Language of document :

Appel iværksat den 8. december 2011 af Harald Mische til prøvelse af Personalerettens dom af 29. september 2011 i sag F-70/05, Mische mod Kommissionen

(Sag T-641/11 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Harald Mische (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne R. Holland, J. Mische og M. Velardo)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Appellantens påstande

Personalerettens dom af 29. september 2011 i sag F-70/05 ophæves, og Retten træffer i det omfang, det baseret på de for denne forelagte faktiske omstændigheder er muligt, afgørelse, og

Kommissionens afgørelse af 11. november 2004 annulleres, for så vidt som denne fastsætter appellantens indplacering.

Kommissionen tilpligtes at erstatte den eventuelt forvoldte skade (inkl. den skade, appellantes karriere har lidt, lovlig og korrekt løn, erstatning for ikke-økonomisk skade, med tillæg af morarenter m.v.)

Europa-Kommissinen tilpligtes at betale sagens omkostninger ved nærværende instans samt omkostningerne ved Personaleretten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten påberåbt sig tre anbringender.

Det første anbringende er, at Personaleretten fejlagtigt undlod at undersøge påstanden om tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt nævnte artikels stykke 3 vedrørende ret til erstatning, navnlig dennes betingelser om "retfærdighed" og "betimelighed" ved behandlingen af appellantens sager i relation til et antal faktiske situationer, til trods for at en sådan påstand udtrykkeligt var blevet fremsat.

Det andet anbringende er, at Personaleretten fejlagtigt afviste påstanden om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5, i vedtægten for tjenestemænd  med dens specifikke retlige betingelser om, at der gælder ikke blot tilsvarende, men rent faktisk "samme ansættelses- og karrierevilkår for tjenestemænd, der hører til samme ansættelsesgruppe."

Det tredje anbringende er, at Personaleretten fejlagtigt undlod at tage stilling til den retligt krævede kontinuitet i karrieren for tidligere midlertidigt ansatte, som præciseret af Domstolen i dens seneste retspraksis (C-177/10). Endvidere afviste Personaleretten fejlagtigt påstanden om, at artikel 5, stk. 4, i bilag XIII til vedtægten for tjenestemænd er retsstridig, idet den anførte, at appellanten ikke var blevet indplaceret i henhold til denne bestemmelse.

____________

1 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22.3.2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1).