Language of document : ECLI:EU:T:2019:795

Sag T-502/16

(offentliggørelse i uddrag)

Stefano Missir Mamachi di Lusignano som arving til Livio Missir Mamachi di Lusignano m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

 Rettens dom (Ottende Afdeling) af 20. november 2019

»Personalesag – tjenestemænd – drab på en tjenestemand og dennes hustru – pligt til at sikre beskyttelse af de ansatte i Unionens tjeneste – en institutions ansvar i forbindelse med den af en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende lidte ikke-økonomiske skade – tjenestemandens moder, broder og søster – erstatningssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence i henhold til artikel 270 TEUF – personer, der er omfattet af vedtægten – rimelig frist«

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – påstand om annullation af en administrativ afgørelse om at afslå en erstatningsansøgning – påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

(jf. præmis 29)

2.      Tjenestemandssager – søgsmålskompetence – personer, der er omfattet af vedtægten – begreb – erstatningssag anlagt af en afdød tjenestemands broder og søster – formaliteten – betingelser

(Art. 270 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 40, 42b, 55a, 73, 90 og 91)

(jf. præmis 42 og 50-57)

3.      Tjenestemandssager – erstatningskrav fremsendt til en institution – forældelsesfrist – frist udgør ikke en ufravigelig procesforudsætning

(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

(jf. præmis 68 og 69)

4.      Tjenestemandssager – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

(jf. præmis 77-79)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatningsberettiget skade – ikke-økonomisk skade forvoldt ved et familiemedlems død – omfattet – opgørelse efter ret og billighed

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 146, 147, 167, 168, 171 og 172)

Resumé

Brødre og søstre til en myrdet EU-tjenestemand har ret til erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade som »personer, der er omfattet af vedtægten«

I dom Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-502/16, EU:T:2019:795), der blev afsagt den 20. november 2019, gav Retten medhold i det erstatningssøgsmål, som moderen, broderen og søsteren (herefter »sagsøgerne«) til Alessandro Missir Mamachi di Lusignano – en EU-tjenestemand, som blev myrdet i Rabat (Marokko) – havde anlagt.

Alessandro Missir Mamachi di Lusignano (herefter »Alessandro Missir« eller »den afdøde tjenestemand«) blev myrdet den 18. september 2006 sammen med sin hustru i Rabat (Marokko), hvor han skulle tiltræde sin stilling som politisk og diplomatisk rådgiver ved Europa-Kommissionens delegation. Mordet fandt sted i et møbleret hus, som delegationen lejede til Alessandro Missir, hans hustru og deres fire børn. Det søgsmål, som sagsøgerne anlagde i den foreliggende sag, lå i forlængelse af Rettens dom af 7. december 2017, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-401/11 P RENV RX, EU:T:2017:874), hvori Retten traf afgørelse vedrørende erstatningskravet fra den afdøde tjenestemands fader og børn. I deres indlæg redegjorde sagsøgerne for den opfattelse, at selv om de afgørelser, der allerede var truffet, førte til erstatning for visse skader, var der fortsat andre skader, der skulle bedømmes inden for rammerne af den nærværende sag, nemlig den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemands moder, broder og søster havde lidt. Kommissionen indvendte for så vidt angik den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemands moder angiveligt havde lidt, at erstatningskravet burde afvises, fordi det var fremsat for sent. Hvad angik den ikke-økonomiske skade, som Alessandro Missirs broder og søster angiveligt havde lidt, var Kommissionens modsvar, at disse sagsøgere ud over, at deres erstatningskrav var fremsat for sent, ikke kunne anses for at være personer, der er omfattet af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

I denne forbindelse skulle Retten for det første tage stilling til, om en afdød tjenestemands brødre og søstre har søgsmålskompetence til at anlægge erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF. Retten bemærkede, at det kriterium, der er afgørende for, om et søgsmål skal anlægges efter denne procedure, er kriteriet om en »person, der er omfattet af vedtægten« (vedtægtens artikel 91, stk. 1). Vedtægtens artikel 73 bestemmer, at der ved den forsikrede tjenestemands død sker udbetaling af garanterede ydelser til tjenestemandens ægtefælle og børn, såfremt disse findes, såfremt disse ikke findes, til tjenestemandens andre efterkommere, såfremt disse ikke findes, til tjenestemandens slægtninge i opstigende linje, og såfremt disse ikke findes, til institutionen. Idet denne artikel ikke nævner slægtninge i sidelinje, gjorde Kommissionen gældende, at disse ikke havde ret til erstatning for den lidte skade. Kommissionen tilføjede, at selv om slægtninge i sidelinje er omhandlet i vedtægtens artikel 40, 42b og 55a, var dette ikke relevant i den foreliggende sag, eftersom de nævnte bestemmelser ikke finder anvendelse på det tilfælde, hvor en tjenestemand mister livet som følge af en institutions tilsidesættelse af beskyttelsespligten. Retten bemærkede, at kriteriet om en »person, der er omfattet af vedtægten« ikke kunne anses for at være opfyldt, blot fordi sagsøgeren – uanset på hvilken måde – blev nævnt i vedtægten. Den pågældende skal være omfattet på en sådan måde, at den afspejler en relevant forbindelse mellem den pågældende og den retsakt, som den pågældende anfægter, eller at den afspejler en relevant forbindelse mellem den pågældende og tjenestemanden, hvis skadede interesser angiveligt forvolder den pågældende en selvstændig skade. Retten konstaterede, at dette var tilfældet med hensyn til ikke alene tjenestemandens slægtninge i op- og nedadstigende linje, efterkommere og ægtefælle, men også dennes brødre og søstre. Når disse personer var »omfattet af vedtægten«, eksempelvis både i vedtægtens artikel 73, 40, 42b og 55a, var dette, fordi lovgiver med disse konkrete vedtægtsmæssige bestemmelser havde ønsket at anerkende deres nære forhold til tjenestemanden. Følgelig skal søstre og brødre anses for at være »omfattet af vedtægten« i forbindelse med fastsættelsen af, hvilket retsmiddel der skal anvendes, når de pågældende har til hensigt at kræve erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af, at deres broder eller søster, der var tjenestemand, er afgået ved døden, hvilket institutionen efter deres opfattelse var ansvarlig for.

Retten skulle for det andet tage stilling til, hvorvidt erstatningskravene, således som Kommissionen hævdede, var fremsat for sent efter udløbet af en rimelig frist, og til sagsøgernes indsigelse, ifølge hvilken denne formalitetsindsigelse selv blev fremsat for sent af Kommissionen. Retten bemærkede, at Domstolens praksis, hvorefter Unionens retsinstanser ikke ex officio kan efterprøve, om forældelsesfristen i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er overholdt, gælder mutatis mutandis for den forældelse, der sker ved udløbet af den rimelige frist, inden for hvilken et krav om erstatning, der er støttet på vedtægten, skulle fremsættes. Følgelig var den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse ikke en ufravigelig procesforudsætning, som Retten skulle have efterprøvet ex officio. Retten tog således stilling til sagsøgernes indsigelse om, at formalitetsindsigelsen var fremsat for sent, og forkastede den som ugrundet. Idet Retten derefter tog stilling til formalitetsindsigelsen om, at erstatningskravet var fremsat for sent, forkastede Retten ligeledes denne indsigelse, i hvilken forbindelse den præciserede, at selv om den forældelsesfrist på fem år for erstatningskrav vedrørende ansvar uden for kontrakt, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke finder anvendelse på tvister mellem Unionen og dens ansatte, er der i henhold til fast retspraksis imidlertid grund til at tage hensyn til det sammenligningsgrundlag, som denne frist udgør med henblik på at vurdere, om et krav er blevet fremsat inden for en rimelig frist.

Hvad for det tredje angik sagens realitet gav Retten under anvendelse af de principper, som anvendtes i dommen i sagen Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-401/11 P RENV RX), medhold i det krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, som den afdøde tjenestemands moder havde fremsat. Hvad angik kravet om erstatning til den afdøde tjenestemands broder og søster og betingelserne for denne erstatning, nemlig fejlen, årsagsforbindelsen og den ikke-økonomiske skade, fastslog Retten, at Kommissionens ansvar for drabet på Alessandro Missir, hvilket var blevet fastslået ved en afgørelse, der havde fået retskraft, og princippet om Kommissionens ansvar in solidum for de af drabet forvoldte skader, til fulde kunne overføres på den foreliggende sag. For så vidt angik den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemands broder og søster havde lidt, bemærkede Retten, at vedtægtens artikel 73, som fortolket i retspraksis, ikke var til hinder for, at brødre og søstre til en tjenestemand, hvis død var forvoldt af Unionens fejl, i givet fald kunne opnå erstatning for deres ikke-økonomiske skade som følge af dette dødsfald. Idet dette spørgsmål er uafklaret i EU-retten, fastslog Retten, at der af medlemsstaternes retssystemer fulgte en almindelig fælles retsgrundsætning om, at national ret, under omstændigheder som de foreliggende, anerkender en afdød arbejdstagers brødre og søstres ret til i givet fald at kræve erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af dette dødsfald.