Forenede sager T-20/08 og T-21/08

Evets Corp.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – EF-ordmærket DANELECTRO og EF-figurmærket QWIK TUNE – manglende overholdelse af fristen for at indgive ansøgning om fornyelse af varemærker – begæring om restitutio in integrum – reformatio in pejus – ret til forsvar – ret til kontradiktion – artikel 61, stk. 2, artikel 73, andet punktum, og artikel 78 i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 63, stk. 2, artikel 75, andet punktum, og artikel 81 i forordning (EF) nr. 207/2009)«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – restitutio in integrum – frist for indgivelse af begæringen

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 78, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 77)

2.      EF-varemærker – klagesag – klage over afgørelse truffet af en afdeling ved Harmoniseringskontoret

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 62, stk. 1)

3.      EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – overholdelse af retten til forsvar

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

1.      I henhold til artikel 78, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal en begæring om restitutio in integrum indgives skriftligt inden to måneder fra ophøret af den hindring, der lå til grund for den manglende overholdelse af fristen, hvilket har som direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes.

Den dato, hvorpå repræsentanten fik meddelelse om tabet af en rettighed, anses for at være den dato, hvorpå den repræsenterede part fik kendskab hertil. I henhold til regel 77 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker har en meddelelse fra Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til den behørigt udpegede repræsentant samme retsvirkning som en meddelelse til fuldmagtsgiveren. Dette gælder også en meddelelse fra den behørigt udpegede repræsentant til Harmoniseringskontoret, der har samme retsvirkning som en meddelelse fra fuldmagtsgiveren. I forhold til Harmoniseringskontoret er det således dettes kommunikation med repræsentanten og ikke kommunikationen mellem repræsentanten og den repræsenterede person, der er afgørende.

(jf. præmis 21-23)

2.      Det følger af artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at appelkammeret efter at have realitetsbehandlet sagen træffer afgørelse om klagen, og at det kan »omgøre den af afdelingen trufne afgørelse«, dvs. i den foreliggende sag selv træffe afgørelse om begæringen om restitutio in integrum ved at afvise den eller kende den berettiget for derved at stadfæste eller underkende afgørelsen truffet i første instans. Appelkammeret skal som følge af den klage, som er forelagt det, derfor foretage en ny og fuldstændig prøvelse af realiteten i begæringen om restitutio in integrum, såvel retligt som faktisk.

Spørgsmål vedrørende antagelsen til realitetsbehandling skal ikke være udelukket fra denne »nye og fuldstændige prøvelse« af begæringen om restitutio en integrum. Ifølge fast restpraksis er reglerne om frister således indført for at sikre retssikkerheden og undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. Denne generelle konstatering gælder også frister, der er fastsat i forordningerne om EF-varemærker.

(jf. præmis 38 og 39)

3.      Ifølge artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker må afgørelser truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om. Ved denne bestemmelse fastslås det generelle princip om beskyttelse af retten til kontradiktion inden for EF-varemærkeretten. I henhold til dette almindelige fællesskabsretlige princip skal adressaterne for offentlige myndigheders beslutninger, der føleligt berører disse adressaters interesser, i rette tid have lejlighed til at fremføre deres synspunkter. Retten til at blive hørt omfatter alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage.

Retten til kontradiktion bliver desuden kun tilsidesat ved en procedurefejl, såfremt denne i det konkrete tilfælde har påvirket de berørte virksomheders mulighed for at forsvare sig. En tilsidesættelse af gældende regler til beskyttelse af retten til kontradiktion kan således kun ulovliggøre den administrative procedure, hvis det påvises, at denne kunne have fået et andet udfald, hvis reglerne var blevet overholdt.

(jf. præmis 47 og 48)