RETTENS DOM (Tiende Udvidede Afdeling)
20. december 2023 (*)
»Konkurrence – karteller – sektoren for rentederivater i euro – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – manipulation af Euribor-interbankreferencerenterne – udveksling af fortrolige oplysninger – konkurrencebegrænsende formål – samlet og vedvarende overtrædelse – »hybrid« procedure fordelt over tid – uskyldsformodning – upartiskhed – bøder – grundbeløb – afsætningens værdi – artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1/2003 – begrundelsespligt – ændringsafgørelse, der supplerer begrundelsen – ligebehandling – proportionalitet – fuld prøvelsesret«
I sag T-106/17,
JPMorgan Chase & Co., New York, New York (De Forenede Stater),
JPMorgan Chase Bank, National Association, Columbus, Ohio (De Forenede Stater),
J.P. Morgan Services LLP, London (Det Forenede Kongerige),
ved solicitors B. Tormey, A. Holroyd, L. Ream, N. French, N. Frey, D. Das, D. Hunt og N. English samt M. Lester, KC, og barristers D. Piccinin og D. Heaton,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved F. van Schaik, T. Baumé og M. Farley, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne A. Kornezov, E. Buttigieg (refererende dommer), K. Kowalik-Bańczyk og G. Hesse,
justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,
på grundlag af den skriftlige forhandling, navnlig:
– afgørelserne af 5. juni 2019 og 31. marts 2021 om at udsætte sagen i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement
– sagsøgernes anmodning om tilpasning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. september 2021 og Kommissionens bemærkninger til denne anmodning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. november 2021,
efter retsmødet den 18. marts 2022,
henset til dom af 12. januar 2023, HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen (C-883/19 P, EU:C:2023:11), og parternes bemærkninger hertil,
afsagt følgende
Dom (1)
[udelades]
III. Retlige bemærkninger
[udelades]
B. Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1, litra c)
[udelades]
1. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ulovlig adfærd, som kan tilregnes sagsøgerne (det første, det andet og det tredje anbringende i stævningen)
[udelades]
b) Det første anbringende, hvorved det bestrides, at JP Morgan deltog i den ulovlige adfærd
[udelades]
2) Bestridelsen af, at JP Morgan deltog i den omhandlede praksis
i) Deltagelsen i den med manipulationen af Euribor-renten forbundne praksis
274 Sagsøgerne har gjort gældende, at JP Morgans børsmægler ikke deltog i nogen adfærd, som havde til formål at manipulere Euribor eller EONIA. De har anført i denne forbindelse, at Kommissionens opfattelse for så vidt angår sagsøgerne, som i øvrigt ikke underbygges af dens egne faktuelle konstateringer, er fuldstændig anderledes end den, som den lagde til grund i relation til de øvrige adressater for den anfægtede afgørelse, idet det ikke fremgår af de omhandlede udvekslinger, at der blev fremsat anmodning om manipulation af Euribor til fordel for JP Morgans mægler, eller at denne fremsatte en sådan anmodning til fordel for Deutsche Banks mægler. Det er følgelig ikke godtgjort, at sagsøgerne bidrog til nogen af kartellet tilsigtet manipulation af Euribor. Selv hvis sådanne anmodninger kunne påvises, fastslog Kommissionen ikke, at JP Morgans mægler havde indvilliget i eller efterkommet dem ved at henvende sig til sit likviditetskontor. Endelig godtgjorde Kommissionen ikke, at JP Morgans mægler ligeledes havde forsøgt at manipulere EONIA-renten.
275 Selv hvis Kommissionens konstateringer er korrekte, kan de højst vise, at JP Morgans mægler fik oplysninger fra Deutsche Banks mægler om den manipulation, som denne havde foretaget. En sådant anbringende om, at JP Morgans mægler deltog passivt i overtrædelsen ved stiltiende at godkende den, gøres imidlertid ikke gældende i den anfægtede afgørelse, og det er under alle omstændigheder ikke godtgjort, eftersom Kommissionen ikke påviste, at JP Morgans mægler var blevet underrettet om nogen konkurrencebegrænsende aftale mellem andre banker og havde deltaget i et møde, hvorunder der blev indgået en konkurrencebegrænsende aftale.
276 Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter og gjort gældende, at bevismaterialet, betragtet som en række indicier og anskuet i sammenhæng med de faktiske omstændigheder og markedet, viser, at JP Morgan deltog i alle de former for hemmelige aftaler, som opregnes i den anfægtede afgørelse.
277 Hvad dette angår fremgår det af udvekslingen mellem på den ene side JP Morgans mægler og på den anden side Deutsche Banks og Barclays’ mæglere, hvis rigtighed bekræftes ovenfor (jf. præmis 273 ovenfor), set i sammenhæng med de øvrige beviser, at det var med rette, at Kommissionen lagde til grund, at JP Morgans mægler havde deltaget i den med manipulationen af Euribor-renten forbundne adfærd.
278 Indledningsvis må det af sagsøgerne fremførte argument forkastes som ugrundet, hvorefter den adfærd, som de foreholdes, udelukkende består i direkte anmodninger om manipulation af indberetninger af Euribor-renten. Således som Kommissionen med rette har gjort gældende, og således som det anføres ovenfor, antog den adfærd, som foreholdes sagsøgerne, nemlig forskellige former, som opregnes i 358. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som gengives i præmis 16 ovenfor. Sagsøgerne har således ved at gøre gældende, at Kommissionen ikke påviste i den anfægtede afgørelse, at JP Morgan havde deltaget i den med manipulationen af Euribor forbundne praksis, for så vidt som den ikke godtgjorde, at Deutsche Banks mægler havde anmodet JP Morgans mægler om at påvirke Euribor-indberetningerne for at tilgodese sine interesser, eller at JP Morgans mægler havde rettet en lignende anmodning til Deutsche Banks mægler, fortolket den anfægtede afgørelse forkert, idet de alene har lagt 490. betragtning til afgørelsen til grund og begrænset rækkevidden af de klagepunkter, som Kommissionen gjorde gældende over for dem.
279 Endvidere bemærkes, at en virksomheds deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde skaber en formodning for, at denne deltagelse er ulovlig, hvilket virksomheden skal afkræfte ved at føre bevis for en offentlig afstandtagen, som skal opfattes som en sådan af de andre karteldeltagere (jf. i denne retning dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 81 og 82 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.5.2012, Comap mod Kommissionen, C-290/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:271, præmis 74-76 og den deri nævnte retspraksis). Begrundelsen for dette retsprincip er, at virksomheden, som har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det (jf. i denne retning dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 82, og af 25.1.2007, Sumitomo Metal Industries og Nippon Stel mod Kommissionen, C-403/04 P og C-405/04 P, EU:C:2007:52, præmis 48).
280 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det, i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, fremgår af de beviser, som Kommissionen lagde til grund, betragtet som en række indicier, at JP Morgans mægler havde deltaget i drøftelser med Deutsche Banks og Barclays’ mæglere, som havde til formål at påvirke Euribor-rentens niveau i overensstemmelse med deres interesser.
281 For det første indvilligede JP Morgans mægler under udvekslingerne af 27. og 28. september 2006 (jf. præmis 98 og 107 ovenfor) ved at besvare anmodningen fra Deutsche Banks mægler om en høj indberetning med, at han ville tjekke indberetningens niveau hos sin likviditetsafdeling, i at anmode denne om en Euribor-indberetning, som var i overensstemmelse med Deutsche Banks mæglers præferencer.
282 For det andet viser udvekslingen af 8. november 2006 (jf. præmis 178-181 ovenfor) klart, at JP Morgans og Deutsche Banks mæglere undersøgte muligheden for at tilpasse en fremtidig Euribor-indberetning fra deres respektive banker til hinanden på grundlag af deres præference for en lav Euribor-1M-»fixing«.
283 For det tredje anførte Barclays’ mægler under udvekslingen af 25. oktober 2006 klart over for JP Morgans mægler, at denne ikke skulle tøve med at anmode ham om Euribor-fixing’er i overensstemmelse med hans interesser, uden at JP Morgans mægler afviste tilbuddet eller på anden måde lagde afstand til det som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 279 ovenfor. På samme måde fremgår det af udvekslingen af 26. oktober 2006, at Deutsche Banks mægler foreslog JP Morgans mægler at henvende sig til ham for at anmode ham om Euribor-1M-indberetninger i overensstemmelse med hans interesser. JP Morgans mægler lagde ikke afstand til dette forslag og afviste kun tilbuddet, fordi fixing-niveauet, som var lavt på det pågældende tidspunkt, passede til hans interesser.
284 For det fjerde fremgår det af udvekslingerne af 27., 28. og 29. september 2006, af 25. og 26. oktober 2006 og af 8. november 2006, at deltagerne i disse udvekslinger havde til hensigt at indlade sig på konkurrencebegrænsende praksis vedrørende manipulation af Euribor, eftersom de i det mindste undersøgte muligheden for at tilpasse niveauet af deres respektive bankers fremtidige indberetninger til hinanden.
285 Hvad for det femte indledningsvis angår manipulationen af Euribor-renten på IMM-datoen i december fremgår det af udvekslingen af 15. december 2006 mellem den indberetningsansvarlige og JP Morgans mægler, at denne i det mindste nærede en stærk mistanke om denne manipulation og om, at Deutsche Bank var involveret i den. Under udvekslingen af 18. december 2006 med Deutsche Banks mægler medgav han, at han var tilfreds med Euribor-3M-fixing’en, selv om hans handelsposition var beskeden, men at han i det mindste ikke havde en modsat interesse (jf. præmis 211 ovenfor). Det fremgår heraf, at JP Morgans mægler drog fordel af den praksis, som havde til formål at manipulere Euribor-renten den 18. december 2006 ved at justere sin handelsposition, hvilket gjorde det muligt for ham at undgå tab, også selv om han ikke deltog aktivt i gennemførelsen af denne manipulation.
286 Hvad endvidere angår manipulationen af Euribor-renten på IMM-datoen i marts viser bevismaterialet klart, at JP Morgans mægler havde kendskab til eller i det mindste stærk mistanke om den (jf. udvekslingen af 16.3.2007 mellem JP Morgans mægler og den indberetningsansvarlige i denne bank, præmis 258 ovenfor). Ydermere var det for så vidt angår kommunikationen vedrørende bank E, udvekslingen af 29. september 2006 og udvekslingen af 15. december 2006 (jf. præmis 208 og 209 ovenfor) mellem JP Morgans mægler og den indberetningsansvarlige i hans bank med rette, at Kommissionen i 490. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at JP Morgans mægler havde vidst, at Deutsche Banks mægler var villig og i stand til at påvirke Euribor-referencerenternes niveau. Det er derfor en sandsynlig antagelse, at JP Morgans mægler, da Deutsche Banks mægler den 4. og den 8. januar 2007 og den 6. februar 2007 gav ham oplysninger om den handelsposition, som han rådede over for denne dato, og om sin handelsstrategi, idet han anførte, at en sådan position kun indebar en begrænset risiko, med rimelighed kunne forudse, at denne handelsstrategi afspejlede Deutsche Banks mæglers forudsigelser om det Euribor-renteniveau, som den manipulation, han var involveret i, ville resultere i.
287 Under udvekslingerne af 16. og 19. marts 2007 anførte JP Morgans mægler udtrykkeligt, at han havde taget hensyn til de oplysninger, som Deutsche Banks mægler havde givet ham, og at han som følge heraf havde mindsket sin korte position og endog anlagt en »lidt lang« position for så vidt angår IMM-futures for marts 2007. Han havde derved mindsket sine tab. Han takkede efterfølgende Deutsche Banks mægler for dennes råd.
288 Det fremgår heraf, at JP Morgans mægler drog fordel af den praksis, som havde til formål at få Euribor-renten på IMM-datoen i marts 2007 til at falde, og at han havde kendskab til denne praksis, om end han, således som sagsøgerne har gjort gældende, ifølge de af Kommissionen fremlagte beviser ikke af Deutsche Banks mægler blev orienteret om detaljerne i denne plan og således ikke deltog aktivt i gennemførelsen af den.
289 Hvad dette angår bemærkes, således som Kommissionen anførte i 348. og 364. betragtning til den anfægtede afgørelse, at en virksomheds passive deltagelse i overtrædelsen, såsom virksomhedens deltagelse i møder, hvorunder aftaler med konkurrencebegrænsende formål blev indgået, uden at virksomheden klart tog afstand herfra, indebærer en medvirken, som er ansvarspådragende i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, idet den stiltiende godkendelse af et ulovligt initiativ, uden offentligt at tage afstand fra dets indhold eller gøre de administrative myndigheder opmærksom på det, virker som en tilskyndelse til at fortsætte overtrædelsen og hindrer, at den bliver opdaget (jf. dom af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
290 I henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 279 ovenfor, skal virksomheden følgelig for at afkræfte formodningen for, at en sådan deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde er ulovlig, fremlægge bevis for en offentlig afstandtagen (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, Slovenská sporiteľňa, C-68/12, EU:C:2013:71, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgerne har imidlertid ikke fremlagt noget sådant bevis, hverken i relation til manipulationen af renten den 18. december 2006 eller med hensyn til den omstændighed, at Deutsche Banks mægler gav JP Morgans mægler oplysninger om sin handelsstrategi for IMM-datoen i marts 2007. Som anført i præmis 285 og 286 ovenfor justerede JP Morgans mægler tværtimod sin handelsstrategi for at kunne drage fordel af disse manipulationer.
291 Sagsøgerne har gjort gældende, at der ikke kunne foreholdes dem en sådan passiv deltagelse i den omhandlede overtrædelse, fordi forpligtelsen til offentligt at tage afstand fra en overtrædelse kun er relevant, hvis Kommissionen beviser, at virksomheden har deltaget i et møde, hvorunder der blev indgået en konkurrencebegrænsende aftale.
292 Kommissionen kunne imidlertid på grund af arten af den omhandlede overtrædelse, som havde form af et netværk af bilaterale kontakter mellem de forskellige aktører (jf. 357. og 360. betragtning til den anfægtede afgørelse) ikke lægge til grund, at sagsøgerne havde deltaget i et »møde« i den i sagsøgernes argument anvendte betydning. Den kunne derfor med føje lægge til grund, at sagsøgerne havde deltaget passivt i visse former for adfærd, som havde til formål at manipulere renterne, eftersom JP Morgans mægler gennem bl.a. Deutsche Banks mægler, som han var i bilateral kontakt med, havde været bekendt med, at der fandt en praksis sted, som bestod i manipulation af rentesatserne. Sagsøgerne har hverken bestridt, at en sådan praksis vedrørende manipulation af rentesatserne udgjorde en overtrædelse, eller at JP Morgans mægler burde have været vidende om, at den pågældende praksis havde karakter af en overtrædelse (jf. 360. betragtning til den anfægtede afgørelse).
293 For det sjette fremgår det af udvekslingerne af 27. og 28. september 2006 og af 8. november 2006, at JP Morgans mægler gav, eller i det mindste stiltiende forpligtede sig til at give, sin konkurrent oplysninger, som han havde modtaget fra de indberetningsansvarlige i sin bank. Således tilstræbte JP Morgans mægler ved den 27. og 28. september 2006 at love at »tjekke« størrelsen af JP Morgans likviditetsafdelings indberetning at fjerne usikkerheden med hensyn til, hvor stor en indberetning denne forventede at foretage, og forpligtede sig således implicit til at redegøre for de kontakter, han imødeså at have med den. På samme måde gav JP Morgans mægler under udvekslingen af 8. november 2006 Deutsche Banks mægler de oplysninger, som han forinden havde erhvervet gennem kontakterne med likviditetskontoret, om, hvilket niveau hans banks indberetning havde.
294 For det syvende indledte JP Morgans og Deutsche Banks mæglere den 2. oktober 2006, den 18. december 2006 og den 19. marts 2007 udvekslinger med henblik på at kontrollere eller overvåge kartelmedlemmernes adfærd, idet de enten kontrollerede, hvilket niveau Deutsche Banks indberetninger havde, eller drøftede, om de var tilfredse med Euribor-rentens niveau, som de vidste, eller i det mindste havde mistanke om, var blevet manipuleret.
295 Endelig fremgår det klart af drøftelserne den 27. og 28. september 2006, den 26. oktober 2006 og den 8. november 2006, at Deutsche Banks og JP Morgans mæglere udvekslede deres præferencer med hensyn til Euribor-fixing’erne eller deres handelsposition, hvoraf sådanne præferencer kunne udledes, hvilket gav dem mulighed for at sikre sig, at deres interesser var sammenfaldende, inden de fortsatte deres samordning med henblik på at påvirke deres respektive bankers Euribor-indberetninger i overensstemmelse med disse interesser.
296 Det følger af det ovenstående, at JP Morgans mægler inden for rammerne af udvekslingerne af 27., 28. og 29. september 2006, af 2., 25. og 26. oktober 2006, af 8. november 2006, af 18. december 2006, af 4. og 8. januar 2007, af 6. februar 2007 samt af 16. og 19. marts 2007 deltog i den med manipulationen af Euribor-renten forbundne adfærd.
297 Sagsøgernes øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.
298 Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen ikke konstaterede, at JP Morgans mægler havde anmodet JP Morgans indberettere om at påvirke Euribor- og EONIA-indeksene eller om at foretage indberetninger, der var i overensstemmelse med kontakterne med andre mæglere. De har ligeledes anført, at JP Morgans likviditetsafdeling foretog en indberetning, som ikke var i overensstemmelse med det angivelige kartel.
299 Hvad dette angår bemærkes indledningsvis (jf. præmis 278 ovenfor), at den ulovlige adfærd, som JP Morgan er lagt til last, ikke består i manipulation af Euribor som sådan, men i udveksling af oplysninger mellem børsmæglere, som afspejler, at de havde til hensigt at påvirke deres bankers indberetninger til Euribor-panelet i overensstemmelse med deres egne interesser. Således som det fremgår af 113. betragtning, litra a)-f), af 358. betragtning, litra a)-f), og af 392. betragtning, litra a)-f), til den anfægtede afgørelse, som sammenfattes i præmis 16 ovenfor, vedrørte disse udvekslinger nemlig præferencerne for et bestemt Euribor-renteniveau og var undertiden ledsaget af oplysninger om de handelspositioner, som banken rådede over, muligheden for at tilpasse disse positioner og indberetningerne til Euribor til hinanden, et løfte fra den involverede mægler om at kontakte en Euribor-indberetningsansvarlig i sin bank med henblik på at anmode denne om en indberetning, som gik i en bestemt retning, eller som var på et bestemt niveau, og et referat af sidstnævntes svar.
300 Udvekslingerne mellem mæglerne viser klart, at der blev kommunikeret rentepræferencer, de dermed forbundne handelspositioner og et tilbud fra JP Morgans mægler eller dennes hensigt om at påvirke sin banks indberetning i overensstemmelse med Deutsche Banks mæglers interesser eller sidstnævntes og Barclays’ mæglers hensigt om at påvirke deres respektive bankers indberetning i overensstemmelse med JP Morgans mæglers interesser.
301 I 125., 135. og 634. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen kun i det væsentlige til grund, at arrangementerne mellem børsmæglerne var blevet »suppleret« og »gennemført« ved hjælp af kontakter mellem dem og de indberetningsansvarlige i deres bankers likviditetsafdelinger og »fra tid til anden« gennem en af afdelingerne faktisk foretaget indberetning af meddelte, samordnede eller aftalte Euribor-satser. Sagsøgernes argumenter om, at JP Morgans likviditetsafdeling ikke var impliceret i den praksis, som havde til formål at påvirke Euribor-renten, kan højst godtgøre, at bankens likviditetsafdeling ikke gennemførte den konkurrencebegrænsende adfærd, snarere end at mæglerne ikke deltog i den (jf. i denne retning dom af 24.10.1991, Atochem mod Kommissionen, T-3/89, EU:T:1991:58, præmis 100).
302 Det bemærkes i denne forbindelse, at flere beviser, som Kommissionen lagde til grund, betragtet som en række indicier, under alle omstændigheder sandsynliggør, at JP Morgans mægler fulgte drøftelserne med Deutsche Banks mægler om det ønskede niveau for Euribor-renten op ved at kontakte sin banks indberetningsansvarlige og således gennemførte de hemmelige udvekslinger.
303 Udvekslingerne af 27. og 28. september 2006, hvorunder JP Morgans mægler indvilligede i at anmode sin banks likviditetsafdeling om at foretage Euribor-indberetninger i overensstemmelse med Deutsche Banks mæglers præferencer, skal således forstås i sammenhæng med den række indicier, som omfatter bank E-kommunikationen og udvekslingerne af 28. september 2006, kl. 10.13, af 29. september 2006 og af 8. november 2006 samt udvekslingen af 8. februar 2007 mellem JP Morgans mægler og den indberetningsansvarlige i hans bank. Denne række indicier godtgør dels, at der fandt en samordning sted mellem de pågældende mæglere og deres respektive likviditetskontorer vedrørende Euribor-indberetningerne, og at mæglerne var af den opfattelse, at de kunne drage fordel af, at deres likviditetsafdelinger samarbejdede om indberetningerne til Euribor-panelet i overensstemmelse med deres interesser. Dels viser denne række indicier, at mæglerne havde for vane at udveksle oplysninger med henblik på at samordne deres Euribor-indberetninger i overensstemmelse med deres respektive handelspositioner, og at JP Morgans mægler vidste, at en sådan adfærd indebar, at deres respektive bankers likviditetskontorer skulle kontaktes (jf. præmis 73 ovenfor).
304 Udvekslingen af 8. februar 2007 viser særligt tydeligt, at JP Morgans mægler ikke tøvede med at anmode de indberetningsansvarlige i sin bank om at foretage indberetninger til Euribor-panelet, der var i overensstemmelse med hans interesser (265. betragtning til den anfægtede afgørelse, jf. præmis 242 ovenfor), og at JP Morgans indberetningsansvarlige viste sig at være modtagelig for en sådan anmodning, idet han svarede, at likviditetskontoret »ville gøre sit bedste«.
305 Disse beviser, betragtet som en række indicier, sandsynliggør, at JP Morgans mægler forsøgte at påvirke det niveau, som indberetningen fra hans banks likviditetsafdeling skulle have. Under alle omstændigheder accepterede han udtrykkeligt at efterkomme den konkurrerende mæglers anmodning derom.
306 For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at JP Morgans mægler i modsætning til, hvad der fremgår af 364. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke drog væsentlig fordel af nogen form for manipulation af indeksene, hvilket navnlig gælder manipulationen af 19. marts 2007.
307 Det bemærkes hvad dette angår, at sagsøgerne inden for rammerne af det foreliggende klagepunkt kun har fremført argumenter vedrørende manipulationen den 19. marts 2007. Hvad denne manipulation angår medgav JP Morgans mægler udtrykkeligt, således som det fremgår af udvekslingerne af 16. og 19. marts 2007, at han havde tilpasset sin handelsstrategi i overensstemmelse med Deutsche Banks mæglers råd om at anlægge en lang position med henblik på IMM-fixing’en for marts og draget fordel heraf, om end fortjenesten ikke var stor. Der må drages den konklusion heraf, at JP Morgans mægler tog hensyn til de oplysninger, som var blevet udvekslet med hans konkurrent, da han fastlagde sin adfærd på markedet. Dette er også godtgjort for så vidt angår manipulationen af 18. december 2006.
308 For så vidt angår de øvrige udvekslinger vedrørende manipulation af renterne kan et sådant argument under alle omstændigheder højst vise, at udvekslingerne mellem mæglerne ikke havde nogen konkurrencebegrænsende virkninger på markedet. Dette spørgsmål er imidlertid irrelevant, når der er tale om adfærd med et konkurrencebegrænsende formål (jf. i denne retning dom af 8.7.1999, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, C-49/92 P, EU:C:1999:356, præmis 123 og 124). Et sådant argument kunne derfor i givet fald være relevant, hvis sagsøgerne godtgjorde, at Kommissionen begik en fejl ved at fastslå, at den omhandlede adfærd havde haft et konkurrencebegrænsende formål, hvilket skal prøves inden for rammerne af det andet anbringende.
309 Endelig har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens konklusion om, at JP Morgan forsøgte at manipulere EONIA, savner ethvert grundlag.
310 Hvad dette angår konkluderede Kommissionen, således som den har medgivet, på intet tidspunkt i den anfægtede afgørelse, at JP Morgan havde deltaget i den med manipulationen af EONIA forbundne praksis, men at banken havde deltaget i en overtrædelse, som havde til formål at fordreje det normale forløb af priselementerne inden for eurorentederivater forbundet med Euribor og/eller EONIA (jf. den anfægtede afgørelses artikel 1). Sagsøgernes argumenter om, at Kommissionen ikke påviste, at JP Morgans mægler havde haft til hensigt at manipulere EONIA-renten, er således uvirksomme.
311 Endvidere bemærkes, at den omhandlede overtrædelse, således som den defineres i den anfægtede afgørelse, ikke blot bestod i manipulation af benchmarks, men ligeledes i udveksling af følsomme oplysninger om transaktioner knyttet til bl.a. EONIA. Sagsøgerne har alene gjort gældende, at markedet er segmenteret i derivater baseret på henholdsvis Euribor og EONIA, men har ikke underbygget dette anbringende med noget bevis. Under alle omstændigheder kan den omstændighed alene, hvis den forudsættes godtgjort, at udsvingene i Euribor hverken direkte eller indirekte har »automatisk« indvirkning på EONIA, hvilket sagsøgerne har påberåbt sig, ikke godtgøre, at aftaler om henholdsvis Euribor- og EONIA-indekserede eurorentederivater ikke tilhører det samme marked for eurorentederivater. Kommissionen kunne derfor med føje lægge til grund, at JP Morgan havde deltaget i den overtrædelse, som havde til formål at fordreje det normale forløb af priselementerne inden for eurorentederivater forbundet med Euribor og/eller EONIA, også selv om den ikke havde fastslået, at JP Morgan havde deltaget i den med henblik på manipulation af EONIA forbundne praksis.
312 Det følger af det ovenstående, med forbehold af prøvelsen af det andet anbringende (jf. præmis 308 ovenfor), at de klagepunkter, som sagsøgerne har fremført med henblik på at godtgøre, at JP Morgan ikke deltog i den med manipulationen af EONIA forbundne praksis, må forkastes som ugrundede.
[udelades]
2. Kommissionens kvalifikation af overtrædelsen som samlet (det fjerde anbringende i stævningen)
[udelades]
b) Det fjerde anbringendes andet led, hvorefter Kommissionen ikke godtgjorde, at sagsøgerne havde haft kendskab til eller med rimelighed havde kunnet forudsige den ulovlige adfærd, som de øvrige karteldeltagere planlagde eller gennemførte
475 Inden for rammerne af det fjerde anbringendes andet led har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen fastslog, at JP Morgans mægler havde haft kendskab til eller med rimelighed havde kunnet forudse den ulovlige adfærd med henblik på manipulation af Euribor-fixing’erne, som andre virksomheder planlagde eller udviste. De har navnlig gjort gældende, at hverken den begrundelse for den anfægtede afgørelse, der specifikt vedrører JP Morgan, og som findes i 478.-482. betragtning til afgørelsen, eller den begrundelse, der vedrører samtlige banker, og som findes i 458.-465. betragtning, godtgør, at JP Morgan havde eller burde have haft kendskab til den generelle rækkevidde af og de væsentligste kendetegn ved kartellet som helhed. Endelig har sagsøgerne under henvisning til retspraksis gjort gældende, at dette kendskab i et tilfælde som det foreliggende skal vedrøre løbetiderne og de specifikke retninger, som de berørte parter planlagde at manipulere. Den anfægtede afgørelse opfylder imidlertid ikke dette kriterium.
476 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
477 Det bemærkes for så vidt angår den begrundelse, som er fælles for alle bankerne, at den bygger på den konstatering, der er anført i 457. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvorefter de børsmæglere, som deltog i de konkurrencebegrænsende udvekslinger, var kvalificerede fagfolk og havde kendskab til eller burde have haft kendskab til kartellets generelle rækkevidde og kendetegn.
478 Hvad dette angår henviste Kommissionen for det første i 458. betragtning til den anfægtede afgørelse til den meget særlige sammenhæng, hvori børsmæglere opererede, og som kendetegnedes af bilaterale udvekslinger, som blev registreret og kontrolleret, og hvorunder mæglerne, der kontaktede hinanden regelmæssigt, til stadighed i forbindelse med den samme type transaktioner, anvendte et kodesprog. Den fremhævede for det andet i 459. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de mæglere, som var involveret i udvekslingerne, vidste, at mæglerne i andre banker var villige til at deltage i den samme form for hemmelig adfærd vedrørende elementerne i prisfastsættelsen og andre vilkår for handelen med eurorentederivater. I 460. og 461. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen for det tredje, at beviserne viste, at der var et udbredt generelt kendskab til den deklaratoriske karakter, som kendetegnede processen i forbindelse med fastsættelsen af Euribor-renterne, og dermed til, at processen kunne fordrejes gennem indberetningerne fra bankerne i panelet. Ifølge Kommissionen kunne de børsmæglere, som deltog i den omhandlede hemmelige adfærd, ikke være uvidende om, at hvis flere banker ændrede deres indberetninger på den samme dag og for den samme Euribor-løbetid, ville den potentielle indvirkning på referencerenten blive forøget proportionalt med antallet af implicerede banker. For det fjerde fremhævede Kommissionen i 463. betragtning til afgørelsen, at hver af de involverede banker havde været aktive på det omhandlede marked i flere år, og at mæglerne ikke havde udtrykt overraskelse, når de var blevet forelagt en anmodning om samordning. I 462. og 464. betragtning til den anfægtede afgørelse udledte Kommissionen i det væsentlige af kombinationen af disse omstændigheder, at de mæglere, som havde deltaget i de bilaterale udvekslinger, havde haft kendskab til eller burde have haft kendskab til, at det var sandsynligt, at flere banker var impliceret i de hemmelige arrangementer, også selv om de ikke var blevet udtrykkeligt oplyst herom. Kommissionen understregede ligeledes i 465. betragtning til den nævnte afgørelse, at mæglerne havde været genstand for en høj grad af registrering og overvågning, hvorfor det måtte antages, at deres ledelse havde haft kendskab til eller kunne have haft kendskab til de væsentligste kendetegn ved den hemmelige plan og til, at deres medarbejdere var impliceret i den. Den tilføjede, at den havde måttet tage de forholdsregler i betragtning, som mæglerne havde truffet for at skjule deres arrangementer.
479 Hvad den begrundelse angår, som specifikt vedrører JP Morgan, lagde Kommissionen for det første til grund i 478. betragtning til den anfægtede afgørelse, at visse henvisninger i de udvekslinger, der involverede JP Morgans mægler, viste, at han vidste, at de oplysninger om præferencerne med hensyn til de fremtidige rentesatser for bestemte Euribor-løbetider, som han delte med Deutsche Banks mægler, kunne blive videregivet af denne til hans kontakter i andre banker. For det andet anførte Kommissionen i 479. og 480. betragtning til den anfægtede afgørelse, at JP Morgans mægler havde haft kendskab til den tætte forbindelse mellem Deutsche Banks mægler og Barclays’ mægler. For det tredje anførte Kommissionen i 481. betragtning til den anfægtede afgørelse dels, at Barclays’ mægler allerede havde tilbudt JP Morgans mægler at foretage indberetninger med henblik på Euribor-fixing’erne på ethvert niveau, som han måtte ønske (udvekslingen af 25.10.2006), dels at JP Morgans mægler på grund af sit kendskab til det meget tætte handelsforhold mellem Barclays’ og Deutsche Banks mæglere kunne forudse, at personer i andre banker, herunder Barclays’ mægler, ville blive involveret i de pågældende arrangementer, når han udvekslede præferencer med Deutsche Banks mægler med hensyn til den fremtidige fastsættelse af Euribor-renten. For det fjerde fremhævede Kommissionen i 482. betragtning til den anfægtede afgørelse to indirekte henvisninger (udvekslingerne af 10.10.2006 mellem Barclays’ mægler og Deutsche Banks mægler og af 8.11.2006 mellem denne mægler og JP Morgans mægler), som efter dens opfattelse godtgjorde, at JP Morgans mægler havde været involveret i den hemmelige udveksling, og gjorde det »endnu mindre sandsynligt«, at JP Morgan ikke havde haft kendskab til eller ikke havde kunnet forudse, at andre banker ud over Deutsche Bank var impliceret i den hemmelige aftale om Euribor-indberetningerne.
480 Indledningsvis må det argument forkastes, som Kommissionen har fremført om, at det bør lægges til grund, at JP Morgan gennem sine kontakter med Deutsche Bank deltog i hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse bestod af, og at denne omstændighed er tilstrækkelig til, at Kommissionen kan tillægge banken ansvaret for hele den nævnte adfærd.
481 Den konkurrencebegrænsende adfærd, som JP Morgan blev foreholdt, fandt nemlig sted inden for rammerne af bilaterale drøftelser. Den omstændighed, at de drøftelser, som JP Morgan deltog i med Deutsche Bank, falder ind under nogle af de generelle kategorier, hvortil der henvises i 113., 358. og 392. betragtning til den anfægtede afgørelse, er således ikke i sig selv tilstrækkelig til at tillægge banken ansvaret for den ulovlige adfærd, der blev udvist af de banker, som den ikke havde direkte kontakt med, og som falder ind under de samme kategorier. I henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 442 ovenfor, påhvilede det Kommissionen at godtgøre, at JP Morgan havde haft kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige banker havde planlagt eller foretaget, eller med rimelighed havde kunnet forudse den.
482 Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgerne kun konkret har anfægtet Kommissionens konklusion i den anfægtede afgørelse om, at JP Morgan havde kendskab til den adfærd, som de øvrige karteldeltagere planlagde eller udviste med det samme formål for øje, i den udstrækning den vedrører den adfærd, som havde til formål at manipulere Euribor-fixing’erne.
483 De har kun gjort gældende, at »der er endnu færre omstændigheder, som giver grundlag for at fastslå tilstrækkelig præcist, at [JP Morgans mægler] havde kendskab til den adfærd, som blev udvist af de øvrige i kartellet implicerede virksomheder, til deres fælles plan eller til kartellets væsentligste kendetegn«. Selv hvis det forudsættes, at sagsøgerne med et sådant argument har ønsket at bestride, at JP Morgans mægler havde kendskab til, at den adfærd, som ikke vedrørte manipulationerne af Euribor, var en del af en samlet plan, har de ikke fremført noget konkret argument herom, navnlig med hensyn til, at JP Morgans mægler ikke skulle have haft kendskab til, at de øvrige banker var impliceret i andre former for praksis end manipulation af Euribor.
484 Med hensyn til de argumenter, som sagsøgerne har fremført med henblik på at anfægte, at JP Morgan havde kendskab til den adfærd, som havde til formål at manipulere Euribor-fixing’erne, og som de øvrige karteldeltagere planlagde eller gennemførte med det samme mål for øje, bemærkes, at Kommissionen, således som det fremgår af præmis 277-312 ovenfor, godtgjorde, at JP Morgan havde deltaget direkte i den praksis, der tog sigte på at påvirke indberetningerne til Euribor-panelet med henblik på at manipulere denne rente, for så vidt angår udvekslingerne af 27., 28. og 29. september 2006, af 2., 25. og 26. oktober 2006, af 8. november 2006, af 18. december 2006, af 4. og 8. januar 2007, af 6. februar 2007 og af 16. og 19. marts 2007 mellem bankens mægler og Deutsche Banks og Barclays’ mæglere. Disse udvekslinger vedrørte de forskellige tilfælde af fastsættelse af Euribor.
485 Sagsøgerne har i det væsentlige bestridt, at JP Morgans mægler vidste eller med rimelighed kunne forudse, at disse udvekslinger indgik i en »samlet plan«, som gik ud over rammerne for de bilaterale udvekslinger, og som involverede andre banker.
486 Hvad dette angår bemærkes, at Kommissionen i modsætning til hvad der bl.a. fremgår af 459. betragtning til den anfægtede afgørelse, for så vidt angår JP Morgan ikke er i besiddelse af direkte beviser for, at dennes mægler gennem sine bilaterale kontakter med Deutsche Banks og Barclays’ mæglere fik kendskab til, at den adfærd, hvori han deltog sammen med disse mæglere, indgik i en samlet overtrædelse, der involverede andre banker. Deutsche Banks eller Barclays’ mægler oplyste nemlig på intet tidspunkt JP Morgans mægler om, at andre banker var impliceret i den hemmelige praksis.
487 Det skal imidlertid bemærkes, for det første, at JP Morgans mægler, henset til, at han med såvel Deutsche Banks som Barclays’ mægler havde drøftet mulighederne for at påvirke deres respektive bankers indberetninger, vidste, at i hvert fald to banker deltog i manipulationen af rentesatserne. Denne omstændighed er ganske vist ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at JP Morgans mægler vidste, at hans udvekslinger med disse mæglere gik ud over den bilaterale ramme, og at han gennem disse mæglere deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse sammen med andre banker. Det er således med rette, at sagsøgerne har gjort gældende, idet de i denne henseende har støttet sig på retspraksis, at den omstændighed, at JP Morgans mægler havde bilaterale kontakter, selv parallelt, med de to mæglere, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at han havde kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige karteldeltagere planlagde eller gennemførte med de samme mål for øje (jf. i denne retning dom af 9.9.2015, Toshiba mod Kommissionen, T-104/13, EU:T:2015:610, præmis 86).
488 Denne omstændighed og de beviser, som blev påberåbt i 478.-482. og 457.-464. betragtning til den anfægtede afgørelse, betragtet samlet som en række indicier, udgør imidlertid vægtige, præcise og samstemmende beviser, som godtgør, at JP Morgans mægler med rimelighed kunne forudse, at de udvekslinger, hvortil der henvises i præmis 484 ovenfor, indgik i en »samlet plan«, der involverede andre banker.
489 Det fremgår nemlig klart af de beviser, som Kommissionen fremlagde i denne henseende i 479. og 481. betragtning til den anfægtede afgørelse, at JP Morgans mægler var bekendt med de nære professionelle og venskabelige forbindelser mellem Deutsche Banks og Barclays’ mæglere, hvilket sagsøgerne i det væsentlige har medgivet. Denne konstatering kan ikke anfægtes af udvekslingen af 28. september 2006 mellem Deutsche Banks og Barclays’ mægler (jf. 480. betragtning til den anfægtede afgørelse), som sagsøgerne har påberåbt sig, selv hvis det antages, at den skal fortolkes, således som sagsøgerne har gjort, som bevis for, at de nævnte mæglere bestræbte sig på at skjule deres ulovlige aktiviteter over for JP Morgans mægler.
490 Henset til disse omstændigheder, set i lyset af det forhold, at JP Morgans mægler gennem sine bilaterale kontakter med Deutsche Banks og Barclays’ mæglere vidste, at de deltog i adfærd, som havde til formål at påvirke indberetningerne til Euribor-panelet med henblik på at manipulere rentesatserne, kunne han med rimelighed forudse, at de oplysninger om præferencerne med hensyn til fremtidige Euribor-indberetninger, som han udvekslede med Deutsche Banks mægler, blev delt af sidstnævnte med Barclays’ mægler.
491 For det andet havde JP Morgans mægler ligeledes kendskab til eller kunne med rimelighed forudse, at de øvrige banker var involveret i en sådan praksis vedrørende manipulation af rentesatserne. Det var med rette, at Kommissionen i denne forbindelse i 478. betragtning til den anfægtede afgørelse henviste til udvekslingen af 15. december 2006, hvorunder JP Morgans mægler betroede sin indberetningsansvarlige, at visse banker, herunder Deutsche Bank, deltog i et »spil«, som havde til formål at manipulere Euribor-3M-fixing’erne i opadgående retning den 18. december 2006 (jf. præmis 207-209 ovenfor). Det var ligeledes med rette, at Kommissionen i 482. betragtning til den anfægtede afgørelse påberåbte sig udvekslingen af 8. november 2006 som en »indirekte reference«. I lyset af udvekslingen af 15. december 2006, hvorunder JP Morgans mægler oplyste, at andre »fellows« havde tilsluttet sig de banker, som spillede et »spil«, der bestod i at »tvinge fixing’erne højere op« (jf. præmis 208 ovenfor), må udvekslingen af 8. november 2006 skulle fortolkes således, at JP Morgans mægler var af den opfattelse, at de indberetningsansvarlige i visse andre banker end Deutsche Bank var mere villige til at følge mæglernes præferencer med hensyn til fremtidige Euribor-indberetninger. Endelig fremgår det af udvekslingen af 16. marts 2007 mellem JP Morgans mægler og den indberetningsansvarlige i hans bank, at denne mægler havde kendskab til forsøgene på manipulation af Euribor-3M-fixing’en for marts 2007 eller i det mindste havde mistanke om dem, hvilket ligeledes viser, at han havde kendskab til, at andre banker, som var aktive på markedet for eurorentederivater, var involveret i en sådan praksis (jf. præmis 258 ovenfor).
492 Vurderet i lyset af bank E-kommunikationen, som Kommissionen påberåbte sig i 487. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvoraf det fremgår, at JP Morgans mægler havde for vane at udveksle oplysninger med andre konkurrerende mæglere end Deutsche Banks mægler med henblik på at samordne Euribor-indberetningerne under hensyn til deres respektive handelspositioner (jf. præmis 73 og 75 ovenfor), giver disse udvekslinger grundlag for at fastslå, at JP Morgans mægler i det mindste med rimelighed kunne forudse, at andre banker end dem, som han havde direkte kontakt med, deltog i adfærden vedrørende manipulationen af Euribor-renten.
493 For det tredje er flere betragtninger, som Kommissionen anførte vedrørende samtlige adressater for den anfægtede afgørelse (jf. præmis 478 ovenfor), ligeledes relevante som elementer i en række indicier.
494 Dels anførte Kommissionen i 460. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der var et »udbredt generelt kendskab« blandt markedsaktørerne til, at processen i forbindelse med fastsættelsen af referencerenterne var deklaratorisk, og at de banker, som var medlemmer af panelet, derfor kunne foretage afvigende indberetninger alt efter deres interesse på indberetningstidspunktet (jf. ligeledes 406. betragtning til nævnte afgørelse).
495 Med henblik på at anfægte disse betragtninger har sagsøgerne henvist til en erklæring, som JP Morgans mægler fremsatte som led i sit vidneudsagn, der er bilagt stævningen, og hvorefter mægleren ikke havde en sådan opfattelse af processen i forbindelse med indberetningerne til Euribor-panelet, dvs. at han ikke mente, at der i indberetningerne blev taget hensyn til panelbankernes interesser.
496 Således som det fremgår af præmis 60 ovenfor, har erklæringerne fra JP Morgans mægler ringe bevisværdi. Da sagsøgerne ikke er fremkommet med andre argumenter eller beviser, må det fastslås, at de ikke har godtgjort, at det var med urette, at Kommissionen lagde til grund, at der blandt markedsaktørerne havde været et sådant udbredt kendskab til, at bankernes indberetninger til Euribor-panelet var af deklaratorisk karakter, hvorimod Kommissionen i denne forbindelse støttede sig på interne dokumenter fra de banker, som deltog i overtrædelsen, navnlig de dokumenter, der hidrørte fra kontrolundersøgelserne (jf. fodnote 521 i den anfægtede afgørelse).
497 Dels anførte Kommissionen i 461. og 462. betragtning til den anfægtede afgørelse, at mæglerne ikke kunne være uvidende om, at hvis flere banker ændrede deres indberetninger på den samme dag og for den samme Euribor-løbetid, ville den potentielle indvirkning på referencerenten blive forøget proportionalt med antallet af implicerede banker, hvorfor graden af succes for den hemmelige praksis i vid udstrækning afhang af, om flere banker var involveret. Ligeledes af denne grund begyndte nogle af drøftelserne mellem mæglerne, såsom dem, hvori JP Morgans mægler deltog sammen med Deutsche Banks mægler i januar og februar 2007, en vis tid før de fixing’er, som manipulationerne tog sigte på, således at mæglerne kunne tilpasse deres handelspositioner til hinanden eller justere dem.
498 Det følger heraf, at en vigtig og kvalificeret markedsaktør som JP Morgans mægler (jf. i denne retning og i det væsentlige 457. og 463. betragtning til den anfægtede afgørelse) var i stand til at udlede af de omstændigheder, hvortil der henvises i præmis 494 og 497 ovenfor, at de manipulationer af Euribor, som han planlagde sammen med Deutsche Banks og Barclays’ mæglere, havde større chance for at lykkes, hvis flere banker var involveret, også selv om han ikke var blevet udtrykkeligt underrettet om andre specifikke bankers involvering.
499 I denne sammenhæng må de af sagsøgerne fremførte argumenter om, at Kommissionen var forpligtet til at godtgøre, at JP Morgans mægler havde haft specifikt kendskab til de øvrige bankers plan, herunder navnlig til løbetiderne for den pågældende rente og de påtænkte manipulationers retning, ligeledes forkastes. Således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 445 ovenfor, skal Kommissionen nemlig kun godtgøre, at den pågældende virksomhed havde kendskab til eller med rimelighed kunne forudse det samlede kartels generelle rækkevidde og væsentligste kendetegn. I det foreliggende tilfælde havde JP Morgans mægler kendskab til de væsentligste kendetegn ved det samlede kartel, som havde til formål at påvirke de pengestrømme, der skulle betales i henhold til aftaler om eurorentederivater, gennem mæglernes samordnede indsats for at påvirke deres respektive bankers indberetninger til Euribor-panelet med henblik på at manipulere denne rente i overensstemmelse med deres interesser.
500 Dom af 10. november 2017, Icap m.fl. mod Kommissionen (T-180/15, EU:T:2017:795), som sagsøgerne har påberåbt sig i denne sammenhæng, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion. De faktiske omstændigheder, der dannede grundlag for denne dom, er nemlig forskellige fra de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, idet Kommissionen i førnævnte sag havde foreholdt sagsøgerne, at de havde spillet rollen som facilitator for kartellet som omhandlet i dom af 8. juli 2008, AC-Treuhand mod Kommissionen (T-99/04, EU:T:2008:256), og ikke som medlem af kartellet som JP Morgan i det foreliggende tilfælde. Desuden var det blevet godtgjort, at sagsøgerne i den nævnte sag havde haft kendskab til karteldeltagernes fælles mål, på grundlag af kun en enkelt samtale med et begrænset indhold. Det var specifikt i sammenhæng med bedømmelsen af varigheden af den overtrædelse, som sagsøgerne i denne sag havde begået som facilitator for kartellet, og navnlig i sammenhæng med en sådan overtrædelses vedvarende karakter, at Retten i præmis 228 i dommen af 10. november 2017, Icap m.fl. mod Kommissionen (T-180/15, EU:T:2017:795), som sagsøgerne har påberåbt sig, forkastede de beviser, som Kommissionen havde lagt til grund for så vidt angår de løbetider for renten eller de retninger for manipulationerne, som var forskellige fra dem, sagsøgerne i denne sag havde haft kendskab til. Det af sagsøgerne fremførte argument, der bygger på en analogi med denne dom, kan derfor ikke tages til følge. Det bemærkes ligeledes, at sagsøgerne ikke har fremsat klagepunkter i stævningen, der har til formål bestride, at den overtrædelse, som Kommissionen fastslog i det foreliggende tilfælde, havde været af vedvarende karakter.
501 Det følger af det ovenstående, at beviserne samlet betragtet som en række indicier godtgør, at JP Morgans mægler med rimelighed kunne forudse, at de udvekslinger, hvortil der henvises i præmis 484 ovenfor, gik ud over den bilaterale ramme og indgik i en samlet overtrædelse, som involverede andre banker, og som havde til formål at ændre de pengestrømme, der skulle betales i henhold til aftaler om eurorentederivater, gennem samordnede indsatser, der tog sigte på at manipulere Euribor-renten, og at han var villig til at løbe den dermed forbundne risiko. Det fjerde anbringendes andet led må derfor forkastes.
[udelades]
[udelades]
[udelades]
[udelades]
[udelades]
C. Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 2, litra c), og påstanden om nedsættelse af bøden
[udelades]
[udelades]
[udelades]
2. Påstanden om nedsættelse af den pålagte bøde
[udelades]
704 I det foreliggende tilfælde skal der med henblik på at fastsætte størrelsen af den bøde, som har til formål at udgøre en sanktion for JP Morgans ulovlige adfærd, således som denne fremgår af prøvelsen af de fem første anbringender, lægges følgende omstændigheder til grund.
705 Hvad indledningsvis angår overtrædelsens grovhed og varighed bemærkes følgende.
706 For det første er det hensigtsmæssigt at fastsætte bødens størrelse ved hjælp af en metode som den, som Kommissionen anvendte i det foreliggende tilfælde, hvor der først beregnes et grundbeløb, som dernæst kan justeres i forhold til de særlige omstændigheder i sagen.
707 Hvad indledningsvis angår afsætningens værdi som det oprindelige tal skal der som erstatningsværdi for dette lægges den reducerede kontante indtjening til grund. Således som det fremgår af prøvelsen af det sjette anbringendes tredje led, kan værdien af den reducerede kontante indtjening i det foreliggende tilfælde nemlig udgøre et passende udgangspunkt for fastsættelsen af bødens størrelse, eftersom denne værdi afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens relative betydning i overtrædelsen.
708 Hvad dette angår blev det ganske vist inden for rammerne af prøvelsen af det sjette anbringendes andet led konstateret (jf. præmis 657 ovenfor), at bankerne i visse tilfælde havde anvendt forskellige fremgangsmåder ved fastsættelsen af den kontante indtjening. Således som det fremgår af præmis 671 ovenfor, medførte disse forskelle imidlertid ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
709 Desuden ville en anden metode til beregning af den kontante indtjening såsom dem, som visse banker anvendte med henblik på at besvare begæringen om oplysninger af 12. oktober 2012, efter Rettens opfattelse ikke være bedre egnet til at fastslå den kontante indtjening. En metode, som indebærer udeladelse af det faste ben i aftaler, som både har et fast og et variabelt ben, udeladelse af »eksotiske produkter« eller anvendelse af månedlig i stedet for daglig udligning, er nemlig i det foreliggende tilfælde ikke bedre egnet til at fastslå afsætningens værdi i relation til den overtrædelse, for hvilken der skal pålægges en sanktion, og således på fyldestgørende måde afspejle det reelle indhold og den økonomiske betydning af overtrædelsen samt virksomhedernes position i den. Hvad således for det første angår aftaler vedrørende eurorentederivater, der både har et fast ben og et variabelt ben, afspejler pengestrømmene forskellen mellem den faste rente og den variable rente på fixingtidspunktet, således som det fremgår af præmis 39 ovenfor. Retten finder, at der ikke er nogen grund til specifikt at udelade de strømme, som hidrører fra det ene af sådanne eurorentederivaters to »ben«. For det andet er der ikke noget, der berettiger, at »eksotiske« produkter udelades af beregningen af den kontante indtjening, eftersom sådanne produkter også er en del af det relevante marked for eurorentederivater. For det tredje er der ikke nogen særlig omstændighed i den foreliggende sag, som gør det berettiget at fravige daglig udligning, når dette udgør markedsstandarden.
710 Henset til disse omstændigheder bestemmer Retten, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse skal tages hensyn til den værdi af JP Morgans kontante indtjening, som Kommissionen lagde til grund i den anfægtede afgørelse.
711 Endvidere bemærkes, at det er ubestridt mellem parterne, at det ville føre til pålæggelse af en for afskrækkende bøde, hvis det udelukkende var den kontante indtjening, der blev anvendt som grundlag for beregningen af bøden. Parterne er derfor enige om, at den kontante indtjening må reduceres ved, at der anvendes en reduktionsfaktor.
712 I den anfægtede afgørelse anvendte Kommissionen en ensartet reduktionsfaktor på 98,849%.
713 Hvad fastsættelsen af denne reduktionsfaktor angår bemærkes, at den er resultatet af en kompleks vurdering, hvori flere elementer er afspejlet, bl.a. den udligning, som er en fast bestanddel af handelen med derivater i almindelighed, og de særlige forhold i forbindelse med udligningen for sådanne produkter, herunder navnlig eurorentederivater. Der er således tale om en tilnærmelsesvis fastsættelse af en konstrueret værdi. Der findes derfor pr. definition ikke kun én mulig reduktionsfaktor.
714 Sagsøgerne har foreslået en alternativ reduktionsfaktor på 99,91% uden dog at angive grundene til, at en reduktionssats fastsat på dette niveau ville være mere passende end den af Kommissionen anvendte. De har kun gjort gældende, at anvendelse af AFR-værdien af eurorentederivaterne i den relevante periode »indikerer« en »passende« reduktionssats på 99,91%. Som anført i præmis 588-593 ovenfor er det imidlertid ikke muligt at foretrække den af sagsøgerne foreslåede fremgangsmåde for beregning, i det foreliggende tilfælde, af en erstatningsværdi for afsætningens værdi, der er baseret på AFR, eftersom den ikke kan afspejle overtrædelsens økonomiske betydning bedre end Kommissionens fremgangsmåde, som er baseret på den reducerede kontante indtjening.
715 Retten finder under alle omstændigheder, at anvendelsen af en sådan meget høj, eller endog uforholdsmæssig, alternativ reduktionsfaktor ville kunne fratage sanktionen dens betydning ved at gøre den ubetydelig og derved tilsidesætte nødvendigheden af at sikre bøden en tilstrækkeligt afskrækkende karakter. Anvendelsen af en alternativ reduktionsfaktor på 99,91% som foreslået af sagsøgerne ville således føre til, at der blev pålagt en bøde, der hverken afspejlede overtrædelsens økonomiske betydning eller JP Morgans relative betydning i overtrædelsen.
716 I replikken har sagsøgerne anført, at der bør anvendes en anden reduktionssats på JP Morgans kontante indtjening med henblik på at afspejle selskabets betydning på markedet. De har imidlertid ikke foreslået nogen anden sats, som ville være mere passende, og som samtidig ville gøre det muligt at pålægge en bøde, der afspejlede overtrædelsens økonomiske betydning og JP Morgans relative betydning heri og samtidig sikrede, at bøden havde afskrækkende virkning.
717 Under alle omstændigheder er det dels ubestridt mellem parterne, at reduktionsfaktoren skal være på mindst 98,849%. Dels bemærkes, at fastsættelsen af en bøde som led i udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret ikke udgør en præcis matematisk operation.
718 Hvad for det andet angår overtrædelsens grovhed finder Retten det passende at tage hensyn til overtrædelsens art, dens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen blev udmøntet i praksis eller ej.
719 Med hensyn til overtrædelsens art anses den omhandlede adfærd på grund af sin art for at være blandt de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger, eftersom den vedrørte faktorer, der er relevante for fastsættelsen af priserne på eurorentederivater. Endvidere bemærkes, at den omhandlede praksis er særligt alvorlig og skadelig, fordi den ikke blot kan fordreje konkurrencen på markedet for eurorentederivater, men også mere generelt undergrave tilliden til banksystemet og finansmarkederne som helhed og deres troværdighed.
720 Således som Kommissionen anførte i 721. betragtning til den anfægtede afgørelse, og således som sagsøgerne ikke har bestridt, finder de relevante benchmarks, der afspejles i prisfastsættelsen for eurorentederivater, anvendelse for alle deltagere på markedet for eurorentederivater. Da de pågældende satser er baseret på euroen, er de desuden af afgørende betydning for harmoniseringen af de finansielle betingelser i det indre marked og for bankvirksomhed i medlemsstaterne.
721 Hvad overtrædelsens geografiske udstrækning angår omfattede kartellet, således som det fremgår af 47. og 721. betragtning til den anfægtede afgørelse, i det mindste hele EØS, hvorfor den omhandlede adfærd kunne påvirke bankvirksomheden i samtlige medlemsstater.
722 Der skal ligeledes tages hensyn til, at den række indicier, som Retten råder over, i det mindste sandsynliggør, at JP Morgans mægler gennemførte den ulovlige adfærd, som blev aftalt med Barclays’ mægler den 27. og 28. september 2006, ved at etablere kontakter med de indberetningsansvarlige i sin bank (jf. præmis 281 og 302-305 ovenfor).
723 For det tredje skal der tages hensyn til varigheden af sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen, således som den fremgår af den anfægtede afgørelse; den er ikke blevet bestridt af sagsøgerne og påvirkes ikke af konklusionen i præmis 317 ovenfor vedrørende JP Morgans deltagelse i den ulovlige adfærd, som den omhandlede samlede overtrædelse bestod i.
724 Hvad dernæst angår formildende omstændigheder konstaterer Retten, at JP Morgan spillede en mindre betydningsfuld rolle i overtrædelsen end hovedaktørerne, navnlig bank D og bank A. På samme måde var intensiteten af de kontakter, hvori JP Morgans børsmægler deltog, mindre end intensiteten af førnævnte hovedaktørers kontakter.
725 Ikke desto mindre kendetegnedes de udvekslinger, hvori JP Morgan deltog, således som det anføres i præmis 696 ovenfor, af en særlig hyppighed og regelmæssighed. Konklusionen i præmis 153 ovenfor angående rækkevidden af en af de udvekslinger, som blev foreholdt sagsøgerne i den anfægtede afgørelse, nemlig udvekslingen af 10. oktober 2006, påvirker ikke på nogen måde rigtigheden af denne konstatering.
726 Endvidere bemærkes, at JP Morgans deltagelse i den ulovlige adfærd var forsætlig, og at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at de i det foreliggende tilfælde bør indrømmes den formildende omstændighed, som uagtsomhed udgør. Desuden deltog sagsøgerne, om end passivt, i et ikke ubetydeligt antal konkurrencebegrænsende kontakter uden på noget tidspunkt at give udtryk for forbehold eller modstand, idet de deltog i konkurrencebegrænsende udvekslinger af oplysninger. Derved gav sagsøgerne deres konkurrenter indtryk af, at de deltog i det omhandlede kartel, og bidrog således til at fremme det. Endvidere kendetegnes den omhandlede adfærd, således som det fremgår af præmis 719 ovenfor, af en øget grovhed. De formildende omstændigheder, som JP Morgans mindre intense deltagelse i den omhandlede overtrædelse og mindre betydningsfulde rolle i den i forhold til hovedaktørerne udgør, kan følgelig kun have en marginal indvirkning på bødens endelige størrelse.
727 Endelig tages der med den af Retten fastsatte bøde behørigt hensyn til nødvendigheden af at pålægge JP Morgan en bøde af en afskrækkende størrelse.
728 På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele finder Retten det efter omstændighederne i sagen rimeligt, henset til princippet om individuelle straffe og sanktionens proportionalitet, at bøden fastsættes til 337 196 000 EUR, for hvilken bøde JPMorgan Chase & Co. og JPMorgan Chase Bank, National Association hæfter solidarisk. Følgelig må Kommissionen frifindes for så vidt angår påstandene om nedsættelse af den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):
1) Det er ufornødent at træffe afgørelse om søgsmålet, for så vidt som det er anlagt af J.P. Morgan Services LLP.
2) Artikel 2, litra c), i Kommissionens afgørelse C(2016) 8530 final af 7. december 2016 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.39914 – Rentederivater i euro (EIRD)) annulleres, for så vidt som den angår JPMorgan Chase & Co. og JPMorgan Chase Bank, National Association.
3) Bøden, for hvilken JPMorgan Chase & Co. og JPMorgan Chase Bank, National Association hæfter solidarisk, fastsættes til 337 196 000 EUR.
4) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
5) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Papasavvas | Kornezov | Buttigieg |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. december 2023.
Underskrifter