RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

19. juni 2019 (*)

»Statsstøtte – individuel støtte til Nürburgring-komplekset til opførelse af en forlystelsespark, hoteller og restauranter samt til afholdelse af bilvæddeløb – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked – afgørelse, hvorved det fastslås, at tilbagebetalingen af den støtte, der er blevet erklæret uforenelig, ikke vedrører den nye ejer af Nürburgring-komplekset – annullationssøgsmål – manglende væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling – afvisning – afgørelse, hvorved det efter den indledende undersøgelsesfase fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte – annullationssøgsmål – interesseret part – søgsmålsinteresse – formaliteten – tilsidesættelse af de processuelle rettigheder – ingen vanskeligheder, der nødvendiggør indledningen af en formel undersøgelsesprocedure – klage – salg af aktiverne tilhørende modtagerne af den statsstøtte, der er blevet erklæret uforenelig – åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget udbudsprocedure – omhyggelig og upartisk undersøgelse – begrundelsespligt«

I sag T-353/15,

NeXovation, Inc., Hendersonville (De Forenede Stater), først ved advokaterne A. von Bergwelt, F. Henkel og M. Nordmann, derefter ved advokaterne A. von Bergwelt og M. Nordmann,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved L. Flynn, T. Maxian Rusche og B. Stromsky, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2016/151 af 1. oktober 2014 om Tysklands statsstøtte SA.31550 (2012/C) (ex 2012/NN) til Nürburgring (EUT 2016, L 34, s. 1),

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne V. Valančius, P. Nihoul, J. Svenningsen og U. Öberg (refererende dommer),

justitssekretær: ekspeditionssekretær N. Schall,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. januar 2018,

afsagt følgende

Dom

I.      Tvistens baggrund

1        Nürburgring-komplekset (herefter »Nürburgring«), som ligger i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, omfatter en racerbane til bilvæddeløb, en forlystelsespark, hoteller og restauranter.

2        I perioden 2002-2012 nød Nürburgrings ejere (herefter »sælgerne«), dvs. de offentligretlige virksomheder Nürburgring GmbH, Motorsport Resort Nürburgring GmbH og Congress- und Motorsport Hotel Nürburgring GmbH, godt af en række støtteforanstaltninger, hovedsageligt fra den tyske delstat Rheinland-Pfalz, til opførelse af en forlystelsespark, hoteller og restauranter samt til afholdelse af Formel 1-løb.

A.      Administrativ procedure og salg af Nürburgrings aktiver

3        Ved skrivelse af 21. marts 2012 underrettede Europa-Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland om sin beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF vedrørende de forskellige støtteforanstaltninger, der var blevet gennemført i perioden 2002-2012 til fordel for Nürburgring. Ved denne beslutning, hvoraf der blev offentliggjort et resumé i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2012, C 216, s. 14), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de omhandlede foranstaltninger.

4        Som følge af gennemførelsen af yderligere støtteforanstaltninger, som Forbundsrepublikken Tyskland anmeldte til Kommissionen, besluttede Kommissionen at udvide den formelle undersøgelsesprocedure til også at omfatte disse nye foranstaltninger. Beslutningen blev meddelt Forbundsrepublikken Tyskland ved skrivelse af 7. august 2012. Ved denne beslutning, hvoraf der blev offentliggjort et resumé i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2012, C 333, s. 1), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de supplerende foranstaltninger.

5        Den 24. juli 2012 erklærede Amtsgericht Bad Neuenahr-Ahrweiler (byretten i Bad Neuenahr-Ahrweiler, Tyskland) sælgerne insolvente. Den indledte en insolvensbehandling med bevarelse af rådigheden over aktiverne (Eigenverwaltung des Vermögens) den 1. november 2012. Det blev besluttet at sælge sælgernes aktiver (herefter »salget af Nürburgrings aktiver«). Sælgerne udpegede revisionsfirmaet KPMG AG til juridisk og finansiel rådgiver.

6        Den 1. november 2012 blev driften af Nürburgring overdraget til Nürburgring Betriebsgesellschaft mbH, et helejet datterselskab af en af sælgerne, Nürburgring, som blev oprettet af de af Amtsgericht Bad Neuenahr-Ahrweiler (byretten i Bad Neuenahr-Ahrweiler) udpegede kuratorer.

7        Den 15. maj 2013 blev der indledt en udbudsprocedure med henblik på salget af Nürburgrings aktiver (herefter »udbudsproceduren«).

8        Den 23. maj 2013 tilsendte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland og kuratorerne de kriterier, som udbudsproceduren skulle overholde for at udelukke elementer af statsstøtte, og den underrettede dem om, at den udvalgte køber skulle tilbagebetale de fordele, som denne eventuelt opnåede. Dette havde Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland og kuratorerne drøftet siden oktober 2012.

9        Udbudsproceduren forløb som følger:

–        Den 14. maj 2013 blev udbudsprocedurens indledning meddelt i en pressemeddelelse fra en af kuratorerne.

–        Den 15. maj 2013 offentliggjorde KPMG i Financial Times, i Handelsblatt og på Nürburgrings websted en indkaldelse af interessetilkendegivelser.

–        70 virksomheder tilkendegav deres interesse.

–        Ved brev af 19. juli 2013 modtog de interesserede investorer en række dokumenter vedrørende Nürburgring, og de blev anmodet om at afgive et vejledende bud på enten alle aktiver, definerede enheder eller enkelte aktiver.

–        Fristen for afgivelse af et vejledende bud blev først ved brev af 19. juli 2013 sat til den 12. september 2013 og derefter ved brev af 12. september 2013 til den 26. september 2013. Af begge breve fremgik det, at også bud modtaget efter fristens udløb ville blive taget i betragtning.

–        Primo februar 2014 havde 24 potentielle købere afgivet et vejledende bud, heriblandt sagsøgeren, NeXovation, Inc., en privatretlig amerikansk virksomhed, som er aktiv inden for områderne informationsteknologi, masseforbrugsvarer, energi og motorkøretøjer.

–        For de potentielle købere, som blev opfordret til at deltage i den næste fase af udbudsproceduren, heriblandt sagsøgeren, blev fristen for afgivelse af bekræftende bud, som skulle være 100% finansieret og omfatte en forhåndsaftale for købet af aktiverne, ved skrivelse af 17. oktober 2013 fastsat til den 11. december 2013 og derefter ved skrivelse af 17. december 2013 til den 17. februar 2014. Af sidstnævnte skrivelse fremgik, at også bud modtaget efter fristens udløb ville blive taget i betragtning, men at sælgerne muligvis ville træffe beslutningen om, hvem man ønskede at sælge til, allerede kort tid efter budfristens udløb.

–        13 potentielle købere afgav bekræftende bud, hvoraf fire afgav bud på alle aktiver, nemlig Capricorn Nürburgring Besitzgesellschaft GmbH (herefter »Capricorn« eller »køberen«), en anden bydende (herefter »bydende 2«), sagsøgeren og en fjerde potentiel køber.

–        I henhold til de skrivelser, der blev tilsendt de interesserede investorer den 19. juli og den 17. oktober 2013, ville investorerne blive udvalgt ud fra kriterier om på den ene side værdimaksimering med hensyn til alle aktiver og på den anden side transaktionssikkerhed. Under henvisning til disse kriterier blev buddene fra bydende 2 og Capricorn, som for det første afgav samlede bud på alle Nürburgrings aktivenheder og for det andet den 7. og 11. marts 2014 fremlagde dokumentation for deres evne til at finansiere transaktionen, taget i betragtning i udbudsprocedurens sidste fase. Der blev forhandlet udkast til afhændelseskontrakter parallelt med begge disse bydende.

–        Den 11. marts 2014 godkendte sælgernes kreditorudvalg inden for rammerne af sælgernes insolvensprocedure salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn, hvis bud beløb sig til 77 mio. EUR, mens buddet fra bydende 2 lå på mellem 47 og 52 mio. EUR.

10      Den 10. april 2014 indgav sagsøgeren en klage til Kommissionen med den begrundelse, at udbudsproceduren ikke havde været åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget og ikke havde medført, at Nürburgrings aktiver blev solgt til markedspris, for så vidt som aktiverne var blevet solgt til en lokal bydende, hvis bud var lavere end sagsøgerens, og som var blevet begunstiget under udbudsproceduren. Ifølge sagsøgeren havde Capricorn således modtaget støtte svarende til forskellen mellem den pris, som Capricorn skulle betale for Nürburgrings aktiver, og disse aktivers markedspris, og sikret kontinuiteten af sælgernes økonomiske aktiviteter, således at påbuddet om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, skulle udvides til at omfatte Capricorn.

B.      Anfægtede afgørelser

11      Den 1. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse (EU) 2016/151 om Tysklands statsstøtte SA.31550 (2012/C) (ex 2012/NN) til Nürburgring (EUT 2016, L 34, s. 1), og den 13. april 2015 vedtog den en berigtigelse til denne afgørelse, som blev offentliggjort på Kommissionens websted (herefter under ét »den endelige afgørelse«).

12      I den endelige afgørelses artikel 2 konstaterede Kommissionen, at visse statsstøtteforanstaltninger til fordel for sælgerne (herefter »støtten til sælgerne«) var ulovlige og uforenelige med det indre marked.

13      Kommissionen fastslog i den endelige afgørelses artikel 3, stk. 2, at Capricorn og selskabets datterselskaber ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne (herefter »den første anfægtede afgørelse«).

14      I den endelige afgørelses artikel 1, sidste led, fastslog Kommissionen, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgjorde statsstøtte (herefter »den anden anfægtede afgørelse«).

15      Kommissionen gjorde nemlig gældende, at udbudsproceduren blev gennemført på en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde, at proceduren havde udmøntet sig i en markedskonform pris, og at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen.

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

16      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juni 2015 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

17      Ved skrivelse af 15. oktober 2015 har Kommissionen indgivet en anmodning om oversættelse til processproget af visse af stævningens bilag.

18      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 2015 har sælgerne fremsat begæring om intervention til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse af 18. april 2016 har formanden for Retten (Ottende Afdeling) imødekommet denne interventionsbegæring.

19      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2016 har sælgerne underrettet Retten om, at de frafaldt deres interventionsbegæring.

20      Ved kendelse af 6. juli 2016 afsagt af formanden for Retten (Ottende Afdeling) er sælgerne blevet slettet fra Rettens register som intervenienter og blevet pålagt at bære deres egne omkostninger og betale de af de øvrige parter afholdte omkostninger i forbindelse med deres intervention.

21      Ved afgørelse truffet af formanden for Retten den 3. oktober 2016 er der blevet udpeget en ny refererende dommer, og sagen er blevet henvist til Retten (Første Afdeling).

22      Den 31. juli 2017 har Retten inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, stillet Kommissionen et skriftligt spørgsmål, som den blev opfordret til at besvare skriftligt. Kommissionen har indgivet sine bemærkninger som svar herpå den 6. september 2017.

23      Efter forslag fra Første Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

24      Den 29. november 2017 har Retten (Første Udvidede Afdeling) besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del og som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål, som de blev opfordret til at besvare skriftligt. Parterne har indgivet deres bemærkninger som svar herpå den 14. december 2017 og den 8. januar 2018 for så vidt angår sagsøgeren og den 13. og den 21. december 2017 for så vidt angår Kommissionen.

25      Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 24. januar 2018 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 2, anmodet Retten om at fastslå, at genstanden for den foreliggende sag er bortfaldet, og at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

26      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 30. januar 2018. Samme dag har Kommissionen indgivet bemærkninger til retsmøderapporten.

27      Den 6. marts 2018 har Retten inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillet dem skriftlige spørgsmål, som de blev opfordret til at besvare skriftligt. I henhold til artikel 24 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har Retten ligeledes opfordret Forbundsrepublikken Tyskland til at fremlægge visse dokumenter og stillet den skriftlige spørgsmål, som den blev opfordret til at besvare skriftligt. Parterne og Forbundsrepublikken Tyskland har indgivet deres bemærkninger som svar herpå den 27. marts og den 4. og den 9. april 2018.

28      Den 18. maj 2018 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger til Kommissionens påstand om, at det skal fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse.

29      Den 12. juni 2018 blev retsforhandlingernes mundtlige del afsluttet.

30      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2018 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 113, stk. 2, fremsat en anmodning om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del. Ved afgørelse af 16. august 2018 har formanden for Retten (Første Udvidede Afdeling) afvist denne anmodning.

31      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande i hovedsagen:

–        Den første og den anden anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

32      I samme sag har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse, dels da sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, dels er ugrundet, subsidiært da sagen er ugrundet.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

33      I den mellemliggende procedure har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, uden udtrykkeligt at nedlægge påstand om sagsomkostningerne.

34      I samme procedure har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Kommissionens påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, forkastes, uden udtrykkeligt at nedlægge påstand om sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

35      Under omstændighederne i den foreliggende sag henskydes Kommissionens påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, til afgørelse i forbindelse med realiteten, og påstanden behandles sammen med de påstande om annullation af den første og den anden anfægtede afgørelse, som sagsøgeren har nedlagt i hovedsagen.

A.      Formaliteten vedrørende påstanden om annullation af den første anfægtede afgørelse

36      Sagsøgeren har indledningsvis nedlagt påstand om annullation af den første anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen, som fandt, at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen, fastslog, at sidstnævnte ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne.

37      Ved sit andet anbringende om en urigtig fortolkning af princippet om økonomisk kontinuitet har sagsøgeren nemlig bl.a. gjort gældende, at eftersom Nürburgrings aktiver ikke blev solgt til markedspris, da der ikke blev gennemført en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget udbudsprocedure, og da Nürburgrings aktiver ikke blev solgt til den bydende, der afgav det bedste bud, var der økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen, således at afgørelsen om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, skulle udvides til at omfatte Capricorn.

38      Sagsøgeren har gjort gældende, at den første anfægtede afgørelse blev vedtaget efter en indledende undersøgelsesprocedure og ikke efter en formel undersøgelsesprocedure, eftersom afgørelserne om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure af 21. marts og 7. august 2012 ikke vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var blevet overført en støtte til Capricorn.

39      I sit svarskrift har Kommissionen gjort gældende, at sagen skal afvises på formaliteten, for så vidt som den har til formål at bestride den første anfægtede afgørelse. Den har navnlig anført, at for så vidt som afgørelsen var forbundet med og supplerede den afgørelse, som blev truffet efter den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved det blev fastslået, at der var tale om uforenelig støtte, som skulle tilbagesøges, kunne sagsøgeren ikke anses for individuelt berørt alene ved at påvise, at den var en interesseret part, og den skulle ligeledes påvise, at dens markedsposition var blevet påvirket i væsentlig grad af støtten til sælgerne, således at den befandt sig i en faktisk situation, der individualiserede den på lignende måde som adressaten for en sådan afgørelse. Sagsøgerens markedsposition var imidlertid ikke blevet påvirket anderledes end markedspositionen for de øvrige bydende.

40      Senere har Kommissionen dog konkluderet, at det var ufornødent, at Retten traf afgørelse i sagen, herunder om påstanden om annullation af den første anfægtede afgørelse, med den begrundelse, at sagsøgeren havde mistet sin søgsmålsinteresse.

41      I den foreliggende sag skal den afvisningspåstand, som Kommissionen specifikt har nedlagt i svarskriftet vedrørende påstanden om annullation af den første anfægtede afgørelse, undersøges først.

42      Som svar på denne afvisningspåstand har sagsøgeren primært gjort gældende, at dens markedsposition i væsentligt omfang er blevet påvirket af den støtte, der blev ydet ved salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn, eftersom sagsøgeren ved tildelingen af disse aktiver blev udelukket fra såvel markedet for køb af Nürburgring som markedet for drift heraf.

43      Det skal for det første bemærkes, at Domstolen i dom af 17. september 2015, Mory m.fl. mod Kommissionen (C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 104), har fastslået, at en afgørelse om økonomisk kontinuitet skal anses for en med den forudgående endelige afgørelse om den omhandlede støtte »forbundet afgørelse, som supplerer denne«, idet den har til formål at præcisere denne hvad angår egenskaben som modtager af den omhandlede støtte og dermed som debitor for forpligtelsen til at tilbagebetale denne, efter at der var indtrådt en begivenhed efter vedtagelsen af denne afgørelse, såsom en tredjeparts erhvervelse af den oprindelige støttemodtagers virksomhed.

44      I den foreliggende sag har Kommissionen ved den første anfægtede afgørelse, hvorved den fandt, at der ikke var nogen økonomisk kontinuitet mellem sælgerne og køberen, fastslået, at sidstnævnte ikke var berørt af en eventuel tilbagesøgning af støtten til sælgerne.

45      Det må dermed konkluderes, at den første anfægtede afgørelse er en med den afgørelse, der blev truffet efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende støtten til sælgerne, »forbundet afgørelse, som supplerer denne«.

46      For det andet skal det bemærkes, at ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.

47      For så vidt som den første anfægtede afgørelse vedrører støtten til sælgerne, som blev tilkendt i form af individuel støtte og ikke i henhold til en støtteordning, kan denne ikke sidestilles med en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

48      Ifølge fast retspraksis vil andre personer end en beslutnings adressater kun kunne påstå, at de berøres individuelt af den pågældende beslutning, hvis den rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som beslutningens adressat (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223, og af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91 P, EU:C:1993:197, præmis 20).

49      Ud over den modtagende virksomhed er bl.a. konkurrerende virksomheder til denne i forbindelse med statsstøtte blevet anset for individuelt berørt af en afgørelse fra Kommissionen, hvorved den formelle undersøgelsesprocedure blev afsluttet, såfremt de havde spillet en aktiv rolle inden for rammerne af denne procedure, og såfremt deres stilling på markedet i væsentligt omfang var blevet påvirket af den omhandlede støtteforanstaltning (jf. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.11.2014, Vtesse Networks mod Kommissionen, T-362/10, EU:T:2014:928, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

50      Kriteriet om væsentlig påvirkning gør det muligt at identificere de konkurrenter, som en støtte individualiserer, således at de opfylder de betingelser for sagens antagelse til realitetsbehandling, der fremgår af dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17). Støtten adskiller dermed konkurrenter med søgsmålskompetence fra alle andre personer og individualiserer dem på lignende måde som adressaten for den anfægtede afgørelse. Således afhænger en væsentlig påvirkning af en sagsøgers markedssituation ikke direkte af størrelsen af den pågældende støtte, men af omfanget af den skade, som denne støtte kan påføre denne stilling. En sådan skade kan variere for støtte af en lignende størrelse på baggrund af kriterier såsom størrelsen af det berørte marked, støttens konkrete art, varigheden af den periode, hvorunder støtten er tildelt, om de påvirkede aktiviteter er sagsøgerens hoved- eller bivirksomhed, og sagsøgerens mulighed for at overkomme støttens negative virkning (jf. dom af 5.11.2014, Vtesse Networks mod Kommissionen, T-362/10, EU:T:2014:928, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det forhold, at en person er potentiel konkurrent, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at en retsundergiven kan anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser for at anfægte en afgørelse vedtaget af Kommissionen efter en formel undersøgelsesprocedure.

52      I den foreliggende sag må det konstateres, at sagsøgeren har spillet en aktiv rolle i den procedure, der lå forud for vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse, for så vidt som sagsøgeren den 10. april 2014 indgav en klage med den begrundelse, at udbudsproceduren havde været ulovlig, og at afgørelsen om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, skulle udvides til at omfatte køberen.

53      Det fremgår imidlertid af den i præmis 49 i nærværende dom nævnte retspraksis, at sagsøgerens deltagelse i den administrative procedure ikke alene kan give sagsøgeren søgsmålskompetence. Sagsøgeren skal under alle omstændigheder altid påvise, at støtten til sælgerne kan påvirke sagsøgerens markedsposition i væsentligt omfang.

54      I 20. betragtning til den endelige afgørelse har Kommissionen anført, at støtteforanstaltningerne til fordel for sælgerne vedrørte finansiering af opførelse og drift af Nürburgrings faciliteter. I 173.-176. og 178. betragtning til samme afgørelse har Kommissionen gjort gældende, at de markeder, på hvilke konkurrencevilkårene kunne fordrejes af disse foranstaltninger, var markederne for driften af racerbaner, offroad-parker, forlystelsesparker, hoteller og restauranter, køretekniske anlæg, køreskoler, multifunktionshaller og kontantløse betalingssystemer samt markederne for fremme af turisme, udvikling af projekter, opførelse af ejendomme, virksomhedsledelse og handel med biler eller motorcykler (herefter »de relevante markeder«). Endelig har Kommissionen i 180. betragtning til den omhandlede afgørelse præciseret, at de relevante markeder kunne opfattes som havende en europæisk dimension.

55      Som svar på et af de af Retten stillede spørgsmål som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev vedtaget den 29. november 2017 (jf. præmis 24 ovenfor), har sagsøgeren erkendt, at den hverken på tidspunktet for stævningens indgivelse eller forud for denne dato var til stede på de relevante markeder. Følgelig havde sagsøgeren ikke nogen stilling på de relevante markeder, som kunne påvirkes, endsige i væsentligt omfang, af støtten til sælgerne.

56      For så vidt som sagsøgeren nærmere bestemt har anført, at selskabet ville have været i stand til at købe Nürburgrings aktiver og følgelig træde ind på de relevante markeder, hvis ikke den var blevet diskrimineret under udbudsproceduren (jf. præmis 10 ovenfor), og at det var blevet vanskeligt for den at købe eller drive andre racerbaner, da den var kommet i miskredit og havde fået negativ omtale, fordi den tabte udbuddet, skal det bemærkes, at sagsøgerens argumenter ved Unionens retsinstanser og henset til den i præmis 49-51 i nærværende dom nævnte retspraksis ikke er tilstrækkelige til at individualisere den i forhold til støtten til sælgerne og den første anfægtede afgørelse, således at den skulle opfylde de betingelser for sagens antagelse til realitetsbehandling, der fremgår af dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17).

57      Heraf følger, at sagsøgeren ikke har påvist, at selskabet er individuelt berørt af den første anfægtede afgørelse.

58      Det skal imidlertid bemærkes, at betingelserne for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, er kumulative (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 199). Uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgerens interesse i at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af den første anfægtede afgørelse eller Kommissionens påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, da sagsøgerens søgsmålsinteresse er bortfaldet, må sagen således afvises for så vidt angår annullation af den omhandlede afgørelse, eftersom sagsøgeren ikke er individuelt berørt.

B.      Påstanden om annullation af den anden anfægtede afgørelse

59      Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen fastslog, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgjorde statsstøtte.

1.      Formaliteten og påstanden om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse

60      Kommissionen har i svarskriftet ikke rejst tvivl om sagens antagelse til realitetsbehandling for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse. Senere har den dog konkluderet, at det var ufornødent, at Retten traf afgørelse i sagen, herunder om påstanden om annullation af den anden anfægtede afgørelse, med den begrundelse, at sagsøgeren havde mistet sin søgsmålsinteresse. I denne forbindelse har Kommissionen ligeledes bestridt sagsøgerens søgsmålskompetence i forhold til den anden anfægtede afgørelse.

61      I den foreliggende sag bør det indledningsvis undersøges, om sagsøgeren har kompetence til at anlægge søgsmål med påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, inden det efterprøves, i hvilket omfang den har og opretholder en interesse i en sådan annullation.

62      Hvad angår søgsmålskompetencen har sagsøgeren hævdet, at den er umiddelbart og individuelt berørt af den anden anfægtede afgørelse. I denne henseende og i henhold til retspraksis er dens særlige egenskab af »interesseret part«, jf. artikel 1, litra h), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel 108 [TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som er knyttet til den specifikke sagsgenstand, tilstrækkelig til at individualisere den, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF. Endelig er dens markedsposition i væsentligt omfang blevet påvirket af den støtte, der blev ydet køberen under udbudsproceduren.

63      Kommissionen har i sin påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan lægge sin egenskab af potentiel køber af Nürburgrings aktiver til grund for sin egenskab af interesseret part, eftersom Forbundsrepublikken Tyskland i en skrivelse til Kommissionen af 26. april 2016 oplyste, at Capricorn havde betalt den samlede købspris for aktiverne og givet afkald på sin ret til at træde tilbage fra købskontrakten, hvis Kommissionen traf afgørelse om, at støtten til sælgerne skulle tilbagesøges hos denne. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at sagsøgeren heller ikke kan lægge sin egenskab af konkurrent til Capricorn til grund for sin egenskab af interesseret part, da sagsøgerens svar på de af Retten stillede spørgsmål som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev vedtaget den 29. november 2017 (jf. præmis 24 ovenfor), gør det muligt at konstatere, at sagsøgeren ikke var aktiv på de relevante markeder.

64      Inden for rammerne af proceduren til kontrol af statsstøtte må der sondres mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF, der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte er delvis eller fuldt ud forenelig med det indre marked, og på den anden side undersøgelsesfasen i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter. Først under den procedure, der fremgår af sidstnævnte bestemmelse, er Kommissionen i henhold til EUF-traktatens processuelle garanti forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger (dom af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91, EU:C:1993:197, præmis 22, af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, EU:C:1993:239, præmis 16, og af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 35).

65      Når Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF ved en beslutning truffet i medfør af artikel 108, stk. 3, fastslår, at en statslig støtteforanstaltning ikke udgør støtte, som er uforenelig med det indre marked, kan de berørte parter, der er indrømmet denne processuelle garanti, kun opnå, at den overholdes, hvis de har adgang til at indbringe Kommissionens beslutning for Unionens retsinstanser. Unionens retsinstanser må derfor realitetsbehandle et annullationssøgsmål vedrørende en sådan beslutning, som er anlagt af en interesseret part i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 108, stk. 2, TEUF, når denne med søgsmålet ønsker at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer ham ifølge denne bestemmelse (dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 36).

66      Enhver interesseret part må således anses for umiddelbart og individuelt berørt af en afgørelse, hvorved det efter den foreløbige undersøgelse konstateres, at der ikke foreligger støtte (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 68), idet det bemærkes, at når en sådan part har indgivet en klage, skal Kommissionens afvisning af at efterkomme klagen under alle omstændigheder opfattes som et afslag på at iværksætte proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF (dom af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 51-54).

67      I den foreliggende sag er parterne enige om, at den anden anfægtede afgørelse er en afgørelse truffet efter den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger som fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF og ikke efter en formel undersøgelsesprocedure. Da sagsøgeren af de grunde, der allerede er anført i præmis 55-57 ovenfor, ikke kan anses for at opfylde betingelserne for sagens antagelse til realitetsbehandling, således som disse fremgår af dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17), må det for at fastslå, om sagsøgeren har kompetence til at anlægge søgsmål med påstand om annullation af den anden anfægtede afgørelse, undersøges, om den i tilstrækkelig grad har godtgjort, at den er en interesseret part.

68      I henhold til artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 er »interesserede parter« alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte. Det drejer sig med andre ord om en ubestemt helhed af adressater. Denne bestemmelse udelukker ikke, at en virksomhed, der ikke er en direkte konkurrent til modtageren af en støtte, betragtes som »interesseret part«, hvis den gør gældende, at dens interesser kan være påvirket af støttetildelingen. Det er tilstrækkeligt, at denne virksomhed i tilstrækkelig grad godtgør, at der er risiko for, at støtten har en konkret indvirkning på dens situation (jf. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 63-65 og den deri nævnte retspraksis).

69      Heraf følger, at enhver virksomhed, der påberåber sig et faktisk eller potentielt konkurrencemæssigt forhold, principielt kan tillægges egenskab af »interesseret part«, jf. artikel 108, stk. 2, TEUF.

70      Det må i den foreliggende sag antages, at sagsøgeren ved sin aktive deltagelse i udbudsproceduren helt frem til slutfasen og ved sin klage til Kommissionen i denne henseende har godtgjort et seriøst ønske om at træde ind på de relevante markeder og følgelig sin egenskab af potentiel konkurrent til Capricorn, som ifølge den omhandlede klage og henset til de konkrete omstændigheder for salget af Nürburgrings aktiver angiveligt har nydt godt af en statsstøtte, hvis eksistens Kommissionen i den anden anfægtede afgørelse har afvist.

71      På baggrund af betragtningerne i præmis 68 og 69 ovenfor og ovenstående vurderinger skal sagsøgeren tillægges egenskab af interesseret part for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse.

72      Hvad angår sagsøgerens søgsmålsinteresse har Kommissionen i sin påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, gjort gældende, at sagsøgeren har mistet den, bl.a. eftersom Capricorn har betalt den samlede købspris for Nürburgrings aktiver og givet afkald på sin ret til at træde tilbage fra købskontrakten, hvis Kommissionen træffer afgørelse om, at støtten til sælgerne skal tilbagesøges hos denne (jf. præmis 63 ovenfor).

73      Det skal imidlertid fremhæves, at de »interesserede parter« som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF har en interesse i, at en beslutning, som blev truffet ved afslutningen af den indledende undersøgelsesprocedure, annulleres, da en sådan annullation i medfør af bestemmelserne i artikel 108 TEUF pålægger Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og giver sagsøgerne adgang til at fremsætte deres bemærkninger og dermed øve indflydelse på Kommissionens nye beslutning (dom af 10.2.2009, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, T-388/03, EU:T:2009:30, præmis 62 og 64). I den foreliggende sag har sagsøgeren en interesse i, at den anden anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den ved det fjerde anbringendes første led har anført, at denne afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke er ydet statsstøtte til Capricorn under udbudsproceduren, er blevet truffet, uden at Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, i strid med sagsøgerens processuelle rettigheder som interesseret part.

74      Hvis Retten annullerer den anden anfægtede afgørelse for tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, skal Kommissionen principielt indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende salget af Nürburgrings aktiver og opfordre sagsøgeren i dennes egenskab af interesseret part til at fremsætte sine bemærkninger. Følgelig kan annullationen af den anden anfægtede afgørelse i sig selv have retsvirkninger for sagsøgeren som interesseret part.

75      Det kan således konkluderes, at sagsøgeren for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse har søgsmålskompetence som interesseret part og har og opretholder sin søgsmålsinteresse, der beror på beskyttelse af de processuelle rettigheder, som sagsøgeren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF har i denne egenskab.

76      Heraf følger, at Kommissionens påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, skal forkastes, og at den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den angår den anden anfægtede afgørelse og tilsigter at beskytte de processuelle rettigheder, som sagsøgeren har i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

2.      Realiteten

a)      Indledende betragtninger om omfanget af domstolsprøvelsen af en afgørelse om, at der ikke foreligger statsstøtte, som er vedtaget efter den indledende undersøgelsesfase

77      Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 108, stk. 3, TEUF og artikel 4 i forordning nr. 659/1999 indfører en foreløbig undersøgelse af de anmeldte støtteforanstaltninger, som skal gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte er forenelig med det indre marked. Efter forløbet af denne fase konstaterer Kommissionen, at denne foranstaltning enten ikke er en støtte eller falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF. I sidstnævnte tilfælde kan foranstaltningen ikke rejse tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked, eller den kan derimod rejse en sådan tvivl (dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 43).

78      Når Kommissionen efter den indledende undersøgelsesfase vedtager en afgørelse, hvorved den konstaterer, at en statslig støtteforanstaltning ikke udgør støtte, som er uforenelig med det indre marked, afslår den ligeledes forudsætningsvis at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure. Dette princip finder såvel anvendelse, når beslutningen er vedtaget, fordi Kommissionen finder, at støtten er forenelig med det indre marked, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, en såkaldt »beslutning om ikke at gøre indsigelse«, som når Kommissionen er af den opfattelse, at foranstaltningen ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF og derfor ikke udgør støtte, jf. artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 (jf. i denne retning dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 52, og af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 68).

79      Ifølge retspraksis gælder det, at når en sagsøger har nedlagt påstand om annullation af en afgørelse, hvorved det fastslås, at den omhandlede foranstaltning ikke udgør statsstøtte, eller af en beslutning om ikke at gøre indsigelse, kritiserer sagsøgeren således som det væsentlige, at Kommissionens afgørelse vedrørende den pågældende støtte er blevet vedtaget, uden at Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved den har tilsidesat sagsøgerens processuelle rettigheder. Sagsøgeren kan for at få taget sin påstand om annullation til følge påberåbe sig ethvert anbringende, der kan godtgøre, at vurderingen af de oplysninger, som Kommissionen rådede over eller kunne råde over under den indledende fase af undersøgelsen af den omhandlede foranstaltning, burde have rejst tvivl med hensyn til, hvorvidt den udgjorde statsstøtte, eller med hensyn til dens forenelighed med det indre marked (dom af 13.6.2013, Ryanair mod Kommissionen, C-287/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:395, præmis 60, og af 25.11.2014, Ryanair mod Kommissionen, T-512/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:989, præmis 31).

80      Et sådant bevis for, at der foreligger tvivl, kan bl.a. føres ud fra en række samstemmende indicier, idet det forhold, at der foreligger en sådan tvivl, når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at den omhandlede foranstaltning ikke udgør statsstøtte, skal findes såvel i omstændighederne for den omhandlede afgørelses vedtagelse, navnlig varigheden af den indledende undersøgelse, som i afgørelsens indhold, idet de vurderinger, som Kommissionen har lagt til grund i den omhandlede afgørelse, sættes op mod de oplysninger, som den rådede over eller kunne råde over, da den tog stilling til, hvorvidt den omhandlede foranstaltning udgjorde statsstøtte (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, 3F mod Kommissionen, C-646/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:36, præmis 31).

81      Kommissionen har således pligt til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, navnlig hvis den i lyset af de oplysninger, som den indhentede eller kunne råde over under den indledende undersøgelse, står over for alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af foranstaltningen. En sådan pligt følger direkte af artikel 108, stk. 3, TEUF, således som denne bestemmelse er fortolket i retspraksis, og er bekræftet af bestemmelsen i artikel 4 i forordning nr. 659/1999, når Kommissionen efter den indledende undersøgelse konstaterer, at den nærer tvivl med hensyn til, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, eller med hensyn til dens forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Club Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen, C-131/15 P, EU:C:2016:989, præmis 30-33, og af 12.2.2008, BUPA m.fl. mod Kommissionen, T-289/03, EU:T:2008:29, præmis 328). I et sådant tilfælde kan Kommissionen ikke afslå at indlede den formelle undersøgelsesprocedure under påberåbelse af andre omstændigheder, såsom tredjemands interesser, procesøkonomiske hensyn eller andre hensyn til administrativ eller politisk formålstjenlighed (dom af 10.2.2009, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, T-388/03, EU:T:2009:30, præmis 90).

82      I en retssag skal Unionens retsinstansers kontrol fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt de vurderinger, som dannede grundlaget for Kommissionens afgørelse om, at der ikke forelå støtte, henset til de af sagsøgeren fremførte argumenter og førte beviser i den foreliggende sag frembød vanskeligheder af en sådan karakter, at de rejste tvivl og følgelig kunne begrunde, at den formelle undersøgelsesprocedure blev iværksat (jf. i denne retning dom af 19.5.1993, Cook mod Kommissionen, C-198/91, EU:C:1993:197, præmis 31, og af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, EU:C:1993:239, præmis 34).

b)      Indledende betragtninger om sagens genstand

83      Det fjerde anbringendes første led vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, idet Kommissionen ikke har indledt den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, til trods for at der forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den omhandlede foranstaltning.

84      Inden for rammerne af dette led har sagsøgeren for at godtgøre, at der forelå sådanne alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, bl.a. påberåbt sig retlige fejl, urigtige bedømmelser, samt at den anden anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel. Disse fejl og denne mangel er i øvrigt anført i sagsøgerens første, tredje og femte anbringende vedrørende henholdsvis den urigtige fortolkning af begrebet statsstøtte, den manglende hensyntagen til salgsprocessens fortsættelse ved salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver, og en manglende begrundelse.

85      Følgelig undersøges i første omgang det fjerde anbringendes første led og derefter på baggrund af dette led, som vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, det første, det tredje og det femte anbringende med henblik på at vurdere, om de argumenter, der gøres gældende til støtte for disse anbringender, gør det muligt at identificere alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som følge af hvilke Kommissionen burde have indledt den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, således som det i henhold til retspraksis tilkommer Retten at gøre (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 56 og 58).

86      Dernæst undersøges det fjerde anbringendes andet, tredje og fjerde led om andre tilsidesættelser af sagsøgerens processuelle rettigheder, der ligeledes kan have haft indflydelse på Kommissionens konstatering i den anden anfægtede afgørelse af, at der ikke forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som kunne begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF. Det fjerde anbringendes andet led vedrører tilsidesættelse af artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 659/1999, og det fjerde anbringendes tredje og fjerde led vedrører Kommissionens manglende gennemførelse af en omhyggelig og upartisk undersøgelse af udbudsproceduren. Det bemærkes, at det andet anbringende i sagen om økonomisk kontinuitet kun er rettet mod den første anfægtede afgørelse, i forhold til hvilken sagsøgeren ikke anses for at have søgsmålskompetence.

c)      Det fjerde anbringendes første led om alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver

87      Sagsøgeren har dels påberåbt sig varigheden af den indledende undersøgelsesfase, dels indholdet af den anden anfægtede afgørelse.

1)      Varigheden af den indledende undersøgelsesfase

88      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen flere gange har udsat sin afgørelse, bl.a. mellem den 23. juni og den 1. oktober 2014, datoen for endelig vedtagelse af den endelige afgørelse. Desuden blev berigtigelsen til den endelige afgørelse vedtaget den 13. april 2015, dvs. mere end et år efter, at sagsøgeren havde indgivet sin klage til Kommissionen.

89      Kommissionen har anført, at den ikke er stødt på alvorlige vanskeligheder under den indledende undersøgelse.

90      Det bemærkes, at i en sag, hvor de omtvistede statsforanstaltninger ikke er blevet anmeldt af den pågældende medlemsstat, er Kommissionen ikke forpligtet til at iværksætte en indledende undersøgelse af foranstaltningerne inden for en bestemt frist. Kommissionen er imidlertid forpligtet til at gennemføre en påpasselig undersøgelse af en klage om en støtte, som er uforenelig med det indre marked, idet det må vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af en indledende undersøgelsesfase kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrative procedure og sagens kompleksitet (jf. i denne retning dom af 27.9.2011, 3F mod Kommissionen, T-30/03 RENV, EU:T:2011:534, præmis 57 og 58 og den deri nævnte retspraksis).

91      I den foreliggende sag indgav sagsøgeren sin klage til Kommissionen den 10. april 2014. Denne klage vedrørte salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn til en pris, der var lavere end markedsprisen, og den økonomiske kontinuitet mellem sælgerne og Capricorn, som berettigede, at afgørelsen om tilbagesøgning af den støtte, som sælgerne havde modtaget, blev udvidet til at omfatte Capricorn. Der er i øvrigt indgivet yderligere tre klager vedrørende salget af Nürburgrings aktiver. Den endelige afgørelse blev truffet den 1. oktober 2014, altså mindre end seks måneder efter modtagelsen af sagsøgerens klage. En sådan frist overstiger ikke det, der var nødvendigt for en første undersøgelse af spørgsmålene angående salget af Nürburgrings aktiver til en pris, der var lavere end markedsprisen, og bekræfter således ikke, at der forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som kunne begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure.

92      Heraf følger, at dette klagepunkt skal forkastes.

2)      Indholdet af den anden anfægtede afgørelse

93      Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at den anden anfægtede afgørelse i sig selv viser, at der forelå alvorlige vanskeligheder, og har i denne forbindelse påberåbt sig den mangelfulde karakter af den af Kommissionen gennemførte undersøgelse. Disse mangler vedrører navnlig undersøgelsen af, om udbudsproceduren var åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, af visse omstændigheder, som er relevante i denne henseende, såsom overførslen af Nürburgrings aktiver til en undererhverver, af, om proceduren havde udmøntet sig i salg af de omhandlede aktiver til den bydende med det højeste bud, og undersøgelsen af den omstændighed, at Capricorn ikke havde været i stand til at opfylde kravet om sikring af betaling af købsprisen.

94      Derudover bekræfter de retlige fejl, som Kommissionen har begået for så vidt angår den urigtige anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, og af artikel 14 i forordning nr. 659/1999 samt den manglende begrundelse, at der forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, som kunne begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure.

95      Kommissionen har bestridt dette argument.

96      Det skal for det første bemærkes, at Kommissionen i 285. betragtning til den endelige afgørelse efter en undersøgelse af omstændighederne i den foreliggende sag fastslog, at »[s]alget af [Nürburgrings] aktiver […] ikke [udgjorde] statsstøtte«.

97      I 281. betragtning til den endelige afgørelse anførte Kommissionen, at den »ikke [havde] fundet bevis for en tilsidesættelse af princippet om en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget budprocedure i forbindelse med salget af [Nürburgrings] aktiver eller for et bud med sikret finansiering, der [lå] over Capricorns bud«.

98      I 240., 261., 266., 271., 276. og 280. betragtning til den endelige afgørelse fandt Kommissionen navnlig, at Capricorn var den bydende, der havde afgivet det bedste bud med finansieringsgaranti. Hvad angår denne garanti fastslog Kommissionen, at den allerede fra april 2014 rådede over skrivelsen fra Deutsche Bank AG af 10. marts 2014, som understøttede Capricorns bud (herefter »skrivelse fra Deutsche Bank af 10. marts 2014«). Der er således ingen grund til at betvivle Kommissionens udtalelse om, at den foretog sin egen vurdering af denne skrivelse og fandt, at det udgjorde en finansieringsgaranti, hvis bindende karakter var blevet bekræftet af de tyske myndigheder.

99      Argumentet vedrørende finansieringsgarantien for Capricorns bud og spørgsmålet om, hvorvidt udbudsproceduren havde udmøntet sig i salg af de omhandlede aktiver til den bydende med det højeste bud, er således ugrundet.

100    Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen ikke foretog en omfattende undersøgelse af udbudsproceduren. Navnlig er det ikke nævnt i den endelige afgørelse, at salgsprocessen fortsatte.

101    I denne henseende fremgår det af retspraksis, at den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter af den undersøgelse, som Kommissionen gennemførte i den indledende undersøgelsesfase, er et tegn på, at der foreligger alvorlige vanskeligheder, som kan begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure (jf. dom af 11.10.2016, Søndagsavisen mod Kommissionen, T-167/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:603, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

102    Af retspraksis fremgår det ligeledes, at lovligheden af en beslutning på området for statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen rådede over eller kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 81), idet det bemærkes, at de oplysninger, som Kommissionen »kunne råde over«, omfatter de oplysninger, som synes relevante for de vurderinger, som skal foretages, og som den efter anmodning herom kunne have fået fremlagt under den administrative procedure (jf. i denne retning dom af 20.9.2017, Kommissionen mod Frucona Košice, C-300/16 P, EU:C:2017:706, præmis 71).

103    Den omstændighed, at Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse ikke har svaret på visse klagepunkter, som sagsøgeren havde rejst, indebærer ikke, at Kommissionen ikke kunne træffe afgørelse vedrørende den pågældende foranstaltning på grundlag af de oplysninger, den rådede over, og at den som følge heraf burde have indledt den formelle undersøgelsesprocedure for at færdiggøre sin undersøgelse (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 130).

104    I den foreliggende sag kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke i den endelige afgørelse tog stilling til salgsprocessens fortsættelse ved salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver, som ifølge sagsøgeren fandt sted den 28. oktober 2014 i henhold til en administrationskontrakt af 5. oktober 2014, altså efter vedtagelsen af den omhandlede afgørelse.

105    Endelig har sagsøgeren anført, at de retlige fejl, som Kommissionen har begået for så vidt angår den urigtige anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af artikel 14 i forordning nr. 659/1999 samt den manglende begrundelse bekræfter, at der forelå alvorlige vanskeligheder. Undersøgelsen af dette argument falder sammen med undersøgelsen af det første og det femte anbringende om disse retlige fejl og manglende begrundelse, som vil blive foretaget nedenfor.

106    Med forbehold af de klagepunkter, der vil blive undersøgt inden for rammerne af det første og det femte anbringende, gør de argumenter, der er fremført til støtte for det fjerde anbringendes første led, det således ikke muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure. Det fjerde anbringendes første led skal derfor forkastes.

d)      Det første anbringende om urigtig fortolkning af begrebet statsstøtte for så vidt angår tildeling af statsstøtte til køberen under udbudsproceduren

107    Ved sit første anbringende, som indeholder tre led, har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har fortolket begrebet statsstøtte urigtigt, jf. artikel 107 TEUF, idet den har konkluderet, at køberen ikke var blevet tildelt statsstøtte under udbudsproceduren.

1)      Det første anbringendes første led om den fordel, som køberen opnåede i forbindelse med udbudsproceduren

108    Ved det første anbringendes første led har sagsøgeren anført, at køberen opnåede en fordel i forbindelse med udbudsproceduren. Proceduren havde ikke været gennemsigtig. Sælgerne og KPMG havde navnlig ikke oplyst de bydende om de gældende frister på en tilstrækkeligt klar måde, og sagsøgeren havde derfor taget fejl med hensyn til fristen for indgivelse af det endelige bud. Køberen fremsatte først sit endelige bud den 10. marts 2014, hvilket var dagen før, dens bud på Nürburgrings aktiver blev antaget, og fristen var således de facto blevet forlænget til denne dato.

109    Derudover har sagsøgeren anført, at udbudsproceduren var diskriminerende. Der var navnlig i efteråret 2013 blevet ført forhandlinger mellem sælgernes og køberens repræsentanter, men ikke med sagsøgerens egne repræsentanter, på trods af at køberen ikke havde nogen sikret finansiering. Køberen havde bl.a. fået tilladelse til at deltage i sælgernes driftsmøder. Desuden er Kommissionens argument om, at ingen af de bydende havde fremlagt en finansieringsgaranti for den samlede købspris, og at sælgerne derfor ikke tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, da de anvendte kravet med hensyn til finansieringssikkerheden mindre strengt i løbet af udbudsproceduren, urigtigt, da denne ændring af udbudsbetingelserne ikke var blevet meddelt alle de bydende.

110    Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at køberen ikke havde fremlagt dokumentation for sikret finansiering, eftersom den navnlig kun havde fremlagt et tilsagn i form af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, dvs. en hensigtserklæring uden retskraft, og eftersom dette brev kun var et foreløbigt udkast, hvis bindende karakter var betinget af, at de yderligere betingelser blev overholdt, og af Deutsche Banks endelige afgørelse.

111    Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet afgav det højeste bud med sikret finansiering.

112    Kommissionen har bestridt dette argument.

113    Det skal i lyset af de klagepunkter, der er fremført i det første anbringendes første led, fastslås, om Kommissionens undersøgelse for så vidt angår udbudsprocedurens formelle rigtighed gjorde det muligt at fastslå, at der ikke forelå alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, som kunne begrunde indledning af en formel undersøgelsesprocedure.

114    Det fremgår af fast praksis, at når en virksomhed, som har modtaget statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked, bliver solgt til markedsprisen, dvs. til den højeste pris, som en privat investor, der handlede på normale konkurrencevilkår, var parat til at betale for selskabet i den situation, som det befandt sig i, bl.a. efter at have modtaget statsstøtte, er støtteelementet blevet vurderet til markedsprisen og indbefattet i købsprisen. Under disse omstændigheder kan køberen ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Tyskland mod Kommissionen, C-277/00, EU:C:2004:238, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

115    Hvis salget af aktiver tilhørende modtagere af statsstøtte derimod sker til en pris, som er lavere end markedsprisen, kan der overføres en uretmæssig fordel til erhververen (jf. i denne retning dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 161).

116    Med henblik på undersøgelsen af markedsprisen kan der bl.a. tages hensyn til den form, under hvilken salget af et selskab har fundet sted, f.eks. offentligt udbud, som tilsigter at sikre et salg på markedsvilkår. Det følger heraf, at der er en formodning for, at markedsprisen svarer til det højeste bud, når et selskab sælges gennem en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, idet det dog skal godtgøres, at dette bud for det første er bindende og troværdigt, og at en hensyntagen til andre økonomiske faktorer end prisen for det andet er ubegrundet (jf. i denne retning dom af 24.10.2013, Land Burgenland m.fl. mod Kommissionen, C-214/12 P, C-215/12 P og C-223/12 P, EU:C:2013:682, præmis 93 og 94, og af 16.7.2015, BVVG, C-39/14, EU:C:2015:470, præmis 32).

117    Det følger af retspraksis, at en udbudsprocedures åbne og gennemskuelige karakter skal vurderes ud fra en række indicier, der særligt vedrører omstændighederne i hver enkelt sag (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Tyskland mod Kommissionen, C-277/00, EU:C:2004:238, præmis 95).

118    Det er på baggrund af den i præmis 114-117 ovenfor anførte retspraksis, at det i den foreliggende sag skal undersøges, om de forskellige klagepunkter, der er anført i det første anbringendes første led, kan tages til følge, idet der tages højde for, at Retten i denne forbindelse ikke umiddelbart kan træffe afgørelse om selve lovligheden af udbudsproceduren.

i)      Klagepunktet vedrørende udbudsprocedurens ikke-gennemsigtige karakter

119    For så vidt som sagsøgeren har påberåbt sig udbudsprocedurens ikke-gennemsigtige karakter, skal det bemærkes (jf. præmis 9, syvende led, ovenfor), at fristen for afgivelse af bekræftende bud var fastsat til den 11. december 2013, som det fremgår af skrivelsen fra KPMG af 17. oktober 2013, og derefter til den 17. februar 2014, som det fremgår af skrivelsen fra KPMG af 17. december 2013. Af sidstnævnte skrivelse fremgik, at også bud modtaget efter fristens udløb ville blive taget i betragtning. Dog ville sælgerne muligvis træffe beslutningen om udvælgelse hurtigt efter budfristens udløb.

120    Som Kommissionen med rette har anført, var alle de bydende således bekendt med muligheden for at indgive et bud efter den 17. februar 2014. Tilsvarende er det forhold, at køberen kunne afgive sit endelige bud den 10. marts 2014, altså efter fristens udløb, og at køberens bud blev antaget allerede den 11. marts 2014, i fuld overensstemmelse med skrivelsen fra KPMG af 17. december 2013.

121    Heraf følger, at dette klagepunkt ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om køberen havde opnået en fordel i forbindelse med udbudsproceduren som følge af dennes ikke-gennemsigtige karakter for så vidt angår fristen for afgivelse af et bekræftende bud.

ii)    Klagepunktet vedrørende udbudsprocedurens diskriminerende karakter

122    Under dette klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at udbudsproceduren var diskriminerende. Køberen havde navnlig ikke fremlagt dokumentation for sikret finansiering, eftersom skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, der understøttede det bud fra køberen, som blev antaget den 11. marts 2014, ikke havde bindende virkning.

123    Af skrivelsen fra KPMG til de interesserede investorer af 17. oktober 2013 fremgik det, at finansiering fra en tredjepart skulle være baseret på et bindende finansieringstilsagn (jf. præmis 9, niende led, ovenfor). Det bør derfor efterprøves, om Kommissionens undersøgelse, som stemte overens med de tyske myndigheders analyse, gjorde det muligt at fjerne al tvivl med hensyn til den bindende karakter af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014.

124    Indledningsvis er det i skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 anført, at banken var rede til at yde køberen et lån på 45 mio. EUR. Betingelserne for denne finansiering er beskrevet i detaljer, hvilket, som Kommissionen med rette har gjort gældende, synes at være tegn på en grundig undersøgelse fra Deutsche Banks side og en udveksling af oplysninger mellem banken og køberen.

125    Dernæst henvises der i skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 flere gange til det tilsagn, som Deutsche Bank gav Capricorn i medfør af den omhandlede skrivelsen. Deutsche Bank følte sig således bundet af den omhandlede skrivelse.

126    Som Kommissionen med rette har gjort gældende, bekræfter sammenligningen af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 med to foreløbige, ikke-bindende skrivelser fra Deutsche Bank af 17. og 25. februar 2014 i denne forbindelse den bindende karakter af Deutsche Banks skrivelse af 10. marts 2014. Det fremgår således af skrivelsen af 17. februar 2014, at det ikke udgjorde et tilsagn fra Deutsche Banks side, i modsætning til skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, der henviser til det tilsagn, som Deutsche Bank gav Capricorn i medfør af denne skrivelse.

127    Endelig er det i skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 anført, at bankens tilsagn var underlagt tre betingelser. Disse betingelser (gennemførelse af transaktionen, ingen væsentlige ændringer med hensyn til de erhvervede aktiver, ingen ulovlighed) gav imidlertid kun Deutsche Bank mulighed for at trække sit tilsagn tilbage, hvis ikke købet blev gennemført på de fastsatte betingelser.

128    Det fremgår ikke af ovenstående betragtninger, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014 var bindende.

129    Som Kommissionen med rette konstaterede i 272. betragtning til den endelige afgørelse, har sagsøgeren tværtimod aldrig fremlagt finansieringsdokumentation for sit bud.

130    Den 30. september 2013 indgav sagsøgeren et vejledende bud på alle Nürburgrings aktiver på 150 mio. EUR. Dette bud indeholdt ikke dokumentation for sagsøgerens finansieringsevne, hvilket KPMG informerede sagsøgeren om ved skrivelser af den 11. og den 17. december 2013 samt i skrivelsen af 18. december 2013. Sagsøgeren modtog ligeledes skrivelsen fra KPMG af 17. oktober 2013, hvoraf fremgik, at finansiering fra en tredjepart skulle være baseret på et bindende finansieringstilsagn.

131    Den 17. februar 2014 indgav sagsøgeren et endeligt bud på 110 mio. EUR for alle aktiver. Heri bekræftede sagsøgeren, at den havde opnået et bindende finansieringstilsagn for 30 mio. EUR fra DRC Capital LLP. Buddet indeholdt imidlertid ikke noget dokument fra DRC Capital, hvilket KPMG underrettede sagsøgeren om ved e-mail af 18. februar 2014.

132    Den 21. februar 2014 oplyste sagsøgeren, at den forventede at modtage alle bindende finansieringstilsagn inden for en frist på to til fem uger. Den 11. marts 2014 fremsendte sagsøgeren en opdateret udgave af det endelige bud på 150 mio. EUR og bekræftede, at den ville fremlægge alle bindende finansieringstilsagn senest den 31. marts 2014. Endelig har sagsøgeren anført, at den modtog et finansieringstilsagn fra Jupiter Financial den 26. marts 2014, men har erkendt, at det aldrig blev sendt til KPMG. I e-mail af 9. april 2014 oplyste KPMG sagsøgeren om, at firmaet endnu ikke havde modtaget nogen skriftlig bekræftelse fra den tredjepart, som skulle finansiere sagsøgerens bud.

133    Det fremgår af ovenstående, at den køber, hvis bud blev udvalgt, først var i besiddelse af to foreløbige skrivelser fra Deutsche Bank af den 17. og den 25. februar 2014 og dernæst af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, med hensyn til hvis bindende karakter det ikke fremgår, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder, mens sagsøgeren, hvis bud ikke blev udvalgt, på intet tidspunkt havde forelagt nogen som helst form for finansieringsdokumentation. Desuden blev sagsøgeren adskillige gange mindet om kravet om et bindende finansieringstilsagn.

134    På baggrund af ovenstående betragtninger kan det ikke fastslås, at Kommissionen i lyset af de af sagsøgeren fremførte faktiske og retlige omstændigheder burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om køberen havde opnået en fordel i forbindelse med udbudsproceduren som følge af dennes diskriminerende karakter for så vidt angår kravet om et bindende finansieringstilsagn.

iii) Klagepunktet om størrelsen og finansieringen af Capricorns og sagsøgerens bud

135    Inden for rammerne af dette klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at den afgav det højeste bud med sikret finansiering, mens buddet fra Capricorn, som endte med at blive antaget, var lavere end sagsøgerens og uden sikret finansiering.

136    Sagsøgerens endelige bud var på 110 mio. EUR, mens buddet fra Capricorn var på 77 mio. EUR, og sagsøgeren har således med rette anført, at denne afgav et højere bud end Capricorn.

137    I henhold til den i præmis 116 ovenfor nævnte retspraksis er der imidlertid kun en formodning for, at markedsprisen svarer til det højeste bud i en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, når det er godtgjort, at dette bud er bindende og troværdigt.

138    Ifølge de skrivelser af 19. juli og 17. oktober 2013, som KPMG sendte til de interesserede investorer, ville investorerne i den foreliggende sag bl.a. blive udvalgt på grundlag af kriteriet om transaktionssikkerhed (jf. præmis 9, niende led, i nærværende dom).

139    Det er således med urette, at sagsøgeren har anført, at dennes bud var med sikret finansiering, eftersom den på intet tidspunkt forelagde nogen som helst form for finansieringsdokumentation. Det fremgår af 272. betragtning til den endelige afgørelse, at de tyske myndigheder i tilfælde af manglende dokumentation for sagsøgerens finansieringsevne og solvens kunne betvivle dennes evne til at samle de midler, der var nødvendige for at betale den budte købspris, og følgelig troværdigheden af sagsøgerens bud og dets opfyldelse af kravet om sikring af købsprisens betaling.

140    Capricorn var derimod først i besiddelse af de to foreløbige skrivelser fra Deutsche Bank af den 17. og den 25. februar 2014 og dernæst af skrivelsen fra Deutsche Bank af 10. marts 2014, med hensyn til hvis bindende karakter det allerede er blevet fastslået, at Kommissionen ikke burde have haft betænkeligheder (jf. præmis 128 og 133 ovenfor).

141    Derudover var det som nævnt i 273. betragtning til den endelige afgørelse kun bydende 2 og Capricorn, der deltog i slutfasen af de forhandlinger, der blev ført under udbudsproceduren, idet begge deres bud var lavere end sagsøgerens, men indeholdt finansieringstilsagn. Det var dermed buddet fra bydende 2, som sælgerne sammenlignede buddet fra Capricorn med. Dette bekræftes derved, at sælgernes advokater den 26. februar 2014 oplyste, at det bekræftende bud fra bydende 2 var det bedste bud, omend det var lavere end buddet fra Capricorn, og derved, at sælgerne netop i lyset af det højere bud fra Capricorn ligeledes forsøgte at indgå aftale om salg af Nürburgrings aktiver med Capricorn. Det fremgår imidlertid af 273. betragtning til den endelige afgørelse, at såvel det endelige bud som finansieringstilsagnet fra Capricorn var højere end buddet og finansieringstilsagnet fra bydende 2.

142    Det er således ikke godtgjort, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, at Capricorn var den bydende, der havde afgivet det bedste bindende og troværdige bud, ikke blot i betragtning af budprisen, men også i betragtning af den tilbudte transaktionssikkerhed. Med andre ord er det ikke godtgjort, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, at »de pågældende aktiver blev solgt til den bydende, der […] afgav det højeste bud med finansieringsdokumentation«, således som det fremgår af 276. betragtning til den endelige afgørelse, og med hensyn til, at der ikke er fundet »et bud med sikret finansiering, der ligger over Capricorns bud«, således som det fremgår af 281. betragtning til den nævnte afgørelse.

143    Heraf følger, at dette klagepunkt ligeledes skal forkastes.

144    Under henvisning til den i præmis 114-117 ovenfor nævnte retspraksis gjorde Kommissionens undersøgelse det således muligt at fjerne al tvivl med hensyn til, om køberen havde opnået en uretmæssig fordel i forbindelse med udbudsproceduren, og dermed om den havde modtaget statsstøtte. Det kan følgelig ikke fastslås, at det første anbringendes første led har påvist alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, som gjorde det nødvendigt for Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF.

145    Det første anbringendes første led skal derfor forkastes.

2)      Det første anbringendes andet led om den fordel, som køberen opnåede i forbindelse med forpagtningsaftalen vedrørende Nürburgrings aktiver

146    Ved det første anbringendes andet led har sagsøgeren anført, at køberen ligeledes opnåede en fordel i forbindelse med forpagtningsaftalen vedrørende Nürburgrings aktiver. Det fremgår af 56. betragtning til den endelige afgørelse, at denne forpagtningsaftale blev indgået mellem et selskab, som var uafhængigt af sælgerne, og som konkret handlede som depositar for de pågældende aktiver, og et driftsselskab oprettet af Capricorn, for en periode, som løb fra den 1. januar 2015, med henblik på at skabe en overgangsperiode svarende til den eventuelle opfyldelse af den betingelse, som salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn var underlagt, nemlig Kommissionens vedtagelse af en afgørelse, som fjernede enhver risiko for, at køberen af de omhandlede aktiver skulle betale støtten til sælgerne tilbage. Den årlige forpagtningsafgift var på under 5 mio. EUR, til trods for at den ifølge sagsøgeren burde have ligget på mindst 7,7 mio. EUR.

147    Kommissionen har bestridt dette argument og bl.a. gjort gældende, at afgiften alene udgjorde en forudbetaling af dele af købsprisen for Nürburgrings aktiver, og at denne i sig selv var i overensstemmelse med markedsvilkårene.

148    Af de grunde, der er redegjort for i præmis 119-133 ovenfor, er det ikke muligt at fastslå, at Kommissionen burde have haft betænkeligheder med hensyn til, om udbudsproceduren var gennemsigtig og ikke-diskriminerende.

149    Af de samme grunde var det berettiget, at Kommissionen ikke havde betænkeligheder med hensyn til, om køberen havde opnået en fordel i forbindelse med udbudsproceduren, herunder med hensyn til den forpagtningsaftale vedrørende Nürburgrings aktiver, der var blevet indgået for det tilfælde, at betingelserne for salgets gennemførelse ikke blev opfyldt.

150    Det første anbringendes andet led skal derfor forkastes.

3)      Det første anbringendes tredje led om anvendelse af statsmidler i forbindelse med salget af Nürburgrings aktiver til køberen

151    Ved det første anbringendes tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke undersøgte, om der indgik statsmidler i salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn. Den burde have konstateret, at dette var tilfældet.

152    Kommissionen har bestridt dette argument.

153    Det skal bemærkes, at Kommissionen kan henlægge en klage, når den efter at have konstateret, at en af de grundlæggende betingelser for anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF ikke er opfyldt, med det samme kan udelukke, at de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte (jf. i denne retning dom af 5.4.2006, Deutsche Bahn mod Kommissionen, T-351/02, EU:T:2006:104, præmis 104).

154    Ved i 266.-281. betragtning til den endelige afgørelse at undersøge, om udbudsproceduren var åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, og om Capricorn var den bydende, der havde afgivet det bedste bud med sikret finansiering, havde Kommissionen i den foreliggende sag i det væsentlige til hensigt at efterprøve, om Nürburgrings aktiver var blevet solgt til markedspris, i overensstemmelse med den i præmis 116 ovenfor nævnte retspraksis.

155    Såfremt Nürburgrings aktiver var blevet solgt til en pris, som var lavere end markedsprisen, kunne der som nævnt i præmis 115 ovenfor være overført en uretmæssig fordel til erhververen (dom af 28.3.2012, Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 161). Kommissionens undersøgelse vedrørte således spørgsmålet om, hvorvidt der i den foreliggende sag var blevet overført en sådan fordel til Capricorn i forbindelse med udbudsproceduren.

156    Kommissionen konkluderede, at der, eftersom der ikke forelå en sådan fordel, ikke blev ydet statsstøtte til Capricorn i forbindelse med salget af Nürburgrings aktiver. Med andre ord konstaterede Kommissionen, at en af de grundlæggende betingelser for anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF vedrørende en opnået fordel ikke var opfyldt.

157    Følgelig kan det ikke med føje foreholdes Kommissionen, at den ikke ligeledes undersøgte, om betingelsen vedrørende inddragelse af staten eller anvendelse af statsmidler var opfyldt.

158    Det kan således konstateres, at undersøgelsen af det første anbringendes tredje led og følgelig af det første anbringende i sin helhed ikke har påvist, at der var tvivl om, hvorvidt salget af Nürburgrings aktiver udgjorde statsstøtte, som kunne kræve indledning af den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF.

159    Det første anbringende, sammenholdt med det fjerde anbringendes første led, skal derfor forkastes.

e)      Det tredje anbringende om manglende hensyntagen til salgsprocessens fortsættelse ved salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver

160    Ved sit tredje anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen i den endelige afgørelse med urette oplyste, at salgsprocessen for Nürburgrings aktiver blev afsluttet den 11. marts 2014 med tildelingen af aktiverne til Capricorn.

161    Sælgerne fortsatte nemlig salgsprocessen fra juli 2014, efter at Capricorn viste sig at være ude af stand til at betale anden rate af købsprisen. Der blev fra september 2014 ført uformelle forhandlinger, hvorunder sælgerne selv foreslog at overføre Nürburgrings aktiver, hvilket den 28. oktober 2014 udmøntede sig i salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte disse aktiver. Salgsprocessens fortsættelse var heller ikke i overensstemmelse med kravene om en åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget udbudsprocedure.

162    Ifølge sagsøgeren udgjorde salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver, afslutningen på salgsprocessen for de omhandlede aktiver, og det blev gennemført i sælgernes og ikke i Capricorns interesse. Sidstnævnte drog ikke fordel af dette salg ud over at blive frigjort fra sine kontraktlige forpligtelser. Den omstændighed, at købsprisen for denne andel var identisk med prisen for Capricorns køb af Nürburgrings aktiver, berettigede ikke, at der ikke blev indledt en ny udbudsprocedure i den foreliggende sag.

163    Kommissionen har bestridt dette argument.

164    Af de grunde, der allerede er redegjort for i præmis 103 og 104 ovenfor, kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke i den endelige afgørelse tog stilling til salgsprocessens fortsættelse ved salget til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver, eftersom dette salg, som sagsøgeren selv har erkendt, fandt sted efter vedtagelsen af den omhandlede afgørelse.

165    Selv om det fremgår af en avisartikel af 30. september 2014, at Deutsche Bank havde trukket sin finansiering til Capricorn tilbage, og at kuratorerne havde søgt nye selskaber til at overtage Nürburgrings aktiver, har sagsøgeren ikke godtgjort, at Kommissionen rådede over eller kunne råde over disse oplysninger på det tidspunkt, da den vedtog den endelige afgørelse.

166    Under henvisning til den i præmis 114-117 ovenfor nævnte retspraksis, og som Kommissionen har gjort gældende i sine bemærkninger af 13. december 2017 som svar på Rettens skriftlige spørgsmål, havde Kommissionens undersøgelse under alle omstændigheder til formål at efterprøve, om udbudsproceduren havde været åben, gennemsigtig, ikke-diskriminerende og ubetinget, for at kontrollere, om Nürburgrings aktiver var blevet solgt til markedspris. I modsat fald kunne salget have fundet sted til en pris, som var lavere end markedsprisen, og der kunne være overført en uretmæssig fordel til køberen.

167    Det skal derfor fastslås, at støtten, som Kommissionen ifølge sagsøgeren (jf. præmis 10 ovenfor) burde have fastslået i den anden anfægtede afgørelse, og som angiveligt svarede til forskellen mellem den pris, som Capricorn betalte for Nürburgrings aktiver, og disse aktivers markedspris, blev tildelt Capricorn den 11. marts 2014, på datoen for tildeling af Nürburgrings aktiver til sidstnævnte og for underskrivelse af den købskontrakt, der fastsatte den købspris, som Capricorn skulle betale for Nürburgrings aktiver. Heraf følger, at de forhold, der opstod efter denne dato, som f.eks. de vanskeligheder, som Capricorn stødte på i fasen med købskontraktens opfyldelse, og Capricorns salg til en undererhverver af den andel, som Capricorn ejede i det selskab, der købte Nürburgrings aktiver, ikke var relevante for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt var blevet ydet støtte til Capricorn under udbudsproceduren.

168    Som Kommissionen med rette har gjort gældende i sine bemærkninger af 13. december 2017 som svar på Rettens skriftlige spørgsmål, skulle sagsøgeren, hvis denne ligeledes ville have haft Kommissionen til at undersøge, om der forelå ny støtte som følge af den angivelige fortsættelse af salgsprocessen efter vedtagelsen af den anden anfægtede afgørelse, have indgivet en ny klage desangående.

169    Heraf følger, at de argumenter, der er fremført til støtte for det tredje anbringende om manglende hensyntagen til salgsprocessens fortsættelse efter vedtagelsen af den anden anfægtede afgørelse, ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure.

170    Det tredje anbringende, sammenholdt med det fjerde anbringendes første led, skal derfor forkastes.

f)      Det femte anbringende om en manglende begrundelse

171    Ved sit femte anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har undladt at svare på dens klagepunkter om for det første undersøgelsen af kravet om transaktionssikkerhed, for det andet fortsættelsen af salgsprocessen og salget af Nürburgrings aktiver til en undererhverver, for det tredje anvendelsen af statsmidler og statens inddragelse i gennemførelsen af salget og indgåelsen af forpagtningsaftalen vedrørende Nürburgrings aktiver, for det fjerde den yderligere tildeling af statsstøtte på 6 mio. EUR til fordel for køberen svarende til betaling af en del af købsprisen via Nürburgrings operatørs overskud for regnskabsåret 2014 (jf. præmis 6 ovenfor), for det femte den rolle, som det advokatfirma, der repræsenterede køberen og sælgerne, spillede, for det sjette udbudsprocedurens diskriminerende karakter for så vidt angik aftalerne om drift af Nürburgring, for det syvende den forpagtningsaftale, der blev indgået mellem køberen og sælgerne, og spørgsmålet om, hvorvidt den kunne sidestilles med statsstøtte, og for det ottende kontrollen af købsprisen for Nürburgrings aktiver på baggrund af ekspertudtalelser.

172    Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen klar og entydig begrundelse dels for det i 56. betragtning til den endelige afgørelse nævnte arrangement, der blev iværksat efter afslutningen af salget af Nürburgrings aktiver med henblik på at sikre midlertidig drift af disse, indtil der forelå en endelig kommissionsafgørelse, som afklarede Capricorns retsstilling i forhold til støtten til sælgerne, dels for kravet om transaktionssikkerhed.

173    Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har undladt at give en nærmere begrundelse for de ændringer af Kommissionens beslutningspraksis, som den foretog i forbindelse med undersøgelsen af kravet om transaktionssikkerhed og af forbindelserne mellem kuratorerne og staten.

174    Kommissionen har bestridt dette argument.

175    Den begrundelse, der er påkrævet i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, skal være tilstrækkelig til, at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. for så vidt angår statsstøtte dom af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 88 og 89, af 22.4.2008, Kommissionen mod Salzgitter, C-408/04 P, EU:C:2008:236, præmis 56, og af 30.4.2009, Kommissionen mod Italien og Wam, C-494/06 P, EU:C:2009:272, præmis 48 og 49). Kommissionen er forpligtet til på tilstrækkeligt uddybende måde at give klageren meddelelse om grundene til, at de i klagen nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en statsstøtte (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 64, og af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 89).

176    I den foreliggende sag indeholder 266.-281. betragtning til den endelige afgørelse under overskriften »Klager over salget af [Nürburgrings aktiver]« en detaljeret begrundelse for Kommissionens afgørelse om, at salget af Nürburgrings aktiver til Capricorn ikke udgjorde statsstøtte. Denne begrundelse er tilstrækkelig til, at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret, og til, at sagsøgeren kan forstå grundene til, at de i dennes klage nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en statsstøtte.

177    Kommissionen har i modsætning til det af sagsøgeren anførte navnlig ikke undladt at svare på dennes klagepunkter vedrørende kravet om transaktionssikkerhed, som blev undersøgt i 272. og 273. betragtning til den endelige afgørelse, der vedrører finansieringsdokumentationen for sagsøgerens og Capricorns bud, forhandlingen af aftaler om Capricorns drift af Nürburgring, som er nævnt i 275. betragtning, litra e), til den nævnte afgørelse, eller den rolle, som det advokatfirma, der repræsenterede køberen og sælgerne, spillede, som er nævnt i 275. betragtning, litra j), til den omhandlede afgørelse.

178    Selv om Kommissionen havde undladt at svare på andre af de af sagsøgeren i sin klage anførte klagepunkter, kan denne undladelse følgelig ikke udgøre en tilsidesættelse af begrundelsespligten, da denne ikke pålægger Kommissionen at redegøre for andre elementer end de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for afgørelsen. Den nødvendige sammenhæng mellem de forhold, som klageren har påberåbt sig, og Kommissionens begrundelse af afgørelsen kræver nemlig ikke, at Kommissionen skal undersøge hvert eneste argument til støtte for disse begrundelser (jf. dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.3.2010, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, T-102/07 og T-120/07, EU:T:2010:62, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

179    Dette er i endnu højere grad tilfældet, når det drejer sig om en afgørelse vedtaget efter den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger, der, eftersom den træffes med kort varsel, kun skal indeholde en angivelse af grundene til, at Kommissionen finder, at bedømmelsen af den pågældende støtte ikke giver anledning til alvorlige vanskeligheder, som kan begrunde indledning af den formelle undersøgelsesprocedure (dom af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, EU:C:1993:239, præmis 48, og af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 65).

180    Heraf følger, at det femte anbringende om en manglende begrundelse ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure.

181    På baggrund af ovenstående betragtninger skal det femte anbringende forkastes.

182    Heraf følger, at hverken det fjerde anbringendes første led eller det første, det tredje eller det femte anbringende gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure.

g)      Det fjerde anbringendes andet led om tilsidesættelse af artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 659/1999

183    Ved det fjerde anbringendes andet led har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 659/1999, for så vidt som den ikke underrettede sagsøgeren om, at den agtede at afvise klagen, og heller ikke opfordrede sagsøgeren til at fremsætte nye bemærkninger.

184    Kommissionen har bestridt dette argument.

185    Som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 734/2013 af 22. juli 2013 om ændring af forordning nr. 659/1999 (EUT 2013, L 204, s. 15) fastsætter artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 659/1999, at »[h]vis Kommissionen vurderer, at den interesserede part ikke har overholdt den obligatoriske klageformular, eller at de faktiske og retlige omstændigheder, som den interesserede part beskriver, ikke giver et tilstrækkeligt grundlag til efter en indledende undersøgelse at kunne påvise, at der foreligger ulovlig støtte eller misbrug af støtte, underretter Kommissionen den interesserede part herom og opfordrer den til at fremsætte bemærkninger inden for en fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned. Hvis den interesserede part ikke har fremsat sine bemærkninger inden for den fastsatte frist, anses klagen [desuden] for at være trukket tilbage«.

186    Som ændret ved forordning nr. 734/2013 fastsætter artikel 20, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 659/1999, at »Kommissionen sender klageren en kopi af enhver afgørelse i en sag, der vedrører klagens indhold«.

187    Artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 skal sammenholdes med reglen i punkt 48 i kodeksen for god praksis ved behandling af statsstøttesager (EUT 2009, C 136, s. 13), der bestemmer, at Kommissionen i princippet vil bestræbe sig på inden for 12 måneder i højt prioriterede sager at vedtage en beslutning i henhold til artikel 4 i forordning nr. 659/1999, med kopi til klageren, eller i lavt prioriterede sager fremsende en foreløbig administrativ skrivelse til klageren, hvori den redegør for sin foreløbige holdning.

188    Det følger af artikel 20, stk. 2, andet og tredje afsnit, i forordning nr. 659/1999, som regulerer de interesserede parters rettigheder, at Kommissionen – efter fra en sådan interesseret part at have fået oplysninger om den påståede ulovlige støtte – enten finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at undersøge sagen, og giver denne interesserede part meddelelse herom, eller vedtager en beslutning i sagen vedrørende det spørgsmål, de forelagte oplysninger omhandler (dom af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 55).

189    I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid vedtaget en afgørelse efter at have undersøgt de af sagsøgeren forelagte oplysninger og taget stilling hertil.

190    Det kan således konkluderes, at Kommissionen ikke har tilsidesat artikel 20, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 659/1999.

191    Det fjerde anbringendes andet led skal derfor forkastes.

192    Herefter skal det fjerde anbringendes fjerde led og derefter det fjerde anbringendes tredje led undersøges.

h)      Det fjerde anbringendes fjerde led om manglende omhyggelig undersøgelse af sagsøgerens klage

193    Ved det fjerde anbringendes fjerde led har sagsøgeren anført, at Kommissionen ikke har foretaget en omhyggelig undersøgelse af udbudsproceduren. Den anmodede navnlig ikke sælgerne og de tyske myndigheder om yderligere oplysninger og støttede sig udelukkende på de oplysninger, som kuratorerne havde forelagt de tyske myndigheder, og hvis pålidelighed den burde have efterprøvet. Derudover tog Kommissionen ikke sagsøgerens anmodning af 6. juli 2014 til følge, i hvilken sagsøgeren opfordrede Kommissionen til at fremsende yderligere spørgsmål til Forbundsrepublikken Tyskland og de berørte tredjeparter.

194    Kommissionen har bestridt dette argument.

195    Ifølge Domstolens praksis er Kommissionen forpligtet til at gennemføre en påpasselig og upartisk undersøgelse af de klager, som den modtager om statsstøtte, hvilket kan forudsætte, at den behandler en klage i et omfang, der går ud over en undersøgelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som klageren har peget på over for den, og at den undersøger omstændigheder, som klageren ikke udtrykkeligt har henvist til (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 62, og af 2.9.2010, Kommissionen mod Scott, C-290/07 P, EU:C:2010:480, præmis 90).

196    I forbindelse med statsstøttekontrollen gælder det, at selv om medlemsstaten i henhold til den forpligtelse til loyalt samarbejde, der følger af artikel 4, stk. 3, TEU, skal samarbejde med Kommissionen ved at fremlægge de oplysninger for den, som sætter Kommissionen i stand til at tage stilling til den omhandlede foranstaltnings karakter af statsstøtte, er Kommissionen ikke desto mindre af hensyn til en rimelig forvaltning af traktatens grundlæggende bestemmelser vedrørende statsstøtte selv underlagt en forpligtelse til at gennemføre en omhyggelig og upartisk undersøgelse, og denne forpligtelse medfører særligt en forpligtelse for Kommissionen til omhyggeligt at undersøge de oplysninger, som medlemsstaten har fremlagt for den (jf. dom af 22.10.2008, TV2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, EU:T:2008:457, præmis 183 og den deri nævnte retspraksis).

197    Kommissionen kan, selv om den råder over en skønsmargen, således ikke, når henses til dens pligt til en omhyggelig og upartisk undersøgelse, undlade at anmode om fremlæggelse af oplysninger, der vil kunne bekræfte eller afkræfte eksistensen af andre oplysninger med relevans for undersøgelsen af den omhandlede foranstaltning, men hvis pålidelighed ikke kan anses for at være tilstrækkeligt godtgjort (dom af 26.6.2008, SIC mod Kommissionen, T-442/03, EU:T:2008:228, præmis 225).

198    Endelig er det både på baggrund af de oplysninger, den pågældende stat har fremlagt, og oplysningerne fra eventuelle klagere, at Kommissionen skal foretage sin bedømmelse under den indledende undersøgelse i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF (dom af 3.5.2001, Portugal mod Kommissionen, C-204/97, EU:C:2001:233, præmis 35).

199    Sagsøgeren har ved et første klagepunkt anført en manglende omhyggelig undersøgelse af dennes klage, da Kommissionen ikke tog sagsøgerens anmodning af 6. juli 2014 til følge, i hvilken sagsøgeren opfordrede Kommissionen til at fremsende yderligere spørgsmål til Forbundsrepublikken Tyskland og de berørte tredjeparter.

200    I denne henseende skal det bemærkes, at Kommissionen som nævnt i præmis 178 ovenfor ikke er forpligtet til at undersøge hvert eneste argument, som de berørte parter påberåber sig. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionen redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for afgørelsen (jf. dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.3.2010, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, T-102/07 og T-120/07, EU:T:2010:62, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

201    Da sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionen har undladt at indhente eller efterprøve de oplysninger, der var nødvendige for vedtagelsen af den anden anfægtede afgørelse, skal dette klagepunkt forkastes.

202    Ved et andet klagepunkt har sagsøgeren anført en manglende omhyggelig undersøgelse af dennes klage, da Kommissionen ikke anmodede sælgerne og de tyske myndigheder om yderligere oplysninger og udelukkende støttede sig på de oplysninger, som kuratorerne havde forelagt de tyske myndigheder.

203    I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen – efter indgivelsen af sagsøgerens klage – den 23. maj og den 4. og den 7. juli 2014 anmodede de tyske myndigheder om oplysninger, som blev fremlagt den 23. april, den 26. maj og den 10. juli 2014. Kommissionens tjenestegrene afholdt møder med repræsentanter for de tyske myndigheder, kuratorerne og KPMG den 22. juli og den 5. september 2014.

204    I 272.-276. betragtning til den endelige afgørelse undersøgte Kommissionen kuratorernes bemærkninger, som de tyske myndigheder havde fremlagt, og som fremgår af 121.-135. betragtning til den nævnte afgørelse, og sammenholdt dem med sagsøgerens bemærkninger, som fremgår af 115.-120. betragtning til samme afgørelse. Kommissionen har her fremsat sine egne konstateringer og bemærkninger angående de relevante oplysninger, navnlig dokumentationen for dels sagsøgerens, dels Capricorns evne til at finansiere købet af Nürburgrings aktiver.

205    Kommissionen har således rent faktisk foretaget en undersøgelse og en vurdering af oplysningerne fra såvel sagsøgeren som de tyske myndigheder i den foreliggende sag. I denne forbindelse er der intet, der gør det muligt at konkludere, at Kommissionens behandling har været utilstrækkelig, eller at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig undersøgelse af klagen.

206    Dette andet klagepunkt og følgelig det fjerde anbringendes fjerde led skal derfor forkastes.

i)      Det fjerde anbringendes tredje led om manglende upartisk undersøgelse af sagsøgerens klage

207    Ved det fjerde anbringendes tredje led har sagsøgeren anført, at en erklæring fra talsmanden for kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespørgsmål (herefter »den omtvistede erklæring«), der blev nævnt i pressen den 15. maj 2014, gjorde det umuligt for Kommissionen at foretage en upartisk undersøgelse af sagsøgerens klage. Det fremgår af denne erklæring, således som den er refereret i den af sagsøgeren forelagte avisartikel, at de tyske myndigheder ifølge de oplysninger, som Kommissionen rådede over, havde fulgt de retningslinjer, som kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespørgsmål havde udstukket i en skrivelse ved indledningen af salgsproceduren vedrørende Nürburgrings aktiver, og at aktiverne var blevet solgt til den bydende med det højeste bud efter en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udvælgelsesproces, dvs. efter en lovlig udbudsprocedure og til markedspris.

208    Kommissionen har bestridt dette argument.

209    Ifølge fast retspraksis på området for karteller eller misbrug af dominerende stilling kan en uregelmæssighed såsom oplysninger til pressen, som ikke kun er udtryk for den personlige opfattelse hos kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespørgsmål med hensyn til de undersøgte foranstaltningers forenelighed med EU-retten, føre til annullation af afgørelsen om disse foranstaltninger, hvis det bevises, at den nævnte afgørelse ville have fået et andet indhold, hvis uregelmæssigheden ikke havde foreligget (dom af 16.12.1975, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, EU:C:1975:174, præmis 91, og af 6.7.2000, Volkswagen mod Kommissionen, T-62/98, EU:T:2000:180, præmis 283).

210    Ifølge samme retspraksis påhviler det sagsøgeren i det mindste at fremlægge indicier til støtte for en sådan påstand (dom af 15.3.2006, BASF mod Kommissionen, T-15/02, EU:T:2006:74, præmis 606).

211    Denne retspraksis, som vedrører anvendelsen af artikel 101 og 102 TEUF, kan anvendes analogt på sager om statsstøtte for så vidt angår anvendelse af artikel 107 og 108 TEUF og navnlig på den foreliggende sag.

212    Under henvisning til denne retspraksis skal det imidlertid bemærkes, at sagsøgeren hverken har ført noget bevis eller fremlagt noget indicium for, at den endelige afgørelse kunne have fået et andet indhold, hvis den omtvistede erklæring ikke var blevet fremsat. Retten har nemlig konstateret, at undersøgelsen af det første, det tredje og det femte anbringende og af det fjerde anbringendes første led ikke gør det muligt at fastslå, at Kommissionen efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase stødte på vanskeligheder ved vurderingen af salget af Nürburgrings aktiver, der nødvendiggjorde, at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure. Retten har ligeledes konstateret, at det fjerde anbringendes fjerde led ikke gør det muligt at konkludere, at Kommissionens behandling har været utilstrækkelig, eller at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig undersøgelse af klagen.

213    Uden at det er nødvendigt at tage stilling til arten eller rækkevidden af den omtvistede erklæring, skal det fjerde anbringendes tredje led og følgelig det fjerde anbringende i sin helhed forkastes.

214    Da anbringenderne om annullation af den anden anfægtede afgørelse for tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF er blevet forkastet, skal påstanden om annullation af den omhandlede afgørelse forkastes.

215    Sagsøgeren har fremsat flere beviser i form af vidneførsel. Eftersom disse ikke synes at være nødvendige for at afgøre tvisten og navnlig ikke for at efterprøve, om Kommissionen som følge af de af sagsøgeren fremførte forhold eller indicier burde have haft betænkeligheder, skal de forkastes.

216    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal sagen dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

IV.    Sagsomkostninger

217    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, tilpligtes denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

1)      Påstanden om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, henskydes til afgørelse i forbindelse med realiteten.

2)      Påstanden om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, forkastes.

3)      Europa-Kommissionen frifindes.

4)      NeXovation, Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Pelikánová Valančius Nihoul

Svenningsen       Öberg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. juni 2019.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: engelsk.