Language of document :

Sag anlagt den 15. maj 2008 - Kommissionen mod Cooperação e Desenvolvimento Regional, SA

(Sag T-174/08)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Afonso, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Cooperação e Desenvolvimento Regional, SA

Sagsøgerens påstande

Sagsøgte tilpligtes at betale Kommissionen hovedbeløbet på 63 349,27 EUR med tillæg af 28 940,70 EUR i morarente, der påløbet inden den 5. maj 2008.

Sagsøgte tilpligtes at betale de renter, svarende til 10,91 EUR pr dag, der er påløbet fra og med den 6. maj 2008 til og med den dag, hvor det skyldige beløb er betalt fuldstændigt.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Nærværende søgsmål er anlagt i henhold til artikel 238 EF.

Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret ved Kommissionen, har inden for rammerne af "European Network of Centres for the Advancement of Telematics in Urban and Rural Areas" (ENCATA) indgået kontrakt nr. SU 1001 (SU) ENCATA med tolv kontraktpartnere, herunder sagsøgte.

Kommissionen har i henhold til kontraktbestemmelserne forpligtet sig til at yde gruppen af kontraktpartnere, herunder sagsøgte, økonomisk støtte til udviklingen af det nævnte projekt.

Projektets varighed var planlagt til 18 måneder.

Gennemførelsen af projektet blev påbegyndt den 1. januar 1996.

Kommissionen har forpligtet sig til at finansiere projektet op til 50% af dets værdi.

Den 25. september 1997 aftalte parterne en første evaluering af projektet.

Kontraktperioden blev forlænget fra 18 til 36 måneder fra den 1. januar 1996.

Den 29. juni 1998 havde parterne aftalt den anden evaluering af projektet, hvor projektets varighed blev reduceret fra 36 måneder til 30 måneder, hvorved den 1. januar 1996 blev bibeholdt som tidspunktet for projektets påbegyndelse.

De af Kommissionen godkendte endelige udgifter til projektet var lavere end det beløb, som var angivet i kontrakt nr. SU 1001 (SU) ENCATA.

Kommissionen har derfor krævet tilbagebetaling af den del af forudbetalingen, der overstiger de endelige godkendte udgifter.

Det beløb, som sagsøgte er skyldig, beløber sig til 63 349,27 EUR med tillæg af morarenter.

Kommissionen har i årenes løb vedvarende bragt den nævnte gældsforpligtelse i sagsøgtes erindring og oversendt talrige tilbagebetalingsopkrævninger. Sagsøgte har gentagne gange anerkendt gældsforpligtelsen og bekræftet sin intention om at tilbagebetale det skyldige beløb hurtigst muligt, men sagsøgte har imidlertid ikke indtil nu betalt Kommissionen noget beløb vedrørende gældsforpligtelsen i forbindelse med den overskydende del af den forudbetalte støtte inden for rammerne af ENACTA-projektet og dermed heller ikke de dermed forbundne morarenter.

____________