DOMSTOLENS KENDELSE (Sjette Afdeling)
16. februar 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – jernbanetransport – jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser – forordning (EF) nr. 1371/2007 – artikel 3, nr. 8) – befordringskontrakt – begreb – jernbanepassager uden billet ved dennes ombordstigning på toget – forbrugerbeskyttelse«
I sag C-530/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Śródmieścia w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Śródmieścia, tingstedet Warszawa, Polen) ved afgørelse af 20. juni 2022, indgået til Domstolen den 9. august 2022, i sagen
Dunaj-Finanse sp. z o.o.
mod
KG,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, P.G. Xuereb, og dommerne T. von Danwitz (refererende dommer) og A. Kumin,
generaladvokat: G. Pitruzzella,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 99 i Domstolens procesreglement,
afsagt følgende
Kendelse
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT 2007, L 315, s. 14) og af artikel 6, stk. 1 og 2, i tillæg A til bilag I til denne forordning.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Dunaj-Finanse sp. z o.o. og KG vedrørende de afgiftstillæg, som sidstnævnte blev afkrævet for at have rejst med tog uden rejsehjemmel.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Første til tredje betragtning til forordning nr. 1371/2007 har følgende ordlyd:
»(1) Inden for rammerne af den fælles transportpolitik er det vigtigt at sikre rettighederne for jernbanepassagerer og at forbedre kvaliteten og effektiviteten af personbefordringen for at øge jernbanetransportens andel i forhold til andre transportformer.
(2) Kommissionens meddelelse »Strategien for forbrugerpolitikken 2002-2006« [(EFT 2002, C 137, s. 2)] sætter som mål at skabe et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på transportområdet i overensstemmelse med traktatens artikel 153, stk. 2.
(3) Da jernbanepassageren er den svage part i transportkontrakten, bør dennes rettigheder beskyttes.«
4 Forordningens artikel 1, litra a), bestemmer:
»Denne forordning fastsætter regler med hensyn til følgende:
a) oplysninger, som skal gives af jernbanevirksomheder, indgåelse af befordringskontrakter, udstedelse af billetter og indførelse af et edb-informations- og ‑reservationssystem for jernbanetransport.«
5 Den nævnte forordnings artikel 3 bestemmer:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
2) »operatør«: den kontraktansvarlige jernbanevirksomhed, med hvem passageren har indgået befordringskontrakten, eller en række på hinanden følgende jernbanevirksomheder, som er ansvarlige i forhold til den indgåede kontrakt
[…]
8) »befordringskontrakt«: kontrakt om befordring af passagerer mod betaling eller uden betaling mellem en jernbanevirksomhed eller en billetudsteder og en passager om udførelse af en eller flere transportydelser
[…]
16) »almindelige befordringsbetingelser«: operatørens betingelser i form af almindelige betingelser eller lovligt gældende takster i hver medlemsstat, som ved indgåelsen af befordringskontrakten er blevet en integreret del heraf
[…]«
6 Kapitel II i forordning nr. 1371/2007 med overskriften »Befordringskontrakt, oplysninger og billetter« omfatter artikel 4-10. Forordningens artikel 4 med overskriften »Befordringskontrakter« bestemmer:
»Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel er indgåelse og udførelse af en befordringskontrakt og levering af oplysninger og billetter omfattet af kapitel II og III i de i bilag I anførte bestemmelser.«
7 Bilag I til forordning nr. 1371/2007 med overskriften »Uddrag af de fælles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane (CIV)« består af afsnit II-VII i tillæg A til konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980 som ændret ved protokollen af 3. juni 1999 (herefter »COTIF«). I dette bilag I findes således kapitel II i dette tillæg med overskriften »Indgåelse og udførelse af kontrakt om befordring«, som indeholder det nævnte tillægs artikel 6-11.
8 Artikel 6 med overskriften »Kontrakt om befordring« i tillæg A til COTIF har følgende ordlyd:
»1. Gennem kontrakt om befordring forpligter operatøren sig til at befordre passageren og i givet fald rejsegods og køretøjer til bestemmelsesstationen og til at udlevere rejsegods og køretøjer på bestemmelsesstedet.
2. Kontrakten om befordring skal bevises ved udlevering af en eller flere rejsehjemler, der udleveres til passageren. Uden hensyn til artikel 9 kan hverken fravær, fejl ved eller tab af rejsehjemmel dog sætte spørgsmålstegn ved, om kontrakten eksisterer eller er gyldig, da kontrakten altid er underlagt nærværende fælles regler.
3. Rejsehjemlen bekræfter, indtil det modsatte er bevist, kontraktens indgåelse og indhold.«
9 Artikel 9 i dette tillæg A med overskriften »Ret til befordring. Udelukkelse fra befordring« bestemmer i stk. 1:
»Lige fra rejsens påbegyndelse skal passageren være forsynet med en gyldig rejsehjemmel, og denne skal forevises ved kontrol af rejsehjemler. De almindelige betingelser for befordring kan fastsætte:
a) at en passager, der ikke kan fremvise gyldig rejsehjemmel, ud over befordringsprisen skal betale et tillæg
b) at en passager, der nægter straks at betale befordringsprisen eller tillægget, kan nægtes befordring
c) om og under hvilke betingelser en tilbagebetaling af tillægget kan finde sted.«
Polsk ret
Den civile lovbog
10 Artikel 117 i ustawa – Kodeks cywilny (lov om den civile lovbog) af 23. april 1964 (Dz. U. 1964, nr. 16, position 93), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer i dennes stk. 2 og 21:
»2. Efter forældelsesfristens udløb kan den, som har krav på en ydelse, ikke søge fyldestgørelse heraf, medmindre debitor har givet afkald på at kunne gøre forældelse gældende. […]
21. Efter forældelsesfristens udløb er det ikke længere muligt at gøre et krav gældende over for en forbruger.«
Lov om transport
11 Artikel 16, stk. 1, i ustawa Prawo przewozowe (lov om transport) af 15. november 1984 (Dz. U. af 1984, nr. 53, position 272), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »transportloven«), har følgende ordlyd:
»Befordringskontrakten indgås ved køb af en billet inden rejsens påbegyndelse eller ved overholdelse af de øvrige betingelser for adgang til transportmidlet, som er fastsat af operatøren eller arrangøren af den kollektive offentlige transport, eller, i mangel heraf, ved blot at tage plads i transportmidlet.«
12 Artikel 33 a, stk. 3, i transportloven bestemmer:
»Konstateres det, at passageren ikke er i besiddelse af en gyldig rejsehjemmel, skal operatøren eller arrangøren af den kollektive offentlige transport eller en person, der er bemyndiget hertil af pågældende, opkræve den korrekte billetpris og tillægsafgiften eller udstede en betalingsanmodning.«
13 Denne lovs artikel 77, stk. 1, og stk. 3, nr. 4, bestemmer:
»1. Med forbehold af stk. 2 og artikel 78 forældes krav, der støttes på denne lov eller på fuldbyrdelsesbestemmelserne, inden for en frist på et år.
[…]
3. Forældelsesfristen begynder at løbe:
[…]
4) for krav om betaling eller tilbagebetaling – fra betalingsdatoen eller, hvis der ikke er sket betaling, fra den dato, hvor betalingen skulle have været foretaget.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
14 Den 10. september 2016 gennemførte KG en rejse med tog, der tilhører virksomheden Koleje Mazowieckie – KM sp. z o.o., der er en jernbaneoperatør, uden at være i besiddelse af en gyldig rejsehjemmel. I henhold til jernbaneoperatørens takst blev han afkrævet 191,82 polske zloty (PLN) (ca. 40,50 EUR), hvilket svarede til billetprisen på 6,82 PLN (ca. 1,50 EUR) plus en tillægsafgift på 185 PLN (ca. 39 EUR).
15 Ved overdragelsesaftale af 2. januar 2019 erhvervede Dunaj-Finanse operatørens fordring mod KG.
16 Dunaj-Finanse anlagde den 16. juni 2021 sag ved Sąd Rejonowy dla Warszawy-Śródmieścia w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Śródmieście, tingstedet Warszawa, Polen), den forelæggende ret, med påstand om, at KG tilpligtes at betale det nævnte beløb med tillæg af morarenter beregnet efter den lovbestemte sats indtil datoen for betaling i henhold til transportlovens artikel 33a, stk. 3. Virksomheden gjorde gældende, at der i henhold til denne lovs artikel 16, stk. 1, ikke var blevet indgået nogen befordringskontrakt mellem jernbaneoperatøren og KG, således at sidstnævnte ikke kunne anses for part i en befordringskontrakt og dermed heller ikke som forbruger. Virksomheden tilføjede, at den nationale bestemmelse, hvorefter retten af egen drift skal tage stilling til, om et krav, der gøres gældende mod en forbruger, er forældet, derfor ikke finder anvendelse i hovedsagen.
17 Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af nævnte lovs artikel 77, at det fremførte krav var forældet på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet den 16. juni 2021, men at den forelæggende ret i henhold til artikel 117, stk. 21, i lov om den civile lovbog, i den affattelse der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, kun af egen drift kan fastslå, at der er indtrådt forældelse, og dermed afvise søgsmålet, såfremt KG kan anses for forbruger, hvilket forudsætter, at sidstnævnte har indgået en befordringskontrakt med jernbaneoperatøren. Hvis det derimod lægges til grund, at der ikke er indgået nogen kontrakt, og KG derfor ikke kan anses for at være forbruger, kan der kun tages hensyn til forældelsen af kravet, hvis KG påberåber sig dette, hvilket KG ikke har gjort, således at søgsmålet skal tages til følge.
18 I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at selv om en befordringskontrakt kan indgås stiltiende i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser i national ret, udelukker artikel 16, stk. 1, i transportloven, som fortolket af bl.a. Sąd Okręgowy w Kielcach (den regionale domstol i Kielcach, Polen) i en dom af 1. september 2019, at der foreligger en sådan kontrakt i en situation, hvor passageren har taget plads i et tog uden at have købt rejsehjemmel, såfremt det i de almindelige befordringsbetingelser var fastsat, at betingelsen om at have indgået en befordringskontrakt indebar købet af en billet og dennes stempling eller aktivering.
19 Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om en sådan national lovgivning er i overensstemmelse med forordning nr. 1371/2007, navnlig denne forordnings artikel 3, nr. 8), som definerer begrebet »befordringskontrakt« som fortolket af Domstolen i dom af 7. november 2019, Kanyeba m.fl. (C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936).
20 Den forelæggende ret har tilføjet, at det må antages, at bestemmelserne i den nævnte forordning er til hinder for denne nationale lovgivning, idet en sådan løsning navnlig støttes af effektivitetsprincippet. Den forelæggende ret har således anført, at hovedformålet med forordning nr. 1371/2007 er at sikre et højt beskyttelsesniveau og sikkerhedsniveau for passagerer, der er de svage parter i befordringskontrakterne. Dette formål ville imidlertid delvis blive udtømt for indhold, hvis i det mindste en del af forordningens bestemmelser ikke fandt anvendelse på en given kategori af passagerer. En passager, der rejser uden rejsehjemmel, kan i øvrigt ikke anses for en »forbruger« i henhold til andre EU-retlige bestemmelser, såsom bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29), således at denne passagers retsstilling er så meget desto mere svækket.
21 På denne baggrund har Sąd Rejonowy dla Warszawy-Śródmieścia w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Śródmieścia, tingstedet Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:
»[S]kal artikel 3, [nr.] 8), i forordning [nr. 1371/2007], artikel 6, stk. 1 og 2, i tillæg A til bilag I til forordning nr. 1371/2007, artikel 169, stk. 1, [TEUF], artikel 20 og 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt effektivitetsprincippet, princippet om lighed for loven og princippet om sammenhæng i retssystemet fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter der ikke er indgået en befordringskontrakt mellem en operatør og en passager, der har taget plads i toget uden at have til hensigt at købe en rejsehjemmel[?]«
Om det præjudicielle spørgsmål
22 I henhold til procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, navnlig såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af et sådant spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
23 Denne bestemmelse skal anvendes i forbindelse med nærværende sag.
24 Indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret i sit spørgsmål har henvist til forordning nr. 1371/2007, artikel 169, stk. 1, TEUF, artikel 20 og 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt til effektivitetsprincippet, princippet om lighed for loven og princippet om sammenhæng i retssystemet. Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der i den foreliggende sag alene er tale om begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i denne forordning.
25 I denne henseende følger det imidlertid af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det i givet fald Domstolen at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 8.6.2017, Freitag, C-541/15, EU:C:2017:432, præmis 29 og af 18.11.2021, A. S.A., C-212/20, EU:C:2021:934, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
26 Det skal følgelig fastslås, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007, sammenholdt med artikel 6, stk. 1 og 2, i tillæg A til bilag I til denne forordning, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorefter der ikke er indgået nogen befordringskontrakt mellem en operatør og en passager, som tager plads i et tog uden at have til hensigt at købe en billet.
27 Det skal bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
28 Indledningsvis hvad angår ordlyden af artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007 bemærkes for det første, at ordet »kontrakt« efter almindelig sprogbrug betegner en viljesoverensstemmelse, der skal have retsvirkninger. For det andet består disse retsvirkninger inden for rammerne af det område, der reguleres af forordningen og på baggrund af bestemmelsens ordlyd, hovedsageligt i jernbanevirksomhedens forpligtelse til at udføre en eller flere transportydelser for passageren og passagerens forpligtelse til at betale prisen, medmindre transportydelsen er gratis (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 36).
29 Det følger deraf, at ved på den ene side at gøre toget frit tilgængeligt og på den anden side at stige ombord på toget med henblik på at foretage en rejse, tilkendegiver såvel jernbanevirksomheden som passageren en overensstemmende vilje til at indgå i et kontraktforhold, således at de fornødne betingelser for at fastslå, at der foreligger en befordringskontrakt, i princippet er opfyldt. Ordlyden af artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007 giver imidlertid ikke mulighed for at afgøre, om det forhold, at passageren er i besiddelse af en billet, er en ufravigelig forudsætning for at kunne fastslå, at der foreligger en »befordringskontrakt« som omhandlet i denne bestemmelse (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 37).
30 Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori denne artikel 3, nr. 8), indgår, følger det klart af denne bestemmelse, at den billet, der også i tillæg A til bilag I til denne forordning er betegnet med ordet »rejsehjemmel«, kun er et instrument, der materialiserer befordringskontrakten som omhandlet i nævnte forordning (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 48).
31 I denne henseende findes begrebet »Befordringskontrakter« i flere andre bestemmelser i samme forordning, navnlig bestemmer artikel 4, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i [kapitel II i forordning nr. 1371/2007] er indgåelse og udførelse af en befordringskontrakt og levering af oplysninger og billetter omfattet af kapitel II og III i de i bilag I [til forordningen] anførte bestemmelser«. I dette bilag I gengives bl.a. kapitel II i tillæg A til COTIF vedrørende indgåelse og udførelse af kontrakt om befordring, hvis artikel 6, stk. 1, bestemmer, at »[g]ennem kontrakt om befordring forpligter operatøren sig til at befordre passageren […] til bestemmelsesstationen«, og det præciseres i stk. 2, at kontrakten om befordring skal bevises ved udlevering af en eller flere rejsehjemler, der udleveres til passageren, og at uden hensyn til artikel 9 i dette tillæg kan hverken fravær, fejl ved eller tab af rejsehjemmel sætte spørgsmålstegn ved, om kontrakten eksisterer eller er gyldig, da kontrakten altid er underlagt de fælles regler, der er udfærdiget af COTIF (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 38, 40 og 41).
32 Artikel 9 i dette tillæg A bestemmer ganske vist i stk. 1, første punktum, at den rejsende fra rejsens påbegyndelse skal være i besiddelse af gyldig rejsehjemmel, men det præciseres i nævnte artikel 9 i dennes stk. 1, andet punktum, litra a) og b), at de almindelige befordringsbetingelser kan bestemme, at en passager, der ikke kan fremvise gyldig rejsehjemmel, ud over befordringsprisen skal betale et tillæg, eller at en passager, der nægter straks at betale befordringsprisen eller tillægget, kan nægtes befordring (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 45).
33 I det omfang en passager, der ikke kan fremvise en gyldig rejsehjemmel, eller som nægter straks at betale rejsehjemmelen, således kan være omfattet af de almindelige befordringsbetingelser i henhold til nævnte artikel 9, og for så vidt som disse i henhold til denne forordnings artikel 3, nr. 16), sammenholdt med forordningens artikel 3, nr. 2), bliver en integrerende del af befordringskontrakten mellem jernbanevirksomheden og passageren ved indgåelsen af denne kontrakt, følger det heraf, at en sådan virksomhed, der giver fri adgang til sine tog, og en passager, der stiger på et sådant tog med henblik på at foretage en rejse, skal anses for at være part i en »befordringskontrakt«, så snart passageren befinder sig på dette tog. I modsat fald finder de almindelige befordringsbetingelser nemlig ikke anvendelse på den pågældende passager på grundlag af forordning nr. 1371/2007 (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 47).
34 Ordlyden af artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007 og den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, fører følgelig til, at det skal lægges til grund, at begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i den pågældende bestemmelse i denne forordning skal forstås uafhængigt af, om passageren har en billet, for så vidt som det omfatter en situation, hvori en passager stiger på et tog, der er frit tilgængeligt, med henblik på at foretage en rejse uden at have erhvervet en billet (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 49).
35 Denne fortolkning understøttes af formålene med forordning nr. 1371/2007. For det første har denne forordning i henhold til artikel 1, litra a), bl.a. til formål at fastsætte regler med hensyn til indgåelse af befordringskontrakter. For det andet fremhæves i første betragtning til den pågældende forordning bl.a., at det inden for rammerne af den fælles transportpolitik er vigtigt at sikre rettighederne for jernbanepassagerer. Endvidere fremgår det af anden betragtning til samme forordning, at der skal skabes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på transportområdet, og det følger af tredje betragtning til forordningen, at eftersom jernbanepassageren er den svage part i transportkontrakten, bør dennes rettigheder beskyttes (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 50).
36 Det ville være i strid med disse formål at lægge til grund, at begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i forordning nr. 1371/2007 skal fortolkes således, at det ikke omfatter en situation, hvor en passager stiger på et frit tilgængeligt tog med henblik på at foretage en rejse uden at have erhvervet en billet. Såfremt det kunne lægges til grund, at en sådan passager kan anses for ikke at indgå som part i et kontraktforhold med en jernbanevirksomhed, der har gjort sine tog frit tilgængelige, med den eneste begrundelse, at den pågældende ikke er i besiddelse af en billet, når vedkommende stiger om bord på toget, ville denne passager som følge af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, blive frataget de rettigheder, som denne forordning knytter til indgåelsen af en befordringskontrakt, hvilket ville stride mod det formål om beskyttelse af jernbanepassagerer, der forfølges med den pågældende forordning, og som er nævnt i første til tredje betragtning til forordningen (dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 51).
37 Det følger heraf, at begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007, som udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, omfatter en situation, hvor en passager stiger om bord på et tog, der er frit tilgængeligt, med henblik på at foretage en rejse uden at have købt en billet, uanset om passageren har til hensigt at købe en sådan billet (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 53).
38 En medlemsstat kan følgelig ikke fastsætte, at en situation, hvor en passager stiger om bord på et tog, der er frit tilgængeligt med henblik på at foretage en rejse uden at have købt billet og uden at have til hensigt at købe en billet, er udelukket fra begrebet »befordringskontrakt«.
39 Det skal i øvrigt bemærkes, at den fortolkning, der er nævnt i denne kendelses præmis 37, i mangel af bestemmelser herom i forordning nr. 1371/2007 ikke berører kontraktens gyldighed eller de følger, der kan knyttes til den manglende opfyldelse fra en af parternes side af dennes kontraktmæssige forpligtelser, som, idet der ikke foreligger bestemmelser i denne henseende i forordningen, fortsat reguleres af national ret (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, Kanyeba m.fl., C-349/18 – C-351/18, EU:C:2019:936, præmis 52).
40 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007, sammenholdt med artikel 6, stk. 1 og 2, i tillæg A til bilag I til denne forordning, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorefter der ikke er indgået nogen befordringskontrakt mellem en operatør og en passager, som tager plads i et frit tilgængeligt tog uden at have til hensigt at købe en billet.
Sagsomkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:
Artikel 3, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, sammenholdt med artikel 6, stk. 1 og 2, i tillæg A til bilag I til denne forordning,
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorefter der ikke er indgået nogen befordringskontrakt mellem en operatør og en passager, som tager plads i et frit tilgængeligt tog uden at have til hensigt at købe en billet.
Underskrifter