Language of document : ECLI:EU:T:2021:780

RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

10. november 2021 (*)

»Statsstøtte – markedet for elektricitet produceret fra vedvarende energikilder, herunder solcelleenergi – forpligtelse i henhold til den franske lov om elektricitet til køb af elektricitet til en højere pris end markedsprisen – afvisning af en klage – artikel 12, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1589 – anvendelsesområde«

I sag T-678/20,

Solar Electric Holding, Lamentin (Frankrig),

Solar Electric Guyane, Lamentin,

Solar Electric Martinique, Lamentin,

Société de production d’énergies renouvelables, Lamentin,

ved advokat S. Manna,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved B. Stromsky og A. Bouchagiar, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 3. september 2020 om afvisning af sagsøgernes klage af 20. juni 2020 om ulovlig statsstøtte til sagsøgernes solcelleanlæg,

har

RETTEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Svenningsen, og dommerne R. Barents og J. Laitenberger (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Lov 2000-108 af 10. februar 2000 om modernisering og udvikling af den offentlige elforsyning (JORF af 11.2.2000, s. 2143) skal fremme udvikling af vedvarende energikilder på fransk område. Med henblik herpå blev der ved denne lov indført en købsforpligtelse, som går igen i den franske energilovs artikel L.314-1 ff., og hvorefter Électricité de France (herefter »EDF«) og de ikke-nationaliserede distributører, som er nævnt i artikel 23 i lov 46-628 af 8. april 1946 om nationalisering af elektricitets- og gasindustrien, er forpligtede til efter de pågældende producenters anmodning at indgå en 20-årig kontrakt om køb af elektricitet, der er produceret fra vedvarende energikilder, herunder solcelleenergi, til en pris fastsat ved ministeriel prisbekendtgørelse. Indtil den 31. december 2015 blev de omkostninger, som EDF og de ikke-nationaliserede distributører, som er nævnt i artikel 23 i lov 46-628, havde afholdt på grund af købsforpligtelsen, i henhold til dekret 2004-90 af 28. januar 2004 om kompensation af omkostninger ved den offentlige elforsyningsservice omfattet af en ordning med fuld kompensation, der blev finansieret gennem et bidrag til den offentlige elforsyning, som blev opkrævet hos elforbrugerne. Siden den 1. januar 2016 er disse omkostninger blevet dækket med en særlig konto for energiomstilling, der finansieres gennem afgifter for forbrug af energiprodukter.

2        Prisbekendtgørelser af den ovenfor i præmis 1 nævnte type blev bl.a. vedtaget den 10. juli 2006 (herefter »prisbekendtgørelse 2006«), den 12. januar 2010 (herefter »prisbekendtgørelse nr. 1/2010«), den 31. august 2010 (herefter »prisbekendtgørelse nr. 8/2010«), den 4. marts 2011 og den 9. maj 2017. Selv om det kun er den sidstnævnte bekendtgørelse, som fortsat er gældende, finder de øvrige prisbekendtgørelser, som i mellemtiden er blevet ophævet, fortsat anvendelse, for så vidt som den pris for køb af elektricitet, der betales i hele købsaftalens løbetid, dvs. 20 år, er den pris, som er fastsat i den prisbekendtgørelse, der er gældende på det tidspunkt, hvor producenten har indgivet en fuldstændig anmodning om tilslutning til det offentlige net.

3        Solar Electric Holding, som er et holdingselskab, der ejer 100% af Solar Electric Guyane og Solar Electric Martinique som datterselskaber, hvilke datterselskaber har ansvaret for udvikling og opførelse af projekter til produktion af elektricitet fra solcelleenergikilder i henholdsvis Guyana og Martinique, og af Société de production d’énergies renouvelables (herefter »Soproder«), som har ansvaret for driften af disse forskellige solcelleanlæg, indgik kontrakter med EDF om køb af elektricitet på grundlag af de ovenfor i præmis 1 nævnte prisbekendtgørelser. Soproder var derfor i den koncern, som bestod af disse forskellige selskaber, det selskab, der direkte og umiddelbart drog fordel af de i bekendtgørelserne fastsatte fordelagtige priser.

4        Ved dom af 18. september 2019 fastslog Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), for hvilken der var nedlagt påstande om erstatning, at de foranstaltninger, der var støttet på prisbekendtgørelse 2006 og nr. 1/2010, om gennemførelsen af en mekanisme, der består i en forpligtelse til køb til en højere pris end markedsprisen, udgjorde ulovlig statsstøtte, idet de ikke var blevet anmeldt til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

5        Ved skrivelse af 26. marts 2020 til sagsøgerne, Solar Electric Holding, Solar Electric Guyane, Solar Electric Martinique og Soproder, bekræftede Kommissionen i øvrigt, at de foranstaltninger, der var støttet på prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010, ikke var blevet anmeldt til den.

6        Den 20. juni 2020 fremsendte sagsøgerne den klageformular vedrørende ulovlig statsstøtte, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9) til Kommissionen. I denne formular anførte sagsøgerne, at de støtteordninger, der fulgte af prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010, var blevet gennemført, selv om Kommissionen aldrig havde udtalt sig om deres forenelighed med det indre marked, og at Kommissionens manglende afgørelse ifølge sagsøgerne skabte et retligt tomrum, der var til skade for samtlige franske producenter af elektricitet fra solcelleenergikilder, for så vidt som indtægterne fra de kontrakter, der var indgået til den i de nævnte bekendtgørelser fastsatte pris, kan anfægtes og gøres til genstand for tilbagesøgningsforanstaltninger. Ifølge de oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt i denne formular, er de støtteordninger med henblik på at fremme elektricitet fra solcelleenergikilder, som følger af prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010, forenelige med det indre marked. Sagsøgerne har, idet de har påberåbt sig artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 12, stk. 1, i forordning 2015/1589, i denne formular, og nærmere bestemt i dennes afsnit 3.4, 8 og 9.3, »anmode[t] Kommissionen om udtrykkeligt at tage stilling til foreneligheden med det indre marked af de støtteordninger, der følger af [de nævnte] bekendtgørelser«.

7        Ved skrivelse af 1. juli 2020 fremsatte Kommissionens tjenestegrene en række spørgsmål og anmodninger om yderligere oplysninger, som sagsøgerne besvarede ved e-mail af 31. august 2020.

8        Ved skrivelse af 3. september 2020 afviste Kommissionen sagsøgernes klage af 20. juni 2020 om ulovlig statsstøtte til sagsøgernes solcelleanlæg (herefter »den anfægtede afgørelse«), idet den bl.a. anførte følgende:

»[Generaldirektoratet for Konkurrence] er af den opfattelse, at Deres klage må forkastes, fordi klagens genstanden falder uden for anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i [forordning 2015/1589] […]

[K]lagerne har anmodet Kommissionen om at tage stilling til støtteordningernes forenelighed med det indre marked, som om de repræsenterede Frankrig i en kvasi-anmeldelsesprocedure. Klagens genstand er således ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i [forordning 2015/1589] og bør af denne grund afvises […].

Tak for de oplysninger, De har meddelt os. Kommissionen registrerer dem som generelle markedsoplysninger.«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

9        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. november 2020 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

10      Svarskriftet blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. januar 2021.

11      Ved afgørelse af 2. februar 2021 bestemte Retten i henhold til procesreglementets artikel 83, stk. 1, at der ikke var behov for yderligere skriftveksling.

12      Ved skrivelse af 15. april 2021 har sagsøgerne anmodet om afholdelse af et retsmøde i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 1.

13      Den 4. juni 2021 stillede Retten som foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse parterne et spørgsmål til skriftlig besvarelse, som parterne besvarede den 21. juni 2021.

14      Ved skrivelse af 9. juli 2021 meddelte sagsøgerne Retten, at de frafaldt deres anmodning om afholdelse af retsmøde.

15      Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

16      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

17      Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender vedrørende henholdsvis for det første en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589, for det andet en tilsidesættelse af samme forordnings artikel 12, stk. 1, og for det tredje en tilsidesættelse af den forpligtelse, som påhviler Kommissionen til at gennemføre EUF-traktaten.

 Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589

18      I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne, der henholder sig til ordlyden af artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589, gjort gældende, at det er tilstrækkeligt, at en støtte er ulovlig, for at den kan gøres til genstand for en klage, der kan antages til realitetsbehandling i henhold til denne artikel. Den nævnte forordnings artikel 24, stk. 2, opstiller på ingen måde en yderligere betingelse om, at denne klage skal sigte mod at opnå en erklæring om den pågældende støttes uforenelighed med det indre marked. Selv om det i praksis efter sagsøgernes opfattelse er sjældent, hvis ikke uden fortilfælde, at en klage over en ulovlig og forenelig støtte indgives af en interesseret part, kan denne særlige karakter dog ikke bevirke, at denne klage falder uden for anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589, medmindre der tilføjes en formalitetsbetingelse, der ikke er fastsat i EUF-traktaten eller den nævnte forordning.

19      I øvrigt lagde Kommissionen i den anfægtede afgørelse med urette vægt på betingelserne for indledning af en formel undersøgelsesprocedure, som skal indledes, hvis der ved afslutningen af den indledende undersøgelse fortsat er tvivl om støttens forenelighed med det indre marked. Sagsøgerne har anført, at selv om de fleste klager vedrørende ulovlig støtte i praksis har til formål, at der indledes en formel undersøgelsesprocedure, må muligheden for at indgive en klage om en ulovlig støtte, der først og fremmest skal danne grundlag for en indledende undersøgelse, ikke forveksles med det tilfælde, hvor der indledes en formel undersøgelsesprocedure.

20      Under disse omstændigheder udelukker den omstændighed, at sagsøgerne er af den opfattelse, at den ulovlige støtte, der er genstand for deres klage, er forenelig med det indre marked, og at de med denne klage tilsigter at fremkalde en afgørelse fra Kommissionen om ikke at gøre indsigelse med hensyn til denne støtte, ikke denne klage fra anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589.

21      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

22      Det skal indledningsvis bemærkes, at den af sagsøgerne indgivne klage havde til formål at opnå en afgørelse fra Kommissionen om ikke at gøre indsigelse for så vidt angår foreneligheden med det indre marked af de foranstaltninger, som de franske myndigheder havde iværksat på grundlag af prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010. I denne sammenhæng rejser det første anbringende spørgsmålet om, hvorvidt artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589 giver modtageren af en ny støtte, der er udbetalt ulovligt, og, som i det foreliggende tilfælde, selskaber, der har en økonomisk interesse i det selskab, der har modtaget denne støtte, idet de indgår i den samme koncern, en subjektiv ret til at indgive en klage til Kommissionen med henblik på at opnå en afgørelse fra Kommissionen om, at en støtte, som ikke er blevet anmeldt af den pågældende medlemsstat, er forenelig med det indre marked.

23      Artikel 24 i forordning 2015/1589 med overskriften »De interesserede parters rettigheder« bestemmer i stk. 2, at »[a]lle interesserede parter kan indgive en klage for at underrette Kommissionen om påstået ulovlig støtte eller om påstået misbrug af støtte«. Definitionen af »interesserede parter« i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589 vedrører i første række »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«.

24      Selv om de ovennævnte bestemmelsers ordlyd således tyder på, at modtagere af ulovligt udbetalt støtte kan indgive en klage til Kommissionen, bør en sådan konklusion imidlertid forkastes af hensyn til opbygningen af kontrollen med statsstøtte og af klagemekanismen.

25      Hvad for det første angår opbygningen af kontrollen med statsstøtte skal det bemærkes, at anmeldelsespligten udgør et af de grundlæggende elementer i den ved EUF-traktaten indførte kontrol med statsstøtte, som indfører en forebyggende kontrol med påtænkte nye støtteforanstaltninger, som er indført ved artikel 108, stk. 3, TEUF, og som har til formål, at der kun gennemføres støtte, der er forenelig med det indre marked, og dette først efter, at enhver tvivl om støttens forenelighed er fjernet ved Kommissionens endelige afgørelse (dom af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK, C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 18 og 19). Dette forebyggende kontrolsystem er til hinder for, at de medlemsstater, der udbetaler støtte i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF, begunstiges til skade for dem, der i overensstemmelse med denne bestemmelse anmelder påtænkt støtte og afholder sig fra at gennemføre den, indtil Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse (dom af 4.3.2021, Kommissionen mod Fútbol Club Barcelona, C-362/19 P, EU:C:2021:169, præmis 92). Det skal ligeledes bemærkes, at det alene er Kommissionen, der underlagt Unionens retsinstansers efterprøvelse er kompetent til at træffe afgørelse om støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, TEUF (jf. dom af 19.7.2016, Kotnik m.fl., C-526/14, EU:C:2016:570, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

26      Det følger af selve opbygningen af artikel 108, stk. 3, TEUF, der etablerer et bilateralt forhold mellem Kommissionen og medlemsstaterne, at anmeldelsespligten påhviler medlemsstaterne. Denne forpligtelse kan således ikke betragtes som opfyldt i tilfælde af en anmeldelse, som er foretaget af den virksomhed, der drager fordel af støtten. Som Domstolen allerede har fastslået, pålægger den fremgangsmåde til kontrol og undersøgelse af statsstøtte, som er fastlagt ved artikel 108 TEUF, ikke støttemodtageren særlige forpligtelser. Dels er forpligtelsen til at underrette Kommissionen og forbuddet mod forudgående gennemførelse af påtænkte støtteforanstaltninger kun rettet til den pågældende medlemsstat, således som det ligeledes forudsætningsvis fremgår af artikel 10 i forordning 2015/1589, der fastsætter, at den pågældende medlemsstat kan trække anmeldelsen tilbage, inden Kommissionen har truffet en afgørelse om støttens forenelighed med det indre marked. Dels er også Kommissionens afgørelse om, at en støtte er uforenelig og skal ophæves inden for en af Kommissionen fastsat frist, ligeledes kun rettet til medlemsstaten (dom af 11.7.1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 73, og af 1.6.2006, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, C-442/03 P og C-471/03 P, EU:C:2006:356, præmis 103).

27      En anerkendelse af, at modtageren af en støtte, der er udbetalt ulovligt, kan indgive en klage til Kommissionen med henblik på, at denne fastslår støttens forenelighed med det indre marked, har imidlertid ikke nogen anden virkning end at give denne modtager mulighed for at træde i stedet for den pågældende medlemsstat, som alene har kompetencen til at anmelde en støtteforanstaltning til Kommissionen.

28      En sådan mulighed for modtageren af en støtte, der er udbetalt ulovligt, til at indgive en klage til Kommissionen med henblik på, at det fastslås, at denne støtte er forenelig med det indre marked, vil desuden rejse tvivl om den grundlæggende og ufravigelige karakter af forpligtelsen til at anmelde støtteforanstaltninger og forbuddet mod at gennemføre dem i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, således som det fremgår af retspraksis (jf. i denne retning dom af 17.9.2019, Italien og Eurallumina mod Kommissionen, T-119/07 og T-207/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:613, præmis 113), samt om den hovedsanktion som er forbundet med medlemsstatens tilsidesættelse af denne forpligtelse til forudgående anmeldelse, dvs. tilbagebetaling af denne støtte (jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 70).

29      Muligheden giver nemlig modtageren af en støtte, der er udbetalt ulovligt, mulighed for at afhjælpe den pågældende medlemsstats manglende opfyldelse til egen fordel ved at fremkalde en afgørelse fra Kommissionen, som efterfølgende giver denne mulighed for at påberåbe sig præmis 55 i dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication (C-199/06, EU:C:2008:79), hvorefter en national domstol ikke har pligt til at anordne tilbagesøgning af en støtte, der er gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF, når Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse, der fastslår, at nævnte støtte er forenelig med det indre marked, hvilket sagsøgerne selv medgiver, at de søger at få fastslået.

30      Det skal i øvrigt ligeledes med hensyn til opbygningen af kontrollen med statsstøtte bemærkes, at de nationale retter over for borgerne skal sikre, at der drages alle konsekvenser af en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF, i henhold til national ret, såvel med hensyn til gyldigheden af retsakter, der indebærer gennemførelse af støtteforanstaltninger, som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreløbige forholdsregler (dom af 21.11.1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 12). De nationale retter kan med henblik herpå få forelagt tvister, som indebærer, at de skal fortolke og anvende det i artikel 107, stk. 1, TEUF omhandlede støttebegreb, navnlig for at fastslå, om en statslig foranstaltning skulle have været underkastet den forudgående kontrolprocedure efter artikel 108, stk. 3, TEUF. Hvis de nævnte retter konstaterer, at den omhandlede foranstaltning faktisk skulle have været anmeldt til Kommissionen forinden, skal de kende den ulovlig (dom af 19.3.2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 37).

31      Det følger heraf, at modtagere af en ulovlig støtte kan anlægge sag ved de nationale retter med henblik på at få sanktioneret den udtrykkelige eller stiltiende nægtelse fra den støtteydende stat af at opfylde sin anmeldelsespligt. Der er derfor ikke grundlag for at indrømme dem en ret til ved en klage til Kommissionen på grundlag af artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589 at udløse en undersøgelse af støttens forenelighed med det indre marked med henblik på at få den godkendt, hvilket eventuelt er i strid med den pågældende medlemsstats vilje, som kommer til udtryk ved denne medlemsstats manglende anmeldelse.

32      Som Kommissionen med rette har anført, findes der ikke en subjektiv ret til tildeling af statsstøtte i EU-retten. En støttemodtager kan derfor ikke overtage medlemsstatens kompetence og på eget initiativ foretage en anmeldelse på medlemsstatens vegne med det formål herved at opnå en afgørelse om godkendelse af gennemførelsen af en ikke-anmeldt støtte (jf. i denne retning dom af 1.6.2006, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, C-442/03 P og C-471/03 P, EU:C:2006:356, præmis 103).

33      Det skal for så vidt angår opbygningen af klagemekanismen og retten til at indgive en klage til Kommissionen bemærkes, at ifølge artikel 24, stk. 2, første punktum, i forordning 2015/1589 er formålet hermed at underrette Kommissionen om enhver angivelig ulovlig støtte, hvilket i henhold til samme forordnings artikel 15, stk. 1, første punktum, medfører indledningen af den foreløbige undersøgelse, der er foreskrevet i artikel 108, stk. 3, TEUF, som indebærer, at Kommissionen vedtager en afgørelse i medfør af artikel 4, stk. 2, 3 eller 4, i forordning 2015/1589 (dom af 5.5.2021, ITD og Danske Fragtmænd mod Kommissionen, T-561/18, under appel, EU:T:2021:240, præmis 47).

34      Det bestemmes i øvrigt i artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i forordning 2015/1589, at Kommissionen »sikrer, at den pågældende medlemsstat holdes fuldt og regelmæssigt underrettet om undersøgelsens forløb og resultater [i forbindelse med enhver klage]«. Denne bestemmelse, som har til formål at beskytte den pågældende medlemsstats ret til forsvar, indebærer, at den afgørelse, der træffes som følge af en klage, og hvormed klageren gives medhold, er bestemt til at være ugunstig for denne medlemsstat, og følgelig til, at det fastslås, at den støtte, som har været genstand for klagen, er uforenelig med det indre marked.

35      Udformningen af klagemekanismen, således at den har til formål at identificere den støtte, der er uforenelig med det indre marked, bekræftes ligeledes af punkt 8 i den klageformular, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589 og knyttet som bilag til Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EUT 2004, L 140, s. 1), som ændret, og hvorefter det kræves, at klageren angiver »årsagerne til, at den påståede statsstøtte [efter dennes opfattelse] ikke er forenelig med det indre marked«.

36      Det fremgår endvidere af samme formulars punkt 3, at støttemodtagerne ikke er blandt de parter, der kan indgive en klage. Henvisningen til konkurrenterne til støttemodtageren eller støttemodtagerne samt spørgsmålet i samme punkt til afklaring af, hvorledes og i hvilket omfang den formodede statsstøtte påvirker klagerens konkurrencemæssige stilling, viser, at formålet med klagemekanismen bl.a. er at beskytte dem, hvis rettigheder risikerer at blive berørt af tildelingen af støtten til visse støttemodtagere. Dette støttes yderligere af punkt 7 i den nævnte formular, ifølge hvilket klageren skal forklare, hvordan den påståede statsstøtte efter dennes overbevisning giver støttemodtageren eller støttemodtagerne en økonomisk fordel.

37      Selv om modtagerne betragtes som »interesserede parter« i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, er opbygningen af klagemekanismen derfor til hinder for, at denne klagemekanisme anvendes af de parter, der, som navnlig modtagerne af den påtalte støtte, har en interesse i, at Kommissionen fastslår denne støttes forenelighed med det indre marked.

38      Det følger heraf, at anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589 er afgrænset til klager om ulovlig støtte, som efter klagernes opfattelse er uforenelig med det indre marked. Anvendelsesområdet for denne forordnings artikel 24, stk. 2, omfatter derimod ikke klager, hvorved klagerne gør gældende, at en støtte er forenelig med det indre marked og derfor skal godkendes af Kommissionen. Følgelig kan modtagerne af en ulovlig støtte og de selskaber, der har en økonomisk interesse i dette modtagende selskab som følge af den økonomiske enhed, som de udgør sammen med selskabet, fordi moderselskabet ejer 100% af kapitalen i klagernes kapital, ikke støtte sig på artikel 24, stk. 2, første punktum, i forordning 2015/1589 med henblik på at indgive en klage vedrørende en ulovlig støtte, som de direkte eller indirekte modtager, og dette med henblik på at få Kommissionen til at vedtage en afgørelse, der fastslår denne støttes forenelighed med det indre marked.

39      Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den af sagsøgerne indgivne klage den 20. juni 2020 ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589.

40      Det følger heraf, at Kommissionen ikke begik en retlig fejl, da den fastslog, at den af sagsøgerne indgivne klage ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589. Følgelig skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

 Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 12, stk. 1, i forordning 2015/1589

41      Med det andet anbringende har sagsøgerne anført, at Kommissionen begik en retlig fejl, idet den handlede i strid med sin forpligtelse til at indlede den indledende undersøgelsesfase. En sådan forpligtelse blev udløst i medfør af artikel 12, stk. 1, i forordning 2015/1589. Sagsøgerne indgav nemlig efter deres opfattelse en klage i henhold til denne forordnings artikel 24, stk. 2.

42      Kommissionen er af den opfattelse, at det andet anbringende ikke er selvstændigt i forhold til det første anbringende, og at det fuldt ud beror på det første annullationsanbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589. Kommissionen har gjort gældende, at anbringendet er ugrundet, samtidig med, idet den tager hensyn til bestemmelserne i denne forordnings artikel 12. Derfor bør dette andet annullationsanbringende ligeledes forkastes.

43      Det skal som svar på dette anbringende bemærkes, at Kommissionen ifølge artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i forordning 2015/1589 undersøger enhver klage, »som indgives af en interesseret part i henhold til [denne forordnings] artikel 24, stk. 2«. Kommissionen er således forpligtet til at gennemføre en påpasselig og upartisk undersøgelse af klager, når de er baseret på en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og utvetydigt med en begrundelse identificerer de foranstaltninger, som ligger til grund for denne tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 15.3.2018, Naviera Armas mod Kommissionen, T-108/16, EU:T:2018:145, præmis 102). Idet der ikke i den klage, således som den blev indgivet af sagsøgerne den 20. juni 2020, blev henvist til en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, og denne klage følgelig ikke er omfattet af anvendelsesområdet for den nævnte forordnings artikel 24, stk. 2, var Kommissionen imidlertid ikke forpligtet til at indlede den indledende undersøgelsesfase i henhold til den nævnte forordnings artikel 12, stk. 1.

44      Det andet anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringende vedrørende den forpligtelse, som påhviler Kommissionen til at anvende EUF-traktaten

45      I forbindelse med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 107 TEUF, 108 TEUF og 109 TEUF samt forordning 2015/1589.

46      Selv om Kommissionen blev underrettet om de støtteordninger, der fulgte af prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010, samt den manglende anmeldelse heraf, forholdt Kommissionen sig passiv, hvilket fratog EUF-traktatens bestemmelser deres indhold. Ved at afvise en klage vedrørende støtte, som Kommissionen har anerkendt er ulovlig, uden imidlertid forinden at have kontrolleret, at denne støtte ikke var uforenelig med det indre marked, har Kommissionen tilsidesat sin rolle som garant for EU-retten og den rolle, der består i at sikre borgernes retssikkerhed. Da det alene er Kommissionen, der er kompetent til at undersøge en støttes forenelighed med det indre marked, burde den have undersøgt, hvorvidt den ulovlige støtte, hvis eksistens sagsøgerne havde gjort den bekendt med, ikke var uforenelig. Der foreligger i øvrigt oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt, nemlig bl.a. en udtalelse fra Commission de régulation de l’énergie (tilsynskommissionen for energi, Frankrig), der har rejst tvivl om støttens forenelighed med det indre marked.

47      Under disse omstændigheder svarer Kommissionens manglende stillingtagen til den omhandlede støttes forenelighed med det indre marked efter sagsøgernes opfattelse til en manglende adgang til domstolsprøvelse, da denne mangel skaber et retligt tomrum, som artikel 107 TEUF til 109 TEUF og forordning 2015/1589 har til formål at undgå.

48      Kommissionen har bestridt de fremførte argumenter.

49      Det skal som svar på det tredje anbringende, som anført af sagsøgerne, indledningsvis bemærkes, at det alene er Kommissionen, der er kompetent til at træffe afgørelse om støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked (jf. dom af 19.7.2016, Kotnik m.fl., C-526/14, EU:C:2016:570, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). EU-retten pålægger imidlertid ikke Kommissionen en absolut forpligtelse til at gennemføre en vurdering af en uanmeldt støttes forenelighed, så snart den underrettes herom.

50      Forordning 2015/1589 fastsætter nemlig kun to tilfælde, hvor Kommissionen reelt er forpligtet til at gennemføre en undersøgelse af en støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked. Dels består der en sådan forpligtelse i tilfælde af den støtteydende medlemsstats anmeldelse. Således bestemmer denne forordnings artikel 4, stk. 1, første afsnit, at »[Kommissionen undersøger] anmeldelsen straks ved modtagelsen«. Dels påhviler der Kommissionen en undersøgelsespligt i henhold til den nævnte forordnings artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i tilfælde af en klage, »som indgives af en interesseret part i henhold til [samme forordnings] artikel 24, stk. 2«.

51      I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, at Den Franske Republik ikke har anmeldt den støtte, der følger af prisbekendtgørelse 2006, nr. 1/2010 og nr. 8/2010, til Kommissionen. Det skal endvidere fastslås, at den af sagsøgerne indgivne klage den 20. juni 2020 ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589. På denne baggrund var Kommissionen ikke forpligtet til at gennemføre en undersøgelse af de ovennævnte støtteforanstaltninger. Den manglende afgørelse fra Kommissionen med hensyn til disse støtteforanstaltninger kan derfor ikke udgøre en manglende adgang til domstolsprøvelse, som kan skabe et retligt tomrum. Dette gælder så meget desto mindre, når sagsøgerne, som anført i præmis 29 og 30 ovenfor, kan anlægge sag ved de nationale retter i den pågældende medlemsstat med henblik på at få sanktioneret denne stats nægtelse af at foretage en anmeldelse af de påtalte foranstaltninger, hvis disse retter konstaterer, at foranstaltningerne skal kvalificeres som ny statsstøtte.

52      Det skal i denne henseende bemærkes, at det forbud mod at gennemføre påtænkte støtteforanstaltninger, som fremgår af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, har direkte virkning. Forbuddet i denne bestemmelse mod at gennemføre støtteforanstaltninger har direkte virkning for enhver støtte, som gennemføres uden anmeldelse (dom af 21.11.2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt har de nationale myndigheder pligt til på eget initiativ at tilbagesøge enhver uretmæssigt udbetalt støtte (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 92).

53      Henset til disse klare retlige rammer hvad angår ordningen for ny statsstøtte, der er tildelt uden forudgående anmeldelse, og til, at der ikke findes en subjektiv ret i henhold til EU-retten for faktiske og potentielle modtagere til at opnå støtte fra en medlemsstat, som ikke er blevet anmeldt af denne, kan Kommissionens manglende afgørelse om en sådan ulovlig støttes forenelighed med det indre marked heller ikke være i strid med retssikkerhedsprincippet.

54      Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje anbringende forkastes, og Kommissionen skal endelig frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

55      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Solar Electric Holding, Solar Electric Guyane, Solar Electric Martinique og Société de production d’énergies renouvelables betaler sagsomkostningerne.

Svenningsen

Barents

Laitenberger

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. november 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.