RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
20. november 2019 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – drab på en tjenestemand og dennes hustru – pligt til at sikre beskyttelse af de ansatte i Unionens tjeneste – en institutions ansvar i forbindelse med den af en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende lidte ikke-økonomiske skade – tjenestemandens moder, broder og søster – erstatningssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence i henhold til artikel 270 TEUF – person, der er omfattet af vedtægten – rimelig frist«
I sag T-502/16,
Stefano Missir Mamachi di Lusignano, Shanghai (Kina), og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget (1), ved advokaterne F. Di Gianni, G. Coppo og A. Scalini,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen først ved B. Eggers, G. Gattinara og D. Martin, derefter ved G. Gattinara og R. Striani, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF i det væsentlige med påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale de ydelsesberettigede pårørende efter Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos og efter Livio Missir Mamachi di Lusignanos, Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin, Stefano Missir Mamachi di Lusignano og Maria Letizia Missir Mamachi di Lusignano forskellige beløb i erstatning for ikke-økonomisk skade som følge af drabet på Alessandro Missir Mamachi di Lusignano og dennes hustru den 18. september 2006 i Rabat (Marokko), hvor Alessandro Missir Mamachi di Lusignano befandt sig af tjenstlige grunde,
har
RETTEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne R. Barents og J. Passer (refererende dommer),
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. april 2019,
afsagt følgende
Dom (2)
Sagens faktiske omstændigheder
1 Alessandro Missir Mamachi di Lusignano (herefter »Alessandro Missir« eller »den afdøde tjenestemand«) blev myrdet den 18. september 2006 sammen med sin hustru i Rabat (Marokko), hvor han skulle tiltræde sin stilling som politisk og diplomatisk rådgiver ved Europa-Kommissionens delegation. Mordet fandt sted i et møbleret hus, som delegationen lejede til Alessandro Missir, hans hustru og deres fire børn.
2 Efter at have fremsat et krav den 25. februar 2008 og indgivet en klage den 10. september 2008 i henhold til artikel 90, stk. 1 og 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) anlagde Livio Missir Mamachi di Lusignano (herefter »Livio Missir«), som var fader til Alessandro Missir, den 12. maj 2009 sag registreret under sagsnummer F-50/09 ved Retten for EU-personalesager med påstand på vegne af Alessandro Missirs børn om for det første erstatning for den økonomiske skade, som de havde lidt, for det andet om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de havde lidt, for det tredje på egne vegne om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han selv havde lidt som fader til Alessandro Missir, og for det fjerde på vegne af Alessandro Missirs børn, idet disse indtrådte i deres faders rettigheder, om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han led før sin død.
3 Ved dom af 12. maj 2011, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (F-50/09, herefter »dommen i første instans«, EU:F:2011:55), afviste Personaleretten sagen for så vidt angik den ikke-økonomiske skade (præmis 87-91) og frifandt Kommissionen for så vidt angik den økonomiske skade (præmis 97-227).
4 Den 27. juli 2011 blev dommen i første instans appelleret til Retten og registreret under sagsnummer T-401/11 P. Dom af 10. juli 2014, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, herefter »appeldommen«, EU:T:2014:625), der ophævede dommen i første instans, var genstand for en fornyet prøvelse og blev delvis ophævet af Domstolen (dom af 10.9.2015, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, C-417/14 RX-II, herefter »dommen om fornyet prøvelse«, EU:C:2015:588). Efter hjemvisningen, der fulgte den fornyede prøvelse, afsagde Retten dom af 7. december 2017, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-401/11 P RENV-RX, herefter »dommen efter hjemvisning«, EU:T:2017:874), hvori den tog stilling til de anbringender, som den ikke havde behandlet i appeldommen.
5 Den 16. september 2011 anlagde Livio Missir og den myrdede tjenestemands børn sammen med tjenestemandens moder, broder og søster – parallelt med tvisten ved de successive retsinstanser i sag F-50/09 og T-401/11 P og efter dommen i første instans, hvorved Personaleretten afviste sag F-50/09 på grund af manglende overholdelse af den administrative procedure for så vidt angik den ikke-økonomiske skade (jf. præmis 3 ovenfor), men uden at træffe afgørelse om Personalerettens kompetence til at efterprøve en sådan skade – sag ved Retten som en retsbevarende foranstaltning, der blev registreret under sagsnummer T-494/11, med påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade, og hvor sagen var anlagt på grundlag af artikel 268 TEUF og 340 TEUF. Denne sag blev dog, efter at sagsøgerne havde hævet sagen, slettet ved kendelse af 25. november 2015, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-494/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:909).
6 Den 17. september 2011 fremsatte Livio Missir (i hvis sted hans ydelsesberettigede pårørende er indtrådt efter hans død) og den myrdede tjenestemands børn sammen med tjenestemandens moder, broder og søster (herefter under ét »sagsøgerne«) på ny krav om erstatning for ikke-økonomisk skade efter ansøgning i henhold til den procedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 1, af de samme grunde, som dem, der blev behandlet i dommen i første instans, hvori påstandene om erstatning for ikke-økonomisk skade blev afvist af proceduremæssige grunde i forbindelse med den manglende overholdelse af den administrative procedure.
7 Ved afgørelse af 17. januar 2012 meddelte Kommissionen sagsøgerne, at den ikke kunne imødekomme de krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, der var indeholdt i ansøgningen, der blev fremsat den 17. september 2011, for det første på grund af disse kravs litispendens med hensyn til sag T-401/11 P og sag T-494/11, der verserede for Retten, og for det andet, fordi ansættelsesmyndigheden allerede havde givet afslag på kravene, og at de således måtte afvises med henvisning til reglerne for den administrative procedure.
8 Ved skrivelse af 13. april 2012 indgav sagsøgerne en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over afgørelsen af 17. januar 2012.
9 Ved afgørelse af 26. juli 2012, som blev meddelt sagsøgerne den 31. juli 2012, forkastede Kommissionen klagen. Kommissionen fastholdt sit standpunkt om, at der forelå litispendens mellem erstatningskravene og tvisterne i sag T-494/11 og T-401/11 P, der forpligtede Kommissionen til at undlade at tage stilling til disse krav, og om, at kravene måtte afvises i medfør af reglerne for den administrative procedure. Under alle omstændigheder kunne kravene om erstatning ikke imødekommes.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
10 Ved dokument indleveret til Personalerettens Justitskontor den 7. november 2012 har sagsøgerne anlagt denne sag. Sidstnævnte blev registreret under sagsnummer F-132/12.
11 I denne sag har sagsøgerne nedlagt følgende påstande for Personaleretten:
– Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 26. juli 2012 annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 463 050 EUR til hver af de ydelsesberettigede pårørende til den myrdede tjenestemand i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 308 700 EUR til Livio Missir i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 308 700 EUR til Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 154 350 EUR til Stefano Missir Mamachi di Lusignano (herefter »Stefano Missir«) i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 154 350 EUR til Maria Letizia Missir Mamachi di Lusignano (herefter »Maria Letizia Missir«) i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt.
– Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 574 000 EUR til de ydelsesberettigede pårørende til den myrdede tjenestemand i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han led i forbindelse med drabet.
– Kommissionen tilpligtes at betale de renter og morarenter, der er påløbet i mellemtiden.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 Ved dokument indleveret til Personalerettens Justitskontor den 19. december 2012 fremsatte Kommissionen ved særskilt dokument og i henhold til artikel 78, stk. 1, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager en formalitetsindsigelse med henvisning til litispendens med hensyn til sag T-401/11 P og sag T-494/11 og foreslog, at sagens behandling blev udsat på den endelige afgørelse af disse to sager.
13 Den 21. januar 2013 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger, hvori de bestred indsigelsen om litispendens, men ikke modsatte sig udsættelsen af sagen.
14 Ved kendelse afsagt af formanden for Første Afdeling ved Personaleretten af 6. juni 2013 blev sagens behandling udsat på afsigelsen af den endelige dom i sag T-401/11 P og sag T-494/11.
15 I appeldommen fastslog Retten, at det oprindelige erstatningskrav af 25. februar 2008 (jf. præmis 2 ovenfor) også omfattede ikke-økonomisk skade (appeldommens præmis 111). I dommen om fornyet prøvelse fastslog Domstolen, at Rettens bedømmelse af den retlige fejl, som Personaleretten havde begået, skulle anses for at være endelig (præmis 63 i dommen om fornyet prøvelse og præmis 18 i dommen efter hjemvisning).
16 Den 21. januar 2016 blev sagen som følge af den fornyede prøvelse og hjemvisningen til Retten igen udsat ved afgørelse truffet af formanden for Anden Afdeling ved Personaleretten på afsigelsen af den endelige dom i sag T-401/11 P RENV RX. I deres bemærkninger af 8. januar 2016 til udsættelsen meddelte sagsøgerne Retten, at Livio Missir, som var fader til den myrdede tjenestemand, var afgået ved døden, og at hans arvinger ville indtræde i hans rettigheder og havde til hensigt at videreføre søgsmålene.
17 Den 2. september 2016 og i overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) blev denne sag overført til Retten i den stand, som den befandt sig i den 31. august 2016. Den blev registreret under sagsnummer T-502/16 og henvist til Ottende Afdeling.
18 Den 25. januar 2018 og efter udløbet af fristen for fornyet prøvelse af dommen efter hjemvisning har Retten opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger til, hvilke konsekvenser der i nærværende sag bør drages af afsigelsen af denne dom.
19 Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 7. og den 9. februar 2018 har Kommissionen og sagsøgerne efterkommet denne anmodning.
20 I deres bemærkninger har sagsøgerne redegjort for den opfattelse, at selv om de afgørelser, der allerede var truffet på tidspunktet for de nævnte bemærkninger, førte til erstatning for visse skader, er der fortsat andre skader, der skal bedømmes inden for rammerne af nærværende sag, nemlig den ikke-økonomiske skade, som Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin, Stefano Missir og Maria Letizia Missir, der er henholdsvis moder, broder og søster til den afdøde tjenestemand, har lidt.
21 I sine bemærkninger af 7. februar 2018 har Kommissionen tiltrådt sagsøgernes standpunkt med hensyn til den erstatning for visse skader, som allerede var tilkendt ved de allerede foreliggende afgørelser.
22 Hvad angår den ikke-økonomiske skade, som Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin, som er Livio Missirs hustru, angiveligt har lidt, har Kommissionen indvendt, at erstatningskravet bør afvises, fordi det er fremsat for sent.
23 Hvad angår den ikke-økonomiske skade, som Stefano Missir og Maria Letizia Missir, som er Alessandro Missirs broder og søster, angiveligt har lidt, har Kommissionen indvendt, at disse sagsøgere ikke kan anses for at være personer, der er omfattet af vedtægten. Retten, der »træffer afgørelse i personalesager«, har ikke kompetence, og sagen bør afvises for så vidt angår disse skader. Under alle omstændigheder er kravene om erstatning fremsat for sent.
24 Ved kendelse af 7. juni 2018 har Retten henskudt afgørelsen om formalitetsindsigelsen vedrørende litispendens af 19. december 2012 til behandling i forbindelse med sagens realitet i henhold til artikel 130, stk. 7, i Rettens procesreglement.
25 Ved skrivelse fra Rettens Justitskontor den 12. juni 2018 har Retten opfordret Kommissionen til i sit svarskrift at angive, hvorvidt den fastholder denne formalitetsindsigelse, og opfordret sagsøgerne til at fremsætte deres bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling i betragtning af tidsfristerne.
26 Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor den 25. juli 2018 har sagsøgerne efterkommet denne anmodning.
27 Kommissionen har i sit svarskrift, hvilket den ligeledes bekræftede i retsmødet, angivet, at den ikke længere påberåber sig en formalitetsindsigelse med henvisning til litispendens med hensyn til nærværende sag, hvilket Retten har taget til efterretning.
28 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at søgsmålet delvis er blevet uden genstand og delvis skal afvises, eller subsidiært frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Tvistens genstand
29 Hvad angår den første påstand, som er nævnt i præmis 11 ovenfor, om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 26. juli 2012, bemærkes, at en sådan afgørelse, hvorved administrationen har taget stilling til sagsøgernes erstatningskrav, udgør en integrerende del af den administrative procedure, der går forud for et erstatningssøgsmål anlagt ved Retten, og har udelukkende til formål at sætte sagsøgerne i stand til at anlægge et erstatningssøgsmål for Retten. Den i den foreliggende sag fremsatte annullationspåstand kan således ikke vurderes uafhængigt af erstatningspåstanden (jf. i denne retning dom af 18.12.1997, Gill mod Kommissionen, T-90/95, EU:T:1997:211, præmis 45, og dommen i første instans, præmis 71 og 72).
30 Derudover fremgår det af sagsakterne, således som parterne i øvrigt er blevet enige om bl.a. i retsmødet, at der allerede i dommen efter hjemvisning er truffet afgørelse om den anden, den tredje og den syvende påstand i stævningen, som er gengivet i præmis 11 ovenfor. Det er derfor ufornødent at tage stilling til disse påstande. Tilbage står, for så vidt angår påstandene om erstatning for den lidte skade, at tage stilling til den fjerde, den femte og den sjette påstand i stævningen, som er gengivet i præmis 11 ovenfor.
31 Nærværende søgsmål skal således anses for nærmere bestemt at angå erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er omhandlet i den fjerde, den femte og den sjette påstand.
Om formaliteten
32 Idet nærværende sag er anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF, skal det for det første undersøges, om sagsøgerne har søgsmålskompetence på grundlag af denne bestemmelse. Dette bestrides nemlig af Kommissionen for så vidt angår den afdøde tjenestemands broder og søster.
Sagsøgernes søgsmålskompetence på grundlag af artikel 270 TEUF
[Udelades]
38 Hvad angår den afdøde tjenestemands moder, har Kommissionen med rette ikke bestridt, at hun har søgsmålskompetence. Den afdøde tjenestemands moder er som krævet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, »omfattet af vedtægten« og navnlig af vedtægtens artikel 73, der nævner tjenestemandens slægtninge i opstigende linje. Hun har således i den foreliggende sag søgsmålskompetence på grundlag af artikel 270 TEUF.
39 Derimod har Kommissionen bestridt, at en afdød tjenestemands brødre og søstre er personer »[der er omfattet af] denne vedtægt« som omhandlet i den nævnte vedtægts artikel 91, stk. 1. Kommissionen har anført, at vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), ikke omtaler en afdød tjenestemands slægtninge i sidelinje, men alene slægtninge i op- og nedadstigende linje. Hvad angår den omstændighed, at brødre og søstre kan være omfattet af andre bestemmelser i vedtægten, er dette uden relevans i den foreliggende sag. Kommissionen har i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, tilføjet, at den manglende mulighed for at opnå erstatning for en ikke-økonomisk skade som den, der påberåbes i forbindelse med nærværende sag, ikke afkræftes af præmis 198 i dommen efter hjemvisning.
40 Det skal bemærkes, at vedtægten har til formål at regulere de retlige relationer mellem EU-institutionerne og deres tjenestemænd, idet den fastlægger en række gensidige rettigheder og forpligtelser og giver visse af tjenestemandens familiemedlemmer rettigheder, som de kan gøre gældende over for Unionen (dommen om fornyet prøvelse, præmis 31).
41 Således præciserer vedtægtens artikel 91, stk. 1, Unionens retsinstansers kompetence på området for EU-personalesager ved at bestemme, at Den Europæiske Unions Domstol kan afgøre »enhver tvist« mellem Unionen og »en af de af […] vedtægt[en] omfattede personer« om lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod denne person efter vedtægtens artikel 90, stk. 2. I medfør af den sidstnævnte bestemmelse kan »[e]nhver person, der er omfattet af […] vedtægt[en]«, for ansættelsesmyndigheden indbringe en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod den pågældende (dommen om fornyet prøvelse, præmis 32).
42 For at en sag, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91 og artikel 270 TEUF, kan antages til realitetsbehandling, skal den således vedrøre en tvist mellem Unionen og en person, der er omfattet af vedtægten (jf. i denne retning dom af 27.10.1994, C mod Kommissionen, T-47/93, EU:T:1994:262, præmis 21, kendelse af 6.9.2011, Alionescu mod EPSO, T-282/11, EU:T:2011:425, præmis 4-9, og af 9.4.2014, Colart m.fl. mod Europa-Parlamentet, F-87/13, EU:F:2014:53, præmis 39).
43 Det skal bemærkes, at vedtægtens artikel 73 og den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Unionen fastlægger en garantiordning i form af en forsikring for tjenestemænd, midlertidigt ansatte og kontraktansatte mod risiko for erhvervssygdomme såvel som risiko for ulykker.
44 Denne garantiordning, som tjenestemanden er dækket af – hvor artikel 1 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Unionen betegner vedkommende som »den forsikrede« – bestemmer, at der ved den forsikrede tjenestemands død sker udbetaling af garanterede ydelser til tjenestemandens ægtefælle og børn, såfremt disse findes, såfremt disse ikke findes, til tjenestemandens andre efterkommere, såfremt disse ikke findes, til tjenestemandens slægtninge i opstigende linje, og såfremt disse ikke findes, til institutionen.
45 Det er ubestridt, at slægtninge i sidelinje – dvs. navnlig brødre og søstre – ikke er omfattet af den opregning efter kaskadeprincippet af personer, som de garanterede ydelser kan udbetales til ved tjenestemandens død.
46 Imidlertid nævnes brødre og søstre andre steder i vedtægten, navnlig i artikel 40, 42b og 55a. Disse artikler giver tjenestemanden ret til at blive placeret i tjenestefrihed af personlige årsager eller familieorlov eller at arbejde på deltid med henblik på bl.a. at bistå sin ægtefælle, slægtning i op- eller nedadstigende linje, broder eller søster i tilfælde af en alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap.
47 Kommissionen har gjort gældende, at vedtægtens artikel 40, 42b og 55a ikke er relevante i den foreliggende sag, eftersom bestemmelserne ikke finder anvendelse på det tilfælde, hvor en tjenestemand mister livet som følge af en institutions tilsidesættelse af beskyttelsespligten, der således medfører udbetaling af erstatningsydelser, og Kommissionen har anført, at disse bestemmelser ikke er blevet anvendt i den foreliggende sag. Kommissionen er af den opfattelse, at en tilgang, der begrænser sig til at lede efter bestemmelser i vedtægten, der nævner personer, der potentielt, selv indirekte, kan være omfattet af ansættelsesmyndighedens forpligtelser, hvis indhold intet har at gøre med det fremsatte erstatningskrav, er forkert. Kun tvister, der omhandler erstatning for skader, som Kommissionen »kan holdes ansvarlig for i sin egenskab af arbejdsgiver« – således som Domstolen fastslog i præmis 22 i dom af 8. oktober 1986, Leussink mod Kommissionen (sag 169/83 og sag 136/84, herefter »Leussink-dommen«, EU:C:1986:371) – kan være genstand for et krav om erstatning for ikke-økonomisk skade på grundlag af artikel 270 TEUF og som et supplement til det, vedtægten fastsætter i henhold til dens artikel 73. Kommissionen har anført, at erstatning for en ikke-økonomisk skade, der gøres krav på som et supplement til de ydelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, under alle omstændigheder ikke kan medføre, at der ydes dobbelt godtgørelse, således som Retten fastslog i præmis 195 i dommen efter hjemvisning. Såfremt der gives medhold i kravet om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs broder og søster har lidt, ville der imidlertid foreligge en sådan dobbelt erstatning, eftersom det nævnte krav med de pågældendes egne ord er støttet på »de samme forudsætninger« som dem, på grundlag af hvilke Retten tilkendte erstatning for ikke-økonomisk skade til Alessandro Missirs fader og fire børn, og til grundlag for hvilke Kommissionen henviser til »den samme skadevoldende handling« – nemlig Alessandro Missirs død.
48 Det skal bemærkes, at Kommissionen i sine indsigelser blander spørgsmålet om søgsmålets antagelse til realitetsbehandling sammen med spørgsmålet om, hvorvidt det skal tages til følge.
49 Spørgsmålet på dette trin i sagens behandling er ikke, hvorvidt søgsmålet skal tages til følge, men drejer sig om indledningsvis at fastslå, hvorvidt Alessandro Missirs broder og søster har søgsmålskompetence til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser inden for rammerne af artikel 270 TEUF, eller om de pågældende skal kræve skadeserstatning i henhold til artikel 268 TEUF.
50 I denne henseende, og som det allerede er fastslået, er det kriterium, der er afgørende for, om et søgsmål skal anlægges efter proceduren i artikel 270 TEUF snarere end efter proceduren i artikel 268 TEUF, kriteriet om en »person, der er omfattet af vedtægten« (vedtægtens artikel 91, stk. 1).
51 Denne betingelse om, at den pågældende skal være omfattet af vedtægten som omhandlet i nævnte bestemmelse, kan ikke anses for at være opfyldt blot fordi sagsøgeren – uanset på hvilken måde – nævnes i vedtægten. Den pågældende skal være omfattet på en sådan måde, at den enten afspejler en relevant forbindelse mellem den pågældende og den retsakt, som den pågældende anfægter, eller afspejler en relevant forbindelse mellem den pågældende og tjenestemanden, hvis skadede interesser angiveligt forvolder den pågældende en selvstændig skade.
52 Dette er netop tilfældet med hensyn til ikke alene tjenestemandens slægtninge i op- og nedadstigende linje, efterkommere og ægtefælle, men også dennes brødre og søstre.
53 Når disse personer er »omfattet af vedtægten«, eksempelvis både i vedtægtens artikel 73, 40, 42b og 55a, er dette netop fordi lovgiver med disse konkrete vedtægtsmæssige bestemmelser har ønsket at anerkende deres nære forhold til tjenestemanden.
54 Den omstændighed, at hverken Alessandro Missir eller hans broder eller søster, da Alessandro Missir blev myrdet, konkret befandt sig i én af de situationer, der er omhandlet i vedtægtens artikel 40, 42b og 55a, berører ikke den vedtægtsmæssige anerkendelse af båndene mellem søskende. Disse bestemmelser i vedtægten er således ikke relevante, fordi de regulerer parternes konkrete situation på tidspunktet for de faktiske omstændigheder – det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne i øvrigt ikke har gjort krav på erstatning som følge af tabet af handicapstøtte – men fordi bestemmelserne udtrykker den vedtægtsmæssige anerkendelse af de familiemæssige bånd mellem tjenestemændene og deres brødre og søstre.
55 Dette bekræftes af Domstolens vurdering, hvorefter »Personaleretten [er] kompetent ratione materiae til at træffe afgørelse i en erstatningssag anlagt af […] enhver person, der, selv om vedkommende ikke er tjenestemand, er omfattet af tjenestemandsvedtægten på grund af de familiemæssige bånd, som denne har til en tjenestemand, når tvisten hidrører fra det ansættelsesforhold, som knytter denne tjenestemand til den pågældende institution, henset til det forhold, at artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen, sammenholdt med artikel 270 TEUF og […] vedtægtens artikel 91 […], tillægger Personaleretten kompetence til at træffe afgørelse i »enhver tvist« mellem Unionen og enhver »person, der er omfattet af vedtægten« (dommen om fornyet prøvelse, præmis 41 og 42).
56 I modsætning til hvad Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, følger det mere generelt heraf, at andre bestemmelser i vedtægten end artikel 73, nærmere bestemt de bestemmelser, der indeholder den vedtægtsmæssige anerkendelse af et familiemæssigt bånd til den afdøde tjenestemand, kan tages i betragtning med henblik på at fastslå, hvorvidt en person er »omfattet af vedtægten«.
57 Følgelig skal søstre og brødre anses for at være »omfattet af vedtægten« i forbindelse med fastsættelsen af, hvilket retsmiddel der skal anvendes, når de pågældende har til hensigt at kræve erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af, at deres broder eller søster, der var tjenestemand, er afgået ved døden, hvilket institutionen efter deres opfattelse er ansvarlig for.
58 Hvad angår Kommissionens henvisning til præmis 22 i Leussink-dommen (jf. præmis 47 ovenfor) skal det for det første bemærkes, at den ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, men alene om det kan tages til følge. Denne henvisning er således ikke relevant i forbindelse med bedømmelsen af, om sagen skal antages til realitetsbehandling. For det andet bemærkes, at Domstolen, således som den fastslog i dommen om fornyet prøvelse (præmis 45), i Leussink-dommen anerkendte, at et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemands familiemedlemmer i henhold til EØF-traktatens artikel 178 (nu artikel 268 TEUF) med påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som disse havde lidt som følge af den arbejdsulykke, der havde ramt tjenestemanden, henhørte under området for EU-personalesager. Domstolen præciserede nemlig i præmis 45 i dommen om fornyet prøvelse, at den i Leussink-dommens præmis 25 om sagsomkostningerne anvendte artikel 70 i Domstolens procesreglement i den på det tidspunkt gældende udgave, hvorefter institutionerne bærer deres egne omkostninger i sager anlagt af tjenestemænd ved den pågældende institution, eftersom den pågældende sag, selv om den var anlagt i henhold til EØF-traktatens artikel 178, udsprang af forholdet mellem den pågældende tjenestemand og den institution, han var tilknyttet.
59 Hvad angår Kommissionens henvisning til dobbelt erstatning skal det bemærkes, at denne henvisning ligeledes alene vedrører sagens realitet. Der er i øvrigt i den foreliggende sag ikke tale om dobbelt erstatning for den samme skade, eftersom den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs broder og søster påstår at have lidt, er deres egen, og ikke falder sammen med den skade, som de øvrige familiemedlemmer har lidt.
60 Hvad angår Kommissionens argument, hvorefter vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), er den bestemmelse, der i henhold til Domstolens standpunkt som fastslået i præmis 34 i dommen om fornyet prøvelse definerer de kategorier af personer, som har ret til at kræve supplerende erstatning, »når institutionen er ansvarlig, og de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade«, skal dette forkastes af følgende grunde.
61 Den omstændighed, at de personer, der er omfattet af vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), – dvs. den afdøde tjenestemands ægtefælle og børn eller, såfremt disse ikke findes, tjenestemandens andre efterkommere eller, såfremt disse ikke findes, tjenestemandens slægtninge i opstigende linje – i henhold til artikel 270 TEUF kan kræve supplerende erstatning, såfremt de for det første mener, at de ydelser, der er udbetalt, ikke godtgør hele deres skade, og for det andet, at administrationen er ansvarlig for den skade, de har lidt, indebærer ikke, at brødre og søstre, som ikke er omfattet af opregningen efter kaskadeprincippet i vedtægtens artikel 73 og således ikke potentielt kan modtage garanterede ydelser i henhold til denne artikel, men som er omfattet af andre bestemmelser i vedtægten, der afspejler en relevant forbindelse til den afdøde tjenestemand, skal fratages den processuelle mulighed for i henhold til artikel 270 TEUF at kræve erstatning for deres egen skade.
62 Som allerede bemærket ovenfor er brødre og søstre »omfattet af vedtægten« netop på grund af deres familiemæssige bånd til den afdøde tjenestemand.
63 Den formalitetsindsigelse mod det af Alessandro Missirs broder og søster anlagte søgsmål, som Kommissionen har fremsat med den begrundelse, at de ikke har søgsmålskompetence i henhold til artikel 270 TEUF, skal således forkastes.
64 Det skal derfor undersøges, hvorvidt sagsøgerne har fremsat deres krav om erstatning rettidigt.
Formaliteten med hensyn til tidsfristen
65 Kommissionen har gjort gældende, at sagen bør afvises med den begrundelse, at erstatningskravet er fremsat efter udløbet af en rimelig frist. Der er intet, der har forhindret Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin og Alessandro Missirs broder og søster i at fremsætte et krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i hvert fald i løbet af 2009, som var det år, hvor sag F-50/09 blev anlagt. Den tid, der er forløbet under den administrative procedure i sag F-50/09 såvel som under de efterfølgende retslige faser i sagens behandling – bestående af dommen i første instans og den iværksættelse af appel, der fulgte – har i vidt omfang gjort det muligt at fremsætte de krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, der efterfølgende er fremsat i forbindelse med nærværende sag.
66 I sagsøgernes bemærkninger af 25. juli 2018 har de først gjort gældende, at formalitetsindsigelsen på grund af fristoverskridelse selv blev fremsat for sent af Kommissionen den 14. februar 2018, dvs. fem år efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 78, stk. 1, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager, som var gældende på det tidspunkt, hvor nærværende sag blev anlagt. Denne formalitetsindsigelse bør følgelig selv afvises. Denne for sent fremsatte formalitetsindsigelse er så meget desto mere ugrundet, henset til den omstændighed, at Kommissionen allerede den 19. december 2012 inden for den frist, der er fastsat i artikel 78, stk. 1, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager, fremsatte en anden formalitetsindsigelse vedrørende litispendens, samtidig med, at alle oplysningerne allerede var tilgængelige. Forældelse udgør en afvisningsgrund, der – til forskel fra procesfristerne – ikke er en ufravigelig procesforudsætning. Forældelse kan ikke påberåbes på et hvilket som helst trin i forbindelse med sagens behandling. Sagsøgerne anmoder derfor Retten om at afvise den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har fremsat den 14. februar 2018.
67 Derefter har sagsøgerne gjort gældende, at den afdøde tjenestemands moders, broders og søsters erstatningskrav er fremsat inden for en rimelig frist.
68 Hvad angår den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse skal det bemærkes, at Domstolen i forbindelse med søgsmål om erstatning uden for kontraktforhold har fastslået, at Unionens retsinstanser ikke ex officio kan efterprøve, om forældelsesfristen i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er overholdt, hvilket skal gøres gældende af den berørte part (dom af 30.5.1989, Roquette frères mod Kommissionen, 20/88, EU:C:1989:221, præmis 12, af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 51, og af 14.6.2016, Marchiani mod Europa-Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 94).
69 Denne praksis fra Domstolen gælder mutatis mutandis for den forældelse, der sker ved udløbet af den rimelige frist, inden for hvilken et krav om erstatning, der er støttet på vedtægten, ifølge retspraksis skal fremsættes. Idet en forældelsesfrist på en forud fastsat varighed (fem år) ikke er en ufravigelig procesforudsætning, eftersom den påvirker den subjektive ret til at kræve erstatning for en skade, der er lidt, og varetager en beskyttelsesfunktion i forhold til parterne (jf. i denne retning dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 52-54), gælder dette nemlig ligeledes – endsige i endnu højere grad – for en forældelsesfrist, hvis varighed ikke er fastsat på forhånd (rimelig frist). I begge tilfælde er der tale om den samme forældelse af en subjektiv ret til at kræve erstatning og den samme beskyttelsesfunktion i forhold til parterne.
70 Idet den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse om den manglende overholdelse af den rimelige frist i forbindelse med fremsættelse af erstatningskravet ikke er en ufravigelig procesforudsætning, som Retten skal efterprøve ex officio, skal sagsøgernes indsigelse, ifølge hvilken denne formalitetsindsigelse selv blev fremsat for sent, således først undersøges.
71 Til støtte for sagsøgernes indsigelse om, at formalitetsindsigelsen er fremsat for sent, har de påberåbt sig artikel 78, stk. 1, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager i den affattelse, der fandt anvendelse i 2012, som har følgende ordlyd:
»Ønsker en part, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, til, om Retten savner kompetence, eller til et andet processuelt stridsspørgsmål uden at indlede behandlingen af sagens realitet, skal begæring herom fremsættes i et særskilt dokument inden for en frist på en måned fra forkyndelsen af stævningen.«
72 Det skal bemærkes, at den frist, der var fastlagt i denne bestemmelse, var rettet mod det særlige tilfælde, hvor en part anmodede Personaleretten om at tage stilling til et spørgsmål uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Denne bestemmelse forbød således ikke den sagsøgte for Personaleretten at påberåbe sig, at sagen var anlagt for sent, i givet fald først i svarskriftet.
73 Det skal derudover bemærkes, at selv om artikel 78 i Personalerettens procesreglement fandt anvendelse, da Kommissionen – i stedet for at indgive et svarskrift – i 2012 i henhold til denne bestemmelse gjorde en formalitetsindsigelse gældende ved særskilt dokument på grundlag af litispendens, følger det af artikel 3 i forordning 2016/1192, at sager, der overføres til Retten, bliver viderebehandlet af Retten i den stand, som de befinder sig i den 31. august 2016, og i overensstemmelse med dens procesreglement.
74 I den foreliggende sag forblev sagens behandling i forbindelse med overførslen af søgsmålet i sag F-132/12 til Retten – der vedrørte den formalitetsindsigelse vedrørende litispendens, der blev fremsat i 2012, idet Personaleretten ikke henførte behandlingen af denne indsigelse til behandlingen i forbindelse med sagens realitet – udsat på afsigelsen af dommen efter hjemvisning.
75 Den omstændighed, at Kommissionen den 19. december 2012 ved særskilt dokument fremsatte en formalitetsindsigelse vedrørende litispendens, medførte dermed ikke, at Kommissionen ikke for Retten kunne fremsætte en formalitetsindsigelse om, at erstatningskravet er fremsat for sent, i svarskriftet.
76 I den foreliggende sag gjorde Kommissionen i februar 2018 i forbindelse med genoptagelsen af sagens behandling gældende, at erstatningskravet er fremsat for sent. Under omstændighederne i den foreliggende sag, henset til de særlige proceduremæssige forhold i sagen og navnlig de løbende udsættelser, er påberåbelsen i februar 2018 af indsigelsen om, at erstatningskravet er fremsat for sent, der blev foretaget inden indlevering af svarskriftet, ikke sket for sent. Idet sagsøgernes indsigelse om, at Kommissionens formalitetsindsigelse er fremsat for sent, er ugrundet, skal denne formalitetsindsigelse om, at erstatningskravet er fremsat for sent, undersøges.
77 Det følger af fast retspraksis, at tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om erstatning fra Unionen for en skade, som kan tilregnes denne, skal gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de er blevet klar over den situation, som ligger til grund for erstatningskravet. Den rimelige karakter af fristen skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd (dom af 28.2.2013, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28, jf. ligeledes kendelse af 25.2.2014, Marcuccio mod Kommissionen, F-118/11, EU:F:2014:23, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).
78 Selv om den forældelsesfrist på fem år for erstatningskrav vedrørende ansvar uden for kontrakt, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, ikke finder anvendelse på tvister mellem Unionen og dens ansatte, er der i henhold til fast retspraksis imidlertid grund til at tage hensyn til det sammenligningsgrundlag, som denne frist udgør med henblik på at vurdere, om et krav er fremsat inden for en rimelig frist (jf. kendelse af 25.2.2014, Marcuccio mod Kommissionen, F-118/11, EU:F:2014:23, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).
79 I den foreliggende sag blev kravet om erstatning fremsat den 17. september 2011, dvs. fem år minus én dag efter mordet på Alessandro Missir. Det skal i øvrigt bemærkes, at det, der er på spil i tvisten – således som det fremgår både af den administrative procedure i nærværende sag og de tidligere sager, der blev ført siden 2009, og som i 2017 udmøntede sig i dommen efter hjemvisning – er vigtigt på det menneskelige, finansielle og juridiske plan, og at sagens kompleksitet er ganske betydelig, eller at sagen i det mindste var kompleks på tidspunktet for indgivelsen af kravet om erstatning den 17. september 2011. Endelig og i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, er kriteriet for bedømmelsen af, hvorvidt et krav om erstatning eventuelt er fremsat for sent, ikke et spørgsmål om, hvorvidt kravet kunne være blevet fremsat tidligere, men snarere om, hvorvidt det nævnte krav, henset til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, blev fremsat inden for en rimelig frist. Erstatningskravet synes, henset til samtlige omstændigheder, og i betragtning af sagens kompleksitet og det, der er på spil i sagen, at opfylde dette kriterium. Heraf følger, at søgsmålet ikke kan anses for at være anlagt for sent.
80 Under disse omstændigheder kan Kommissionens formalitetsindsigelse ikke tages til følge.
Om realiteten
Påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs moder har lidt.
[Udelades]
87 Det skal, i lighed med det af parterne anførte, bemærkes, at situationen for Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin, som er moder til Alessandro Missir, er identisk med situationen for Livio Missir, som var fader til Alessandro Missir, og som for den ikke-økonomiske skade, som han havde lidt som følge af mordet på sin søn fik tilkendt en erstatning på 50 000 EUR af Retten i dommen efter hjemvisning.
88 Under disse omstændigheder tilpligtes Kommissionen under anvendelse af de principper, som Retten anvendte i dommen efter hjemvisning (præmis 204 og 205), og i kraft af en ex æquo et bono vurdering af den skade, som Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin har lidt, in solidum at betale denne sagsøger et beløb på 50 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt som følge af mordet på hendes søn, og i øvrigt frifindes Kommissionen med hensyn til hende.
Påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs broder og søster har lidt.
[Udelades]
127 Det er blevet fastslået, at Alessandro Missirs broder og søster, i forhold til hvilke det ikke for alvor kan bestrides – og i øvrigt heller ikke er bestridt – at de har kunnet lide psykisk overlast som følge af mordet på deres broder, i processuel henseende skal fremsætte ethvert krav om erstatning i tilknytning hertil i henhold til vedtægten og derefter i givet fald på grundlag af artikel 270 TEUF og ikke i henhold til artikel 268 TEUF. Idet retsgrundlaget for denne procedure således er blevet identificeret, er spørgsmålet derfor, om Alessandro Missirs broder og søster kan kræve erstatning af Kommissionen for den følelsesmæssige lidelse, de blev påført.
128 Kommissionen har med hensyn til realiteten fremsat en række indsigelser i denne forbindelse.
129 Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at vedtægtens artikel 73, således som denne bestemmelse er blevet fortolket i retspraksis, afgrænser den kreds af personer, der kan få tilkendt erstatning for skade, der er lidt som følge af en tjenestemands død. Ægtefællen, efterkommere og slægtninge i opstigende linje kan få erstatning, eftersom disse er omfattet af vedtægtens artikel 73. Brødre og søstre, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan ikke få erstatning.
130 Kommissionen har anført, at den rolle, som de almindelige retsgrundsætninger, som er fælles for medlemsstaternes retssystemer, spiller i forbindelse med anvendelsen af vedtægten, består i at udfylde eventuelle lakuner i lovgivningen. I den foreliggende sag indeholder vedtægten i dens artikel 73, således som artiklen anvendes i retspraksis, imidlertid ikke lakuner, men udpeger udelukkende de personer, der er nævnt i denne bestemmelse, som dem, der kan få tilkendt erstatning for ikke-økonomisk skade ved en tjenestemands død. Kommissionen har til støtte for sit standpunkt påberåbt sig dommen om fornyet prøvelse (præmis 33 og 34).
131 Kommissionen har i øvrigt påberåbt sig præmis 134-136 og 158 i dommen efter hjemvisning, der henviser til Leussink-dommen og (dommen i sagen af 9. september 1999, Lucaccioni mod Kommissionen (C-257/98 P, herefter »Lucaccioni-dommen«)), præmis 191, 194, 195 og 201 i dommen efter hjemvisning samt præmis 22 i Lucaccioni-dommen.
132 Kommissionen udleder af disse henvisninger, at det udelukkende er med hensyn til den »supplerende« erstatning for ikke-økonomisk skade i forhold til det, ansættelsesmyndigheden allerede har udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73, at der i retspraksis anerkendes en ret til erstatning for skaden i tilfælde af personskade.
133 Ifølge Kommissionen har den afdøde tjenestemands broder og søster – eftersom de pågældende ikke er blandt de personer, der er omfattet af denne bestemmelse, og de således ikke kan gøre krav på en »supplerende« erstatning, idet de ikke har ret til en principal erstatning – følgelig ingen ret til erstatning for den ikke-økonomiske skade.
134 Hvad for det første angår henvisningen til præmis 33 og 34 i dommen om fornyet prøvelse, forekommer denne irrelevant.
135 Disse præmisser vedrører nemlig Personalerettens kompetence til rationae personae at træffe afgørelse i sager anlagt af personer, der er omfattet af vedtægten. Domstolen fastslog, at tjenestemandens fader og børn var omfattet af vedtægten. Heraf udledte Domstolen, at EU-Personaleretten havde kompetence. Det drejede sig således om, at identificere den kompetente ret, og ikke om det i den foreliggende sag omhandlede materielle spørgsmål om, hvem der kan opnå erstatning. I øvrigt fastslog Domstolen i præmis 35 i dommen om fornyet prøvelse, at det materielle spørgsmål om, hvorvidt tjenestemandens fader og børn rent faktisk har ret til de ydelser, som er garanteret i vedtægten, ikke kan tages i betragtning med henblik på at fastslå, om Personaleretten har kompetence. I modsat fald ville en stillingtagen til kompetencen indebære, at det først skal undersøges, om søgsmålet kan tages til følge. Således kan Kommissionens henvisning til præmis 34 i dommen om fornyet prøvelse til støtte for denne institutions synspunkt om, at vedtægtens artikel 73 begrænser de personer, der har ret til en eventuel erstatning, ikke tages til følge.
136 Hvad angår de henvisninger, der er anført i præmis 131 ovenfor, kan disse heller ikke tages til følge, for så vidt som ingen af de fortilfælde (Leussink-dommen, Lucaccioni-dommen, Missir Mamachi-dommen), som Kommissionen har påberåbt sig, drejede sig om tilfældet med brødre og søstre eller nævnte disse. De anførte domme vedrører alene slægtninge i op- og nedadstigende linje.
137 I dommen efter hjemvisning (præmis 131-136) blev følgende fastslået for så vidt angår Leussink-dommen og Lucaccioni-dommen:
»131. I den sag, der gav anledning til [Leussink-dommen], skulle Domstolen [, således som Kommissionen har gjort gældende (denne doms præmis 10),] tage stilling til, om dækningen af risikoen for ulykker, jf. vedtægtens artikel 73 og ordningen, kunne anses for en udtømmende erstatningsordning, som i tilfælde af arbejdsulykker udelukkede ethvert andet krav på erstatning efter almindelige retsgrundsætninger. Gerhardus Leussink, hans hustru og deres fire børn havde således fremsat et krav om supplerende erstatning med den begrundelse, at den erstatning, der var fastsat i vedtægtens artikel 73, kun dækkede de økonomiske følger af ulykken og ikke den ikke-økonomiske skade. Domstolen fastslog indledningsvis i dommens præmis 11, at den dækning, der var fastsat i vedtægtens artikel 73, var baseret på en almindelig forsikringsordning med bidrag, hvorefter der blev ydet erstatning for ulykker under og uden for tjenesten, og at retten til ydelser var uafhængig af den person, der havde forårsaget ulykken, og det herved pådragne ansvar. I denne doms præmis 13 fastslog Domstolen videre, at der, da ordningen ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om supplerende krav over for institutionen, ikke er støtte for at antage, at tjenestemanden og de øvrige ydelsesberettigede er udelukket fra at kræve supplerende erstatning, når institutionen ifølge almindelige retsregler er ansvarlig for ulykken, og ydelserne efter tjenestemandsvedtægtens ordning ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade. […]
133. Med hensyn til [Lucaccioni-dommen], som Kommissionen har henvist til i svarskriftet, bekræftede Domstolen i [denne doms] præmis 23, at Unionens retsinstanser under en erstatningssag, som en tjenestemand har anlagt under henvisning til, at den institution, som er hans arbejdsgiver, har begået en erstatningspådragende fejl, ved fastsættelsen af det tab, som skal erstattes, skal tage hensyn til de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73 som følge af en ulykke eller en erhvervssygdom.
134. [Leussink-dommen og Lucaccioni-dommen] har således klarlagt forholdet mellem de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73 som følge af en ulykke eller en erhvervssygdom, og erstatningsordningen efter de almindelige retsregler.
135. For det første supplerer ordningen i vedtægtens artikel 73 og ordningen efter de almindelige retsregler hinanden, hvilket bevirker, at det er muligt at stille krav om supplerende erstatning, når institutionen ifølge almindelige retsregler er ansvarlig for ulykken, og de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade ([Leussink-dommens] præmis 13).
136. For det andet har retspraksis også klarlagt, at der ifølge dette princip under en erstatningssag, som en tjenestemand har anlagt under henvisning til, at den institution, som er hans arbejdsgiver, har begået en erstatningspådragende fejl, ved fastsættelsen af det tab, som skal erstattes, skal tages hensyn til de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73 som følge af en ulykke eller en erhvervssygdom. Hvis det ikke var tilfældet, ville der blive ydet dobbelt erstatning ([Leussink-dommen]).«
138 Det følger af det ovenstående, at genstanden for Leussink-dommen og Lucaccioni-dommen ikke var at træffe afgørelse om udfaldet af et krav fra brødre og søstre, der ikke var omhandlede i disse sager, men alene at træffe afgørelse om udfaldet af et krav om erstatning fra tjenestemanden og dennes ægtefælle og børn samt om sammenhængen mellem et sådant krav og den faste erstatning, der allerede er sikret i vedtægtens artikel 73. Det er i denne begrænsede sammenhæng, at Domstolens henvisning til erstatningskravets »supplerende« karakter i forhold til forsikringsydelserne i vedtægtens artikel 73 skal forstås.
139 Det kan således ikke udledes af de ovenfor nævnte domme, at en broder eller søster ikke kan påberåbe sig en ikke-økonomisk skade, som kan kræves erstattet. Eftersom brødre og søstre ikke er omfattet af den opregning efter kaskadeprincippet i vedtægtens artikel 73 og således ikke kan modtage noget i henhold til denne bestemmelse, kan et erstatningskrav fra de pågældende pr. definition ikke være supplerende, men enkeltstående. De nævnte domme tog ikke stilling til muligheden for et sådant krav, som ikke var omhandlet i disse sager.
140 Antagelsen som Kommissionen har argumenteret for, hvorefter institutionerne ved at fastsætte listen over de personer, der kan opnå udbetaling af forsikringsydelser ved en tjenestemands død i forbindelse med en ulykke, skulle have haft til hensigt at begrænse den personkreds, som institutionerne – i givet fald – skal betale erstatning til i tilfælde af, at institutionerne ifalder erstatningsansvar, hviler på en fortolkning, der ikke finder støtte i Leussink-dommen og Lucaccioni-dommen.
141 Herefter skal præmis 157 og 158 i dommen efter hjemvisning undersøges, hvori Retten fastslog følgende:
»157. Hvad angår [påstandene om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs fire børn og dennes far har lidt], fremgår det […] af dommen i første instans, at […] Kommissionen fremsatte […] en formalitetsindsigelse […], som i det væsentlige var baseret på, at […] vedtægtens artikel 73 udelukkede, at [Alessandro Missirs] fire børn og Livio Missir havde mulighed for at nedlægge påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade. Kommissionen gjorde nemlig gældende […], at Alessandro Missir Mamachis fire børn ikke i henhold til [vedtægtens artikel 73] havde ret til at nedlægge påstand om erstatning for deres ikke-økonomiske skade, og […] at Livio Missir Mamachi ikke var blandt de ydelsesberettigede i henhold til denne artikel.
158. Hvad angår formalitetsindsigelserne vedrørende påstandene om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som Livio Missir og Alessandro Missirs fire børn har lidt, kan disse ikke tages til følge. Det er nemlig for det første tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i præmis 34 i dommen om fornyet prøvelse fastslog, at vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), udtrykkeligt henviste til tjenestemandens »efterkommere« såvel som dennes »slægtninge i opstigende linje« som personer, der ved sidstnævntes død kan få udbetalt en ydelse, og at såvel Livio Missir som Alessandro Missirs børn var omfattet af denne bestemmelse. For det andet skal der mindes om, at det følger af fast retspraksis, at ordningen i vedtægtens artikel 73 og ordningen efter de almindelige retsregler supplerer hinanden, hvilket bevirker, at det er muligt at stille krav om en supplerende erstatning, når institutionen er ansvarlig, og når de ydelser, der er udbetalt i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade ([Leussink-dommens] præmis 13 og [Lucaccioni-dommens] præmis 22). I lyset af de ovenfor anførte betragtninger har de medlemmer af en tjenestemands familie, der er omfattet af vedtægtens artikel 73, følgelig ret til at anlægge et supplerende søgsmål, såfremt de mener, at de vedtægtsmæssige ydelser ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den skade, de har lidt.«
142 Også i dette tilfælde tog Unionens retsinstanser alene konkret stilling til tjenestemandens fader og børn. Det var med henvisning til praksis i Leussink-dommen og Lucaccioni-dommen, at Domstolen mindede om muligheden for en supplerende erstatning i tilfælde af, at administrationen er ansvarlig, og når forsikringsydelserne ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den skade, som disse personer har lidt. De omhandlede »familiemedlemmer« var »omfattet af vedtægtens artikel 73«. Dommen efter hjemvisning omtaler ikke de familiemedlemmer, der ikke er omfattet af vedtægtens artikel 73, hvilket spørgsmål ikke var blevet rejst for Retten, og dommen efter hjemvisning understøtter således ikke den i præmis 140 ovenfor nævnte antagelse.
143 Hvad angår præmis 194 i dommen efter hjemvisning, hvorom Kommissionen har anført, at Retten her udtrykkeligt fastslog, at der er tale om en almindelig retsgrundsætning, der giver mulighed for at udbetale erstatning for ikke-økonomisk skade, når denne ikke helt eller delvis er dækket af en ordning, som sikrer, at der automatisk udbetales ydelser, skal det bemærkes, at denne præmis ikke fastlægger den løsning, der finder anvendelse i tilfælde, hvor en person ikke er omfattet af en sådan ordning, som det i den foreliggende sag er tilfældet for brødre og søstre. Denne præmis begrænser sig nemlig til at fastslå, »at der af medlemsstaternes retssystemer følger en almindelig fælles retsgrundsætning om, at selv om der findes en ordning, som sikrer, at der automatisk udbetales ydelser til en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende, er det under omstændigheder som de [i sag T-401/11 P RENV RX] foreliggende ikke til hinder for, at de ydelsesberettigede pårørende også modtager erstatning for deres ikke-økonomiske skade efter at have anlagt sag ved en national ret, fordi de mener, at der ikke er blevet ydet erstatning eller fuld erstatning for de skader, de har lidt, gennem den nævnte ordning«.
144 Hvad angår præmis 195 i dommen efter hjemvisning, hvori Retten fastslog, at der foreligger en almindelig retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, der udelukker dobbelt erstatning for ikke-økonomisk skade, skal det, som sagsøgerne har anført, bemærkes, at der ikke i den foreliggende sag er tale om dobbelt erstatning for den samme skade, eftersom den ikke-økonomiske skade som Alessandro Missirs broder og søster hævder at have lidt, er deres egen, og denne skade ikke er genstand for de i vedtægtens artikel 73 fastsatte ydelser.
145 Det følger af det ovenstående, at det i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke er muligt at fastslå, at vedtægtens artikel 73, som fortolket i retspraksis, er til hinder for, at brødre og søstre til en tjenestemand, hvis død er forvoldt af Unionens fejl, i givet fald kan opnå erstatning for deres egen ikke-økonomiske skade som følge af dette dødsfald.
146 Idet dette spørgsmål er uafklaret i EU-retten, skal det fastslås, at der af medlemsstaternes retssystemer følger en almindelig fælles retsgrundsætning om, at national ret, under omstændigheder som de foreliggende, anerkender en afdød arbejdstagers brødre og søstres ret til i givet fald at kræve erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af dette dødsfald.
147 Under disse omstændigheder må det konkluderes, at det ikke alene er med urette, at Kommissionen har gjort gældende, at vedtægtens artikel 73, som fortolket i retspraksis, er til hinder for, at en afdød tjenestemands brødre og søstre i givet fald kan opnå erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af dette dødsfald, men derudover, at det følger af almindelige retsprincipper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, at brødre og søstre til den person, hvis død er forvoldt af tredjemand, i givet fald kan opnå erstatning fra denne tredjemand for de pågældendes ikke-økonomiske skade.
148 Hvad angår betingelserne for denne erstatning, har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at det som Retten allerede har fastslået i dommen efter hjemvisning for så vidt angår fejlen, årsagsforbindelsen og den ikke-økonomiske skade, i store træk gælder i forhold til en afdød tjenestemands broder og søster, og at der i den foreliggende sag ikke er tale om dobbelt erstatning.
149 Kommissionen har bestridt sagsøgernes synspunkt. Hvad angår årsagsforbindelsen mellem tilsidesættelsen af pligten til at sikre beskyttelsen af tjenestemanden og den forvoldte skade, skal teorien om adækvat årsagssammenhæng, henset til at brødre og søstre ikke befinder sig i den samme situation i forhold til den afdøde som slægtninge i op- og nedadstigende linje, foretrækkes frem for teorien om ækvivalente betingelser. Sagsøgerne har imidlertid ikke godtgjort, at der foreligger adækvat årsagssammenhæng.
150 Selv hvis teorien om ækvivalente betingelser anvendtes, forholder det sig imidlertid således, at den angivelige ikke-økonomiske skade under alle omstændigheder ligger tilstrækkeligt »fjernt« fra den begåede fejl til at udelukke enhver erstatning. Der er tale om en indirekte skade, som ikke kan lægges Kommissionen til last som en øjeblikkelig og direkte konsekvens af tilsidesættelsen af den specifikke pligt til at sikre beskyttelsen af tjenestemanden.
151 Det kan i øvrigt ikke fastslås, at der findes en almindelig retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, ifølge hvilken der foreligger en formodning for ikke-økonomisk skade ved en broder eller søsters død.
152 Sagsøgerne har bestridt Kommissionens standpunkt, idet de har anført, at sammenhængen mellem teorien om adækvat årsagssammenhæng og teorien om ækvivalente betingelser kun var relevant med henblik på at fastslå, at Kommissionen var ansvarlig for Alessandro Missirs død, hvilket det ikke længere drejer sig om i den foreliggende sag, og ikke med henblik på at fastslå, at der er en forbindelse mellem dette dødsfald og den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemands pårørende har lidt som følge heraf, idet denne ikke-økonomiske skade blev anset for at være in re ipsa.
153 Det skal bemærkes, at undersøgelsen af Unionens retsinstansers ræsonnement i dommen i første instans og dommen efter hjemvisning i det væsentlige bekræfter sagsøgernes standpunkt.
154 Det skal bemærkes, at Personaleretten i dommen i første instans fastslog, at Kommissionen som følge af sin culpøse undladelse af at sikre Alessandro Missirs beskyttelse begik en fejl, der kunne bevirke, at den ifaldt ansvar (dommen i første instans, præmis 176, og dommen efter hjemvisning, præmis 9).
155 Hvad angår årsagsforbindelsen mellem denne fejl og mordet på tjenestemanden, fastslog Personaleretten, at denne var godtgjort (dommen i første instans, præmis 182-190). Kommissionen har ikke iværksat appel til prøvelse af dommen i første instans. Retten fastslog i øvrigt i dommen efter hjemvisning (præmis 63, sjette punktum), at Kommissionen ikke havde anfægtet Personalerettens vurdering i denne henseende.
156 Som sagsøgerne med rette har anført, blev diskussionen om sammenhængen mellem teorien om ækvivalente betingelser og teorien om adækvat årsagssammenhæng (dommen i første instans, præmis 178-190, og præmis 63, tredje punktum, samt præmis 64-95 i dommen efter hjemvisning) ført udelukkende med henblik på at fastslå, hvorvidt Kommissionen, der naturligvis ikke var drabsmanden, ikke desto mindre kunne erklæres ansvarlig – med andre ord, hvorvidt Kommissionens fejl kunne anses for at have forårsaget Alessandro Missirs død. Hvis dette ikke var tilfældet, ville Kommissionen ikke have været ansvarlig for noget. Hvis dette var tilfældet, således som Unionens retsinstanser fastslog, var Kommissionen – i det mindste delvis – ansvarlig for dette dødsfald.
157 Efter at Personaleretten havde fastslået, at der forelå denne årsagsforbindelse – på grundlag af teorien om ækvivalente betingelser og uden herved at begå en retlig fejl, således som Retten udtrykkeligt fastslog i præmis 79 og 80 i dommen efter hjemvisning – fandt Personaleretten, at det stod tilbage at undersøge drabsmandens del af ansvaret for skadernes indtræden (dommen i første instans, præmis 191, og dommen efter hjemvisning, præmis 9).
158 I denne forbindelse fastslog Personaleretten, at Kommissionen var ansvarlig for 40% af de skader, der var lidt (dommen i første instans, præmis 197, og dommen efter hjemvisning, præmis 10).
159 Denne løsning om en deling af ansvaret, som sagsøgerne anfægtede i appelsagen, idet de havde nedlagt påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionen hæftede solidarisk med drabsmanden, blev ikke tiltrådt af Retten, som tog appellen til følge på dette punkt og fastslog, at Kommissionen var ansvarlig in solidum (følgelig for 100% af skaden) (dommen efter hjemvisning, præmis 96-119).
160 Retten pålagde Kommissionen dette ansvar in solidum på grundlag af en almindelig retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaterne, hvorefter national ret under omstændigheder som de foreliggende pålægger personer, der er medskyldige i den samme skade, ansvar in solidum, da det må anses for rimeligt, at skadelidte for det første ikke skal fastlægge den del af skaden, som hver medskadevolder er ansvarlig for, og for det andet ikke skal bære risikoen for, at den medskadevolder, som der er anlagt sag mod, viser sig at være insolvent (dommen efter hjemvisning, præmis 118).
161 Det skal for det første bemærkes, at Kommissionens ansvar for drabet, hvilket blev fastslået ved en afgørelse, der har fået retskraft, ikke bestrides (jf. præmis 155 ovenfor), og for det andet, at grundsætningen om Kommissionens ansvar in solidum for de af drabet forvoldte skader på ingen måde betvivles og i øvrigt heller ikke med rimelighed kan betvivles.
162 Under disse omstændigheder kan Kommissionens anbringende [udelades] om, at en adækvat årsagssammenhæng bør foretrækkes frem for ækvivalente betingelser, ikke tiltrædes, idet Unionens retsinstansers endelige konstatering af, at der foreligger årsagsforbindelse mellem Kommissionens fejl og drabet på Alessandro Missir fuldt ud kan overføres på den foreliggende sag.
163 Det eneste, der særligt adskiller den foreliggende sag fra sag F-50/09 efter denne endelige konstatering, udspringer af, at sagsøgerne ikke er den afdøde tjenestemands børn eller forældre, men hans brødre og søstre.
164 Det er allerede fastslået, at vedtægtens artikel 73, som fortolket i retspraksis, ikke udgør en væsentlig begrænsning, der udelukker brødre og søstre fra muligheden for at opnå erstatning (jf. præmis 145 ovenfor), og at der – idet dette spørgsmål er uafklaret i EU-retten – af de almindelige retsprincipper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, følger en ret for brødre og søstre til i givet fald at kræve erstatning for ikke-økonomisk skade som følge af tabet af deres broder (jf. præmis 146 ovenfor).
165 Af de samme årsager kan Kommissionens argumenter [udelades] om, at den ikke-økonomiske skade, som brødre og søstre har lidt, er for fjern eller alene er en følgevirkning, der ikke kan kræves erstattet, ikke tages til følge. Den omstændighed, at brødre og søstres ikke-økonomiske skade – i øvrigt på samme måde som for den afdødes forældre og børn – udgør en skade forårsaget af skade, en anden har lidt, eller en indirekte skade i forhold til den direkte skade, som den afdøde tjenestemand har lidt – dvs. at miste livet – ændrer ikke ved, at denne ikke-økonomiske skade anerkendes som en skade, der kan erstattes ifølge de almindelige retsprincipper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.
166 Hvad angår Kommissionens bemærkninger om rækkevidden af præmis 198 i dommen efter hjemvisning [udelades], rejser disse ikke tvivl om den foregående konstatering, eftersom Retten i dommen efter hjemvisning, som det allerede er blevet anført, ikke skulle efterprøve spørgsmålet om erstatning for brødre og søstres ikke-økonomiske skade.
167 Hvad angår Kommissionens bemærkninger, hvorefter det ikke er muligt at fastslå, at der findes en almindelig retsgrundsætning, der er anerkendt af medlemsstaterne, som fastlægger en formodning om ikke-økonomisk skade ved en broder eller søsters død [udelades], er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne ikke har begrænset sig til at gøre gældende, at der findes en formodning om ikke-økonomisk skade for brødre og søstre, men har gjort særlige betragtninger gældende med henblik på at godtgøre den ikke-økonomiske skades reelle og intense karakter med hensyn til Alessandro Missirs broder og søster.
168 Således har sagsøgerne henvist til de særligt dramatiske omstændigheder ved Alessandro Missirs død og familiens store bekymringer for børnenes fremtid (s. 7, sidste afsnit, i ansøgningen om erstatning af 17.9.2011, og s. 9, andet afsnit, i den forudgående administrative klage), og de pågældende har i samme henseende påberåbt sig »den uretfærdige smerte og overlast, der fulgte af tabet af deres broder under så tragiske og grusomme omstændigheder« samt henvist til de unikke omstændigheder i dette tilfælde og sagens særligt forfærdelige og tragiske karakter.
169 Ud over disse betragtninger, der rent faktisk er af en sådan art, at de har kunnet påføre den afdøde tjenestemands broder og søster en usædvanligt svær følelsesmæssig lidelse, har sagsøgerne ikke godtgjort, at der bestod følelsesmæssige bånd mellem tjenestemanden og hans broder og søster, der gik ud over de sædvanlige følelsesmæssige bånd mellem voksne brødre og søstre, der lever selvstændige liv
170 Hvad angår de beviser, som sagsøgerne har fremlagt i replikken, vedrørende den psykologiske og psykiatriske behandling, som Alessandro Missirs broder og søster har gennemgået, skal disse afvises som for sent fremlagte i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 2.
171 Hvad angår fastsættelsen af beløbet for den ikke-økonomiske skade, skal der mindes om, at det tilkommer Unionens retsinstanser at fastsætte beløbet efter ret og billighed (jf. i denne retning dom af 5.6.1980, Oberthür mod Kommissionen, 24/79, EU:C:1980:145, præmis 15), idet de skal angive de kriterier, der er lagt til grund herfor (jf. i denne retning dom af 14.5.1998, Rådet mod de Nil og Impens, C-259/96 P, EU:C:1998:224, præmis 32 og 33, Lucaccioni-dommen, præmis 35, og dom af 6.6.2006, Girardot mod Kommissionen, T-10/02, EU:T:2006:148, præmis 51).
172 Henset til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag og navnlig de særligt dramatiske omstændigheder vedrørende Alessandro Missirs død som beskrevet i appeldommens præmis 2, de i præmis 168 ovenfor nævnte forhold, den ubestridte tilstedeværelse af et sædvanligt følelsesmæssigt bånd mellem voksne brødre og søstre, der lever selvstændige liv, og i lyset af de i præmis 146, 147 og 164 ovenfor anvendte grundsætninger pålægges Kommissionen in solidum at betale Alessandro Missirs broder og søster erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af Alessandro Missirs død, der efter ret og billighed opgøres til 10 000 EUR til hver.
[Udelades]
Konklusion
181 Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger skal det pålægges Kommissionen in solidum at betale et beløb på 50 000 EUR til den afdøde tjenestemands moder, Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin, og 10 000 EUR hver til den afdøde tjenestemands broder og søster, Stefano Missir og Maria Letizia Missir, med tillæg af renter i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne har lidt som følge af Alessandro Missirs død, og i øvrigt frifindes Kommissionen.
Sagsomkostninger
[Udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse vedrørende påstandene om, at Europa-Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 463 050 EUR til hver af Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos ydelsesberettigede pårørende, et beløb på 574 000 EUR til de samme ydelsesberettigede pårørende og et beløb på 308 700 EUR til Livio Missir Mamachi di Lusignanos ydelsesberettigede pårørende i erstatning for ikke-økonomisk skade.
2) Kommissionen tilpligtes in solidum at betale et beløb på 50 000 EUR til Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt.
3) Kommissionen tilpligtes in solidum at betale et beløb på 10 000 EUR til Maria Letizia Missir Mamachi di Lusignano for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt.
4) Kommissionen tilpligtes in solidum at betale et beløb på 10 000 EUR til Stefano Missir Mamachi di Lusignano for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt.
5) De i nærværende domskonklusions punkt 2-4 omhandlede erstatningsbeløb forhøjes med morarenter, der skal beregnes fra afsigelsen af den foreliggende dom, og indtil betaling sker med den sats, der fastsættes af Den Europæiske Centralbank (ECB) for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.
6) I øvrigt frifindes Kommissionen.
7) Kommissionen betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. november 2019.
Underskrifter