Language of document :

Sag anlagt den 17. november 2023 – Fondazione Save The Chickens mod Kommissionen

(Sag T-1086/23)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Fondazione Save The Chickens ETS (Milano, Italien) (ved advokat C. Ceriello)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Erklæringen om ugyldighed af det europæiske borgerinitiativ »End The Slaughter Age« som følge af mangelende opnåelse af en million underskrifter annulleres (Link: https://citizens-initiative.europa.eu/initiatives/details/2022/000003_en), og efter en genoptælling fastslås det, at de fornødne en million underskrifter er blevet nået, og følgelig erklæres det europæiske borgerinitiativ »End the Slaughter Age« gyldigt.

Subsidiært forpligtes Kommissionen til at foretage en genoptælling af underskrifterne og erklære underskrifterne på papir i en hvilken som helst form eller med den af initiativtagerne rapporterede underskriftsvilje for gyldige.

Mere subsidiært, henset til de indsamlede underskrifters stand og de vedvarende og langvarige fejl ved portalen i løbet af indsamlingsåret, genåbnes fristen for indsamling af underskrifter, idet fristen for on-line-underskrifter forlænges med yderligere 30 dage, hvilket gør det muligt for personer, der over for initiativtagerne har tilkendegivet at ville underskrive, at gøre dette online.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at underskrifterne på papir ikke er optalt korrekt, hvilket også er beskrevet i stævningen. Viljen til at underskrive kan både online og »analogt« udtrykkes på forskellig vis, ikke kun gennem foreninger, der varetager forskellige interesser, men også gennem en udtrykkelig vilje hos borgere, der er villige til at underskrive.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionens officielle portal for indsamling af underskrifter i perioden har været ramt af tekniske problemer, således at borgerne ikke har kunnet underskrive, særligt i weekenderne, hvor det har været mere sandsynligt at opnå underskrifter fra borgerne. Derved blev retten til et helt år til at underskrive online tilsidesat, idet Kommissionens forlængelse med en enkelt dag til at indsamle underskrifter ikke kan anses for tilstrækkelig.

____________