RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
24. oktober 2019 (*)
»Annullationssøgsmål – regler for institutionerne – pligt til at overdrage de oversættelsesopgaver, der er påkrævet i forbindelse med EUIPO’s virksomhed til CdT – opsigelse af den ordning, der er aftalt mellem CdT og EUIPO – offentliggørelse af et udbud vedrørende oversættelsestjenester – formalitetsindsigelse – manglende søgsmålsinteresse – delvist ufornødent at træffe afgørelse – delvis afvisning«
I sag T-417/18,
Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) ved J. Rikkert og M. Garnier, som befuldmægtigede,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved N. Bambara og D. Hanf, som befuldmægtigede,
sagsøgte,
angående, for det første, en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation for det første af EUIPO’s skrivelse af 26. april 2018, for så vidt som EUIPO herved meddelte sin hensigt om ikke at forlænge den ordning, der i 2016 blev indgået med CdT vedrørende det oversættelsesarbejde, der er nødvendigt, for at EUIPO kan fungere, efter den 31. december 2018, for det andet af EUIPO’s skrivelse af 26. april 2018, hvorved EUIPO oplyste CdT om, at det som forholdsregel havde til hensigt at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for at sikre kontinuiteten i oversættelsesarbejdet efter den 31. december 2018, bl.a. ved at offentliggøre et udbud, og for det tredje af EUIPO’s afgørelse om at offentliggøre et udbud vedrørende oversættelsestjenesterne i Den Europæiske Unions Tidende under referencen 2018/S 114-258472, for det andet, en påstand om, at EUIPO skal forbydes at underskrive kontrakter i henhold til dette udbud, og, for det tredje, en påstand om, at offentliggørelsen af et udbud vedrørende oversættelsestjenesterne foretaget af et kontor eller ethvert andet EU-organ eller ‑agentur, hvis oprettelsesforordning fastsætter, at oversættelsesarbejdet leveres af CdT, er ulovlig,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af dommerne H. Kanninen, J. Schwarcz (refererende dommer) og C. Iliopoulos,
justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. maj 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) er et organ, der er oprettet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2965/94 af 28. november 1994 (EFT 1994, L 314, s. 1). Det har til opgave at udføre oversættelsesarbejde for de kontorer og agenturer, som er opregnet i denne forordnings artikel 2, stk. 1, første afsnit, og for Unionens institutioner og organer i henhold til denne artikels stk. 3.
2 Ifølge anden betragtning til forordning nr. 2965/94 er oprettelsen af et fælles center en praktisk løsning på problemet vedrørende oversættelsesbehovet for et større antal organer beliggende på hele Unionens område.
3 I henhold til artikel 2, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2965/94 skal CdT »udføre det nødvendige oversættelsesarbejde« for Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (KHIM), nu Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).
4 Artikel 2, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 2965/94 foreskriver desuden, at CdT og hvert af de kontorer og agenturer, som er nævnt i første afsnit i samme stykke, »udarbejder ordninger for deres samarbejde«.
5 I erklæring 1 til forordning nr. 2965/94 har Rådet for Den Europæiske Union fremhævet, at det »lægger meget stor vægt på, at principperne for effektivitet og omkostningseffektivitet overholdes«.
6 Artikel 148 i forordning 2017/1001 bestemmer, at »[d]et oversættelsesarbejde, der er nødvendigt, for at [EUIPO] kan fungere, udføres af [CdT]«. Denne artikel svarer til den tidligere artikel 121 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer.
7 Den 13. december 2016 udarbejdede CdT og EUIPO en ordning som omhandlet i artikel 2, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 2965/94 (herefter »2016-ordningen«).
8 2016-ordningen erstattede en tidligere ordning, som var udarbejdet den 30. november 2015.
9 Artikel 11 i 2016-ordningen fastsatte en procedure, som skulle følges i tilfælde af uoverensstemmelser mellem CdT og EUIPO.
10 I henhold til artikel 15 i 2016-ordningen skulle den træde i kraft den 1. januar 2017 og udløbe den 31. december samme år, og den ville blive fornyet stiltiende for en periode på 12 måneder, forudsat at den ikke blev sagt op pr. anbefalet brev af en af parterne to måneder inden dens udløb.
11 Den 26. april 2018 sendte EUIPO en skrivelse til CdT (herefter »skrivelsen af 26. april 2018«), hvori EUIPO gjorde rede for sin utilfredshed med det arbejde, som CdT leverede, og de vilkår, hvorefter dette arbejde blev faktureret. EUIPO oplyste endvidere, at det havde til hensigt at afslutte 2016-ordningen og, i tilfælde af, at det ikke var muligt at udarbejde en ny ordning, indføre et system til sikring af oversættelsesarbejdet. I samme skrivelse foreslog EUIPO CdT snarest muligt at indkalde til et møde, således at de kunne udarbejde en ny ordning inden udgangen af 2018. Der blev udvekslet flere skrivelser med henblik på fastsættelsen af en dato for dette møde.
12 Den 16. juni 2018 offentliggjorde EUIPO i tillægget til Den Europæiske Unions Tidende en udbudsbekendtgørelse med henblik på levering af oversættelsestjenester (2018/S 114-258472) (herefter »udbudsbekendtgørelsen«), inklusive et udbud (herefter »udbuddet«).
13 Punkt I.3 i udbudsbekendtgørelsen henviste til den internetadresse, hvor udbudsdokumenterne kunne findes, og i punkt II.1.1 var referencen AO/010/18 angivet.
14 Ifølge udbudsbekendtgørelsens punkt II.1.4 »[var] [o]mfanget af [udbuddet] at indhente levering af oversættelsestjenester vedrørende Den Europæiske Unions varemærker, registrerede EF-mønstre og generelle administrative dokumenter«.
15 Ifølge udbudsbekendtgørelsens punkt II.2.6 og II.2.7 var aftalens værdi eksklusive moms 40,8 mio. EUR og havde en oprindelig varighed på 48 måneder.
16 Ifølge udbudsbekendtgørelsens punkt IV.2.2 var fristen for modtagelse af bud fastsat til den 23. juli 2018.
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. juli 2018 har CdT anlagt nærværende søgsmål.
18 CdT har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– EUIPO’s afgørelse af 26. april 2018 om opsigelse af 2016-ordningen annulleres.
– EUIPO’s afgørelse af 26. april 2018 om »at tiltage sig retten til at gennemføre alle de forudgående foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre fortsættelsen af kontorets oversættelsesarbejde, bl.a. ved at offentliggøre et udbud«, annulleres.
– EUIPO’s afgørelse om at offentliggøre udbuddet annulleres.
– EUIPO forbydes at underskrive kontrakter i henhold til dette udbud.
– Det fastslås, at offentliggørelsen af et udbud vedrørende oversættelsestjenester foretaget af et kontor eller ethvert andet EU-organ eller ‑agentur, hvis oprettelsesforordning fastsætter, at oversættelsesarbejdet leveres af CdT, er ulovlig.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
19 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 9. juli 2018 indgav CdT anmodning om foreløbige forholdsregler. Den 17. juli 2018 fremsatte EUIPO sine bemærkninger til anmodningen om foreløbige forholdsregler.
20 Ved kendelse af 20. juli 2018, CdT mod EUIPO (T-417/18 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:502), afslog Rettens præsident anmodningen om foreløbige forholdsregler og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.
21 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 2018 har EUIPO i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement fremsat en formalitetsindsigelse
22 EUIPO har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Stævningen afvises i det hele.
– CdT tilpligtes at betale omkostningerne i nærværende sag samt omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
23 Ved dokument indleveret den 5. november 2018 har CdT fremsat sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen.
24 I sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen har CdT nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelsen forkastes.
– Alle EUIPO’s påstande og begæringer forkastes.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Der afsiges påbud om at iagttage alle andre retlige forpligtelser.
25 På forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Afdeling) den 22. januar 2019 som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i Rettens procesreglement anmodet parterne om at besvare et skriftligt spørgsmål. Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
26 Retten (Fjerde Afdeling) har i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 6, besluttet at indlede den mundtlige forhandling, og at denne alene skal angå spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling.
27 Parterne har afgivet indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 22. maj 2019. Efter at Retten i retsmødet havde anmodet herom, fremlagde EUIPO den 23. maj 2019 den nye ordning, der for 2019 og 2020 var udarbejdet med CdT og undertegnet den 7. december 2018 (herefter »2018-ordningen«). Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 3. juni 2019.
Retlige bemærkninger
28 I stævningen har CdT nærmere bestemt gjort gældende, at EUIPO har tilsidesat artikel 2 og 11 i forordning nr. 2965/94, artikel 148 i forordning 2017/1001 og artikel 11 i 2016-ordningen.
29 EUIPO har i formalitetsindsigelsen gjort gældende, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, skal tage stilling til, om sagen bør afvises, eller om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Indledningsvis er EUIPO for det første af den opfattelse, at de retsakter, som CdT har anfægtet, dvs. skrivelsen af 26. april 2018 og udbudsbekendtgørelsen, ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, eftersom der er tale om forberedende retsakter, der ikke udgør afgørelser, og som ikke umiddelbart berører CdT. For det andet kan stævningen heller ikke antages til realitetsbehandling, eftersom CdT’s retlige argumenter er utilstrækkelige. Hvad angår Rettens manglende kompetence har EUIPO derefter anført, at skrivelsen af 26. april 2018, der blev udarbejdet på grundlag af artikel 15 i 2016-ordningen, indgår i en rent aftaleretlig sammenhæng, og at den derfor ikke udgør en af de EU-retsakter, som er omhandlet i artikel 288 TEUF, og som kan påstås annulleret i henhold til artikel 263 TEUF.
Hvorvidt EUIPO’s formalitetsindsigelse er indgivet forskriftsmæssigt
30 I indledningen til sine bemærkninger vedrørende EUIPO’s formalitetsindsigelse har CdT oplyst, at det vil henholde sig til Rettens skøn med hensyn til, om formalitetsindsigelsen formelt kan antages til realitetsbehandling.
31 Såfremt det antages, at CdT med en sådan angivelse har til hensigt at bestride forskriftsmæssigheden af formalitetsindsigelsen, skal det bemærkes, at CdT ikke har fremført nogen argumenter til støtte for en sådan uregelmæssighed.
Hvorvidt Retten har kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag
32 Ifølge EUIPO indeholder 2016-ordningen ikke nogen voldgiftsbestemmelse, som overdrager Unionens retsinstanser kompetence til at træffe afgørelse i en eventuel tvist vedrørende denne ordning, selv om det havde været muligt at indføre en sådan bestemmelse i henhold til artikel 118, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 145, stk. 2, i forordning 2017/1001), der var gældende på tidspunktet for 2016-ordningens udarbejdelse. EUIPO har fremhævet, at en sådan bestemmelse udgør en konkret gennemførelse af den generelle bestemmelse i artikel 272 TEUF. EUIPO er af den opfattelse, at under disse omstændigheder har Unionens retsinstanser ikke kompetence til at annullere retsakter af ren aftalemæssig karakter. EUIPO har i denne forbindelse henvist til dom af 27. september 2012, Applied Microengineering mod Kommissionen (T-387/09, EU:T:2012:501, præmis 37).
33 CdT er af den opfattelse, at sagen kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører skrivelsen af 26. april 2018, eftersom dets forhold til EUIPO ikke indgår i en udelukkende kontraktmæssig sammenhæng, idet der snarere er tale om en interinstitutionel forbindelse, som reguleres af forordning nr. 2965/94 og 2017/1001. Formålet med 2016-ordningen er alene at gennemføre de principper, som er fastsat i disse forordninger.
34 I denne forbindelse bør det afgøres, om den foreliggende sag, sådan som EUIPO har gjort gældende, indgår i en ren kontraktmæssig sammenhæng, med hensyn til hvilken Retten ikke har nogen kompetence.
35 I henhold til artikel 263 TEUF prøver Unionens retsinstanser nemlig kun lovligheden af retsakter, der er vedtaget af institutionerne, og som skal have retsvirkning over for tredjemand gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (dom af 17.6.2010, CEVA mod Kommissionen, T-428/07 og T-455/07, EU:T:2010:240, præmis 51), og denne kompetence gælder kun for de retsakter, der er omhandlet i artikel 288 TEUF, og som disse institutioner kan udstede på de i traktaten fastsatte betingelser ved anvendelse af deres beføjelser som offentlig myndighed (jf. i denne retning kendelse af 10.5.2004, Musée Grévin mod Kommissionen, T-314/03 og T-378/03, EU:T:2004:139, præmis 62, 63 og 81, og af 26.2.2007, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-205/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:59, præmis 39). Derimod hører retsakter, som er vedtaget af institutionerne, og som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, som følge af selve deres karakter ikke til de retsakter, der er omfattet af artikel 288 TEUF, og som kan påstås annulleret i henhold til artikel 263 TEUF (kendelse af 10.5.2004, Musée Grévin mod Kommissionen, T-314/03 og T-378/03, EU:T:2004:139, præmis 64, og dom af 17.6.2010, CEVA mod Kommissionen, T-428/07 og T-455/07, EU:T:2010:240, præmis 52).
36 I den foreliggende sag blev 2016-ordningen vedtaget på grundlag af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2965/94, hvilket EUIPO også erkendte i retsmødet. Denne ordning, som udtrykkeligt henviser til denne forordning, er omfattet af denne bestemmelse og af bestemmelsen i artikel 148 i forordning 2017/1001.
37 I henhold til disse to sidstnævnte bestemmelser leverer CdT det oversættelsesarbejde, der er nødvendigt, for at EUIPO kan fungere, inden for rammerne af en ordning for deres samarbejde.
38 Det skal endvidere bemærkes, at forordning nr. 2965/94 foretager en sondring mellem de »ordninger«, som CdT i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1 og 2, udarbejder med de institutioner, organer, kontorer og agenturer, som er omhandlet i denne bestemmelse, og som definerer deres samarbejde, på den ene side, og rene kontraktforhold, hvis vilkår reguleres af en særskilt bestemmelse i forordning nr. 2965/94, nemlig dens artikel 18, stk. 1, på den anden side. I henhold til sidstnævnte bestemmelse fastsættes CdT’s ansvar i kontraktforhold efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt, og Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til enhver voldgiftsbestemmelse, som er omfattet af en aftale, som CdT har indgået. Det skal bemærkes, at denne bestemmelse nævner aftaler indgået af CdT, mens artikel 2 i forordning nr. 2965/94 vedrører de ordninger, som er udarbejdet med CdT.
39 Endelig skal det konstateres, at selv om EUIPO i sin skrivelse af 26. april 2018 informerede CdT om, at det ikke havde til hensigt at forlænge 2016-ordningen for det følgende år i henhold til denne ordnings artikel 15 (jf. præmis 10 ovenfor), påvirker dette på ingen måde EUIPO’s pligt til at overholde bestemmelserne i forordning nr. 2965/94 og 2017/1001, hvilket indebærer, at omstændighederne i den foreliggende sag ikke kan anses for rene kontraktmæssige forhold. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EUIPO i retsmødet har erkendt, at i henhold til forordning nr. 2965/94 og 2017/1001 er EUIPO og CdT forpligtede til at udarbejde ordninger for deres samarbejde. Ifølge EUIPO er det således alene undtagelsesvis og i hastende situationer, at EUIPO selv sikrer oversættelsesarbejdet, indtil Europa-Kommissionen har afgjort en eventuel tvist med CdT.
40 Under disse omstændigheder kan den foreliggende tvist ikke anses for at indgå i en udelukkende kontraktmæssig sammenhæng. Retten har hermed kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag.
Formaliteten med hensyn til den del af søgsmålet, der er rettet mod skrivelsen af 26. april 2018, for så vidt som den indeholder meddelelse om, at EUIPO ikke havde til hensigt at forlænge 2016-ordningen efter den 31. december 2018
41 EUIPO har gjort gældende, at skrivelsen af 26. april 2018 ikke udgør en retsakt, der skal have retsvirkning som omhandlet i artikel 263, stk. 4 og 5, TEUF. En påstået »uregelmæssighed« i denne skrivelse ville gøre artikel 15 i 2016-ordningen indholdsløs. EUIPO har fremhævet, at CdT ikke har rejst en ulovlighedsindsigelse over for denne bestemmelse i forhold til artikel 148 i forordning 2017/1001. Endvidere udgør skrivelsen af 26. april 2018 blot en forberedende retsakt. EUIPO er af den opfattelse, at selv om skrivelsen af 26. april 2018 skal anses for en retsakt, der har til formål at fremkalde retsvirkninger, og som skal kvalificeres som en afgørelse i forhold til CdT, er dens virkninger fremtidige og usikre.
42 CdT har gjort gældende, at skrivelsen af 26. april 2018, der har en klar og utvetydig ordlyd, ikke udgør en rent forberedende retsakt, men en bindende og definitiv meddelelse om opsigelse af aftaleforholdet mellem to parter. Begge parter er således umiddelbart berørte af denne afgørelse, der dermed udgør en retsakt, der kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF. Ifølge CdT er virkningerne af skrivelsen af 26. april 2018 hverken fremtidige eller usikre, eftersom EUIPO fastsatte en dato for opsigelsen af 2016-ordningen. Det er imidlertid hypotetisk og usikkert, om der bliver undertegnet en ny ordning. Den manglende fornyelse af 2016-ordningen og offentliggørelsen af et udbud udgør nemlig et sæt af samstemmende indicier, der påviser, at EUPO havde til hensigt at opsige den omhandlede ordning med henblik på at afbryde dets samarbejde med CdT for at gennemføre kontrakterne om levering af oversættelsestjenester fra og med den 1. januar 2019. Ved at opsige samarbejdet med CdT har EUIPO desuden misbrugt artikel 15 i 2016-ordningen, idet det har tilsidesat forordning nr. 2965/1994 og 2017/1001.
43 Som det allerede er blevet bemærket, foreligger der retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF, når foranstaltningerne har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, og af 16.7.1998, Regione Toscana mod Kommissionen, T-81/97, EU:T:1998:180, præmis 21).
44 Specielt kan retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, principielt kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 10, og af 10.7.1990, Automec mod Kommissionen, T-64/89, EU:T:1990:42, præmis 42).
45 Det fremgår desuden af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt denne person har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel (dom af 17.9.2009, Kommissionen mod Koninklijke FrieslandCampina, C-519/07 P, EU:C:2009:556, præmis 63, og af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 55).
46 Sagsøgerens søgsmålsinteresse skal være eksisterende og faktisk. Den kan ikke vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 56).
47 Endelig skal denne interesse for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises, og bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 57, og kendelse af 23.5.2019, Fujifilm Recording Media mod EUIPO – iTernity (d:ternity), T-609/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:366, præmis 25).
48 I den foreliggende sag skal det undersøges, om den del af søgsmålet, der er rettet mod skrivelsen af 26. april 2018, for så vidt som der heri oplyses om EUIPO’s hensigt om ikke at forlænge 2016-ordningen, opfylder betingelserne for antagelse til realitetsbehandling.
49 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at CdT og EUIPO som svar på Rettens skriftlige spørgsmål til parterne af 22. januar 2019 har henvist til, at der efter forhandlinger blev indgået en aftale for 2019 og 2020, nemlig 2018-ordningen.
50 Selv uden at det er nødvendigt at undersøge, om skrivelsen af 26. april 2018 indeholder en endelig afgørelse, eller om den, som EUIPO har gjort gældende, blot er en forberedende retsakt med usikre virkninger, der ikke umiddelbart berører CdT, opstår under disse omstændigheder spørgsmålet, om sagsøgerens søgsmålsinteresse fortsat foreligger, efter at 2018-ordningen blev undertegnet (jf. i denne retning dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 57).
51 Det skal i denne forbindelse indledningsvis konstateres, at som det fremgår af den indledningsskrivelse til 2018-ordningen, som EUIPO’s administrerende direktør den 6. december 2018 sendte til CdT’s direktør, er undertegnelsen af 2018-ordningen et resultat af disse to organers bestræbelser på at samarbejde.
52 Endvidere fremgår det af artikel 15 i 2018-ordningen, at denne faktisk vedrører perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2020, således som det er fremhævet af parterne som svar på de spørgsmål, som Retten stillede i retsmødet. Ifølge samme artikel skal parterne seks måneder inden sidstnævnte dato indlede forhandlinger med henblik på udarbejdelse af en ny ordning.
53 Endelig fremgår det af 2018-ordningen, at samarbejdet mellem EUIPO og CdT om det oversættelsesarbejde, som sidstnævnte skal levere, er foreskrevet og reguleret. 2018-ordningen indeholder detaljerede oplysninger om bl.a. de procedurer, som skal følges i forbindelse med oversættelsesarbejdet, men også tekniske bilag om frister, priser, de såkaldte flersprogede tjenester mv.
54 Uanset om skrivelsen af 26. april 2018 udgør en anfægtelig retsakt og indeholder en endelig afgørelse om opsigelse af 2016-ordningen, skal det under disse omstændigheder fastslås, at der ikke har været nogen perioder efter skrivelsen af 26. april 2018, hvor forholdet mellem CdT og EUIPO ikke har været reguleret af en ordning, som har været undertegnet af begge agenturer. 2016-ordningen var nemlig i kraft indtil den 31. december 2018, og den nye 2018-ordning trådte i kraft allerede den 1. januar 2019 (jf. præmis 52 ovenfor). Selv om det antages, at CdT indledningsvis havde en søgsmålsinteresse med hensyn til den afgørelse, der angiveligt fremgår af skrivelsen af 26. april 2018, skal det fastslås, at CdT har mistet denne søgsmålsinteresse som følge af den nye 2018-ordning. Det er under alle omstændigheder ikke muligt at vide, hvordan en annullation af skrivelsen af 26. april 2018 vil kunne forbedre CdT’s stilling. CdT kan navnlig ikke gøre gældende, at det har en interesse i, at Retten træffer en rent konstaterende dom, hvori det fastslås, at EUIPO og CdT har en pligt til at samarbejde. I modsætning til, hvad CdT har anført – hvilket i øvrigt er ubegrundet – kan det ikke lægges til grund, at skrivelsen af 26. april 2018 bragte selve CdT’s eksistens i fare.
55 Det må under disse omstændigheder konkluderes, at CdT’s interesse i at opnå en annullation af den afgørelse fra EUIPO om opsigelse af 2016-ordningen, der angiveligt var indeholdt i skrivelsen af 28. april 2018, under alle omstændigheder ikke bestod efter udarbejdelsen af 2018-ordningen.
Formaliteten med hensyn til den del af søgsmålet, der er rettet mod skrivelsen af 26. april 2018, for så vidt som CdT hermed blev informeret om, at EUIPO som forholdsregel havde til hensigt at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for at sikre kontinuiteten i oversættelsesarbejdet efter den 31. december 2018
56 EUIPO har nærmere bestemt gjort gældende, at skrivelsen af 26. april 2018 blot er udtryk for en foreløbig holdning, og at der ikke er tale om en bebyrdende retsakt. Ifølge EUIPO fandtes der fortsat alternativer til offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen.
57 CdT har gjort gældende, at skrivelsen af 26. april 2018 havde retsvirkninger for dette. EUIPO’s afgørelse om ensidig at træffe de nødvendige foranstaltninger er ulovlig, eftersom den indebærer en tilsidesættelse af forordning nr. 2965/94 og 2017/1001 samt artikel 11 i 2016-ordningen. Denne foranstaltning, som er truffet med henblik på at erstatte CdT gennem en internalisering af oversættelsesarbejdet ved EUIPO, svarer til, at det anses for begrundet, at der skabes et antal tjenester ved EUIPO samtidig med, at samtlige bestemmelser, hvorefter CdT skal være et specialiseret centralt organ, der tilgodeser alle EUIPO’s oversættelsesbehov, gøres indholdsløs. Ifølge CdT har EUIPO to gange afbrudt deres samarbejde, først ved skrivelsen af 26. april 2018, og dernæst ved at gennemføre en udbudsprocedure. EUIPO påbegyndte med skrivelsen af 26. april 2018 og i strid med principperne udtrykt i forordning nr. 2965/94 og 2017/1001 en procedure, der omfatter flere efterfølgende afgørelser, og som resulterede i en iværksættelse af et udbud.
58 CdT kan i denne forbindelse kun gøre gældende, at skrivelsen af 26. april 2018 har haft bindende retsvirkninger, som kan påvirke dets interesser gennem en væsentlig ændring af dets retsstilling, eftersom det i skrivelsen angives, at EUIPO som en forholdsregel og med henblik på at håndtere en situation, hvor forhandlinger eventuelt ikke førte til noget resultat inden udgangen af 2018, »forbeholder sig retten« til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre kontinuiteten i oversættelsesarbejdet efter den 31. december 2018.
59 Som erkendt af EUIPO i retsmødet var der ikke truffet nogen konkret afgørelse om dette punkt på datoen for fremsendelsen af skrivelsen af 26. april 2018. Formuleringen af denne skrivelse er vag hvad angår de foranstaltninger, som EUIPO som en forholdsregel forbeholder sig retten til at vedtage. Endvidere fremgår det af EUIPO’s svar på Rettens spørgsmål, at det som følge af vedtagelsen af den nye 2018-ordning ikke viste sig nødvendigt at vedtage særlige foranstaltninger for at sikre det oversættelsesarbejde, som EUIPO måtte have behov for i tilfælde af, at det oversættelsesarbejde, som CdT leverer, skulle ophøre.
60 Såfremt det endelig antages, at CdT måtte fortolke EUIPO’s offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, herunder udbuddet, som en af de særlige foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på at sikre det oversættelsesarbejde, som EUIPO har brug for, skal der henvises til den efterfølgende analyse.
Formaliteten med hensyn til den del af søgsmålet, der er rettet mod EUIPO’s afgørelse om iværksættelse af udbuddet
61 EUIPO har gjort gældende, at udbudsbekendtgørelsen ikke ændrer CdT’s retsstilling væsentligt, hvilket indebærer, at den ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF. Ifølge EUIPO er CdT’s interesse i denne henseende ikke faktisk og reel.
62 CdT har gjort gældende, at dets søgsmål ikke er rettet mod udbudsbekendtgørelsen, men mod afgørelsen om iværksættelse af udbuddet, som hævdes at være truffet i strid med forordning nr. 2965/94 og 2017/1001. CdT’s søgsmålsinteresse er direkte og særlig, eftersom CdT i disse forordninger er udtrykkeligt nævnt som eksklusiv leverandør af EUIPO’s oversættelsesarbejde. Den forbindelse, som der er mellem disse to organer, er der ligeledes gjort rede for i præmis 38, 39 og 50 i kendelse af 20. juli 2018, CdT mod EUIPO (T-417/18 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:502). Ifølge CdT har afgørelsen om at offentliggøre det omhandlede udbud forvoldt stor skade på dets omdømme, navnlig for så vidt som de andre EU-agenturer, som er dets kunder, er bekendte med de gældende regler.
63 Endelig har CdT gjort gældende, at dets søgsmålsinteresse er faktisk og reel, eftersom EUIPO allerede med offentliggørelsen af udbuddet tilsidesatte forordning nr. 2965/94 og 2017/1001. Selv om EUIPO tydeligvis havde til hensigt at skifte til en anden udbyder, er dets anbringende om, at det blot fulgte »markedsudviklingen«, tegn på ond tro. CdT har en direkte og umiddelbar søgsmålsinteresse, henset til, at CdT ikke ville være levedygtigt efter den 1. januar 2019, hvis udbuddet ikke blev annulleret, og i tilfælde af, at EUIPO indgik aftaler i overensstemmelse med udbudsbekendtgørelsen, ville selve CdT’s eksistens bringes i fare. CdT har nedlagt påstand om, at begge parter skal fortsætte i samme retlige situation som den, de befandt sig i inden den angiveligt ulovlige offentliggørelse af udbuddet.
64 Det skal indledningsvis bemærkes, at offentliggørelsen af et udbud i almindelighed ikke udgør en afgørelse, som kan være genstand for et annullationssøgsmål, eller en bebyrdende retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF, eftersom sådanne udbudsbekendtgørelser kun giver interesserede personer mulighed for at deltage i proceduren og indgive et bud (jf. i denne retning dom af 8.10.2008, Sogelma mod AER, T-411/06, EU:T:2008:419, præmis 86, og af 29.10.2015, Direct Way og Direct Way Worldwide mod Parlamentet, T-126/13, EU:T:2015:819, præmis 27).
65 I den foreliggende sag skal det undersøges, om CdT har kompetence til at anfægte EUIPO’s afgørelse om iværksættelse af udbuddet, som angiveligt er i strid med forordning nr. 2965/94 og 2017/1001, idet CdT har hævdet dels, at CdT ifølge disse forordninger er »eneleverandør« af oversættelsesarbejdet for EUIPO, dels, at det i egenskab af et specialiseret EU-agentur og ikke i egenskab af tilbudsgiver har nedlagt påstand om annullation af udbudsbekendtgørelsen.
66 Uden at det er fornødent at tage stilling til, om forholdet mellem CdT og EUIPO er kendetegnet af, at CdT har eneret til at levere det oversættelsesarbejde, der er nødvendigt for, at EUIPO kan fungere, skal det i denne forbindelse konstateres, at det ikke fremgår af udbudsbekendtgørelsen, herunder af udbuddet, at det var udelukket, at EUIPO parallelt med udbrudsproceduren kunne indlede sådanne forhandlinger med CdT som dem, der er angivet i skrivelsen af 26. april 2018. Som det desuden er blevet bekræftet af EUIPO på et spørgsmål fra Retten i retsmødet, var udbudsproceduren endnu ikke afsluttet på tidspunktet for udarbejdelsen af 2018-ordningen.
67 Under disse omstændigheder og uden, at det tilkommer Retten at tage stilling til EUIPO’s forklaringer om, at formålet med udbuddet var at give EUIPO mulighed for at indhente flere specifikke oplysninger om markedsprisen på det omhandlede arbejde med henblik på at kunne forhandle med CdT på et velinformeret grundlag, skal det bemærkes, at sagsøgerens søgsmålsinteresse ikke kan vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præcis 56), dvs. den situation, som eventuelt følger af, at det omhandlede udbud tildeles en specifik tilbudsgiver. I den foreliggende sag kan den omstændighed alene, at CdT i dets egenskab af specialiseret agentur og ikke i egenskab af tilbudsgiver har nedlagt påstand om annullation af udbuddet, ikke ændre denne analyse, eftersom CdT fortsat skal bevise, at betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF er opfyldt.
68 Det er endvidere med rette, at EUIPO har gjort gældende, at offentliggørelsen af en udbudsbekendtgørelse, herunder udbuddet, ikke forpligtede det til at tildele den omhandlede kontrakt.
69 Det fremgår nemlig af udbuddet, at EUIPO ikke var bundet af det på tidspunktet for dets offentliggørelse. Det var nemlig udtrykkeligt anført, at EUIPO’s kontraktlige forpligtelser først indtrådte fra tidspunktet for undertegnelsen af en aftale med den valgte tilbudsgiver. Det fremgik ligeledes, at EUIPO indtil denne undertegnelse enten kunne tilbagekalde udbuddet eller afbryde udbudsproceduren. Som EUIPO desuden bekræftede i retsmødet, var det ikke sikkert, at der efter gennemførelsen af udbuddet ville blive undertegnet en aftale. Ifølge EUIPO afhang dette nemlig af de virkninger, som 2018-ordningen ville afstedkomme, og af de ændringer, som ville følge heraf.
70 Den omstændighed, at EUIPO og CdT har undertegnet en ny ordning for 2019 og 2020 til trods for, at CdT havde kendskab til udbudsproceduren, bekræfter – i mangel på et konkret bevis eller en anslået værdi, som gør det muligt konkret at vurdere, i hvilken udstrækning CdT’s renommé ville blive påvirket af offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen, herunder udbuddet – under disse omstændigheder blot, at CdT ikke blev negativt påvirket af offentliggørelsen. CdT kan heller ikke drage fordel af sit anbringende om, at EUIPO »ikke havde gjort sig den ulejlighed at annullere den udbudsprocedure, som det havde indledt«. I denne forbindelse skal anbringendet om, at CdT ikke ville være levedygtigt efter den 1. januar 2019, forkastes.
71 For så vidt angår det anbringende, som CdT fremførte i sin besvarelse af Rettens skriftlige spørgsmål, og hvormed CdT sammenlignede dels det begrænsede antal sagsakter vedrørende EU-varemærker, som EUIPO fremsendte til CdT til oversættelse i perioden fra oktober 2018 til januar 2019, dels de statistikker, som EUIPO har offentliggjort, og som viste, at der i samme periode var indgivet et voksende antal ansøgninger om registrering af EU-varemærker, bemærkes det, at dette anbringende ikke har nogen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt det andet anbringende kan antages til realitetsbehandling. Dette anbringende understøttes desuden ikke med nogen tal, og det vedrører heller ikke den periode, som den nye ordning, som fandt anvendelse fra den 1. januar 2019, vedrørte.
72 Endelig og i modsætning til, hvad CdT har hævdet, kan udbuddet ikke opfattes således, at det medfører, at CdT ikke ville være levedygtigt efter den 1. januar 2019, og at »enhver ordning, som undtagelsesvis ville blive udarbejdet, ville være indholdsløs, for så vidt som oversættelsen herefter ville blive leveret af de tilbudsgivere, som EUIPO havde valgt«. I denne forbindelse skal det bemærkes, at CdT i retsmødet har bekræftet, at dets situation efter undertegnelsen af 2018-ordningen »ikke længere var nær så katastrofal«. Udarbejdelsen af 2018-ordningen og dens indhold afkræfter dermed CdT’s anbringender.
73 Under disse omstændigheder har CdT ikke godtgjort, at det vil blive påvirket af EUIPO’s angivelige afgørelse om ensidigt at opsige det eksisterende forhold mellem parterne og at offentliggøre udbuddet.
Formaliteten vedrørende CdT’s påstand om, at det skal forbydes EUIPO at indgå kontrakter i henhold til udbuddet
74 EUIPO har gjort gældende, at CdT ikke har fremført noget anbringende til støtte for sin påstand om, at EUIPO skal forbydes at underskrive kontrakter, efter at der er truffet en afgørelse om, at kontrakten skal tildeles den tilbudsgiver, som er udvalgt som følge af proceduren efter offentliggørelsen af udbudsbekendtgørelsen, herunder udbuddet.
75 CdT har gjort gældende, at det har redegjort for de anbringender, der er fremført til støtte for dets søgsmål. Det har nemlig anført, at afgørelsen om ensidigt at opsige forholdet mellem parterne og om at offentliggøre et udbud, blev truffet i strid med forordning nr. 2965/94 og 2017/1001. Enhver efterfølgende afgørelse, herunder en afgørelse om at tildele kontrakten og i henhold hertil at indgå en aftale, er dermed også ulovlig og savner hjemmel. Argumentet om, at Retten ved at forbyde EUIPO at undertegne fremtidige kontrakter, som det foreliggende udbud resulterer i, vil pålægge det en forpligtelse til »at afholde sig fra noget«, er irrelevant. Der er nemlig alene tale om en logisk konsekvens af annullationen af udbuddet.
76 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at inden for rammerne af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF er den kompetence, som Unionens retsinstanser råder over, begrænset til en prøvelse af den anfægtede retsakts lovlighed, og at det i henhold til fast retspraksis ikke tilkommer Retten under udøvelsen af dens kompetence at meddele EU-institutionerne påbud (dom af 8.7.1999, DSM mod Kommissionen, C-5/93 P, EU:C:1999:364, præmis 36, og af 24.2.2000, ADT Projekt mod Kommissionen, T-145/98, EU:T:2000:54, præmis 83). Hvis den anfægtede retsakt annulleres, påhviler det i henhold til artikel 266 TEUF vedkommende institution at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen i annullationssøgsmålet (dom af 27.1.1998, Ladbroke Racing mod Kommissionen, T-67/94, EU:T:1998:7, præmis 200, og af 10.9.2008, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-465/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:324, præmis 35). Denne retspraksis finder tilsvarende anvendelse på EU-organer.
77 For så vidt angår den foreliggende sag skal Retten for det første bemærke, at som det allerede er fastslået i præmis 73 ovenfor, har CdT ikke godtgjort, at det har en faktisk og eksisterende interesse i at anfægte EUIPO’s afgørelse om at offentliggøre udbudsbekendtgørelsen, herunder udbuddet. For det andet er det allerede blevet fastslået, at EUIPO ikke er forpligtet til at tildele den omhandlede kontrakt, og følgelig var det ikke afgjort på forhånd, at EUIPO ville indgå en aftale med en tilbudsgiver, eller hvor meget oversættelsesarbejde der eventuelt ville være tale om.
78 Hvad endelig angår de hypotetiske overlapninger med 2018-ordningen, som ville kunne opstå som følge af, at en kontrakt eventuelt i fremtiden tildeles en tilbudsgiver efter udbudsprocedurens afslutning, skal det bemærkes, at de under alle omstændigheder ikke er omfattet af denne formalitetsindsigelse.
79 CdT’s påstand om, at det skal forbydes EUIPO at indgå aftaler i henhold til udbuddet, kan derfor ikke kan antages til realitetsbehandling.
Formaliteten vedrørende CdT’s påstand om, at det fastslås, at offentliggørelsen af et udbud vedrørende oversættelsestjenester gennem et kontor eller ethvert andet EU-organ eller ‑agentur, hvis oprettelsesforordning fastsætter, at oversættelsesarbejdet leveres af oversættelsescentret, er ulovlig
80 EUIPO har gjort gældende, at det fremgår af fast retspraksis, at Retten ikke har kompetence til at afsige deklaratoriske domme inden for rammerne af legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF. Der findes desuden heller ikke noget retsmiddel, som gør det muligt for Unionens retsinstanser at afsige en dom, hvormed det »fastslås«, at offentliggørelsen af en udbudsbekendtgørelse er ulovlig.
81 CdT har anført, at det ikke har nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at alle udbudsbekendtgørelser er ulovlige, men blot de udbud om levering af oversættelsestjenester, som offentliggøres af de EU-agenturer og andre EU-organer, hvis oversættelsesarbejde i henhold til en oprettelsesforordning skal foretages af CdT.
82 Det skal konstateres, at CdT’s påstand skal fortolkes som en påstand om enten, at der afsiges en deklaratorisk dom, eller om, at Retten skal meddele EUIPO eller andre EU-organer påbud, hvilket er i strid med den retspraksis, som der er henvist til i præmis 76 ovenfor.
83 CdT’s påstand skal derfor afvises.
84 Henset til det ovenstående er det ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om annullation af afgørelsen om opsigelse af 2016-ordningen. I øvrigt afvises sagen.
Sagsomkostninger
85 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 135, stk. 2, kan Retten endelig pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt denne har påført modparten udgifter, som Retten finder er påført unødvendigt eller af ond vilje.
86 På grund af den indstilling, som EUIPO indtog under forhandlingerne med CdT om deres gensidige samarbejde i forbindelse med oversættelsesarbejdet, befandt CdT sig i den foreliggende sag i en usikker situation, som foranledigede det til at anlægge nærværende søgsmål, eftersom det ikke var sikker på, at samarbejdet med EUIPO ville fortsætte efter den 1. januar 2019. Under disse omstændigheder pålægges det EUIPO at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de af CdT afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i sag T-417/18 R vedrørende foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om annullation af afgørelsen om at opsige den ordning, der den 13. december 2016 blev udarbejdet mellem Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).
2) I øvrigt frifindes EUIPO.
3) EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af CdT, herunder omkostningerne i sag T-417/18 R vedrørende foreløbige forholdsregler.
Kanninen | Schwarcz | Iliopoulos |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. oktober 2019.
Underskrifter