RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
25. september 2014 (*)
»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokument hidrørende fra Tyskland i forbindelse med en sag vedrørende et EU-pilotprojekt – artikel 4, stk. 4 og 5 – artikel 4, stk. 2, tredje led – afslag på aktindsigt – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse – delvis aktindsigt – en mere tungtvejende offentlig interesse«
I sag T-669/11,
Darius Nicolai Spirlea og Mihaela Spirlea, Capezzano Pianore (Italien), først ved advokaterne V. Foerster og T. Pahl, derefter ved advokaterne V. Foerster og E. George,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved P. Costa de Oliveira og H. Kraemer, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 9. november 2011 om afslag på at give sagsøgerne aktindsigt i de bemærkninger, som Forbundsrepublikken Tyskland sendte til Kommissionen den 7. juli 2011 i forbindelse med sagen vedrørende EU-pilotprojekt 2070/11/SNCO,
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne M. Kancheva (refererende dommer) og C. Wetter,
justitssekretær: fuldmægtig K. Andová,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. marts 2014,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
Om aktindsigt
1 Artikel 15, stk. 3, TEUF bestemmer:
»Alle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset medium, efter de principper og på de betingelser, der fastsættes i henhold til dette stykke.
Generelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt af hensyn til offentlige eller private interesser fastsættes ved forordning af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure.
Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne sikrer åbenhed i deres arbejde og indarbejder hver især særlige bestemmelser vedrørende aktindsigt i deres forretningsordener i overensstemmelse med de forordninger, der er nævnt i andet afsnit […]«
2 Artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der har overskriften »Ret til aktindsigt«, bestemmer:
»Enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til aktindsigt i dokumenter, uanset medium, fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.«
3 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) definerer de principper, betingelser og begrænsninger, der skal gælde for aktindsigt i disse institutioners dokumenter, jf. [artikel 15 TEUF].
4 4. og 11. betragtning til forordning nr. 1049/2001 lyder således:
»(4) Formålet med nærværende forordning er at give retten til aktindsigt størst mulig virkning og at fastsætte de generelle principper herfor og begrænsninger heri i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 255, stk. 2.
[…]
(11) Som udgangspunkt bør alle institutionernes dokumenter være offentligt tilgængelige. Visse offentlige og private interesser bør dog beskyttes gennem undtagelser. Institutionerne bør have mulighed for at beskytte deres interne konsultationer og drøftelser, når det er nødvendigt for at sætte dem i stand til at udføre deres opgaver. Ved vurderingen af undtagelserne bør institutionerne tage hensyn til de principper, der er fastlagt i Fællesskabets lovgivning om beskyttelse af personoplysninger inden for alle Unionens aktivitetsområder.«
5 Artikel 1 i forordning nr. 1049/2001 bestemmer:
»Formålet med denne forordning er:
a) at fastlægge de principper, betingelser og begrænsninger af hensyn til offentlige og private interesser, der skal gælde for retten til aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (herefter »institutionerne«) som fastlagt ved EF-traktatens artikel 255 med henblik på at sikre den videst mulige aktindsigt i dokumenter
b) at fastsætte bestemmelser med henblik på at lette udøvelsen af denne ret mest muligt, og
c) at fremme god forvaltningsskik med hensyn til aktindsigt.«
6 Artikel 2 i forordning nr. 1049/2001 fastslår:
»1. Enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter med forbehold af de principper, betingelser og begrænsninger, der er fastsat i denne forordning.
[…]
3. Denne forordning finder anvendelse på alle dokumenter, som en institution er i besiddelse af, dvs. dokumenter, som den har udarbejdet eller modtaget, inden for alle Den Europæiske Unions aktivitetsområder.
[…]«
7 Artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 bestemmer:
»Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af:
[…]
– formålet med inspektioner, undersøgelser og revision
medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.«
8 Artikel 4, stk. 4-6, i forordning nr. 1049/2001 fastsætter
»4. Med hensyn til dokumenter fra tredjemand rådfører institutionen sig med tredjemanden for at vurdere, om en undtagelse i henhold til stk. 1 eller 2 finder anvendelse, medmindre det er indlysende, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres.
5. En medlemsstat kan anmode institutionen om ikke at give aktindsigt i et dokument, som hidrører fra denne medlemsstat uden dens forudgående samtykke.
6. Hvis kun dele af det ønskede dokument er omfattet af en undtagelse, skal den resterende del af dokumentet udleveres.«
Om EU-pilotprojektproceduren
9 EU-pilotprojektproceduren er en samarbejdsprocedure mellem Europa-Kommissionen og medlemsstaterne, der gør det muligt at kontrollere, om EU-retten er blevet overholdt og anvendt korrekt i disse. Proceduren har til formål at tage hånd om eventuelle overtrædelser af EU-retten på en effektiv måde og i det omfang, det er muligt at undgå, at der formelt indledes en traktatkrænkelsesprocedure i henhold til artikel 258 TEUF.
10 De operationelle aspekter af EU-pilotprojektproceduren er første gang beskrevet i Kommissionens meddelelse af 5. september 2007, der har overskriften »Et resultatorienteret Europa – anvendelse af fællesskabsretten« (KOM(2007) 502 endelig). Navnlig anføres følgende i punkt 2.2 i denne meddelelse, som har overskriften »Bedre arbejdsmetoder«:
»[…] Som hidtil vil forespørgsler og klager vedrørende den korrekte anvendelse af fællesskabsretten, som sendes til Kommissionen, fortsat blive registreret og besvaret […] Hvis et spørgsmål kræver en afklaring af den faktiske eller retlige situation i medlemsstaten, videresendes det til den pågældende medlemsstat […] [idet] […] medlemsstaterne [vil] få en kort frist til at give de fornødne præciseringer, oplysninger og løsninger direkte til de pågældende borgere eller virksomheder og til at underrette Kommissionen. Viser det sig, at der er tale om krænkelse af fællesskabsretten, forventes medlemsstaten at afhjælpe problemet eller foreslå en løsning inden for bestemte frister. Hvis der ikke foreslås en løsning, vil Kommissionen følge op på sagen og foretage sig det fornødne, herunder indlede en overtrædelsessag, i overensstemmelse med gældende praksis […] Sagsforløbet vil blive registreret, så der kan rapporteres om resultater og eventuel opfølgning, herunder registrering og indledning af overtrædelsessager. Rapporteringen skal indeholde oplysninger om uløste problemers omfang, art og alvor, og det skal fremgå, om yderligere specifikke problemløsningsmekanismer eller mere skræddersyede sektorinitiativer er nødvendige […]. Alle disse foranstaltninger skulle bidrage til at nedbringe antallet af overtrædelsessager, og sikre, at de færre, der i så fald bliver tale om, får en mere effektiv behandling. Kommissionen foreslår, at der i 2008 gennemføres et pilotprojekt med nogle af medlemsstaterne, som efter en evaluering af resultatet af det første år vil kunne udvides til at omfatte alle medlemsstater […]«
Sagens baggrund
11 Sagsøgerne, Darius Nicolai Spirlea og Mihaela Spirlea, er forældre til et barn, der døde i august 2010, angiveligt som følge af en behandling ved autolog stamcelleterapi på et privathospital i Düsseldorf (Tyskland) (herefter »privathospitalet«).
12 Ved skrivelse af 8. marts 2011 indgav sagsøgerne en klage til Europa-Kommissionens generaldirektorat (DG) »Sundhed«, hvori de i det væsentlige gjorde gældende, at privathospitalet havde kunnet gennemføre terapien som følge af de tyske myndigheders passivitet, idet de tyske myndigheder i denne forbindelse således havde tilsidesat bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13. november 2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (EUT L 324, s. 121).
13 Som følge af denne klage indledte Kommissionen en EU-pilotprojektsag under sagsnummer 2070/11/SNCO og kontaktede de tyske myndigheder for at undersøge, i hvilket omfang de begivenheder, som sagsøgerne havde beskrevet i deres klage vedrørende privathospitalets praksis, ville kunne udgøre en tilsidesættelse af forordning nr. 1394/2007.
14 Kommissionen sendte den 10. maj og den 10. oktober 2011 Forbundsrepublikken Tyskland to anmodninger om oplysninger, som Tyskland efterkom henholdsvis den 7. juli og den 4. november 2011.
15 Den 11. august 2011 indgav sagsøgerne i medfør af forordning nr. 1049/2001 en begæring om aktindsigt i oplysninger vedrørende behandlingen af klagen. De anmodede navnlig om at få adgang til de bemærkninger, som Forbundsrepublikken Tyskland havde indgivet den 7. juli 2011 (herefter »det omtvistede dokument«).
16 Den 12. august 2011 informerede Kommissionen de tyske myndigheder om sagsøgernes begæring om aktindsigt i det omtvistede dokument.
17 Den 19. august 2011 informerede Forbundsrepublikken Tyskland Kommissionen om, at den modsatte sig, at der blev givet aktindsigt i det omtvistede dokument på grundlag af undtagelserne om dels beskyttelsen af internationale forbindelser, som fastsat i artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning nr. 1049/2001, dels beskyttelsen af formålet med undersøgelser, som fastsat i samme forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led.
18 Den 22. september 2011 afslog Kommissionen sagsøgernes begæring om aktindsigt i det omtvistede dokument.
19 Den 27. september 2011 genfremsatte sagsøgerne begæringen til Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001.
20 Den 9. november 2011 fastholdt Kommissionen sin tidligere afgørelse, idet den afslog at give sagsøgerne aktindsigt i det omtvistede dokument på grundlag af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med samme forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led (herefter »den anfægtede afgørelse«).
21 Kommissionen forklarede først, at de tyske myndigheder efter at være blevet hørt havde modsat sig udbredelsen af det nævnte dokument, idet de bl.a. havde påberåbt sig undtagelsen om beskyttelse af undersøgelser, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001. Dernæst anførte den, at eftersom denne begrundelse ved første øjekast syntes at være begrundet, skulle den afslå aktindsigt i det omtvistede dokument i medfør af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001. Den fandt endvidere, at det i det foreliggende tilfælde ikke var muligt at give delvis aktindsigt i det omtvistede dokument i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001. Endelig konstaterede den, at der ikke forelå nogen mere tungtvejende offentlig interesse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, der begrundede udbredelsen af det nævnte dokument.
22 Den 27. september 2012 informerede Kommissionen sagsøgerne om, at EU-pilotprojektsag 2070/11/SNCO var blevet endeligt afsluttet.
Retsforhandlinger og parternes påstande
23 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. december 2011 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
24 Som følge af den delvise nybesættelse af embederne ved Retten er den refererende dommer blevet tilknyttet Ottende Afdeling, som denne sag følgelig er blevet henvist til.
25 Ved kendelse af 3. februar 2014 traf Retten på grundlag af procesreglementets artikel 65, litra b), artikel 66, stk. 1, og artikel 67, stk. 3, tredje afsnit, bestemmelse om, at Kommissionen skulle fremlægge det omtvistede dokument, idet den fastsatte, at dette dokument ikke skulle tilstilles sagsøgerne i forbindelse med den foreliggende sag. Kommissionen efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
26 Den 4. februar 2014 har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 opfordret sagsøgerne og Kommissionen til at fremsætte deres bemærkninger til de konsekvenser for den foreliggende sags udfald, der kan drages af Domstolens dom af 21. juni 2012, IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen (sag C-135/11 P). Parterne har efterkommet denne opfordring inden for den fastsatte frist.
27 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
28 Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål under retsmødet den 6. marts 2014.
29 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
30 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
31 Sagsøgerne har i det væsentlige fremsat tre anbringender vedrørende henholdsvis en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og begrundelsespligten, en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, og en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 4, stk. 6.
Det første anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og begrundelsespligten
Parternes argumenter
32 Parterne har i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelse har antaget, at blot indsigelsen fra Forbundsrepublikken Tysklands side mod udbredelsen af det omtvistede dokument var tilstrækkelig til at give afslag på deres begæring om aktindsigt i henhold til forordning nr. 1049/2001. De har herved anført, at Kommissionen har begået flere fejl i forbindelse med behandlingen af deres begæring om aktindsigt, og at den ikke har begrundet den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt.
33 Sagsøgerne har indledningsvis gjort gældende, at når der er tale om en begæring om aktindsigt i et dokument, der hidrører fra en medlemsstat som i det foreliggende tilfælde, giver artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 Kommissionen en skønsmargen med hensyn til anvendelsen af de undtagelser, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 1 og 2. Kommissionen er således ikke forpligtet til straks at rådføre sig med den berørte medlemsstat vedrørende aktindsigten, hvis det er klart, at det omhandlede dokument skal udleveres. Sagsøgerne har gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde ikke er nogen oplysninger i den anfægtede afgørelse, der gør det muligt at antage, at Kommissionen har anvendt en sådan skønsmargen i forbindelse med deres begæring om aktindsigt.
34 Sagsøgerne har herefter gjort gældende, at Kommissionen, selv efter at have hørt Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, burde have foretaget en tilbundsgående prøvelse af, om de faktiske omstændigheder og den begrundelse, som denne medlemsstat havde anført, for at det omtvistede dokument ikke skulle udleveres, var begrundede. Ifølge sagsøgerne tilkommer det Kommissionen ikke blot at undersøge, om den nævnte medlemsstat formelt har begrundet sin indsigelse, men også at kontrollere, om denne begrundelse er knyttet til de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, og at vurdere konkret, om de påberåbte undtagelser og begrundelser finder anvendelse på det omtvistede dokument.
35 Sagsøgerne har endvidere foreholdt Kommissionen, at den har opfordret Forbundsrepublikken Tyskland til at gribe til de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001. De er nemlig af den opfattelse, at Kommissionen for at forhindre sagsøgernes aktindsigt i det omtvistede dokument direkte har pålagt medlemsstaten at modsætte sig begæringen, og at den endda har instrueret medlemsstaten i, hvorledes den skal påberåbe sig undtagelserne i forordning nr. 1049/2001. En sådan fremgangsmåde er imidlertid i strid med den nævnte forordnings formål, nemlig åbenhed og objektivitet i afgørelserne fra Den Europæiske Unions institutioner.
36 Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat principperne om ligestilling af parterne og retten til at blive hørt i den sag, der gav anledning til den anfægtede afgørelse. De har nemlig anført, at Forbundsrepublikken Tyskland er blevet informeret om de grunde, som de havde gjort gældende til støtte for deres begæring om aktindsigt, mens de ikke blev informeret om grundene til, at denne medlemsstat modsatte sig udbredelsen af det omtvistede dokument. Under disse omstændigheder har de ikke kunnet tage stilling til spørgsmålet, om denne medlemsstats indsigelse var begrundet under hensyntagen til de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001. Endelig har de anført, at de som parter i sagen i henhold til denne forordning skulle have fået adgang til Forbundsrepublikken Tysklands svar.
37 Sluttelig har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen med urette havde udvidet anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 til de »tyske myndigheder«, selv om Kommissionens eneste gyldige samtalepartner inden for rammerne af den nævnte artikel var »Forbundsrepublikken Tyskland«.
38 Kommissionen har anfægtet sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
39 I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne i det væsentlige fremført to klagepunkter om henholdsvis en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, således som de fremgår af bl.a. artikel 4, stk. 4 og 5, i forordning nr. 1049/2001, og en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
– Indledende bemærkninger
40 Indledningsvis skal det bemærkes, at formålet med forordning nr. 1049/2001, således som det er anført i fjerde betragtning til forordningen og dens artikel 1, er at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter (Domstolens dom af 1.7.2008, forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. I, s. 4723, præmis 33, og Rettens dom af 3.10.2012, sag T-63/10, Jurašinović mod Rådet, præmis 28). I henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 3, omfatter denne ret ikke alene de dokumenter, hvortil en institution er ophavsmand, men også dem, som denne har modtaget fra tredjemand, herunder fra medlemsstaterne, således som det udtrykkeligt fremgår af samme forordnings artikel 3, litra b).
41 Denne ret til aktindsigt er imidlertid underlagt visse begrænsninger i henseende til den offentlige eller private interesse (Domstolens dom af 1.2.2007, sag C-266/05 P, Sison mod Rådet, Sml. I, s. 1233, præmis 62, og dommen i sagen Jurašinović mod Rådet, præmis 29). I særdeleshed bestemmer artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, at en medlemsstat kan anmode en institution om ikke at give aktindsigt i et dokument, som hidrører fra denne medlemsstat, uden dens forudgående samtykke (dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 50).
42 I det foreliggende tilfælde har Forbundsrepublikken Tyskland gjort brug af den mulighed, som den har i medfør af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, og har anmodet Kommissionen om ikke at udbrede de bemærkninger, som den havde sendt til Kommissionen den 7. juli 2011 i forbindelse med sagen vedrørende EU-pilotprojekt 2070/11/SNCO. Denne medlemsstat har støttet sin indsigelse på bl.a. undtagelsen vedrørende undersøgelser, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led. Følgelig har Kommissionen i den anfægtede afgørelse begrundet sit afslag på aktindsigt i det omtvistede dokument med indsigelsen fra de tyske myndigheder i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001.
43 I denne forbindelse skal det bemærkes, at Domstolen allerede har haft lejlighed til i dommen af 18. december 2007, Sverige mod Kommissionen (sag C-64/05 P, Sml. I, s. 11389), og i dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen at præcisere rækkevidden af en indsigelse fra en medlemsstat i henhold til nævnte bestemmelse.
44 I denne forbindelse har Domstolen understreget, at artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 har karakter af en procedureregel, idet den begrænser sig til at fastsætte et krav om et forudgående samtykke fra den berørte medlemsstat, når denne har fremsat en specifik anmodning herom, og at bestemmelsen vedrører proceduren for vedtagelse af en unionsafgørelse (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 78 og 81, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 53).
45 Til forskel fra artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001, der alene tildeler tredjemand en ret til at blive hørt af den berørte institution vedrørende dokumenter, der hidrører fra denne tredjemand, med hensyn til anvendelsen af en af undtagelserne i samme artikel 4, stk. 1 og 2, fastsætter denne artikels stk. 5, at medlemsstatens forudgående samtykke, såfremt den har anmodet herom, er en nødvendig betingelse for udbredelsen af et dokument, der hidrører fra denne (dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 54).
46 Domstolen har således fastslået, at når en medlemsstat har gjort brug af muligheden, jf. artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, for at anmode om, at et specifikt dokument, som hidrører fra medlemsstaten, ikke udleveres uden dennes forudgående samtykke, skal der indhentes forudgående samtykke fra medlemsstaten, før institutionen i givet fald kan udlevere dokumentet (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 50, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 55).
47 Heraf følger, a contrario, at den institution, der ikke er i besiddelse af den berørte medlemsstats samtykke, ikke er berettiget til at udlevere det pågældende dokument (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 44, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 56).
48 Artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 indrømmer imidlertid ikke den berørte medlemsstat en generel og ubetinget vetoret, som helt skønsmæssigt, og uden at medlemsstaten skal begrunde sin beslutning, gør det muligt at modsætte sig udbredelse af ethvert dokument, som en institution er i besiddelse af, alene af den grund, at dokumentet hidrører fra denne medlemsstat (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 58, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 57).
49 Udøvelsen af den beføjelse, som artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 tildeler den berørte medlemsstat, begrænses nemlig af de materielle undtagelser, der er opregnet i samme artikels stk. 1-3, idet medlemsstaten i denne henseende blot tillægges en beføjelse til at deltage i institutionens afgørelse. Den berørte medlemsstats forudgående samtykke, jf. denne bestemmelse, har således ikke karakter af en skønsmæssig vetoret, men snarere af en form for bekræftelse af, at ingen af undtagelserne i samme artikels stk. 1-3 er opfyldt. Beslutningsprocessen, som er indført ved den nævnte artikel, kræver således, at institutionen og den berørte medlemsstat kun kan henholde sig til de materielle undtagelser i nævnte stk. 1-3 (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 76 og 83, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 58).
50 Artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 giver følgelig kun den berørte medlemsstat mulighed for at modsætte sig udbredelse af dokumenter, som hidrører fra denne, såfremt denne henviser til de materielle undtagelser, der er fastsat i denne artikels stk. 1-3, og giver en behørig begrundelse for sit standpunkt i denne henseende (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 99, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 59).
51 Hvad i det foreliggende tilfælde angår rækkevidden af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 i forhold til den institution, der skal behandle en anmodning om aktindsigt i et dokument, skal det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at i forhold til den part, der har begæret aktindsigt, påvirker den berørte medlemsstats deltagelse ikke den EU-retlige karakter af den afgørelse, der er blevet sendt til ham efterfølgende af institutionen til besvarelse af den anmodning om aktindsigt i et dokument, den er i besiddelse af (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 94, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 60).
52 Den institution, der behandler en begæring om aktindsigt i et dokument, og som er ophavsmand til en afgørelse om afslag på aktindsigt, er dermed ansvarlig for lovligheden af denne. Domstolen har således fastslået, at denne institution ikke kan godtage en medlemsstats indsigelse mod udbredelse af et dokument, som hidrører fra medlemsstaten, hvis ikke der gives nogen form for begrundelse, eller hvis de af medlemsstaten anførte begrundelser for, at der gives afslag på aktindsigt i det omhandlede dokument, ikke henviser til undtagelserne opregnet i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001 (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 88, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 61).
53 Følgelig påhviler det den berørte institution, før den giver afslag på aktindsigt i et dokument, der hidrører fra en medlemsstat, at undersøge, om denne medlemsstat har baseret sin indsigelse på de materielle undtagelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001, og om den har givet en behørig begrundelse for sit standpunkt i den henseende. Under proceduren for vedtagelse af en afgørelse om afslag på aktindsigt skal den nævnte institution derfor sikre sig, at der foreligger en sådan begrundelse, og henvise til den i den afgørelse, som den vedtager efter afslutningen af proceduren (dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 99, og i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 62).
54 Ifølge retspraksis tilkommer det derimod ikke den institution, der skal behandle en begæring om aktindsigt i et dokument, at foretage en udtømmende vurdering af den berørte medlemsstats indsigelse og dermed en kontrol, der går ud over en undersøgelse af, om der foreligger en begrundelse, der henviser til undtagelserne i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001 (dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 63).
55 At kræve en sådan udtømmende vurdering ville nemlig kunne medføre, at den institution, der behandler begæringen om aktindsigt i et dokument, efter at have foretaget sin vurdering, med urette giver den person, der har anmodet herom, aktindsigt i det omhandlede dokument, uanset indsigelsen, der er behørigt begrundet som omhandlet i præmis 52 og 53 ovenfor, fra den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører (dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 64).
56 Det er i lyset af disse principper, at sagsøgernes to klagepunkter i forbindelse med det første anbringende skal undersøges.
– Den påståede tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter
57 Hvad angår klagepunktet vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter har sagsøgerne for det første gjort gældende, at artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 skal fortolkes således, at Kommissionen, før den hører den berørte medlemsstat som omhandlet i artikel 4, stk. 5, i medfør af sin skønsmargen er forpligtet til at efterprøve, om det dokument, der er begæret aktindsigt i, i lyset af de undtagelser, der er fastsat i nævnte forordning, skal udleveres eller ikke.
58 I denne forbindelse skal det bemærkes, at den nævnte påstand tilsigter at stille spørgsmålstegn ved Kommissionens udtalelse, der er formuleret både i den anfægtede afgørelse og i dens skriftlige indlæg for Retten, om, at denne, når en begæring om aktindsigt vedrører et dokument, der hidrører fra en medlemsstat, efterfølgende anmoder den nævnte medlemsstat om at samtykke til udbredelsen.
59 Sagsøgerne kritiserer denne udtalelse fra Kommissionen med rette. Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 fastsætter nemlig, at den institution, der behandler en begæring om aktindsigt i et dokument, med hensyn til dokumenter fra tredjemand, herunder medlemsstaterne (jf. præmis 40 ovenfor), rådfører sig med tredjemanden for at vurdere, om en undtagelse i henhold til samme artikels stk. 1 eller 2 finder anvendelse, medmindre det er indlysende, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres.
60 Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen i sin praksis har fastslået, at det fremgår af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001, at hvis den berørte institution finder, at det er indlysende, at et afslag på aktindsigt i et dokument, som hidrører fra en medlemsstat, skal gives på grundlag af de i artikel 4, stk. 1 og 2, indeholdte undtagelser, skal den give afslag på aktindsigt, uden at det er nødvendigt at rådføre sig med den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører, og dette gælder, uanset om medlemsstaten tidligere har fremsat en anmodning i henhold til forordningens artikel 4, stk. 5 (jf. i denne retning dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 68).
61 Som sagsøgerne har gjort gældende, er Kommissionen således ikke, hvis det dokument, der hidrører fra en medlemsstat, og som der er begæret aktindsigt i, ikke på nogen måde har forbindelse til undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, forpligtet til at rådføre sig med denne medlemsstat, og den kan udlevere det omtvistede dokument direkte uden dennes samtykke. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 48, har medlemsstaterne ikke en generel og ubetinget vetoret, som gør det muligt for dem at modsætte sig udbredelse af ethvert dokument, som en institution er i besiddelse af, alene af den grund, at dokumentet hidrører fra dem.
62 I det foreliggende tilfælde kan Kommissionen dog ikke lægges en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 til last, eftersom det omtvistede dokument, således som Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelse, henhørte under en EU-pilotprojektsag, og Forbundsrepublikken Tyskland således kunne påberåbe sig undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
63 I denne henseende skal det først bemærkes, at sagsøgerne ikke har anfægtet, at det omtvistede dokument henhører under en »undersøgelse« som omhandlet i den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
64 Under alle omstændigheder følger det af meddelelsen af 5. september 2007 (jf. præmis 10 ovenfor), at formålet med EU-pilotprojektsager er at kontrollere, om EU-retten er blevet overholdt og anvendt korrekt i medlemsstaterne. Til dette formål sender Kommissionen normalt forespørgsler og anmodninger om oplysninger både til de implicerede medlemsstater og til de berørte borgere og virksomheder. Inden for den særlige ramme af EU-pilotprojektssag 2070/11/SNCO undersøgte Kommissionen navnlig, om de faktiske omstændigheder, der var beskrevet af sagsøgerne i deres klage, faktisk kunne udgøre en tilsidesættelse af forordning nr. 1394/2007 fra Forbundsrepublikken Tysklands side. I denne forbindelse sendte den først anmodninger om oplysninger til denne medlemsstat. Efterfølgende foretog den evaluering af de indhentede svar. Til slut fremlagde den sine resultater, endda foreløbigt, i en rapport, der blev sendt til sagsøgerne.
65 Det følger heraf, at i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, overholdt Kommissionen de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, da den hørte Forbundsrepublikken Tyskland med hensyn til spørgsmålet, om denne medlemsstat fandt, at de undtagelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1049/2001, fandt anvendelse på sagsøgernes begæring om aktindsigt. Det skal derudover lægges til grund, at Kommissionens afgørelse vedrørende begæringen om aktindsigt afhang af den afgørelse, som de tyske myndigheder traf i forbindelse med proceduren til vedtagelse af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dommen i sagen IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, præmis 56).
66 For det andet har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den har pålagt Forbundsrepublikken Tyskland at modsætte sig udbredelsen af det omtvistede dokument. Det skal imidlertid konstateres, at denne påstand på ingen måde er underbygget. Som det fremgår af Kommissionens skrivelse af 12. august 2011 (jf. præmis 16 ovenfor), informerede denne Forbundsrepublikken Tyskland om sagsøgernes begæring om aktindsigt i det omtvistede dokument, og den begrænsede sig i denne forbindelse til at anmode om dens holdning til udbredelsen af det omtvistede dokument. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan dette ikke udgøre en opfordring til at modsætte sig deres begæring om aktindsigt, men tilsigter snarere at opfylde den forpligtelse, der påhviler Kommissionen i medfør af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 til at rådføre sig med medlemsstaten med hensyn til den nævnte begæring.
67 For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt henvendte sig til de »tyske myndigheder« og ikke til »Forbundsrepublikken Tyskland«. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne påstand hviler på en forkert forståelse af ordlyden af den anfægtede afgørelse. I begrundelsen brugte Kommissionen nemlig udtrykket »tyske myndigheder« i samme betydning som udtrykket »Forbundsrepublikken Tyskland«. Da de to udtryk i det foreliggende tilfælde vedrører den berørte medlemsstat, som det dokument, der er genstand for begæringen om aktindsigt, hidrører fra, jf. artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den har tilsidesat den nævnte artikel. Det skal bemærkes, at denne artikel omfatter alle dokumenter fra medlemsstaterne, som disse sender til en institution, uanset hvem der inden for medlemsstaterne efter den nationale kompetenceinddeling er ophavsmand til dokumentet (jf. i denne retning dommen i sagen Sverige mod Kommissionen, præmis 61).
68 For det fjerde har sagsøgerne i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den har tilsidesat princippet om ligestilling af parterne og ikke gjorde det muligt for dem at få kendskab til Forbundsrepublikken Tysklands holdning efter den høring, der blev foretaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001.
69 I denne forbindelse skal det – i lighed med det af Kommissionen anførte – indledningsvis fastslås, at denne ikke har til opgave i forbindelse med anvendelsen af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 at træffe afgørelse i en tvist mellem den person, der begærer aktindsigt i et dokument, og den medlemsstat, der er ophavsmand til det nævnte dokument, under hensyntagen til princippet om ligestilling af parterne. I det foreliggende tilfælde tilkom det alene Kommissionen som den kompetente institution til at træffe afgørelse om begæringen om aktindsigt i det omtvistede dokument at undersøge, om Forbundsrepublikken Tyskland i lyset af de undtagelser, der er omfattet af artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, havde anført de grunde, der kunne begrunde afslaget på begæringen om aktindsigt ved første øjekast.
70 I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, skal det endvidere konstateres, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke begrænsede sig til blot at redegøre for den stilling, som Forbundsrepublikken Tyskland havde indtaget med hensyn til deres begæring om aktindsigt, men ordret i uddrag gengav den holdning, som denne medlemsstat var fremkommet med efter høringen (afsnit 3 i den anfægtede afgørelse). Der er navnlig tale om uddrag, hvor Forbundsrepublikken Tyskland i det væsentlige forklarede, at der efter dens opfattelse inden for rammerne af en EU-pilotprojektprocedure skulle være et klima præget af gensidig tillid mellem Kommissionen og medlemsstaten, som gjorde det muligt at indlede en proces om forhandling og kompromis med henblik på en hurtig og fuldstændig løsning af uoverensstemmelsen. Det fremgår endvidere af de nævnte uddrag, at udbredelsen af det omtvistede dokument efter Forbundsrepublikken Tysklands opfattelse kun ville medføre skade på det loyale samarbejde mellem den selv og Kommissionen, som det var nødvendigt at bevare inden for rammerne af den indledte undersøgelse.
71 Det følger heraf, at det må antages, at Kommissionen gjorde det muligt for sagsøgerne at få kendskab til den begrundelse for indsigelsen mod udbredelsen af det omtvistede dokument, som Forbundsrepublikken Tyskland havde anført.
72 Endvidere skal sagsøgernes argumentation, der i det væsentlige går ud på, at Kommissionen har tilsidesat deres ret til at blive hørt med den begrundelse, at den ikke gav dem mulighed for at fremkomme med deres bemærkninger til det svar, som Forbundsrepublikken Tyskland havde givet, forkastes.
73 I denne henseende skal det bemærkes, at det i forordning nr. 1049/2001 er fastsat, at de, der fremsætter begæring om aktindsigt, efter en første afgørelse om afslag fra den institution, der skal behandle en begæring om aktindsigt i et dokument, i medfør af den nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, kan genfremsætte begæringen. Ved denne lejlighed bevarer de muligheden for i givet fald at indsende deres bemærkninger til den nævnte institutions holdning. Det bemærkes navnlig, at i det tilfælde, hvor en medlemsstat i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 modsætter sig den udbredelse, der anmodes om, ved at påberåbe sig de undtagelser, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 1 og 2, har de, der fremsætter begæring, via den genfremsatte begæring mulighed for at udtale sig om den begrundelse, som den nævnte medlemsstat har fremført.
74 I det foreliggende tilfælde genfremsatte sagsøgerne efter Kommissionens afgørelse af 22. september 2011 om afslag på deres begæring om aktindsigt i det omtvistede dokument (jf. præmis 18 ovenfor) begæringen til Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 (jf. præmis 19 ovenfor). Det må derfor lægges til grund, at de på trods af det hævdede har haft mulighed for at anfægte både Kommissionens fremgangsmåde med hensyn til høringen af Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til den nævnte forordnings artikel 4, stk. 5, og sidstnævntes holdning, der gik imod deres begæring. Det skal i øvrigt fremhæves, at Kommissionen i sin begrundelse konkret gik ind i de af sagsøgerne i den genfremsatte begæring fremførte påstande og bemærkninger (afsnit 4 i den anfægtede afgørelse).
75 Hvad for det femte angår det af sagsøgerne anførte om, at Kommissionen ikke har identificeret det dokument, der var genstand for deres begæring om aktindsigt, rigtigt, skal det derimod fastslås, at Kommissionen både inden for rammerne af dens anmodning til Forbundsrepublikken Tyskland og i den anfægtede afgørelse korrekt har henvist til det nævnte dokument som det svar, som denne medlemsstat havde sendt til Kommissionen den 7. juli 2011 efter den anmodning, der var blevet foretaget inden for rammerne af sagen vedrørende EU-pilotprojekt 2070/11/SNCO. Sagsøgernes argument må derfor forkastes.
76 Det følger heraf, at henset til det forhold, at Kommissionen har overholdt de forpligtelser, der følger af bl.a. artikel 4, stk. 4 og 5, i forordning nr. 1049/2001, som fortolket i Domstolens praksis, kan sagsøgerne ikke gøre gældende, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter i forbindelse med behandlingen af deres begæring om aktindsigt.
77 Det første klagepunkt må således forkastes.
– Den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten
78 Hvad angår klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten har sagsøgeren fremført en række argumenter, der tilsigter at foreholde Kommissionen, at den har begrænset sig til at foretage en overfladisk efterprøvelse af Forbundsrepublikken Tysklands begrundelse, som blev anført til støtte for dens afslag på aktindsigt. De er af den opfattelse, at Kommissionen i henhold til fast retspraksis var forpligtet til at foretage en konkret og individuel undersøgelse af den nævnte begrundelse, og at den i tilfælde af afslag skulle have angivet grunden til, at adgang til det omtvistede dokument ville have kunnet skade den bestemmelse, som Forbundsrepublikken havde påberåbt sig, dvs. artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.
79 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne med dette klagepunkt rejser spørgsmålet om arten og intensiteten af den undersøgelse, der skal foretages, og spørgsmålet om den begrundelse, som Kommissionen skal give, når den beslutter sig for at gøre de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, gældende.
80 I denne forbindelse har sagsøgerne med rette anført, at Domstolen har opstillet det princip, at for at begrunde et afslag på en begæring om aktindsigt i et dokument, der er begæret udleveret, er det ikke tilstrækkeligt, at dette dokument henhører under en af de i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 nævnte handlinger. Den pågældende institution skal også give en forklaring på, hvorledes aktindsigt i dokumentet konkret og faktisk kunne være til skade for den interesse, som er beskyttet ved en undtagelse i denne artikel (Domstolens dom af 29.6.2010, sag C-139/07 P, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, Sml. I, s. 5885, præmis 53, af 21.9.2010, forenede sager C-514/07 P, C-528/07 P og C-532/07 P, Sverige m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8533, præmis 72, og af 14.11.2013, forenede sager C-514/11 P og C-605/11 P, LPN mod Kommissionen, præmis 44).
81 Det skal bemærkes, at den forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse, der følger af princippet om åbenhed, som anført i den nævnte retspraksis, ikke finder anvendelse, når begæringen om aktindsigt vedrører et dokument, der hidrører fra en medlemsstat som omhandlet i artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001.
82 Det fremgår nemlig af præmis 53 og 55 ovenfor, at Domstolen i forbindelse med proceduren til vedtagelse af en afgørelse om afslag på aktindsigt har udtalt, at Kommissionen blot skal sikre sig dels, at den berørte medlemsstat har baseret sin indsigelse på de materielle undtagelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001, dels, at den har begrundet sin holdning behørigt i den henseende.
83 Domstolen har endvidere som svar på argumenter, der ligner dem, som sagsøgerne har fremført i den foreliggende sag, præciseret, at det ikke tilkommer den institution, der behandler en begæring om aktindsigt i et dokument, at foretage en udtømmende vurdering af den berørte medlemsstats indsigelse og dermed en kontrol, der går ud over en undersøgelse af, om der foreligger en begrundelse, der henviser til undtagelserne i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001.
84 I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at Kommissionen undersøgte, at den indsigelse, der var blevet fremsat af Forbundsrepublikken Tyskland, henviste til de materielle undtagelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001, og at den nævnte indsigelse var behørigt begrundet i den henseende. Den anførte endvidere først, at de tyske myndigheder havde modsat sig udbredelsen af det omtvistede dokument, idet de støttede sig på den undtagelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led, vedrørende beskyttelsen af formålet med undersøgelser. I denne forbindelse citerede den endda ordret teksten i Forbundsrepublikken Tysklands svar. Herefter anførte den, at de forklaringer, som denne medlemsstat havde givet, ved første øjekast syntes begrundede, som – ifølge Kommissionen – krævet af Domstolen i dommen i sagen Sverige mod Kommissionen. Endelig besvarede den de argumenter mod høringen af de tyske myndigheder, som sagsøgerne havde fremført i deres genfremsatte begæring om aktindsigt af 27. september 2011 (jf. præmis 19 ovenfor).
85 Det følger heraf, at Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig undersøgelse, idet den har respekteret det intensitetsniveau, som Domstolen har krævet i sin praksis vedrørende artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, og sin begrundelsespligt.
86 Det andet klagepunkt skal derfor forkastes.
87 På baggrund af det ovenstående skal det første anbringende forkastes i sin helhed.
Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001
Parternes argumenter
88 Sagsøgerne har principalt gjort gældende, at Kommissionen ikke på tilstrækkelig måde har begrundet sin afgørelse med hensyn til fraværet af en mere tungtvejende interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001. De har subsidiært anført, at Kommissionen ikke har foretaget en korrekt afvejning af de modstridende interesser i det foreliggende tilfælde, og de har derfor anfægtet den konklusion, at der ikke fandtes nogen interesse, som vejede tungere end interessen for EU-pilotprojektproceduren, som kunne begrunde udbredelsen af det omtvistede dokument. De har i det væsentlige gjort gældende, at formålet om beskyttelse af sundheden skal veje tungere end Kommissionens særlige interesse i at fortsætte sin undersøgelse.
89 Kommissionen har anfægtet sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
90 Det bemærkes indledningsvis, at selv i det tilfælde, hvor Kommissionen som i den foreliggende sag støtter sig på artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 for at give afslag på en begæring om aktindsigt, er muligheden for at bevise, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse, som begrunder udbredelsen af de nævnte dokumenter i medfør af sidste sætningsled i samme forordnings artikel 4, stk. 2, ikke udelukket. Som det følger af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 49, kræver den beslutningsproces, der er indført ved artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, nemlig, at institutionen og den berørte medlemsstat henholder sig til de materielle undtagelser, der er fastsat i samme forordnings artikel 4, stk. 1-3, hvilket nødvendigvis omfatter artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled.
91 Det fremgår af retspraksis, at det påhviler den part, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, konkret at angive de omstændigheder, der begrunder udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.6.2012, Kommissionen mod Agrofert Holding, sag C-477/10 P, præmis 68, samt dommen i sagen Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, præmis 62, i sagen Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, præmis 103, og i sagen LPN mod Kommissionen, præmis 94).
92 I øvrigt er helt generelle betragtninger ikke tilstrækkelige til at fastslå, at en offentlig interesse kan gå forud for begrundelserne for at afslå udbredelsen af de omhandlede dokumenter (jf. i denne retning dommen i sagen LPN mod Kommissionen, præmis 93).
93 Desuden skal den mere tungtvejende offentlige interesse, der kan begrunde udbredelsen af et dokument, ikke nødvendigvis være adskilt fra de principper, der ligger bag forordning nr. 1049/2001 (jf. i denne retning dommen i sagen Sverige og Turco mod Rådet, præmis 74 og 75, og i sagen LPN mod Kommissionen, præmis 92).
94 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse anførte, at der ikke var nogen mere tungtvejende offentlig interesse, der begrundede udbredelsen af dokumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 2, andet sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, idet den bedste måde at tjene den offentlige interesse på i det foreliggende tilfælde var at bringe EU-pilotprojektproceduren med Forbundsrepublikken Tyskland til sin afslutning. Ifølge Kommissionen, der i det væsentlige gentog den begrundelse, som de tyske myndigheder havde fremført i denne henseende i deres brev af 19. august 2011 (jf. præmis 18 ovenfor og den anfægtede afgørelse punkt 3 og 6), gjorde dette det muligt at undersøge, om EU-retten faktisk var blevet overtrådt i lyset af de faktiske omstændigheder, der var blevet fremført af sagsøgerne i deres klage over de tyske myndigheder.
95 Denne vurdering fra Kommissionens side er ikke behæftet med nogen fejl.
96 Det skal nemlig for det første fastslås, at således som det fremgår af præmis 94 ovenfor, begrundede Kommissionen sin konklusion, hvorefter en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001 ikke i det foreliggende tilfælde kunne begrunde udbredelsen af det omtvistede dokument. Der kan derfor ikke gives medhold i sagsøgernes argument om en manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse i denne forbindelse.
97 For det andet skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke ud over de generelle henvisninger til nødvendigheden af at beskytte den offentlige sundhed og det forhold, at behandlingerne på privathospitalet havde forårsaget flere patienter i Tysklands død, har underbygget de konkrete grunde, der i den foreliggende sag kunne begrunde udleveringen af de omtvistede dokumenter. De har navnlig ikke forklaret, i hvilket omfang udleveringen til dem selv af dette dokument, dvs. Forbundsrepublikken Tysklands svar på de spørgsmål, som Kommissionen havde stillet inden for rammerne af den omhandlede EU-pilotprojektsag, kunne tjene interessen i at beskytte den offentlige sundhed. Det skal fremhæves, således som det følger af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 91 og 92, at selv om bevisbyrden ved anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 påhviler den institution, der påberåber sig den nævnte undtagelse, påhviler det derimod for så vidt angår denne forordnings artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, dem, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i denne bestemmelses sidste sætningsled, at bevise denne.
98 For det tredje bemærkes, at selv hvis det blev antaget, at de generelle påstande med hensyn til spørgsmålet, om der foreligger en generel interesse i beskyttelse af sundheden, skulle tiltrædes, kan udleveringen af de begærede dokumenter i den foreliggende sag ikke anses for at være af en sådan art, at den gør det muligt at efterkomme en sådan interesse. Det skal nemlig fastslås, at det ikke tilkommer sagsøgerne at fastslå, i hvilket omfang EU-retten, navnlig forordning nr. 1394/2007, var blevet overholdt af de tyske myndigheder med hensyn til den faktiske ramme, der er redegjort for i deres klage. Tværtimod skal Kommissionens vurdering, hvorefter den offentlige interesse i Kommissionens klarlæggelse af, om EU-retten var blevet respekteret af Forbundsrepublikken Tyskland, udgjorde den mest effektive fremgangsmåde til at beskytte den offentlige sundhed, tiltrædes.
99 For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at det omtvistede dokument kunne udgøre grundlaget for en sag om erstatningsansvar uden for kontrakt, som de eventuelt kunne anlægge ved de nationale tyske retter. Sagsøgernes begæring tilsigter i det væsentlige at opnå bevisdokumenter til støtte for deres sag om erstatningsansvar, idet de til dette formål gør brug af Kommissionen og de undersøgelsesbeføjelser, som den har som EUF-traktatens vogter. Sagsøgernes interesse i at fremlægge bevisdokumenter for den nationale ret kan imidlertid ikke anses for at udgøre en »mere tungtvejende offentlig interesse« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001, men en privat interesse (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Agrofert Holding, præmis 86). Det kan derfor ikke tillades, at Kommissionen bruges som redskab til at få adgang til beviser, der ikke er tilgængelige på anden måde.
100 I denne henseende bemærkes, at selv om de omstændigheder, der giver anledning til sagsøgernes sag for de tyske og europæiske retter, er ulykkelige og beklagelige, har Kommissionen med rette fremhævet, at sagsøgerne skal bruge retssystemet ved at anvende de klageadgange og de måder til at opnå beviser på, som den nationale ret tildeler dem.
101 For det femte har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den ikke har givet dem aktindsigt i det omtvistede dokument i lyset af den påberåbte offentlige interesse, selv efter afslutningen af sagen vedrørende EU-pilotprojekt 2070/11/SNCO.
102 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af fast retspraksis, at lovligheden af en anfægtet retsakt inden for rammerne af et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (jf. Rettens dom af 30.9.2009, sag T-432/07, Frankrig mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
103 Det skal fastslås, at EU-pilotprojekt 2070/11/SNCO er blevet afsluttet efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Sagsøgernes argument må følgelig forkastes.
104 Under alle omstændigheder kan det ikke – således som det følger dels af præmis 12 i dommen i sagen LPN mod Kommissionen, dels af det af Kommissionen under retsmødet anførte – udelukkes, at sagsøgerne med nærværende sag kan få fuldstændig eller delvis aktindsigt i de pågældende dokumenter, eftersom undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ophørte med at finde anvendelse, da Kommissionen henlagde klagen, på betingelse af at de nævnte dokumenter ikke viser sig at være omfattet af en anden undtagelse i henhold til denne forordning. En sådan hypotese er dog kun tænkelig, hvis Kommissionen forelægges en ny begæring om aktindsigt.
105 Det følger heraf, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde hverken har tilsidesat begrundelsespligten eller begået en vurderingsfejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001.
106 Det andet anbringende skal således forkastes.
Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001
Parternes argumenter
107 Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har underkendt deres ret til at opnå delvis aktindsigt i det omtvistede dokument.
108 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
109 Ifølge artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut, der i medfør af artikel 53, stk. 1, i samme statut og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, skal en stævning angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar og Retten foretage sin retslige prøvelse. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn skal de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgå af selve stævningen, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde (Rettens kendelse af 28.4.1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20, og af 11.7.2005, sag T-294/04, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, Sml. II, s. 2719, præmis 23).
110 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at sagsøgerne ud over en abstrakt angivelse i stævningen om et anbringende om en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 ikke har anført nogen argumentation til støtte for dette anbringende. De har nemlig begrænset sig til at hævde, at »Kommissionen burde have angivet ophavsmanden til det omtvistede dokument, omfanget af det omtvistede dokument samt dets bilag, dets sagsnummer osv. præcist for at gøre det muligt at identificere det nævnte dokument«, og at »uden en sådan identifikation af [det omtvistede dokument] fra de »tyske myndigheder« […] er der ikke tale om en retfærdig rettergang«.
111 Da denne hævdelse ikke har nogen forbindelse til anvendelsen af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 i den foreliggende sag, men snarere til begrundelsespligten, således som den blev efterprøvet ovenfor i præmis 78-86, må den anses for at være irrelevant som støtte for det foreliggende anbringende.
112 Det skal endvidere fastslås, at der heller ikke kan tages hensyn til de argumenter, som sagsøgerne har fremført i replikken, eftersom de bl.a. er støttet på oplysninger i den anfægtede afgørelse, der var kendte på datoen for sagsanlægget (jf. i denne retning Rettens dom af 21.10.2010, sag T-474/08, Umbach mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 60).
113 Det følger heraf, at det tredje anbringende skal afvises.
114 Kommissionen vil herefter være at frifinde i det hele.
Sagens omkostninger
115 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
116 Henset til omstændighederne i den foreliggende sag bør hver part bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. september 2014.
Underskrifter