RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

13. maj 2020 (*)

»Statsstøtte – luftfartssektoren – støtte ydet af Italien til lufthavne på Sardinien – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvist forenelig og delvist uforenelig med det indre marked – tilregnelse til staten – støttemodtagere – fordel for de kontraherende luftfartsselskaber – princippet om den private aktør i en markedsøkonomi – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – begrundelsespligt – støtteordning – de minimis-støtte – tilbagesøgning«

I sag T-716/17,

Germanwings GmbH, Köln (Tyskland), ved advokat A. Martin-Ehlers,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Maxian Rusche og S. Noë, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861 af 29. juli 2016 om statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N) – Italien – Kompensation til lufthavne på Sardinien for forpligtelser til offentlig tjeneste (EUT 2017, L 268, s. 1),

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne J. Svenningsen (refererende dommer), V. Valančius, Z. Csehi og P. Nihoul,

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. oktober 2019,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

 Om de omtvistede foranstaltninger

1        Øen Sardinien (Italien) har fem lufthavne, hvoriblandt tæller Alghero, Cagliari-Elmas og Olbia lufthavn.

2        Alghero lufthavn drives af selskabet So.Ge.A.Al SpA (herefter »SOGEAAL«), hvis fulde aktiekapital er tegnet ved lokale offentlige organer, og i hvilket Regione autonoma della Sardegna (den autonome region Sardinien, herefter »den autonome region«) er indehaver af aktiemajoriteten, herunder indirekte gennem Società Finanziaria Industriale Regione Sardegna (SFIRS). Hvad angår Cagliari-Elmas lufthavn drives denne af So.G.Aer SpA (herefter »SOGAER«), et selskab, i hvilket handelskammeret i Cagliari (herefter »CCIA i Cagliari«) er indehaver af aktiemajoriteten, mens Olbia lufthavn drives af GEASAR SpA (herefter »GEASAR«), et selskab, der er registreret i Olbia, og i hvilket en privat virksomhed, Meridiana SpA, er indehaver af aktiemajoriteten.

 Om bestemmelserne vedtaget af den autonome region

 –      Om artikel 3 i lov nr. 10/2010

3        Den 13. april 2010 vedtog den autonome region legge regionale n. 10 – Misure per lo sviluppo del trasporto aereo (regionallov nr. 10 – foranstaltninger med henblik på udvikling af lufttrafikken) (Bollettino ufficiale della Regione autonoma della Sardegna n^o 12 af 16.4.2010) (herefter »lov nr. 10/2010«).

4        Artikel 3 i lov nr. 10/2010 med overskriften »Incitamenter til sæsonspredning af øens flyforbindelser« (Incentivi alla destagionalizzazione dei collegamenti aerei isolani) har følgende ordlyd:

»1.      Der bevilges udgifter på 19 700 000 [EUR] for 2010 og på 24 500 000 [EUR] for hvert af årene 2011-2013 til finansiering af øens lufthavne med henblik på at styrke og udvikle lufttrafikken betragtet som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, herunder ved en sæsonspredning af flyforbindelserne, i henhold til Kommissionens meddelelse 2005/C 312/01 om EF-retningslinjer for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne.

2.      Kriterierne for, karakteren af og varigheden af transporttilbuddet såvel som retningslinjerne for udformningen af lufthavnsoperatørernes aktivitetsplaner, hvilke skal tage hensyn til foranstaltningerne vedrørende den i artikel 2 omhandlede territoriale kontinuitet, fastlægges ved afgørelse truffet af regionalledelsen efter forslag fra den regionale transportrådgiver i samråd med rådgiverne for planlægning, budget, bevilling og regional udvikling, turisme, håndværk og handel, landbrug og reform af landbrug med agerbrug og husdyrhold, kulturgoder, oplysning, fritidsaktiviteter og idræt.

3. Den i stk. 2 omhandlede afgørelse og aktivitetsplaner, herunder aktivitetsplaner, der allerede er fastlagt af lufthavnsoperatørerne på tidspunktet for nærværende lovs ikrafttrædelse, og som vedlægges de tilknyttede retsakter og aftaler, finansieres, hvis de er vedtaget i overensstemmelse med kriterierne for, karakteren af og varigheden af transporttilbuddet samt med de i stk. 2 omhandlede retningslinjer, og hvis de på forhånd forelægges det kompetente udvalg med henblik på en bindende udtalelse.«

 –      Om retsakterne til gennemførelse af lov nr. 10/2010

5        I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i lov nr. 10/2010 vedtog den autonome regions ledelse flere retsakter til gennemførelse af de foranstaltninger, der er fastsat i denne artikel 3 (herefter »gennemførelsesretsakterne«), navnlig deliberazione della Giunta regionale n. 29/36 (afgørelse nr. 29/36 fra det regionale råd) af 29. juli 2010 (herefter »regional afgørelse nr. 29/36«), deliberazione della Giunta regionale n. 43/37 (afgørelse nr. 43/37 fra det regionale råd) af 6. december 2010 (herefter »regional afgørelse nr. 43/37«) og deliberazione della Giunta regionale n. 52/117 (afgørelse nr. 52/117 fra det regionale råd) af 23. december 2011 (herefter »regional afgørelse nr. 52/117«) (herefter sammen med artikel 3 i lov nr. 10/2010 under ét »de omtvistede foranstaltninger«).

6        I disse gennemførelsesretsakter fastlægges tre grupper »aktiviteter«, for hvilke lufthavnsoperatørerne kunne modtage en kompensation fra den autonome region for årene 2010-2013, nemlig:

–        forøgelse af luftfartsselskabernes lufttrafik (herefter »aktivitet 1«)

–        luftfartsselskabernes fremme af øen Sardinien som turistmål (herefter »aktivitet 2«)

–        yderligere markedsføringsaktiviteter, som lufthavnsoperatørerne overlod til andre eksterne tjenesteudbydere end luftfartsselskaber på regionens vegne (herefter »aktivitet 3«).

7        I regional afgørelse nr. 29/36 blev det dels præciseret, at målet om i forbindelse med gennemførelsen af artikel 3 i lov nr. 10/2010 at mindske sæsonudsvingene omfattede en forøgelse af hyppigheden af flyvninger i mellemsæsonen og vintersæsonen samt åbning af nye flyruter. Dels blev det i denne afgørelse angivet, at det ultimative mål, der blev forfulgt ved de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 3 i lov nr. 10/2010, om fremme af en regional lufttransportpolitik, gik ud på at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og at udvikle de lokale økonomier samt turismen og kulturen på øen Sardinien.

8        I denne henseende fastsatte regional afgørelse nr. 29/36 kriterierne for, karakteren af og varigheden af de flyvninger, der kunne ydes kompensation for vedrørende perioden 2010-2013, såvel som retningslinjer for udformningen og vurderingen af de »aktivitetsplaner«, som lufthavnsoperatørerne udarbejdede.

9        Helt præcist skulle en lufthavnsoperatør for at modtage finansiering i henhold til bestemmelserne i lov nr. 10/2010 indsende en detaljeret aktivitetsplan til godkendelse hos den autonome region. Denne plan skulle angive, hvilke aktiviteter blandt de i præmis 6 ovenfor nævnte aktivitet 1-3 lufthavnsoperatøren havde til hensigt at gennemføre for at nå de i lov nr. 10/2010 fastsatte mål. Planen skulle eventuelt etableres via specifikke aftaler mellem lufthavnsoperatøren og bestemte luftfartsselskaber.

10      Såfremt en lufthavnsoperatør ønskede at modtage finansiering for aktivitet 1, skulle den aktivitetsplan, som denne operatør fremlagde for den autonome region, angive »ruter af strategisk interesse« (nationale og internationale) og fastlægge mål pr. år med hensyn til hyppigheden af flyvninger, nye ruter og antal passagerer.

11      Ifølge de italienske myndigheder udgjorde beflyvningen af disse ruter af strategisk interesse den tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som luftfartsselskaberne ydede til gengæld for kompensation.

12      En aktivitetsplan til gennemførelse af aktivitet 2 skulle beskrive specifikke markedsførings- og reklameaktiviteter, der tilsigtede at øge antallet af passagerer og markedsføre lufthavnens opland.

13      I regional afgørelse nr. 29/36 var det fastsat, at aktivitetsplanerne skulle understøttes af prognoser vedrørende rentabilitetsudsigterne for de deri angivne aktiviteter.

14      Det fremgår af regional afgørelse nr. 29/36, at aktivitetsplanerne skulle overholde en række principper:

–        De ruter af strategisk interesse, som planerne angav, måtte ikke overlappe de ruter, der allerede blev befløjet under en kontrakt vedrørende forpligtelser til offentlig tjeneste.

–        Finansieringen for hver støttet rute skulle være gradvis degressiv.

–        Den finansielle aftale, der blev indgået med luftfartsselskaberne, skulle indeholde en plan for markedsføring af lokalområdet.

15      Hvis den autonome region konstaterede uoverensstemmelser mellem på den ene side de aktivitetsplaner, som lufthavnsoperatørerne fremlagde, og på den anden side bestemmelserne i lov nr. 10/2010 og dens gennemførelsesretsakter, kunne den kræve, at disse aktivitetsplaner blev ændret.

16      Når den autonome region havde godkendt de forskellige aktivitetsplaner, som lufthavnsoperatørerne indgav, fordelte den de finansielle ressourcer for hvert af årene 2010-2013 mellem lufthavnsoperatørerne.

17      Hvis den samlede kompensation, som lufthavnsoperatørerne anmodede om, oversteg det beløb, der var fastsat i lov nr. 10/2010, var der i regional afgørelse nr. 29/36 fastlagt prioriteringskriterier for tildelingen.

18      De endelige årlige bidragsbeløb blev fastsat a posteriori under hensyntagen til de beløb, som lufthavnsoperatørerne faktisk betalte i forbindelse med gennemførelsen af aktivitetsplanerne, og som kunne være lavere end dem, der var fastsat i nævnte planer. For at få godkendt disse beløb skulle lufthavnsoperatørerne fremlægge rapporter med nærmere angivelse af navnlig de faktisk afholdte omkostninger for de tiltag, de havde iværksat, og vedlagt dokumentation.

19      Desuden foreskrev gennemførelsesretsakterne, at lufthavnsoperatørerne skulle overvåge luftfartsselskabernes aktiviteter. Særligt var det ifølge nævnte retsakter et krav, at der i de specifikke aftaler mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne skulle pålægges luftfartsselskaberne bod for manglende opfyldelse af de på forhånd fastsatte mål, især med hensyn til hyppigheden af flyvninger og antallet af passagerer.

20      Endelig blev bidragene fra den autonome region betalt gennem en regional ad hoc-fond, der blev etableret og forvaltet af SFIRS, og som tilbageholdt et gebyr på 4% af de samlede endelige beløb vedrørende nævnte bidrag. Da der i øvrigt kun a priori blev udbetalt en første rate svarende til 20% af de skyldige midler på grundlag af et referenceår, kunne lufthavnsoperatørerne anmode SFIRS om finansielle forskud, hvilke blev indrømmet mod betaling af provision og renter.

 –      Om den omtvistede aftale

21      Sagsøgeren, Germanwings GmbH, er et luftfartsselskab inden for »low-cost«-persontransport, der har været aktivt siden 2002, og som først og fremmest driver et netværk af kort-, mellem- og langdistanceruter, hovedsageligt til og fra lufthavne i Den Europæiske Union, heriblandt Cagliari-Elmas lufthavn.

22      SOGAER, lufthavnsoperatøren i Cagliari-Elmas lufthavn, offentliggjorde på sin hjemmeside en meddelelse, hvori denne operatør opfordrede luftfartsselskaber til at fremlægge forretningsplaner vedrørende driften af ruter til og fra denne lufthavn og indgåelse af markedsføringsaftaler med det formål at markedsføre øen Sardinien.

23      SOGAER indgav aktivitetsplaner for 2010 og for den treårige periode 2011-2013 til den autonome region sammen med de tilknyttede ansøgninger om tilskud. Disse planer blev godkendt, og de beløb, der blev tildelt SOGAER for 2010 og for perioden 2011-2013, blev fastsat ved henholdsvis regional afgørelse nr. 43/37 og nr. 52/117.

24      I den forbindelse indgik sagsøgeren og SOGAER i 2012 en aftale (herefter »den omtvistede aftale«). Med denne aftale forpligtede sagsøgeren sig til mod en godtgørelse på 30 000 EUR at markedsføre regionen Sardinien, Cagliari såvel som sine direkte ruter mellem Cagliari-Elmas og Köln-Bonn (Tyskland) samt mellem Cagliari-Elmas og Stuttgart (Tyskland). Med henblik herpå overdrog sagsøgeren til en ekstern tjenesteudbyder at tilrettelægge en reklamekampagne til en samlet pris på 40 000,18 EUR, idet sagsøgeren påtog sig at betale differencen i forhold til de 30 000 EUR, der stammede fra SOGAER. Denne reklamekampagne fandt sted i perioden fra 10. december 2012 til 9. januar 2013.

25      Den 20. december 2012 fremsendte sagsøgeren en faktura på 30 000 EUR. SOGAER betalte denne faktura ved en elektronisk overførsel af beløbet den 19. april 2013 (herefter »det omtvistede beløb«).

 Om den anfægtede afgørelse

26      Den 30. november 2011 indgav Den Italienske Republik i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF anmeldelse til Kommissionen af lov nr. 10/2010, idet denne foranstaltning blev undersøgt i henhold til kapitel III i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT 1999, L 83, s. 1).

27      Ved skrivelse af 23. januar 2013 meddelte Kommissionen Den Italienske Republik, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF med hensyn til den pågældende ordning (herefter »den omtvistede støtteordning«). Ved offentliggørelsen af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 30. maj 2013 (EUT 2013, C 152, s. 30) opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den formodede støtteordning.

28      De italienske myndigheder og enkelte interesserede parter, herunder lufthavnsoperatørerne i Alghero, Cagliari-Elmas og Olbia lufthavn, indgav skriftlige bemærkninger. Sagsøgeren indgav ikke skriftlige bemærkninger. Kommissionen videresendte bemærkningerne fra de interesserede parter til de italienske myndigheder, som fik mulighed for at indgive deres kommentarer til disse bemærkninger.

29      Ved skrivelser af 24. februar 2014 oplyste Kommissionen de interesserede parter om vedtagelsen den 20. februar 2014 af en meddelelse med overskriften »Retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber« (EUT 2014, C 99, s. 3), og meddelte, at disse retningslinjer ville finde anvendelse på den omhandlede sag fra tidspunktet for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Den 15. april 2014 blev der offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2014, C 113, s. 30), hvor medlemsstaterne og de interesserede parter blev opfordret til at fremsætte bemærkninger om anvendelsen af nævnte retningslinjer på denne sag inden for en frist på en måned fra deres offentliggørelse.

30      Den 29. juli 2016 vedtog Kommissionen afgørelse (EU) 2017/1861 om Italiens statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N) – Italien – Kompensation til lufthavne på Sardinien for forpligtelser til offentlig tjeneste (EUT 2017, L 268, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«), hvis konklusion lyder som følger:

»Artikel 1

1.      Den ordning, som Italien etablerede ved [lov nr. 10/2010], udgør ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, [TEUF] til SOGEAAL […], SOGAER […] og GEASAR […]

2.      Den ordning, som Italien etablerede ved lov nr. 10/2010, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, [TEUF] til Ryanair/AMS, easyJet, Air Berlin, Meridiana, Alitalia, Air Italy, Volotea, Wizzair, Norwegian, JET2.COM, Niki, Tourparade, [sagsøgeren], Air Baltic og Vueling, for så vidt som den vedrører disse luftfartsselskabers aktiviteter i Cagliari-Elmas lufthavn og Olbia lufthavn.

3.      Den i stk. 2 nævnte statsstøtte er blevet gennemført af Italien i strid med artikel 108, stk. 3, [TEUF].

4.      Den i stk. 2 omhandlede statsstøtte er uforenelig med det indre marked.

Artikel 2

1.      Italien skal tilbagesøge den i artikel 1, stk. 2, omhandlede statsstøtte fra støttemodtagerne.

[…]

3.      Den støtte, der skal tilbagesøges, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er blevet tilbagebetalt.

[…]

5.      Italien indstiller med virkning fra denne afgørelse enhver resterende udbetaling af den i artikel 1, stk. 2, omhandlede støtte.

Artikel 3

1.      Tilbagesøgningen af den i artikel 1, stk. 2, omhandlede støtte iværksættes omgående og effektivt.

2.      Italien skal sikre, at denne afgørelse efterkommes inden for fire måneder efter meddelelsen herom.

Artikel 4

1.      Inden for to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse skal Italien fremsende følgende oplysninger:

–        listen over de støttemodtagere, der måtte have modtaget støtte i henhold til den i artikel 1, stk. 2, omhandlede ordning, og det samlede støttebeløb, som hver enkelt af dem har modtaget i henhold til ordningen

–        det samlede beløb (hovedstol og renter), der skal tilbagesøges fra hver støttemodtager

–        en detaljeret beskrivelse af allerede trufne og planlagte foranstaltninger med henblik på at efterkomme denne afgørelse

–        dokumentation for, at modtagerne er blevet pålagt at tilbagebetale støtten.

2.      Italien underretter Kommissionen om udviklingen i de foranstaltninger, der træffes for at efterkomme denne afgørelse, indtil tilbagesøgningen af den i artikel 2 omhandlede støtte er tilendebragt. Efter anmodning fra Kommissionen fremsender Italien omgående oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt for at efterkomme afgørelsen. Italien giver tillige detaljerede oplysninger om de støttebeløb og renter, støttemodtagerne allerede har tilbagebetalt.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.«

31      Hvad angår omfanget af den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen i 344.-346. betragtning til denne afgørelse, at afgørelsen ikke skulle omfatte de støtteforanstaltninger, der allerede var genstand for en særskilt undersøgelse vedrørende Alghero lufthavn. For så vidt angår denne lufthavn havde visse aftaler mellem SOGEAAL og selskabet Ryanair Ltd, hvilke var indgået allerede i 2003 og siden fornyet, nemlig været genstand for en klage indgivet af et italiensk luftfartsselskab. Denne klage førte til, at Europa-Kommissionen den 12. september 2007 indledte den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angik formodet statsstøtte til Alghero lufthavn til fordel for Ryanair og andre luftfartsselskaber (EUT 2008, C 12, s. 7). Den 27. juni 2012 blev denne procedure udvidet til at omfatte yderligere foranstaltninger, der var truffet af Italien, og som ikke var omfattet af den oprindelige klage (EUT 2013, C 40, s. 15), heriblandt »[a]lle foranstaltninger bevilliget til Ryanair og datterselskabet AMS samt til andre luftfartsselskaber, som benyttede [Alghero] lufthavn[…] fra 2000 […] [i] særdeleshed de foranstaltninger, som omfatter bevilling af finansielle bidrag direkte fra SOGEAAL eller gennem selskabet i form af forskellige aftaler om lufthavnstjenester og aftaler om markedsføringstjenester, der er indgået med Ryanair og andre luftfartsselskaber siden 2000«.

32      Nævnte procedure førte til vedtagelsen af Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1584 af 1. oktober 2014 om statsstøtte i sag SA.23098 (C 37/07) (ex NN 36/07) iværksat af Italien til fordel for Società di Gestione dell’Aeroporto Di Alghero So.Ge.A.AL S.p.A. og forskellige luftfartsselskaber, der opererer i Alghero lufthavn (EUT 2015, L 250, s. 38), hvori Kommissionen bl.a. – i henhold til princippet om den private aktør i en markedsøkonomi – fastslog, at flere aftaler, som SOGEAAL, der var kontrolleret af den autonome region, havde indgået med bestemte luftfartsselskaber om fremme eller etablering af nye flyforbindelser til og fra Alghero lufthavn samt om markedsførings- og reklameaktiviteter, ikke udgjorde støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Hvad angår de øvrige luftfartsselskaber, heriblandt sagsøgeren, som havde indgået tilsvarende aftaler med SOGEAAL, fandt Kommissionen, at disse aftaler udgjorde støtte som omhandlet i samme bestemmelse, og som var uforenelig med det indre marked.

33      For så vidt angår perioden fra 2010 til 2013 havde sagsøgeren imidlertid ikke indgået nogen aftale med SOGEAAL, som henhørte under den støtteordning, der var iværksat ved lov nr. 10/2010.

34      Mens alle SOGEAAL’s betalinger vedrørende de tjenester, der henhørte under aktivitet 1 og 2, og som er fastlagt ved lov nr. 10/2010, ikke var blevet foretaget i medfør af de aftaler, der blev undersøgt inden for rammerne af den særskilte undersøgelse, der alene vedrørte Alghero lufthavn, fandt Kommissionen på dette grundlag, at de fleste betalinger var blevet vurderet i denne anden sag. Derudover anførte Kommissionen, at »[d]et […] ikke [var] muligt at foretage en klar sondring i alle sager, eftersom det finansielle forhold mellem SOGEAAL og et luftfartsselskab i den relevante periode [kunne] være underlagt forskellige aftaler, hvoraf nogle [var] blevet overvejet i [den sag, der førte til afgørelse 2015/1584]«. Kommissionen fandt derfor, at alle aftaler, som SOGEAAL havde indgået med luftfartsselskaber vedrørende den i den foreliggende sag omhandlede ordning, burde udelukkes fra omfanget af den anfægtede afgørelse, hvilket med andre ord betød den del af de omtvistede foranstaltninger, der vedrørte Alghero lufthavn.

35      Endelig fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelse, at den i den foreliggende sag indledte procedure ikke omfattede eventuel støtte, der blev ydet af lufthavnsoperatørerne til andre tjenesteudbydere end luftfartsselskaber, og som henhørte under aktivitet 3. Kommissionen fastslog således i 346. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ikke kunne tage stilling til dette spørgsmål.

 Om forløbet efter den anfægtede afgørelse

36      Sagsøgeren fik kendskab til den anfægtede afgørelse ved skrivelse fra den autonome region af 4. august 2016, som blev modtaget den 15. august 2016. Den autonome region orienterede heri sagsøgeren om vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og opfordrede denne part til på grundlag af en forkortet udgave af den anfægtede afgørelse, der var knyttet som bilag til nævnte skrivelse, at angive, hvilke oplysninger der burde udelades i den officielle udgave i Tidende, som blev offentliggjort den 18. oktober 2017.

37      Ved skrivelse af 19. august 2016 svarede sagsøgeren den autonome region og oplyste, at det som følge af de manglende uddrag ikke var muligt fuldt ud at forstå den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren havde dog i denne skrivelse identificeret de dele, som denne anså for at være fortrolige.

38      Den 7. juni 2017 vedtog den autonome region en afgørelse om tilbagesøgning, som blev meddelt sagsøgeren den 10. august 2017 sammen med en kopi af den anfægtede afgørelse i ikkefortrolig udgave med hensyn til denne part. Nævnte afgørelse pålagde sagsøgeren at tilbagebetale 28 881 EUR med tillæg af renter på 1 678,48 EUR, i alt 30 559,48 EUR, til den autonome region.

39      Som følge af denne afgørelse om tilbagesøgning bestred sagsøgeren ved e-mail af 14. august 2017 over for Kommissionen forpligtelsen til at tilbagebetale det i nævnte afgørelse krævede beløb, idet dette beløb udgjorde de minimis-støtte som omhandlet i Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af […] artikel [107 TEUF og 108 TEUF] på de minimis-støtte (EUT 2006, L 379, s. 5, herefter »de minimis-forordningen fra 2006«). Sagsøgeren anmodede i øvrigt Kommissionen om at fremsende en skriftlig bekræftelse heraf, som sagsøgeren kunne påberåbe sig inden for rammerne af det nationale søgsmål, som denne agtede at anlægge til prøvelse af nævnte afgørelse.

40      Kommissionen meddelte ved e-mail af 18. august 2017 sagsøgeren, at den ikke kunne fremsende den ønskede bekræftelse, idet den navnlig præciserede dels, at den anfægtede afgørelse ikke indeholdt bestemmelse om en undtagelse til forpligtelsen til tilbagesøgning vedrørende de minimis-støtte, hverken efter reglerne i de minimis-forordningen fra 2006 eller efter Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 TEUF og 108 [TEUF] på de minimis-støtte (EUT 2013, L 352, s. 1, herefter »de minimis-forordningen fra 2013«), dels at »betingelsen om gennemsigtighed« i henhold til hver enkelt af disse forordninger ikke var opfyldt.

41      Sagsøgeren bestred ved e-mail af 23. august 2017 Kommissionens analyse. Sagsøgeren tog derefter telefonisk kontakt til Kommissionens juridiske tjeneste, som ved e-mail af 13. oktober 2017 meddelte sagsøgeren, at Kommissionens tjenestegrene ikke havde ændret holdning.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

42      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

43      Den 5. april 2018, efter en dobbelt udveksling af svarskrifter, er den skriftlige forhandling blevet afsluttet.

44      Den 16. maj 2018 har Retten, efter at parterne er hørt, besluttet at udsætte sagen indtil afslutningen af den skriftlige forhandling i de sammenhængende sager Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (sag T-833/17) og easyJet Airline mod Kommissionen (sag T-8/18), som fandt sted henholdsvis den 21. september og den 23. juli 2018.

45      Den 19. juni 2019 har Retten i sit plenarmøde, efter forslag fra Første Afdeling og vicepræsidenten, i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til behandling i Første Afdeling i udvidet sammensætning med fem dommere.

46      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten dernæst besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Med henblik herpå er sagsøgeren og Kommissionen blevet anmodet om at fremlægge visse dokumenter og skriftligt besvare Rettens spørgsmål som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse. Parterne har imødekommet disse foranstaltninger den 3. september 2019 inden for den fastsatte frist. Kommissionen har efterfølgende, den 6. september 2019, indgivet et supplerende svar vedrørende nævnte organisatoriske foranstaltninger, som er blevet lagt på sagen.

47      Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 3. oktober 2019. Kommissionen har i den anledning præciseret, at den – modsat ordlyden af duplikken, hvoraf det fremgår, at nævnte institution har nedlagt påstand om, at søgsmålet afvises eller, subsidiært, forkastes som ugrundet – faktisk har nedlagt påstand om, at søgsmålet forkastes som ugrundet.

48      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, særligt afgørelsens artikel 1, stk. 2, for så vidt som sagsøgeren er nævnt heri, og artikel 2, stk. 1, for så vidt som den pålagte tilbagesøgning er rettet mod sagsøgeren.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

49      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet forkastes som ugrundet.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

50      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål i det væsentlige fremsat tre anbringender om annullation af den anfægtede afgørelse:

–        første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen ikke godtgjorde, at der forelå støtte, idet den ikke undersøgte, om SOGAER havde handlet som en privat aktør i en markedsøkonomi

–        andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen ikke godtgjorde, at den støtte, som sagsøgeren angiveligt modtog, fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne

–        tredje anbringende om en retlig fejl med henvisning til, at Kommissionen ikke undersøgte, om den omtvistede betaling udgjorde de minimis-støtte.

 Om det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen ikke godtgjorde, at der forelå støtte, idet den ikke undersøgte, om SOGAER havde handlet som en privat aktør i en markedsøkonomi

51      Sagsøgeren har til støtte for det første anbringende, som består af to led, anført, at Kommissionen ikke godtgjorde, at der forelå støtte til fordel for sagsøgeren. Nærmere bestemt har sagsøgeren inden for rammerne af det første anbringendes første led gjort gældende, at der bør sondres mellem to forskellige »niveauer«, nemlig i forhold til den autonome region og i forhold til lufthavnsoperatørerne, og at det relevante niveau med henblik på at vurdere, om der forelå statsstøtte, modsat den fremgangsmåde, der blev fulgt i den anfægtede afgørelse, er i forhold til lufthavnsoperatørerne, heriblandt først og fremmest SOGAER.

52      Inden for rammerne af det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at en undersøgelse af, om der forelå statsstøtte i forhold til SOGAER, ville have gjort det muligt for Kommissionen at konkludere, at den omtvistede betaling var omfattet af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi (herefter »princippet om den private aktør«).

53      Kommissionen har nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes som irrelevant og under alle omstændigheder ugrundet. Nævnte institution har derudover nedlagt flere afvisningspåstande, hvilke der, for så vidt de vedrører hver enkelt af det første anbringendes to led, skal tages stilling til i forbindelse med, at disse led undersøges hver for sig.

 Om det første anbringendes første led om det relevante niveau med henblik på at vurdere, om der forelå statsstøtte

54      Sagsøgeren har gjort gældende, at det relevante niveau med henblik på at vurdere, om der forelå statsstøtte i den foreliggende sag, var i forhold til SOGAER, eftersom denne operatørs adfærd nærmere bestemt skulle undersøges uafhængigt af den omtvistede støtteordning, der blev indført af den autonome region.

55      For det første har sagsøgeren fremhævet, at den omtvistede støtteordning ikke i sig selv indeholder støtte til dennes fordel. Som det fremgår af navnlig 76. og 78. betragtning til den anfægtede afgørelse samt 86. betragtning, litra d), hertil, stillede den autonome region nemlig sine midler til rådighed for lufthavnsoperatørerne, og ikke luftfartsselskaberne, med hvilke den i øvrigt ikke havde noget kontraktligt forhold. Regionen var højst kilden til finansiering af de betalinger, der blev foretaget til luftfartsselskaberne.

56      For det andet besluttede lufthavnsoperatørerne selvstændigt at indgå aftaler med luftfartsselskaber og i givet fald ansøge om midler fra den autonome region i den hensigt at overføre dem til luftfartsselskaberne, eftersom disse operatører på ingen måde var forpligtet til at ansøge om nævnte midler. Nævnte region kontrollerede nemlig hverken SOGAER eller CCIA i Cagliari, der er en offentlig enhed, som er uafhængig af den autonome region og således ikke i stand til at øve pres på SOGAER for at tvinge denne til at ansøge om midlerne. Lufthavnsoperatørernes eventuelle beslutning om at ansøge om midler var i øvrigt betinget af deres egne økonomiske overvejelser, så meget desto mere som disse operatører for at få adgang til midlerne skulle erlægge en »betaling« til regionen, nærmere bestemt et gebyr på 4%, og, efter omstændighederne, provision og renter som omhandlet i præmis 20 ovenfor. Operatørerne ansøgte dermed kun om midler fra nævnte region, såfremt den forventede gevinst fra en sådan aftale med et givet luftfartsselskab oversteg de tilsvarende omkostninger ved denne betaling og alle de andre relevante omkostninger.

57      I virkeligheden burde man ifølge sagsøgeren se bort fra den omtvistede støtteordning og undersøge SOGAER’s adfærd i lyset af reglerne for statsstøtte, eftersom denne lufthavnsoperatør – idet 94,35% af dens aktiekapital er ejet af CCIA i Cagliari – således som det blev fastslået i 55. betragtning til den anfægtede afgørelse, er en offentlig virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder (EUT 2006, L 318, s. 17). SOGAER befinder sig i en tilsvarende situation som lufthavnsoperatørerne i Pau-Béarn og Nîmes-Uzès-Le Vigan lufthavn, der ligeledes kontrolleres af lokale handelskamre, hvilke er franske statsorganer, således som Retten fastslog i dom af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-53/16, EU:T:2018:943), og af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-165/15, EU:T:2018:953).

58      Kommissionen har fremsat en formalitetsindsigelse, som i det væsentlige er rettet mod hele det første anbringendes første led. Subsidiært har Kommissionen nedlagt påstand om, at det første led forkastes som ugrundet.

 Om formaliteten med hensyn til det første anbringendes første led

59      Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren i forbindelse med replikken har anerkendt, at princippet om den private aktør ikke fandt anvendelse på den autonome region, og at denne part har fremført en argumentation, der er støttet på den omstændighed, at SOGAER, og ikke den autonome region, er det eneste organ, der kunne tildele den omhandlede støtte. Denne argumentation, som i det væsentlige udgør det første anbringendes første led, er ny og bør derfor afvises.

60      Sagsøgeren har som svar på et spørgsmål fra Retten bestridt, at det første led bør afvises.

61      Der erindres i denne henseende om, at de argumenter, der i realiteten har snæver sammenhæng med et annullationsanbringende, der er fremsat i stævningen, ikke kan betragtes som nye anbringender i procesreglementets forstand, selv om de for første gang er fremført i replikken. Sådanne argumenter er i realiteten en uddybning af et anbringende, der er fremført tidligere, hvorfor Unionens retsinstanser tillader, at de fremføres i replikken (jf. i denne retning dom af 28.1.1999, BAI mod Kommissionen, T-14/96, EU:T:1999:12, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). Ikke desto mindre kan adgangen til at fremføre sådanne argumenter i replikken som uddybning af anbringender, der er gjort gældende i stævningen, ikke påberåbes for at afhjælpe, at stævningen tilsidesætter betingelserne i procesreglementets artikel 76, litra d), da denne bestemmelse i modsat fald ville blive berøvet enhver virkning (jf. i denne retning kendelse af 19.5.2008, TF1 mod Kommissionen, T-144/04, EU:T:2008:155, præmis 30).

62      Selv om sagsøgeren i den foreliggende sag i stævningen ganske vist ikke udtrykkeligt har anført, at denne anså SOGAER for at være det »tildelende« organ med hensyn til den omhandlede støtte, har denne part ikke desto mindre bestridt den fremgangsmåde, som Kommissionen anvendte i den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har allerede i stævningen gjort gældende, at den omtvistede aftale, snarere end de af den autonome region iværksatte foranstaltninger, burde have været undersøgt i lyset af princippet om den private aktør, idet sagsøgeren har anført, at »den ordning, der blev indført ved [lov nr. 10/2010], ikke [var] relevant, da den ikke i sig selv [indeholdt] nogen form for støtte til sagsøgeren«, at »[den autonome region] ikke [havde] betalt støtte til sagsøgeren«, at »støtten [blev] betalt til luftfartsselskaberne af lufthavnsoperatørerne, hvorfor det [var] dette kontraktlige forhold, der burde have været undersøgt ud fra en betragtning af, hvorvidt der forelå støtte«, og at »den afgørende faktor [var] […] indgåelsen af markedsføringsaftalen mellem lufthavnsoperatøren og sagsøgeren«.

63      Derudover har sagsøgeren allerede i stævningen påberåbt sig den omstændighed, at SOGAER var en offentlig virksomhed, hvilket ifølge sagsøgeren ville have begrundet en undersøgelse af, hvorvidt denne lufthavnsoperatør havde handlet som en privat aktør.

64      Heraf følger, at sagsøgerens argumentation, hvorefter SOGAER var det tildelende organ med hensyn til den relevante støtte, ikke er ny, og at de argumenter, der er fremført i replikken inden for rammerne af det første led, er en uddybning af det første anbringende, således som dette er fremsat i stævningen. Det første anbringendes første led kan følgelig antages til realitetsbehandling.

 –      Spørgsmålet om, hvorvidt det første anbringendes første led kan tiltrædes

65      Det fremgår af artikel 107, stk. 1, TEUF, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, erklæres uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Kvalificeringen som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF forudsætter således opfyldelse af fire betingelser, nemlig at der skal foreligge en statslig foranstaltning eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og at denne foranstaltning skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, give modtageren en fordel og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen (jf. dom af 13.9.2017, ENEA, C-329/15, EU:C:2017:671, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

66      Hvad angår den første betingelse vedrørende kvalificeringen som statsstøtte erindres der om, at en statslig foranstaltning eller en foranstaltning finansieret ved hjælp af statsmidler ikke nødvendigvis skal vedtages af den pågældende medlemsstat som centralstat. Den kan lige så godt hidrøre fra en indenstatslig myndighed. Foranstaltninger vedtaget af lokale myndigheder og ikke den centrale myndighed kan nemlig udgøre støtte, når betingelserne i artikel 107, stk. 1, TEUF er opfyldt (dom af 14.10.1987, Tyskland mod Kommissionen, sag 248/84, EU:C:1987:437, præmis 17, og af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 55). Udtrykt på en anden måde er foranstaltninger, der træffes af indenstatslige, decentrale, føderale, regionale eller andre enheder i medlemsstaterne, uanset disses retlige stilling og betegnelse, på samme måde som foranstaltninger, der træffes af føderal- eller centralmagten, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF, såfremt de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt (dom af 6.3.2002, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-92/00 og T-103/00, EU:T:2002:61, præmis 57, og af 12.5.2011, Région Nord-Pas-de-Calais og Communauté d’agglomération du Douaisis mod Kommissionen, T-267/08 og T-279/08, EU:T:2011:209, præmis 108).

67      Hvad yderligere angår denne første betingelse skal det erindres, at fordele, for at de kan kvalificeres som støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, for det første skal ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler og for det andet kunne tilregnes staten (jf. dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.9.2017, ENEA, C-329/15, EU:C:2017:671, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis), idet disse to underliggende betingelser er kumulative (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Tyskland mod Kommissionen, C-405/16 P, EU:C:2019:268, præmis 48 og 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.4.2006, Deutsche Bahn mod Kommissionen, T-351/02, EU:T:2006:104, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

68      I den foreliggende sag undersøgte Kommissionen i 355.-361. betragtning til den anfægtede afgørelse under overskriften »7.2.1.2 Statsmidler og tilregnelse til staten« i forening de to underliggende betingelser vedrørende anvendelse af statsmidler og tilregnelse til staten. Først konstaterede den i 356. betragtning til denne afgørelse, at den omtvistede støtteordning var finansieret med midler, der stammede fra den autonome region, og at den, eftersom den kunne henføres til en regionallov, kunne tilregnes denne region, og, in fine, den italienske stat.

69      Kommissionen undersøgte dernæst i 357.-360. betragtning til den anfægtede afgørelse pengestrømmene fra lufthavnsoperatørerne til luftfartsselskaberne. I denne forbindelse beskrev Kommissionen den ordning, som den autonome region etablerede, og i henhold til hvilken denne statslige enhed ydede finansiering til de lufthavnsoperatører, der ansøgte herom, på den betingelse, at disse operatører indgav detaljerede aktivitetsplaner til godkendelse hos nævnte region med beskrivelse af, hvordan de havde til hensigt at anvende nævnte midler, bl.a. hvad angår betaling til de kontraherende luftfartsselskaber, således som det fremgår af den detaljerede fremstilling af den omtvistede støtteordnings funktionsmåde i den anfægtede afgørelses afsnit »2.7. Finansieringsmekanisme og struktur indført af regionen Sardinien«. Kommissionen støttede sig på denne beskrivelse for i 360. betragtning til den anfægtede afgørelse at nå til den konklusion, hvorefter lufthavnsoperatørerne skulle anses for mellemmænd mellem den autonome region og luftfartsselskaberne, således at de betalinger, som disse selskaber modtog, var finansieret af midler, der hidrørte fra nævnte region, og kunne tilregnes denne.

70      På grundlag af dette ræsonnement, hvorved der blev konstateret en forbindelse mellem den autonome region og luftfartsselskaberne, konkluderede Kommissionen i 361. betragtning til den anfægtede afgørelse, at lufthavnsoperatørernes betalinger til disse selskaber var finansieret via statsmidler og kunne tilregnes staten.

71      Sagsøgeren har ved sin argumentation inden for rammerne af det første anbringendes første led i det væsentlige rejst tvivl om dette ræsonnement. Sagsøgeren har ikke bestridt, at de midler, der over en flerårig periode blev stillet til rådighed for lufthavnsoperatørerne, for at disse kunne iværksætte tiltag med henblik på at fremme regionen Sardinien som turistmål, således som Kommissionen fastslog i 356. betragtning til den anfægtede afgørelse, var midler fra den autonome region og dermed fra den italienske stat, eller at afgørelsen om at tildele sådanne midler til nævnte operatører kunne tilregnes nævnte region og dermed nævnte stat. Sagsøgeren har derimod bestridt Kommissionens konklusion som følge af 358.-360. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at disse operatører, heriblandt SOGAER, kunne anses for mellemmænd mellem regionen og luftfartsselskaberne.

72      Selv om den omtvistede betaling blev foretaget ved hjælp af »statsmidler« og kunne tilregnes den italienske stat, skyldtes dette ifølge sagsøgeren ikke, at SOGAER var involveret i den omtvistede støtteordning, der var indført af den autonome region, men snarere den omstændighed, at SOGAER er en offentlig virksomhed, der er kontrolleret af et italiensk statsorgan, nemlig CCIA i Cagliari. Det var med andre ord med urette, at Kommissionen konkluderede, at den omtvistede betaling indebar en indgriben ved den italienske stat med nævnte region – snarere end SOGAER – som mellemled. På dette grundlag udgjorde SOGAER det relevante »niveau« med henblik på vurderingen af, hvorvidt der forelå statsstøtte.

73      Det skal i denne forbindelse tages i betragtning, at sagsøgeren, selv om denne ikke udtrykkeligt har henvist til de to underliggende og kumulative betingelser, der udgør den første betingelse vedrørende kvalificeringen som statsstøtte, implicit, men uundgåeligt, har bestridt dels, at de penge, som lufthavnsoperatørerne anvendte til at betale luftfartsselskaberne inden for rammerne af de aftaler, som sidstnævnte havde indgået med førstnævnte, var af regional statslig oprindelse, dels at de betalinger, som disse operatører foretog i forbindelse med udførelsen af de aftaler, der var indgået med luftfartsselskaber, såsom sagsøgeren, kunne tilregnes den autonome region.

74      Hvad angår anvendelsen af regionale »ressourcer« må sagsøgerens argumentation, hvorefter den autonome regions midler ikke er relevante, eftersom de blev stillet til rådighed for lufthavnsoperatørerne, og ikke luftfartsselskaberne, som alene modtog betalinger fra nævnte operatører, forkastes.

75      Der erindres nemlig om, at det tidligere er fastslået, at Kommissionen ved undersøgelsen af en foranstaltning kan være foranlediget til at undersøge, om en fordel kan anses for at være indirekte tildelt andre aktører end den umiddelbare modtager af overførslen af statsmidler (jf. i denne retning dom af 13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 61 og 62). På dette grundlag har Unionens retsinstanser ligeledes anerkendt, at en fordel, der direkte tildeles bestemte fysiske eller juridiske personer, kan udgøre en indirekte fordel og som følge heraf statsstøtte for andre juridiske personer, som er virksomheder (jf. i denne retning dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 22-35, af 13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 38 og 60-66, af 4.3.2009, Associazione italiana del risparmio gestito og Fineco Asset Management mod Kommissionen, T-445/05, EU:T:2009:50, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.6.2010, Mediaset mod Kommissionen, T-177/07, EU:T:2010:233).

76      I den foreliggende sag skal de midler, der blev stillet til rådighed for lufthavnsoperatørerne, anses for at være indirekte tildelt luftfartsselskaberne, eftersom den ordning, som den autonome region etablerede, gjorde det muligt at sikre, at disse midler svarede til nævnte operatørers betalinger til disse selskaber. Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgeren – selv om denne har rejst tvivl om lufthavnsoperatørernes rolle som mellemmænd – ikke har bestridt, at nævnte ordning eksisterede, eller at den fungerede som beskrevet.

77      Denne ordning indeholdt imidlertid en slags afregningsmekanisme. Nærmere bestemt foreskrev regional afgørelse nr. 29/36, at de udvalgte lufthavnsoperatører ville modtage en forskudsbetaling på 20% af de søgte midler på grundlag af referenceåret, efterfulgt af en anden betaling på 60%, der fandt sted i flere faser, og som var betinget af fremlæggelse af kvartalsrapporter, og endelig en sidste rate på 20% ved fremlæggelse af dokumentation, som gjorde det muligt for den autonome region at kontrollere, at aktiviteten var blevet gennemført korrekt, at målene var nået, og at de afholdte udgifter var reelle. Det var følgelig hensigten med denne kontrolmekanisme at forhindre den enkelte lufthavnsoperatør i at opnå tilbagebetaling af andre beløb end dem, som den pågældende operatør havde afholdt til at betale de kontraherende luftfartsselskaber, såsom sagsøgeren, og som er omfattet af forpligtelsen til tilbagesøgning i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2. Den omstændighed, at denne mekanisme fandtes, bekræfter ligeledes, at nævnte luftfartsselskabers tjenester blev finansieret af nævnte region, eftersom de beløb, som lufthavnsoperatørerne betalte på forhånd til de kontraherende luftfartsselskaber, svarede til de midler, som de ved afslutningen af processen modtog fra den autonome region.

78      Som det fremgår af 242.-246. samt 313., 314. og 317. betragtning til den anfægtede afgørelse, forklarede lufthavnsoperatørerne i Olbia og Cagliari-Elmas lufthavn i øvrigt selv, idet de redegjorde for de bemærkninger, som de havde indgivet inden for rammerne af den administrative procedure for Kommissionen, at de i realiteten havde forudbetalt de beløb, der svarede til betalingen til de kontraherende luftfartsselskaber, der leverede de tjenester, som den autonome region havde efterspurgt for at markedsføre turismen på Sardinien, og at de efterfølgende havde fremlagt deres regnskabsrapporter for den autonome region med angivelse af de faktisk afholdte udgifter for at opnå tilbagebetaling for disse fra den autonome region. I denne forbindelse forklarede SOGAER – med hvilken sagsøgeren havde indgået den omtvistede aftale – endda, således som det fremgår af 314. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den autonome region havde afkrævet denne operatør bevis for, at de tjenesteydende luftfartsselskaber havde modtaget det fulde omfang af de regionale bidrag, og at samme operatør således blot var en mellemmand, der havde overført de beløb, som var modtaget fra den autonome region, til luftfartsselskaberne. Derudover gjorde Den Italienske Republik gældende, at lufthavnsoperatøren i Olbia lufthavn i det væsentlige, således som det fremgår af 340. betragtning til den anfægtede afgørelse, havde overført hele det bidragsbeløb, som denne operatør havde modtaget fra den autonome region, til luftfartsselskaberne.

79      Derudover har sagsøgeren i øvrigt selv anført, at lufthavnsoperatørernes betalinger til luftfartsselskaberne var »finansieret« af den autonome region i form af en overførsel til lufthavnsoperatørerne.

80      Det fremgår således tydeligt, at de midler, som lufthavnsoperatørerne anvendte til at betale luftfartsselskaberne inden for rammerne af de aftaler, som de havde indgået med disse, udgjorde statsmidler, der hidrørte fra den autonome region.

81      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de aftaler, som lufthavnsoperatørerne indgik med luftfartsselskaberne, kunne »tilregnes« den autonome region, har sagsøgeren i særlig grad fremhævet den omstændighed, at lov nr. 10/2010 ikke i sig selv indeholder bestemmelse om støtte til luftfartsselskaberne, og at den autonome region ikke havde indgået nogen aftale med disse selskaber.

82      Det skal imidlertid bemærkes, at den omstændighed, at der ikke er en direkte retlig forbindelse mellem luftfartsselskaberne og den autonome region, ikke er til hinder for, at sidstnævnte kan tilregnes de aftaler, som lufthavnsoperatørerne indgik. Det fremgår nemlig af retspraksis, at begrebet intervention ved hjælp af statsmidler har til formål at omfatte ikke alene støtte ydet direkte af staten, men ligeledes støtte ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten med henblik på at forvalte støtten (jf. i denne retning dom af 22.3.1977, Steinike og Weinlig, sag 78/76, EU:C:1977:52, præmis 21, af 17.3.1993, Sloman Neptun, C-72/91 og C-73/91, EU:C:1993:97, præmis 19, og af 30.5.2013, Doux Élevage og Coopérative agricole UKL-ARREE, C-677/11, EU:C:2013:348, præmis 26). Domstolen har begrundet, at fordele ydet af organer, der er adskilt fra staten, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF, med, at det er nødvendigt at bevare den effektive virkning af reglerne om »statsstøtte« som fastlagt i artikel 107 TEUF, 108 TEUF og 109 TEUF, idet det sikres, at det ikke er muligt for medlemsstaterne at omgå statsstøttereglerne blot ved at oprette selvstændige institutioner, som foretager støttetildelingen (dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 23).

83      Selv om denne retspraksis vedrører støtte ydet af organer, der har fået overdraget ret til udøvelse af offentlige myndighedsbeføjelser eller opgaver af almen interesse, og som er oprettet eller udpeget med henblik på at forvalte støtten, kan det dog ikke heraf udledes, at alene disse tilfælde, ud over støtte ydet direkte af staten, er omfattet af anvendelsesområdet for forbuddet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Tværtimod, som allerede bemærket ovenfor, kan selv en fordel, der direkte tildeles bestemte fysiske eller juridiske personer, udgøre en indirekte fordel og som følge heraf statsstøtte for andre juridiske personer, som er virksomheder (jf. dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 22-35, af 13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 38 og 60-66, af 4.3.2009, Associazione italiana del risparmio gestito og Fineco Asset Management mod Kommissionen, T-445/05, EU:T:2009:50, præmis 127, og af 15.6.2010, Mediaset mod Kommissionen, T-177/07, EU:T:2010:233), vel at mærke uden, at der i disse sager, i hvilke mellemmanden var en fysisk eller juridisk person, er krav om, at de pågældende fordele var ført igennem en organisation, der er specifikt udpeget eller oprettet af denne stat med henblik på at forvalte støtten.

84      Det fremgår endvidere af retspraksis, at en foranstaltning efter omstændighederne kan tilregnes staten på grundlag af en bedømmelse af sagens omstændigheder som helhed og den sammenhæng, hvori foranstaltningen er truffet, og særligt omstændigheder, som i det konkrete tilfælde indicerer, at de offentlige myndigheder er impliceret i vedtagelsen af nævnte foranstaltning, når endvidere henses til dennes rækkevidde, indhold eller hermed forbundne betingelser (jf. i denne retning dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 52-56, og af 17.9.2014, Commerz Nederland, C-242/13, EU:C:2014:2224, præmis 31-33).

85      Selv om det i den foreliggende sag er lufthavnsoperatørerne og ikke luftfartsselskaberne, der i lov nr. 10/2010 er angivet som værende de formelle modtagere af de i denne lov fastsatte betalinger, fremgår det ikke desto mindre, at nævnte operatørers adfærd var fastlagt af den autonome region, fra det øjeblik de midler, der blev stillet til rådighed for operatørerne, i henhold til den ordning, der var indført ved denne lov og dens gennemførelsesretsakter, skulle anvendes og rent faktisk blev anvendt i henhold til instrukser fra denne region.

86      I artikel 3, stk. 2, i lov nr. 10/2010 var det nemlig udtrykkeligt fastsat, at kriterierne for, karakteren af og varigheden af transporttilbuddet såvel som retningslinjerne for udformningen af lufthavnsoperatørernes aktivitetsplaner skulle fastlægges ved afgørelse truffet af regionalledelsen, mens det i denne lovs artikel 3, stk. 3 – ligeledes udtrykkeligt – var fastsat, at de af lufthavnsoperatørerne udformede aktivitetsplaner skulle vedlægges de tilknyttede retsakter og aftaler, og at de kun ville blive finansieret, hvis de var udformet i overensstemmelse med kriterierne for, karakteren af og varigheden af transporttilbuddet samt med de af regionalledelsen vedtagne retningslinjer og kun, hvis de på forhånd var blevet forelagt det kompetente udvalg med henblik på en bindende udtalelse.

87      Det fremgår desuden af de foranstaltninger, der blev iværksat ved lov nr. 10/2010, at bestemmelserne i denne lov nødvendigvis skulle sammenholdes med de lovtekster, som regionalledelsen i medfør af denne lov skulle vedtage, og som var en betingelse for betalingerne foretaget af den autonome region til de i den foreliggende sag omhandlede lufthavnsoperatører. Disse lovtekster, særligt regional afgørelse nr. 29/36, foreskrev imidlertid udtrykkeligt, at lufthavnsoperatørerne skulle indgive deres aktivitetsplaner til godkendelse hos den autonome region, og at nævnte planer, for at være berettiget til den finansiering, som nævnte region fastsatte, skulle være udformet i overensstemmelse med kriterierne for, karakteren af og varigheden af transporttilbuddet samt med de af regionalledelsen udstedte retningslinjer.

88      Endvidere indeholdt den ordning, som den autonome region indførte, bestemmelse om, at lufthavnsoperatørerne – ud over den omstændighed, at aktivitetsplanerne på et tidligere stadium af processen skulle underlægges den autonome regions godkendelse – som forklaret i præmis 77 ovenfor, skulle fremlægge kvartalsrapporter med henblik på betalingen af 60% af støtten, og de kunne først opnå den sidste rate af betalingen, på 20%, når de havde bevist, at de havde fulgt instrukserne fra den autonome region. Den forudgående kontrol i forbindelse med tilbagebetalingen af de beløb, som lufthavnsoperatørerne havde betalt på forhånd, var dermed af en sådan karakter, at de gjorde det muligt for nævnte region at føre kontrol med disse operatørers initiativer, eftersom alene initiativer, der var udformet i overensstemmelse med nævnte regions retningslinjer og begrundet ved fremlæggelse af relevant kontraktlig og regnskabsmæssig dokumentation, kunne føre til finansiering i henhold til den omtvistede støtteordning.

89      Den autonome regions indflydelse på indholdet og omfanget af lufthavnsoperatørernes initiativer bekræftes af operatørerne selv. Som det fremgår af 237. betragtning til den anfægtede afgørelse, oplyste GEASAR nemlig, at dette selskab havde forhandlet forslagene til markedsføringsaktiviteter med de luftfartsselskaber, der havde besvaret den indkaldelse af interessetilkendegivelser, som denne lufthavnsoperatør havde offentliggjort på sit websted, under hensyntagen til markedsføringsplanen vedrørende turisme udarbejdet af regionen som et af dens planlægningsinstrumenter. For SOGAER’s vedkommende hævdede dette selskab, som det fremgår af 313. betragtning til den anfægtede afgørelse, at nævnte region inden for rammerne af den omtvistede støtteordning ydede kompensation, som blot blev kanaliseret gennem lufthavnsoperatøren, vel at mærke »som et led i en plan, der er vedtaget, finansieret og overvåget af [den autonome region]«.

90      Hvad særligt angår indgåelsen af aftaler med luftfartsselskaberne angav lov nr. 10/2010 ganske vist ikke, hvilke specifikke tiltag lufthavnsoperatørerne skulle foreslå i aktivitetsplanerne, ligesom loven ikke identificerede, hvilke luftfartsselskaber der skulle rettes henvendelse til. Ikke desto mindre bekræfter henvisningen i artikel 3, stk. 3, i lov nr. 10/2010 til de aftaler, som lufthavnsoperatørerne skulle fremlægge, og henvisningen i regional afgørelse nr. 29/36 til de tilfælde, hvori aktivitetsplanerne blev gennemført af luftfartsselskaber, at den autonome region tilskyndede disse operatører til at henvende sig til luftfartsselskaber, eftersom disse er de eneste enheder, der kan indgå aftale med disse selskaber om åbning og opretholdelse af flyforbindelser, hyppigheden heraf og passagermål, og eftersom nævnte region besluttede, hvilke flyruter der ville blive anset for støtteberettigede. Hvad desuden angår markedsføringsaktiviteter sondrede den autonome region mellem aktiviteter tilbudt af luftfartsselskaber, hvilket bekræfter, at lufthavnsoperatørerne var nødt til at henvende sig til sådanne selskaber, og aktiviteter tilbudt af andre tjenesteudbydere end luftfartsselskaber, som ikke er omhandlet i den foreliggende sag, og hvis eksistens under alle omstændigheder ikke er af en sådan karakter, at den påvirker spørgsmålet om, hvorvidt de midler, som sagsøgeren modtog, hidrørte fra nævnte regions budget og kunne tilregnes denne.

91      Det fremgår således af de forskellige instrumenter, der udgjorde den ordning, som den autonome region havde indført, og som Kommissionen kvalificerede som kontrol »ex ante« og »ex post«, at denne region tidligt i forløbet udøvede tæt kontrol med de aktivitetsplaner, som lufthavnsoperatørerne fremlagde, særligt med de berørte flyforbindelser og de planlagte markedsføringstjenester, og ligeledes senere i forløbet med de beløb, som lufthavnsoperatørerne havde afholdt til betaling for nævnte tjenester, hvilke luftfartsselskaberne havde tilbudt som led i markedsføringen af øen Sardinien som turistmål. I denne henseende var den kontrol, som den autonome region havde påtaget sig med den adfærd, som de lufthavnsoperatører, der havde besluttet at ansøge om midler inden for rammerne af den omtvistede støtteordning, havde udvist inden for aftalerne, tilstrækkelig til at fastslå, at nævnte adfærd kunne tilregnes regionen.

92      Det skal i øvrigt bemærkes, at sagens akter for Retten, særligt dem, som Kommissionen har fremlagt for at bevidne, hvordan den ordning, der var indført af den autonome region, fungerede, bestyrker ovenstående betragtninger vedrørende dels tilregnelsen til den autonome region af aftalerne mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne, dels den regionale statslige oprindelse af de midler, der blev anvendt til at betale luftfartsselskaberne. Hvad for det første angår den omtvistede aftale mellem SOGAER og sagsøgeren præciseres det i præamblen til denne aftale udtrykkeligt, at »[den autonome] region ha[vde] besluttet at øge sine markedsføringsinvesteringer i transport- og turistindustrien«, at den med henblik herpå »hvert år betal[te] SOGAER et beløb, som denne virksomhed [skulle] anvende til dette formål«, at »SOGAER [i] henhold til [den autonome] regions ønske ha[vde] offentliggjort en bekendtgørelse på sit websted med henblik på at investere i markedsføringsaktiviteter beregnet til at fremme turistattraktioner på det sydlige Sardinien«, at »SOGAER i overensstemmelse med de retningslinjer, som [den autonome] region havde offentliggjort, ha[vde] udarbejdet et aktivitetsprogram, der beskrev den strategi og de tiltag, som sk[ulle] gennemføres for at nå målet for udvikling af trafikken«, og at »[d]enne aktivitetsplan [var] blevet godkendt af udvalget under det regionale råd i henhold til artikel 3, stk. 3, i lov [nr. 10/2010]«. Derudover indeholdt denne aftale en klausul, der udtrykkeligt præciserede, at aftalen var underlagt bestemmelserne i lov nr. 10/2010.

93      Hvad endvidere angår den aktivitetsplan, som SOGAER tidligt i forløbet fastlagde for perioden 2011-2013, og som blev godkendt af den autonome region i forbindelse med regional afgørelse nr. 39/42, angiver denne plan faktisk, hvilke markedsføringstiltag sagsøgeren skulle gennemføre. Kommissionen har ligeledes fremlagt kopi af den faktura vedrørende den omtvistede betaling, som sagsøgeren fremsendte den 20. december 2012, og som SOGAER senere i forløbet tilstillede den autonome region som led i den forudgående kontrol i forbindelse med tilbagebetalingen af de beløb, som denne lufthavnsoperatør havde betalt på forhånd.

94      Endelig anførte den autonome region i sin afgørelse nr. 300 og nr. 322 af henholdsvis 13. juni 2013 og 16. juni 2014, som fastsatte det endelige årlige beløb, der blev tildelt SOGAER for 2012 og 2013, således at forstå, at det beløb, der blev tildelt SOGAER for 2012 bl.a. blev anvendt til tilbagebetaling af det omtvistede beløb, udtrykkeligt, at »den intervention, der er nævnt i lov [nr. 10/2010] [blev] gennemført ved hjælp af lufthavnsoperatørerne, der fung[erede] som mellemmænd og forløbere for overførslen af midler til luftfartsselskaberne ifølge den fremgangsmåde, som regionen selv fastsatte, og som er udstukket ved førnævnte lov [nr. 10/2010] og dennes gennemførelsesforanstaltninger« (che l’intervento di cui alla LR. n. 10/2010 si realizza attraverso le societa di gestione aeroportuale, che fungono da tramiti operativi e da soggetti anticipatori del trasferimento di risorse a favore dei vettori, secondo il percorso dalla Regione stessa disegnato con la sopraccitata legge regionale n. 10/2010 e con e delibere di attuazione della stessa), og at »luftfartsselskaberne skulle betragtes som de faktiske og eneste modtagere af strømmen af finansielle midler i medfør af lov [nr. 10/2010]« (che i vettori debbano considerarsi i reali ed unici destinatari dei flussi delle risorse di cui alla predetta legge regionale).

95      I lyset af samtlige disse forhold fremgår det dels af den ordning, som den autonome region indførte ved hjælp af den omtvistede støtteordning, dels af den praktiske gennemførelse heraf, at de aftaler, som lufthavnsoperatørerne indgik med luftfartsselskaberne, såvel som de betalinger, der blev foretaget til disse selskaber til gennemførelse af nævnte aftaler, involverede regionale statslige midler og kunne tilregnes den autonome region.

96      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argumenter som anført i præmis 56 ovenfor med hensyn til den omstændighed, at lufthavnsoperatørerne, heriblandt SOGAER, frit kunne vælge, om de ville ansøge om midler fra den autonome region, og at dette valg var bestemt af operatørernes egne økonomiske overvejelser.

97      For det første var lufthavnsoperatørernes skønsbeføjelse med hensyn til, hvilke konkrete tiltag der skulle iværksættes, når først de havde besluttet at deltage i den omtvistede støtteordning, således som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, stærkt begrænset af de kriterier og retningslinjer, som var bestemt af den autonome region, selv om det formelt set var op til lufthavnsoperatørerne at fremlægge aktivitetsplaner for den autonome region med henblik på at ansøge om midler herfra. Det fremgår imidlertid tydeligt af indholdet af den omtvistede aftale som fremstillet i præmis 92 ovenfor, at den omtvistede betaling indgik som led i den omtvistede støtteordning.

98      For det andet bemærkes hvad angår lufthavnsoperatørernes egne økonomiske overvejelser, at de priser, som luftfartsselskaberne fakturerede for deres tjenester, særligt markedsføringstjenesterne, var finansielt båret af den autonome region, og ikke af disse operatører. Den risikoandel, som disse operatører bar, var derfor marginal, eftersom den kun vedrørte de 4% i provision og renter, der skulle betales til SFIRS.

99      Det skal i øvrigt erindres, at statslige indgrebs formål ikke uden videre kan medføre, at de falder uden for begrebet statsstøtte i artikel 107 TEUF. Denne artikel sondrer nemlig ikke ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men bestemmelsen definerer disse i kraft af deres virkninger (jf. dom af 22.12.2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 84 og 85 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.11.2015, Spanien mod Kommissionen, T-461/13, EU:T:2015:891, præmis 39).

100    Eftersom Kommissionen, som allerede bemærket i det foregående, ved undersøgelsen af en foranstaltning kan være foranlediget til at undersøge, om en fordel kan anses for at være indirekte tildelt andre aktører end den umiddelbare modtager af overførslen af statsmidler (jf. i denne retning dom af 13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 61 og 62), må det antages, at for så vidt som det, som i den foreliggende sag, kan fastslås, at når en fordel, der stammer fra statsmidler, overføres af den umiddelbare modtager til en endelig støttemodtager, har det ingen relevans, om denne overførsel er blevet udført af den umiddelbare modtager på grundlag af et kommercielt hensyn, eller om denne overførsel forfulgte et formål af almen interesse.

101    Dette underbygges af den retspraksis, hvori det lægges til grund, at en fordel, der direkte tildeles bestemte fysiske eller juridiske personer, kan udgøre en indirekte fordel og som følge heraf statsstøtte for andre juridiske personer, som er virksomheder (jf. i denne retning dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 22-35, af 13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 38 og 60-66, af 4.3.2009, Associazione italiana del risparmio gestito og Fineco Asset Management mod Kommissionen, T-445/05, EU:T:2009:50, præmis 127, og af 15.6.2010, Mediaset mod Kommissionen, T-177/07, EU:T:2010:233). I de sager, der gav anledning til disse domme, indgik overførslen af en fordel fra fysiske eller juridiske personer, der var umiddelbare modtagere af statsmidler, nemlig i et kommercielt forhold, hvilket bekræftede, at en underliggende kommerciel begrundelse for overførslen er uden relevans for vurderingen efter artikel 107, stk. 1, TEUF af den strøm, som statsmidlerne følger frem til den endelige modtager.

102    Hvad angår den af sagsøgeren fremførte argumentation vedrørende kvalificeringen af SOGAER som »offentlig virksomhed« som omhandlet i direktiv 2006/111 må det konstateres, at denne argumentation er irrelevant og under alle omstændigheder ugrundet. Kommissionen støttede sig nemlig ikke på en sådan kvalificering af SOGAER, da den tilregnede den omtvistede betaling den italienske stat. Kommissionen støttede sig derimod på den ordning, som den autonome region havde indført, for at nå frem til den konklusion, at de betalinger, som luftfartsselskaberne modtog, hidrørte fra midler fra denne region og kunne tilregnes denne og dermed den italienske stat. I denne sammenhæng spillede de berørte lufthavnsoperatører, heriblandt SOGAER, alene en rolle som mellemmænd, hvorfor, således som Kommissionen har bemærket, spørgsmålet om, hvorvidt de kunne kvalificeres som offentlige virksomheder, var irrelevant.

103    Henset til disse omstændigheder er det ligeledes irrelevant, at Retten i dom af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-53/16, EU:T:2018:943), og af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-165/15, EU:T:2018:953), som sagsøgeren har henvist til, skønnede, at Kommissionen med rette havde fastslået, at de to berørte handelskamre, der kontrollerede henholdsvis Pau-Béarn og Nîmes-Uzès-Le Vigan lufthavn, var offentlige myndigheder, hvis afgørelser kunne tilregnes den franske stat. Selv hvis det antages, at CCIA i Cagliari er en offentlig myndighed, og at situationen for Cagliari-Elmas lufthavn er sammenlignelig med situationen for de to lufthavne, der er omhandlet i disse to andre sager, således at denne lufthavns adfærd kan tilregnes CCIA i Cagliari og dermed den italienske stat, forholder det sig stadig således, at den adfærd, der specielt er omhandlet i den foreliggende sag, nemlig indgåelsen af den omtvistede aftale og den omtvistede betaling, henset til ovenstående betragtninger kan tilregnes den autonome region, idet Cagliari-Elmas lufthavn alene spillede en rolle som mellemled.

104    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at det i den foreliggende sag, til forskel fra de omstændigheder, der gjaldt specielt for de sager, der gav anledning til dom af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-53/16, EU:T:2018:943), og af 13. december 2018, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen (T-165/15, EU:T:2018:953), dels ikke er fastslået, at CCIA i Cagliari var en offentlig myndighed, idet sagsøgeren, således som det fremgår af 55. betragtning til den anfægtede afgørelse, begrænsede sig til at konstatere, at CCIA i Cagliari i henhold til italiensk ret er en »autonom offentlig enhed«. Dels drives Cagliari-Elmas lufthavn af SOGAER, og ikke af CCIA i Cagliari, og sagsøgeren har ikke forsøgt at godtgøre, at denne lufthavnsoperatør, hvori CCIA i Cagliari ganske vist er indehaver af aktiemajoriteten, udviste en adfærd, der, henset til de betingelser, der fremgår af dom af 16. maj 2002, Frankrig mod Kommissionen (C-482/99, EU:C:2002:294), kunne tilregnes nævnte handelskammer.

105    Hvad endelig angår sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen inden for rammerne af nærværende tvist har forsøgt at supplere begrundelsen for den anfægtede afgørelse ved at forklare, at aftalerne mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne alene havde til formål at fordele de midler, som den autonome region stillede til rådighed, er det tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen med denne forklaring åbenlyst har henvist til den rolle som mellemmænd, som disse operatører spillede, og som er fremstillet i navnlig 357.-360. betragtning til den anfægtede afgørelse og endvidere i 388. og 402. betragtning hertil. Sagsøgerens argument må følgelig forkastes.

106    Henset til samtlige ovenstående betragtninger begik Kommissionen ingen retlig fejl, da den i 357.-360. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at lufthavnsoperatørerne kunne anses for mellemmænd mellem den autonome region og luftfartsselskaberne, og konkluderede, at de betalinger, som lufthavnsoperatørerne gennemførte til nævnte luftfartsselskaber, heriblandt den omtvistede betaling, svarede til midler fra den autonome region, og at de kunne tilregnes denne. Da Kommissionen ikke begik nogen fejl på det »niveau«, der var relevant med hensyn til at vurdere, om der forelå statsstøtte, må det første anbringendes første led følgelig forkastes.

 Om det første anbringendes andet led om anvendelsen af princippet om den private aktør i forhold til SOGAER

107    Sagsøgeren har gjort gældende, at det – eftersom lufthavnsoperatørerne udgør det relevante »niveau« for undersøgelsen – alene har betydning, om SOGAER, der handlede selvstændigt, handlede efter princippet om den private aktør, da denne foretog den omtvistede betaling.

108    Kommissionens betragtninger vedrørende den autonome regions hensigter, nemlig at nævnte region søgte at nå almene politiske mål i stedet for rentabilitetsmål, er ifølge sagsøgeren irrelevante. Den omstændighed, at der ikke foreligger en forretningsplan, en forhåndsanalyse af rentabiliteten eller andre interne dokumenter, der gør det muligt at fastslå eventuelle rentabilitetsmål, som regionen forfulgte, har heller ingen betydning.

109    Ifølge sagsøgeren burde Kommissionen med henblik på at undersøge, om SOGAER ved indgåelsen af den omtvistede aftale handlede efter princippet om den private aktør, i overensstemmelse med nævnte institutions afgørelsespraksis og med den tilgang, som Retten anlagde i dom af 17. december 2008, Ryanair mod Kommissionen (T-196/04, EU:T:2008:585), have salderet de udgifter og indtægter, der var forbundet med nævnte aftale. Hvis en sådan saldering skulle føre til en negativ saldo, ville det indebære, at der forelå statsstøtte.

110    Der er imidlertid intet, der begrunder, at Kommissionen ikke i den foreliggende sag foretog denne saldering af udgifter og indtægter i forbindelse med den omtvistede aftale. Sagsøgeren har i denne henseende foreholdt Kommissionen, at denne ikke gav nogen begrundelse hvad angår konklusionen i 386. og 387. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at det ikke ville have været muligt for den at vurdere det finansielle forhold mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne, selv hvis der havde været afholdt udbud for at udvælge disse luftfartsselskaber. Sagsøgeren har ligeledes foreholdt Kommissionen, at den ikke tog initiativ til at anmode lufthavnsoperatørerne om at fremlægge forhåndsanalyser af rentabiliteten af aftalerne med luftfartsselskaberne.

111    Hvad særligt angår de indtægter, der skal tages i betragtning ved salderingen af indtægter og udgifter i forbindelse med den omtvistede aftale, drejer det sig om de indtægter, der for så vidt angår Cagliari-Elmas lufthavn fulgte af de flyforbindelser, som sagsøgeren drev fra denne lufthavn, nemlig – hvilket en simpel søgning på internettet ville have vist – forbindelserne mellem Cagliari-Elmas og Köln-Bonn samt mellem Cagliari-Elmas og Stuttgart. Kommissionen fastslog i øvrigt selv i 376. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de markedsføringsaftaler, som lufthavnsoperatørerne indgik med luftfartsselskaberne, var knyttet til de flyforbindelser, som sidstnævnte selskaber drev fra de berørte lufthavne.

112    Hvad angår de udgifter, der skal tages i betragtning ved denne saldering, er sagsøgeren af den opfattelse, at den omtvistede betaling ikke er relevant. I virkeligheden skal de finansieringsomkostninger, som SOGAER afholdt for at opnå de midler, der gjorde det muligt at foretage nævnte betaling (herefter »finansieringsomkostningerne«), medtages som relevante udgifter. Som allerede anført i præmis 56 ovenfor inden for rammerne af det første anbringendes første led skulle lufthavnsoperatørerne for at få adgang til midlerne fra den autonome region erlægge en »betaling« til denne i form af et gebyr på 4% og, efter omstændighederne, provision og renter. Størrelsen af disse finansieringsomkostninger er imidlertid betydeligt under det beløb på 30 000 EUR, som svarer til den omtvistede betaling.

113    Det ville derimod være upassende at medtage den omtvistede betaling, henset til den omstændighed, at denne var finansieret af den autonome region, og regionen og SOGAER ikke udgjorde en samlet enhed. Dom af 17. december 2008, Ryanair mod Kommissionen (T-196/04, EU:T:2008:585), kan dermed ikke med rette påberåbes, eftersom regionen Vallonien ejede alle aktierne i lufthavnsoperatøren i Charleroi lufthavn (Belgien), i modsætning til i den foreliggende sag, hvori SOGAER ikke var ejet af den autonome region.

114    Kommissionen finder principalt, at det første anbringendes andet led er irrelevant, for så vidt som det alene rejser tvivl om konstateringerne i 385.-387. betragtning til den anfægtede afgørelse vedrørende den konkrete anvendelse af princippet om den private aktør, uden at bestride konstateringen i 380.-383. betragtning til nævnte afgørelse vedrørende nævnte princips »uanvendelighed« med den begrundelse, at den autonome region forfulgte mål i henhold til en almen økonomisk politik, snarere end rentabilitetsmål for de berørte lufthavne. Kommissionen er subsidiært af den opfattelse, at det andet led er ugrundet.

115    Hvad i øvrigt særligt angår argumentet om, at finansieringsomkostningerne skal medtages som relevante udgifter i forbindelse med den saldering, som sagsøgeren har henvist til, bør dette ifølge Kommissionen afvises.

 –      Om formaliteten med hensyn til argumentet vedrørende finansieringsomkostningerne

116    Ifølge Kommissionen har sagsøgeren med sit argument vedrørende finansieringsomkostningerne på stadiet for replikken gjort gældende, at disse omkostninger, snarere end den omtvistede betaling, udgør den relevante støtte. Sagsøgeren har dermed fremsat et nyt anbringende, som følgelig bør afvises.

117    Sagsøgeren har som svar på et spørgsmål fra Retten i denne henseende forklaret, at dette argument indgik i forlængelse af dennes hovedargumentation, hvorefter Kommissionen burde have undersøgt, om der forelå statsstøtte i forhold til SOGAER, snarere end i forhold til den autonome region. Sagsøgeren har subsidiært videre anført, at den saldo, der ville fremgå af en saldering af udgifter og indtægter i forbindelse med den omtvistede aftale, ville være positiv, hvad enten man anvendte beløbet på 30 000 EUR vedrørende den omtvistede betaling eller beløbet vedrørende finansieringsomkostningerne, hvilket er betydeligt lavere end 30 000 EUR, hvorved det i begge tilfælde ville kunne udelukkes, at der forelå statsstøtte.

118    Det må i denne henseende konstateres, at sagsøgeren, selv om denne allerede i stævningen har gjort gældende, at det burde undersøges, om SOGAER handlede som en privat aktør, og at der burde foretages en saldering af udgifter og indtægter i forbindelse med den omtvistede aftale, hvorved skal forstås en analyse af den omtvistede aftale, på dette stadium for stævningen alene har henvist til den omtvistede betaling, og på ingen måde til finansieringsomkostningerne. Sagsøgeren har for første gang henvist til finansieringsomkostningerne på stadiet for replikken og derved foretaget en drejning med hensyn til, hvilke relevante omkostninger der skal medtages i forbindelse med analysen af den gradvist stigende rentabilitet.

119    Sagsøgeren har i øvrigt foretaget en lignende ændring i sin argumentation inden for rammerne af det tredje anbringende om, hvorvidt der foreligger de minimis-støtte. Mens sagsøgeren i stævningen har gjort gældende, at størrelsen af den omtvistede betaling var betydeligt lavere end den relevante tærskel på 200 000 EUR, har denne efterfølgende, i replikken, anført beløbet vedrørende finansieringsomkostningerne, hvilket er betydeligt lavere end 30 000 EUR.

120    Sagsøgeren har imidlertid på denne måde ændret en væsentlig del af sin argumentation, eftersom denne under dække af et argument, der præciserer den i stævningen anførte analyse af den gradvist stigende rentabilitet, har bestridt selve genstanden for den i den anfægtede afgørelse fastlagte støtte, og, in fine, det beløb, der i givet fald skulle tilbagebetales i medfør af den forpligtelse til tilbagesøgning, som er opført i den anfægtede afgørelses artikel 2.

121    Henset til det ovenstående udgør argumentet vedrørende driftsomkostningerne ikke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 61 ovenfor anførte retspraksis, en uddybning af det første anbringendes andet led, således som dette er fremført i stævningen. Nævnte argument må følgelig afvises.

 –      Spørgsmålet om, hvorvidt det første anbringendes andet led kan tiltrædes

122    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen burde have undersøgt, om SOGAER ved indgåelsen af den omtvistede aftale og ved gennemførslen af den omtvistede betaling handlede efter princippet om den private aktør.

123    I denne henseende skal det indledningsvis erindres, at sagsøgeren, af de grunde, der er redegjort for inden for rammerne af behandlingen af det første anbringendes første led, har begået en fejl ved at gøre gældende, at SOGAER udgør det relevante niveau med henblik på at vurdere, om der forelå statsstøtte.

124    Idet det første anbringendes andet led er støttet på en urigtig antagelse, må det nødvendigvis forkastes som ugrundet. I betragtning af, at lufthavnsoperatørerne alene spillede en rolle som mellemmænd, var det nemlig ikke hensigten, at princippet om den private aktør skulle anvendes i forhold til disse, således som Kommissionen i det væsentlige fastslog i 387. betragtning til den anfægtede afgørelse. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, begrundede Kommissionen således rent faktisk sin konklusion om, at det ikke var muligt for den at vurdere det finansielle forhold mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne, idet den i nævnte betragtning præciserede, at nævnte operatører ikke handlede som aktører i en markedsøkonomi, eftersom de blot gennemførte den omtvistede støtteordning, der var etableret af den autonome region.

125    Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at de berørte lufthavnsoperatører, dvs. operatørerne i Cagliari-Elmas og Olbia lufthavn, ikke var ejet af den autonome region, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har bestridt. Nævnte region kunne derfor ikke i sin egenskab af aktionær forvente et økonomisk afkast på mellemlangt eller langt sigt af de midler, som den stillede til rådighed for nævnte operatører, ligesom princippet om den private aktør af samme grund ikke fandt anvendelse.

126    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen ikke behøvede at undersøge den konkrete anvendelse af princippet om den private aktør i sagsøgerens tilfælde, idet transaktionerne mellem luftfartsselskaberne og lufthavnsoperatørerne ikke skulle undersøges i lyset af dette princip.

127    Kommissionen behøvede således for det første ikke at foretage en analyse af den gradvist stigende rentabilitet af den omtvistede aftale. Dermed er det formodede bevis for den omtvistede betalings rentabilitet, som sagsøgeren har fremlagt som svar på et spørgsmål fra Retten, irrelevant. Det må under alle omstændigheder konstateres, at dette bevis ikke kan anses for en gyldig undersøgelse af den gradvist stigende rentabilitet. Det er i særdeleshed tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren som relevante indtægter har angivet alle lufthavnsafgifter, som denne har betalt til SOGAER vedrørende en periode fra 2011 til 2015. Sagsøgeren har i denne forbindelse medregnet lufthavnsafgifter for nær ved to år forud for lanceringen af den reklamekampagne, der var omfattet af den omtvistede aftale, men uden at sagsøgeren har angivet det beløb, der i forbindelse med nævnte afgifter var et resultat af en stigning i trafikken i Cagliari-Elmas lufthavn som følge af nævnte kampagne. Sagsøgeren har i øvrigt som relevante udgifter alene angivet den omtvistede betaling og har dermed udeladt SOGAER’s andre omkostninger i tilknytning til bl.a. en sådan stigning i trafikken i nævnte lufthavn.

128    Det er i øvrigt tilstrækkeligt at konstatere, at sagsøgeren har anlagt en urigtig fortolkning af 376. betragtning til den anfægtede afgørelse, idet denne betragtning ikke vedrører fremgangsmåderne for analysen af den gradvist stigende rentabilitet. Den vedrører derimod det særskilte spørgsmål om, hvorvidt de omkostninger til markedsføringstjenester, som er fastsat i aftalerne mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne, udgør omkostninger, som disse selskaber normalt ville skulle afholde.

129    For det andet var Kommissionen, i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke forpligtet til af egen drift at anmode lufthavnsoperatørerne om at fremlægge eventuelle forhåndsanalyser af rentabiliteten vedrørende betalingerne til luftfartsselskaberne, eftersom disse analyser ligeledes henhørte under den konkrete anvendelse af princippet om den private aktør i forhold til SOGAER. Som Kommissionen med rette har anført, indgav enkelte interesserede parter, heriblandt SOGAER, desuden bemærkninger, bl.a. vedrørende den mulige anvendelse af princippet om den private aktør, og dokumentation, som ifølge disse parter var relevant, hvorimod sagsøgeren ikke deltog i den administrative procedure.

130    Henset til disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke tog hensyn til eventuelle faktiske eller retlige omstændigheder, der kunne have været, men som ikke blev, fremlagt for den under den administrative procedure, idet Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift og ud fra et skøn at undersøge, hvilke oplysninger der kunne have været indgivet for den (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Achemos Grupė og Achema mod Kommissionen, T-417/16, ikke trykt i Sml., under appelbehandling, EU:T:2019:597, præmis 60).

131    For det tredje er det argument, som sagsøgeren har fremført i retsmødet, og hvorefter den omstændighed, at sagsøgeren – ud over det beløb på 30 000 EUR, som SOGAER betalte – investerede 10 000 EUR i den reklamekampagne, der er genstand for den omtvistede aftale, jf. præmis 24 ovenfor, beviser, at SOGAER handlede som en privat aktør, ligeledes irrelevant.

132    For så vidt som sagsøgeren har tilsigtet at støtte sig på den retspraksis, hvorefter den omstændighed, at offentlige organer og private aktører deltager sideløbende og på tilsvarende vilkår i en transaktion, gør det muligt at udlede, at denne transaktion finder sted på vilkår, der opfylder princippet om den private aktør (jf. i denne retning dom af 12.12.2000, Alitalia mod Kommissionen, T-296/97, EU:T:2000:289, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis), må denne argumentation i øvrigt forkastes. I den foreliggende sag kan SOGAER nemlig ikke anses for at have deltaget på tilsvarende vilkår i samme transaktion som sagsøgeren, eftersom SOGAER ikke er et luftfartsselskab. SOGAER kunne dermed ikke forvente en fortjeneste, der svarede til den, som sagsøgeren forventede at opnå ved sin finansielle deltagelse i denne kampagne, dvs. navnlig den fortjeneste, der kom fra en stigning i passagerindtægterne og tjenesteydelser ombord på dennes fly på de berørte flyforbindelser.

133    For så vidt angår sagsøgerens argument, hvorefter princippet om den private aktør skulle anvendes i forhold til lufthavnsoperatørerne, idet det i den anfægtede afgørelse, særligt i 382. og 385. betragtning hertil, er angivet, at dette princip ikke fandt anvendelse i forhold til den autonome region, må det endelig konstateres, at sagsøgeren har anlagt en urigtig fortolkning af disse betragtninger. Det fremgår nemlig alene af disse betragtninger, at princippet om den private aktør ikke fandt anvendelse i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der forelå statsstøtte i forhold til denne region, eftersom regionen søgte at nå almene politiske mål frem for et afkast svarende til det, som en privat aktør kunne forvente at opnå ved sine transaktioner med luftfartsselskaber.

134    Henset til det ovenstående må det første anbringendes andet led forkastes, idet det delvist må afvises og delvist er ugrundet, hvorved hele det første anbringende må forkastes.

 Om det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen ikke godtgjorde, at den støtte, som sagsøgeren angiveligt modtog, fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne

135    Til støtte for det andet anbringende om, at Kommissionen ikke godtgjorde, at den støtte, som sagsøgeren angiveligt modtog, fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne, har sagsøgeren inden for rammerne af det første led gjort gældende, at Kommissionen burde have godtgjort, på hvilken måde den omtvistede betaling, og ikke den omtvistede støtteordning, fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne. Inden for rammerne af det andet led, som er fremsat subsidiært, har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, selv forudsat at Kommissionen kunne nøjes med at undersøge nævnte ordning, ikke er tilstrækkeligt begrundet hvad angår den omstændighed, at denne ordning kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen.

136    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet anbringende forkastes, idet det delvist bør afvises og delvist bør anses for ugrundet. I særdeleshed bør det første led afvises, i det omfang sagsøgeren har gjort gældende, at den omtvistede betaling udgør individuel støtte, der er tildelt ad hoc, snarere end i henhold til en støtteordning.

 Om det første led om undersøgelsen af den omtvistede betaling i stedet for den omtvistede støtteordning

137    Sagsøgeren har gjort gældende, at det, under hensyntagen til, at dette selskab ud af de 16 berørte luftfartsselskaber havde modtaget den laveste betaling svarende til 30 000 EUR, ikke kan tolereres, at Kommissionen skar alle disse selskaber over én kam og ikke undersøgte den omtvistede betaling særskilt. Sagsøgeren er derudover af den opfattelse, at Kommissionen ikke kunne stille sig tilfreds med at undersøge den omtvistede støtteordnings påvirkning af konkurrencen og af samhandelen mellem medlemsstaterne, eftersom nærværende tvist ikke vedrører en støtteordning.

138    Kommissionen har, idet den særligt har støttet sig på den retspraksis, som fulgte af dom af 9. juni 2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 63), gjort gældende, at den i forbindelse med en støtteordning, som det er tilfældet i den foreliggende sag, i afgørelsens begrundelse kan nøjes med at studere den omhandlede ordnings egenskaber ved bedømmelsen af, om den, på grund af støttens høje beløb eller procentandele, karakteren af de støttede investeringer eller andre ordninger i henhold til ordningen, medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især vil kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen er dermed ikke i en afgørelse vedrørende en sådan ordning forpligtet til at foretage en undersøgelse af støtten, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til nævnte ordning.

139    Kommissionen har derudover anført, at sagsøgeren, for så vidt som denne har gjort gældende, at den omtvistede betaling udgør individuel ad hoc-støtte, snarere end individuel støtte, der er tildelt i henhold til en støtteordning, og dermed har bestridt kvalificeringen af de omtvistede foranstaltninger som »støtteordning«, hverken har givet nogen forklaring eller, a fortiori, fremlagt beviser til støtte for sin holdning, hvorfor et sådant argument bør afvises. Kommissionen har subsidiært anført, at dette argument er ugrundet, eftersom lufthavnsoperatørerne ikke havde nogen skønsbeføjelse og begrænsede sig til at videregive en individuel støtte i henhold til den omtvistede støtteordning.

140    Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren inden for rammerne af det første anbringende har gjort gældende, at Kommissionen burde have vurderet, hvorvidt der forelå statsstøtte i forhold til SOGAER, snarere end i forhold til den autonome region. Denne argumentation er imidlertid blevet forkastet som ugrundet.

141    For så vidt som den argumentation, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringendes første led, er støttet på den argumentation, der er fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led – forstået således, at den omtvistede betaling bør undersøges særskilt, eftersom SOGAER udgør det relevante niveau med henblik på vurderingen af, hvorvidt der forelå statsstøtte – er denne argumentation følgelig støttet på en urigtig antagelse, hvorfor den må forkastes som ugrundet. Sagsøgerens henvisning til 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, som begrænser sig til at konstatere, at lufthavnsoperatørerne for at gennemføre aktivitet 2 skulle indgå markedsføringsaftaler, afkræfter ikke denne konklusion.

142    For så vidt som sagsøgeren, således som Kommissionen har anført, har tilsigtet at bestride kvalificeringen af de omtvistede foranstaltninger som støtteordning, skal det derfor ligeledes undersøges, om denne del af sagsøgerens argumentation kan antages til realitetsbehandling og i givet fald tiltrædes.

143    Sagsøgeren har som svar på et spørgsmål fra Retten vedrørende formaliteten med hensyn til en sådan argumentation anført, at denne har redegjort for sin holdning til dette spørgsmål ved inden for rammerne af det første anbringende at gøre gældende, at Kommissionen for at vurdere, om der forelå statsstøtte, burde have undersøgt den omtvistede aftale snarere end den omtvistede støtteordning, som ikke er relevant. Denne holdning stemmer i øvrigt overens med 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, som udtrykkeligt omhandler de markedsføringsaftaler, der blev indgået mellem lufthavnsoperatørerne og luftfartsselskaberne. Sagsøgeren er dermed af den opfattelse, at Kommissionen med sin afvisningspåstand har forsøgt at vende bevisbyrden om, eftersom det i betragtning af, at SOGAER er en offentlig virksomhed, tilkom Kommissionen at undersøge, om denne lufthavnsoperatør handlede som en privat aktør i en markedsøkonomi.

144    Sagsøgeren har i øvrigt under påberåbelse af præmis 87 i dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, under appelbehandling, EU:T:2019:91), videre anført, at kvalificeringen som støtteordning navnlig er betinget af, at de relevante myndigheder ikke råder over en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af væsentlige elementer af den pågældende støtte med hensyn til spørgsmålet om tilskud, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, eftersom det på ingen måde fremgår af den anfægtede afgørelse, at lufthavnsoperatørerne ikke ved gennemførelsen af den omtvistede støtteordning havde nogen skønsbeføjelse.

145    I denne forbindelse bemærkes, at en stævning i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til artikel 53, stk. 1, i samme statut og procesreglementets artikel 76, litra d), skal angive søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af anbringenderne. Disse angivelser skal være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at gennemføre den retslige prøvelse. Ifølge fast retspraksis er det af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde (jf. i denne retning dom af 19.4.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-49/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:186, præmis 90, og af 16.10.2013, TF1 mod Kommissionen, T-275/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:535, præmis 95).

146    I den foreliggende sag fremgår det af de i præmis 137 ovenfor nævnte argumenter, at sagsøgeren i alt væsentligt har begrænset sig til at anføre, at det ikke kan tolereres, at Kommissionen skærer luftfartsselskaberne over én kam, og at nærværende tvist ikke omhandler en støtteordning. Sagsøgeren har endvidere henvist til den omtvistede støtteordning inden for rammerne af det tredje anbringende, dog alene for at hævde, at »tvisten ikke omhandler støtteordningen for luftfartsselskaber, men den konkrete pligt til tilbagebetaling«, som blev pålagt ved den anfægtede afgørelse. Det må konstateres, at sagsøgeren ikke har redegjort for, på hvilken måde Kommissionen i 349. betragtning til den anfægtede afgørelse urigtigt antog, at de omtvistede foranstaltninger udgjorde en støtteordning som omhandlet i artikel 1, litra d), i forordning 2015/1589, desto mindre som sagsøgeren hverken har henvist til denne betragtning eller til denne bestemmelse.

147    Det er ganske vist ikke udelukket, at visse af de argumenter, der er fremført til støtte for det første anbringendes første led, kan være relevante i forbindelse med en argumentation, hvori det tilsigtes at bestride kvalificeringen af de omtvistede foranstaltninger som støtteordning. Dette er dog ikke tilstrækkeligt til at anerkende, at sagsøgeren har draget denne kvalificering i tvivl. En sådan kvalificering som støtteordning er nemlig forskellig fra vurderingen af, hvorvidt der foreligger statsstøtte. Sidstnævnte vurdering består således i at undersøge, om de fire kumulative kriterier, der er omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er opfyldt i et individuelt tilfælde. Kvalificeringen som støtteordning skal derimod af hensyn til procedurens effektivitet gøre det muligt for Kommissionen inden for rammerne af én og samme administrative procedure at foretage denne undersøgelse sideløbende vedrørende flere individuelle tilfælde af støtte (jf. i denne retning dom af 5.10.1994, Italien mod Kommissionen, C-47/91, EU:C:1994:358, præmis 21).

148    Idet sagsøgeren ikke har understøttet sin argumentation til bestridelse af kvalificeringen af de omtvistede foranstaltninger som støtteordning, tvinger denne imidlertid såvel Kommissionen som Retten til at anlægge hypoteser vedrørende det ræsonnement og de præcise betragtninger af faktisk og retlig karakter, som måtte ligge til grund for sagsøgerens indvendinger. Formålet med procesreglementets artikel 76 er netop at undgå en sådan situation, som kan skabe retlig usikkerhed, og som er uforenelig med god retspleje (jf. i denne retning kendelse af 19.5.2008, TF1 mod Kommissionen, T-144/04, EU:T:2008:155, præmis 57).

149    I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, følger det heraf, at kravet om, at sagsøgeren skal understøtte sit argument, ikke medfører, at bevisbyrden vendes om. Fra det øjeblik Kommissionen i den anfægtede afgørelse fastslog, at lov nr. 10/2010 og dens gennemførelsesretsakter udgjorde en støtteordning, tilkom det sagsøgeren at fremføre en argumentation i denne retning, såfremt denne tilsigtede at bestride en sådan kvalificering.

150    Ovenstående analyse drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument med henvisning til præmis 87 i dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, under appelbehandling, EU:T:2019:91), eftersom sagsøgeren ikke i forbindelse med et svar på et spørgsmål fra Retten kan afhjælpe, at der ikke ved formuleringen af selve stævningen tilstrækkeligt klart og præcist er fremsat et anbringende, der bestrider kvalificeringen af de omtvistede foranstaltninger som støtteordning, da procesreglementets artikel 76, litra d), i modsat fald ville blive berøvet enhver virkning (jf. i denne retning og analogt kendelse af 19.5.2008, TF1 mod Kommissionen, T-144/04, EU:T:2008:155, præmis 30).

151    Dette argument er under alle omstændigheder urigtigt. Lufthavnsoperatørerne var nemlig ikke de »nationale myndigheder«, der var omfattet af det krav, som fremgår af præmis 87 i dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, under appelbehandling, EU:T:2019:91), og hvorefter nationale myndigheder, der anvender en støtteordning, ikke kan råde over en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af væsentlige elementer af den pågældende støtte med hensyn til spørgsmålet om tilskud, eftersom en sådan rolle i medfør af lov nr. 10/2010 og dens gennemførelsesbestemmelser tilkom regionalledelsen for den autonome region. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, fremgår det i øvrigt af den anfægtede afgørelse, særligt af 360., 387. og 402. betragtning hertil, at Kommissionen fastslog, at nævnte operatører ikke rådede over en skønsbeføjelse, eftersom de ved gennemførelsen af den omtvistede støtteordning alene spillede en rolle som mellemmænd.

152    Henset til det ovenstående må det konkluderes, at det andet anbringendes første led må forkastes, idet det delvist må afvises og delvist er ugrundet.

 Om det andet anbringendes andet led om en utilstrækkelig begrundelse hvad angår den omtvistede støtteordnings påvirkning af konkurrencen og af samhandelen mellem medlemsstaterne

153    Sagsøgeren har nærmere bestemt anført, at den anfægtede afgørelse, selv forudsat at Kommissionen kunne nøjes med at undersøge den omtvistede støtteordning, var utilstrækkeligt begrundet med hensyn til det forhold, at denne ordning kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Særligt begrænsede Kommissionen sig i 390.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse i alt væsentligt til at fremkomme med et cirkulært ræsonnement bestående af argumenter om liberalisering af luftfartssektoren, uden at redegøre for, i hvilken henseende sagsøgeren opnåede en væsentlig fordel, således som det imidlertid kræves ifølge den retspraksis, der følger af dom af 14. oktober 1987, Tyskland mod Kommissionen (sag 248/84, EU:C:1987:437, præmis 18).

154    Kommissionen er af den opfattelse, at 390.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvis konstateringer sagsøgeren ikke har bestridt, er tilstrækkeligt understøttet i lyset af den relevante retspraksis, herunder ved dom af 14. oktober 1987, Tyskland mod Kommissionen (sag 248/84, EU:C:1987:437).

155    I denne henseende skal det med henblik på en national foranstaltnings kvalificering som statsstøtte ikke godtgøres, at den pågældende støtte reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, idet det alene skal undersøges, om støtten kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (jf. i denne retning dom af 15.12.2005, Italien mod Kommissionen, C-66/02, EU:C:2005:768, præmis 111, og af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 134).

156    Det forholder sig navnlig således, at når en støtte, der er ydet af en medlemsstat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Unionen, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (jf. dom af 9.10.2014, Ministerio de Defensa et Navantia, C-522/13, EU:C:2014:2262, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis).

157    Dertil kommer, at Kommissionen i forbindelse med en støtteordning som i den foreliggende sag i afgørelsens begrundelse kan nøjes med at studere den omhandlede ordnings egenskaber ved bedømmelsen af, om den, på grund af støttens høje beløb eller procentandele, karakteren af de støttede investeringer eller andre ordninger i henhold til ordningen, medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især vil kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen er dermed ikke i en afgørelse vedrørende en sådan ordning forpligtet til at foretage en undersøgelse af støtten, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til nævnte ordning. Det er alene ved tilbagesøgningen af støtte, at det er nødvendigt at efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation (jf. i denne retning dom af 14.10.1987, Tyskland mod Kommissionen, sag 248/84, EU:C:1987:437, præmis 18, og af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 63).

158    I den foreliggende sag forklarede Kommissionen i 390.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse, at luftfartsselskaberne, der modtog betalinger via lufthavnsoperatørerne i medfør af den omtvistede støtteordning, var aktive inden for en sektor, der er kendetegnet ved en intens konkurrence mellem aktører fra forskellige medlemsstater, og at de således deltog i samhandelen inden for Unionen. Det bemærkes i øvrigt, at størrelsen af de betalinger, der blev foretaget til luftfartsselskaberne, således som det i øvrigt fremgår af den anfægtede afgørelse, og særligt af tabel 15 i 427. betragtning, kunne være høje.

159    I lyset af de principper, der er erindret om i præmis 155-157 ovenfor, var 390.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse, i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, tilstrækkelige, henset til den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, og denne institution behøvede ikke at redegøre yderligere for, på hvilken specifik måde sagsøgeren drog væsentlig fordel af den omtvistede støtteordning (jf. i denne retning dom af 7.3.2002, Italien mod Kommissionen, C-310/99, EU:C:2002:143, præmis 88 og 89, og af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 114 og 121).

160    Det andet anbringendes andet led må dermed forkastes som ugrundet, hvorved det andet anbringende må forkastes i sin helhed.

 Om det tredje anbringende om en retlig fejl med henvisning til, at Kommissionen ikke undersøgte, om den omtvistede betaling udgjorde de minimis-støtte

161    Inden for rammerne af det tredje anbringende, som består af to led, har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl dels ved at undlade af egen drift at undersøge, om den omtvistede betaling udgjorde de minimis-støtte, dels ved at fastslå, at de minimis-forordningen fra 2006 ikke fandt anvendelse på nævnte betaling.

162    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det tredje anbringende forkastes som irrelevant og i alle tilfælde som grundløst.

 Om det tredje anbringendes første led om, at Kommissionen af egen drift burde have undersøgt, om den omtvistede betaling havde de minimis-karakter

163    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med sin vurdering af, om der forelå statsstøtte, begik en fejl, idet den undlod at undersøge, om den omtvistede betaling havde de minimis-karakter, eftersom en sådan undersøgelse er nøje forbundet med undersøgelsen af kriteriet om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, og at den som følge heraf udgør et retligt spørgsmål, som Kommissionen til enhver tid burde undersøge på eget initiativ.

164    Denne konklusion drages ikke i tvivl af den retspraksis, der følger af dom af 9. juni 2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368), som Kommissionen har påberåbt sig for at gøre gældende, at det i forbindelse med en støtteordning tilkommer de nationale myndigheder at undersøge en foranstaltnings eventuelle de minimis-karakter. For det første undersøgte Kommissionen nemlig i denne anden sag, i modsætning til i den foreliggende sag, udtrykkeligt i 110. betragtning til sin beslutning 2000/394/EF af 25. november 1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 (EFT 2000, L 150, s. 50) spørgsmålet om de minimis-støtte, idet denne beslutning blev bestridt inden for rammerne af nævnte dom. For det andet, i modsætning til den anfægtede afgørelse, som alene omhandlede støtte, der var uforenelig med det indre marked, indeholdt beslutning 2000/394 en »blandet« dispositiv del, hvori der blev anordnet tilbagesøgning af den støtte, der var uforenelig, samtidig med, at det blev konkluderet, at der var anden støtte, som var forenelig med det indre marked, hvorfor gennemførelsen af denne beslutning nødvendigvis krævede en selvstændig undersøgelse ved de nationale myndigheder. For det tredje blev sagsøgeren i den foreliggende sag i artikel 1, stk. 2, i den anfægtede afgørelses dispositive del identificeret ved navns nævnelse som modtager af støtte, samtidig med, at der i nævnte dispositive dels artikel 2, stk. 1, blev krævet tilbagesøgning af denne støtte, hvilket således forhindrede, at de nationale myndigheder kunne foretage en selvstændig undersøgelse, hvorimod den dispositive del i beslutning 2000/394 ikke ved navns nævnelse identificerede modtagerne af den støtte, for hvilken der blev anordnet tilbagesøgning.

165    Det er ifølge sagsøgeren ligeledes med urette, at Kommissionen har gjort gældende, at den, eftersom den ikke under den administrative procedure var blevet opfordret af sagsøgeren til at udtale sig i denne retning, ikke havde pligt til af egen drift at undersøge, om der forelå de minimis-støtte. Dom af 22. januar 2013, Salzgitter mod Kommissionen (T-308/00 RENV, EU:T:2013:30, præmis 121), som Kommissionen har henvist til, er i denne forbindelse irrelevant, eftersom det uddrag fra denne dom, som Kommissionen har støttet sig på, vedrører kriteriet om en foranstaltnings selektivitet, og ikke som i den foreliggende sag kriteriet om påvirkning af samhandelen. Dertil kommer, at Forbundsrepublikken Tyskland under den administrative procedure, der gik forud for den afgørelse, som blev bestridt inden for rammerne af nævnte dom, undlod at gøre gældende, at det forhold, at den skatteordning, der var genstand for Kommissionens undersøgelse, eksisterede samtidig med en anden skatteordning, kunne ophæve selektiviteten ved en del af de omtvistede fordele, som sagsøgeren i den pågældende sag opnåede. Denne undladelse vedrørte imidlertid relevante faktiske omstændigheder og udgjorde således et faktuelt spørgsmål, hvorimod sagsøgerens angivelige undladelse i den foreliggende sag vedrører den omtvistede betalings de minimis-karakter og dermed et retligt spørgsmål, som Kommissionen burde undersøge af egen drift.

166    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det tredje anbringendes første led forkastes som ugrundet.

167    Der erindres i denne henseende om, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af en støtteordning kan nøjes med at studere den omhandlede ordnings egenskaber og ikke er forpligtet til at foretage en undersøgelse af støtten, der i hvert enkelt individuelt tilfælde er tildelt i henhold til nævnte ordning. Det er alene ved tilbagesøgningen af støtte, at det er nødvendigt på nationalt plan at efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 63).

168    Det følger heraf, at Kommissionen, i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke behøvede at undersøge, om den omtvistede betaling havde de minimis-karakter, idet det tilkom de italienske myndigheder at foretage denne undersøgelse ved tilbagesøgningen af støtten.

169    Denne konstatering drages ikke i tvivl af de tre argumenter, som sagsøgeren har fremført med henblik på at begrænse rækkevidden af den i præmis 167 ovenfor anførte retspraksis, og hvorved sagsøgeren har forsøgt at sondre mellem den anfægtede afgørelse og beslutning 2000/394, idet sidstnævnte beslutning blev anfægtet inden for rammerne af de søgsmål, der førte til denne retspraksis.

170    Hvad for det første angår den omstændighed, at der i beslutning 2000/394, i 110. betragtning hertil, i modsætning til i den foreliggende sag, henvises udtrykkeligt til de minimis-reglerne, er det tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen ikke i nævnte 110. betragtning foretog en konkret undersøgelse af de minimis-karakteren af de i nævnte beslutning omhandlede foranstaltninger, men, som Kommissionen med rette har anført, begrænsede sig til at foretage en generel henvisning til de minimis-reglerne. Den omstændighed, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder en tilsvarende betragtning, kan derfor ikke retfærdiggøre en sondring mellem nærværende sag og de relevante omstændigheder i den sag, der gav anledning til dom af 9. juni 2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368). Denne konklusion er så meget desto mere uundgåelig, som de minimis-reglerne, således som Kommissionen har anført, i medfør af artikel 288 TEUF gælder umiddelbart i samtlige medlemsstater.

171    Domstolen har i øvrigt tidligere forkastet et ræsonnement fra Retten, der svarede til den argumentation, som sagsøgeren har fremført. I dom af 28. november 2008, Hotel Cipriani m.fl. mod Kommissionen (T-254/00, T-270/00 og T-277/00, EU:T:2008:537, præmis 100-111 og 251-252), havde Retten nemlig fastslået, at, selv om det ikke tilkom de nationale myndigheder ved gennemførelsen af den i denne sag omhandlede beslutning i hvert enkelt tilfælde at fastslå, om betingelserne for anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF var opfyldt, skulle disse myndigheder i den pågældende sag ikke tilbagesøge den individuelle de minimis-støtte, eftersom beslutning 2000/394 i lyset af 110. betragtning hertil skulle fortolkes således, at den udelukkede foranstaltninger, der overholdt de minimis-reglen, fra at blive kvalificeret som støtte. Domstolen fastslog imidlertid i dom af 9. juni 2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368), idet den traf afgørelse i en appelsag til prøvelse af dom af 28. november 2008, Hotel Cipriani m.fl. mod Kommissionen (T-254/00, T-270/00 og T-277/00, EU:T:2008:537), at Retten, for så vidt som den for at nå til dette resultat støttede sig på en fejlagtig fortolkning af denne beslutnings rækkevidde, hvorefter de nationale myndigheder ikke var forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at efterprøve, om den indrømmede fordel hos modtageren ville kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen inden for Unionen, ikke tog hensyn til Domstolens tidligere praksis, hvorefter det, når Kommissionen træffer afgørelse på grundlag af en generel og abstrakt gennemgang af en støtteordning, som den finder uforenelig med det indre marked, og bestemmer, at der skal ske tilbagesøgning af den støtte, der er modtaget i henhold til denne støtteordning, påhviler medlemsstaten at undersøge situationen for hver af de pågældende virksomheder ved en sådan tilbagesøgningsforanstaltning (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 61-64 og 114-117).

172    Hvad for det andet angår argumentet om den »blandede« karakter af den dispositive del i beslutning 2000/394 er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen, da den henviste til kravet om, at de nationale myndigheder skulle foretage en individuel undersøgelse, i lyset af de i præmis 171 ovenfor anførte betragtninger ikke støttede sig på denne omstændighed, men erindrede om retspraksis i forbindelse med nationale myndigheders forpligtelser ved gennemførelsen af en afgørelse fra Kommissionen vedrørende en støtteordning.

173    For det tredje forholder det sig ganske rigtigt således, at den dispositive del i beslutning 2000/394 ikke ved navns nævnelse identificerer modtagerne af den støtte, der er uforenelig med det indre marked, modsat artikel 1, stk. 2, i den anfægtede afgørelses dispositive del, hvori sagsøgeren nævnes ved navns nævnelse. Denne omstændighed er imidlertid irrelevant, da det, eftersom Kommissionen begrænsede sig til at undersøge den omtvistede støtteordnings egenskaber, nødvendigvis tilkommer de italienske myndigheder at undersøge sagsøgerens individuelle situation. Det fremgår under alle omstændigheder af en læsning af den anfægtede afgørelses dispositive del, uagtet artikel 1, stk. 2, heri, at Kommissionen forventer af de italienske myndigheder, at disse foretager en individuel undersøgelse af støttemodtagernes situation, eftersom den i artikel 4 i nævnte dispositive del anmoder Den Italienske Republik om at fremsende først og fremmest den præcise liste over støttemodtagere, det samlede beløb, der skal tilbagesøges fra hver støttemodtager, såvel som en detaljeret beskrivelse af allerede trufne og planlagte foranstaltninger med henblik på at efterkomme den anfægtede afgørelse.

174    Det viser sig i denne forbindelse, at de italienske myndigheder har meddelt sagsøgeren en afgørelse om tilbagesøgning. Adspurgt herom i retsmødet har sagsøgeren oplyst, at denne ikke har anlagt et nationalt søgsmål til prøvelse af nævnte afgørelse, i modsætning til, hvad denne imidlertid havde meddelt Kommissionen inden for rammerne af den udveksling, der fandt sted mellem parterne efter den anfægtede afgørelse. I lyset af den ovenfor anførte retspraksis vedrørende henholdsvis Kommissionens og de nationale myndigheders rolle kan sagsøgeren dog ikke gøre brug af nærværende søgsmål til at afhjælpe sin manglende omhu med hensyn til at anlægge et sådant nationalt søgsmål.

175    Sagsøgerens argumentation til bestridelse af relevansen af den sag, der førte til dom af 22. januar 2013, Salzgitter mod Kommissionen (T-308/00 RENV, EU:T:2013:30), må i øvrigt forkastes. Fra det øjeblik det tilkommer de nationale myndigheder, og ikke Kommissionen, at undersøge den individuelle situation, der gælder for modtagerne af støtte under en støtteordning, er spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen uden at være blevet opfordret hertil af sagsøgeren burde have undersøgt den enkeltstående omtvistede betalings de minimis-karakter, irrelevant.

176    Henset til det ovenstående må det tredje anbringendes første led forkastes.

 Om det tredje anbringendes andet led om anvendelsen af de minimis-forordningerne

177    Sagsøgeren har påberåbt sig, at den omtvistede betaling har de minimis-karakter, og har anført, at nævnte betaling opfylder betingelserne i de minimis-forordningen fra 2006.

178    Hvad særligt angår anvendelsesområdet for de minimis-forordningen fra 2006 er sagsøgeren af den opfattelse, at denne forordning finder anvendelse ratione materiae og ratione temporis i den foreliggende sag, snarere end de minimis-forordningen fra 2013, således som Kommissionen angiveligt antydede i sin e-mail af 18. august 2017.

179    Hvad dernæst angår de betingelser, der skal være opfyldt, for at støtte kan anses for de minimis-støtte, er sagsøgeren af den opfattelse, at loftet på 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår i henhold til artikel 2, stk. 2, i de minimis-forordningen fra 2006 ikke var overskredet i den foreliggende sag i betragtning af, at den omtvistede betaling androg 30 000 EUR. Denne konstatering gælder så meget desto mere hvad angår størrelsen af finansieringsomkostningerne, der udgør det relevante beløb, således som sagsøgeren har gjort gældende inden for rammerne af det andet anbringende. Det er i øvrigt med urette, at Kommissionen har anført, at det – med henvisning til den omfattende støtte, som Lufthansa-koncernen, som sagsøgeren hører under, har modtaget – er usandsynligt, at loftet på 200 000 EUR ikke var overskredet. I særdeleshed kan den støtte, der er tildelt andre enheder under Lufthansa-koncernen, ikke tages i betragtning, eftersom »det funktionelle virksomhedsbegreb«, som Kommissionen har støttet sig på, ikke finder anvendelse, da det ikke fremgår af de minimis-forordningen fra 2006.

180    Hvad angår betingelsen i artikel 2, stk. 4, i de minimis-forordningen fra 2006 om, at en støttes »bruttosubventionsækvivalent« skal kunne forudberegnes præcist, hvortil Kommissionen har henvist i sin e-mail af 18. august 2017, har sagsøgeren bestridt, at denne betingelse gælder for den omtvistede betaling.

181    Sagsøgeren har under alle omstændigheder bestridt, at det er op til denne at godtgøre, at betingelserne i de minimis-forordningen fra 2006 er opfyldt i den foreliggende sag. Nævnte forordning fastsætter, at bevisbyrden påhviler støttemodtagerne over for de nationale myndigheder, men den fastsætter ikke en tilsvarende bevisbyrde over for Kommissionen.

182    Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet led forkastes som irrelevant, eftersom det, selv forudsat at den omtvistede betaling kan have de minimis-karakter, tilkommer de italienske myndigheder at foretage en sådan konstatering. Under alle omstændigheder er det andet led ugrundet, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at samtlige betingelser i de minimis-forordningen fra 2006 var opfyldt i den foreliggende sag.

183    Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at de argumenter, der er fremført til støtte for det tredje anbringendes andet led, er irrelevante. Som det fremgår af undersøgelsen af det tredje anbringendes første led, tilkom det nemlig ikke Kommissionen at undersøge, om den omtvistede betaling kunne have de minimis-karakter. Henset til disse betingelser er disse argumenter – som i øvrigt i alt væsentligt er rettet mod den holdning, som Kommissionen har givet udtryk for i forbindelse med en e-mailkorrespondance efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse – ikke af en sådan karakter, at de kan drage lovligheden af denne afgørelse i tvivl.

184    Sagsøgeren har i øvrigt i retsmødet gjort gældende, at den omtvistede betaling, som blev foretaget den 19. april 2013, ikke var finansieret af midler, der hidrørte fra den autonome region, eftersom de årlige regionale bidrag til SOGAER og GEASAR for 2013, således som det fremgår af litra b) i 89. betragtning til den anfægtede afgørelse, ganske vist var blevet godkendt af nævnte region, dog uden at de i sidste ende nogensinde blev udbetalt.

185    Det fremgår i denne henseende af tabel 15 i 427. betragtning til den anfægtede afgørelse, såvel som af bestemte tabeller med oversigter over de aktiviteter, som SOGAER gennemførte i perioden fra 2010 til 2013, hvortil der henvises i 113. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har fremlagt som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, at den omtvistede aftale skal anses for at henhøre under regnskabsåret 2012. Den omtvistede betaling, der blev foretaget i foråret 2013, var dermed omfattet af det regionale bidrag for regnskabsåret 2012, som blev betalt til SOGAER. For så vidt som sagsøgeren har tilsigtet at bestride denne konstatering, henhører dette spørgsmål under alle omstændigheder under de italienske myndigheders undersøgelse af sagsøgerens individuelle situation.

186    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det tredje anbringende, og dermed søgsmålet i sin helhed, forkastes.

 Sagsomkostninger

187    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Germanwings GmbH tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Papasavvas Svenningsen Valančius

Csehi       Nihoul

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. maj 2020.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: tysk.