(Forenede sager T-202/10 RENV II og T-203/10 RENV II)

Stichting Woonlinie m.fl.

m o d

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – socialt boligbyggeri – støtteordning til fordel for sociale boligselskaber – eksisterende støtte – tilsagn fra medlemsstaten – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – artikel 17 i forordning (EF) nr. 659/1999 – tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – artikel 106, stk. 2, TEUF – definition af opgave med offentlig tjeneste«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 15. november 2018

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – forberedende akter – ikke omfattet – skrivelse fra Kommissionen, hvori der udtrykkes tvivl om en støttes forenelighed med det indre marked og foreslås passende foranstaltninger – retsakt, der udgør et skridt i proceduren for udarbejdelse af en afgørelse, hvorved det fastslås, at en støtte er uforenelig med det indre marked – ikke omfattet

(Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 17)

2.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – støtteordning – begreb – udbetaling af individuel støtte – omfattet

[Art. 108 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra d)]

3.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – støtteordning – begreb – krav om, at den nævnte støtteordning skal være støttet på en lovbestemmelse – foreligger ikke

[Art. 108 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra d)]

4.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et allerede fremført anbringende

(Rettens procesreglement, art. 84, stk. 1)

5.      Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser opstillet i Altmark-dommen – kumulativ karakter

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

6.      Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – sondring mellem Altmark-testen, som tilsigter at fastslå, om der foreligger statsstøtte, og testen i artikel 106, stk. 2, TEUF, som gør det muligt at fastslå foreneligheden af en støtte med det indre marked

(Art. 106, stk. 2, TEUF og art. 107, stk. 1, TEUF)

7.      Konkurrence – virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – definition af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – medlemsstaternes skøn – grænser – Kommissionens kontrol og domstolsprøvelsen til tilfælde af åbenbare fejl

(Art. 106, stk. 2, TEUF og art. 107, stk. 1, TEUF)

8.      Statsstøtte – eksisterende støtte – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – Kommissionens undersøgelse af støttens forenelighed med fællesmarkedet – nødvendigt at tage hensyn til risiko for overkompensation med virkning for fremtiden

(Art. 106, stk. 2, TEUF og art. 107, stk. 1, TEUF)

9.      Konkurrence – virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – meromkostninger skabt ved opgaven med offentlig tjeneste – Kommissionens skøn

(Art. 106, stk. 2, TEUF)

1.      Når en skrivelse fra Kommissionen i henhold til artikel 17 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, hvori den udtrykker tvivl om en støtteordnings forenelighed med det indre marked og foreslår passende foranstaltninger, udgør et første skridt i udarbejdelsen af en afgørelse om støtteordningens uforenelighed med det indre marked, og denne tvivl bekræftes ved denne afgørelse, kan en sagsøger ikke afskæres fra at påberåbe sig den ulovlighed, som bedømmelsen i denne skrivelse er behæftet med, til støtte for sit søgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse.

(jf. præmis 41)

2.      Det fremgår af artikel 1, litra d), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, at den omstændighed, at individuel støtte udbetales, ikke udelukker, at der findes en ordning, som ligger til grund for tildelingen af denne støtte.

I denne henseende er den omstændighed, at Kommissionen modtager klager over individuelt salg af formuegoder til lavere priser end markedsprisen, ikke til hinder for, at der foreligger en støtteordning, i medfør af hvilken denne individuelle støtte blev tildelt.

(jf. præmis 50)

3.      Kravet om, at en støtteordning skal være støttet på en lovbestemmelse, er ikke omfattet af definitionen af støtteordninger som omhandlet i artikel 1, litra d), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF.

(jf. præmis 51)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 63)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72-74)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 76 og 77)

7.      Selv om medlemsstaten har en vid skønsbeføjelse hvad angår fastlæggelsen af, hvad den anser som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, fritager dette den imidlertid ikke fra fyldestgørende at godtgøre, at dennes omfang er forholdsmæssigt i forhold til det reelle behov for den offentlige tjeneste. Det påhviler de nationale myndigheder at godtgøre, at tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse er tilstrækkeligt klart afgrænset. Hvis medlemsstaten ikke har fremlagt bevis for, at disse kriterier er opfyldt, eller at de er blevet tilsidesat, kan det udgøre et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen er forpligtet til at tage i betragtning.

Den prøvelse, som Retten skal foretage, henset til dels den vide skønsbeføjelse, som medlemsstaterne har til at definere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, og betingelserne for gennemførelse af denne, dels henset til rækkevidden af prøvelsen, der er begrænset til den prøvelse af det åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen er bemyndiget til at foretage i denne forbindelse, kan heller ikke overskride denne begrænsning, hvorfor prøvelsen blot består i at undersøge, om Kommissionen med rette fastslog eller afviste, at medlemsstaten havde begået en åbenbar fejl.

(jf. præmis 81, 82 og 98)

8.      Kommissionens undersøgelse af eksisterende støtte kan kun føre til en afgørelse, der skaber virkninger for fremtiden. Det er derfor kun, hvis Kommissionen antager, at det pågældende finansieringssystem udgør en risiko for overkompensation med virkning for fremtiden, at den kan finde anledning til at foreslå passende foranstaltninger.

Hvis det på denne baggrund er muligt, at søgningen, inden for rammerne af den løbende undersøgelse af en eksisterende støtteordning, efter en eventuel tidligere overkompensation, efter det enkelte tilfældes særlige omstændigheder, kan være af interesse for vurderingen af den eksisterende støtteordnings forenelighed med det indre marked, forholder det sig imidlertid således, at en sådan søgning ikke i sig selv nødvendigvis er nødvendig for en korrekt vurdering af nødvendigheden af at foreslå passende foranstaltninger med virkning for fremtiden og for fastlæggelsen af disse foranstaltninger. Risikoen eller manglende risiko for overkompensation med virkning for fremtiden afhænger i sidste instans hovedsageligt af finansieringsordningens konkrete bestemmelser og ikke af den omstændighed, at ordningen tidligere i praksis havde skabt en overkompensation.

I denne forbindelse skal Kommissionen i en skrivelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF med dens foreløbige vurdering hverken godtgøre, at de pågældende selskabers supplerende virksomhed rent faktisk er begunstiget af statsstøtte, eller at krydssubsidieringen rent faktisk forekommer.

(jf. præmis 120 og 154-156)

9.      Det er nødvendigt at definere en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse klart for at sikre overholdelsen af betingelsen om støttens forholdsmæssighed, dvs. for at sikre, at den tildelte kompensation ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at opfylde opgaven med offentlig tjeneste.

Når Kommissionen anmoder de nationale myndigheder om at definere tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse med socialt boligbyggeri i forhold til en målgruppe med socialt ugunstigt stillede husholdninger, anmoder den dem i denne henseende om at give en klar definition af de opgaver med offentlig tjeneste, til hvilke kompensation ydes. Denne præcise definition gør det således muligt på den ene side at fastlægge de omkostninger, der er forårsaget af gennemførelsen af tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, og undgå overkompensation, og på den anden side at de aktiviteter, som boligselskaberne udøver uden for tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, ikke er begunstiget af statsstøtte for at undgå krydssubsidiering.

(jf. præmis 148 og 149)