Language of document :

Sag anlagt den 23. oktober 2008 - Kommissionen mod Eurgit og Cirese

(Sag T-470/08)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved avvocato M. Moretto samt A.M. Rouchaud-Joët og N. Bambara, som befuldmægtigede)

Sagsøgte: Associazione dei giuristi italiani per le Comunità europee - Eurgit (Rom, Italien) og Vania Cirese (Rom, Italien)

Sagsøgerens påstande

EURGIT samt Vania Cirese tilpligtes in solidum at tilbagebetale hovedstolen på 7 412 EUR med morarenter ifølge den legale belgiske rentesats fra den 11. november 2002 indtil fuldstændig betaling af det skyldige beløb.

Eurgit og Vania Cirese tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag er anlagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 238 med henblik på, at Eurgit og Vania Cirese in solidum tilpligtes at tilbagebetale 7 412 EUR med morarenter. Det krævede beløb svarer til Kommissionens forskud til Eurgit med henblik på gennemførelse af projekt nr. 97/GR/098, som blev finansieret inden for rammerne af GROTIUS-programmet for tilskyndelse og udveksling for aktørerne inden for retsvæsenet.

Kommissionen har herved gjort gældende, at støttemodtageren i henhold til punkt 7 i "erklæring afgivet af modtageren af et finansielt bidrag" forpligter sig til efter anmodning at tilbagebetale de uberettiget udbetalte beløb, når formålet med udgifterne ikke er egnet til at berettige anvendelsen af det modtagne tilskud.

Eftersom Eurgit ikke inden for den fastsatte frist har retfærdiggjort anvendelsen af de af Kommissionen forudbetalte beløb, påhviler det utvivlsomt sagsøgte og den, der handlet i sagsøgtes navn og for dennes regning, at tilbagebetale det forudbetalte beløb.

____________