RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

23. april 2015

Sag F-131/14

David Bensai

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – kontraktansat – løn – lønseddel – bekræftende karakter– manglende overholdelse af kravene til den administrative procedure – ændring af tjenestemandsvedtægten – forhøjelse af arbejdstiden uden tilpasning af lønnen – ingen indvirkning på lønsedlens bekræftende karakter– ulige behandling af kontraktansatte og lokalt ansatte – procesreglementets artikel 81«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder David Bensai har nedlagt påstand om annullation af sin lønseddel udstedt af Europa-Kommissionen for januar 2014, med den begrundelse, at den løn, der er indeholdt heri, er lavere end den løn, der udbetales til en af hans kolleger, som arbejder i samme sektor, og som ifølge sagsøgeren udfører opgaver, der er sammenlignelige med eller mindre vigtige end hans.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling og under alle omstændigheder er ugrundet. David Bensai bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling eller er åbenbart ugrundet – rækkevidde

(Retten for EU-Personalesagers procesreglement, art. 81)

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – den første lønseddel, der udstedes, efter at den ugentlige arbejdstid er blevet forhøjet ved en retsakt – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 55, 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 1, 16 og 91)

3.      Tjenestemænd – ligebehandling – forskellig behandling af de forskellige personalekategorier, der er ansat i Unionen, hvad angår vedtægtsmæssige garantier – ingen forskelsbehandling

1.      I henhold til artikel 81 i Personalerettens procesreglement gælder, når det er åbenbart, at en sag helt eller delvist må afvises eller er åbenbart ugrundet, at Personaleretten uden at fortsætte sagens behandling kan træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

Navnlig bidrager afvisning af sagen ved begrundet kendelse i henhold til procesreglementets artikel 81 ikke blot til en effektiv sagsbehandling, men sparer ligeledes parterne for de sagsomkostninger, som et retsmøde ville have affødt, når Personaleretten på grundlag af en gennemgang af sagsakterne finder sig tilstrækkeligt oplyst af nævnte sagsakter til at fastslå, at den er fuldt ud overbevist om, at det er åbenbart, at sagen skal afvises eller åbenbart er ugrundet, og desuden fastslår, at afholdelse af et retsmøde ikke ville bidrage med nogen nye oplysninger, der kan ændre dens overbevisning.

(jf. præmis 27 og 28)

Henvisning til:

Retten for EU-Personalesager: kendelse af 10. juli 2014, Mészáros mod Kommissionen, F-22/13, EU:F:2014:189, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis

2.      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en kontraktansats søgsmål, der er rettet imod dennes første lønseddel efter forhøjelsen af den ugentlige arbejdstid, kan antages til realitetsbehandling, kan det ikke antages, at den nævnte lønseddel udgør en retsakt, der indeholder et klagepunkt, derved, at den for første gang afspejler en ensidig ændring foretaget af den berørte kontraktansattes arbejdsgiver af de arbejdsvilkår, der følger i henhold til kontrakten og – nærmere bestemt – en nedsættelse af dennes timeløn.

For det første er den ensidige ændring i den berørte kontraktansattes kontraktforhold med administrationen nemlig ikke blevet vedtaget af hans institutionelle arbejdsgiver, men af EU-lovgiver, der består af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, efter den almindelige lovgivningsprocedure. I det pågældende tilfælde finder ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i henhold til vilkårenes artikel 1 anvendelse på den kontrakt, som enhver, der er ansat af Unionen, indgår. Imidlertid er visse arbejdsvilkår, såsom dem, der vedrører de øvrige ansattes løn og arbejdstidens længde, fastsat i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der er en lovgivningsmæssig retsakt, der er vedtaget af lovgiver, og er ikke til rådighed for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i forbindelse med udøvelsen af deres aftalefrihed i deres egenskab af ansættelsesmyndighed.

For det andet kan EU-lovgiver til enhver tid, under overholdelse af traktaternes bestemmelser, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt generelle retsprincipper, ændre tjenestemændene og de øvrige ansatte ved EU’s rettigheder og pligter ved forordninger vedtaget i henhold til artikel 336 TEUF om ændringer i vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der, medmindre andet er bestemt, finder anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende. Hvad navnlig angår ændringer vedrørende arbejdstiden, som defineret ved vedtægtens artikel 55, finder disse ligeledes anvendelse på de midlertidigt ansatte og kontraktansatte i henhold til artikel 16 og 91 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Derudover følger det klart af bestemmelserne i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at kontraktansatte aflønnes efter deres indplacering i lønklasse og løntrin inden for deres ansættelsesgruppe, og at de i denne forbindelse oppebærer en månedsløn, der formelt set ikke afhænger af den normale arbejdstid, der i medfør af den nye ordlyd i vedtægtens artikel 55, stk. 2, kan variere mellem minimum 40 timer og maksimum 42 timer om ugen afhængigt af den afgørelse, der eventuelt er blevet truffet i denne henseende af den institution eller det organ, kontor eller agenturer, der ansætter dem.

Således udgør faldet i timelønnen ikke en ensidig ændring foretaget af den berørte kontraktansattes arbejdsgiver, men er i praksis alene en følge af en lovgivningsmæssig ændring af de relevante bestemmelser i vedtægten og i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

(jf. præmis 38-42)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 22. december 2008, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, C-443/07 P, EU:C:2008:767, præmis 60 og 61

3.       Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved de vedtægtsmæssige forskelle mellem lokalt ansatte på den ene side og tjenestemænd og øvrige ansatte på den anden side i medfør af ligebehandlingsprincippet, idet disse objektive retlige forskelle for så vidt angår vedtægtsmæssige rettigheder, indplacering, vederlag og sociale fordele er af væsentlig karakter.

Således kan en kontraktansats argument, hvorefter den forhøjelse af den ugentlige arbejdstid, der skete ved ændringen af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, øgede den diskriminerende forskel i timelønnen mellem den berørte kontraktansatte og en kollega, der er lokalt ansat, ikke tages til følge.

(jf. præmis 43)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: kendelse af 9. juli 2007, De Smedt mod Kommissionen, T-415/06 P, EU:T:2007:205, præmis 54 og 55

Retten for EU-Personalesager: dom af 19. oktober 2006, De Smedt mod Kommissionen, F-59/05, EU:F:2006:105, præmis 76