Language of document : ECLI:EU:T:2008:414

Sag T-68/04

SGL Carbon AG

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Konkurrence − aftaler − markedet for elektriske og mekaniske kul- og grafitprodukter − retningslinjer for bødeberegningen − overtrædelsens grovhed og varighed − proportionalitetsprincippet − ligebehandlingsprincippet − loft på 10% af omsætningen − morarenter«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende karakter – Kommissionens skøn

(Art. 81, stk. 1, EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – inddeling af de berørte virksomheder i kategorier med et specifikt udgangspunkt

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af et absolut udgangsbeløb ud fra overtrædelsens art og derefter tilpasset for hver enkelt virksomhed

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – omsætning, der tages i betragtning

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – overtrædelser af lang varighed

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 B)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – grænse fastsat ved artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

8.      Konkurrence – bøder – Kommissionens skøn – rækkevidde – kompetence til at fastsætte regler om betaling af bøder

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2342/2002, art. 86)

1.      Med hensyn til fastsættelse af bøder for overtrædelse af konkurrenceretten opfylder Kommissionen sin begrundelsespligt, hvis den i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed, idet den dog ikke har pligt til at give en mere detaljeret redegørelse for eller taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for bødeberegningen. Uanset hvor nyttige taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for bødeberegningen er, er sådanne oplysninger ikke uundværlige for, at begrundelsespligten er overholdt.

For så vidt angår begrundelsen for udgangsbeløb i absolut forstand udgør bøderne et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik, hvorfor denne bør have et vist skøn ved udmålingen af dem, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Desuden bør det undgås, at det er let for de erhvervsdrivende at forudse bøderne. Det kan derfor ikke kræves, at Kommissionen i denne forbindelse angiver andre omstændigheder som begrundelse end sådanne, som vedrører overtrædelsens grovhed.

(jf. præmis 31 og 32)

2.      Kommissionens kompetence til at pålægge de virksomheder bøder, som forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 81, stk. 1, EF eller artikel 82 EF, er et af de midler, som Kommissionen har fået tildelt, for at den kan udføre sin tilsynsopgave ifølge fællesskabsretten. Dette omfatter klart den opgave at efterforske og straffe de enkelte overtrædelser, men det dækker ligeledes pligten til at forfølge en generel politik med henblik på at anvende de i traktaten fastsatte principper på konkurrenceområdet og til at påvirke virksomhedernes adfærd i denne retning. Kommissionen har følgelig kompetence til at fastsætte bødernes størrelse således, at deres afskrækkende virkning forstærkes, når en bestemt form for overtrædelse på grund af den fortjeneste, som visse virksomheder kan opnå herved, stadig er forholdsvis hyppig, skønt ulovligheden heraf har været fastslået siden begyndelsen af Fællesskabets fælles konkurrencepolitik.

I en situation, hvor en virksomhed har deltaget i flere forskellige overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF på samme tid, hvilket er en klassisk form for overtrædelse af de konkurrenceretlige regler og en adfærd, som Kommissionen adskillige gange og siden de første indgreb på området har fastslået var ulovlig, kunne Kommissionen med rette finde det nødvendigt at fastsætte bøden til et tilstrækkeligt afskrækkende niveau inden for rammerne af forordning nr. 17.

(jf. præmis 52-54 og 56)

3.      Den metode, der består i at inddele medlemmerne af et kartel i kategorier med henblik på at foretage en differentieret behandling af dem i forbindelse med fastsættelsen af bødernes udgangsbeløb, hvis princip Retten i øvrigt har godkendt, selv om der dermed ses bort fra størrelsesforskellene mellem virksomheder i én og samme kategori, medfører, at der fastsættes det samme udgangsbeløb for virksomhederne i samme kategori.

Kommissionen kan bl.a. opdele de berørte virksomheder i flere kategorier ved hjælp af opdelinger på 5% af markedsandelene, idet en sådan metode til inddeling af karteldeltagerne i kategorier imidlertid ikke er den eneste metode, der kan afspejle forholdet mellem de forskellige markedsandele uden skønsfejl i enhver sag ved Kommissionen om sanktioner for et ulovligt kartel. Kommissionen kan ligeledes ved udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse oprette kategorier ved opdelinger på 10% af markedsandelene.

En sådan inddeling skal ikke desto mindre overholde ligebehandlingsprincippet, og bøden skal i det mindste stå i rimeligt forhold til de faktorer, som indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed, idet Fællesskabets retsinstanser alene påser, at inddelingen er sammenhængende og objektivt begrundet.

I denne forbindelse er en inddeling af virksomheder i tre kategorier, de store, de mellemstore og de små, ikke en urimelig måde at tage hensyn til virksomhedernes relative størrelse på markedet med henblik på at fastsætte bødens udgangsbeløb, forudsat at den ikke giver et groft fordrejet billede af det pågældende marked. Kommissionens metode, som består i at fastsætte grænseværdier for kategorierne på 10 og 20%, kan i øvrigt ikke betragtes som usammenhængende.

Der er endvidere intet, der inden for rammerne af en inddeling af karteldeltagerne i kategorier forpligter Kommissionen til at fastsætte forholdet mellem udgangsbeløbene for bøderne, som er fastsat i forhold til det forhold, der findes mellem markedsandelen for »den største« virksomhed i den højeste kategori og markedsandelen for »den mindste« virksomhed i den laveste kategori.

Selv om visse virksomheder som følge af inddelingen i kategorier er blevet pålagt identiske udgangsbeløb på trods af, at de har forskellig størrelse, er denne forskelsbehandling objektivt begrundet i den forrang, overtrædelsens art er tillagt i forhold til virksomhedernes størrelse i forbindelse med fastlæggelsen af overtrædelsens grovhed.

(jf. præmis 62, 65, 66, 68-70, 79 og 92)

4.      Hvad angår overtrædelser af konkurrencereglerne, der må klassificeres som »meget alvorlige«, angives der i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten alene, at den påregnelige beløbsramme for bøderne udgør »20 mio. [EUR] og derover«. De eneste i retningslinjerne nævnte øvre grænser, der gælder for sådanne overtrædelser, er den i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 fastsatte begrænsning på 10% af den samlede omsætning og de øvre grænser for det tillæg, der kan pålægges under hensyn til overtrædelsens varighed. Der er intet i retningslinjerne, der ved en »meget alvorlig« overtrædelse er til hinder for en kraftig forhøjelse i absolutte tal af udgangsbeløbet for bøden.

(jf. præmis 73)

5.      Inden for rammerne af fastsættelsen af størrelsen af de bøder, der pålægges for overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler, kan den del af omsætningen, der hidrører fra de varer, som er genstand for overtrædelsen, indikere omfanget af overtrædelsen på det omhandlede marked. Omsætningen af de produkter, som har været genstand for en restriktiv praksis, udgør et objektivt kriterium, som giver et rimeligt indtryk af denne praksis’ skadelige virkning for den normale konkurrence.

Hvad angår bestemmelsen af en overtrædelses styrke på markedet og den del af ansvaret, der påhviler hver af karteldeltagerne, kan Kommissionen med rette lægge den omsætning med de omhandlede produkter og den markedsandel, som hver af de virksomheder, der var repræsenteret på det pågældende marked, havde i det sidste hele kalenderår, hvor overtrædelsen bestod, til grund, og ikke virksomhedernes situation på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen.

(jf. præmis 99 og 100)

6.      Selv om det antages, at prisaftaler efter deres natur indgås for længere varighed, kan det ikke forbydes Kommissionen at tage hensyn til den reelle varighed i hvert enkelt konkret tilfælde. Skønt det er planlagt, at de skal fungere længe, opdages visse karteller således af Kommissionen eller angives af en deltager, efter at de kun har fungeret i kort tid. Deres skadelige virkning er nødvendigvis mindre end i tilfældet, hvor kartellerne faktisk har været gennemført i en lang periode. Det følger heraf, at der altid ved anvendelsen af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 skal sondres mellem en overtrædelses faktiske varighed og dens grovhed, således som den fremgår af dens art.

Punkt 1 B, stk. 1, tredje led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, EKSF-traktaten fastsætter i øvrigt ikke en automatisk forhøjelse på 10% om året for overtrædelser af lang varighed, men overlader i denne forbindelse en skønsmargin til Kommissionen. Kommissionen kan således beslutte at forhøje udgangsbeløbene for bøderne med 10% for hvert hele år, en overtrædelse af lang varighed har foregået, og med 5% for hver yderligere periode på mere end seks måneder, men mindre end et år, henset til betydningen af overtrædelsens varighed. Den omstændighed, at Kommissionen anvender princippet om forhøjelse med 10% pr. år for alle de virksomheder, der har deltaget i en overtrædelse, der kvalificeres som værende af lang varighed, er således på ingen måde i strid med retningslinjerne. Det er i øvrigt ikke godtgjort, at der i fællesskabsretten findes et »princip om aftagende forhøjelse af straffe« i tilfælde af overtrædelser af lang varighed.

Det fremgår ikke af bestemmelserne i retningslinjernes punkt 1 B, at det første år, overtrædelsen foregår, ikke skal tages i betragtning. Det er nemlig i den henseende udelukkende bestemt, at der ikke foretages nogen forhøjelse for overtrædelser af kort varighed, dvs. almindeligvis under et år. Derimod foretages der en forhøjelse for overtrædelser af længere varighed, hvilken forhøjelse kan fastsættes til 10% af udgangsbeløbet for »hvert år«, når overtrædelsen har varet mere end fem år.

(jf. præmis 109, 111, 112 og 120)

7.      Selv om Kommissionen, efter et frit skøn under Fællesskabets retsinstansers kontrol, kan nedsætte en bøde i henhold til meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager i forhold til omstændighederne i hver enkelt sag, har den derimod pligt til at overholde loftet på 10% som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Kommissionen har ikke skønsbeføjelser ved anvendelsen af dette loft, som udelukkende er forbundet med størrelsen af omsætningen som omhandlet i den nævnte bestemmelse.

Hvad angår den udtrykkelige henvisning til virksomhedens omsætning har den øvre grænse på 10% til formål at undgå, at bøderne bliver urimelige i forhold til virksomhedens størrelse, og da det faktisk kun er den samlede omsætning, som kan give en omtrentlig forestilling herom, skal den anførte procentsats forstås således, at den vedrører den samlede omsætning. Den definition, som således er fastlagt af formålet med loftet på 10%, er forbundet med ordlyden og rækkevidden af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, idet dette formål ikke kan lægges til grund for en fortolkning af nævnte artikel i strid med dens ordlyd.

Kommissionen kan frit pålægge en virksomhed flere særskilte bøder, som hver overholder de i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 fastsatte grænser, under forudsætning af, at virksomheden har begået det pågældende antal adskilte overtrædelser af bestemmelserne i artikel 81, stk. 1, EF. Kommissionen kan med henblik herpå indlede en samlet procedure, der fører til vedtagelsen af en samlet beslutning, hvori det fastslås, at der foreligger flere adskilte overtrædelser, og pålægge en virksomhed flere særskilte bøder, eller flere procedurer, idet dette ikke udgør »ulovlig omgåelse« af loftet i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Det er således uden betydning for anvendelsen af det nævnte loft, om de forskellige overtrædelser af konkurrencereglerne sanktioneres under en samlet procedure eller under adskilte tidsmæssigt forskudte procedurer, idet den øvre grænse på 10% finder anvendelse på hver enkelt overtrædelse af artikel 81 EF, som sanktioneres af Kommissionen.

(jf. præmis 124, 127, 131 og 132)

8.      De beføjelser, Kommissionen råder over i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, omfatter adgangen til at fastsætte bødernes forfaldsdato og den dato, fra hvilken der påløber renter, samt den rentesats, der skal anvendes, og til at give anvisninger på, hvorledes beslutningen skal opfyldes, ved eventuelt at stille krav om, at der stilles bankgaranti til sikkerhed for betaling af bødebeløbene og renter heraf. Dersom Kommissionen ikke havde disse beføjelser, ville den fordel, som virksomhederne kan opnå ved for sen betaling af bøderne, således medføre en svækkelse af de sanktioner, som Kommissionen har truffet afgørelse om at anvende ved udførelsen af sin opgave, som er at påse, at konkurrencereglerne anvendes korrekt. Der kan således retmæssigt stilles krav om morarenter af bøderne med henblik på at undgå, at traktatens effektive virkning ophæves ved fremgangsmåder, som virksomheder, der udsætter betalingen af pålagte bøder, ensidigt tager i anvendelse, og for at udelukke, at disse virksomheder opnår en fordel i forhold til virksomheder, som betaler de bøder, der er pålagt dem.

Kommissionen har ret til at fastsætte morarenter på 3,5% over markedsrenten, og, såfremt der stilles en bankgaranti, en rentesats på 1,5% over markedsrenten.

Kommissionen kan tage udgangspunkt i et højere niveau end den sats, der på markedet tilbydes en gennemsnitslåner, for så vidt som det er nødvendigt for at forhindre forhalingsmanøvrer, uden herved at tilsidesætte retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er et almindeligt fællesskabsretligt princip.

For at forebygge de konsekvenser for størrelsen af renterne, som skyldes usikkerheden vedrørende den retslige procedures varighed, har en virksomhed mulighed for at anmode om udsættelse af gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen om pålæggelsen af en bøde eller at stille en bankgaranti, som gør det muligt at nedbringe rentesatsen fra 5,5% til 3,5%.

Ved at belønne midlertidige indbetalinger fra virksomheder med henblik på at betale deres bøder med en rentesats, der er 0,1% højere end den minimumsrente, som Den Europæiske Centralbank anvender for refinansieringer, har Kommissionen indrømmet den pågældende virksomhed en fordelagtig særstilling, der hverken fremgår af bestemmelserne i traktaten, forordning nr. 17 eller forordning nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. Den rentesats, som Kommissionen anvender på bøder, som den efterfølgende bliver klar over endeligt er blevet betalt med urette, forfølger et helt andet formål end formålet med morarenter: Den første rentesats har til formål at forhindre, at Fællesskaberne uden grund beriges på bekostning af en virksomhed, som har fået medhold i en sag med påstand om annullation af virksomhedens bøde, mens den anden rentesats tilsigter at forhindre uberettigede forsinkelser med betalingen af bøder.

(jf. præmis 143, 144, 146, 148, 149 og 152)