Language of document :

Sag anlagt den 23. april 2010 - Reagens mod Kommissionen

(Sag T-181/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Reagens SpA (San Giorgio di Piano, Italien) (ved solicitor B. O'Connor og lawyers L. Toffoletti, D. Gullo og E. De Giorgi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens beslutning af 23. februar 2010, som blev truffet i forbindelse med den genfremsatte begæring om aktindsigt i dokumenterne GESTDEM 2009/5145 (SG.E.3/HP/cr-Ares (2010)95823).

Kommissionen pålægges at gøre de dokumenter, der er nævnt på side 3 i den anfægtede beslutning, offentligt tilgængelige (på en måde, der ikke er fortrolig).

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med søgsmålet nedlægger sagsøgeren i henhold til artikel 263 TEUF påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 23. februar 2010, som blev truffet i forbindelse med den genfremsatte begæring om aktindsigt i dokumenterne GESTDEM 2009/5145 (SG.E.3/HP/cr-Ares (2010)95823), vedrørende en procedure i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 1. Beslutningen vedrørte begæringen om aktindsigt i dokumenter vedrørende anmodninger om hensyntagen til sagsøgerens manglende betalingsevne i forhold til en bøde, som denne var blevet pålagt for at have tilsidesat artikel 81 EF og artikel 53 EØS (sag COMP/38589 - Varmestabilisatorer).

Til støtte for påstandene har sagsøgeren anført følgende anbringender:

Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl, da den fortolkede undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 udvidende.

Desuden begik Kommissionen en åbenbar retlig fejl, da den gav afslag på begæringen om aktindsigt i dokumenter ud fra hensynet til beskyttelsen af virksomhedernes forretningsmæssige interesser og til beskyttelsen af formålet med undersøgelsen.

Ved ikke at bevillige delvis aktindsigt tilsidesatte Kommissionen endvidere sagsøgerens ret i henhold til forordning nr. 1049/2001 til at få aktindsigt i udgaver af dokumenterne, der ikke er fortrolige.

Endelig tilsidesatte Kommissionen principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af sagsøgerens berettigede forventninger samt retsstatsprincippets iagttagelse i administrationen, da den gav afslag på aktindsigt i oplysninger, der var nødvendige for at finde ud af, hvordan Kommissionen anvender artikel 35 i retningslinjerne for beregningen af bøder 2.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, EFT L 145, s. 43.

2 - Retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, (EUT 2006 C 210, s. 2).