Language of document :

Appel iværksat den 23. september 2016 af Olga Stanislavivna Yanukovych, arving til Viktor Viktorovych Yanukovych, til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. juli 2016 i sag T-347/14, Olga Stanislavivna Yanukovych mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-505/16 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Olga Stanislavivna Yanukovych, arving til Viktor Viktorovych Yanukovych (ved QC T. Beazley)

De øvrige parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. juli 2016 i sag T-347/14 ophæves i det omfang, der fremgår af punkt 6 og 7 i appelskriftet, nemlig for så vidt angår:

Punkt 2 og 4 i kendelsens konklusion

Punkt 3 i konklusionen til kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. juli 2016 i sag T-347/12, for så vidt som Retten fastslog, at Rådet for Den Europæiske Union i henhold til samme punkt 3 kun tilpligtedes at betale de omkostninger, som appellanten havde afholdt, men ikke den afdødes omkostninger.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på den mundtlige forhandling og dommen, eller subsidiært:

Appellanten gives medhold i sagen for Retten i det omfang, der fremgår af punkt 6 og 7 i appelskriftet, og navnlig annulleres Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 1 af 29. januar 2015 om ændring af afgørelse 2014/119, Rådets forordning (EU) 2015/138 2 af 29. januar 2015 om ændring af forordning (EU) nr. 208/2014, Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 3 af 5. marts 2015 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 4 af 5. marts 2015 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014, for så vidt som disse foranstaltninger vedrører Viktor Viktorovych Yanukovych

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes – for så vidt som Domstolen finder, at Retten ikke allerede har gjort dette – at betale både de af appellanten afholdte omkostninger og de af afdøde afholdte omkostninger for så vidt angår annullationspåstanden nedlagt i stævningen.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appellantens omkostninger, herunder de af afdøde afholdte omkostninger, for så vidt angår annullationspåstanden i anmodningen om tilpasning.

Under alle omstændigheder tilpligtes Rådet for Den Europæiske Union at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

For det første begik Retten en retlig fejl, da den i den appellerede kendelses præmis 84,89 og 92 fastslog, at anmodningen om tilpasning skulle afvises, eftersom den var blevet indgivet i afdødes navn efter hans død. Retten fastslog med urette, at under omstændighederne i denne sag skulle spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om tilpasning kunne antages til realitetsbehandling, alene bedømmes på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor anmodningen om tilpasning blev indgivet. Spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om tilpasning kunne antages til realitetsbehandling, skulle rettelig have været bedømt holistisk under henvisning til samtlige omstændigheder i sagen.

Selv om Retten havde i ret i sin konklusion, hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen kunne antages til realitetsbehandling, alene skulle bedømmes på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor anmodningen blev indgivet, begik Retten for det andet en retlig fejl, da den fastslog, at anmodningen om tilpasning i det væsentlige ikke var blevet indgivet i appellantens navn. Anmodningen om tilpasning, sammenholdt med de andre dokumenter, som den blev indgivet med til Retten, viste klart, at anmodningen var blevet indgivet i afdødes navn af / på vegne af appellanten i hendes egenskab af de facto retssuccessor og arving til afdøde. Anmodningen kunne som sådan antages til realitetsbehandling under henvisning til den faktiske situation på det tidspunkt, hvor den blev indgivet. Ved at nå frem til den modsatte konklusion begik Retten en retlig fejl, idet den foretog en urigtig gengivelse af de for den foreliggende beviser.

Retten begik for det tredje en retlig fejl, idet den undlod at sondre mellem (i) antageligheden af anmodningen om tilpasning og (ii) antageligheden af et andet annullationssøgsmål. Retten (1) undlod med urette at tage hensyn til den omstændighed, at den havde udsat sagen henset til anmodningen om tilpasning, (2) fastslog med urette, at spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om tilpasning kunne antages til realitetsbehandling, skulle afgøres under henvisning alene til den situation, der forelå på det tidspunkt, hvor anmodningen om tilpasning blev indgivet, (3) så med urette bort fra den omstændighed, at retssuccessoren i henhold til ukrainsk arveret fastlægges seks måneder efter dødsfaldet, men med tilbagevirkende kraft, og (4) fratog som følge heraf, med urette og uden begrundelse, appellanten retten til adgang til domstolene til prøvelse af retsakterne af 2015 i egenskab af retssuccessor og arving eller på anden vis.

____________

1     Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 af 29.1.2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 24, s. 16).

2     Rådets forordning (EU) 2015/138 af 29.1.2015 om ændring af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 24, s.1).

3     Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5.3.2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 25).

4     Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5.3.2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 1).