Sagerne T-227/01 – T-229/01, T-265/01, T-266/01 og T-270/01
Territorio Histórico de Álava – Diputación Foral de Álava m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Statsstøtte – skattefordele tildelt af en lokal myndighed i en medlemsstat – skattenedslag på 45% af investeringsbeløbet – beslutninger, der erklærer støtteordningerne uforenelige med fællesmarkedet, og som pålægger tilbagesøgning af tildelt støtte – brancheorganisation – formaliteten – kvalificering som ny eller eksisterende støtte – princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – retssikkerhedsprincippet – proportionalitetsprincippet«
Sammendrag af dom
1. Retspleje – intervention – formaliteten – fornyet undersøgelse efter en tidligere kendelse om, at interventionen kan admitteres
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 2)
2. Retspleje – intervention – personer med berettiget interesse – repræsentativ sammenslutning, der har til formål at varetage medlemmernes interesser – formaliteten i sager om principielle spørgsmål, der kan have betydning for medlemmerne
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 2, og art. 53, stk. 1)
3. Retspleje – begæring om intervention – formkrav
(Rettens procesreglement, art. 116, stk. 4, andet afsnit)
4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning fra Kommissionen, som fastslår, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer
(Art. 230, stk. 4, EF)
5. Statsstøtte – begreb – offentlige myndigheders indrømmelse af en afgiftsfritagelse til visse virksomheder – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
6. Statsstøtte – undersøgelse af klager – Kommissionens forpligtelser – begrundelse
(Art. 87, stk. 2, EF og art. 253 EF)
7. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – samlet gennemgang af en støtteordning
(Art. 87 EF)
8. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – støtte af beskeden størrelse – støtte af midlertidig karakter – ingen betydning
(Art. 87, stk. 1, EF)
9. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – nationale bestemmelser, hvorved der indføres en skattelempelse
(Art. 87, stk. 1, EF)
10. Statsstøtte – begreb – støtte ydet af regionale eller lokale myndigheder – omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
11. Statsstøtte – begreb – specifik fiskal foranstaltning – foranstaltningens selektive karakter – begrundet i skattesystemets art og indretning – ikke omfattet
(Art. 87, stk. 1, EF)
12. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtteordninger, der kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet – Kommissionens skøn
(Art. 87, stk. 3, EF)
13. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – kvalificering som eksisterende støtte – kriterier – foranstaltning, som udgør en væsentlig ændring af en eksisterende støtteordning – ikke omfattet
[Art. 87 EF og 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b), nr. ii)]
14. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – kvalificering som eksisterende støtte – kriterier – udviklingen på fællesmarkedet
[Art. 87 EF og 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b), nr. v)]
15. Statsstøtte – administrativ procedure – de interesserede parters ret til at fremsætte bemærkninger
(Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1)
16. Retspleje – intervention – begæring om at måtte indtræde i sagen til støtte for en af parternes påstande
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)
17. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – undersøgelsesprocedure forud for vedtagelsen af forordning nr. 659/1999 – ikke underlagt bestemte tidsfrister – begrænsning – overholdelse af kravene om retssikkerhed – forpligtelse til at afslutte den indledende undersøgelse, indledt efter indbringelsen af en klage, inden for en rimelig frist
(Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999)
18. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 88 EF – støttemodtagernes eventuelle berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og grænser
(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF)
19. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – indledende fase og kontradiktorisk fase – overholdelse af en rimelig frist
(Art. 88, stk. 2 og 3, EF)
20. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke
(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF)
1. Den omstændighed, at Retten ved en tidligere afsagt kendelse har givet en person adgang til at intervenere til støtte for en parts påstande, er ikke til hinder for, at der foretages en fornyet undersøgelse af, om interventionen kan admitteres.
(jf. præmis 81)
2. Den vide fortolkning af retten til at intervenere for sammenslutninger, hvis formål er at varetage deres medlemmers interesser i sager om principielle spørgsmål, der kan have betydning for medlemmerne, beror på et ønske om at forbedre mulighederne for at bedømme den sammenhæng, sagerne indgår i, således at det samtidig undgås, at en lang række individuelle personer eller virksomheder intervenerer, hvilket vil kunne hindre, at sagen afvikles på hensigtsmæssig måde.
En tværgående brancheorganisation, der bl.a. har til formål at repræsentere og forsvare erhvervsdrivendes interesser, hvoraf nogle er faktiske modtagere af støtte i henhold til de pågældende skatteordninger, og i øvrigt har deltaget i den administrative procedure, som ledte til vedtagelsen af de pågældende beslutninger, har en berettiget interesse i at intervenere i annullationssøgsmål, der er anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutninger, hvorved skattefritagelsesordninger erklæres ulovlige, og hvori der kræves tilbagesøgning af den i denne forbindelse tildelte støtte.
(jf. præmis 83-90)
3. Begæringen om intervention, der ifølge artikel 116, stk. 4, litra b), i Rettens procesreglement skal indeholde en kort fremstilling af de af intervenienten fremsatte søgsmålsgrunde og argumenter, skal ligesom stævningen være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at måtte indhente yderligere oplysninger.
Af retssikkerheds- og retsplejehensyn kræves det – ligesom for stævningen – at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som begæringen om intervention støtter sig på, i det mindste summarisk, men på en sammenhængende og forståelig måde, skal fremgå af selve begæringen. Selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, som skal være indeholdt i stævningen. Det tilkommer endvidere ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for stævningen, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning.
En begæring om intervention, som indeholder en generel henvisning til de stævninger, som er indgivet i de sager, der er forenet med den sag, til støtte for hvilken der interveneres, uden at nogen af de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som den støtter sig på, hverken summarisk eller detaljeret, fremgår af selve stævningen, opfylder ikke disse krav.
(jf. præmis 94-97, 100 og 101)
4. En sammenslutning, som varetager virksomheders kollektive interesser, kan principielt kun anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en endelig kommissionsbeslutning på området for statsstøtte, såfremt disse virksomheder eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence eller kan gøre gældende, at de har en særlig interesse.
Fysiske eller juridiske personer kan kun gøre gældende, at vedkommende berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten. Selv om de potentielle støttemodtagere i denne forbindelse ikke alene på grund af denne egenskab kan anses for individuelt berørt af den kommissionsbeslutning, hvori det fastslås, at denne ordning er uforenelig med fællesmarkedet, befinder en virksomhed, der ikke alene er berørt af den omhandlede beslutning som en potentiel modtager af den omtvistede støtteordning, men ligeledes som en faktisk modtager af en individuel støtte tildelt i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, sig imidlertid i en anden situation. For så vidt som beslutningen pålægger medlemsstaten at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den omhandlede støtte fra støttemodtagerne, skal de virksomheder, som har modtaget støtten, i øvrigt anses for at være umiddelbart berørt af beslutningen.
En sammenslutning, som varetager virksomheders interesser, med hensyn til hvilke det er fastslået, eventuelt i forbindelse med den mundtlige forhandling, at de er faktiske modtagere af en individuel støtte, der er tildelt i henhold til de pågældende ordninger, og at de som sådan selv ville have haft søgsmålskompetence, har derfor kompetence til at anlægge sag til prøvelse af kommissionsbeslutninger, hvori det fastslås, at støtteordninger er ulovlige og uforenelige med fællesmarkedet, og som pålægger ophævelse af støtteordningerne og tilbagesøgning af den tildelte støtte.
(jf. præmis 107-118)
5. Støttebegrebet som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF omfatter ikke blot positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.
En foranstaltning, hvorved en medlemsstats offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere stilling end andre afgiftspligtige, udgør en statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1, EF.
Dette gælder skattenedslag, der har til formål at tilskynde til investeringer, og som ved at give de støttemodtagende virksomheder en nedsættelse af deres skattebyrde på en procentdel af den støtteberettigede investering, der således giver dem mulighed for ikke at betale det fulde skattepligtige beløb, giver dem en gunstigere stilling end andre afgiftspligtige. Den omstændighed, at de pågældende skattenedslag har til formål at tilskynde til investeringer med det formål på sigt at skabe indtægter, er i denne henseende uden betydning, for så vidt som det formål, der forfølges med en foranstaltning, ikke kan fratage den sin karakter af statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand.
(jf. præmis 124-126,130 og 184)
6. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen.
En kommissionsbeslutning, hvorved en støtteordning i form af skattenedslag erklæres for uforenelig med fællesmarkedet, er tilstrækkeligt begrundet med hensyn til virkningerne af den pågældende støtte på samhandelen og på konkurrencen, for så vidt som det deri fastslås, at støtten, fordi den pågældende medlemsstats økonomi er udadrettet med en eksportkvote, for det første styrker modtagernes stilling i forhold til konkurrenter i samhandelen i Fællesskabet og således påvirker denne samhandel og for det andet forbedrer de samme støttemodtagende virksomheders rentabilitet, idet deres nettoresultat (fortjeneste efter skat) forbedres, og gør dem konkurrencedygtige i forhold til virksomheder, som ikke drager fordel af de pågældende skattelempelser.
(jf. præmis 136-138)
7. Når en økonomisk støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen i Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten, selv om den støttede virksomhed ikke selv deltager i udførslerne. Kommissionen skal ikke godtgøre, at denne foranstaltning reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om den kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.
Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning begrænse sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen, idet det må fremhæves, at såfremt ordningen ikke er blevet anmeldt, er det ikke nødvendigt, at begrundelsen i denne henseende indeholder en ajourført vurdering vedrørende ordningens virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.
(jf. præmis 142 og143)
8. Den omstændighed, at skattefordele er midlertidige, at deres indflydelse er begrænset og ikke-afgørende, eller at de ikke udgør det eneste element, der skal tages hensyn til, påvirker ikke, at de skal kvalificeres som statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, for så vidt som det er ikke nogen betingelse herfor efter retspraksis, at konkurrencefordrejningen – eller truslen herom – er mærkbar eller væsentlig, eller at påvirkningen af samhandelen i Fællesskabet er det.
(jf. præmis 148)
9. En statslig foranstaltnings specificitet, dvs. dens selektive karakter, er et af kendetegnene ved begrebet statsstøtte i traktatens artikel 87, stk. 1, EF’s forstand. Det skal i den forbindelse undersøges, om foranstaltningen indebærer fordele alene for visse virksomheder eller visse erhvervssektorer.
Skatteordninger, der giver fordele i form af skattenedslag, der kun omfatter virksomheder, som foretager investeringer, som overskrider en bestemt tærskel, og derfor råder over væsentlige økonomiske ressourcer, hvorved de øvrige virksomheder er udelukket, selv når de investerer, og i øvrigt og desuden tildeler myndigheden en skønsbeføjelse, som gør det muligt for den at tilpasse beløbet eller betingelserne for indrømmelsen af skattefordelen ud fra egenskaberne ved de investeringsprojekter, den skulle bedømme, udgør en selektiv fordel, der »[begunstiger] visse virksomheder« som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
(jf. præmis 158-162 og 166-168)
10. Den omstændighed, at en indenstatslig enhed råder over en selvstændig kompetence på det skatteretlige område, der er anerkendt og beskyttet af en medlemsstats forfatning, kan dog ikke medføre, at denne enhed er undtaget fra forpligtelsen til at overholde traktatens bestemmelser om statsstøtte. Udtrykket i artikel 87, stk. 1, EF: »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form«, omfatter enhver form for støtte, der finansieres af offentlige midler. Det følger heraf, at foranstaltninger, der træffes af indenstatslige enheder (decentrale, føderale, regionale eller andre enheder) i medlemsstaterne, uanset disses retlige stilling og betegnelse, på samme måde som foranstaltninger, der træffes af føderal- eller centralmagten, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, såfremt de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt.
(jf. præmis 178)
11. I forbindelse med vurderingen af en statslig foranstaltning som statsstøtte kan foranstaltningens selektive karakter i visse tilfælde være begrundet i »systemets karakter eller opbygning«. Er dette tilfældet, falder foranstaltningen uden for anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF. En konkret skattemæssig foranstaltning, der er begrundet i skattesystemets art og indretning – som f.eks. progressiviteten i et skattesystem, der er begrundet i den omfordeling, der er indbygget i systemet – er således ikke at betragte som statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.
Den omstændighed, at skatteforanstaltninger er baseret på objektive og horisontale kriterier, kan ikke ændre på, at de er selektive, eller give anledning til at anse dem for at udgøre foranstaltninger begrundet i den logik, der er indbygget i den omhandlede skatteordning, for så vidt som de kun omfatter virksomheder, som foretager investeringer, som overskrider en bestemt tærskel, og derfor råder over væsentlige økonomiske ressourcer, hvorved de øvrige virksomheder er udelukket, selv når de investerer. På samme måde fritager det formål, der forfølges med de omhandlede foranstaltninger, dem ikke fra kvalificeringen som statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, idet de offentlige myndigheder ellers kunne nøjes med at påberåbe sig lovligheden af de formål, som tilstræbes med vedtagelsen af en støtteforanstaltning, for at den kunne anses for en generel foranstaltning, der falder uden for artikel 87, stk. 1, EF. Denne bestemmelse sondrer imidlertid ikke efter grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkning.
(jf. præmis 179, 180, 184 og 185)
12. Kommissionen råder over et vidt skøn ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF. Den kontrol, Fællesskabets retsinstanser udøver, må derfor begrænses til en efterprøvelse af, om procedureregler og begrundelsespligten er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. Fællesskabets retsinstanser kan ikke sætte deres økonomiske skøn i stedet for Kommissionens.
Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning indskrænke sig til at undersøge den omhandlede ordnings generelle egenskaber uden at være forpligtet til at undersøge hver enkelt anvendelse af ordningen.
(jf. præmis 198 og 199)
13. I henhold til traktaten gælder der forskellige fremgangsmåder alt efter, om der er tale om eksisterende eller ny støtte. Mens ny støtte i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, EF på forhånd skal anmeldes til Kommissionen og ikke kan gennemføres, før fremgangsmåden har ført til en endelig beslutning, kan eksisterende støtte i medfør af artikel 88, stk. 1, EF løbende gennemføres, for så vidt som Kommissionen ikke har fastslået, at den er uforenelig med fællesmarkedet. Eksisterende støtte kan således i givet fald kun være genstand for en beslutning om, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet, der har virkning for fremtiden.
Artikel 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF, fastslår, at eksisterende støtte navnlig skal forstås som »enhver form for støtte, der eksisterede inden traktatens ikrafttræden i den pågældende medlemsstat, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som var trådt i kraft før og er blevet fortsat efter traktatens ikrafttræden«.
En skatteordning om skattenedslag, indført efter ikrafttrædelsen af traktaten i den pågældende medlemsstat, hvis anvendelsesbetingelser og følgelig gruppen af modtagere, beregningsgrundlaget og procentsatsen samt varigheden er en væsentlig ændring af en bestående ordning, der gjaldt inden denne ikrafttræden, kan ikke anses for at være en eksisterende støtte som omhandlet i disse bestemmelser.
(jf. præmis 228-234)
14. Udtrykket »udviklingen på fællesmarkedet« i artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF, kan forstås som en ændring af den økonomiske og retlige kontekst i den sektor, der berøres af den pågældende foranstaltning. En sådan ændring kan navnlig være et resultat af liberaliseringen af et marked, der oprindeligt var lukket for konkurrence.
Derimod omfatter udtrykket ikke den situation, hvor Kommissionen ændrer sin vurdering alene på grundlag af en strengere anvendelse af traktatens regler om statsstøtte.
Heraf følger, at hvis en ændring af Kommissionens retsopfattelse efter vedtagelsen af den pågældende foranstaltning med hensyn til de kriterier for selektivitet, som blev anvendt i dens bedømmelse af denne foranstaltning i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, findes godtgjort, gør dette det ikke muligt at fastslå, at der foreligger en »[udvikling] på fællesmarkedet« som omhandlet i artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999.
(jf. præmis 245, 247 og 250)
15. Det fremgår af artikel 6, stk.1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF, at de interesserede parter i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure har mulighed for at fremsætte deres bemærkninger til Kommissionen. Denne bestemmelse fastsætter, at bemærkningerne skal fremsættes inden for en bestemt frist, som i behørigt begrundede tilfælde kan forlænges, men indeholder ikke en mulighed for en interesseret part for på eget initiativ, og efter udløbet af den dertil fastsatte frist, at indgive nye bemærkninger til Kommissionen.
Heraf følger, at den omstændighed, at Kommissionen ikke har taget hensyn til en interesseret parts yderligere bemærkninger, idet de ikke er blevet indgivet inden for fristen, og da den interesserede part aldrig har fremsat en anmodning om en forlængelse af den fastsatte frist i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, i mangel af præcise løfter om, at de yderligere bemærkninger, der blev fremsat efter fristens udløb, ville blive taget i betragtning, når der ikke var blevet fremsat en anmodning om forlængelse af fristen, ikke kan udgøre en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller god forvaltningsskik.
Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en fællesskabsinstitution har givet anledning til, og ingen kan påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter.
Under de garantier, som Fællesskabets retsorden fastsætter for den administrative procedure, henhører i øvrigt bl.a. kravet om god forvaltningsskik, dvs. at den kompetente institution er forpligtet til, omhyggeligt og upartisk, at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Artikel 6, stk.1, i forordning nr. 659/1999 er inden for rammerne af proceduren for statsstøttekontrol et udtryk for disse principper. De berørte parter kan inden for rammerne af proceduren for statsstøttekontrol ikke selv forlange en kontradiktorisk behandling af Kommissionen, svarende til den, der iværksættes over for den medlemsstat, som tildeler støtten, og de kan ikke påberåbe sig en så udstrakt ret, som retten til kontradiktion. Generelle retsprincipper, som princippet om god forvaltningsskik, indeholder ikke grundlag for Fællesskabets retsinstanser til at udvide de processuelle rettigheder, som ifølge traktaten og afledt ret tilkommer de berørte parter under en procedure for statsstøttekontrol.
(jf. præmis 259-272)
16. Selv om artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke er til hinder for, at en intervenient påberåber sig andre argumenter end dem, der er fremført af den part, der støttes, er det imidlertid en betingelse, at argumenterne ikke ændrer sagens genstand, og at interventionen stadig sker til støtte for partens påstande.
Et af intervenienten rejst klagepunkt, der, om end det adskiller sig fra sagsøgerens, knytter sig til sagens genstand som defineret af denne og derfor ikke ændrer sagens rammer, kan antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 292-294)
17. Selv om Kommissionen, indtil forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF trådte i kraft, ikke var underlagt bestemte tidsfrister for undersøgelse af støtteforanstaltninger, skulle den ikke desto mindre bestræbe sig på ikke i det uendelige at udsætte udøvelsen af sine beføjelser med henblik på at overholde det grundlæggende krav om retssikkerhed.
Da Kommissionen er enekompetent til at vurdere, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, er den ud fra hensynet til god forvaltningsskik i forbindelse med traktatens grundlæggende regler om statsstøtte forpligtet til at gennemføre en omhyggelig og upartisk undersøgelse af en klage, der rejser tvivl om, hvorvidt en støtte er forenelig med fællesmarkedet. Det følger heraf, at Kommissionen ikke kan lade den foreløbige undersøgelse af statslige foranstaltninger, som er genstand for en klage, fortsætte i det uendelige. Det må vurderes ud fra hver enkelt sags særlige omstændigheder, om varigheden af undersøgelsen af en sådan klage kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrative procedure, som Kommissionen skal følge, og sagens kompleksitet.
Et tidsrum på 38 måneder fra det tidspunkt, hvor Kommissionen fik kendskab til de omhandlede støtteordninger, og indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, er ikke i betragtning af den sammenhæng, som de pågældende ordninger indtræder i, et urimeligt tidsrum, der bevirker, at den indledende undersøgelsesprocedure var behæftet med en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet eller følgelig princippet om god forvaltningsskik, dels fordi de pågældende foranstaltninger krævede en detaljeret undersøgelse af den omhandlede nationale lovgivning, dels fordi varigheden af proceduren i det mindste delvist kan tilskrives de nationale myndigheder, som bl.a. anmodede om forlængelser af svarfristen på Kommissionens anmodninger om oplysninger.
(jf. præmis 296-309)
18. En berettiget forventning om en støttes lovlighed kan kun gøres gældende, hvis den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF nævnte procedure. En påpasselig regional myndighed og erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Disse principper finder anvendelse også for støtteordninger, eftersom artikel 88 EF ikke sondrer mellem, om der er tale om støtteordninger eller individuel støtte.
Muligheden for, at modtagere af støtte, der på grund af manglende anmeldelse er ulovlig, kan henvise til ekstraordinære omstændigheder, der retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne støtte var lovlig, med henblik på at gøre indsigelser mod tilbagebetaling heraf, kan imidlertid ikke udelukkes.
(jf. præmis 310-314)
19. Spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af proceduren for statsstøttekontrol, uanset om det drejer sig om den foreløbige undersøgelsesfase eller den formelle undersøgelsesprocedure, er rimelig, skal afgøres på grundlag af hver enkelt sag, navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i proceduren for Kommissionen, parternes adfærd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.
En undersøgelsesprocedures samlede varighed på 5 år og 1 måned, herunder 38 måneder for den indledende undersøgelse og 23 måneder for den formelle undersøgelsesprocedure, kan, henset til den sammenhæng, hvori sagen indgår, kompleksiteten af de omhandlede foranstaltninger og sagens betydning, samt den omstændighed, at de nationale myndigheder, i det mindste delvist, med deres adfærd har bidraget til forlængelsen af undersøgelsesproceduren, ikke anses for urimelig. Denne varighed udgør ikke en ekstraordinær omstændighed, som kan skabe en berettiget forventning om støttens lovlighed.
(jf. præmis 336-342 og 347)
20. Ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte.
Ved denne tilbagebetaling af støtten mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet. Det fremgår også af dette formål med tilbagebetalingen, at Kommissionen normalt ikke, bortset fra under usædvanlige omstændigheder, kan undlade at udøve sin skønsbeføjelse, når den anmoder medlemsstaten om at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte, eftersom Kommissionen alene herved genopretter den oprindelige situation.
Proportionalitetsprincippet kræver ganske vist, at fællesskabsinstitutionernes retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål. Såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges.
Imidlertid kan tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der står i misforhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte. Selv om en sådan foranstaltning iværksættes lang tid efter tildelingen af den pågældende støtte, kan den ikke anses for en sanktion, som er uden hjemmel i fællesskabsretten.
(jf. præmis 372-375)