Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 20. februar 2004 af Schunk GmbH og Schunk Kohlenstofftechnik GmbH mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-69/04)

(Processprog: tysk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 20. februar 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Schunk GmbH og Schunk Kohlenstofftechnik GmbH ved Rechtsanwälte Rainer Bechtold og Simon Hirsbrunner, som befuldmægtigede.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

annullation af Kommissionens beslutning af 3. december 2003 (sag COMP/E-2/38.359 - Elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter).

subsidiært nedsættes den bøde, sagsøgeren er pålagt i henhold til beslutningen.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen pålagt sagsøgerne en bøde på 30 870 000 EUR, fordi de i kraft af deres deltagelse i en række aftaler og former for samordnet praksis i branchen for elektriske og mekaniske kulstof- og grafitprodukter har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne først gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt har lagt til grund, at sagsøger nr. 1, Schunk GmbH, der er et holdingselskab, hæfter for den bøde, der er pålagt selskabets datterselskab, sagsøger nr. 2, Schunk Kohlenstofftechnik GmbH. Endvidere har de anført, at den anfægtede beslutning er truffet på et retsstridigt grundlag, eftersom artikel 15 i Kommissionens forordning nr. 17/621 åbner mulighed for et skøn med hensyn til bødens størrelse og derfor er uforenelig med kravet om bestemthed og med trinhøjere fællesskabsretlige bestemmelser. Derudover har Kommissionen ved udmålingen af den pålagte bøde behandlet sagsøgerne ringere i forhold til andre virksomheder, vurderet bødens afskrækkende virkning og sagsøgernes samarbejde fejlagtigt og undladt at tage hensyn til væsentlige omstændigheder.

____________

1 - Forordning nr. 17: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81).