FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 19. november 2009 1(1)
Forenede sager C-317/08 – C-320/08
Rosalba Alassini m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Ischia (Italien))
»Tvister mellem endelige forbrugere og udbydere på området for elektronisk kommunikation – direktiv 2002/22/EF – obligatorisk udenretslig bilæggelse af tvister som forudsætning for, at der kan anlægges en retssag – princippet om effektiv retsbeskyttelse«
I – Indledning
1. Er fællesskabsretten til hinder for nationale regler, som kræver, at visse tvister vedrørende teletjenester søges bilagt uden om domstolene, inden der kan anlægges en retssag?
2. Det er det spørgsmål, Giudice di pace di Ischia har bedt Domstolen om at besvare i den foreliggende sag. Domstolen vil ved denne lejlighed både skulle udtale sig om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (forsyningspligtdirektivet) (2) og navnlig om princippet om effektiv retsbeskyttelse.
II – Retsforskrifter
A – Fællesskabsretten
3. Direktiv 2002/22 vedrører udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester til slutbrugere. Formålet er ifølge artikel 1 at sikre, at tjenester af høj kvalitet er offentligt tilgængelige i hele Fællesskabet. Det fastlægger i den forbindelse slutbrugernes rettigheder og de tilsvarende forpligtelser for udbyderne. For at sikre, at der stilles forsyningspligtydelser til rådighed, fastlægger dette direktiv det minimum af tjenester af en bestemt kvalitet, som alle slutbrugere under hensyn til særlige nationale forhold skal have adgang til til rimelige priser, uden at det medfører konkurrenceforvridning.
4. Med hensyn til tvistbilæggelse fremgår følgende af 47. betragtning til direktiv 2002/22:
»[…] Der bør være effektive procedurer til afgørelse af tvister mellem på den ene side forbrugerne og på den anden side de virksomheder, der udbyder offentligt tilgængelige kommunikationstjenester. Medlemsstaterne bør henholde sig fuldt ud til Kommissionens henstilling 98/257/EF af 30. marts 1998 om udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet.«
5. Artikel 34 i direktiv 2002/22, der har overskriften »Udenretslig bilæggelse af tvister«, bestemmer i overensstemmelse hermed følgende:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes transparente, enkle og prisbillige udenretslige procedurer til behandling af uløste tvister, der involverer forbrugere, om spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til sikring af, at sådanne procedurer muliggør en retfærdig og hurtig tvistbilæggelse, og kan, hvor det er berettiget, vedtage en tilbagebetalings- og/eller kompensationsordning. Medlemsstaterne kan udvide disse forpligtelser til også at gælde for tvister, der involverer andre slutbrugere.
2. Medlemsstaterne sørger for, at deres lovgivning ikke er til hinder for oprettelsen af klagekontorer og onlinetjenester på det relevante territoriale plan for at give forbrugere og slutbrugere lettere adgang til tvistbilæggelse.
[…]
4. Denne artikel berører ikke de nationale retsprocedurer.«
B – National ret
6. Autorità per le garanzie nelle comunicazioni (den italienske tilsynsmyndighed for kommunikation, herefter »AGC«) skal ifølge lov nr. 249 af 31. juli 1997 behandle tvister mellem slutbrugere og tjenesteudbydere på teleområdet vedrørende manglende overholdelse af bestemmelserne om forsyningspligt og slutbrugernes rettigheder.
7. AGC har ved afgørelse nr. 173/07/CONS (3) indført en procedure for bilæggelse af tvister mellem teleudbydere og slutbrugere.
8. Artikel 3 og 13 i bilag A til denne afgørelse har følgende ordlyd:
Artikel 3
»De i artikel 2, stk. 1, omhandlede tvister kan ikke indbringes for domstolene, før den obligatoriske forligsmægling er blevet gennemført ved det stedligt kompetente regionale kommunikationsudvalg [comitato regionale per le comunicazioni], som er bemyndiget til at mægle, eller ved de i artikel 13 omhandlede organer til udenretslig bilæggelse af tvister.
Såfremt det stedligt kompetente regionale kommunikationsudvalg ikke har den i stk. 1 omhandlede bemyndigelse, skal den obligatoriske forligsmægling iværksættes ved de i artikel 13 omhandlede organer.
Fristen for afslutning af forligsproceduren er 30 dage regnet fra datoen for procedurens iværksættelse. Efter udløbet af denne frist kan sagens parter anlægge sag ved retten, selv om forligsproceduren ikke er afsluttet.«
Artikel 13
»1. I stedet for at iværksætte en forligsprocedure ved et regionalt kommunikationsudvalg kan sagens parter iværksætte den obligatoriske forligsmægling ved de i denne afgørelses artikel 1, litra o), omhandlede organer til udenretslig bilæggelse af forbrugertvister, bl.a. ad elektronisk vej.
2. Forbrugerne kan ligeledes henvende sig til et af de organer, der er oprettet ved overenskomst mellem de erhvervsdrivende og de repræsentative nationale forbrugersammenslutninger, forudsat at disse organer arbejder gratis og overholder de i henstilling 2001/310/EF omhandlede principper om gennemsigtighed, billighed og effektivitet.«
9. Under overskriften »Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser« i afgørelsens artikel 5 bestemmes følgende:
»1. Indtil bestemmelserne i artikel 141, stk. 2, i lovdekret nr. 206 af 6. september 2005 om indgåelse af forlig er fuldt ud gennemført, kan parterne ud over at forsøge at indgå forlig ved de forligsorganer, der er oprettet ved kamrene for handel, industri, landbrug og håndværk, også indbringe en sag for de organer, der er anført i det i artikel 38 i lovdekret nr. 5 af 17. januar 2003 omhandlede register.
2. De tidligere gældende bestemmelser i artikel 4, stk. 1, finder anvendelse på de tvister, som er blevet indbragt inden afgørelsens ikrafttræden, også selv om der er iværksat en forligsprocedure. […]«
III – De faktiske omstændigheder, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne
10. Sagsøgerne i hovedsagerne er modtagere af teletjenester. De har ved den nationale ret nedlagt påstand om, at henholdsvis Telecom Italia SpA (4) og Wind SpA (5) tilpligtes at betale erstatning for det tab, som de har lidt som følge af en påstået misligholdelse af kontrakterne om de teletjenester, som disse selskaber leverer. Sagsøgeren i sag C-319/08 har desuden nedlagt påstand om, at det fastslås, at Telecom Italia SpA har opkrævet visse beløb uretmæssigt.
11. De sagsøgte teleselskaber har gjort gældende, at sagerne skal afvises, eftersom der ikke forinden har været gennemført en udenretslig forligsmæglingsprocedure som angivet i artikel 3 og 13 i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS.
12. Den forelæggende ret har gjort opmærksom på, at der endnu ikke er oprettet noget kommunikationsudvalg i regionen Campania som krævet i de nationale bestemmelser. Den obligatoriske tvistbilæggelse skal derfor foregå ved et af de organer, der er omhandlet i artikel 13 i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS. Det er imidlertid ikke blevet undersøgt på forhånd, om disse alternative forligsudvalg opfylder kriterierne i henstilling 2001/310/EF som fastsat i artikel 13 i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS, navnlig med hensyn til omkostningerne i forbindelse med proceduren.
13. Selv om der var blevet oprettet et kommunikationsudvalg i regionen Campania, finder den forelæggende ret dog, at forligsmæglingens præceptive karakter udgør en ulovlig hindring for domstolsadgangen.
14. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt de italienske bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten. Den 4. april 2008 besluttede den derfor at udsætte alle fire retssager og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Har fællesskabsbestemmelserne i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, direktiv 2002/22/EF, direktiv 1999/44/EF samt Kommissionens henstilling 2001/310/EF og 98/257/EF direkte bindende virkning, og skal de fortolkes således, at der i forbindelse med tvister »på området for elektronisk kommunikation mellem slutbrugere og udbydere om tilsidesættelse af bestemmelserne om forsyningspligtydelser og de af slutbrugernes rettigheder, der er følger af lovbestemmelser, myndighedernes afgørelser, kontraktretlige bestemmelser og chartre for tjenesteydelser« (tvister omfattet af artikel 2 i bilag A til Tilsynsmyndigheden for Kommunikations afgørelse nr. 173/07/CONS), ikke kan stilles krav om obligatorisk forligsmægling, uden hvilken retssagen afvises, idet de fællesskabsretlige bestemmelser har forrang i forhold til artikel 3, stk. 1, i bilag A til nævnte afgørelse nr. 173/07/CONS?«
15. Domstolens præsident har ved kendelse af 16. september 2008 forenet de fire retssager – sag C-317/08, sag C-318/08, sag C-319/08 og sag C-320/08 – med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.
16. Sagsøgte i hovedsagen i sag C-318/08, Wind SpA, den tyske regering og Kommissionen har afgivet skriftlige og mundtlige indlæg for Domstolen. Den polske regering har desuden fremsat skriftlige bemærkninger og den italienske regering mundtlige bemærkninger.
IV – Retlig vurdering
A – Formaliteten med hensyn til anmodningerne om præjudiciel afgørelse
17. Den italienske regering har under retsmødet gjort gældende, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse bør afvises. Den foreliggende sag drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt den obligatoriske udenretslige tvistbilæggelse udgør en ulovlig hindring for udøvelsen af rettigheder, der udspringer af fællesskabsretten. Det fremgår imidlertid ikke af forelæggelsesafgørelsen, hvilke rettigheder der er tale om i hovedsagerne. Den italienske regering mener derfor, at de forelagte spørgsmål er hypotetiske.
18. Italien har ret i, at det kun er muligt at tage stilling til indførelsen af obligatoriske procedurer for udenretslig tvistbilæggelse på grundlag af fællesskabsretten, hvis hovedsagernes genstand falder inden for anvendelsesområdet for fællesskabsretten (6).
19. I den foreliggende sag har den forelæggende ret ikke fremlagt nærmere oplysninger om genstanden for de retssager, der verserer for denne ret. Det fremgår kun af forelæggelsesafgørelsen, at slutbrugerne i hovedsagerne har krævet erstatning fra deres teleselskaber for det tab, som de har lidt som følge af en påstået misligholdelse af kontrakten om de teletjenester, som disse selskaber leverer. Den forelæggende ret har ikke præciseret, hvilke konkrete rettigheder og forpligtelser parterne strides om.
20. Det kan dog ikke konkluderes, at de forelagte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.
21. Det skal herved indledningsvis bemærkes, at det principielt tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, om der er behov for en præjudiciel afgørelse. Det er nemlig den forelæggende ret, der har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes. Domstolen er derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, når de vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten (7).
22. Det påhviler kun i særlige tilfælde Domstolen at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen (8). Efter fast retspraksis kan Domstolen således afvise en anmodning, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (9).
23. De foreliggende hovedsager er anlagt af endelige forbrugere mod teleselskaber. Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2002/22 fastlægger slutbrugernes rettigheder og de tilsvarende forpligtelser for virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester. Den forelæggende ret har gjort det klart i det præjudicielle spørgsmål, at hovedsagerne vedrører tvister på området for elektronisk kommunikation mellem slutbrugere og udbydere om tilsidesættelse af bestemmelserne om forsyningspligtydelser og af slutbrugernes rettigheder. Ved undersøgelsen af sagens formalitet kan det derfor ikke antages, at sagen ikke falder ind under fællesskabsrettens anvendelsesområde, og at det er klart, at fortolkningen af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med hovedsagens genstand.
24. Det følger heraf, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
B – Realitetsbedømmelsen af de præjudicielle spørgsmål
25. Den foreliggende sag går i det væsentlige ud på at afklare, om fællesskabsretten er til hinder for medlemsstats lovgivning, hvorefter der skal gennemføres en udenretslig forligsprocedure, for at tvister vedrørende de rettigheder, der er fastlagt i direktiv 2002/22, kan indbringes for domstolene.
26. Det præjudicielle spørgsmål omhandler flere fællesskabsretlige bestemmelser. Der henvises først til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (10). Forbrugsvarer defineres i dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra b), som løsøregenstande. De foreliggende hovedsager vedrører imidlertid teletjenester og ikke materielle goder og ligger derfor uden for direktiv 1999/44’s anvendelsesområde.
27. Hvad angår den forelæggende rets henvisning til henstilling 98/257/EF (11) og 2001/310/EF (12) må det fastslås, at disse henstillinger ifølge artikel 249, stk. 5, EF ikke er retligt bindende. De kan derfor ikke pålægge medlemsstaterne selvstændige forpligtelser. De kan dog lægges til grund ved fortolkningen af andre fællesskabsretlige bestemmelser og nationale regler.
28. I den foreliggende sag er det derfor især artikel 34 i direktiv 2002/22 og retten til en effektiv retsbeskyttelse, der er relevant.
1. Artikel 34 i direktiv 2002/22
29. Artikel 34 i direktiv 2002/22 forpligter medlemsstaterne til at sørge for, at der findes udenretslige procedurer til behandling af uløste tvister. Disse procedurer skal være transparente, enkle og prisbillige. Medlemsstaterne skal sikre, at procedurerne muliggør en retfærdig og hurtig tvistbilæggelse.
30. Artikel 34 fastsætter således de kvalitetskriterier, der skal opfyldes i forbindelse med udenretslig bilæggelse af tvister. Det fremgår dog ikke udtrykkeligt, om udenretslig tvistbilæggelse også kan gøres til en forpligtelse og en forudsætning for, at der kan anlægges en retssag. Det præciseres tværtimod i artikel 34, stk. 4, i direktiv 2002/22, at denne artikel ikke berører de nationale retsprocedurer. Eftersom kravet om, at tvisten skal søges bilagt, for at der kan anlægges sag, falder inden for rammerne af de nationale retsprocedurer, reguleres dette spørgsmål ikke udtømmende i direktiv 2002/22.
31. Hvis den udenretslige tvistbilæggelse opfylder kriterierne i artikel 34 i direktiv 2002/22, dvs. at den er transparent, enkel og prisbillig, er direktivet i sig selv ikke til hinder for, at der indføres obligatorisk tvistbilæggelse.
32. Jeg vil i det følgende kort gennemgå to af de kendetegn, som proceduren for bilæggelse af tvister skal have i henhold til direktivet, nemlig at den skal være transparent og prisbillig.
33. Det fremgår af artikel 13, stk. 2, i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS, at det som hovedregel er gratis at indgå forlig via de institutioner, der er ansvarlige for tvister på forbrugerområdet. Sagsøgte i hovedsagen i sag C-318/08 har anført, at det også er gratis at få sagen behandlet ved det regionale kommunikationsudvalg, og at omkostningerne ved de øvrige kompetente organer er meget lave.
34. Proceduren skal desuden være transparent. Det kræver, at det er klart for de pågældende, hvilke organer der er ansvarlige for forligsmægling. Det drejer sig ifølge de italienske bestemmelser først og fremmest om det stedligt kompetente regionale kommunikationsudvalg. I regioner, hvor der endnu ikke er oprettet et sådant udvalg, findes der alternative organer, som er ansvarlige for bilæggelse af tvister. Klagerne vil dog uden større besvær kunne udlede af de gældende lovbestemmelser, hvilke organer der alternativt kan rettes henvendelse til.
35. Det ser derfor ud til, at de italienske bestemmelser opfylder de materielle krav i direktiv 2002/22. Det tilkommer den forelæggende ret at tage endelig stilling hertil.
36. Det må sammenfattende fastholdes, at det ikke fremgår af direktiv 2002/22, om det er lovligt at indføre en procedure for obligatorisk udenretslig bilæggelse af tvister. Dette spørgsmål kan derfor kun besvares ud fra princippet om effektiv retsbeskyttelse.
2. Princippet om effektiv retsbeskyttelse
37. Princippet om effektiv retsbeskyttelse er i henhold til fast retspraksis et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner og er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (13). Det er endvidere blevet bekræftet ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (14), proklameret i Nice den 7. december 2000.
38. Det skal indledningsvis understreges, at nationale retsforskrifter kun skal bedømmes i forhold til de almindelige fællesskabsretlige principper, hvis disse retsforskrifter falder inden for anvendelsesområdet for fællesskabsretten (15).
39. Direktiv 2002/22 skaber materielle rettigheder for endelige forbrugere af teletjenester. Eftersom proceduren for obligatorisk tvistbilæggelse vedrører den retslige håndhævelse af de materielle rettigheder, der sikres i direktivet, ligger denne sag inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.
40. Det tilkommer principielt hver enkelt medlemsstat at fastsætte i sin interne retsorden, på hvilken måde fællesskabsretten skal gennemføres, og hvilke processuelle regler der skal gælde for sagsanlæg. Medlemsstaterne er dog ikke fuldstændigt frit stillet, når de vedtager processuelle bestemmelser med henblik på fællesskabsrettens anvendelse.
41. Domstolen har konsekvent fastslået, at de regler, som skal gøre det muligt for den enkelte at håndhæve sine rettigheder i henhold til fællesskabsretten, ikke må være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende situationer på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet). De må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (16).
42. Med hensyn til den retslige håndhævelse af fællesskabsretten er effektivitetsprincippet udtryk for det almindelige princip om effektiv retsbeskyttelse. Jeg vil derfor først behandle den foreliggende sag på grundlag af princippet om effektiv retsbeskyttelse. Jeg vil dernæst se på spørgsmålet om ækvivalens.
43. De italienske bestemmelser kræver, at der er gennemført en udenretslig tvistbilæggelse, for at der kan rejses sag ved domstolene. Hvis tvisten ikke søges bilagt forinden, er det ikke muligt at anlægge en retssag. Der opstilles således en yderligere hindring for adgangen til domstolene. I lighed med andre lovmæssige formalitetsbetingelser medfører kravet om, at der skal iværksættes forligsmægling, at adgangen til domstolene begrænses. Der er altså tale om et indgreb i princippet om effektiv retsbeskyttelse.
44. Retten til en effektiv retsbeskyttelse er ikke nogen absolut rettighed. Adgangen til domstolsprøvelse kan underlægges visse begrænsninger. Det er i virkeligheden nødvendigt at opstille regler og formalitetsbetingelser i forbindelse med alle retsprocedurer. Medlemsstaterne har en særlig skønsbeføjelse i denne sammenhæng. Som Domstolen har fastslået med hensyn til overholdelse af retten til kontradiktion, skal begrænsningerne imidlertid være nødvendige for at tilgodese almene hensyn, og de må ikke, når henses til deres formål, indebære et uforholdsmæssigt indgreb over for rettighedernes centrale indhold (17).
45. Den italienske regering gjorde under retsmødet opmærksom på, at formålet med den obligatoriske tvistbilæggelse er at gøre det hurtigere og billigere at bilægge tvister. Det er først og fremmest i parternes interesse at få afgjort tvisten hurtigere og til en billigere pris. Det aflaster samtidig domstolene og er dermed også med til at sikre en effektiv national retspleje (18). Hertil kommer, at en mindelig aftale, som parterne selv forsøger at nå frem til uden domstolenes hjælp, oftere vil være bedre egnet til at sikre retsfreden end en retsafgørelse, som der ikke er enighed om (19). De italienske bestemmelser tilgodeser således legitime almene hensyn.
46. Indførelsen af obligatorisk udenretslig tvistbilæggelse er også egnet til at sikre gennemførelsen af disse mål.
47. Det er imidlertid kun nødvendigt at indføre en obligatorisk tvistbilæggelsesprocedure, hvis en rent frivillig forligsmægling ikke udgør et lige så velegnet, men mindre restriktivt middel til at nå de nævnte mål. Den italienske regering har dog ret i, at en rent frivillig udenretslig tvistbilæggelsesprocedure ikke er lige så effektiv som en obligatorisk procedure, der skal iværksættes, før der anlægges retssag. Den tyske regering har også med rette anført, at selv om en eller begge parter er uvillige til at indgå forlig, viser erfaringen, at der alligevel kan dukke løsningsmuligheder op under forligsproceduren, som parterne ikke havde tænkt på før.
48. Der foreligger heller ikke noget åbenbart misforhold mellem målet om at få afgjort en tvist på en måde, der er hurtig og prisbillig og tilgodeser parternes interesser, og de eventuelle ulemper ved kravet om, at der skal gennemføres en obligatorisk tvistbilæggelsesprocedure. Eftersom det indgreb i retten til domstolsprøvelse, som kravet om udenretslig forligsmægling medfører, må anses for beskedent, vejer de fordele, der er forbundet med proceduren, således langt tungere.
49. Den forudgående tvistbilæggelsesprocedure udsætter ikke en eventuel retssag i nævneværdig grad. Artikel 3 i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS bestemmer således, at den udenretslige procedure skal være afsluttet senest 30 dage efter, at proceduren er iværksat. Selv om det ikke lykkes, kan parterne alligevel anlægge sag efter udløbet af denne frist.
50. Det er desuden – som allerede nævnt (20) – billigt at iværksætte udenretslig tvistbilæggelse.
51. Desuden er forældelse af rettighederne suspenderet, så længe forligsproceduren er i gang. Den gør det derfor ikke vanskeligere at gøre disse rettigheder gældende.
52. Den forelæggende ret har imidlertid i sin forelæggelsesafgørelse kritiseret et formelt aspekt ved tvistbilæggelsesproceduren, som kan betyde, at hele proceduren må anses for et uforholdsmæssigt indgreb. Den forelæggende ret har påpeget, at begæring om forligsmægling skal fremsættes ved hjælp af formularer, der findes på tilsynsmyndighedens websted. Det kan indebære hindringer for klagere, som ikke har adgang til en computer. Hvis det virkelig kun er muligt at begære forligsmægling ved hjælp af bestemte formularer, og disse kun findes på internettet, er jeg enig med den forelæggende ret i, at det gør det meget vanskeligere for personer, der ikke har adgang til internettet, at få adgang til forligsmægling – og dermed også at anlægge sag. Jeg mener i så fald, at der er tale om et uforholdsmæssigt indgreb i retten til domstolsprøvelse.
53. Det bestemmes dog kun i artikel 13, stk. 1, i bilag A til afgørelse nr. 173/07/CONS, at begæringen også kan fremsættes elektronisk. Det fremgår derfor ikke af de lovbestemmelser, som Domstolen er i besiddelse af, at de nødvendige formularer kun fås på internettet. Det er den forelæggende ret, der skal tage endelig stilling til, om den pågældende uden videre vil kunne rekvirere de formularer, der kræves for at iværksætte en tvistbilæggelsesprocedure, på anden vis.
54. Jeg vil afslutningsvis se på de to henstillinger, som den forelæggende ret ønsker præciseret. Der kan, modsat hvad den forelæggende ret og den polske regering har anført, ikke udledes andet af disse henstillinger. Det oplyses ganske vist både i 21. betragtning til henstilling 98/257 og i 14. betragtning til henstilling 2001/310, at udenretslige procedurer ikke kan udformes således, at de kan erstatte domstolsprøvelse, og at personer, der anvender en udenretslig procedure, derfor ikke må fratages retten til at indbringe sagen for domstolene. De italienske bestemmelser strider dog ikke mod disse udsagn. I disse bestemmelser træder den udenretslige bilæggelse af tvister netop ikke i stedet for retsproceduren, og de pågældende har stadig mulighed for at indbringe sagen for domstolene, men skal vente i højst 30 dage med at gøre det.
55. Denne konklusion bekræftes i øvrigt i direktiv 2008/52 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (21). Dette direktiv finder ganske vist ikke anvendelse i denne sag, men det beskriver en tilgang, der kan overføres på de foreliggende omstændigheder. Det bestemmes i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2008/52, at dette direktiv ikke berører national lovgivning, der gør mægling obligatorisk eller forbinder den med incitamenter eller sanktioner, det være sig før eller efter, at retssagen er indledt, forudsat at denne lovgivning ikke er til hinder for, at parterne kan udøve deres ret til adgang til retssystemet. Disse betingelser opfylder den italienske lovgivning som nævnt også, navnlig er adgangen til domstolene blot udskudt.
56. Endelig tilsidesætter de omtvistede bestemmelser heller ikke ækvivalensprincippet. Ifølge dette princip må de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne tillægges i henhold til fællesskabsretten, ikke være mindre fordelagtige end dem, der regulerer tilsvarende situationer på grundlag af national ret (22). Den italienske regering oplyste under retsmødet efter forespørgsel fra Domstolen, at Italien indtil videre kun har indført obligatorisk tvistbilæggelse på teleområdet. Det var det første område, hvor der blev indført obligatorisk tvistbilæggelse, og der arbejdes nu på at udvide ordningen til andre områder, herunder energisektoren. Jeg mener dog ikke, at det kan opfattes som en tilsidesættelse af ækvivalensprincippet. Der er således ikke tale om nogen ringere behandling i forhold til rent interne forhold. Det er for det første ikke indlysende, at søgsmål på andre områder, f.eks. i forbindelse med energiforsyningen, vedrører »tilsvarende situationer«. Det må for det andet antages, at de omtvistede bestemmelser ikke kun gælder for de rettigheder, der udspringer af Fællesskabets lovgivning om forsyningspligtydelser, men også for de rettigheder, der følger af den nationale lovgivning.
57. Det må derfor sammenfattende fastholdes, at en obligatorisk tvistbilæggelsesprocedure, der finder sted forud for en retssag, principielt ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til en effektiv retsbeskyttelse. Bestemmelser som de her omtvistede udgør et beskedent indgreb i retten til domstolsprøvelse, som opvejes af muligheden for at opnå en billig og hurtig afgørelse af tvisten.
V – Forslag til afgørelse
58. Jeg vil på grundlag af det ovenfor anførte foreslå, at Domstolen besvarer de fire anmodninger om præjudicielle afgørelser, der er forelagt af Giudice di pace di Ischia, på følgende måde:
»Artikel 34 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (forsyningspligtdirektivet) kræver, at procedurer for udenretslig bilæggelse af tvister er transparente, enkle og prisbillige. Princippet om effektiv retsbeskyttelse er ikke til hinder for, at disse procedurer for udenretslig bilæggelse af tvister gøres obligatoriske, hvis procedurerne tilgodeser legitime almene hensyn og ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i forhold til det mål, der forfølges.«