RETTENS DOM (Appelafdelingen)

17. marts 2010

Sag T­78/09 P

Europa-Parlamentet

mod

Laurent Collée

»Appel — personalesag — tjenestemænd — forfremmelse — forfremmelsesåret 2004 — proceduren for tildeling af point for fortjeneste — urigtig gengivelse af beviserne — begrundelse — bevisværdien af rapportudvalgets udtalelse — princippet om forbud mod forskelsbehandling«

Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 11. december 2008, Collée mod Parlamentet (sag F­148/06, Sml. Pers.I‑A, s. 455, og II‑A‑1, s. 2527), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Europa-Palamentet bærer sine egne omkostninger og betaler Laurent Collées omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel — anbringender — udelukkende gentagelse af de anbringender og argumenter, der blev fremført for Personaleretten — afvisning — anfægtelse af Personalerettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten — formaliteten

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1)

2.      Tjenestemænd — forfremmelse — sammenlignende bedømmelse af fortjenester — administrationens skønsbeføjelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Det følger bl.a. af artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at appel til Retten er begrænset til retsspørgsmål og skal støttes på, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl ved denne ret, der krænker appellantens interesser, eller at Personaleretten har overtrådt fællesskabsretten. I øvrigt bestemmer artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes.

Det følger heraf, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

Et appelskrift, som blot gentager eller nøjagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten, herunder sådanne, som var baseret på faktiske omstændigheder, som Personaleretten udtrykkeligt har forkastet, opfylder ikke dette krav. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence. Imidlertid kan retsspørgsmål, som Personaleretten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Personalerettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Personaleretten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.

(jf. præmis 20-22)

Henvisning til:

Domstolen, 17. september 1996, sag C­19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 37 og 38, Domstolen, 6. marts 2003, sag C‑41/00 P, Interporc mod Kommissionen, Sml. I, s. 2125, præmis 17, Domstolen, 22. januar 2004, sag C­353/01 P, Mattila mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 1073, præmis 27.

2.      Det tilkommer ikke Fællesskabets retsinstanser at vurdere fortjenesterne hos de forskellige tjenestemænd, der kan komme i betragtning til forfremmelse. Deres kontrol skal, henset til at ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved bedømmelsen af disse fortjenester, alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt.

(jf. præmis 61)

Henvisning til:

Domstolen, 3. april 2003, sag C­277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 35

Retten, 6. juni 1996, sag T­262/94, Baiwir mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 257, og II, s. 739, præmis 66, Retten, 13. april 2005, sag T­353/03, Nielsen mod Rådet, Sml. Pers. I­A, s. 95, og II, s. 443, præmis 58.