Language of document : ECLI:EU:F:2010:131

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

28. oktober 2010

Sag F­85/05

Susanne Sørensen

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — udnævnelse — tjenestemænd, der rykker op i en højere ansættelsesgruppe ved en almindelig udvælgelsesprøve — ansøgere opført på en reserveliste forud for ikrafttrædelsen af den nye vedtægt — overgangsregler om indplacering i lønklasse ved ansættelsen — indplacering i lønklasse i medfør af de nye mindre gunstige regler — artikel 5, stk. 2, og artikel 12, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten«

Angående: Sag anlagt i medfør af artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Susanne Sørensen har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 6. august 2004, hvorved hun blev udnævnt til assistent, for så vidt som hun ved denne afgørelse blev indplaceret i lønklasse B*3, løntrin 2, dels om annullation af den afgørelse, hvorved hun fik slettet de forfremmelsespoint, som hun havde opnået.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — ansættelse — udnævnelse i lønklasse — indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 — overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 5, stk. 2, og art. 12, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

2.      Tjenestemænd — ansættelse — udnævnelse i lønklasse — indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 — overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII; Rådets forordning nr. 723/2004)

1.      Artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, som ændret ved forordning nr. 723/2004, der trådte i kraft den 1. maj 2004, vedrører tjenestemænd, der før den 1. maj 2006 var opført på »en liste over ansøgere, der er egnede til at blive overført til en anden kategori«, og som rent faktisk blev overført til anden kategori efter den 1. maj 2004. Artikel 5, stk. 2, vedrører kun tjenestemænd, der skifter kategori i forbindelse med en intern udvælgelsesprøve. Når en tjenestemand har bestået en almindelig udvælgelsesprøve og ikke en intern udvælgelsesprøve, finder artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten følgelig ikke anvendelse på ham.

I artikel 12, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten, der vedrører personer, der har bestået almindelige udvælgelsesprøver, og som »ansættes mellem den 1. maj 2004 og den 30. april 2006«, har ordet »ansættes« en præcis betydning og skal forstås således, at det henviser til tjenestemænd, der tiltrådte tjenesten mellem den 1. maj 2004 og den 30. april 2006 i en stilling, som de fik adgang til som følge af, at de før den 1. maj 2006 blev opført på en liste over egnede ansøgere, hvilken liste afsluttede en udvælgelsesprøve, der blev udskrevet, mens den gamle vedtægt var gældende. Denne bestemmelse finder følgelig anvendelse ved indplaceringen i lønklasse af en person, der allerede var tjenestemand, da vedkommende stod opført som havende bestået en sådan almindelig udvælgelsesprøve.

(jf. præmis 56, 59, 60, 65 og 66)

2.      Lighedsprincippet kan ikke hindre lovgiver i på et hvilket som helst tidspunkt at vedtage ændringer i vedtægtsbestemmelser, som findes forenelige med tjenestens interesse, også selv om disse nye bestemmelser viser sig at være mere ugunstige for tjenestemændene end de gamle.

Ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve, kan behandles forskelligt, alt efter om datoen for deres udnævelse ligger før eller efter ikrafttrædelsen af en vedtægtsreform, der gennemføres af unionslovgiver, fordi en sådan forskelsbehandling er objektiv begrundet i nødvendigheden af at bevare dennes frihed til på et hvilket som helst tidspunkt at vedtage ændringer i vedtægtsbestemmelser, som findes forenelige med tjenestens interesse. To tjenestemænd, der indplaceres på ny i en højere lønklasse under forskellige vedtægtsbestemmelser, befinder sig imidlertid allerede af denne grund i forskellige situationer.

(jf. præmis 91, 96 og 97)

Henvisning til:

Domstolen: 22. december 2008, sag C­443/07 P, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10945, præmis 79; 4. marts 2010, sag C­496/08 P, Angé Serrano mod Parlamentet, Sml. I, s. 1793, præmis 108

Retten i Første Instans: 11. juli 2007, sag T­58/05, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2523, præmis 86