Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 28. oktober 2004

i sag C-148/03, Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG mod Portbridge Transport International BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München)1.

(Bruxelles-konventionen - artikel 20 og artikel 57, stk. 2 - sagsøgtes udeblivelse - sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat - Genève-konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej - konflikt mellem konventioner)

(Processprog: tysk)

I sag C-148/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland) ved afgørelse af 27. marts 2003, indgået til Domstolen den 31. marts 2003, i sagen Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG mod Portbridge Transport International BV, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer) og N. Colneric; generaladvokat: A. Tizzano; justitssekretær: R. Grass, den 28. oktober 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 57, stk. 2, litra a), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse skal fortolkes således, at en ret i en kontraherende stat, for hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, kan anse sig for kompetent i medfør af en specialkonvention, som den førstnævnte stat også er part i, og som indeholder særlige regler om retternes kompetence, selv om sagsøgte under den pågældende sag ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet.

____________

1 - EUT C 146 af 21.6.2003.