RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
7. november 2019 (*)
»Regler for institutionerne – Europa-Parlamentet – afgørelse, der fastslår, at visse af et politisk partis udgifter ikke var støtteberettigede i 2015 – afgørelse om at yde støtte i 2017, om forfinansiering med 33% af det maksimale støttebeløb og om forpligtelse til at stille en bankgaranti – pligt til at udvise upartiskhed – ret til forsvar – finansforordningen – gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen – forordning (EU) nr. 2004/2003 – proportionalitet – ligebehandling«
I sag T-48/17,
Alliance for Direct Democracy in Europe ASBL (ADDE), Bruxelles (Belgien), først ved advokaterne L. Defalque og L. Ruessmann, derefter ved advokat M. Modrikanen og endelig ved advokat Y. Rimokh,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet ved C. Burgos og S. Alves, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation dels af Europa-Parlamentets afgørelse af 21. november 2016, der fastslår, at visse udgifter ikke var støtteberettigede for 2015, dels af Europa-Parlamentets afgørelse FINS-2017-13 af 12. december 2016 om tildeling af en støtte til sagsøgeren for 2017, for så vidt som denne afgørelse begrænser forfinansieringsbeløbet til 33% af det maksimale støttebeløb, betinget af, at der stilles en bankgaranti,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins (refererende dommer), og dommerne M. Kancheva, R. Barents, J. Passer og G. De Baere,
justitssekretær: F. Oller, som befuldmægtiget,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. maj 2019,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Alliance for Direct Democracy in Europe ASBL (ADDE), er et politisk parti på europæisk plan som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (EUT 2003, L 297, s. 1).
2 Den 30. september 2014 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 4 i forordning nr. 2004/2003 en ansøgning om finansiering over Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015.
3 Europa-Parlamentets Præsidium vedtog på et møde den 15. december 2014 afgørelse FINS-2015-14 om at yde sagsøgeren et maksimalt støttebeløb på 1 241 725 EUR for regnskabsåret 2015.
4 Den 18. april 2016 vedtog den eksterne revisor sin revisionsrapport, hvori det var anført, at et udgiftsbeløb på 157 935,05 EUR ikke var støtteberettiget i regnskabsåret 2015.
5 Fra maj 2016 foretog Parlamentets tjenestegrene yderligere kontroller. Efter disse kontroller sendte Parlamentet den 23. maj 2016 sagsøgeren en skrivelse, hvorved sagsøgeren blev underrettet om Præsidiets afgørelse af 9. maj 2016, hvori kriterierne for fortolkningen af forbuddet mod finansiering af folkeafstemningskampagner blev præciseret.
6 Den 26. og 27. september 2016 foretog Parlamentets tjenestegrene et kontrolbesøg i sagsøgerens lokaler.
7 Den 30. september 2016 indgav sagsøgeren en ansøgning om finansiering over Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2017.
8 Ved skrivelse af 14. oktober 2016 gav Parlamentets generaldirektør for økonomi sagsøgeren meddelelse om, at på baggrund af den eksterne revisionsrapport og de yderligere kontroller, som Parlamentets tjenestegrene havde foretaget, kunne en række udgifter ikke anses for at være støtteberettigede i regnskabsåret 2015. Sagsøgeren blev opfordret til at fremkomme med sine bemærkninger senest den 4. november 2016.
9 Den 2. november 2016 indgav sagsøgeren sine bemærkninger til skrivelsen af 14. oktober 2016 fra Parlamentets generaldirektør for økonomi. Sagsøgeren anmodede desuden om at blive hørt i forbindelse med det møde i Parlamentets Præsidium, der var planlagt med henblik på at vedtage afgørelsen om den endelige rapport, som sagsøgeren havde fremlagt for regnskabsåret 2015.
10 Den 10. november 2016 opfordrede Parlamentets generalsekretær Parlamentets Præsidium til at vedtage afgørelsen om den endelige rapport, som sagsøgeren havde fremlagt for regnskabsåret 2015, idet det fastslog, at visse udgifter ikke var støtteberettigede.
11 Parlamentets Præsidium behandlede på et møde den 21. november 2016 den endelige rapport, som sagsøgeren havde fremlagt for regnskabsåret 2015 efter afslutningen af sine regnskaber for nævnte regnskabsår. Præsidiet fastslog, at et beløb på 500 615,55 EUR ikke var støtteberettiget, og fastsatte den endelige støtte til sagsøgeren til 820 725,08 EUR. Følgelig anmodede Præsidiet sagsøgeren om tilbagebetaling af 172 654,92 EUR (herefter »den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015«).
12 Den 5. december 2016 opfordrede Parlamentets generalsekretær Præsidiet til at vedtage en afgørelse om ansøgningerne om finansiering over Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2017, der var blevet indgivet af en række politiske partier og politiske fonde på europæisk plan, herunder sagsøgeren.
13 I forbindelse med sit møde den 12. december 2016 vedtog Europa-Parlamentets Præsidium afgørelse FINS-2017-13 om at yde sagsøgeren et maksimalt støttebeløb på 1 102 642,71 EUR for regnskabsåret 2017, og fastsatte, at forfinansieringsbeløbet blev begrænset til 33% af det maksimale støttebeløb, betinget af, at der stilles en bankgaranti, som kan aktiveres ved den første anmodning (herefter »den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017«). Denne afgørelse blev undertegnet og fremsendt til sagsøgeren den 15. december 2016.
Retsforhandlinger og parternes påstande
14 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. januar 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
15 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav sagsøgeren en begæring om foreløbige forholdsregler. Denne begæring blev forkastet ved kendelse af 14. marts 2017, ADDE mod Europa-Parlamentet (T-48/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:170). Afgørelsen om sagsomkostningerne ved denne instans blev udsat.
16 Efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del blev sagsøgeren indkaldt til den mundtlige forhandling, der oprindeligt var planlagt den 6. juni 2018, som blev udsat, da sagsøgerens repræsentant ikke kunne deltage.
17 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juli 2018 indgav sagsøgeren en ansøgning om at få bevilget retshjælp på grundlag af artikel 147 i Rettens procesreglement. I lyset af Parlamentets bemærkninger og efter at have stillet sagsøgeren visse spørgsmål og opfordret vedkommende til at indlevere visse dokumenter med henblik på sagens tilrettelæggelse, som fastsat i procesreglements artikel 89, afslog Retten ansøgningen om retshjælp ved kendelse af 5. februar 2019, ADDE mod Europa-Parlamentet (sag T-48/17 AJ, ikke trykt i Sml.).
18 Efter sagsøgerens udpegelse af en ny repræsentant afgav parterne mundtlige indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 8. maj 2019.
19 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 annulleres.
– Den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 annulleres, for så vidt som den begrænser forfinansieringen til 33% af det maksimale støttebeløb, betinget af, at der stilles en bankgaranti.
– Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
20 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betales sagsomkostningerne, herunder omkostningerne vedrørende sagen om foreløbige forholdsregler.
Retlige bemærkninger
Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015
21 Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen, der fastslår, at visse udgifter i regnskabsåret 2015 ikke var støtteberettigede, fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar, det andet vedrører tilsidesættelse af artikel 7-9 i forordning nr. 2004/2003, og det tredje vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.
22 Da søgsmålet ikke indeholder nogen argumentation vedrørende det tredje anbringende, der derfor er fremsat abstrakt, kan nævnte anbringende ikke antages til realitetsbehandling, da den blotte påberåbelse af det EU-retlige princip, som hævdes at være tilsidesat, uden at anføre de faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand støttes på, ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d) (dom af 3.5.2007, Spanien mod Kommissionen, T-219/04, EU:T:2007:121, præmis 89).
Anbringendet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar
23 Det første anbringende til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 er opdelt i to led. Med nævnte anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 hverken er retfærdig eller upartisk på grund af sammensætningen af Parlamentets Præsidium. Sagsøgeren har navnlig anført, at dette Præsidium, der består af Parlamentets formand og 14 næstformænd, ikke omfatter en eneste repræsentant fra de såkaldte »EU-skeptiske« partier. Henset til sammensætningen heraf er nævnte Præsidium derfor ikke i stand til at sikre en upartisk og objektiv kontrol af de midler, der tildeles de europæiske politiske partier og deres tilknyttede politiske fonde. Dette bekræftes i øvrigt af det forhold, at der er oprettet en uafhængig myndighed til dette formål i henhold til artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (EUT 2014, L 317, s. 1).
24 Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Parlamentets næstformand, Ulrike Lunacek, der tilhører Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, og som er medlem af Parlamentets Præsidium, har fremsat offentlige udtalelser inden mødet, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, der viste hendes fjendtlighed og mangel på upartiskhed over for sagsøgeren.
25 Med det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, har sagsøgeren påberåbt sig tilsidesættelsen af retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt, der er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og artikel 224 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 2. november 2016 ikke er blevet meddelt Parlamentets Præsidium. Sagsøgeren har anført, at den note, som Parlamentets generalsekretær fremsendte til nævnte Præsidium, alene angav, at nævnte bemærkninger var tilgængelige efter anmodning. Sagsøgeren har ligeledes anført, at trods en anmodning herom blev partiet ikke indkaldt til høring ved Præsidiet i forbindelse med det møde, hvor den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 blev vedtaget. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 allerede var blevet vedtaget og undertegnet inden mødet i Parlamentets Præsidium den 21. november 2016, eftersom afgørelsen blev fremsendt pr. e-mail til sagsøgeren inden nævnte mødes planlagte sluttidspunkt.
26 I replikken har sagsøgeren tilføjet, at sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 2. november 2016 ikke er blevet taget i betragtning, kommenteret eller bestridt af Parlamentets generaldirektør for økonomi eller af Parlamentets generalsekretær i dennes note til Parlamentets Præsidium. Ifølge sagsøgeren er skrivelsen fra Parlamentets generaldirektør for økonomi af 14. oktober 2016, som blev fremsendt til sagsøgeren, og noten fra Parlamentets generalsekretær af 10. november 2016, der blev fremsendt til Præsidiet, identiske. På baggrund af disse betragtninger har sagsøgeren anført, at sagsøgerens ret til at blive hørt af den kompetente myndighed, dvs. af Præsidiet, er blevet tilsidesat.
27 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.
28 Hvad angår tilsidesættelsen af princippet om god forvaltningsskik har Parlamentet anført, at sagsøgeren ikke har fremført nogen beviser angående Præsidiets angivelige partiskhed. Præsidiets beføjelse til at træffe afgørelser vedrørende finansieringen af politiske partier på europæisk plan følger i øvrigt af artikel 224 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, og af artikel 4 i Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2004/2003, med senere ændringer (EUT 2014, C 63, s. 1, herefter »Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004«), uden at sagsøgeren har rejst nogen ulovlighedsindsigelse over for disse bestemmelser. Parlamentet har i øvrigt gjort gældende, at forordning nr. 1141/2014 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, og at beføjelsen til at træffe afgørelser om ansøgninger om finansiering under alle omstændigheder altid tilkommer Parlamentet og ikke den uafhængige myndighed, der er oprettet ved denne forordning.
29 Parlamentet har i duplikken gjort gældende, at de af sagsøgeren fremførte argumenter angående et af Præsidiets medlemmers manglende upartiskhed kun vedrørte et medlem fra dette organ. Desuden beviser de omhandlede udtalelser ifølge Parlamentet ikke en mangel på upartiskhed, men angiver alene, at dette medlem allerede havde behandlet spørgsmålet og havde besluttet, hvordan hun ville stemme på Præsidiets møde.
30 Angående den hævdede tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til at blive hørt har Parlamentet gjort gældende, at sagsøgeren er blevet opfordret til at indgive bemærkninger angående den omstændighed, at en række udgifter risikerede at blive anset for ikke at være støtteberettigede i regnskabsåret 2015, hvilket sagsøgeren gjorde den 2. november 2016. Ifølge Parlamentet blev disse bemærkninger behandlet af Parlamentets generaldirektør for økonomi, der fandt, at de ikke ville kunne ændre konklusionen om, at de omhandlede udgifter ikke var støtteberettigede. Ydermere har Parlamentet anført, at noten fra Parlamentets generalsekretær af 10. november 2016, der opfordrede Præsidiet til at vedtage den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, udtrykkeligt henviste til nævnte bemærkninger. Parlamentet har desuden anført, at denne note tilføjede, at disse bemærkninger var tilgængelige i generalsekretariatet efter anmodning. Hvad endelig angår erklæringen om, at nævnte afgørelse er blevet vedtaget og undertegnet inden Præsidiets møde, har Parlamentet gjort gældende, at selv om denne afgørelse er blevet forberedt inden nævnte møde, blev den først fremsendt til sagsøgeren, efter Præsidiet havde behandlet og vedtaget den.
31 Retten finder, at det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, skal behandles først.
32 Retten til god forvaltning i medfør af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), omfatter bl.a. retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.
33 Ifølge artikel 224, stk. 3, i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, godkender Præsidiet, efter regnskabsårets afslutning, den endelige årsberetning og det endelige regnskab fra de politiske partier, der har modtaget midler. I henhold til artikel 224, stk. 5, træffer Præsidiet afgørelse efter forslag fra generalsekretæren. Bortset fra de i artikel 224, stk. 1 og 4, omhandlede tilfælde hører Præsidiet repræsentanterne for det pågældende politiske parti, inden der træffes afgørelse.
34 Iagttagelsen af retten til forsvar er desuden et grundlæggende EU-retligt princip, som finder anvendelse, så snart myndighederne over for en person påtænker at træffe en for vedkommende bebyrdende retsakt. I medfør af dette princip skal adressater for beslutninger, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende med hensyn til de forhold, myndighederne påtænker at lægge til grund for deres beslutning. De skal med henblik herpå have en tilstrækkelig frist (dom af 18.12.2008, Sopropé, C-349/07, EU:C:2008:746, præmis 36 og 37).
35 Hvad for det første angår sagsøgerens klagepunkt om, at partiet ikke specifikt er blevet hørt inden for rammerne af en høring i forbindelse med mødet i Parlamentets Præsidium, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, er det tilstrækkeligt at konstatere, at hverken den omhandlede lovgivning eller det almindelige princip om overholdelse af retten til forsvar giver sagsøgeren ret til en formel høring, idet muligheden for at fremsætte skriftlige indlæg er tilstrækkelig (jf. analogt dom af 27.9.2005, Common Market Fertilizers mod Kommissionen, T-134/03 og T-135/03, EU:T:2005:339, præmis 108, og af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, EU:T:2013:397, præmis 105). Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren havde lejlighed til at fremkomme med sine skriftlige bemærkninger den 2. november 2016.
36 Hvad for det andet angår sagsøgerens klagepunkt om, at sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 2. november 2016 ikke er blevet videresendt til Parlamentets Præsidium, skal det bemærkes, at punkt 5 og 6 i noten fra Parlamentets generalsekretær af 10. november 2016, der opfordrer Parlamentets Præsidium til at vedtage den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, henviser til disse bemærkninger, idet det angives, at de er blevet taget i betragtning, og det tilføjes, at de originale dokumenter er tilgængelige efter anmodning til Parlamentets generalsekretariat. Dette klagepunkt kan derfor ikke tages til følge.
37 For det tredje skal sagsøgerens udsagn om, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 var blevet vedtaget og undertegnet inden mødet i Parlamentets Præsidium, eftersom afgørelsen var blevet fremsendt pr. e-mail til sagsøgeren den 21. november 2016 kl. 19.16, dvs. inden nævnte mødes sluttidspunkt, forkastes. Som Parlamentet med rette har gjort gældende, er der intet til hinder for, at et afgørelsesudkast er blevet forberedt inden dette møde, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag. Desuden har Parlamentet præciseret, at denne afgørelse først er blevet fremsendt til sagsøgeren efter, at Præsidiet har behandlet spørgsmålet og vedtaget den pågældende afgørelse. Det skal fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen beviser, der gør det muligt at antage, at dette sidstnævnte udsagn er ukorrekt. Følgelig skal dette klagepunkt forkastes.
38 Hvad for det fjerde angår sagsøgerens argument om, at sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 2. november 2016 ikke er blevet taget i betragtning, kommenteret eller bestridt af Parlamentets generaldirektør for økonomi eller af Parlamentets generalsekretær i dennes note af 10. november 2016, skal det fastslås, at nævnte note udtrykkeligt henviser til disse bemærkninger og angiver, at de er blevet taget i betragtning med henblik på det omhandlede forslag. Parlamentet kan derfor ikke gøres ansvarlig for en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar i denne forbindelse. For så vidt som sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 ikke i tilstrækkelig grad besvarer de argumenter, der er fremført i sagsøgerens bemærkninger, tilkommer det sagsøgeren at anfægte indholdet af denne afgørelse, som sagsøgeren i øvrigt har gjort i forbindelse med det andet anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015.
39 Det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, skal derfor forkastes som ugrundet.
40 Hvad angår det første anbringendes første led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, skal det bemærkes, at det fremgår af chartrets artikel 41, stk. 1, som har overskriften: »Ret til god forvaltning«, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.
41 I denne henseende skal det bemærkes, at retten til at få sin sag behandlet af Unionens institutioner, der er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 1, udgør et generelt EU-retligt princip (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Spanien mod Rådet, C-521/15, EU:C:2017:982, præmis 88 og 89).
42 Ifølge retspraksis indebærer princippet om god forvaltningsskik navnlig en forpligtelse for den kompetente institution til omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante forhold i tilknytning til den pågældende sag (jf. i denne retning dom af 8.6.2017, Schniga mod EF-Sortsmyndigheden (CPVO), C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 47).
43 Ydermere omfatter kravet om upartiskhed dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155, af 20.12.2017, Spanien mod Rådet, C-521/15, EU:C:2017:982, præmis 91, og af 27.3.2019, August Wolff og Remedia mod Kommissionen, C-680/16 P, EU:C:2019:257, præmis 27).
44 Hvad nærmere bestemt angår udtalelser, der kan rejse tvivl om de omhandlede krav om upartiskhed, skal det bemærkes, at det vigtigste er deres virkelige betydning og ikke deres bogstavelige form. Spørgsmålet om, hvorvidt udtalelserne vil kunne udgøre en tilsidesættelse af retten til god forvaltningsskik, herunder retten til at få sin sag behandlet uvildigt, skal desuden afgøres inden for rammerne af de særlige omstændigheder, i forbindelse med hvilke de omtvistede udtalelser er blevet afgivet. Det skal navnlig undersøges om udtalelserne begrænser sig til at fremhæve, at der er en risiko for tilsidesættelse af de gældende regler eller foregriber en endelig afgørelse i denne henseende (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-191/98 og T-212/98 – T-214/98, EU:T:2003:245, præmis 445 og 448).
45 Når Parlamentet har et vidt skøn, begrænses Unionens retsinstansers kontrol med udøvelsen af dette skøn til en efterprøvelse af, at procedure- og begrundelsesreglerne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er fastlagt korrekt, og at der ikke er tale om et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 20.5.2009, VIP Car Solutions mod Parlamentet, T-89/07, EU:T:2009:163, præmis 56, og af 10.11.2015, GSA og SGI mod Parlamentet, T-321/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:834, præmis 33). Såfremt EU-institutionerne har et sådant skøn, må der imidlertid lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, herunder princippet om god forvaltningsskik og navnlig pligten til upartiskhed (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14). Hvad i det foreliggende tilfælde angår en administrativ procedure, som omhandler komplekse juridiske og regnskabsmæssige vurderinger, skal det konstateres, at Parlamentet har en vis skønsmargen med henblik på at træffe en afgørelse om, hvorvidt de af sagsøgeren afholdte udgifter i regnskabsåret 2015 er støtteberettigede i henhold til bl.a. artikel 7 og 8 i forordning nr. 2004/2003.
46 Det er i lyset af disse betragtninger, at det nærværende tilfælde skal undersøges.
47 For det første har sagsøgeren anført, at sammensætningen af Parlamentets Præsidium i sagens natur er tilstrækkelig til i sig selv at rejse tvivl om dette organs upartiskhed. Dette argument kan ikke tiltrædes af tre grunde.
48 Først bemærkes, at Parlamentets Præsidium er et kollegialt organ, der består af Parlamentets formand og 14 næstformænd, som alle er valgt af medlemmerne af Parlamentet i henhold til artikel 16 og 17 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt. Sammensætningen af dette organ har til formål at afspejle den eksisterende mangfoldighed i selve Parlamentet.
49 Dernæst bemærkes, at det er irrelevant, at der ved forordning nr. 1141/2014 er oprettet en uafhængig myndighed til udøvelse af visse opgaver med hensyn til politiske fonde på europæisk plan, idet nævnte forordning ikke finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nærværende sag. Ifølge denne forordnings artikel 41 fandt den således først anvendelse fra den 1. januar 2017. Under alle omstændigheder følger det af samme forordnings artikel 18, stk. 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 12. juni 2017 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1141/2014 (EUT 2017, C 205, s. 2), at beføjelsen til at træffe afgørelse angående ansøgninger om finansiering altid tilkommer Præsidiet.
50 Endelig bemærkes, som Parlamentet med rette har anført, at det skal fastslås, at sagsøgeren ikke har rejst ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF mod de bestemmelser, der regulerer sammensætningen af Parlamentets Præsidium og dets beføjelser til at træffe afgørelser om finansiering af politiske partier og fonde på europæisk plan, bl.a. artikel 24 og 25 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, og artikel 4 i Præsidiets afgørelse af 29. marts 2004.
51 Hvad for det andet angår adfærden fra et af medlemmerne af Parlamentets Præsidium har sagsøgeren gjort gældende, at nævnte medlem offentligt har afgivet udtalelser, der beviser vedkommendes manglende upartiskhed over for sagsøgeren inden nævnte Præsidiums møde den 21. november 2016.
52 For at vurdere, om sagsøgerens klagepunkt angående udtalelserne afgivet af et medlem af Parlamentets Præsidium skal tages til følge, skal der tages hensyn til en række forhold, såsom indholdet af de omtvistede udtalelser, det hverv, som den person, der har afgivet udtalelserne, bestrider, og den rolle, som denne person rent faktisk spiller i afgørelsesprocessen.
53 Hvad angår de omtvistede udtalelser skal det i den foreliggende sag bemærkes, at den 17. november 2016 udsendte den politiske gruppe, som det pågældende medlem af Parlamentets Præsidium tilhører, en pressemeddelelse, som indeholdte udtalelsen fra nævnte medlem, ifølge hvilken »[v]i forventer, at revisionsrapporten vil blive bekræftet i forbindelse med mødet i Parlamentets Præsidium denne mandag, og at Parlamentets myndigheder giver et klart og utvetydigt svar«, og at »[m]idlerne skal tilbagebetales, og UKIP skal holdes ansvarlig for sin svigagtige manipulation af de britiske vælgere«. Det var i pressemeddelelsen tilføjet, at sagsøgeren var et politisk parti på europæisk plan, som var domineret af UKIP, dvs. UK Independence Party.
54 Den 18. november 2016 offentliggjorde det pågældende medlem af Parlamentets Præsidium desuden på de sociale medier en kommentar, ifølge hvilken »[m]an skal være ikke så lidt fræk for at tale nedsættende om [EU] samtidig med, at man ulovligt opkræver [EU]-midler«. Som svar på en kommentar fra en udenforstående på de sociale medier tilføjede medlemmet af Præsidiet følgende: »[j]eg taler her om svigagtig anvendelse af midler!«.
55 Referatet fra mødet i Parlamentets Præsidium den 21. november 2016, som er tilgængeligt på Parlamentets hjemmeside, og hvorom Retten har udspurgt Parlamentet i retsmødet, henviser til den omstændighed, at medlemmet af Præsidiet har deltaget i mødet og i de debatter, der ledte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015. Ifølge dette referat blev der alene afgivet et indlæg fra et medlem af Præsidiet i forbindelse med diskussionen af dette punkt på dagsordenen, og det var fra det pågældende medlem, hvilket gør det muligt at fastslå, at denne person har spillet en aktiv rolle i forbindelse med drøftelserne, selv om afgørelsen er blevet truffet på grundlag af forslaget fra Parlamentets generalsekretær.
56 Det skal derfor bemærkes, at medlemmet af Parlamentets Præsidium har afgivet udtalelser, som fra en ekstern observatørs synspunkt gjorde det muligt at antage, at nævnte medlem havde foregrebet spørgsmålet inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015. De omhandlede udtalelser begrænsede sig ikke til blot at konstatere, at der forelå en risiko for tilsidesættelse af de gældende regler, men anførte rent faktisk, at modtagelsen af midlerne var »ulovlig« og »svigagtig«. Desuden bemærkes, at selv om dette medlem ikke var ordfører eller formand, anerkendte Parlamentet i retsmødet, at det pågældende medlem sammen med et andet medlem inden for Præsidiet havde ansvaret for at følge sagen vedrørende finansiering af politiske partier på europæisk plan.
57 I øvrigt er de argumenter, som Parlamentet har fremført i duplikken, hvorefter disse kommentarer hidrørte fra et enkelt medlem af Præsidiet og alene beviste, at det pågældende medlem havde undersøgt spørgsmålet og havde besluttet, hvordan hun ville stemme, ikke overbevisende.
58 For det første er den omstændighed, at tvivlen angående upartiskheden kun vedrører et enkelt medlem af et kollegialt organ, der består af 15 medlemmer, ikke nødvendigvis afgørende, henset til det forhold, at denne person kunne have udøvet en afgørende indflydelse i forbindelse med drøftelserne (jf. i denne retning og analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.4.2015, Morice mod Frankrig, CE:ECHR:2015:0423JUD 002936910, § 89). I denne forbindelse skal det bemærkes, at det omhandlede medlem har spillet en aktiv rolle i forbindelse med mødet i Præsidiet, således som det fremgår af mødereferatet (jf. præmis 55 ovenfor).
59 Hvad for det andet angår Parlamentets argument om, at de omtvistede udtalelser begrænsede sig til at angive, hvorledes det pågældende medlem af Præsidiet ville stemme, bemærkes, at det ikke alene er vigtigt, at nævnte Præsidium vedtager sine afgørelser upartisk, men også at det sikrer en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 43 ovenfor. På baggrund af det kategoriske og utvetydige indhold af nævnte udtalelser, der blev afgivet inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, skal det fastslås, at upartiskheden i det foreliggende tilfælde i alvorlig grad er blevet bragt i fare.
60 I denne sammenhæng kan Parlamentet ikke med føje bestride den omstændighed, at medlemmet fra Præsidiet, som er ophavsmanden til de omtvistede udtalelser, kunne give udtryk for sit personlige synspunkt, idet medlemmerne af et kollegialt beslutningstagende organ principielt ikke må give udtryk for deres personlige synspunkt angående en verserende sag i offentligheden, uden at der opstår risiko for, at kravet om upartiskhed fratages sit indhold.
61 Parlamentet skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver tvivl om upartisk adfærd fra dets medlemmer i forbindelse med vedtagelsen af administrative afgørelser, udelukkes, hvilket således indebærer, at medlemmerne afstår fra at udtale sig offentligt vedrørende de politiske partier på europæisk plans gode eller dårlige forvaltning af de tildelte midler, når sagerne er under behandling.
62 På baggrund af det ovenstående skal det første anbringendes første led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 tages til følge.
Anbringendet om tilsidesættelse af artikel 7-9 i forordning (EF) nr. 2004/2003
63 Med det andet anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, har sagsøgeren anført, at Parlamentet har tilsidesat artikel 7-9 i forordning nr. 2004/2003, idet det fandt, at visse udgifter ikke var støtteberettigede, for så vidt som de var blevet anvendt til at finansiere nationale politiske partier og en folkeafstemningskampagne. Sagsøgeren har navnlig bestridt konklusionerne om, at visse udgifter ikke var støtteberettigede for så vidt angår for det første finansieringen af visse meningsmålinger i Det Forenede Kongerige, for det andet de betalinger, der er foretaget til tre konsulenter i Det Forenede Kongerige, og for det tredje visse betalinger, der har forbindelse til Belgiens Parti populaire. For det fjerde har sagsøgeren bestridt denne afgørelses gyldighed, for så vidt som den fastslår, at betalingerne til en leverandør ikke var støtteberettigede på grund af en påstået interessekonflikt.
64 Henset til den konklusion, der følger af undersøgelsen af det første anbringende, som er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, finder Retten i den foreliggende sag, at det er hensigtsmæssigt alene at tage stilling til klagepunktet vedrørende erklæringen om, at de udgifter, der var forbundet med en meningsmåling, som blev foretaget i syv medlemsstater i december 2015, ikke var støtteberettigede.
65 Sagsøgeren har bestridt Parlamentets fortolkning, hvorefter finansieringen af meningsmålinger foretaget i syv medlemsstater er i strid med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2004/2003 om forbud mod indirekte finansiering af et nationalt politisk parti. Sagsøgeren har desuden bestridt den omstændighed, at udgifterne til denne meningsmåling kan erklæres ikke-støtteberettigede som følge af forbuddet mod finansiering af folkeafstemningskampagner, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 8, stk. 4.
66 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.
67 Parlamentet har fremhævet, at de meningsmålinger, der blev foretaget efter parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige mellem juni og december 2015, til dels vedrørte spørgsmål om national politik, men i særdeleshed angik folkeafstemningen om Brexit. I duplikken har Parlamentet anført, at meningsmålingen, der blev foretaget i syv medlemsstater, indeholdt spørgsmål vedrørende Det Forenede Kongeriges tilhørsforhold til EU og de adspurgtes holdning til folkeafstemningen om Brexit.
68 Som svar på Rettens spørgsmål i retsmødet har Parlamentet gjort gældende, at meningsmålingen, der blev foretaget i syv medlemsstater, omhandlede Det Forenede Kongerige og i det væsentlige vedrørte folkeafstemningen om Brexit til fordel for UKIP.
69 Hvad angår de meningsmålinger, der blev foretaget efter parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige mellem juni og december 2015, følger det af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, at de dermed forbundne udgifter blev anset for ikke at være støtteberettigede af to årsager, nemlig forbuddet mod indirekte finansiering af et politisk parti, som fastsat i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2004/2003, og forbuddet mod finansiering af folkeafstemningskampagner, der er fastsat i samme forordnings artikel 8, stk. 4. Ifølge nævnte afgørelse vedrørte disse meningsmålinger navnlig folkeafstemningen om Brexit, og visse vedrørte også til dels spørgsmål angående national politik.
70 I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2004/2003 kan finansieringen af politiske partier på europæisk plan over Den Europæiske Unions almindelige budget eller fra enhver anden kilde ikke anvendes til direkte eller indirekte finansiering af andre politiske partier og navnlig ikke af nationale politiske partier eller nationale kandidater.
71 Det skal bemærkes, at der er tale om en indirekte finansiering af et nationalt parti, når dette opnår en økonomisk fordel, til trods for, at der ikke er sket en direkte overførsel af midler, f.eks. ved at undgå visse udgifter, der ellers skulle afholdes (dom af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet, T-829/16, under appel, EU:T:2018:840, præmis 72). Med henblik på denne vurdering skal Retten henholde sig til en række indicier bl.a. vedrørende de geografiske og tidsmæssige indicier og angående indholdet af den finansierede aktivitet (jf. i denne retning dom af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet, T-829/16, under appel, EU:T:2018:840, præmis 83).
72 Hvad angår forbuddet mod finansiering af folkeafstemningskampagner skal det bemærkes, at artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 2004/2003 fastsætter, at støtteberettigede midler ikke må anvendes til at finansiere folkeafstemningskampagner.
73 I sin afgørelse af 9. maj 2016 præciserede Parlamentets Præsidium i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt et politisk parti på europæisk plans aktivitet udgjorde en folkeafstemningskampagne, navnlig afhang af visse betingelser, herunder for det første om offentligheden allerede havde fået kendskab til det eventuelle indhold af en sådan folkeafstemning, selv om dette endnu ikke var blevet meddelt officielt, for det andet om der forelå en direkte og klar forbindelse mellem det politiske partis omhandlede aktivitet og det spørgsmål, som folkeafstemningen omhandlede, og for det tredje om der forelå en tidsmæssig tilknytning mellem det politiske partis omhandlede aktivitet og den dato, der var fastsat for folkeafstemningen, selv om denne var uofficiel. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Parlamentet ikke har bestridt, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 anvender de kriterier, der er præciseret i afgørelsen fra nævnte Præsidium af 9. maj 2016.
74 Det er i lyset af disse betragtninger, at gyldigheden af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 skal undersøges, for så vidt som den fastslår, at de udgifter, der var forbundet med meningsmålinger foretaget i syv medlemsstater, ikke var støtteberettigede.
75 Det følger af undersøgelsen af det dokument, der indeholder resultaterne af de meningsmålinger, der blev foretaget i syv medlemsstater, at der blev foretaget meningsmålinger i Belgien, Frankrig, Ungarn, Nederlandene, Polen, Sverige og Det Forenede Kongerige ved en stikprøveanalyse af ca. 1 000 personer i hver stat. Spørgsmålene, som var de samme i de syv medlemsstater, vedrørte disse medlemsstaters tilhørsforhold til EU, deltagernes stemme i forbindelse med en eventuel folkeafstemning om tilhørsforholdet til EU, ændringen af betingelserne for at høre til EU, Forbundsrepublikken Tysklands håndtering af flygtningekrisen, modtagelsen af flygtninge i hver af de syv medlemsstater, truslerne mod sikkerheden i de syv medlemsstater, de syv medlemsstaters deltagelse i en væbnet europæisk styrke og Schengenområdet.
76 Det skal for det første fastslås, at den del af meningsmålingen, som blev foretaget i syv medlemsstater, der omhandler Det Forenede Kongerige, er omfattet af anvendelsesområdet for forbuddet mod finansiering af folkeafstemningskampagner, som fastsat i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 2004/2003, eftersom lovgivningen om indholdet af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige blev endeligt godkendt i december 2015, og idet indholdet af denne del i betydelig grad var tæt forbundet med denne folkeafstemning.
77 Det skal derimod fastslås, at disse betragtninger ikke finder anvendelse for så vidt angår den del af meningsmålingen, der blev foretaget i de seks andre medlemsstater, hvor der på daværende tidspunkt ikke var planlagt nogen folkeafstemninger. Parlamentet har desuden ikke fremført argumenter for, endsige godtgjort, at nævnte del kunne være til nogen form for nytte for kampagnen vedrørende folkeafstemningen om Brexit i Det Forenede Kongerige. Derfor kan denne del af meningsmålingen ud fra dette perspektiv ikke anses for at være finansiering af en folkeafstemningskampagne.
78 Hvad for det andet angår forbuddet mod indirekte finansiering af et nationalt politisk parti skal Parlamentets argument om, at den del af meningsmålingen, der vedrører de andre seks medlemsstater, ville kunne være til nogen form for nytte for UKIP, forkastes. Det er således ikke godtgjort, at indholdet af nævnte del ville kunne være til nogen form for nytte for UKIP. Det skal desuden fremhæves, at denne del blev foretaget i seks medlemsstater ud over Det Forenede Kongerige, hvor UKIP ikke er etableret.
79 I lyset af det ovenfor anførte skal dette klagepunkt tages til følge.
80 På baggrund af konklusionerne i præmis 62 og 79 ovenfor skal den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 annulleres.
Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017
81 Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 fremsat tre anbringender om for det første tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar, for det andet tilsidesættelse af artikel 134 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«) og artikel 206 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 966/2012 (EUT 2012, L 362, s. 1, herefter »gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen«) og for det tredje tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.
Anbringendet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar
82 Det første anbringende til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 er opdelt i to led. Med det første led har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og chartrets artikel 41. I denne forbindelse har sagsøgeren henvist til de argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, som er nævnt i præmis 23 ovenfor.
83 Med det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt, der er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og artikel 224 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt. Til støtte for dette led har sagsøgeren for det første henvist til de argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, som er nævnt i præmis 25 ovenfor. Sagsøgeren har for det andet tilføjet, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 er baseret på en »supplerende udtalelse« fra eksterne revisorer angående sagsøgerens finansielle bæredygtighed, som ikke er blevet meddelt sagsøgeren, og som sagsøgeren ikke har kunnet afgive bemærkninger til. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende at denne sidstnævnte anfægtede afgørelse har påvirket sagsøgeren negativt, eftersom sagsøgeren ikke har kunnet få den ansøgte bankgaranti, og at dette endelig førte til sagsøgerens likvidation den 26. april 2017.
84 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.
85 Hvad angår det første anbringendes første led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, skal det bemærkes, at sagsøgeren har henvist til de argumenter, der er blevet fremført inden for rammerne af påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, uden imidlertid at påberåbe sig manglende upartiskhed som følge af udtalelser fra et medlem af Parlamentets Præsidium inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017.
86 For så vidt som sagsøgeren har påberåbt sig, at Parlamentets Præsidium ikke har den fornødne upartiskhed på grund af sin sammensætning, skal det første anbringendes første led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, forkastes som ugrundet af de samme grunde, som er nævnt i præmis 40-50 ovenfor.
87 Hvad angår det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, som angår tilsidesættelse af retten til at blive hørt, skal det indledningsvis bemærkes, at artikel 224, stk. 1, i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, fastsætter, at Præsidiet træffer afgørelse om de ansøgninger om finansiering, der indgives af de politiske partier på europæisk plan. Artikel 224, stk. 5, fastsætter, at bortset fra de i stk. 1 og 4 omhandlede tilfælde hører nævnte Præsidium repræsentanterne for det pågældende politiske parti, inden der træffes afgørelse.
88 Det skal derfor fastslås, at artikel 224 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, ikke giver de politiske partier en specifik ret til at blive hørt, inden Parlamentets Præsidium vedtager sin afgørelse angående deres ansøgninger om finansiering.
89 Trods denne konstatering vedrørende artikel 224 i den affattelse af Parlamentets forretningsorden, der var gældende på daværende tidspunkt, skal det dog undersøges, om sagsøgeren, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, med føje kan påberåbe sig en ret til at blive hørt, der kan udledes direkte af chartrets artikel 41, stk. 2. Det fremgår således af retspraksis, at iagttagelsen af retten til forsvar er et grundlæggende EU-retligt princip, som skal sikres, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser, eller når de relevante regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 86, og af 9.7.1999, New Europe Consulting og Brown mod Kommissionen, T-231/97, EU:T:1999:146, præmis 42).
90 Når en person indgiver en ansøgning til en EU-institution, herunder en ansøgning om finansiering, skal retten til at blive hørt i princippet anses for at være blevet overholdt i situationer, hvor institutionen har vedtaget sin afgørelse ved procedurens afslutning på grundlag af oplysninger fremlagt af ansøgeren uden at give ansøgeren en yderligere mulighed for at blive hørt ud over de argumenter, som ansøgeren kunne fremføre på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen (jf. i denne retning dom af 13.12.1995, Windpark Groothusen mod Kommissionen, T-109/94, EU:T:1995:211, præmis 48, og af 15.9.2016, AEDEC mod Kommissionen, T-91/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:477, præmis 24; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 30.4.2014, Euris Consult mod Parlamentet, T-637/11, EU:T:2014:237, præmis 119).
91 Det er imidlertid undtagelsesvis muligt at påberåbe sig en tilsidesættelse af retten til at blive hørt i tilfælde, hvor EU-institutionen støtter sig på faktiske eller retlige forhold, som ansøgeren ikke havde kendskab til, eller på andre beviser end dem, der er indgivet af ansøgeren (jf. i denne retning dom af 13.12.1995, Windpark Groothusen mod Kommissionen, T-109/94, EU:T:1995:211, præmis 48, af 30.4.2014, Euris Consult mod Parlamentet, T-637/11, EU:T:2014:237, præmis 119, og af 15.9.2016, AEDEC mod Kommissionen, T-91/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:477, præmis 24), eller når den kritiserer ansøgeren for en vis adfærd uden at give denne muligheden for i rette tid at gøre sit synspunkt gældende (jf. i denne retning dom af 9.7.1999, New Europe Consulting og Brown mod Kommissionen, T-231/97, EU:T:1999:146, præmis 5 og 42-44). Det skal i øvrigt bemærkes, at det inden for rammerne af sager om betaling af told er blevet fastslået, at der var tale om tilsidesættelse af retten til forsvar, når sagsøgeren ikke havde været i stand til at udtale sig om relevansen af de faktiske omstændigheder eller dokumenter, der er indeholdt i den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 25, af 19.2.1998, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, T-42/96, EU:T:1998:40, præmis 86-88, og af 17.9.1998, Primex Produkte Import-Export m.fl. mod Kommissionen, T-50/96, EU:T:1998:223, præmis 63-71).
92 Det er i lyset af disse betragtninger, at det af sagsøgeren fremsatte klagepunkt skal behandles.
93 For det første bemærkes, at i den foreliggende sag udgør den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 utvivlsomt en individuel foranstaltning i forhold til sagsøgeren som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2.
94 For det andet er der, i modsætning til, hvad Parlamentet har gjort gældende, tale om en foranstaltning, der berører sagsøgeren negativt, idet afgørelsen om at yde finansiering er underlagt betingelser, der pålægger ikke ubetydelige byrder, nemlig forpligtelsen til at stille en bankgaranti og begrænsningen af forfinansieringen til 33% af det maksimale støttebeløb (jf. i denne retning dom af 23.10.1974, Transocean Marine Paint Association mod Kommissionen, 17/74, EU:C:1974:106, præmis 15-17, angående tilsidesættelsen af retten til at blive hørt i forbindelse med indrømmelsen af en fritagelse, der er omfattet af betingelser i henhold til den bestemmelse, der nu er artikel 101, stk. 3, TEUF).
95 Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 er baseret på en »supplerende udtalelse« fra eksterne revisorer angående sagsøgerens finansielle bæredygtighed, som ikke er blevet meddelt sagsøgeren, og som sagsøgeren ikke har kunnet afgive bemærkninger til.
96 Selv om Parlamentet i denne forbindelse har anerkendt, at det ikke som sådan gav sagsøgeren meddelelse om den omhandlede »supplerende udtalelse« inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, skal det bemærkes, at noterne fra Parlamentets generalsekretær af 10. november 2016 og 5. december 2016, hvorved Præsidiet blev opfordret til at vedtage de anfægtede afgørelser, som sagsøgeren selv har fremlagt, viderebragte de eksterne revisorers tvivl angående sagsøgerens finansielle bæredygtighed. Adspurgt i retsmødet bekræftede sagsøgeren at have modtaget en kopi af noten fra Parlamentets generalsekretær af 10. november 2016 i samme måned. Denne tvivl angående sagsøgerens finansielle bæredygtighed var ligeledes anført i revisionsrapporten fra de eksterne revisorer af 18. april 2016, som sagsøgeren erkender at have fået kendskab til i en skrivelse af 10. maj 2016 til de eksterne revisorer.
97 Henset til den omstændighed, at sagsøgeren allerede havde kendskab til tvivlen angående sin finansielle bæredygtighed, som lå til grund for den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, kan sagsøgeren derfor ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af retten til at blive hørt angående faktiske omstændigheder, som sagsøgeren allerede havde kendskab til inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017.
98 Henset til det ovenstående skal det første anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, forkastes som ugrundet.
Anbringendet om tilsidesættelse af finansforordningens artikel 134 og artikel 206 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen
99 Med det andet anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, har sagsøgeren gjort gældende, at begrænsningen af forfinansieringen til 33% af det maksimale støttebeløb, betinget af, at der stilles en bankgaranti, er i strid med finansforordningens artikel 134 og artikel 206 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen.
100 I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at finansforordningens artikel 134 og artikel 206 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen skal fortolkes i lyset af finansforordningens artikel 204j, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1142/2014 af 22. oktober 2014 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 for så vidt angår finansiering af europæiske politiske partier (EUT 2014, L 317, s. 28). Sagsøgeren er af den opfattelse, at partiet ikke har befundet sig i nogen af de situationer, der er anført i denne bestemmelse, som gør det muligt at kræve, at der stilles en bankgaranti.
101 Sagsøgeren har tilføjet, at begrænsningen af forfinansieringen til 33% af det maksimale støttebeløb, betinget af, at der stilles en bankgaranti, er åbenbart urigtig, eftersom den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 blev vedtaget på baggrund af sagsøgerens finansielle situation ved udgangen af 2015 og ikke på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte foranstaltninger, der fandt sted i december 2016. Dette bekræftes af den eksterne revisor. Ifølge sagsøgeren var partiets finansielle situation i december 2016 sund. Sagsøgeren har navnlig anført, at partiet har fået tilsagn fra mulige bidragsydere, og at flere nationale delegationer har accepteret at øge deres bidrag med beløb fra 30 000 EUR til 100 000 EUR.
102 Endelig har sagsøgeren gentaget, at det forhold, at Parlamentet har taget hensyn til en ekstern revision om sagsøgerens finansielle bæredygtighed, som ikke er blevet meddelt sagsøgeren, udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar.
103 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.
104 Finansforordningens artikel 134, stk. 1, der har overskriften »Forfinansieringsgaranti«, fastsætter, at den ansvarlige anvisningsberettigede kan, når vedkommende anser det for hensigtsmæssigt og rimeligt, vurderet sag for sag og i henhold til en risikoanalyse, kræve en forhåndsgaranti af tilskudsmodtageren for at begrænse de økonomiske risici, der er forbundet med udbetalingen af forfinansiering.
105 I artikel 206, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen er det bestemt, at for at formindske de finansielle risici i forbindelse med udbetaling af forfinansiering kan den ansvarlige anvisningsberettigede på grundlag af en risikovurdering kræve, at tilskudsmodtageren stiller en forhåndsgaranti på op til samme beløb som forfinansieringen, undtagen for tilskud med meget lav værdi, eller opdele betalingen i flere trancher.
106 Det fremgår desuden af artikel 6 i Præsidiets afgørelse af 29. marts 2004, at medmindre Parlamentets Præsidium træffer anden afgørelse, udbetales tilskuddet som forfinansiering til modtagerne i én enkelt tranche på 80% af det maksimale tilskudsbeløb senest 15 dage efter datoen for afgørelsen om tildeling af tilskud. Der er mulighed for 100% forhåndsfinansiering af det maksimale støttebeløb, forudsat at modtageren i henhold til artikel 206 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen stiller forfinansieringsgaranti, der dækker 40% af det ydede tilskud.
107 Det fremgår af en samlet læsning af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 104-106 ovenfor, at Parlamentet har beføjelse til dels at kræve, at der stilles en bankgaranti, dels at begrænse beløbet på forfinansieringen for at reducere den finansielle risiko for Unionen, der er forbundet med udbetalingen af forfinansieringer.
108 Det fremgår af gennemgangen af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 104-106 ovenfor, at Parlamentet råder over en skønsmargen i forbindelse med fastsættelsen af dels, om der foreligger en finansiel risiko for Unionen, dels, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige og nødvendige for at beskytte Unionen mod denne risiko. Parlamentet råder navnlig over en skønsmargen i forbindelse med afgørelsen af, om de to typer af foranstaltninger, der er nævnt i præmis 107 ovenfor, bør kombineres, og med henblik på i givet fald at fastsætte beløbsstørrelsen på forfinansieringen.
109 Det er i lyset af disse principper, at de af sagsøgeren fremførte argumenter i forbindelse med det andet anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, skal vurderes.
110 Det skal for det første, således som Parlamentet med rette har gjort gældende, fastslås, at finansforordningens artikel 204j, der er indført ved forordning nr. 1142/2014, ikke finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nærværende sag. Ifølge denne forordnings artikel 2 fandt denne forordning således først anvendelse fra den 1. januar 2017. Under alle omstændigheder er den fortolkning af nævnte bestemmelse, som sagsøgeren har fremført, fejlagtig, idet det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at Parlamentet kan kræve, at der stilles en forhåndsgaranti, hvis det omhandlede europæiske politiske parti er i overhængende fare for navnlig at gå fallit eller komme under likvidation, og ikke først når denne allerede befinder sig i en sådan situation.
111 Det er for det andet uden at begå fejl, at Parlamentet den 12. december 2016 på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 tog hensyn til den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015, der var blevet vedtaget blot et par dage før, nemlig den 21. november 2016, hvorved det blev fastslået, at beløbet på 500 615,55 EUR ikke var støtteberettiget, og at 172 654,92 EUR blev krævet tilbagebetalt. Det er desuden uden at begå fejl, at Parlamentet på grundlag af de tilgængelige oplysninger tog hensyn til den eksterne revisors »supplerende udtalelse«, som rejste tvivl om sagsøgerens finansielle bæredygtighed grundet manglen på egne supplerende midler.
112 Selv om der i forbindelse med bestyrelsesmødet i partiet den 6. december 2016 og på generalforsamlingen, der blev afholdt samme dag, i øvrigt fandt drøftelser sted, som omhandlede nødvendigheden af at få fat på 100 000 EUR i yderligere midler, giver mødereferatet fra disse møder ikke oplysninger, hvorefter det med rimelighed kan forventes, at dette beløb vil kunne opnås.
113 På baggrund af disse oplysninger skal det konkluderes, at Parlamentet uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne lægge til grund, at der ville opstå en finansiel risiko for Unionen, såfremt sagsøgeren fik adgang til støtte for regnskabsåret 2017.
114 Hvad angår sagsøgerens argument vedrørende tilsidesættelsen af retten til forsvar, for så vidt angår den »supplerende udtalelse«, som er en gentagelse af det første anbringendes andet led, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, skal det forkastes af de samme grunde, som er nævnt i præmis 87-95 ovenfor.
115 Henset til det ovenstående skal det andet anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, forkastes som ugrundet.
Anbringendet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet
116 I forbindelse med det tredje anbringende til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 har sagsøgeren påberåbt sig dels en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, dels en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
117 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 er i strid med proportionalitetsprincippet, idet Parlamentet kunne have overvejet alternative foranstaltninger, f.eks. at opsige støtten i tilfælde af, at modtageren erklæres fallit eller er under likvidation, eller alternativt blot at begrænse forfinansieringen til 33% af støttebeløbet uden at stille krav om en bankgaranti.
118 For det andet har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet Parlamentet over for andre modtagere, for hvilke der ligeledes var rejst tvivl om deres finansielle bæredygtighed, har opfordret dem til at foreslå foranstaltninger til forbedring af deres finansielle situation. Selv om dette havde været under overvejelse, havde Parlamentet ikke givet sagsøgeren denne mulighed og havde imidlertid truffet en direkte beslutning om at begrænse beløbet på sagsøgerens forfinansiering, betinget af, at der blev stillet en bankgaranti.
119 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.
120 Der mindes for det første om, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges (dom af 11.6.2009, Agrana Zucker, C-33/08, EU:C:2009:367, præmis 31).
121 Som nævnt i præmis 107 og 108 ovenfor følger det af de bestemmelser, der finder anvendelse i den foreliggende sag, at Parlamentet råder over en skønsmargen først og fremmest i forbindelse med fastsættelsen af, om der foreligger en finansiel risiko for Unionen, dernæst angående hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige og nødvendige for at beskytte Unionen mod denne risiko.
122 Sagsøgeren har i forbindelse med nærværende anbringende bestridt, at de af Parlamentet vedtagne foranstaltninger var nødvendige, dvs. begrænsningen af forfinansieringen til 33% af det samlede støttebeløb sammen med kravet om en bankgaranti.
123 Det skal imidlertid fastslås, at de alternative foranstaltninger, som sagsøgeren har nævnt, ikke ville have muliggjort en beskyttelse af Unionens finansielle interesser på samme måde, som de foranstaltninger Parlamentet vedtog. Opsigelsen af støtten i tilfælde af, at modtageren erklæres fallit eller er under likvidation, gør det således ikke muligt at sikre, at Parlamentet eventuelt ville kunne inddrive de udbetalte midler. Det samme gør sig gældende for en begrænsning af forfinansieringen til 33% af støttebeløbet uden at stille krav om en bankgaranti, hvilket ikke ville kunne sikre en eventuel inddrivelse fra Parlamentet af de udbetalte midler.
124 Henset til Parlamentets skønsmargen med henblik på at fastsætte, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige og nødvendige for at beskytte Unionen mod en finansiel risiko, skal sagsøgerens klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet derfor forkastes.
125 For det andet mindes om, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, og princippet om forbud mod forskelsbehandling er et særligt udtryk herfor. Nævnte princip kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 29 og 30).
126 Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at det fremgår af mødereferatet fra mødet i Parlamentets Præsidium den 12. december 2016, i hvilken forbindelse den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 blev vedtaget, at nævnte Præsidium vedtog lignende foranstaltninger til nedsættelse af den finansielle risiko for så vidt angår syv støttemodtagere, herunder sagsøgeren.
127 Selv om det er korrekt, at Parlamentet, som det fremgår af noterne fra Parlamentets generalsekretær til Præsidiet af 5. september 2016 vedrørende andre støttemodtagere og af 10. november 2016 vedrørende sagsøgeren, overvejede at opfordre visse støttemodtagere til at træffe foranstaltninger til forbedring af deres finansielle situation, var denne mulighed i øvrigt blevet overvejet for alle i forbindelse med ansøgningerne om støtte for regnskabsåret 2017. Der er i øvrigt intet, der tyder på, at Parlamentet rent faktisk gav denne mulighed til visse støttemodtagere, men ikke til sagsøgeren.
128 Henset til det ovenstående skal sagsøgerens klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og dermed det tredje anbringende, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017, i det hele forkastes som ugrundet.
129 Følgelig skal Europa-Parlamentet frifindes for så vidt angår påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017.
Sagsomkostninger
130 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da kun påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2015 er blevet taget til følge i denne sag, mens påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse vedrørende regnskabsåret 2017 er blevet forkastet, bør det bestemmes, at hver part bærer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Europa-Parlamentets afgørelse af 21. november 2016, der fastslår, at visse udgifter ikke var støtteberettigede i regnskabsåret 2015, annulleres.
2) Europa-Parlamentet frifindes for så vidt angår påstanden om annullation af Parlamentets afgørelse FINS-2017-13 af 12. december 2016 om tildeling af en støtte til sagsøgeren for regnskabsåret 2017.
3) Alliance for Direct Democracy in Europe ASBL og Parlamentet bærer hver deres egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med begæringen om foreløbige forholdsregler.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. november 2019.
Underskrifter