Language of document :

Sag anlagt den 5. december 2011 - SinnLeffers mod Kommissionen

(Sag T-621/11)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: SinnLeffers GmbH (Hagen, Tyskland) (ved advokaterne C. Rupp og H. Wunderlich)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 K(2011) 275 endelig, i en procedure om Tysklands statsstøtte C 7/2010 (ex CP 250/2009 og ex NN 5/2010) "KStG, Sanierungsklausel" annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF på grund af foranstaltningens manglende selektivitet

Fejlagtig vurdering af det relevante referencesystem: Sagsøgeren har i denne sammenhæng gjort gældende, at Kommissionen ved bedømmelsen af selektiviteten af saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, i den tyske lov om selskabsskat ("KStG") har benyttet et forkert referencesystem. Når det objektive nettoprincip lægges til grund, fremgår det ifølge sagsøgerens opfattelse endvidere, at saneringsklausulen ikke udgør en undtagelse fra referencesystemet, men derimod genopretter referencesystemet.

Fejlagtig vurdering af generelle bestemmelsers manglende selektivitet: Sagsøgeren har hertil gjort gældende, at selektiviteten af saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, KStG også må afvises under henvisning til, at lovbestemmelsen har almen gyldighed.

Fejlagtig vurdering af begrundelsen vedrørende arten og den indre opbygning af det tyske skattesystem for selskaber: Sagsøgeren har i denne sammenhæng gjort gældende, at saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, KStG kan begrundes med arten og den indre opbygning af det tyske skattesystem for selskaber i hvert fald under henvisning til det relevante referencesystems objektive nettoprincip, som er udtryk for princippet om kapacitet.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af trinhøjere retsregler - tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning

Sagsøgeren har i den forbindelse bl.a. gjort gældende, at Kommissionen før indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, på intet tidspunkt havde givet udtryk for statsstøtteretlige betænkeligheder i forhold til saneringsklausulen i § 8, stk. 4, tredje punktum, KStG i dens tidligere affattelse eller lignende bestemmelser i andre medlemsstater. På grundlag af Kommissionens tidligere adfærd, havde sagsøgeren, selv under udøvelse af den allerstørste omhu som en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende, ikke været i stand til at forudse den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren burde derfor kunne have haft tiltro til retmæssigheden af den nye saneringsklausul i § 8c, stk. 1a, KStG.

____________