Sag T-106/17
(offentliggørelse i uddrag)
JPMorgan Chase & Co. m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 20. december 2023
»Konkurrence – karteller – sektoren for rentederivater i euro – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – manipulation af Euribor-interbankreferencerenterne – udveksling af fortrolige oplysninger – konkurrencebegrænsende formål – samlet og vedvarende overtrædelse – »hybrid«, tidsmæssig forskudt procedure – uskyldsformodning – upartiskhed – bøder – grundbeløb – afsætningens værdi – artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1/2003 – begrundelsespligt – ændringsafgørelse, hvorved begrundelsen suppleres – ligebehandling – proportionalitet – fuld prøvelsesret«
1. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – hensyntagen til forhold, der ligger uden for overtrædelsesperioden – lovlighed
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 64-71)
2. Karteller – aftaler mellem virksomheder og samordnet praksis – begreb – deltagelse i et netværk af bilaterale kontakter med konkurrencebegrænsende formål – passiv deltagelse – omfattet – betingelse – ingen afstandtagen – betingelse opfyldt
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 279-312)
3. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – udveksling af fortrolige oplysninger mellem finansieringsinstitutters børsmæglere – udvekslinger vedrørende forsøg på manipulationer af Euribor-interbankreferencerenterne – udveksling af oplysninger om handelspositioner og prisstrategier i sektoren for produkter indekseret til Euribor eller til Eonia – ingen påviste relevante konkurrencefremmende virkninger, som er specifikke for den omhandlede aftale, og som er tilstrækkeligt væsentlige – udvekslinger, der er tilstrækkeligt skadelige til at kunne anses for at have et konkurrencebegrænsende formål
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 325-337, 341-364 og 377-438)
4. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 338, 339 og 368-375)
5. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering – kriterier – deltagelse i overtrædelsens samlede formål – kendskab til eller forudsigeligheden af den samlede plan med kartellet og dets hovedbestanddele
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 441-450, 453-473, 477-501 og 504-508)
6. Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – procedure, der ikke omfatter alle deltagerne i et kartel – tidsmæssig forskudt vedtagelse af en forligsafgørelse og en afgørelse efter en almindelig procedure – lovlighed – betingelser – overholdelse af forpligtelsen til upartiskhed og af uskyldsformodningen – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde
(Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og 48; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10a)
(jf. præmis 514-544)
7. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – forpligtelse for Kommissionen til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag – offentlige erklæringer fra kommissæren med ansvar for konkurrence under den administrative procedure – erklæringer, som eventuelt kan vidne om mangel på subjektiv upartiskhed – ingen indvirkning på Kommissionens upartiske vurdering af sagen
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 549-558)
8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – fastsættelse af størrelsen af den pålagte bøde – bedømmelseskriterier
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31)
(jf. præmis 567, 568 og 698-728)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – anvendelse af den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – erstatningsværdi fastsat på grundlag af den diskonterede kontante indtjening ved anvendelsen af en nedsættelsesfaktor – utilstrækkelig begrundelse for fastlæggelsen af nedsættelsesfaktoren
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)
(jf. præmis 583-595, 602-608 og 612-621)
10. Annullationssøgsmål – søgsmålsgrunde – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – tilsidesættelse af begrundelsespligten – efterprøvelse af egen drift
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 609-611)
11. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen ved vedtagelsen af en ændringsafgørelse – ikke tilladt
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 627-633)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – anvendelse af den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – erstatningsværdi fastsat på grundlag af den diskonterede kontante indtjening ved anvendelsen af en nedsættelsesfaktor – beregning af den kontante indtjening for de virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse, efter uensartede metoder – ubetydelig indvirkning på de fastlagte værdier – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 636-671)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – mindre aktiv deltagelse i overtrædelsen end hovedaktørerne – nedsættelse af grundbeløbet med 10% – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet eller princippet om individuelle sanktioner – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
(jf. præmis 674-695)
Resumé
I 2011 indgav bankkoncernen Barclays en ansøgning om bødefritagelse til Europa-Kommissionen, idet koncernen meddelte denne, at der fandtes et kartel i sektoren for rentederivater i euro (Euro Interest Rate Derivatives, herefter »eurorentederivater«).
Eurorentederivater indekseres til Euribor (Euro Interbank Offered Rate), som er en samling referencerentesatser, som skal afspejle de omkostninger, der er forbundet med långivning mellem banker i euro, eller til EONIA (Euro OverNight Index Average), som havde en funktion svarende til Euribor, men som vedrørte daglige satser. Euribor-satsen er støttet på den individuelle bedømmelse angivet af banker i et panel, der består af 47 finansieringsinstitutter (herefter »Euribor-panelet«).
Efter at Kommissionen indledte overtrædelsesproceduren, besluttede finansieringsinstitutterne Barclays, Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland og Société générale at deltage i en forligsprocedure i henhold til artikel 10a i forordning (EF) nr. 773/2004 (1). Ved afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen den 4. december 2013 en afgørelse (2), hvorved den fastslog, at disse institutter havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse, som havde til formål at fordreje de normale prissætningsmekanismer på markedet for eurorentederivater.
Eftersom finansieringsinstitutterne JPMorgan Chase & Co., JPMorgan Chase Bank, National Association og J.P. Morgan Services LLP (herefter samlet »JP Morgan«), Crédit agricole og HSBC ikke havde indgivet et forslag til forlig, fortsatte Kommissionen sin undersøgelse i forhold til disse.
Ved afgørelse af 7. december 2016 (3) fastslog Kommissionen, at JP Morgan havde tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 ved fra den 27. september 2006 til den 19. marts 2007 at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse med det formål at fordreje de normale prissætningsmekanismer på markedet for eurorentederivater, og pålagde denne en bøde på 337 196 000 EUR.
Kommissionen fandt, at JP Morgans overtrædelse bestod i, at en af virksomhedens børsmæglere og børsmæglere i to andre finansieringsinstitutter, der deltog i Euribor-panelet, foretog udvekslinger, som i det væsentlige vedrørte manipulation af deres bankers indberetninger til nævnte Euribor-panel med henblik på beregningen af Euribor, handelspositioner i eurorentederivater og deres intentioner og strategi med hensyn til priser på eurorentederivater.
For Retten nedlagde JP Morgan påstand om delvis annullation af denne afgørelse og, subsidiært, om annullation eller nedsættelse af den pålagte bøde.
Efter anlæggelsen af søgsmålet vedtog Kommissionen en ændringsafgørelse (4) for at supplere begrundelsen for den anfægtede afgørelse i lyset af dommen i sagen HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen, som Retten afsagde i en forbundet sag (5).
Ved sin dom præciserede Rettens Tiende Udvidede Afdeling de kriterier, der gør det muligt at fastslå, at en virksomhed har deltaget i konkurrencebegrænsende praksis, herunder ved udveksling af oplysninger, i sektoren for finansielle produkter. Retten annullerede imidlertid den anfægtede afgørelse, for så vidt som JP Morgan blev pålagt en bøde, da begrundelsen var utilstrækkelig. Herefter udøvede Retten sin fulde prøvelsesret og pålagde JP Morgan en bøde, som blev fastsat til det samme beløb som det, der var fastsat i den anfægtede afgørelse.
Rettens bemærkninger
Efter at have bekræftet realiteten af de udvekslinger mellem børsmæglerne fra JP Morgan, Deutsche Bank og Barclays, som blev undersøgt i den anfægtede afgørelse, med undtagelse af en af disse udvekslinger, forkastede Retten JP Morgans argumenter om, at udvekslingerne ikke havde til formål at manipulere Euribor eller EONIA. I denne forbindelse fremhævede Retten bl.a., at den overtrædelse, som JP Morgan var blevet foreholdt, ikke bestod i manipulation af Euribor som sådan, men i deltagelsen i et netværk af bilaterale kontakter, der havde til formål at fordreje de normale prissætningsmekanismer på markedet for eurorentederivater i tilknytning til Euribor og/eller EONIA.
Med hensyn til den samlede overtrædelse, som Kommissionen havde konstateret, bemærkede Retten, at tre elementer er afgørende for at fastslå, at en virksomhed har deltaget i en sådan overtrædelse:
i) De forskellige former for adfærd skal indgå i en »samlet plan« og have et fælles mål.
ii) Virksomheden skal have haft kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller den skal med rimelighed have kunnet forudse den og have været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.
iii) Virksomheden skal ved sin egen adfærd have haft til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte.
Hvad angår det første element fastslog Retten, at Kommissionen havde afgrænset det fælles mål tilstrækkeligt præcist, således at det tilsigtede at påvirke de udgående pengestrømme i forbindelse med aftalerne om eurorentederivater til skade for modparterne i disse aftaler. Hele den udveksling, som foreholdtes JP Morgan, henhørte under dette fælles mål.
Denne konklusion støttedes endvidere af andre elementer, som Kommissionen havde angivet i den anfægtede afgørelse. Den omhandlede praksis vedrørte nemlig de samme produkter, dvs. eurorentederivater, og foregik ved relativt regelmæssige bilaterale udvekslinger, der overlappede hinanden tidsmæssigt og skete inden for en fast gruppe af personer, som var ansat i de pågældende banker.
Med hensyn til det andet element anfægtede JP Morgan ikke konkret sit kendskab til den adfærd, som de andre karteldeltagere havde gennemført med henblik på manipulationen af fixings af Euribor. Herom fastslog Retten imidlertid, at bevismaterialet, vurderet samlet som en række indicier, gjorde det muligt at godtgøre, at JP Morgans børsmægler med rimelighed kunne forvente, at den pågældende udveksling, som vedkommende deltog i, indgik i en samlet overtrædelse, som involverede andre banker, og som havde til formål at fordreje de udgående pengestrømme i forbindelse med eurorentederivater ved samordnede handlinger, der tilsigtede at manipulere Euribor-satsen, og at vedkommende var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.
Hvad angår det tredje element bemærkede Retten, at JP Morgans børsmægler sammen med børsmæglere fra andre banker havde deltaget i en hemmelig praksis og herved med sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til de fælles mål, som alle deltagerne forfulgte.
Efter således at have bekræftet konstateringen af den foreholdte overtrædelse og kvalificeringen heraf som en samlet og vedvarende overtrædelse og efter at have forkastet påstanden om annullation for så vidt angår denne konklusion i den anfægtede afgørelse, tiltrådte Retten imidlertid påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse med den begrundelse, at Kommissionen havde tilsidesat begrundelsespligten hvad angår fastsættelsen af denne bøde.
Selv om Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn ved med henblik på fastsættelsen af den bøde, som JP Morgan blev pålagt, at støtte sig på den diskonterede kontante indtjening som erstatningsværdi for afsætningens værdi, havde den nemlig ikke i tilstrækkelig grad anført grundene til, at den nedsættelse, der blev anvendt på denne indtjening, blev fastsat til 98,849%. Eftersom Kommissionen i øvrigt ikke havde godtgjort, at det var praktisk umuligt for den at begrunde den anfægtede afgørelse i tilstrækkelig grad med hensyn hertil, blev den supplering af begrundelsen, som blev givet ved ændringsafgørelsen i denne henseende, idet denne ikke ændrede den anfægtede afgørelses dispositive del, heller ikke accepteret.
Endelig undersøgte Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret JP Morgans påstand om nedsættelse af den bøde, som selskabet var blevet pålagt.
Retten fremhævede, at bødefastsættelse under udøvelse af dens fulde prøvelsesret ikke er en præcis matematisk øvelse, og anvendte i lighed med den fremgangsmåde, som Kommissionen havde fulgt, værdien af den reducerede kontante indtjening som oprindelig oplysning med henblik på beregningen af bødens grundbeløb, for så vidt som denne værdi afspejlede overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens relative vægt i overtrædelsen. Med hensyn til fastlæggelsen af en nedsættelsesfaktor, hvilken faktor skulle anvendes for at undgå pålæggelse af en uforholdsmæssigt afskrækkende bøde, bemærkede Retten, at der var enighed mellem parterne om, at denne faktor i det mindste udgjorde 98,849%.
Hvad angår overtrædelsens grovhed bemærkede Retten, at eftersom den omhandlede adfærd vedrørte faktorer, som var relevante for fastsættelsen af priserne på eurorentederivater, udgjorde den af sin art en af de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger. Den omhandlede praksis var endvidere særlig alvorlig og skadelig, eftersom den ikke alene kunne fordreje konkurrencevilkårene på markedet for eurorentederivater, men ligeledes i videre udstrækning skade tilliden til banksystemet og de finansielle markeder som helhed samt disses troværdighed.
Hvad angår de formildende omstændigheder fastslog Retten, at JP Morgan ganske vist havde spillet en mindre vigtig rolle i overtrædelsen end hovedaktørerne. De udvekslinger, som JP Morgan havde deltaget i, var imidlertid kendetegnet ved en særlig hyppighed og regelmæssighed, og selskabet havde forsætligt deltaget i den ulovlige adfærd. Den pågældende adfærd var i øvrigt kendetegnet ved en særlig alvor. De fastlagte formildende omstændigheders betydning kunne således kun være marginal.
Som konklusion fastslog Retten, at det efter omstændighederne i sagen var rimeligt at fastsætte bøden til 337 196 000 EUR.
På baggrund af det ovenstående annullerede Retten den anfægtede afgørelse, for så vidt som JP Morgan herved var blevet pålagt en bøde, fastsatte bøden til det samme beløb, som Kommissionen havde fastsat, dvs. 337 196 000 EUR, og frifandt i øvrigt Kommissionen.