DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
2. april 2020 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – markeder for finansielle instrumenter – direktiv 2004/39/EF – begreberne »detailkunde« og »forbruger« – betingelser for at påberåbe sig en status som forbruger – fastlæggelse af kompetencen til at behandle anmodningen«
I sag C-500/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (specialretten i Cluj, Rumænien) ved afgørelse af 2. maj 2018, indgået til Domstolen den 30. juli 2018, i sagen
AU
mod
Reliantco Investments LTD,
Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala Bucureşti,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne S. Rodin (refererende dommer), D. Šváby, K. Jürimäe og N. Piçarra,
generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– AU ved avocats V. Berea og A.I. Rusan,
– Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala Bucureşti ved avocats C. Stoica, L. Radu og D. Aragea,
– den rumænske regering først ved C.-R. Canţăr, E. Gane, A. Wellman og O.-C. Ichim, derefter ved de tre sidstnævnte, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,
– den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, P. Lacerda, P. Barros da Costa og L. Medeiros, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved T. Scharf, N. Ruiz García, L. Nicolae og M. Heller, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT 2004, L 145, s. 1), samt af artikel 7, nr. 2), og artikel 17, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side AU og på den anden side Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala Bucureşti vedrørende en række limiterede ordrer, hvorved der er satset på et fald i olieprisen, og som AU har afgivet på en onlineplatform tilhørende de sagsøgte i hovedsagen, og som følge af hvilke ordrer AU har tabt en vis pengesum.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 93/13/EØF
3 Artikel 2 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29) fastsætter følgende:
»I dette direktiv forstås ved
[…]
b) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv
c) »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat.«
4 Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:
»Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«
Direktiv 2004/39
5 Følgende fremgår af 31. betragtning til direktiv 2004/39:
»Et af formålene med direktivet er at beskytte investorerne. Foranstaltningerne til beskyttelse af investorerne bør tilpasses de forskellige investorkategorier (detailinvestorer, professionelle investorer og modparter).«
6 Dette direktivs artikel 4, stk. 1, bestemmer følgende:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
10) »kunde«: fysisk eller juridisk person, til hvem et investeringsselskab yder investeringsservice og/eller accessoriske tjenester
11) »professionel kunde«: kunde, der opfylder kriterierne i bilag II
12) »detailkunde«: kunde, som ikke er professionel kunde
[…]
17) »finansielle instrumenter«: de i bilag I, afsnit C, anførte instrumenter
[…]«
7 Artikel 19 i direktiv 2004/39 har følgende ordlyd:
»[…]
2. Alle oplysninger, herunder markedsføringsmateriale, som investeringsselskabet sender til kunder eller potentielle kunder, skal være reelle, klare og ikke-vildledende. Markedsføringsmateriale skal tydeligt fremstå som sådant.
3. Der skal gives relevante oplysninger til kunder eller potentielle kunder i en form, der er forståelig om:
– investeringsselskabet og dets tjenesteydelser
– finansielle instrumenter og foreslåede investeringsstrategier; dette bør omfatte relevant vejledning og relevante advarsler om de risici, der er forbundet med investering i de pågældende instrumenter eller i forbindelse med særlige investeringsstrategier
– handelssystemer og
– omkostninger og dertil knyttede gebyrer,
således at de i rimeligt omfang kan forstå investeringsservicens og den tilbudte specifikke type finansielt instruments art og risici og dermed til at træffe investeringsbeslutninger på kvalificeret grundlag. Disse oplysninger kan gives i et standardiseret format.
[…]
5. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, som leverer andre investeringsserviceydelser end dem, der er omhandlet i stk. 4, udbeder sig oplysninger fra kunden eller den potentielle kunde om dennes kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er relevant for den specifikke type produkt eller service, der udbydes eller efterspørges, så investeringsselskabet kan vurdere, om den påtænkte investeringsservice eller det påtænkte investeringsprodukt er hensigtsmæssig(t) for kunden.
Hvis investeringsselskabet på grundlag af de oplysninger, som det har modtaget i medfør af første afsnit, finder, at produktet eller tjenesteydelsen ikke er hensigtsmæssig for kunden eller den potentielle kunde, advarer investeringsselskabet kunden eller den potentielle kunde. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
Hvis kunden eller den potentielle kunde vælger ikke at give de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, eller giver utilstrækkelige oplysninger om sit kendskab og sine erfaringer, skal investeringsselskabet advare kunden eller den potentielle kunde om, at et sådant valg gør det umuligt for selskabet at afgøre, om tjenesteydelsen eller produktet er hensigtsmæssig for vedkommende. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.
[…]«
8 Afsnit C, punkt 9, i bilag I til dette direktiv omhandler de »[f]inansielle differencekontrakter«.
9 Ifølge bilag II til det samme direktiv er »[e]n professionel kunde […] en kunde, der besidder den fornødne erfaring, viden og ekspertise til at træffe sine egne investeringsbeslutninger og foretage en korrekt vurdering af risiciene i forbindelse hermed«. Ifølge dette bilag anses for professionelle kunder navnlig »[f]oretagender, der skal have tilladelse eller underkastes regulering for at virke på de finansielle markeder«.
Forordning (EF) nr. 864/2007
10 Artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40) bestemmer følgende:
»Ved anvendelsen af denne forordning dækker skade alle følger, der er udløst af skadevoldende handlinger, uberettiget berigelse, uanmodet forretningsførelse og culpa in contrahendo.«
11 Denne forordnings artikel 12, stk. 1, har følgende ordlyd:
»På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt, anvendes, uanset om kontrakten faktisk blev indgået, den lov, som skal anvendes på kontrakten, eller som skulle have været anvendt på kontrakten, såfremt denne var blevet indgået.«
Forordning nr. 1215/2012
12 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:
»For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«
13 Denne forordnings artikel 7 bestemmer følgende:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
1) a) i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
[…]
2) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå
[…]«
14 Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, der indgår i denne forordnings kapitel II, afdeling 4, er affattet således:
»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):
[…]
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.«
15 Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 bestemmer følgende:
»Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.«
16 Denne forordnings artikel 19 har følgende ordlyd:
»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
1) der er indgået, efter at tvisten er opstået
2) der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller
3) der er indgået mellem en forbruger og dennes medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.«
17 Samme forordnings artikel 25 bestemmer følgende:
»1. Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. Værnetingsaftalen skal være indgået:
a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse
b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller
c) inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.
[…]
4. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i strid med artikel 15, 19 eller 23 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 24 er enekompetente.
[…]«
Rumænsk ret
18 Artikel 1254 i codul civil (den civile lovbog) fastsætter følgende:
»1. En kontrakt, der rammes af absolut ugyldighed eller annulleres, anses for aldrig at være blevet indgået.
2. En annullation af en kontrakt indebærer på de i loven fastsatte betingelser, at de senere retshandlinger, der er foretaget på grundlag af denne kontrakt, annulleres.
3. Når en kontrakt annulleres, skal hver part i henhold til artikel 1639-1647, in natura eller tilsvarende, tilbagelevere de modtagne ydelser til den anden, selv om disse ydelser er blevet leveret successivt eller har haft en kontinuerlig karakter.«
19 Den civile lovbogs artikel 1269 bestemmer følgende:
»1. Såfremt en kontrakt efter anvendelse af fortolkningsreglerne stadig er uklar, skal den fortolkes til fordel for den, der forpligter sig.
2. Vilkår i standardkontrakter skal fortolkes til ulempe for den, der har opstillet dem.«
20 Følgende fremgår af artikel 2, stk. 1, i Legea nr. 193/2000 privind clauzele abuzive din contractele încheiate între profesionişti şi consumatori (lov nr. 193/2000 om urimelige vilkår i kontrakter indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere), der gennemfører direktiv 93/13 i rumænsk ret:
»Ved »forbruger« forstås enhver fysisk person eller sammenslutning af fysiske personer, der i forbindelse med en af denne lov omfattet kontrakt ikke handler som led i sin handels-, industri-, produktions- eller håndværksvirksomhed eller sit liberale erhverv.«
21 Denne lovs artikel 4, stk. 2 og 3, bestemmer følgende:
»2. Et kontraktvilkår anses for ikke at have været direkte forhandlet med forbrugeren, hvis det er blevet fastlagt, uden at forbrugeren har haft mulighed for at have indflydelse på det, som i tilfælde af standardkontrakter eller almindelige salgsbetingelser, som anvendes af erhvervsdrivende, der driver virksomhed på markedet for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
3. Den omstændighed, at visse elementer i kontraktvilkårene eller et enkelt kontraktvilkår har været genstand for direkte forhandling med forbrugeren, udelukker ikke anvendelse af denne lovs bestemmelser på resten af kontrakten, hvis en samlet vurdering af kontrakten viser, at denne i forvejen er blevet ensidigt udarbejdet af den erhvervsdrivende. Såfremt en erhvervsdrivende hævder, at et på forhånd fastsat standardvilkår er blevet direkte forhandlet med forbrugeren, påhviler det den erhvervsdrivende at fremlægge beviser i denne henseende.«
22 Artikel 4, stk. 1, i Legea nr. 297/2004 privind piaţa de capital (lov nr. 297/2004 om kapitalmarkeder) er affattet således:
»Tjenesteydelser vedrørende finansiel investering skal leveres gennem fysiske personer, der handler som agenter i forhold til disse tjenesteydelser. Disse personer udøver udelukkende deres virksomhed på vegne af den formidler, som de er ansat af, og kan ikke levere tjenesteydelser vedrørende finansiel investering i deres eget navn.«
23 Artikel 4, stk. 1, i Ordonanţa Guvernului nr. 85/2004 privind protecţia consumatorilor la încheierea şi executarea contractelor la distanţă privind servicii financiare (regeringsdekret nr. 85/2004 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med indgåelse og gennemførelse af kontrakter om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser) fastsætter følgende:
»Leverandøren skal inden indgåelsen af en kontrakt om fjernsalg eller ved afgivelsen af tilbuddet give forbrugeren rettidig, korrekt og fuldstændig information om de følgende forhold til identificering af leverandøren, der som minimum skal indeholde:
[…]
c) formidlerens navn, i hvilken egenskab formidleren handler i forhold til forbrugeren, adressen på formidlerens hjemsted eller, alt efter omstændighederne, bopæl og hvorledes formidleren kan kontaktes, telefonnummer/telefaxnummer, e-mailadresse, det handelsregister, som formidleren er indskrevet i, og dennes virksomhedsnummer, når forbrugeren handler med en formidler
[…]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
24 Den 15. november 2016 åbnede AU en handelskonto på onlineplatformen UFX, der tilhører Reliantco Investments, med henblik på handel med finansielle instrumenter såsom finansielle differencekontrakter.
25 Ved oprettelsen af sin konto på onlineplatformen UFX anvendte AU et domænenavn tilhørende et handelsselskab, og AU havde en korrespondance med Reliantco Investments i sin egenskab af udviklingsdirektør i dette selskab.
26 Den 11. januar 2017 indgik AU med Relianco Investments en kontrakt om fortjenesterne fra handelen med finansielle instrumenter, hvori AU angav, at han havde læst, forstået og accepteret vilkårene og de nærmere bestemmelser i tilbuddet. I henhold til denne kontrakt skal alle tvister og uenigheder, der udspringer af den således indgåede kontrakt eller har tilknytning hertil, indbringes for de cypriotiske retter, og denne kontrakt såvel som alle handelsforhold mellem parterne er underlagt cypriotisk ret.
27 Den 13. januar 2017 afgav AU på onlineplatformen UFX flere limiterede ordrer, hvorved han satsede på et fald i olieprisen, og AU har hævdet, at han som følge af disse transaktioner tabte hele det beløb, der var blokeret på handelskontoen, dvs. 1 919 720 amerikanske dollar (USD) (ca.1 804 345 EUR).
28 AU har den 26. april 2017 anlagt sag ved den forelæggende ret mod de sagsøgte i hovedsagen. AU har gjort gældende, at han har været offer for en manipulation, der har forårsaget tabet af det i den foregående præmis angivne beløb, og han har på denne baggrund nedlagt påstand om, at de sagsøgte i hovedsagen pålægges civilretligt erstatningsansvar for en ulovlig handlemåde for tilsidesættelse af bestemmelserne om forbrugerbeskyttelse. AU har med dette sagsanlæg desuden nedlagt påstand om ugyldighedserklæring af dels visse kontraktvilkår, som ifølge ham er urimelige, dels visse ordrer, som han har afgivet på platformen UFX, samt om at parternes tidligere situation genoprettes.
29 Ifølge AU følger det af artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 18 og 19, at de rumænske retter har kompetence til at behandle dette søgsmål, eftersom han er en forbruger med bopæl i Rumænien.
30 De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at de rumænske retter generelt ikke har kompetence til at behandle søgsmålet. De har anført, at det af AU anlagte søgsmål henhører under de cypriotiske retters kompetence ifølge artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og ifølge den værnetingsklausul, der er omtalt i nærværende doms præmis 26. De har fremhævet, at Eparchiako Dikastirio Lemesou (kredsdomstolen i Limassol, Cypern) har erklæret sig kompetent til at behandle en begæring fra AU om en foreløbig kendelse om beslaglæggelse af deres aktiver på Cypern.
31 De sagsøgte i hovedsagen har endvidere gjort gældende, at det af AU anlagte søgsmål hviler på »culpa in contrahendo«, idet culpa in contrahendo er en forpligtelse uden for kontrakt, der er omfattet af forordning nr. 864/2007.
32 De sagsøgte i hovedsagen har tillige bestridt AU’s status som forbruger, idet de har anført, at AU er en fysisk person, der har gevinst for øje, eftersom han har foretaget en række specifikke retshandlinger som led i en erhvervsmæssige virksomhed, idet vedkommende under gennemførelsen af den omhandlede kontrakt har opnået en fortjeneste på 644 413,53 USD (ca. 605 680 EUR) fra 197 transaktioner, der er foretaget i løbet af perioden fra november 2016 til den 13. januar 2017, og hvoraf kun seks er bestridt.
33 Den forelæggende ret har i forbindelse med undersøgelsen af, om den har kompetence til at påkende sagens realitet, konstateret, at AU har støttet sit søgsmål på et civilretligt erstatningsansvar for en ulovlig handlemåde, dvs. et erstatningsansvar uden for kontrakt, som forordning nr. 864/2007 i princippet finder anvendelse på, samtidig med at AU har påberåbt sig sin status som forbruger, hvilket betyder, at den retslige kompetence herefter kan afgøres efter artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012.
34 Den forelæggende ret nærer dog tvivl om det argument, som AU har fremsat som svar på sagsøgerne i hovedsagens udsagn, ifølge hvilket argument begrebet »detailkunde« i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 og begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 overlapper hinanden. Ifølge denne ret følger det således af en fortolkning af disse bestemmelser, at mens en »forbruger« kun kan være en fysisk person, der ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, kan en »detailkunde« være såvel en fysisk person som en juridisk person eller en anden enhed end dem, der er nævnt i bilag II til direktiv 2004/39.
35 Den forelæggende ret har ligeledes henvist til dom af 3. juli 1997, Benincasa (C-269/95, EU:C:1997:337), hvori Domstolen fastslog, at alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller formål alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, er omfattet af den særlige forbrugerbeskyttelsesordning, mens denne særlige beskyttelse imidlertid savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har et erhvervsmæssigt formål.
36 Den forelæggende ret har desuden anført, at kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012, der regulerer kompetencen i sager om forbrugeraftaler, som hovedregel gælder for søgsmål, der anlægges af en forbruger på grundlag af en kontrakt, hvorimod det af AU anlagte søgsmål udelukkende hviler på et civilretligt erstatningsansvar for en ulovlig handlemåde, hvilket udelukker, at der kan foreligge et kontraktforhold.
37 På denne baggrund har Tribunalul Specializat Cluj (specialretten i Cluj, Rumænien) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal/kan den nationale ret ved fortolkning af begrebet »detailkunde« i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv [2004/39] anvende de samme fortolkningskriterier, der definerer begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13/EØF?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, på hvilke betingelser kan en »detailkunde« som omhandlet i direktiv [2004/39] da, i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, være en forbruger? […]
3) […] [U]dgør især den omstændighed, at en »detailkunde« som omhandlet i direktiv [2004/39] gennemfører mange handler i løbet af en relativt kort tidsperiode og investerer betydelige pengesummer i finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv [2004/39], et relevant kriterium for at vurdere, om en »detailkunde« i direktivets forstand anses for at være en forbruger?
4) Kan og/eller skal den nationale ret, når den skal fastslå sin kompetence, idet retten skal fastslå, om den enkelte situation er omfattet af artikel 17, stk. 1, litra c), eller artikel 7, nr. 2), i forordning […] nr. 1215/2012, tage højde for det af sagsøgeren påberåbte materielle retsgrundlag – alene ansvar uden for kontraktforhold – som et retsmiddel i tilfælde af indgåelse af kontraktvilkår, som anses for urimelige i henhold til direktiv [93/13], således at den anvendelige materielle ret fastlægges i medfør af forordning [nr. 864/2007] […], eller bevirker sagsøgerens eventuelle egenskab af forbruger, at det materielle retsgrundlag for sagsøgerens påstand bliver irrelevant?«
De præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
38 Den rumænske regering er i tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Den har anført, at den forelæggende ret burde have givet flere præciseringer om AU’s søgsmål og have redegjort for de retlige argumenter, som dette søgsmål er støttet på. Den rumænske regering har desuden fremhævet, at de stillede spørgsmål ikke tager højde for værnetingsklausulen i den kontrakt, der er indgået mellem AU og Reliantco Investments. På grund af disse mangler indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne give relevante besvarelser af de stillede spørgsmål.
39 Det skal i denne henseende bemærkes, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 26).
40 Der er endvidere formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 24.10.2019, État belge, C-35/19, EU:C:2019:894, præmis 29).
41 Imidlertid kan Domstolen på den ene side, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål, afvise en præjudiciel forelæggelse (dom af 17.10.2019, Comida paralela 12, C-579/18, EU:C:2019:875, præmis 20).
42 Som følge af den samarbejdsånd, der består i forholdet mellem de nationale retter og Domstolen inden for rammerne af den præjudicielle procedure, fører manglende forudgående konstateringer fra den forelæggende rets side på den anden side ikke nødvendigvis til, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling, såfremt Domstolen på trods af disse mangler, henset til de oplysninger, der fremgår af sagsakterne, finder, at den er i stand til at give den forelæggende ret et nyttigt svar (dom af 17.10.2019, Comida paralela 12, C-579/18, EU:C:2019:875, præmis 21).
43 Da den forelæggende ret i den konkrete sag i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 41 og 42, har fastlagt de retlige og faktiske omstændigheder, der gør det muligt for Domstolen at besvare de spørgsmål, som den har fået forelagt, og da det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve rigtigheden af disse omstændigheder, skal det fastslås, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
Det første, det andet og det tredje spørgsmål
44 Med det første, det andet og det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en fysisk person, der i medfør af en kontrakt, såsom en finansiel differencekontrakt indgået med et finansieringsselskab, foretager en række finansielle transaktioner gennem dette selskab, kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses betydning, samt om det med henblik på denne kvalificering er relevant at tage hensyn til faktorer såsom det forhold, at denne person har gennemført et stort antal transaktioner over en relativt kort periode, eller at vedkommende har investeret store beløb i disse transaktioner, eller at denne person er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39.
45 Ifølge Domstolens praksis finder artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 anvendelse, når tre betingelser er opfyldt, nemlig for det første når den ene aftalepart er en forbruger, som må anses for at handle uden for rammerne af sin erhvervsmæssige virksomhed, for det andet når der faktisk er indgået en aftale mellem en sådan forbruger og en erhvervsdrivende, og for det tredje når en sådan aftale er omfattet af en af de tre kategorier, der fremgår af artikel 17, stk. 1, litra a)-c). Disse betingelser skal være opfyldt kumulativt, således at kompetencen ikke kan fastlægges i henhold til reglerne for sager om forbrugeraftaler, såfremt en af dem ikke er opfyldt (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
46 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, vedrører det første, det andet og det tredje spørgsmål, der i nærværende sag er forelagt for Domstolen, den første af disse tre betingelser, nemlig en aftaleparts status som »forbruger«.
47 Det skal i denne henseende påpeges, at begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 17 og 18 i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes snævert under henvisning til den pågældende persons status i relation til en bestemt kontrakt, sammenholdt med dennes karakter og formål, og ikke til personens subjektive forhold, og at en og samme person kan anses for forbruger i relation til visse transaktioner og for erhvervsdrivende i relation til andre (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
48 Domstolen har på grundlag heraf fastslået, at alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller formål alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, er omfattet af nævnte forordnings særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
49 Denne særlige beskyttelse savner også begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmæssigt formål, uanset om dette måtte være tænkt for fremtiden, idet den omstændighed, at virksomheden er fremtidig, ikke fratager den sin erhvervsmæssige karakter (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
50 Det følger heraf, at de specielle kompetenceregler i artikel 17-19 i forordning nr. 1215/2012 i princippet kun finder anvendelse for det tilfælde, at kontrakten er indgået mellem parterne med et andet formål end erhvervsmæssig brug af den pågældende vare eller tjenesteydelse (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
51 Hvad angår kontrakter såsom de finansielle differencekontrakter, der indgås mellem en fysisk person og et finansieringsselskab, har Domstolen fastslået, at sådanne finansielle instrumenter henhører under anvendelsesområdet for artikel 17-19 i forordning nr. 1215/2012 (dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 49).
52 Det skal i øvrigt påpeges, at artikel 17, stk. 1, i denne forordning ikke kræver, at forbrugeren handler på en særlig måde i forbindelse med en kontrakt, der er indgået med henblik på brug, der må anses at ligge uden for personens erhvervsmæssige virksomhed (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 58).
53 Domstolen har heraf udledt, at faktorer såsom værdien af de transaktioner, der foretages i medfør af kontrakter såsom finansielle differencekontrakter, omfanget af risikoen for finansielle tab forbundet med indgåelsen af sådanne kontrakter, den eventuelle viden eller sagkundskab, som en person besidder på området for finansielle instrumenter, eller vedkommendes aktive handlen i forbindelse med sådanne transaktioner som sådan principielt er uden relevans (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 59).
54 Det samme gælder for den omstændighed, at en forbruger har gennemført et stort antal transaktioner over en relativt kort periode, eller at vedkommende har investeret store beløb i disse transaktioner.
55 Med hensyn til, om det i relation til kvalificeringen af en person som »forbruger« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 er relevant, om denne person er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39, skal det bemærkes, at den omstændighed, at en person kvalificeres som »detailkunde« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, som sådan principielt er uden betydning for kvalificeringen af den pågældende person som »forbruger« som omhandlet i førstnævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Petruchová, C-208/18, EU:C:2019:825, præmis 77).
56 På denne baggrund er det ligeledes uden betydning, hvorvidt begrebet »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 skal fortolkes ud fra de samme kriterier som dem, der er relevante for fortolkningen af begrebet »forbruger« i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13.
57 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det første, det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en fysisk person, der i medfør af en kontrakt, såsom en finansiel differencekontrakt indgået med et finansieringsselskab, foretager en række finansielle transaktioner gennem dette selskab, kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses betydning, såfremt indgåelsen af denne kontrakt ikke falder ind under denne persons erhvervsmæssige virksomhed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Med henblik på denne kvalificering gælder det dels, at faktorer såsom det forhold, at den pågældende person har gennemført et stort antal transaktioner over en relativt kort periode, eller at vedkommende har investeret store beløb i disse transaktioner, som sådanne i princippet er uden relevans, dels at det forhold, at denne person er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39, som sådant i princippet er uden relevans.
Det fjerde spørgsmål
58 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et civilretligt erstatningssøgsmål for en ulovlig handlemåde, som en forbruger har anlagt mod sin medkontrahent, er omfattet af denne forordnings kapitel II, afdeling 4, i henseende til fastlæggelsen af den kompetente ret.
59 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at for så vidt som Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) – som selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention – er blevet ophævet ved og erstattet af forordning nr. 1215/2012, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (dom af 29.7.2019, Tibor-Trans, C-451/18, EU:C:2019:635, præmis 23).
60 Det skal således fremhæves, at artikel 15 i forordning nr. 44/2001, der svarer til artikel 17 i forordning nr. 1215/2012, kun finder anvendelse, hvis det omhandlede søgsmål har forbindelse til en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. I medfør af selve ordlyden af både det indledende afsnit i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og samme bestemmelses litra c), kræver bestemmelsen, at en »aftale« er »indgået« af en forbruger med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed. Denne konstatering bekræftes endvidere af overskriften til afdeling 4 i kapitel II i forordningen, hvori artikel 15 er indeholdt, der omfatter »[k]ompetence i sager om forbrugeraftaler« (dom af 14.5.2009, Ilsinger, C-180/06, EU:C:2009:303, præmis 52 og 53).
61 I forbindelse med en analyse af artikel 13, stk. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager – der ligeledes svarer til artikel 17 i forordning nr. 1215/2012 – har Domstolen desuden fastslået, at der ikke kan anlægges en fortolkning af denne konvention, som fører til, at visse krav i medfør af en forbrugerkontrakt hører under konventionens artikel 13-15, mens andre krav, som har en så nær forbindelse med denne kontrakt, at de er uadskillelige fra den, skulle undergives andre bestemmelser (dom af 11.7.2002, Gabriel, C-96/00, EU:C:2002:436, præmis 56).
62 Behovet for i videst muligt omfang at undgå, at der opstår flere værneting for én og samme kontrakt, gør sig så meget desto mere gældende, når der er tale om en kontrakt mellem en forbruger og en erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Gabriel, C-96/00, EU:C:2002:436, præmis 57).
63 I betragtning af, at en situation, hvor der er flere værneting, specielt kan være til skade for en part, der, som det er tilfældet med en forbruger, antages at være den svageste part, er det af retsplejehensyn ønskeligt, at forbrugeren kan anlægge søgsmål ved den samme ret vedrørende samtlige de problemer, der kan opstå i forbindelse med en kontrakt, som forbrugeren angiveligt er blevet tilskyndet til at indgå ved, at den erhvervsdrivende har anvendt formuleringer, der var egnede til at vildlede medkontrahenten (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Gabriel, C-96/00, EU:C:2002:436, præmis 58).
64 Det følger heraf, at for at kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012 kan anvendes på et søgsmål anlagt af en forbruger mod en erhvervsdrivende, skal der – uanset at de øvrige betingelser i denne forordnings artikel 17, stk. 1, er opfyldt – rent faktisk være blevet indgået en kontrakt mellem disse to parter, og dette søgsmål skal være uadskilleligt forbundet med denne kontrakt.
65 Hvad for det første angår forholdet mellem AU og Reliantco Investments Limassol Sucursala Bucureşti, der er et datterselskab til Reliantco Investments, skal det i den konkrete sag bemærkes, at det ikke fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at disse to parter har indgået en kontrakt.
66 Eftersom der er anlagt et søgsmål under omstændigheder, hvor de nævnte parter ikke har indgået en kontrakt, er dette søgsmål følgelig, og henset til, hvad der er angivet i nærværende doms præmis 60, ikke omfattet af kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012.
67 Hvad for det andet angår muligheden for at anvende denne afdeling 4 på AU’s søgsmål, for så vidt som dette søgsmål er anlagt mod Reliantco Investments, som AU har indgået en kontrakt med, skal det bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at dette søgsmål navnlig er støttet på nationale forbrugerbeskyttelsesregler, nemlig forpligtelsen for en leverandør til inden indgåelsen af en kontrakt at informere, rådgive og advare forbrugerne i forhold til de leverede tjenesteydelser og de risici, som forbrugerne udsættes for.
68 Med forbehold af de efterprøvninger, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, følger det heraf, at AU’s søgsmål tager sigte på at få fastslået den erhvervsdrivendes ansvar for tilsidesættelse af prækontraktuelle forpligtelser over for den forbruger, der er indgået kontrakt med.
69 Et sådant søgsmål må anses for at være uadskilleligt forbundet med den kontrakt, der er indgået mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, således at kapitel II, afdeling 4, i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på dette søgsmål.
70 Denne konklusion ændres ikke af det forhold, at AU’s søgsmål tilsigter at holde den erhvervsdrivende ansvarlig for navnlig »culpa in contrahendo« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 864/2007, der finder anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt.
71 Det skal påpeges, at artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 864/2007 tværtimod bestemmer, at på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt, anvendes, uanset om kontrakten faktisk blev indgået, den lov, som skal anvendes på kontrakten, eller som skulle have været anvendt på kontrakten, såfremt denne var blevet indgået.
72 Konklusionen i nærværende doms præmis 69 styrker således den nødvendige sammenhæng mellem fortolkningen af forordning nr. 1215/2012 og fortolkningen af forordning nr. 864/2007 (jf. i denne retning dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic, C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 43), eftersom både den lov, der skal anvendes på en forpligtelse, som udspringer af forhandlinger forud for indgåelsen af en kontrakt, og den kompetente ret til at påkende et søgsmål om en sådan forpligtelse, skal fastlægges under hensyntagen til den kontrakt, der påtænkes indgået.
73 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et civilretligt erstatningssøgsmål for en ulovlig handlemåde anlagt af en forbruger er omfattet af denne forordnings kapitel II, afdeling 4, i henseende til fastlæggelsen af den kompetente ret, såfremt dette søgsmål er uadskilleligt forbundet med en kontrakt, der rent faktisk er blevet indgået mellem denne forbruger og den erhvervsdrivende, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Sagsomkostninger
74 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en fysisk person, der i medfør af en kontrakt, såsom en finansiel differencekontrakt indgået med et finansieringsselskab, foretager en række finansielle transaktioner gennem dette selskab, kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses betydning, såfremt indgåelsen af denne kontrakt ikke falder ind under denne persons erhvervsmæssige virksomhed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Med henblik på denne kvalificering gælder det dels, at faktorer såsom det forhold, at den pågældende person har gennemført et stort antal transaktioner over en relativt kort periode, eller at vedkommende har investeret store beløb i disse transaktioner, som sådanne i princippet er uden relevans, dels at det forhold, at denne person er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF, som sådant i princippet er uden relevans.
2) Forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et civilretligt erstatningssøgsmål for en ulovlig handlemåde anlagt af en forbruger er omfattet af denne forordnings kapitel II, afdeling 4, i henseende til fastlæggelsen af den kompetente ret, såfremt dette søgsmål er uadskilleligt forbundet med en kontrakt, der rent faktisk er blevet indgået mellem denne forbruger og den erhvervsdrivende, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Underskrifter