Sag C-165/14

Alfredo Rendón Marín

mod

Administración del Estado

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)

»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – direktiv 2004/38/EF – opholdsret i en medlemsstat for en tredjelandsstatsborger, der er tidligere straffet – forælder, der har eneforældremyndighed over to mindreårige børn, som er unionsborgere – det ene barn er statsborger i opholdsmedlemsstaten – det andet barn er statsborger i en anden medlemsstat – national lovgivning, som udelukker, at denne slægtning i opstigende linje meddeles opholdstilladelse, på grund af at denne er tidligere straffet – afslag på opholdstilladelse, som kan indebære, at børnene bliver nødsaget til at forlade Unionens område«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 13. september 2016

1.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – forudsætning, at der verserer en retssag for den forelæggende ret – de i hovedsagen nedlagte påstande er ikke fuldt ud blevet taget til følge – fortsat behov for Domstolens svar ved afgørelsen af tvisten i hovedsagen

(Art. 267 TEUF)

2.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige elementer – omformulering af spørgsmålene

(Art. 267 TEUF)

3.        Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – berettigede – mindreårig unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed og altid har opholdt sig i den medlemsstat, hvor denne er statsborger – udelukkelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 3, stk. 1)

4.        Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – begrænsninger i retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed – national lovgivning, der automatisk udelukker, at der gives opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger og forsørges af og bor sammen med tredjelandsstatsborgeren i værtsmedlemsstaten, alene af den grund, at den pågældende er tidligere straffet – ulovlighed

(Art. 21 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 24, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 28, stk. 1)

5.        Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – begrænsninger i retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed – national lovgivning, der automatisk udelukker, at der gives opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som er forælder til og eneforsørger for mindreårige børn, som er unionsborgere, alene af den grund, at den pågældende er tidligere straffet – afslag på opholdstilladelse, der kan indebære, at børnene bliver nødsaget til at forlade Unionens område – ulovlighed

(Art. 20 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og art. 24, stk. 2)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24-32)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33 og 34)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40)

4.      Artikel 21 TEUF og direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der automatisk skal gives afslag på opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som er forælder til et mindreårigt barn, der er unionsborger og statsborger i en anden medlemsstat end værtsmedlemsstaten og forsørges af og bor sammen med tredjelandsstatsborgeren i værtsmedlemsstaten, alene af den grund, at den pågældende er tidligere straffet.

EU-retten er således til hinder for en begrænsning af opholdsretten af generalpræventive grunde, som besluttes med henblik på at afskrække andre udlændinge, særlig når denne foranstaltning træffes automatisk efter en straffedom uden hensyntagen til gerningsmandens personlige adfærd eller den fare, vedkommende udgør for den offentlige orden. Ved en vurdering af, om en udsendelsesforanstaltning står i et rimeligt forhold til det forfulgte mål, i den foreliggende sag beskyttelsen af den offentlige orden eller sikkerhed, skal der således tages hensyn til de kriterier, der er opstillet i artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38, dvs. varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet. I forbindelse med anvendelsen af proportionalitetsprincippet skal også overtrædelsens grovhed tages i betragtning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og betingelsen om, at der skal foreligge en umiddelbar trussel, skal principielt være opfyldt på det tidspunkt, hvor den omhandlede foranstaltning træffes.

For så vidt angår en eventuel udsendelse af den berørte tredjelandsstatsborger skal der endvidere dels tages hensyn til de grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal beskytte, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv, som er fastslået i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, dels skal proportionalitetsprincippet iagttages. Chartrets artikel 7 skal sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, som anerkendes i chartrets artikel 24, stk. 2.

(jf. præmis 61, 62, 65-67 og 88 samt domskonkl.)

5.      Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der automatisk skal gives afslag på opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som er forælder til og har eneforældremyndighed over mindreårige børn, som er unionsborgere, alene af den grund, at den pågældende er tidligere straffet, såfremt dette afslag indebærer, at børnene bliver nødsaget til at forlade Den Europæiske Unions område.

Selv om artikel 20 TEUF ikke berører medlemsstaternes mulighed for at påberåbe sig en undtagelse vedrørende navnlig opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den offentlige sikkerhed, skal der således ikke desto mindre, for så vidt som nævnte tredjelandsstatsborgers situation er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, ved bedømmelsen af denne tages hensyn til retten til respekt for privatliv og familieliv, som er fastslået i chartrets artikel 7, idet denne artikel skal sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, som anerkendes i chartrets artikel 24, stk. 2. Endvidere skal begreberne »den offentlige orden« og »den offentlige sikkerhed« som begrundelse for at fravige retten til ophold for unionsborgere eller deres familiemedlemmer fortolkes strengt, således at deres rækkevidde ikke kan bestemmes ensidigt af medlemsstaterne uden EU-institutionernes kontrol.

Begrebet »den offentlige orden« forudsætter under alle omstændigheder, at der ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Begrebet »den offentlige sikkerhed« omfatter en medlemsstats indre og ydre sikkerhed, og en trussel mod de grundlæggende offentlige institutioners og tjenesters funktionsmåde eller befolkningens overlevelse samt risikoen for en alvorlig forstyrrelse af de internationale relationer eller af nationernes fredelige sameksistens eller en trussel mod militære interesser kan påvirke den offentlige sikkerhed. I denne sammenhæng er et afslag på opholdsret, såfremt det er begrundet i, at der, henset til de strafbare forhold, som er begået af en tredjelandsstatsborger, der har eneforældremyndighed over børn, som er unionsborgere, foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, i overensstemmelse med EU-retten.

Denne konklusion kan derimod ikke drages automatisk alene på grundlag af den omstændighed, at den berørte person er tidligere straffet. Den kan i givet fald kun drages på grundlag af en konkret bedømmelse, som det tilkommer den nationale ret at foretage, af samtlige aktuelle og relevante omstændigheder i den foreliggende sag i lyset af proportionalitetsprincippet, hensynet til barnets tarv og de grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal beskytte. Denne bedømmelse skal således navnlig tage hensyn til vedkommendes personlige adfærd, varigheden og lovligheden af den pågældendes ophold på den berørte medlemsstats område, karakteren og grovheden af den begåede overtrædelse, i hvilken grad den pågældende udgør en umiddelbar fare for samfundet, de berørte børns alder og helbredstilstand samt deres familiemæssige og økonomiske situation.

(jf. præmis 81-88 og domskonkl.)