDPS besvarede Banken en række spørgsmål, som EDPS havde stillet Banken.

 Parternes påstande og retsforhandlingerne

47      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Undersøgelsesudvalgets endelige konklusion i dennes udtalelse annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der ikke foreligger faktiske omstændigheder, der kan betegnes som chikane i forhold til sagsøgeren.

–        Afgørelsen af 27. juli 2011 annulleres.

–        Det fastslås, at sagsøgeren har været udsat for chikane.

–        Det pålægges Banken at bringe denne chikane til ophør.

–        Afgørelsen af 1. september 2011 annulleres.

–        Det fastslås, at der foreligger tjenstlige fejl, som kan tilskrives Banken.

–        Det fastslås, at Banken er ansvarlig for så vidt angår den omstændighed, at afgørelsen af 27. juli 2011 er ulovlig, den chikane, sagsøgeren har været udsat for, samt de tjenstlige fejl, der kan tilskrives Banken.

–        Banken tilpligtes at erstatte sagsøgerens hidtidige og fremtidige fysiske, ikke-økonomiske og økonomiske skader som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, som følge af den psykiske chikane, sagsøgeren var udsat for, og som følge af de tjenstlige fejl, som skal tilskrives Banken, idet erstatningen skal tillægges morarenter

–        hvad angår den omstændighed, at afgørelsen af 27. juli 2011 er ulovlig:

–        vedrørende den økonomiske skade i form af mistet vederlag: 113 100 EUR

–        vedrørende den ikke-økonomiske skade: 50 000 EUR

–        hvad angår den psykiske chikane, sagsøgeren har været udsat for:

–        vedrørende den økonomiske skade i form af mistet vederlag og karrieretab: 132 100 EUR

–        vedrørende den ikke-økonomiske skade: 50 000 EUR

–        vedrørende de påløbne udgifter: 13 361,93 EUR

–        hvad angår de tjenstlige fejl, der skal tilregnes Banken:

–        vedrørende Bankens tilsidesættelse af sin fortrolighedsforpligtelse og af forpligtelsen til beskyttelse af oplysninger: 10 000 EUR

–        vedrørende indsigelsen i forbindelse med afhøringen af vidner: 40 000 EUR.

–        Med henblik på bevisoptagelsen træffes der bestemmelse om høring af de vidner, der er nævnt i den bevisgennemgang, der er vedlagt stævningen.

–        Med henblik på bevisoptagelsen træffes der bestemmelse om at indhente en ekspertudtalelse med henblik på at fastslå omfanget af de ikke-økonomiske og økonomiske skader, som sagsøgeren har lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, som følge af den psykiske chikane, sagsøgeren var udsat for, og som følge af de tjenstlige fejl, som skal tilskrives Banken, og som er mere udførligt beskrevet i den bevisgennemgang, der er vedlagt stævningen.

–        Banken tilpligtes at betale sagens omkostninger.

48      I svarskriftet har Banken nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises og/eller frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

49      Ved skrivelse indgået til Personalerettens Justitskontor den 31. januar 2012 har EDPS anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande.

50      Formanden for Personalerettens Anden Afdeling har ved kendelse af 24. april 2012 tilladt EDPS at indtræde i sagen. EDPS’ interventionsindlæg indgik til Personalerettens Justitskontor den 1. juni 2012. EDPS har i sit indlæg anført, at EDPS alene indtræder til støtte for sagsøgerens påstande, der giver anledning til en gennemgang af reglerne om beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001 L 8, s. 1). Ved skriftlige indlæg af henholdsvis den 22. juni 2012 og den 2. juli 2012 har sagsøgeren og Banken fremsat bemærkninger til EDPS’ interventionsindlæg. Banken har nedlagt påstand om, at de af EDPS nedlagte påstande forkastes, og at EDPS tilpligtes at betale de omkostninger, som Banken har afholdt som følge af interventionen.

51      Ved skrivelse af 30. marts 2012 til Personaleretten har sagsøgeren klaget over, at en af Bankens ansatte telefonisk har kontaktet en af de personer, som sagsøgeren havde foreslået som vidne i den bevisgennemgang, der er vedlagt stævningen, med henblik på at få oplyst, om den pågældende havde til hensigt at vidne for Personaleretten til fordel for sagsøgeren. Den berørte person har efter denne henvendelse oplyst over for en af sagsøgerens kolleger, at hun ikke ønskede at vidne af frygt for repressalier.

52      Ved skrivelse af 4. maj 2012 fremsatte Banken bemærkninger til sagsøgerens skrivelse af 30. marts 2012.

53      Justitskontoret opfordrede ved skrivelser af 17. januar 2014 parterne til at besvare spørgsmål som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse. Parterne efterkom denne opfordring. Sagsøgeren foretog i sit svar en ny vurdering af den økonomiske skade, som hun hævdede at have lidt, og opgjorde skaden til 218 000 EUR.

54      Sagsøgeren frafaldt under retsmødet den første og den fjerde påstand. Sagsøgeren anmodede endvidere Personaleretten om at behandle den syvende og den ottende påstand samlet.

 Formaliteten

I –  Den tredje påstand om, at det fastslås, at der foreligger chikane

55      Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at det fastslås, at sagsøgeren har været og fortsat er offer for psykisk chikane.

56      Det følger imidlertid af fast retspraksis, at det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at fremkomme med principielle konstateringer (domme De Nicola mod EIB, T-120/01 og T-300/01, EU:T:2004:367, præmis 136, og De Nicola mod EIB, T-264/11 P, EU:T:2013:461, præmis 63).

57      Det følger heraf, at påstanden om, at det fastslås, at der foreligger chikane, ikke kan antages til realitetsbehandling og må afvises. Da sagsøgeren har nedlagt påstand om, at der træffes foranstaltninger med henblik på sagens oplysninger i form af afhøring af vidner med det formål at gøre det muligt for Personaleretten at fastslå, at sagsøgeren har været udsat for chikane, er det ikke fornødent at vedtage sådanne foranstaltninger eller at tage stilling til det procedurespørgsmål, som sagsøgeren har rejst i sin skrivelse af 30. marts 2012.

II –  Den femte påstand om annullation af afgørelsen af 1. september 2011

58      Bankens formand afslog ved afgørelse af 1. september 2011 den ansøgning om erstatning, som sagsøgeren indgav den 25. august 2011 med henblik på at opnå erstatning for den skade, som hun hævdede at have lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, samt den ansvarspådragende adfærd, som hun havde været udsat for siden september 2008, og som udgjorde tjenstlige fejl.

59      Personaleretten finder imidlertid, at sagsøgeren i denne sag har nedlagt flere påstande om erstatning for den samme skade.

60      Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at tage selvstændig stilling til påstanden om annullation af afgørelsen af 1. september 2011 (jf. dom Verheyden mod Kommissionen, F-72/06, EU:F:2009:40, præmis 30).

III –  Den sjette påstand om, at det fastslås, at der er begået tjenstlige fejl, som kan tilskrives Banken

61      Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Banken begik en række tjenstlige fejl over for sagsøgeren.

62      Personaleretten bemærker imidlertid, at sagsøgeren inden for rammerne af sin erstatningspåstand bl.a. har påstået, at det fastslås, at Banken tilpligtes at erstatte den skade, som hun har lidt som følge af de samme tjenstlige fejl. Påstanden om, at det fastslås, at der er begået tjenstlige fejl, udgør således en selvstændig påstand, der reelt har til formål at få anerkendt, at visse af de argumenter, der er fremført til støtte for sagsøgerens erstatningspåstand, er begrundede. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at en sådan påstand skal afvises, da det ikke tilkommer Personaleretten at fremsætte retlige udtalelser (dom A mod Kommissionen, F-12/09, EU:F:2011:136, præmis 83, og kendelse Marcuccio mod Kommissionen, F-87/07, EU:F:2008:135, præmis 36).

63      Følgelig kan påstanden om, at det fastslås, at der er begået tjenstlige fejl, som kan tilskrives Banken, ikke antages til realitetsbehandling.

 Påstanden om annullation og påstanden om erstatning

I –  Påstanden om annullation af afgørelsen af 27. juli 2011

A –  Parternes argumenter

64      Sagsøgeren har anført, at afgørelsen af 27. juli 2011 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og derfor bør annulleres. Sagsøgeren har i denne henseende for det første anført, at undersøgelsesudvalgets undersøgelse indeholder foruroligende oplysninger, der burde have givet Bankens formand anledning til at iværksætte foranstaltninger for bl.a. at bringe chikanen til ophør i stedet for at beslutte at henlægge sagsøgerens klage. Det fremgår således af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at sagsøgeren offentligt var blevet udsat for nedsættende omtale og ydmygende behandling, samt at hun var isoleret og udelukket fra sammenholdet med kollegerne. Det fremgår endvidere af den nævnte udtalelse, at Y forsætligt havde fjernet sagsøgeren fra hendes stilling. Undersøgelsesudvalgets udtalelse indeholdt for det andet en henstilling om at omplacere sagsøgeren af hensyn til hendes interesser og at genindsætte hende i en stilling som afdelingschef, hvor hun ville have en reel mulighed for at blive forfremmet. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at Bankens formand anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da han på baggrund af undersøgelsesudvalgets udtalelse vedtog afgørelsen af 27. juli 2011, idet han derved afslog at iværksætte de nødvendige administrative foranstaltninger som følge af sagsøgerens klage med henblik på at bringe den chikane, som hun blev udsat for, til ophør, at genindsætte hende i hendes stilling eller at overflytte hende til en tilsvarende stilling.

65      Banken har heroverfor anført, at afgørelsen af 27. juli 2011 ikke er i strid med undersøgelsesudvalgets udtalelse, idet det både i afgørelsen og i udtalelsen blev konstateret, at sagsøgeren ikke havde været udsat for chikane. Bankens formand opfordrede i øvrigt med henvisning til undersøgelsesudvalgets henstillinger i afgørelsen af 27. juli 2011 sagsøgeren til at overveje, om hun ønskede at blive overflyttet til et af Bankens andre direktorater.

B –  Personalerettens bemærkninger

66      Det spørgsmål, som Personaleretten skal tage stilling til, er, om Bankens formand anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da han på baggrund af undersøgelsesudvalgets udtalelse vedtog afgørelsen af 27. juli 2011. Personaleretten har allerede fastslået, at en fejl er åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som gælder for udøvelsen af pågældende afgørelseskompetence, under samtidig hensyntagen til vigtigheden af at bevare den effektive virkning af det skøn, som Bankens formand udøver (dom Canga Fano mod Rådet, F-104/09, EU:F:2011:29, præmis 35, stadfæstet efter appel ved dom Canga Fano mod Rådet, T-281/11 P, EU:T:2013:252, præmis 127).

67      Personaleretten bemærker, at det fremgår af undersøgelsesudvalgets udtalelse, at det nævnte udvalg har til opgave at »undersøge, om [sagsøgeren] har været udsat for chikane og intimidering fra [X’ og Y’s] side, idet [undersøgelsesudvalget] ved psykisk chikane forstår enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«. Undersøgelsesudvalget har endvidere anført, at »[d]et afgørende for at fastslå, om der foreligger psykisk chikane, er, om de personer, som klageren har udpeget, har udvist forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug«, og at undersøgelsesudvalget »derfor har bestræbt sig på at vurdere [sagsøgerens] beskyldninger på baggrund af disse kriterier«.

68      Personaleretten konstaterer i denne henseende, at psykisk chikane i adfærdskodeksens artikel 3.6.1 defineres som »fjendtlige eller upassende ord, adfærd eller handlinger, som en eller flere ansatte over en længere periode systematisk tilkendegiver eller udviser over for en anden ansat«. Denne bestemmelse i adfærdskodeksen skal sammenholdes med politikkens bestemmelser, i nærværende tilfælde dens artikel 2.1, der omhandler definitionen på chikane, og hvoraf fremgår, at »det [ikke] er relevant, om den omhandlede adfærd er forsætlig eller ej. Det afgørende er, om chikanen eller intimideringen udgør en uønsket og uacceptabel adfærd, der skader selvværdet eller selvtilliden hos den person, der udsættes for chikanen eller intimideringen«.

69      Der kan derfor udledes to konklusioner af ordlyden af politikkens artikel 2.1, sammenholdt med adfærdskodeksens artikel 3.6.1. For det første skal de ord, den adfærd eller de handlinger, der er nævnt i adfærdskodeksens artikel 3.6.1, have den virkning, at offerets selvværd eller selvtillid skades. Da det ikke kræves, at den omhandlede adfærd skal være forsætlig, er det for det andet ikke nødvendigt at godtgøre, at de nævnte ord eller handlinger skal være foretaget med den hensigt at udgøre et angreb på en persons værdighed. Der kan med andre ord foreligge psykisk chikane, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at chikanøren med sine ord, adfærd eller handlinger ønskede forsætligt at skade offeret. Der foreligger således psykisk chikane i henhold til politikkens artikel 2.1, sammenholdt med adfærdskodeksens artikel 3.6.1, når de ord, den adfærd eller de handlinger, der er kommet til udtryk eller er blevet begået, objektivt set har udgjort et angreb på en persons selvværd og selvtillid.

70      Adspurgt under restmødet om definitionen af psykisk chikane oplyste Banken, at for at en adfærd kan anses for at udgøre psykisk chikane i den forstand, som dette udtryk anvendes i politikkens artikel 2.1, sammenholdt med adfærdskodeksens artikel 3.6.1, skal adfærden være »forsætlig og have karakter af misbrug«, som det tillige fremgår af undersøgelsesudvalgets udtalelse.

71      Denne forståelse kan imidlertid ikke anses for begrundet, idet der ikke stilles krav om, at den omhandlede adfærd skal være begået forsætligt, som det fremgår af denne doms præmis 69 og politikkens artikel 2.1.

72      Banken har endvidere under retsmødet anført, at der skal sondres mellem »objektivt« forsæt og »subjektivt« forsæt hos den påståede chikanør, og at politikken ved at foreskrive, at spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede adfærd er forsætlig, ikke er relevant, har ønsket at tilkendegive, at det alene er nødvendigt, at der foreligger objektivt forsæt hos den påståede chikanør, idet det ikke er nødvendigt, at der foreligger subjektivt forsæt hos den nævnte chikanør. Dette argument kan imidlertid ikke tages til følge, idet ordlyden af politikkens artikel 2.1 ikke giver mulighed for at foretage en sådan sondring.

73      På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at begrebet psykisk chikane, der er anvendt i undersøgelsesudvalgets udtalelse, og som er omtalt i denne doms præmis 67, er mere snævert end det begreb, der er anvendt i politikkens artikel 2.1, sammenholdt med adfærdskodeksens artikel 3.6.1, og at dette begreb derfor ikke er i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse på Bankens ansatte.

74      Personaleretten vil for fuldstændighedens skyld undersøge, om undersøgelsesudvalget, selv om det anvendte en urigtig definition af begrebet psykisk chikane, undersøgte, om X og Y faktisk havde udvist den adfærd, som sagsøgeren foreholdt dem, og om undersøgelsesudvalget i bekræftende fald derefter fortog en vurdering af, om denne adfærd objektivt set udgjorde et angreb på sagsøgerens psykiske personlighed, i hvilket tilfælde den nævnte adfærd ville udgøre chikane.

75      Personaleretten bemærker i denne henseende, at det fremgår af en række passager i undersøgelsesudvalgets udtalelse, at undersøgelsesudvalget begrænsede sig til at undersøge, om de påståede chikanører havde udvist en »forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug« over for sagsøgeren.

76      Undersøgelsesudvalget anførte således, at Y »er […] en ambitiøs mand, der har planer for sin karriere, og som nogle beskriver som en damptromle, der ikke bekymrer sig væsentligt om de følgeskader, som hans handlinger kan forårsage«, og at undersøgelsesudvalget ikke var af den opfattelse, at »[Y’s] adfærd specifikt var rettet mod [sagsøgeren], idet [Y] med stor sandsynlig ville have udvist den samme adfærd, hvis en anden person havde befundet sig i [sagsøgerens] situation på det samme tidspunkt. Det var hende, der bestred stillingen, hun udgjorde en hindring for hans ambitioner, og hendes fravær på grund af sygdom var delvist til hinder for, at arbejdet kunne udføres tilfredsstillende, altså kunne hun undværes«.

77      Undersøgelsesudvalget anførte endvidere i forbindelse med sine konklusioner hvad angår sagsøgerens klagepunkt om misinformation og tilbageholdelse af oplysninger, at »undersøgelsesudvalget har konstateret, at de oplysninger, som [sagsøgeren] har modtaget, er behæftet med en række mangler«, men at »[d]er er tale om […] en manglende omhyggelighed og en vis forsømmelighed nærmere end en forsætlig hensigt om at afskære [sagsøgeren] fra oplysninger«.

78      Hvad dernæst angår sagsøgerens klagepunkt om, at hun blev »holdt udenfor« af de påståede chikanører, idet hendes rolle og ansvarsområder blev udvandet og/eller mindsket, anførte undersøgelsesudvalget efter at have konstateret, at dette klagepunkt var berettiget, at undersøgelsesudvalget »ikke er af den opfattelse, at [X] forsætligt og med den hensigt at skade har bidraget til at nedbryde [sagsøgerens] situation«, men at undersøgelsesudvalget dog var af den opfattelse, at Y »bevidst havde udfyldt det tomrum, der opstod som følge af [sagsøgerens] fravær, og at han anså det for en »følgeskade«, at hun blev frataget sine funktioner, således at han selv ville stå bedre i sidste ende«.

79      Undersøgelsesudvalget anførte endvidere med henvisning til sagsøgerens klage om, at hun offentligt var blevet udsat for nedsættende omtale, at »den ydmygende og nedværdigende situation, som [sagsøgeren] har oplevet, nærmere er resultatet af den generelle situation og ikke udtryk for, at [X] og/eller [Y] havde til hensigt at skabe en sådan situation«.

80      Hvad endvidere angår det af sagsøgeren fremsatte klagepunkt om, at hun blev udelukket fra sammenholdet blandt kollegerne, anførte undersøgelsesudvalget, at denne udelukkelse, »som hun oplever som virkelig […] ikke er konsekvensen af en specifik forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som er udøvet med det formål at udelukke [sagsøgeren]«.

81      Endelig bekræfter en passage, der omhandler X, den omstændighed, at undersøgelsesudvalget konkluderede, at der ikke forelå chikane, fordi det efter undersøgelsesudvalgets opfattelse ikke var godtgjort, at X bevidst havde haft til hensigt at skade sagsøgeren. Efter at have undersøgt X’ adfærd over for sagsøgeren konkluderede undersøgelsesudvalget nemlig, at »[d]et ikke har været muligt for [undersøgelsesudvalget] at fastslå, at [X] har udvist en forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som kan kvalificeres som chikane«.

82      Selv om undersøgelsesudvalget som følge af, at det anvendte en urigtig definition af begrebet psykisk chikane, begrænsede sine undersøgelser, som det fremgår af denne doms præmis 75 og 81, bemærker Personaleretten imidlertid, at undersøgelsesudvalget konstaterede, at X og Y faktisk havde udvist visse af de handlinger, som sagsøgeren foreholdt dem. Undersøgelsesudvalget anførte således, at X »ikke […] med den tydelighed, der formentlig har været nødvendig, har tilkendegivet over for Y, at de funktioner, han varetog midlertidigt, skulle forblive midlertidige«.

83      Hvad angår Y konstaterede undersøgelsesudvalget, at han »gradvist har udelukket [sagsøgeren] fra hendes stilling ved at overtage samtlige de strategiske opgaver, som varetages af koordineringsenheden. Det forholder sig i øjeblikket således […], at det fremgår af organigrammet for [GD for »Risikostyring«], at [Y] har ansvaret for samtlige strategiske nøglefunktioner, der giver en stor synlighed i forhold til Bankens ledelse, og at [sagsøgeren] alene har ansvaret for administrative funktioner. Den situation, som [sagsøgeren] frygtede, har således manifesteret sig«. Undersøgelsesudvalget anførte videre, at efter udvalgets opfattelse havde Y »udnyttet den generelle situation, som [GD for »Risikostyring«] befandt sig i på dette tidspunkt, til at positionere sig selv og styrke sin egen karriere, og [at] han således accepterede, at [sagsøgerens] stilling blev begrænset i tilsvarende omfang«.

84      Undersøgelsesudvalget anførte endvidere, at udvalget »bemærker, at de oplysninger, som [sagsøgeren] har modtaget, er behæftet med en række mangler«, at »[sagsøgerens] rolle og ansvarsområder er blevet tømt for størstedelen af de strategiske og centrale funktioner, der karakteriserer hendes stilling, og som i øvrigt gør det muligt at synliggøre sig over for Bankens ledelse og dermed skabe grundlaget for at kunne avancere i sin karriere«, og at sagsøgeren »har en oplevelse af« at være udelukket for sammenholdet blandt kollegerne.

85      Undersøgelsesudvalget anførte endvidere, at udvalget »er af den opfattelse, at [sagsøgeren] udviser alle de symptomer, der normalt er til stede hos en person, der udsættes for psykisk chikane, dvs. depression, dårligt humør, en følelse af ængstelse, en følelse af personligt mindreværd, en følelse af ensomhed og isolering, bekymringer, der vedrører meningen med livet og karrieren, og omfattende brud med arbejdsrelationer«, og undersøgelsesudvalget konstaterede, at sagsøgeren »er en person, der lider af stærke psykiske smerter, og udviser alle symptomer på at være udsat for psykisk chikane«.

86      Personaleretten må imidlertid konstatere, at efter først at have konkluderet, at visse af de handlinger, som sagsøgeren havde foreholdt de påståede chikanører, havde fundet sted, og dernæst, at sagsøgeren udviste symptomer på at have været udsat for psykisk chikane, undersøgte undersøgelsesudvalget ikke, om de nævnte handlinger var årsag til de symptomer på psykisk chikane, herunder i form af angreb på selvværdet og selvtilliden, som sagsøgeren udviste. Hvad angår X konkluderede undersøgelsesudvalget, at det ikke havde kunnet »fastslå, at han har udvist en forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som kan kvalificeres som chikane«, og hvad angår Y undlod undersøgelsesudvalget efter at have konstateret, at visse af de af sagsøgeren påtalte handlinger var fastslået, at tage stilling til, om disse handlinger udgjorde psykisk chikane.

87      På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås dels, at undersøgelsesudvalgets udtalelse blev vedtaget efter en undersøgelse, i hvilken forbindelse de påståede chikanørers adfærd ikke blev undersøgt på baggrund af den definition af psykisk chikane, der følger af politikkens artikel 2.1, sammenholdt med adfærdskodeksens artikel 3.6.1, dels, at den nævnte udtalelse er usammenhængende, for så vidt som det derved blev konstateret, at de påståede chikanører udførte visse af de handlinger, som sagsøgeren havde foreholdt dem, og at sagsøgeren udviste symptomer på at have været udsat for psykisk chikane, uden at det samtidig blev undersøgt, om de nævnte handlinger var årsag til symptomerne.

88      Undersøgelsesudvalgets udtalelse er følgelig behæftet med uregelmæssigheder.

89      Bankens formand anlagde således et åbenbart urigtigt skøn, da han på baggrund af denne udtalelse vedtog afgørelsen af 27. juli 2011. Da Bankens formand har begået en ulovlighed, bør afgørelsen af 27. juli 2011 annulleres.

90      Følgelig bør påstanden om annullation af afgørelsen af 27. juli 2011 tages til følge.

II –  Sagsøgerens påstand om erstatning

91      Sagsøgeren har opdelt sin påstand om erstatning i tre led. Sagsøgeren har med det første led nedlagt påstand om erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig. Sagsøgeren har med det andet led nedlagt påstand om erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt som følge af den psykiske chikane samt Bankens tilsidesættelse af sin omsorgspligt. Sagsøgeren har med det tredje led nedlagt påstand om erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt som følge af tjenstlige fejl.

A –  Erstatning for den skade, der er opstået som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig

1.     Parternes argumenter

92      Sagsøgeren har anført, at hun har lidt økonomisk skade som følge af afgørelsen af 27. juli 2011, som hun har opgjort til 218 800 EUR. Eftersom Bankens formand afslog at iværksætte foranstaltninger vedrørende hende ved at genindsætte hende i hendes stilling eller ved at overflytte hende til en tilsvarende stilling, hvor hun ville have en reel mulighed for at udvikle sin karriere, besad hun nemlig en stilling, der var frataget ethvert ansvarsområde, og som ikke gav mulighed for karriereudvikling. Afgørelsen af 27. juli 2011 har således haft og vil fortsat fremover have en indvirkning på hendes løn og navnlig hendes tillæg, der fastsættes på grundlag af den ansattes mål og ansvarsområder. Sagsøgeren har anført, at afgørelsen af 27. juli 2011 har bragt hende i en tilstand af usikkerhed og ængstelse, der har forvoldt hende en væsentlig ikke-økonomisk skade, som ikke kan erstattes ved annullation af den nævnte afgørelse, og som hun efter ret og billighed har opgjort til 50 000 EUR.

93      Banken har heroverfor anført, at denne erstatningspåstand ikke er begrundet, idet Banken ikke kan foreholdes nogen ulovlig adfærd.

2.     Personalerettens bemærkninger

94      Det følger af fast retspraksis, at det er en forudsætning for administrationens ansvar uden for kontraktforhold, at tre kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at en administrativ retsakt eller en adfærd, som institutionerne kritiseres for, er ulovlig, at der foreligger en skade, samt at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade (dom Skoulidi mod Kommissionen, F-4/07, EU:F:2008:22, præmis 43, og kendelse Marcuccio mod Kommissionen, F-69/10, EU:F:2011:128, præmis 22). Det følger heraf, at det er tilstrækkeligt til at forkaste erstatningssøgsmålet, at en af disse tre betingelser ikke er opfyldt (dom Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 11 og 14 og den deri nævnte retspraksis).

95      I det foreliggende tilfælde må det bemærkes, at den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har påberåbt sig, er opstået som følge af afgørelsen af 27. juli 2011, der, som Personaleretten netop har fastslået, er ulovlig, jf. denne doms præmis 89.

96      Da det er blevet fastslået, at Banken traf en ulovlig afgørelse, skal det undersøges, om denne ulovlige afgørelse har haft skadelige følger for sagsøgeren.

97      Hvad for det første angår sagsøgerens påstand om, at Banken skal tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske skade, som hun har lidt som følge af afgørelsen af 27. juli 2011, idet Banken ved at henlægge hendes klage uden at iværksætte administrative foranstaltninger afviste at træffe foranstaltninger til hendes fordel, hvilket har medført, at hun nu varetager en stilling, der er frataget ethvert ansvarsområde, bemærkes, at annullation af en retsakt ved dom indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen, og at ophævelsen af retsaktens virkninger, når retsakten allerede er gennemført, forudsætter, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, genoprettes (dom Kalmár mod Europol, F-83/09, EU:F:2011:66, præmis 88). I overensstemmelse med artikel 266 TEUF påhviler det i øvrigt den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, »at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger […]«.

98      Inden for rammerne af de foranstaltninger, som det påhviler Banken at vedtage for at opfylde denne dom, kan Personaleretten ikke på dette stadium tilpligte Banken at betale erstatning til sagsøgeren for den økonomiske skade, som hun hævder at have lidt, herunder fra den 27. juli 2011, idet Personaleretten ikke kan foregribe resultatet af en eventuel ny undersøgelsesprocedure. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan gives medhold i sin påstand i denne henseende, idet den nævnte påstand er nedlagt for tidligt.

99      Hvad for det andet angår den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (dom CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 64). Personaleretten bemærker endvidere, at det er ubestridt, at den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, der følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, der kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået ulovligheder. Sådanne skader kan erstattes, når annullation af den anfægtede retsakt ikke udgør en tilfredsstillende erstatning (jf. i denne retning dom CC mod Parlamentet, F-9/12, EU:F:2013:116, præmis 128, der er appelleret og verserer for Den Europæiske Unions Ret som sag T-457/13 P).

100    Det er blevet fastslået i denne doms præmis 89, at Bankens formand begik en ulovlighed, der har ført til annullation af afgørelsen af 27. juli 2011. Personaleretten konstaterer i det foreliggende tilfælde, at den omstændighed, at Bankens formand ikke iværksatte administrative foranstaltninger vedrørende sagsøgerens klage, har bragt sagsøgeren i en tilstand af usikkerhed og ængstelse, der udgør en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen af afgørelsen af 27. juli 2011, og som ikke kan erstattes fuldt ud alene ved denne annullation.

101    Personaleretten finder, at Bankens formand burde have foretaget en grundig gennemgang af undersøgelsesudvalgets udtalelse, for vidt som den nævnte udtalelse vedrørte en klage over psykisk chikane, med henblik på at kontrollere, at undersøgelsen var blevet gennemført korrekt, og derefter reagere, i tilfælde af at der blev konstateret fejl.

102    Personaleretten finder under hensyn til de betingelser, hvorunder afgørelsen af 27. juli 2011 blev truffet, og de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, at det er en rimelig bedømmelse af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, at erstatningen for den nævnte skade efter ret og billighed fastsættes til 30 000 EUR.

B –  Erstatning for den skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af den psykiske chikane samt Bankens tilsidesættelse af sin omsorgspligt

1.     Parternes argumenter

103    Sagsøgeren har anført, at Banken tilsidesatte sin omsorgs- og bistandspligt, idet der, til trods for at hun henvendte sig til sin overordnede, Afdelingen for Menneskelige Ressourcer og Bankens formand, ikke blev truffet nogen foranstaltninger med henblik på at bringe den chikane og intimidering, som X og Y udsatte hende for, til ophør. Banken accepterede således, at den nævnte adfærd fortsatte i flere måneder. Banken tilsidesatte navnlig sin omsorgs- og bistandspligt ved ikke at tage hensyn til, at en speciallæge anbefalede, at sagsøgeren blev overflyttet til en anden tjeneste.

104    Denne tilsidesættelse af omsorgs- og bistandspligten samt den udøvede chikane forstærkede nedbrydelsen af sagsøgerens fysiske og mentale helbred, og forvoldte hende en ikke-økonomisk skade, som hun har opgjort til 50 000 EUR. Sagsøgeren led endvidere derved en økonomisk skade, som hun har opgjort til 218 800 EUR, svarende til dels mistede tillæg for 2010-2015, dels en mistet mulighed for at sikre udvikling i sin karriere. Sagsøgeren har endvidere anført, at den psykiske chikane, som hun hævder at have været udsat for, gjorde det nødvendigt at få bistand af en advokat for at sikre sit forsvar under undersøgelsesproceduren, og at denne omkostning beløber sig til 13 361,93 EUR.

105    Banken har påstået denne erstatningspåstand forkastet.

2.     Personalerettens bemærkninger

106    Det påhviler for det første Personaleretten at undersøge, om Banken som påstået af sagsøgeren har tilsidesat sin omsorgs- og bistandspligt ved ikke at tilbyde hende støtte i forbindelse med, at hun oplyste, at hun blev udsat for chikane.

107    Det bemærkes i denne henseende, at politikken foreskriver to procedurer til behandling af sager vedrørende chikane og intimidering, nemlig en uformel procedure, hvorved den berørte ansatte kan søge at opnå en mindelig løsning, og en formel procedure, hvorved den ansatte har mulighed for at indgive en formel klage, der efterfølgende behandles af et undersøgelsesudvalg.

108    Selv om sagsøgeren med dette klagepunkt har foreholdt Banken, at den ikke iværksatte de foranstaltninger, der var nødvendige for at bringe chikanen til ophør, inden hun indgav sin anmodning om at indlede en undersøgelsesprocedure den 18. februar 2011, bemærkes, at denne adfærd fra Bankens side er udvist i forbindelse med den uformelle procedure, der havde til formål at finde en mindelig løsning mellem sagsøgeren og de påståede chikanører, og at denne adfærd i mangel af andre oplysninger fra sagsøgeren derfor ikke kan kvalificeres som en tilsidesættelse af Bankens omsorgs- og bistandspligt.

109    Det fremgår endvidere af sagen, at Banken ved skrivelse af 22. februar 2011 besvarede sagsøgerens anmodning af 18. februar 2011, og at direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer ved skrivelse af 28. februar 2011 underrettede sagsøgeren om, at der var indledt en undersøgelsesprocedure. Undersøgelsens forskellige faser blev efterfølgende gennemført inden for en afgrænset periode. Sagsøgeren redegjorde således ved notat af 14. marts 2011 for klagen, som de påståede chikanører besvarede ved notater af 28. marts 2011. Undersøgelsesudvalget hørte sagsøgeren, X og Y den 2. maj 2011 og afgav udtalelse den 11. juli 2011. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke med føje hævde, at Banken tilsidesatte sin omsorgs- og bistandspligt i forbindelse med undersøgelsesproceduren.

110    Hvad mere specifikt angår sagsøgerens argument om, at Banken ikke traf foranstaltninger til at efterkomme anbefalingen fra speciallæge A om at overflytte sagsøgeren til en anden tjeneste, skal Personaleretten først bemærke, at det fremgår af sagen, at denne anbefaling er dateret den 10. marts 2011. Sagsøgeren har endvidere i sin besvarelse af spørgsmål som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anført, at drøftelserne om eventuelt at overflytte sagsøgeren til at gøre tjeneste under finansinspektøren blev indledt allerede i november 2010. Det fremgår endelig af afgørelsen af 27. juli 2010, at disse drøftelser endnu ikke var afsluttet på det tidspunkt, hvor den nævnte afgørelse blev truffet. Det må derfor konstateres, at drøftelserne om eventuelt at overflytte sagsøgeren fandt sted efter den 10. marts 2011. Sagsøgeren kan derfor ikke med rette hævde, at Banken ikke tog sagsøgerens ansøgning om forflyttelse i betragtning.

111    Det bemærkes endvidere, at for så vidt som sagsøgeren med sin argumentation ønsker at gøre gældende, at Bankens overvejelser om at overflytte hende til at gøre tjeneste under finansinspektøren, eller andre overvejelser om forflyttelse til en anden tjeneste, ikke omhandlede en forflyttelse til en tilsvarende stilling, hvor hun ville have en reel mulighed for at udvikle sin karriere, kan denne argumentation ikke tiltrædes, idet sagsøgeren ikke har fremlagt beviser for, at Banken ikke har handlet i god tro.

112    På baggrund af ovenstående betragtninger må påstanden om erstatning for tilsidesættelsen af omsorgs- og bistandspligten forkastes.

113    Personaleretten skal for det andet undersøge, om den psykiske chikane, som sagsøgeren hævder at have lidt, har forvoldt hende den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som hun påstår.

114    Det bemærkes i denne henseende, at det påhviler undersøgelsesudvalget at fastslå, om der foreligger chikane, og at undersøgelsesudvalget i det foreliggende tilfælde vedrørende X begrænsede sig til at konkludere, at undersøgelsesudvalget ikke havde kunnet »fastslå, at han har udvist en forsætlig adfærd, der har karakter af misbrug, og som kan kvalificeres som chikane«, og at undersøgelsesudvalget hvad angår Y undlod at tage stilling til, om den af sagsøgeren påtalte adfærd, som undersøgelsesudvalget havde konstateret, udgjorde psykisk chikane.

115    Da Personaleretten ikke kan foregribe resultatet af en eventuel ny undersøgelse, en eventuel ny udtalelse eller en fremtidig afgørelse fra Bankens formand, må påstanden om erstatning forkastes, da den er nedlagt for tidligt.

116    Endelig skal sagsøgerens påstand om godtgørelse af udgifter og honorarer til den advokat, som hun var nødt til at anvende for at sikre sit forsvar i forbindelse med undersøgelsesproceduren, undersøges.

117    Personaleretten bemærker i denne henseende, at de advokatudgifter, der er pådraget i forbindelse med den retslige procedure, udgør omkostninger, der kan kræves erstattet på de betingelser, der er fastsat i artikel 86 ff. i Personalerettens procesreglement, og at sådanne udgifter skal behandles i henhold til disse bestemmelser. Hvad angår de advokatudgifter, der er afholdt i forbindelse med undersøgelsesproceduren vedrørende chikane, nævner samme reglements artikel 91 blandt de omkostninger, der kan kræves erstattet, kun de nødvendige udgifter, som er afholdt i forbindelse med sagens behandling for Personaleretten, og ikke de udgifter, der er afholdt i forbindelse med den tidligere fase. En anerkendelse af, at de udgifter, der er afholdt i forbindelse med en undersøgelsesprocedure, som ligger før den retslige procedure, må anses for et tab, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en erstatningssag, vil derfor være i strid med princippet om, at udgifter, der afholdes i denne fase, ikke erstattes. Følgelig kan sagsøgeren ikke inden for rammerne af et erstatningssøgsmål opnå godtgørelse af de udgifter og honorarer, som hun har afholdt til sin advokat i forbindelse med undersøgelsesproceduren.

118    På baggrund af ovenstående betragtninger må sagsøgerens påstand om erstatning for den skade, som hun hævder at have lidt som følge af psykisk chikane og Bankens tilsidesættelse af sin omsorgspligt, forkastes.

C –  Erstatning for den skade, der angiveligt er lidt som følge af tjenstlige fejl, der kan tilskrives Banken

119    Sagsøgeren har til støtte for påstanden om erstatning anført, at Banken begik to tjenstlige fejl i forbindelse med undersøgelsesproceduren. Den første fejl består i den omstændighed, at Banken tilsidesatte sin fortrolighedspligt og politikkens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, og den anden fejl består i den omstændighed, at Banken forhindrede afhøringen af vidner.

1.     Bankens tilsidesættelse af sin fortrolighedspligt og politikkens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger

a)     Parternes argumenter

120    Sagsøgeren har anført, at Banken tilsidesatte sin fortrolighedspligt og politikkens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, som EDPS godkendte i 2005. Banken forhindrede, at undersøgelsesproceduren blev gennemført på en hensigtsmæssig måde, fremsatte negative rygter om sagsøgeren og skadede hendes rygte og troværdighed og forvoldte hende derved en ikke-økonomisk skade, som hun har opgjort til 10 000 EUR.

121    Sagsøgeren har til støtte for sin argumentation fremsat to klagepunkter.

122    Sagsøgeren har inden for rammerne af det første klagepunkt kritiseret Banken for at have fremsendt det notat, som X udfærdigede som svar på sagsøgerens notat af 14. marts 2011, til den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring«, som ikke havde noget med undersøgelsesproceduren at gøre. Sagsøgeren har endvidere kritiseret, at »visse medlemmer af det administrative personale« i Afdelingen for Koordinering ligeledes havde adgang til den sag, der blev oprettet i forbindelse med undersøgelsesproceduren. Sagsøgeren har i sine bemærkninger til EDPS’ interventionsindlæg gentaget en udveksling af e-mails til støtte for sin påstand om, at et af de dokumenter, der blev udfærdiget i forbindelse med undersøgelsesproceduren mod X og Y, blev videresendt til tredjemænd i forhold til proceduren.

123    Banken har bestridt, at den skulle have givet den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« eller enhver anden i forhold til undersøgelsesproceduren uvedkommende person adgang til det notat, som X udfærdigede inden for rammerne af undersøgelsesproceduren. Banken har anført, at den underrettede sagsøgeren og de påståede chikanører om, at de dokumenter, der blev udvekslet inden for rammerne af undersøgelsesproceduren, var undergivet den strengeste fortrolighedspligt.

124    Sagsøgeren har med sit andet klagepunkt anført, at Banken i forbindelse med undersøgelsesproceduren fremsendte sagsøgerens notat af 14. marts 2011 i sin helhed til de påståede chikanører, herunder de vedlagte bilag, selv om dokumenterne »indeholdt en række personlige, fortrolige oplysninger vedrørende bl.a. [hendes] helbred«, og at det fremgår af politikken, at den påståede chikanør ikke må modtage en kopi af det notat, hvori der redegøres for klagen.

125    Banken har anført, at den i politikken fastsatte bestemmelse om, at den påståede chikanør ikke må modtage en kopi af det notat, hvori der redegøres for klagen, ikke fuldt ud respekterer retten til forsvar, der skal sikres i enhver procedure, som kan føre til vedtagelsen af en bebyrdende retsakt. Da undersøgelsesproceduren kunne føre til, at X og Y blev afskediget, besluttede Banken af hensyn til overholdelsen af de påståede chikanørers ret til forsvar og efter at have vurderet, om det var nødvendigt at videresende sagen i sin helhed eller kun en del heraf, at videresende sagsøgerens notat af 14. marts 2011 i sin helhed, herunder de vedlagte bilag. Eftersom sagsøgeren havde anklaget X og Y for at have forvoldt hende helbredsmæssige problemer, fandt Banken det nødvendigt at videresende den lægeerklæring fra læge A af 10. marts 2011, hvoraf fremgik, at sagsøgerens psykiske problemer begyndte, da hun gjorde tjeneste under den tidligere generaldirektør for GD for »Risikostyring« som følge af det pres, som den nævnte generaldirektør udsatte hende for, og som endvidere indeholdt en anbefaling om at overflytte sagsøgeren til en anden tjeneste.

126    Banken har endvidere anført, at det ikke var uforholdsmæssigt at fremsende notatet af 14. marts 2011 i sin helhed samt de tilknyttede bilag, så meget desto mere som sagsøgeren ved skrivelsen af 28. februar 2011 fra direktøren for Afdelingen for Menneskelige Ressourcer udtrykkeligt var blevet gjort opmærksom på, at sagsøgerens notat i sin helhed ville blive fremsendt til de påståede chikanører. Eftersom sagsøgeren efterfølgende valgte at indlevere sit notat samt alle de tilknyttede bilag uden at anmode om, at disse dokumenter blev behandlet fortrolig, gav hun stiltiende sit samtykke til, at disse dokumenter blev videresendt til X og Y.

127    Selv om EDPS i sit interventionsindlæg har anmodet om at intervenere til støtte for påstanden om erstatning for tilsidesættelsen af fortrolighedspligten og bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger, har EDPS udelukkende fremsat bemærkninger vedrørende det andet klagepunkt, der vedrører den omstændighed, at notatet af 14. marts 2011 blev fremsendt i sin helhed til de påståede chikanører. EDPS har ligesom sagsøgeren nedlagt påstand om, at det fastslås, at fremsendelsen af det nævnte notat udgør en tjenstlig fejl fra Bankens side, og at Banken tilpligtes at erstatte den skade, som denne fejl har forvoldt sagsøgeren.

128    EDPS har til støtte for sin påstand fremsat to anbringender, der vedrører henholdsvis tilsidesættelse af politikken og af forordning nr. 45/2001.

129    Sagsøgeren har i sine bemærkninger til interventionsindlægget endvidere anført, at Banken anlægger forskellige fortolkninger af forpligtelsen til at respektere retten til forsvar, idet Banken i forbindelse med en anden undersøgelsesprocedure, der blev gennemført i 2010, tværtimod afslog at fremsende klagen og de dertil knyttede dokumenter til den person, der var genstand for undersøgelsesproceduren.

130    Banken har i sine bemærkninger til EDPS’ interventionsindlæg anført, at det andet klagepunkt, som EPDS har fremsat vedrørende tilsidesættelsen af forordning nr. 45/2001, ikke kan antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren ikke har fremsat dette klagepunkt i stævningen.

131    Hvad angår realiteten har Banken først anført, at den ikke på noget tidspunkt har tilkendegivet, at fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed og de vedlagte bilag var i strid med Bankens interne procedure, men at den har begrundet fremsendelsen af samtlige de nævnte dokumenter med henvisning til den omstændighed, at de interne procedurebestemmelser skal overholde de almindelige bestemmelser om beskyttelse af retten til forsvar.

132    Banken har endvidere, i modsætning til hvad EDPS har hævdet, anført, at fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed og de tilknyttede bilag ikke var i strid med forordning nr. 45/2001. Det følger nemlig af den løsning, der blev anvendt i dom X mod EIB (T-333/99, EU:T:2001:251), at beskyttelsen af retten til forsvar indebærer, at retten til forsvar skal sikres i enhver procedure, der kan føre til vedtagelsen af en bebyrdende retsakt, og ikke kun i retslige procedurer. I det foreliggende tilfælde kunne undersøgelsesproceduren føre til afskedigelsen af X og Y, dvs. til en bebyrdende retsakt, og dette længe før anlæggelsen af en retssag. Da Banken var forpligtet til at respektere retten til forsvar, fremsendte den derfor den nævnte dokumentation i henhold til artikel 5, litra b), i forordning nr. 45/2001.

133    Banken har endvidere bestridt EDPS’ påstand om, at Banken ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af, om det var nødvendigt at fremsende notatet af 14. marts 2011 i sin helhed eller kun en del heraf, inden den fremsendte det nævnte notat til de påståede chikanører. Ifølge Banken er der tale om spekulation fra EDPS’ side, idet Banken netop foretog en sådan grundig undersøgelse.

134    Sagsøgeren og EDPS har i deres indlæg som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse taget stilling til den påstand om afvisning, som Banken har fremsat i sine bemærkninger til interventionsindlægget.

b)     Personalerettens bemærkninger

135    Personaleretten vil først undersøge, om Banken som hævdet af sagsøgeren faktisk begik de to nævnte tjenstlige fejl. I bekræftende fald vil Personaleretten undersøge, om der er årsagsforbindelse mellem den eventuelt forvoldte skade og de påståede fejl. Endelig vil Personaleretten tage stilling til størrelsen af den erstatning, der i givet fald skal betales.

 Adgang til undersøgelsens sagsakter for tredjemand

136    Sagsøgeren har til støtte for sit klagepunkt, hvorefter den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« samt visse medlemmer af det administrative personale i Afdelingen for Koordinering havde adgang til den sag, der blev oprettet i forbindelse med undersøgelsesproceduren, som bilag til stævningen fremlagt et uddrag af det notat, som X udfærdigede som svar på sagsøgerens notat af 14. marts 2011, og et uddrag af et dokument, som den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« udfærdigede inden for rammerne af den formelle klageprocedure, som sagsøgeren indledte vedrørende sin bedømmelsesrapport for 2010, idet sagsøgeren er af den opfattelse, at det andet uddrag er stærkt inspireret af det første. Sagsøgeren har endvidere som bilag til sit skriftlige indlæg vedrørende EDPS’ interventionslæg fremlagt to e-mails, som hun har udvekslet med en af Bankens ansatte.

137    Hvad for det første angår de to dokumentuddrag, der er vedlagt som bilag til stævningen, konstaterer Personaleretten, at de nævnte uddrag begge indeholder en sætning, hvis indhold stort set er identisk.

138    Personaleretten bemærker i denne henseende, at Banken i skrivelsen af 2. februar 2012 til EDPS anførte, at det dokument, som den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« udfærdigede, og hvoraf et uddrag er vedlagt som bilag til stævningen, blev udfærdiget af den nævnte direktør som svar på en formel klage, som sagsøgeren havde indgivet nogle få dage efter, at X var gået på pension, til det appeludvalg, der skulle tage stilling til sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2010. Da klageproceduren blev påbegyndt under X’ ledelse, fremsendte X, inden han gik på pension, en kopi af et af sine notater til sin efterfølger, den nye direktør for GD for »Risikostyring«. Disse omstændigheder, som sagsøgeren ikke har bestridt under retsmødet, kan således forklare, hvorfor der kan konstateres en lighed mellem sætninger i de to uddrag. Personaleretten kan nemlig med rette antage, at X til sin efterfølger videregav alle de oplysninger, som han mente var relevante med det formål at hjælpe efterfølgeren i forhold til at tage stilling til den nævnte formelle klage. Under alle omstændigheder kan de to uddrag, som sagsøgeren har fremlagt, ikke anses for at udgøre tilstrækkeligt bevis for, at Banken videresendte det notat, som X havde udfærdiget som svar på sagsøgerens klage, til den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring«.

139    Hvad for det andet angår udvekslingen af e-mails mellem sagsøgeren og en af Bankens ansatte bemærker Personaleretten, at den første e-mail, hvoraf fremgår, at den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« over for det appeludvalg, der skulle tage stilling til sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2010, bekræftede, at han havde modtaget en kopi af det notat, som X havde udfærdiget inden for rammerne af den undersøgelsesprocedure, som var blevet indledt på grundlag af sagsøgerens klage over chikane, og at han havde videresendt det nævnte notat til en af sagsøgerens medarbejdere, blev udfærdiget af sagsøgeren den 21. marts 2012. Sagsøgeren ønskede med sin e-mail oplyst, om modtageren var af den opfattelse, at den tekst, som hun havde skrevet, nøje gengav, hvad den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« havde tilkendegivet, da han blev hørt af appeludvalget, i hvilken forbindelse både sagsøgeren og den nævnte modtager havde deltaget. Den berørte ansatte bekræftede i en e-mail den følgende dag ordlyden af den tekst, som sagsøgeren havde skrevet.

140    Personaleretten konstaterer i denne henseende, at den berørte ansatte hos Banken ved den udveksling af e-mails, som sagsøgeren har henvist til, ikke har afgivet et førstehåndsvidneudsagn, men at den pågældende alene har begrænset sig til at bekræfte den ordlyd, som sagsøgeren selv havde udfærdiget, og som i øvrigt først blev fremsat den 21. marts 2012, mens appeludvalgets høring fandt sted i 2011. I sagsøgerens e-mail henvises der i endvidere til den omstændighed, at X’ notat blev videresendt til en enkelt af Bankens ansatte og ikke, som sagsøgeren har hævdet i stævningen, til »visse medlemmer af personalet«. Den udveksling af e-mails, som sagsøgeren har henvist til, har derfor ikke i det foreliggende tilfælde en sådan tilstrækkelig bevisværdi, at det kan anses for godtgjort, at Banken videresendte det notat, som X udfærdigede som svar på sagsøgerens klage, til den nye generaldirektør for GD for »Risikostyring« samt en række medlemmer af personalet i Afdelingen for Koordinering.

141    På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at det ikke kan anses for godtgjort, at Banken gav tredjemand adgang til undersøgelsens sagsakter, idet sagsøgeren ikke har fremlagt tilstrækkelige beviser til støtte for sin påstand.

 Fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed, herunder de tilhørende bilag, til de påståede chikanører

–       Tilstedeværelsen af en fejl

142    Sagsøgeren har til støtte for sit argument om, at Banken begik en fejl ved at fremsende notatet af 14. marts 2011 med tilhørende bilag til de påståede chikanører, fremsat et enkelt anbringende vedrørende tilsidesættelsen af fortrolighedspligten og politikkens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger.

143    Personaleretten konstaterer, at EDPS i sit interventionsindlæg har fremsat et andet anbringende om tilsidesættelse af forordning nr. 45/2001. Adspurgt herom under retsmødet oplyste EDPS, at der ikke var tale om et andet anbringende, men om et argument, der var fremsat til støtte for det anbringende, som sagsøgeren havde fremsat.

144    Det skal i den forbindelse bemærkes, at artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen, der i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut finder anvendelse på forhandlingerne for Personaleretten, og artikel 110, stk. 3, i Personalerettens procesreglement ganske vist ikke er til hinder for, at en intervenient fremfører nye eller andre anbringender end den part, til støtte for hvem han indtræder i sagen, idet enhver anden fortolkning vil indebære, at interventionen begrænses til en gentagelse af de i stævningen fremførte argumenter. Men det kan ikke antages, at disse bestemmelser giver intervenienten mulighed for at ændre eller fordreje sagens rammer som fastlagt i stævningen ved at fremføre nye anbringender (jf. i denne retning domme BaByliss mod Kommissionen, T-114/02, EU:T:2003:100, præmis 417, og SELEX Sistemi Integrati mod Kommissionen, T-155/04, EU:T:2006:387, præmis 42). EDPS’ argumentation kan derfor ikke tages til følge, idet EDPS ved at anføre, at Banken har tilsidesat visse bestemmelser i forordning nr. 45/2001, netop har fremsat et separat anbringende i forhold til det anbringende, som sagsøgeren har fremsat vedrørende tilsidesættelse af politikken.

145    Da EDPS ikke er berettiget til at fremsætte et anbringende, som ikke finder støtte i stævningen, kan det andet anbringende ikke antages til realitetsbehandling.

146    Når dette er sagt, må Personaleretten konstatere, at det udtrykkeligt fremgår af politikken, at den påståede chikanør skal underrettes om klagens indhold og modtage de relevante oplysninger i denne henseende, men at den pågældende ikke har krav på at modtage en kopi af klagerens notat.

147    Det følger af politikkens ordlyd, at Banken tilsidesatte politikken, da den videresendte hele notatet af 14. marts 2011, herunder de tilhørende bilag, til X og Y. Banken begik således en fejl, hvorved den kan have pådraget sig et ansvar uden for kontrakt.

148    Denne konklusion ændres ikke af den omstændighed, at Banken var forpligtet til at respektere retten til forsvar samt overholde den retspraksis, der følger af dom X mod EIB (EU:T:2001:251). I modsætning til hvad Banken har anført, kan undersøgelsesproceduren nemlig ikke direkte føre til vedtagelsen af en sanktion mod den påståede chikanør, idet en sådan sanktion kun kan pålægges i forbindelse med en disciplinærsag. Da undersøgelsesproceduren ikke kunne føre til vedtagelsen af en retsakt, der var bebyrdende for de påståede chikanører, kunne Banken ikke med rette videresende samtlige sagsøgerens personlige oplysninger for at respektere deres ret til forsvar.

149    Bankens argument om, at sagsøgeren forinden blev underrettet om, at det notat, der indeholdt hendes klage, ville blive fremsendt til de påståede chikanører, kan heller ikke tages til følge. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke udtrykkeligt anfægtede, at hendes notat blev videresendt, indebærer nemlig ikke, selv hvis det antages, at Banken med føje kunne anse dette forhold som udtryk for, at sagsøgeren stiltiende havde givet sit samtykke til videresendelsen, at Banken kan tilsidesætte sine egne interne regler, som i det foreliggende tilfælde udgøres af den bestemmelse i politikken, der udtrykkeligt foreskriver, at klagerens notat ikke må videresendes til den påståede chikanør.

–       Den ikke-økonomiske skade og årsagsforbindelse

150    Personaleretten konstaterer, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorledes fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed med tilhørende bilag til de påståede chikanører forhindrede, at undersøgelsesproceduren blev gennemført på en hensigtsmæssig måde, og således forvoldte hende en ikke-økonomisk skade. Det er derfor ikke godtgjort, at der foreligger en ikke-økonomisk skade.

151    Hvad angår sagsøgerens påstand om, at fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed med tilhørende bilag til de påståede chikanører påvirkede hendes arbejdsmiljø, der allerede var hende fjendtligt indstillet, idet fremsendelsen af det nævnte notat havde givet anledning til negative rygter om hende og havde således skadet hendes rygte og troværdighed, bemærker Personaleretten, at notatet af 14. marts 2011, herunder de tilhørende bilag, indeholder en række personoplysninger vedrørende sagsøgeren, herunder navnlig oplysninger om hendes helbredstilstand. Personaleretten kan herefter kun fastslå, at videresendelsen af de nævnte personoplysninger vedrørende sagsøgeren til de påståede chikanører har forvoldt sagsøgeren en ikke-økonomisk skade.

–       Erstatning for skaden

152    Det bemærkes, at der ikke i stævningen er anført betragtninger, der specifikt vedrører opgørelsen af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af, at Banken videresendte notatet af 14. marts 2011 i sin helhed til de påståede chikanører.

153    Under disse omstændigheder må den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, ud fra ret og billighed opgøres til 5 000 EUR, og Banken tilpligtes at betale dette beløb til sagsøgeren.

2.     Hindringer for afhøringen af vidner

a)     Parternes argumenter

154    Sagsøgeren har kritiseret Banken for at have givet flere af de personer, som sagsøgeren havde udpeget som personer, der kunne høres af undersøgelsesudvalget, urigtige oplysninger om deres eventuelle vidneudsagn med det resultat, at de havde nægtet at vidne. Visse af disse potentielle vidner var endvidere ikke blevet underrettet om, at hun havde foreslået dem som vidner, og de var ikke blevet indkaldt til en høring. Banken forhindrede således, at undersøgelsesproceduren blev gennemført på en hensigtsmæssig måde, og tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik. Denne fejl, som Banken har begået, har forvoldt sagsøgeren en ikke-økonomisk skade, som hun efter ret og billighed har opgjort til 40 000 EUR.

155    Banken har anfægtet påstanden om, at den forhindrede afhøringen af vidner.

b)     Personalerettens bemærkninger

156    Hvad angår det første klagepunkt fremgår det faktisk af sagsakterne, at visse af de personer, som sagsøgeren udpegede som personer, der kunne høres af undersøgelsesudvalget, nægtede at vidne. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget bevis eller indicium til støtte for sit argument om, at den omstændighed, at Banken afgav urigtige oplysninger, var årsagen til, at de nævnte personer nægtede at vidne. Sagsøgeren synes endvidere ikke selv at være overbevist om denne påstand, idet hun i stævningen har anført, at »visse [personer] henvendte sig […] til Bankens [A]fdeling for [M]enneskelige [R]essourcer med spørgsmål om denne procedure«, og at de i den forbindelse »fik« et svar. Dette klagepunkt må derfor forkastes.

157    Hvad derefter angår det andet klagepunkt om, at undersøgelsesudvalget ikke indkaldte samtlige de personer, som sagsøgeren havde udpeget som potentielle vidner, til at vidne, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af politikken, at undersøgelsesudvalget kan vælge den fremgangsmåde, som den finder passende. Selv om det er korrekt, at det endvidere fremgår af politikken, at undersøgelsesudvalget afholder samtaler med »de eventuelle vidner, som [klageren] har udpeget«, er der imidlertid intet grundlag for, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at undersøgelsesudvalget har pligt til at indkalde samtlige de potentielle vidner, som klageren har udpeget, til en høring. Som Banken med rette har anført, tilkommer det derimod undersøgelsesudvalget at beslutte, hvilke personer blandt de af parterne udpegede der skal høres. Dette andet klagepunkt skal derfor ligeledes forkastes.

158    Da de to klagepunkter er blevet forkastet, må det fastslås, at det ikke er godtgjort, at Banken forhindrede høringen af vidner, som hævdet af sagsøgeren.

159    Det følger af ovenstående, og uden at det er fornødent at anordne den af sagsøgeren begærede bevisførelse, at Banken skal pålægges at betale sagsøgeren 35 000 EUR i erstatning for den skade, der er forvoldt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, og som følge af Bankens tilsidesættelse af politikken.

 Sagens omkostninger

160    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

161    Det følger af denne doms præmisser, at Banken har tabt sagen, idet sagsøgeren i det væsentlige har fået medhold. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Banken tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Banken pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder de omkostninger, som EDPS’ intervention har medført for Banken og sagsøgeren.

162    Intervenienten bærer i medfør af procesreglementets artikel 89, stk. 4, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):

1)      Afgørelsen af 27. juli 2011 truffet af formanden for Den Europæiske Investeringsbank annulleres.

2)      Investeringsbanken betaler CG 35 000 EUR.

3)      I øvrigt frifindes Investeringsbanken.

4)      Investeringsbanken bærer sine egne omkostninger og betaler de af CG afholdte omkostninger.

5)      Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, som er interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Rofes i Pujol Bradley Svenningsen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. juli 2014.

W. Hakenberg       M.I. Rofes i Pujol

Justitssekretær       Afdelingsformand

Indhold

Retsforskrifter

Sagens faktiske omstændigheder

Parternes påstande og retsforhandlingerne

Formaliteten

I –  Den tredje påstand om, at det fastslås, at der foreligger chikane

II –  Den femte påstand om annullation af afgørelsen af 1. september 2011

III –  Den sjette påstand om, at det fastslås, at der er begået tjenstlige fejl, som kan tilskrives Banken

Påstanden om annullation og påstanden om erstatning

I –  Påstanden om annullation af afgørelsen af 27. juli 2011

A –  Parternes argumenter

B –  Personalerettens bemærkninger

II –  Sagsøgerens påstand om erstatning

A –  Erstatning for den skade, der er opstået som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig

1.  Parternes argumenter

2.  Personalerettens bemærkninger

B –  Erstatning for den skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af den psykiske chikane samt Bankens tilsidesættelse af sin omsorgspligt

1.  Parternes argumenter

2.  Personalerettens bemærkninger

C –  Erstatning for den skade, der angiveligt er lidt som følge af tjenstlige fejl, der kan tilskrives Banken

1.  Bankens tilsidesættelse af sin fortrolighedspligt og politikkens bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger

a)  Parternes argumenter

b)  Personalerettens bemærkninger

Adgang til undersøgelsens sagsakter for tredjemand

Fremsendelsen af notatet af 14. marts 2011 i sin helhed, herunder de tilhørende bilag, til de påståede chikanører

–  Tilstedeværelsen af en fejl

–  Den ikke-økonomiske skade og årsagsforbindelse

–  Erstatning for skaden

2.  Hindringer for afhøringen af vidner

a)  Parternes argumenter

b)  Personalerettens bemærkninger

Sagens omkostninger

* Processprog: fransk.