Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch (Nederlandene) den 22. februar 2022 – X og Y herunder på vegne af deres seks mindreårige børn mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(Sag C-125/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X og Y herunder på vegne af deres seks mindreårige børn

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 15 i kvalifikationsdirektivet 1 , sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra g), og artikel 4 i kvalifikationsdirektivet, artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder 2 og artikel 19, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at før afgørelsen af spørgsmålet, om en ansøger har behov for subsidiær beskyttelse, skal alle relevante elementer vedrørende ansøgerens individuelle situation og personlige omstændigheder samt den generelle situation i oprindelseslandet altid undersøges og bedømmes fuldt ud og i den indbyrdes sammenhæng, før det bestemmes, hvilke former for alvorlig overlast, der frygtes, og som kan begrundes med disse elementer?

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende, er bedømmelsen af ansøgerens individuelle situation og personlige omstændigheder efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c), som der, hvilket Domstolen allerede har præciseret, skal tages hensyn til, mere omfattende end prøvelsen efter individualiseringskravet som omhandlet i dommen fra den europæiske menneskerettighedsdomstol i sagen N.A. mod Det Forenede Kongerige ? Kan disse elementer tages i betragtning ved den samme ansøgning om subsidiær beskyttelse såvel ved bedømmelsen efter kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra b), som ved bedømmelsen efter dette direktivs artikel 15, litra c)?

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 15 fortolkes således, at ved bedømmelsen af behovet for subsidiær beskyttelse skal den såkaldte glidende skala, som Domstolen allerede har præciseret skal finde anvendelse, når det gøres gældende, at der er frygt for alvorlig overlast som omhandlet i kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra c), også finde anvendelse ved bedømmelsen af, om der er frygt for alvorlig overlast som omhandlet i kvalifikationsdirektivets artikel 15, litra b)?

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 15, sammenholdt med artikel 1 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 19, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at humanitære omstændigheder, der er en (in)direkte følge af en handling eller undladelse fra en aktør, der står bag alvorlig overlast, skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om en ansøger har behov for subsidiær beskyttelse?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337 af, s. 9).

1     Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, 17.7.2008, nr. 25904/07, N.A. mod Det Forenede Kongerige ECLI:CE:ECHR:2008:0717JUD002590407.